Solvitur ambulando

Ustadigt

Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte sin særlige duft i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen.

Pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle? Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.

’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.

’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.

’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’

’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.

Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.

Solvitur ambulando. Det løses ved at gå. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier eller andet i dit liv. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativitet og sjæleglæde.

Kærlig hilsen
Lene

En himmel fuld af stjerner

bål

Det er aften.  Himlen maler sig i en mørkere blå og pludselig dukker stjernerne op. En efter en kommer de til syne og kigger ned på os. Vi laver bål og pludselig bliver vi tavse. Sidder længe og stirrer ind i de knitrende flammer, mens vi finder tilbage til roen og det sted i os selv, hvor vi bare kan være.

Så tager hun pludselig ordet. Griber det ud af luften, som en glød, der blusser op. Jeg lytter intenst.

’Det sætter sig i kroppen. Alt det, der ikke bliver skrevet. Eller sagt. Alt det, der ikke synges og danses. Det fortvivler, forstummer og går gennem en usynlig dør, hvorefter det træder hen over de knirkende gulvbrædder i kroppen og finder sig et sted. Der sætter det sig. Lægger sig. Og venter. Og bliver det ikke kaldt på, hentet ud, skrevet, sunget, danset eller malet, så begynder det at udvikle sig på egen hånd. Det bliver til smerte. Først en lille smerte, noget subtilt, en følelse af længsel, et suk. Men senere buldrer det. Højt. Smerte eller endda sygdom. Det er kreativiteten, der ikke bruges, leves og åndes. Den vender sit ellers så skønne ansigt indad og ligner til sidst et hengemt skelet. Raslende, pivende og vred. Den græder og skaber sig, som den nu kan under de dårlige betingelser. For hvem ønsker at blive smidt i en sort fangekælder og glemt?

En depression. Humøret, der daler og synker som et skib, der går ned. Helt ned på havets bund, hvor tomme sandkorn hvirvler op som støv og siden falder til ro. Et skibsvrag. Et skib fuld af gabende tomme huller, øjne der ser ud i natten og fortvivlet råber om hjælp. Men ingen hører de tavse skrig og skulle der komme en dykker forbi, ville vedkommende nok hurtigt forsvinde igen. Op til overfladen, lyset og luften. For dernede er der ingen ilt. Ingen kan vel leve på bunden af et sort hav. Heller ikke kreativiteten.’

September sukker, da hun har udtalt det sidste ord i sin lille forelæsning. Så smider hun sine noter på bålet. Vi ser ilden æde sig gennem dem. Teen står urørt og halvkold ved hendes side. Og overfor sidder jeg og glemmer helt at trække vejret. Jeg sluger luft og hoster. Er det røg? Eller vand? For jeg var dér, på havets bund, indestængt i skibsvraget. Det var mine øjne, der gabende tomme stirrede ud i mørket og kun fik øje på spøgelsesbølger og tang. Jeg kunne ikke få vejret, jeg var næsten død. Og pludselig forstod jeg, hvad det betyder. Hvad det betyder for mig at få lov til at skabe. Skrive. Og hvorfor jeg i så mange år vandrede omkring som en skygge af mig selv. Hvorfor det gjorde ondt. De skreg jo på min opmærksomhed. Ordene, sætningerne, historierne. Og de rim og remser, som førhen altid gjorde mig så glad. Rytmen, dansen, de trin, som min krop slet ikke behøvede hjælp til at udføre.

’Vi skal bagom tankerne’, siger September og ser på mig. Jeg nikker. Det har jeg skam opdaget. Og jeg øver mig, jeg ønsker at lære IKKE at TÆNKE. At lære sind og tanker at være stille er absolut nødvendigt for at kunne tage på den rejse, vi skal på. Vi skal ind i kroppen, vi skal mærke efter og skrive alt det frem, som har været i dvale så længe. Med smerte, længsel og tristhed til følge. For der findes en urgammel visdom gemt i kroppen, som blot venter på, at vi skal hente den ud. Skrive, male, synge, danse … eller skrige! Der er kraftfulde energier gemt i vores krop.

’Netop”, siger tankelæseren September og rejser sig resolut. Det er derfor, vi også skal huske at bevæge os. Ja, ud og gå. Og hvis vi ønsker at skrive, så er der kun en ting at gøre.’

’Og det er at skrive! ‘Jeg nikker, smiler, hvor er det egentlig simpelt. Hvordan skulle man ellers finde vej til alle de mørke huller i krop og sjæl, hvor ikke fortalte eller skrevne historier er gemt? Hvordan skulle man ellers lokke dem frem, hvis ikke med sit fremmøde og sin dedikation? Intention? Det er ikke noget, man kan tænke sig til. Faktisk har tankerne det med at forkludre alting. Derfor skal vi lære at sidde i stilhed. Vise sindet, at vi ikke er til salg for gamle og slidte historier om, hvorfor vi ikke er gode nok eller hvorfor vores historier ikke duer.’

’Nogen sagde engang til mig, at jeg ikke kunne skrive’, siger September. En tåre dukker op i hendes øjenkrog. ’Og jeg valgte at tro på det. Den overbevisning satte sig som en konge på min skabende trone og fra det øjeblik kunne jeg ikke længere skrive. Historierne forstummede. Jeg forsøgte, men smerten ved at gøre det blev for stor. Og ordene ville ikke være med.’

’Og nogen valgte engang at give mig karakter for mine præstationer’. Jeg kommer i tanke om skolen og jagten på de gode karakterer. På at være den bedste. For kun den bedste får ros og lærerens gunst. Kun den bedste er værdig til … at blive set og elsket?’ Så jeg gjorde mig sådan umage …

’Ego, ego, ego’. September ryster på hovedet, så det korngule hår falder som et teatertæppe for hendes ansigt. Hun puster irriteret bag tæppet, som flagrer i vinden. Som et lys i mørket, hendes ansigt ser alvorligt ud i flammerne fra bålet.

’Og alt i mens sidder det, der vil skrives og skabes og venter på, at vi skal vågne op som Tornerose fra sin søvn og komme til fornuft. Altså den fornuft, som findes i hjertet. Den fornuft, som ved, at det ikke handler om præstation og være bedst. Og som er helt klar over, at det ikke fører til noget godt at sammenligne sig. Det eneste, man skal vælge at gøre, er at … ‘

’Give pokker og skrive løs! Skabe sig! September ler. ’Og ved du hvad’, tilføjer hun, hendes stemme er nu en blæsende hvisken, som om hun vil afsløre en dyb hemmelighed for mig. ’En stor del af vores kreativitet er et forsøg på at oversætte de bedst bevogtede og gemte historier i vores liv. Historier, som bor bag ved smerte og sygdom. Depression. Tristhed. Meningsløshed. Og skam!

Jeg nikker og synker erkendelsen, skyller den ned med min halvlunkne te. Over os blinker stjernerne som små knappenåle på en kæmpemæssig sort tavle. Og der er specielt en, som forsøger at få min opmærksomhed.

’Ja dig, dig dernede med det lyse hår og den grå trøje. Dig med tekoppen og hjertet fuld af historier.’ Jeg ser op, hun blinker ivrigt, nu har hun min opmærksomhed. ’Kom herop, jeg har noget at sige dig!’

Jeg ryster på hovedet, hvordan kan jeg det? Jeg er jo ikke en stjerne. Jeg er bare …

Men stjernen bliver ved med at blinke. Insisterende og kærligt på samme tid. Og så opdager jeg at September er væk. Hun sad overfor mig for et sekund siden, men nu er hun dér ikke længere. Bålet brænder stadig, det knitrer, mens ilden langsomt dør hen. Nu er der kun gløder tilbage. Og en himmel fuld af stjerner.

En lille historie om, hvor triste vi kan blive, hvis vi ikke bruger vores medfødte skaberkraft. Men heldigvis er det aldrig for sent. Historier, malerier, sange og andet sjæleguld venter bare på, at vi skal tage det tilbage. Skaberkraften. Glæden. Skrive, male, synge eller danse det. Og hvorfor vente? Begynd i dag med det første skridt, ord, farve eller strofe.

Kærlig hilsen

Lene

Spørg sjælen til råds

En dør

Du skal leve det, hvisker sjælen og smiler. Du skal være det. Og det tager tid, giv dig selv tid og kærlighed. Det starter med en intention.

Jeg valgte en anden slags vej. Og efter et par år, hvor jeg forsøgte at leve efter allerede eksisterende regler, gode råd og opfordringer fra andre, som har gået på samme slags vej, de utallige velmenende “sådan-gør-du-bud” stoppede jeg op og tog temperaturen på mig selv og min glæde. For jeg besluttede mig jo for at følge hjertet. Og glæden.

Udfordringen var bare, at jeg ikke helt vidste hvordan. Naturligvis var jeg udmærket klar over, hvordan det føles at være glad indeni, hvordan glæden kan boble, bruse og fylde kroppen med en vidunderlige følelse af væren ét med alt. Og jeg fandt sporadisk den glæde de fleste andre steder end lige netop dér, hvor jeg virkelig håbede at finde den. I mit nye arbejdsliv.

Jeg ændrede kurs, fordi jeg i højere grad ville hellige mig de skriverier, som altid har været min livsnerve. Jeg ville skrive fra et andet sted, på en anden måde, jeg ville give liv til de historier, jeg kunne mærke indeni. Jeg ville være mere glad. Men så skete der noget. Da jeg begyndte at skrive, kom der for alvor liv i en anden historie. Min historie. Og så røg jeg ud på et frygtindgydende sidespor, som senere skulle vise sig at være en velsignelse i forklædning.

Et sidespor kan være en ledetråd. Det kan være netop på afvejen, at du får din næste opgave. Eller indsigt. Et sidespor kan ende med at være selve vejen. Du ved det ikke på forhånd. Du må forholde dig nysgerrig og gå i tillid.

Min historie ville skrives. Den var stærkere end de romaner, jeg også havde planer om og som jeg er i fuld gang med. Den blev ved med at trænge sig på. Og den var jo ikke bare en historie, bogstaver på papir, ord og sætninger. Den var min virkelighed. Og ikke alt var helt så rosenrødt, som jeg kunne have ønsket mig. Den ville skrive det hele. Jeg forsøgte til dels at tilsidesætte det, der ville skrives og det, der efterhånden gav mig søvnløse nætter og knapt så glade dage … men det ville ikke give sig.

Hvad jeg ikke vidste, på det tidspunkt, var, at jeg selv havde sat det i gang. Med en bevidst intention.

Fremover vil jeg følge mit hjerte. Og min sjæl og mit hjerte vidste bedre end mit ego.

Når man formulerer en intention, så gælder den både nuet og fremtiden. Det er faktisk en aktiv måde at skabe på. For i modsætning til, hvad vi måske går og tror, så handler det ikke blot om at lave sig en målsætning og gå efter målet. Jo, det kan man sagtens, men så har man sjældent sjælen med. Jeg taler af egen erfaring, du har måske en anden historie om det? Men på trods af, at jeg har netop havde taget coaching certifikat og var blevet vældig god til at holde andre op mod deres mål og kærligt coache dem på vej, så var jeg ude af stand til at coache mig selv på samme måde. I starten troede jeg selvfølgelig, at det handlede om modstand og frygt. Jeg fortalte mig selv, at jeg bare var bange for at gå efter mine mål. Først senere forstod jeg, at jeg havde glemt at lytte til min sjæl. Jeg havde ikke spurgt sjælen til råds, selvom jeg ihærdigt forsøgte at gøre  mine hjerteanliggender til konkrete mål.

Glem det, hviskede min sjæl, du skal en anden vej på en anden måde.

Åh nej! Det var ikke gode nyheder på det tidspunkt. Jeg var så ivrig efter at lande. Nå mine mål og få succes, jeg havde jo ofret så meget. Mit gamle liv, mit job og en fast indtjening. Men efterhånden begyndte det hele at opløse sig selv. Jo tættere jeg kom på mine mål, jo mere utydelige blev de. De ville ikke nås. De havde lavet en aftale med sjælen, tror jeg, som satte en stavelse foran “for” foran “mål”. Den talte om formål.

Hvad er dit formål?

Så formulerede jeg en ny intention baseret på mine formål. Jeg forstod, at det jeg egentlig ønskede var en slags succes for sjælen. Jeg kunne jo ikke blive ved med at kæmpe med mine egne følelser og tale mig selv til rette. Der måtte være en besked i de til tider vældig stærke følelser, der fyldte mig.

Og det var der!

Jeg besluttede mig for at lytte. Lytte endnu mere, på en anden måde, jeg måtte formulere mine spørgsmål og virkelig være lydhør overfor den stille stemme og det, der rørte sig indeni. Baseret på de svar, jeg fik fra min sjæl, og det, der væltede frem, når jeg spurgte, lyttede og skrev det frem, kunne jeg nu formulere en ny slags intention. En intention bestående af ‘fire bud’ baseret på, hvad min sjæl fortæller mig om min sandhed. Men jeg har stadig den gamle overskrift med, jeg følger stadig hjertet. Og jeg forsøger at følge glæden hver eneste dag. Men jeg skal da lige love for, at det her bliver anderledes, end jeg troede, da jeg stoppede op for fire år siden og formulerende sætningen.

Jeg vælger at følge mit hjerte.

Har du en intention? Kender du dit formål? Og har du overvejet, om den modstand, du føler mod noget, du egentlig har besluttet dig for er godt for dig, de tunge følelser og tristheden, i virkeligheden er et sjæleligt budskab til dig om, at du griber det forkert an? Har du spurgt din sjæl? Og hvis du som jeg har en skrivende sjæl, der hjertens gerne kommunikerer gennem ord, sætninger og historier, så er det bare med at komme i gang.

Vil du høre en hemmelighed? Det er livseliksir. Sjælen ved besked!

Stil dine spørgsmål og spørg din sjæl til råds. Skriv!

Skriveøvelse

Du stiller dit spørgsmål og så begynder du at skrive. Uden at tænke. Skriv intuitivt og lad det komme, som skal komme.

Men måske har du behov for at tømme dig først? Det kan være en god ide, især i starten, hvor du måske ikke har fuld tillid til sjælens stille stemme og til det flow, der kommer, når du først er i gang. Den indre censor har ofte godt fat i styrepinden. Skriv i fem-ti minutter uden pause, sæt et stopur og skriv om hvad som helst. Slip det fri. Lad det gå.

Når uret lyder, stopper du og brænder det, du netop har skrevet. Du smider det i papirkurven, du lader det gå. Nu er du klar til din egentlig opgave. Din intention. Du ønsker at spørge sjælen til råds og du er indstillet på at lytte.

Formuler dit spørgsmål og begynd så at skrive. Fortæl din sjæl, at du nu spørger den til råds og at du værdsætter dens visdom. Nu skriver du, men du lytter også aktivt. Du åbner dig, for du erkender, at noget indeni dig ved besked. Her danser uendelig godgørende visdom, som passer præcis til dig og dit formål.

Det er livseliksir skræddersyet til dig.

Skriv det.

Kærlig hilsen
Lene

Din oldgamle visdom

2011 - November 024

Der findes en oldgammel visdom som ligger sovende i vores kroppe. Hver eneste dag bærer vi rundt på denne sovende visdom uden at vide, at vi i os selv har alle de svar, vi behøver. Vi er vores egen visdom, trøst og glæde. Sovende i os ligger alt de skatte, vi har søgt i det ydre liv. Sovende i os bor også glæden, legen og kærligheden.

En måde at vække visdommen er at skrive den frem. Ved intuitivt at skrive og blive ved, kan vi langsomt vække de små sovende trolde, som gemmer på alt det, vi går og længes efter. Efterhånden vil vi opdage, hvordan det vi søger, pludselig springer frem på skærmen eller på papiret. De svar, vi ikke har fået, de løsninger … du skal se, de dukker sandsynligvis også op.

Det, vi elskede at gøre som børn og instinktivt bare gjorde, legede, skabte med farver, lyde og senere ord, det bor stadig i os. Men måske har det taget form som vrede, frustration, skyld, frygt eller sorg. Fordi vi på et tidspunkt blev stoppet i vores leg og skaberglæde og måske hørte ord om, hvorfor vi ikke var gode nok. Kreativiteten er en følsom energi. Kritikken har taget bolig i vores krop og glæden ved at lege, skabe og trylle med ord er måske gemt bag muren af mindreværd. En mur, der kan være bygget af alle mulige slags sten. Skam. Modvilje. Fornægtelse.

Heldigvis kan vi vælge at vække glæden igen. Vi kan vælge at kræve vores kreativitet og skaberglæde tilbage og det kan blandt andet gøres ved at skrive. Ved at lade skrivningen være et slags transportmiddel til at komme ind bag tanker og alt det, der gør, at vi IKKE tør skrive, lege og give pokker, kan vi få kontakt med vores egen oldgamle visdom. Ja, vi kan simpelthen skrive den frem. Og det gøres bedst ved en legende tilgang til skriverierne.

Glemt alt om produktet i første omgang. Som barnet skal vi først lære at kravle, før vi kan gå. Og som jeg tidligere har sagt, så skriver historierne ofte sig selv, når vi først er skriveflow. Vi behøver ikke at tænke os til dem. Og vi behøver heller ikke vores indre kritiker eller sabotør til at fortælle os, at vi ikke kan skrive og at det, der kommer frem, ikke er værdigt til at se dagens lys. Det er løgn. Den visdom, du bærer rundt på, er din fødselsret. Den glæde, det lys og den kærlighed, der findes inde i dig, er din gave og også din gave til verden.

At skrive kan være en kilde til glæde, styrke og selvværd. At opdage, at vi selv har alt det, vi skal bruge, at vi er vores egen guru og at vi bærer rundt på ord og sætninger, som slet ikke kunne skrives på den måde, hvis det ikke var for os. Men vi er nødt til at tillade os selv at lege. Det skal være en glæde. Et eventyr.

På mit kommende Skriv Din Sjæl kursus vil vi udforske og gå på eventyr i vores egen kreativitet, glæde og visdom. At udvikle kurset er også en proces, som er i fuld gang, men jeg lover at dele lidt undervejs, så du allerede nu kan tage hul på at skrive dig selv, din sjæl og alt det fine frem, som du går og gemmer på.

Så du husker at lege.

Kærlig hilsen
Lene

Du er værdig

Værdighed

Måske har vi blot fra tid til anden brug for en lille påmindelse om, at vi allerede besidder værdighed, har gjort os fortjent, er værdifulde. Undertiden kan vi ikke mærke det på grund af sårene og arrene fra fortiden eller på grund af usikkerhed over for fremtiden. Det er tvivlsomt om vi helt af os selv er kommet til at føle os uværdige. Vi fik hjælp til at føle os uværdige. Vi lærte det på tusind måder, da vi var små og vi lærte lektien godt.

Ordene er Jon Kabat-Zinns. Og vi kender det nok alle sammen. Ikke at føle os værdige til at … skrive, for eksempel. Jeg støder af og til på mennesker, som giver udtryk for at de godt kan lide at skrive og egentlig gerne ville skrive noveller, romaner eller deres egen livshistorie, men som så stopper, fordi de føler sig uværdige. ‘Jeg kan jo egentlig ikke skrive’, siger de og kommer til at lyde som den lærer, der i femte klasse sagde de ord: Du er håbløs, du kan jo ikke skrive!

Måske bærer du rundt på en gammel historie, der handler om, hvorfor du ikke kan skrive? Hvorfor du ikke er værdig til at skrive og tage imod historier. Noget, nogen sagde til dig engang og som sårede dig. Du valgte at tro på udsagnet og resten er historie. Men den gode nyhed er, at den historie kan skrives om. Den er nemlig slet ikke sand.

De fleste kan sagens skrive! Og i første omgang handler det slet ikke om produktet, men om processen, skriverejsen og om at nyde den. Den er til for alle. Den gode, kreative og skabende proces.

Du kan meditere “på” din værdighed. Prøv at sidde med værdighed i nogle minutter. Træk vejret dybt og lad din værdighed opfylde dig. Læg mærke til hvordan du nu har det. Prøv at stå med værdighed. Hvor er skuldrene? Hvordan holder du rygsøjlen og hovedet og hvad vil det sige for dig at gå med værdighed?

Hvordan føltes det? Kunne du mærke forskellen?

Man kan også skrive med bevidst værdighed. Sæt dig ved tastaturet eller med blog og kuglepen. Træk vejret dybt og fyld så dig selv op med værdighed. Gentag overfor dig selv, hver gang du møder tvivlens mur: Jeg er værdig. Jeg er værdig. Jeg er værdig.

Vidste du, at der findes historier, som kun vil blive skrevet, hvis du gør det? Historier, som ellers vil gå i opløsning og aldrig se dagens lys. Historier, som bare venter på, at du skal føle dig værdig nok til at møde op og skrive dem. På din måde og med glæde.

Skriveøvelse:

Med overskriften “Jeg er værdig” skriver du en historie om, hvorfor du er værdig.
Skriv det fri, der ønsker at blive skrevet.

Du skal blot skrive løs. Tænk ikke, tøv ikke. Slip ikke pennen, lad den glide over papiret. Skriv.

Det samme gør sig gældende, hvis du vælger tastaturet. Skriv, tænk ikke, bare lad komme.
Lad din sandhed danse mellem linjerne på din måde.

Skriv i 15 minutter uden pause. Brug gerne et stopur.

Hvis du har lyst, må du meget gerne dele dine ord og oplevelser med øvelsen i kommentarfelter herunder. 🙂

Kærlig hilsen
Lene

To be or not to be

To be or not to be
Du skal være før du kan blive!
Eksempel: Hvis du ønsker at blive forfatter, så må du først VÆRE forfatter. Og nej, glem hvad andre siger, det handler ikke om først at få sin bog udgivet og så få en titel foræret. Det handler om dig! Om at du behandler dig selv som forfatter og mærker, hvad det vil sige for dig.
Du skal skabe dit eget historierum og din måde at være forfatter på. Du skal befinde dig godt.
Og husk: En forfatter skriver. Det er ikke nok at tænke på, hvad du mon vil eller kan skrive. Du skal møde op og gøre det. Skrive. Tag dine ord og historier alvorligt, lyt til dem og tag imod. Og de kommer primært indefra og i den skrivende, intuitive proces.
Du skal for guds skyld ikke spørge andre, om du er god nok eller værdig til at blive forfatter, du skal føle dig værdig (for det er du) og være det.
Du er værdig! Du er forfatter! Og skriv så!
Kærlig hilsen
Lene