Løjer og grønlangkål

tågemark

Du spørger mig, hvem hun er. Og du fortæller at hun også findes i dig. Vi har alle et indre barn, som vi bærer rundt på og som vi forlod et sted på vejen.

Mit indre barn satte sig i en grøftekant og talte med blomsterne. Det er jeg sikker på. Hun lyttede, spurgte og så gav hun historier tilbage. De udvekslede fantasier, drømme og virkelighed og det hele flød sammen, for ingen ved egentlig, hvad der tilhører hvilken kategori. Og de besøgte i øvrigt også landet, hvor det ingen rolle spiller. Mit indre barn og de vilde blomster. ’Og da det blev vinter’, spørger du. Da gemte hun sig i skoven og fandt læ for regn og slud i et hulrum i et træ. Eller også fandt hun simpelthen en hytte mellem træerne, som nogen havde glemt. Ilden buldrede lystigt i brændeovnen og der var mad i forrådskammeret. Så sad hun dér og digtede historier i selskab med skovens dyr og andre skønne sjæle.’Det er ren fantasi’, påstår du og ler, ’men det er nu meget hyggeligt’.

Jeg nikker, lige nøjagtigt, jeg er nødt til at tænke på, at det har været hyggeligt i alle de år, hvor jeg lod hende alene. At hun fandt sin egen vej og måde og at hun fortsatte med at følge mit hjerte. Da jeg for vild og gik andre veje, holdt hun sig stædigt til det, hun følte var rigtigt. Hun var da ligeglad med, at nogen som dig sagde, at hun var gjort af fantasi og alt for eventyrlige historier. Det kommer dér aldrig noget godt ud, sagde de i kor. Men det gjorde der jo!

’Livet er smukt’, sagde hun engang til en voksen og forsøgte at fortælle det i en historie. Der fulgte vist også en tegning med, for hun kunne vældig godt lide at tegne og fortælle. Men den voksne rystede på hovedet og sendte hende et blik, der slukkede alt håb. ’Det er kun fantasi, lille ven, du må lære at tilpasse dig virkeligheden’. Og det var lige dér, at vores veje skiltes. Jeg forlod hende. Men noget gav jeg hende og derfor mødes vi nu igen. Hun fik mit hjerte og hun blev min sjæl. Jeg valgte at tro på historien om, at der ikke findes eventyr og tilpassede mig. Jeg turde ikke andet. Hun forsvandt med sine gyldne lokker på lette ben af skovvejen. Opslugt af en ny historie. Omsluttet af træerne.

Nu står hun dér igen, i morgenduggen på broen. En dør åbnede sig og jeg ser, at hun ikke længere er en drøm. Alt det, hun anså for selvfølgeligt, begynder at komme tilbage til mig. Jeg fryser lidt og skælver, men hun ligger armene omkring mig og sammen får vi varmen.

’Du skal ikke være ked af det’, siger hun og tørrer en tåre væk. ’Jeg har jo været dér hele tiden. Du mærkede mig og da du for alvor begyndte at skrive, fik jeg lov at komme til syne. Først listede jeg forsigtigt rundt mellem linjerne, men så blev dine ord dristigere og mere åbne og jeg stak hovedet frem. Mine ord sneg sig ind mellem dine, et efter et og pludselig en dag skete dér noget. Du fik skrevet dig frem til den bro, hvor vi nu står. Du kom bagom tankerne og du forstod, at ingenting er som de ser ud. Alt er tilsyneladende.’

‘Du taler næsten som en voksen’ siger jeg og fniser lidt. For hun kilder mig, jeg ser et helt vidunderligt lys i hendes øjne og hører pludselig en melodi, som giver mig lyst til at danse.

Tænk, hvis hun har ret. Hvis man begiver sig af sted og virkelig følger hjertet, så sker der ting og sager. Det tager tid, det koster blod, sved og tårer, men en skønne dag går det op for en, at det er hele rejsen værd. For en dag står man ansigt til ansigt med sit indre barn og det vidunderlige eventyr, man forlod. Måske kan man kun besøge eventyret og holde om barnet i korte frekvenser, men langsomt vænner man sig til tanken. Eller følelsen. Eller også er det noget helt andet, man pludselig forstår, når man skriver og skriver og helt intuitivt får alt det frem, der har skjult sig et sted i dybet.

’I skoven!’ ler hun og nikker ivrigt, men ellers er det helt rigtigt. Og ved du hvad? Hun laver præcist de dansetrin, jeg har lyst til at udføre.

Bliv ved med at skrive og blæs på, hvad tankerne siger og fortæller. Så skal du bare se løjer og grønlangkål’

Indlægget er også postet på min blog Poetiske Paradokser og her kan du også læse det første afsnit om det indre barn.

Tekst og billede, Lene Frandsen (C)

Jeg har ingen ord

lyset

Jeg har ingen ord.

Solen strømmer gennem vinduerne, huset får nyt liv. Skygger foldes ud, sniger frem fra krogene og dukker op som sælsomme væsener på gulve og vægge.

Jeg anstrenger mig. Gør det behageligt. Kaffen er lavet og serveret i mit yndlingskrus. Mælkeskummet vækker længsler og tegner mønstre. En engel dukker op i min kaffekop.

Hvordan lukker man kreativiteten ind? Man går af vejen og giver plads. Det er som om hver eneste anstrengelse for at gøre sig ekstra umage umiddelbart straffes af modstand. Noget står i vejen. Snubler over sine egne ben og går bort i tilblivelsen. Enhver forventning om noget stort og overraskende falder til jorden, bliver til støv og forsvinder.

Solen strømmer gennem vinduesglasset og skaber liv i mit hav. På havbunden danser et væsen med lysende hår. En delfin er kommet til. Og andre væsener, som har deres eget univers på bunden af mit maleri. Men det er ikke mit. For ingen ejer disse streger og blålige farver. Ingen kan påstå at eje den kvinde, der med vinger og uglebryst danser til lyden af konkyliernes sang. Måske blev hun skabt gennem mig, men hun er ikke min. Jeg har sluppet hende og hun eksisterer uafhængigt af mig.

For jeg har ingen havfruer.

Og jeg har ingen ord. I den erkendelse begynder de at flyde. Ordene vil bare strømme igennem mig. De ønsker blot at nogen skal gribe dem i deres himmelfart og gøre noget med dem. Og min rolle? Gribe og give slip. Jo mere jeg slipper forventningerne, desto livligere bliver de. Ordene. Og nysgerrigheden er god, den vækker begejstring. Den har ingen forudindtagede meninger om godt og skidt. Den vil bare opleve. Opleve at være vidne til noget, der folder sig ud og flyver af sted på egne vinger.

Kom, åbn buret og giv fri.

”Vil du lære mig at kende” spørger kreativiteten og jeg nikker. Øjnene fyldes af taknemmelige tårer. Der er ikke noget, jeg hellere vil.

”Så giv slip på dine forventninger om, hvad jeg er for en størrelse og tag på eventyr”.

Jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke og høre den. Den kreative sjæl. For selvfølgelig kan den tale. Den kan alt. Den har ingen begrænsninger og bedst af alt, den har ingen identitet. Den er bare. Og hvert eneste forsøg på at eje den og gøre den til noget statisk, får den til at fordufte. Den vil bare lege. Skabe. Skabes. Gennem ord, malerier og lyset, der strømmer gennem vinduet.

Ingen ord at have.
Er en sjælden gave.
Ikke eje, bare se og være.
Lytte, gribe, slippe er en ære.
Ikke at begære.
Ingen ord at have.
Er en himmelsk gave.