Hvad sjælen ved

blomsterovergang

Da jeg gik tur med hundene kastede træer og hegnspæle lange skygger. Det var både koldt og varmt, for det er september nu og alting får en ny rytme. Vi går mod efterår og vinter. Vi går mod andre årstider og nye erkendelser. Så jeg vandrer i naturen hver eneste dag og ser, hvordan det hele skifter. Det sker langsomt og uden modstand. Der er en slags overgivelse til ALT, som inspirerer mig dybt.

Mine gåture er værdifulde og ud over at jeg selvfølgelig vil gå tur med mine hunde og bevæge mig, så er bevægelsen i sig selv vigtig i forhold til inspirationen. Vi skal ikke sidde så meget stille. Vi er skabt til at bevæge os, at gå og lade os inspirere. Der bor meget kreativitet og ubrugt glæde i kroppen, som skal bevæges for at kunne mærkes.

Og de lange skygger inspirerer mig. Duft af ild og efterår, der er noget frisk og krævende ved denne årstid. Tilstedeværelse, nærvær, dybde. September er fuld af inspiration, som vi kan spejle os i. Og derfor må jeg ud. Ud og se, mærke og være. Se fuglene, når de samles og trækker mod syd, betragte skyerne og deres himmelfærd, se hvordan de formerer sig og skifter form, bringer regn eller opløses udenfor min synsvinkel. Være med det hele, som en del af det hele og ære det hele. Som jeg ærer og elsker mig selv. Nu. Det er aldrig for sent. Men det kræver, at vi vender næsen hjemad. Vi skal hjem for at komme ud. Se, det er ny visdom. Jeg troede at det var omvendt. Men hvad ved jeg?

Mine  tanker tager et skridt tilbage i tiden og går ind på badeværelset. I går aftes. Jeg var i færd med at børste tænder, da lyset gik ud. Det slukkede sig selv og så kom stjernehimlen til syne. Jeg vidste det i samme sekund, som lyset forsvandt. Så jeg stod dér med tandbørsten og smilede gennem tårer. Det var et smukt syn. Som om nogen ville vise mig DET VÆSENTLIGE. Og du skal skal vide, at jeg var temmelig træt, trist og opgivende i går aftes, fordi jeg havde haft en tung dag, hvor jeg slet ikke var i flow.

Så slukkede lyset og jeg så stjernerne!

Jeg lærte noget vigtigt og derfor var dagen på ingen måde spildt. Det må vi huske, når vi har den slags dage. De er meningen. Vi skal lære noget! Jeg fik en værdifuld lektie og som det er med den slags, skal man ofte have den gentaget flere gange. Mange gange!

Lyt til dine følelser, det er sjælens sprog.

Herefter fik jeg en gave. Stjernehimlen. Hvor tit giver vi os tid, stopper op, slukker lyset og kigger mod himlen og stjernerne? Ser rummet og alt det, vi selv er en del af? Jeg glemmer det, selvom jeg ellers synes jeg er god til at se og værdsætte skønheden i naturen omkring mig.

Alting emmer af inspiration. Det rækkes til os hver eneste dag. Gaver, som vi ikke ser i vores travlhed. Farten er synderen. Sjælen hvisker noget om den ødelæggende fart og den stress, vi påfører os selv. Alt det, vi går glip af og som faktisk er gaver til os, gaver som skulle berige os og gøre os hele. Gaver, som peger på skønheden i livet og på skønheden i os selv. Det er meningen, vi skal spejle os! Men i stedet ser vi kun kort på os selv i spejlet om morgenen, i fuld fart på vej til job og gøremål, og vi ser trætte øjne, morgenhår og … Vi ser kun det ydre. Men hvis vi bare gav os tid, stoppede op og kiggede rigtigt efter. Hvis vi så os selv dybt i øjnene og fik øje på, hvor fine og smukke, vi egentlig er.

Vi er skabt til at lyse, men vi glemmer det. Vi er skabt til at skabe, men det glemmer vi sørme også!

Inspirationen. En fjer på marken. De lange skygger af september. Fugten, æblerne og duften af bål. Dagene, der bliver kortere og mørket,  som vokser, så vi kan være dér, putte os og se lidt indad. Sætte farten ned, det gjorde vores forfædre, når lyset blev sparsomt, det hele passede sammen. Det gør det stadigvæk, men vi vælger det fra. Fordi vi glemmer at huske.

***

Kære venner

September lærte mig noget, som jeg nu via egne ord forsøger at huske igen. Nu, hvor oktober nærmer sig november og vinteren kommer nærmere. Nu, hvor disen sniger sig slags marken udenfor hegnet og sigtbarheden er sløret.

September huskede mig på at følge hjertet og lytte til sjælen. Hun fortalte mig om vigtigheden ved bevægelse og hvordan kreativiteten også bor i kroppen og sætter sig som tunghed, smerte, depression – ja sågar sygdom – hvis vi ikke lader den danse igennem os.

Historier, der ikke skrives, kan give hovedpine. For de historier er ikke bare fortællinger, ord, der danner sætninger, nej når vi virkelig åbner os og giver dem fri passage, så strømmer kreativiteten gennem os som kærlighed. Det er ren healing. Hvis vi lytter og åbner vores hjerter, så skriver vi ikke længere fra tanker, begrænsninger og fra hvad vi ved rent intellektuelt, vi åbner os for hjertets sang og sjælens fortællinger. Og det er helt anderledes historier end dem, vi umiddelbart kan tænke os til.

Teksten er i øvrigt en del af en bog, som jeg skriver på. Den handler om kreativitet, skriveglæde og om at følge sit hjerte og lytte til sjælen. Det er en bog, som bare VIL skrives, så for det meste sætter jeg bare og tager imod. Jeg lægger spor og jeg er ligeså spændt på resultatet som I måske er. For jeg skriver den fra sjælen!

Kærlig hilsen
Lene

 

Historien og virkeligheden

påvej_oktober

Historien

Vi ankom med toget. Jeg ankom med toget. Nu skal jeg nok være præcis, det lover jeg. Resten af historien er jeg både præcis og poetisk med jævne mellemrum. Jeg vil med egne ord og indlevelsesevne fortælle dig om mit møde med den berømte Karoline Scheller og jeg lægger ikke fingre imellem. Jeg tager bare imod. Historien vil skrives og det skrevne ord ved, hvad det gør. Jeg vælger at stole på det, der vil skrives og tror på, at min tillid vil blive belønnet.

Drøsselbjerg Station lå indhyllet i morgentåge, da jeg steg af toget og ud på perronen. Det var en kølig dag, en af de dage, hvor luften er både rå og så skarp, at den skærer igennem tøjet og lægger sig som en klam klud om kroppen. Jeg skuttede mig i mødet med virkeligheden, der på denne formiddag bestod af en tom perron og en stationsbygning som en silhuet i toner af grå. Et fløjt lød gennem tågemuren, toget satte i gang og jeg var alene. Jeg fortrød øjeblikkelig, at jeg havde valgt at tage toget. Det havde været en romantisk tanke, glæden ved at ankomme langsomt, nærme sig med sindig ro og værdighed, siddende i afslappet position ved togvinduet med en bog i skødet og tankerne et helt andet sted. Stirre ud af vinduet, se landskabet svæve forbi og virkelig mærke, at man bevæger sig, selvom man egentlig ikke foretaget sig noget som helst. Nu slog det mig, at togturen ville havde langt mere givende, hvis der også havde været en slags velkomst i anden ende. Hvis jeg havde fortalt Karoline Scheller, at jeg faktisk kom med toget og at jeg ville blive glad, hvis jeg kunne blive afhentet på stationen. Men jeg havde ikke sagt noget. Blot havde jeg givet besked om, at jeg ville ankomme lørdag d. 25. februar ud på formiddagen og at jeg glædede mig og var taknemmelig for, at hun ville se mig.

Jeg hankede op i kufferten og gik over trinbrættet og hen mod stationsbygningen. Der var ingen mennesker at se og eftersom tågen lå som et uigennemsigtigt tæppe af grå uldtråde, havde jeg heller ingen chance for at danne mig et overblik og et glimt af, hvad Drøsselbjerg var for et sted. Men en ting var sikkert. Det var et sted langt ude på landet og i en hel anden verden end den, jeg kom fra.  Det slog mig, at jeg ikke kendte spor til Karoline Scheller andet end hvad jeg havde læst i avisartiklen. Modet svigtede mig og jeg blev svag i knæende, kvalmen steg til vejrs som en ballon. Hvad havde jeg gang i? Drøsselbjerg, fandtes der et mere øde og tåget sted?

Jeg åbnede døren til ankomsthallen, ordet fik mig til at smile, men det var da en slags sal, selvom den lå øde hen. Et stort ur hang over udgangsdøren i den modsatte side, klokken var 1730 og så er den ikke længere. Selv uret var gået i stå. Der havde engang været en kiosk med ekspedienter og en dame, der solgte billetter. Nu fandtes der kun en moderne automat, hvor man kunne trække billet og bruge både Dankort og andre betalingsmidler i plastik. Automaten så komisk ud og helt forkert ud i den gamle ankomsthal. Jeg rystede på hovedet og satte min kuffert fra mig i bar forfærdelse. Tiden er gået i stå, jeg står i ingenmandsland, i et tomrum, som rummer både ankomst og afgang.

Du er klar til at sætte spor.

Stemmen lød som en rungen i højtalerne. Men der kom kun tavshed ud. Forskrækket drejede jeg om på hælene og så mig omkring. Der var ingen. Kun en kvinde med en kuffert. Og hun sagde ingenting. De eneste spor, jeg satte, da jeg forlod stationsbygningen og gik ud i tågelyset på den anden side var de fodspor, der tegnede sig i støvet. Det var vist længe siden andre end jeg var stået af på Drøsselbjerg Station.

* * *

Folk kommer, fordi de vil skrive, men det er ikke alt. De ønsker at skabe forbindelse, det er som om en spirituel længsel driver dem hertil. De ønsker forbindelse gennem sproget og ordene, de skriver på siderne. Der findes andre metoder til at skabe forbindelse, men fælles for mine gæster er, at deres længsel manifesterer sig gennem sproget.

Fortsættelse følger …

Virkeligheden

Kære venner

Historien handler om lidt af det, jeg er i færd med at skabe. Og jeg deler den med jer i dag, fordi jeg gerne vil give jer lyst til at ankomme til Drøsselbjerg Station og mig selv lyst til at hente jer. Drøsselbjerg Station findes ikke i virkeligheden eller måske gør den, men jeg bor dér ikke. Endnu. Jeg aner heller ikke, hvem Karoline Scheller er, men det har jeg i sinde at finde ud af.

Alt i mens jeg skriver og udvikler det Skriv Din Sjæl kursus, som jeg håber på at kunne introducere til foråret 2015. Om det kommer til at foregå i Drøsselbjerg, Ringsted eller andetsteds vil tiden vise … Men du er inviteret!

Jeg håber at vi ses en dag. At du ankommer med toget til stationen, hvor jeg henter dig og så kan skriveeventyret begynde.

Kærlig hilsen
Lene

Jeg mødte en pige

morgendis3

Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af sorg og ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.

* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne og over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.

Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.

Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv. Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.

Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?

Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.

Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.

Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap …

* * *

Vi kan bruge skrivegerningen til at få kontakt med vores indre barn og det kreative eventyrland, vi måtte forlade for at træde ind i virkeligheden og “de voksnes rækker” (og hvem har overhovedet lyst til at gå i række?) 😉 For hvad nu hvis eventyret faktisk er virkeligheden og vores fornemmeste opgave i livet er at huske alt det dejlige, vi har glemt. At skabe, lege, danse … og bare være?

Kærlig hilsen
Lene

Skriveøvelse – kontakt til dit indre barn, ekspert i kreativitet og skaberglæde

Sæt dig ned med en pen og en notesbog eller tænd for computer og åbn et nyt dokument. Luk øjnene og træk vejret dybt, helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du ny energi, kreativitet og glæde til hver en celle i din krop. Og hver kan du puster ud, giver du slip på stress, jag og tunge tanker. Sid lidt og mærk, hvordan du fyldes af ro. Mærk kroppen og hvordan den føles nu.

Når du er klar begynder du at skrive. Sæt stopuret på 20 minutter og skriv helt intuitivt et brev til dit indre barn. Fortæl hende eller ham alt det, du husker og savner og lad det komme, der vil skrives. Måske husker du episoder eller sanselige oplevelser, som fragter dig tilbage til øjeblikke af glæde. Mærk dem, duft dem og skriv dem. Skriv alt det, der skrives vil. Også hvis der skulle dukke sorger eller følelser af tristhed op. Skriv det løs.

Du skal ikke stoppe op og tænke eller redigere. Bare skriv!

Kærlig hilsen
Lene

Hjem til dig selv

Lene

Trust that you are always given exactly what you need in each moment, every day and in every way.

Vi kan drage ud i verden og blive inspireret, vi kan finde ord, sætninger, møde mennesker og situationer, som vækker dyb genklang, men vi er nødt til at vende næsen hjemad og indad, for at opdage det i os selv.

Vi har helt vores egen vej. Og vores egen måde.

Hvad nu hvis livet altid giver os det, vi har behov for? I hvert øjeblik, hver dag og på enhver måde. Når vi går i tillid, så åbner døre sig, som vi ikke så før. Så måske handler det ikke så meget om mod som om dyb tillid? Og tro? Tro på os selv og på, at livet vil os det godt. Den tillid vil så vende tilbage til os som en boomerang med lige netop det, vi har brug for. Vi behøver ikke at drage ud i verden og slås med drager. Det er nok, at vi bekæmper dragerne i os selv. Og bekæmpe er slet ikke det rigtige ord, for det viser sig ofte, at dragerne slet ikke kan fordrives med had og kamp. De kan kun opløses med kærlighed. Når vi møder dem lige dér, hvor de er, uden at dømme og forbande, og når vi lytter til deres hjerteskærende historier, viser det sig ofte, at de blot er blevet forfærdeligt sårede på et tidspunkt. Dragerne. De er fulde af åbne sår, som har brug for kærlighed for at kunne heale. Kærlighed og tilgivelse. Så er de ikke længere onde drager. De fordamper som duggen en sommermorgen, når den første sol varmer græsset op.

Der er en vigtig ting, som vi må huske på. Hvis nogen vil sælge os guld og grønne skove, så skal vi ikke slå til. Hvis nogen påstår, at de har fundet de vise sten og de nu har et rigtig godt tilbud til lige netop os, så skal vi ikke købe. For ingen kan finde vores vise sten. Kun os selv. Og de vise sten er slet ikke til salg. Vi har ikke brug for penge til at erhverve dem. Vi har brug for selvkærlighed og medfølelse.

Derimod kan vi møde mennesker og gode sjæle, som tilbyder at være spejle, så vi bedre kan se os selv. Det er en helt anden snak. Nu bliver det interessant. Den slags hjælp kan være en gave på vores vej. Men vi må aldrig forfalde til at tro, at vi ikke selv har noget at skulle have sagt. Vi har alt at skulle have sagt. Det gælder nemlig om at finde lige netop vores vej og vores måde og den kan ingen andre gøre sig begreb om. De kan være spejle, de kan give os øvelser, lytte og kærligt guide os på vej, men vi må gå vejen selv.

Og heldigvis for det. For når vi begynder at gå og opdager, at alle skattene lægger dybt begravet i vores eget indre, er belønningen enorm. Den særlige sårbare genklang, der vækkes, den længsel, der pludselig forløses, den kærlighed, vi søgte og ledte efter med lys og lygte. Vi har den selv. Den bor i os. Og den har været dér hele tiden.

Men hvorfor er jeg så ofte blevet konfronteret med det, jeg egentlig ikke ville have? Nogle gange i forklædning, så jeg tror, at det er den rigtige vare?

Fordi du derigennem skal lære at genkende det, der er godt for dig. Det du egentligt ønsker dig. Livet viser dig det, du ikke vil have, så du virkelig kan mærke det, der er godt for dig, når det dukker op. Du har set kærlighed, der bar maske og som viste sig slet ikke at være det, den udgav sig for. Så du kunne genkende ægte kærlighed, når den dukkede op. Du har mødt mennesker, som du troede var dine venner og fortrolige, men som skulle vise sig ikke at være det. Så du kunne genkende dine ægte venner, når de dukkede op. Og du har set dig selv og mærket, hvor opslidende det er at gå omkring og bære maske og forestille dig for at opnå andres nåde og kærlighed, så du virkelig kunne mærke, hvad det vil sige at være den egentlige dig. Da du endelig besluttede dig for at følge dit hjerte og var nødt til at smide masken og droppe alle forestillingerne, så opdagede du, at du er god nok præcis som du er. Når du mærker at kærligheden kommer indefra. Når du elsker dig selv og indser, at du er helt perfekt og værdig til at blive elsket, så kommer kærligheden også udefra. Så er du dit eget fyrtårn.

Når du beslutter dig for at følge dit hjerte og lytte til din sjæl, så følger dit hjerte dig og sjælen taler. Den stille stemme, det sagte suk og lydene, man ikke kan høre, men som man mærker som usynlige dråber på huden. Kuldegysning. Små hår, der rejser sig. Genklang. Dyb tilfredsstillelse i ren væren. Når du opdager, at du ikke har travlt og ikke skal nå noget bestemt eller skal nogen steder hen. Når du mærker, at du er ankommet.

Når du er kommet hjem. Hjem til dig selv.

Så falder det hele på plads og du ser, at der slet ikke findes nogle puslespilsbrikker. Du var allerede samlet. Men du måtte skilles fra dig selv for virkelig at kunne se det.

Du er allerede hel.

At skrive intuitivt kan være en måde at møde dig selv på. En kærlig proces, hvor du lærer at være med det, der er og indser, at du er præcis som du skal være.

Kærlig hilsen
Lene

Usynlig kærlighed og en dans

Tågehus

You have to leave the city of your comfort and go into the wilderness of your intuition.
What you’ll discover will be wonderful. What you’ll discover is yourself
– Alan Alda –


Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære

Det gør godt at skrive det. Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære. At skrive kan være en terapeutisk handling, men det er også et eventyr, som vi kan begive os ud på med kærlig nysgerrighed. For hvad findes der bag tankerne og det tilsyneladende? Hvem mon bor på bunden af den kreative brønd, bag tanker og begrænsninger, hvad findes der af skatte og hengemte hemmeligheder?

Ved at skrive og lade det flyde opdager vi, at vi indeholder meget mere, end vi går og tror. Vi opdager måske, at vi slet ikke er enige med vores tanker, og når vi skriver løs uden at tænke, helt intuitivt, nærmer vi os noget større. Vi bliver ét med skabelsen af en historie, der ligesom bare flyder og skrives gennem os. Og ingen andre end os kan gøre det. For ingen har set, mærket og levet i vores krop og set livet og verden gennem vores øjne og med vores hjerte. Derfor er enhver historie unik og har sit eget liv og berettigelse.

Verden set gennem dine briller er en unik fortælling. En fortælling om alkymi. Og ingen andre end dig kan fortælle den historie på lige netop din måde.

Noget i os husker

Der sker noget, når vi møder op og skriver, når vi forlader vores tankemæssige komfortzone og bevæger os ud i intuitionens vildnis. Selvom vi mærker modstand, forlader vi de tilsyneladende trygge begrænsninger og tager først skridt ud i det ukendte. Det ukendte, som i virkeligheden er det kendte. Vi havde bare glemt det. Så jo mere vi skriver og bevæger os væk fra det sted, hvor modstanden tog kvælertag og fortalte os, at vi ikke turde, ikke havde lyst og ikke var gode nok eller værdige nok, desto mere vovede bliver vi. For noget i os husker. Vi frydes, vi mærker genklang.

Og trygheden? Den viser sig ofte at have været et slags fængsel – helt paradoksalt.

Pludselig begynder det at strømme og komme ud af os. Det føles næsten som magi, den måde ordene boltrer sig på. Sjove og eventyrlige vendinger, ord lader sig bruge på nye måder og små historier ser dagens lys. Uden at dømme lader vi det komme, vi giver troldene ben at gå på, men de går selv. De spadserer lige ud i lyset og fortæller os, at livet er meget mere end vi troede og at vi rummer og kan meget mere, end vi turde håbe på.

Usynlig kærlighed og en dans

Og det gør så godt. Det er magisk, det er som at blive opfyldt af usynlig kærlighed, når vi sidder dér og tager imod. Vi bliver berørte af alt det, der gemmer sig indeni os og vi bliver berørte … af os selv! Der opstår et slags kærlighedsforhold mellem os og vores historier. En bro.

En tåget skikkelse går langsomt over broen. Indtil vi opdager, at det ikke er skikkelsen, der er tåget. Det er os. Så vi tråder ud af vores egen dis og helt ind i historien. Vi mærker den, vi skriver den og vi er den.

Vi er ét med det, der skrives. Og jo mere vi overgiver os og slipper kontrollen, desto dristigere bliver både ord og historier. De vil gerne skrives. Og de kommer fra hengemte steder i kroppen, hvor de havde sat sig i skumring og skyggefulde afkroge, de træder ud i lyset, de misser med øjnene og ser, at de er det selv.

Lyset.

At skrive dine historier eller digte er en kærlighedserklæring til dig selv. Uanset hvad du har tænkt dig at gøre med dine skriverier sidenhen. Når du skriver, lader kommer og giver slip, giver du dig selv. Og ved du hvad, det kan også være rigtigt sjovt! Jeg sidder tit og smiler, ja jeg ler højt, når jeg får skrevet nogle komiske sætninger løs, der havde sat sig som en lettere hovedpine eller noget, der føltes som kvalme. Eller jeg mærker forløsningen ved at sætte ord på noget af det, der føltes tungt og svært.

Men mest af alt er intuitiv skrivning et eventyr. En dans med livet og med det, der er.

Kærlig hilsen
Lene

Du er skabt til at skabe

kærlighed gennem vinduet

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Når du skriver, maler eller udfolder dig kreativt på andre måder, giver du samtidig kærlighedens energi lov til at strømme igennem dig. Det booster dit immunforsvar og gør dig både mere rolig og glad. Desuden forankrer du dig i det skabende øjeblik, nuet. Du er skabt til at skabe!

Slip kontrollen, mød op og skriv

En af hemmelighederne ved at skrive og skabe er at møde op. Og det lyder måske slet ikke som en hemmelighed, så simpelt er det. Sådan er det med mange af livets guldkorn. De er simple. Langt mere simple end vi tror.

Men vi er så vant til at udøve kontrol. Det er vores reb til tryghed. Vi tror, at hvis vi bare har kontrol, så kan vi forudsige begivenhedernes gang, holde fast på mennesker i vores liv, undgå ubehagelige overraskelser og måske komme lige netop derhen, hvor vi bliver lykkelige. Men sandheden er, at vi allerede er ankommet. Der findes ikke andet end dette nu, dette skinnende øjeblik af potentiale. Og hvis vi krampagtigt holder fast i forestillinger om hvordan, hvorfor og ikke er villige til at give slip på vores forestilling om verden, så forholder vi os lukkede for nye muligheder.

Giv slip på ballonerne

Når vi giver slip på vores forestillinger om ”hvordan”, åbner os og møder op, så sker som regel noget magisk. Kontrol synes at være en hindrig for kreativitet og frit flow. Den healende kreativitet er en følelse af kærlighed, der strømmer igennem os og som vi giver lov. Ved at give fri. Vi skal blot møde op og lade det flyde igennem os. Det er næsten som at få massage, bortset fra at vi i dette tilfælde selv skal føre pennen, lade fingrene danse på tastaturet eller holde om den pensel, der skal male det, der males vil.

Prøv at forestil dig din kontrol som en flok farverige balloner. Mens du holder fast i snorene i et forsøg på at forhindre at de flyver til vejrs, forsøger du at tænke dig til hvad du vil bruge ballonerne til. Hvordan skal du placere dem, så de bedst passer sammen? Og hvilke farver vil give den bedste effekt? Så kommer du i tanke om, at nogen engang lærte dig noget om farverne. Hvordan var det lige? Og før du ved af det, har du tøjret ballonerne til en stol, så du kan google farveskalaen eller finde den bog i reolen, der fortæller om ”hvordan”. Sådan gør du. Så hvordan gør du? Jo mere du læser, desto mere bliver du i tvivl og jo mere du forsøger at udtænke dit ”hvordan”, jo mere forsvinder lysten og den gnist, du mærkede, da du fik lyst til at skrive. Eller male. Og måske får du også lige i farten fortalt dig selv, at du slet ikke er særlig god til at skrive. Og du kommer i tanke om poeter og forfattere, som du beundrer, du sammenligner dig og så dør den sidste glæde. For du er ikke dem. Tanken om din dansklærer, der i et udbrud af raseri og med fråde om munden fortalte dig, at du ikke havde sans for ord og poesi, slukker den sidste gnist af kreativitet som vand, der hældes over et bål.

Og så er du strandet. Det føles tungt og svært, en sorg rejser sig som smerte i kroppen. Hovedet bliver tungt og alting ligger pludselig hen i mørke. Du fortæller dig selv, at det er typisk. At du ikke kan. At du ikke duer. At du ikke er værdig.

Og hvad så?

Forfra!

Hør her. Kreativiteten bryder sig ikke om kontrol. Den er flydende som kærlighed og den vil ikke sættes i bås. I det skabende øjeblik er vi nødt til at sætte den fri som en ballon eller en fugl, vi lukker ud af dens trange bur. Vi må stole på det, der kommer til os. Og i øvrigt svøbe os i både nysgerrighed og eventyrlyst. Hvad mon vil skrives gennem mig?

Prøv at forestille dig, at kreativitetens kraft er ren kærlighed, der gerne vil strømme igennem dig. Men for at kunne tage imod, må du slappe af og forholde dig åben. Naturligvis skal du møde op, men du skal ikke gøre noget særligt. Du skal tage pennen i din hånd (eller placere fingrene på tastaturet) og så skal du lytte. Forestil dig at noget vil skrives igennem dig. En gæst kommer på besøg. Og det eneste du skal gøre, er at åbne døren og lukke gæsten ind. Gæsten har et vigtigt budskab til dig. Måske endda et kærligt budskab? Du ved det ikke og det er selve eventyret. Åbn døren og tag imod. Skriv. Lad ordene falde som regndråber i din kreative ørken og lad dem vande din sjæl.

At turde give slip er noget af det vigtigste, jeg har lært i mit liv og jeg øver mig stadig. Hver eneste dag. At give slip er et af mindfulness principperne, men det er også et af skriveprincipperne. I modsætning til, hvad vi troede, fordi vi har lært at det forholder sig sådan.

Glem alt hvad du har lært og start forfra. Du er skabt til at skabe.

En lille historie

Mens jeg skrev dette indlæg, kom der en lille historie til mig. Det var ballonerne, der gjorde noget ved mig. Og pludselig dukkede ørnen op. Jeg tror ikke, at jeg har fortalt dig om ørnen, men det gør jeg så nu. Han ville skrives og det blev han så. Nyd historien, lad dig inspirere og hvis du har lyst, så skriv din egen historie om, hvordan det føles at give slip. Eller rettere sagt, spørg, lyt og skriv! 😉

Så kom der en ballon tilbage. Eller rettere sagt, der kom en fugl med en af mine balloner i næbbet. Jeg så op gennem tårer og fik øje på ørnen, som er mit kraftdyr. Han lærer mig om livet, gør min ørn. Og han er i øvrigt slet ikke min, han er alles, hvis man altså vil ham eller støder på ham på en trommerejse, som jeg gjorde det i sommer. Af nysgerrighed og fordi jeg elsker naturen og dens kraft, besluttede jeg mig for at deltage på et shamanistisk grundkursus. Det har jeg ikke fortrudt, for ellers havde jeg ikke mødt ham. Ørnen. Og hans budskab til mig var klart: Giv slip. Du behøver ikke gøre dig så store anstrengelser. Slip kontrollen og sæt dig ned med åbent hjerte og sind. Lad tingene komme til dig. De ting, der er til dig. Og når de kommer, så brug dem på kærlig vis og sæt dem herefter fri igen. Flow. Let it flow.

’Hvad vil du helst have’, siger han og svæver majestætisk over mit hoved. ’Vil du have din ballon eller vil du have dig selv?’

Jeg ryster på hovedet.

’Det kan du ikke mene. Skal jeg vælge mellem ballonen og mig selv?’ Jeg ler højt, ligeså skrattende og hjerteligt som ørnen selv kan gøre det. Jo, jeg har skam hørt ham bryde ud i latter, han er en humoristisk ørn og han tager ikke livet så alvorligt. Men jeg kan godt mærke, at han mener det her med ballonen.

’Det er min ballon’, udbryder jeg og mærker vreden som en knytnæve i maven. Jeg bliver lettere rød i hovedet, da jeg ser den smukke fugl og mine fine ballon over mit hoved, udenfor rækkevidde. ’Du har stjålet min ballon!’

Han ryster på hovedet, så ballonen sejler fra side til side. Den smukkeste blå ballon, der passer perfekt til himlen. Og min egen øjenfarve.

’Du må vælge. Vil du have din ballon eller vil du have dig selv. Hvad vælger du?’

Jeg ryster på hovedet og indser, at jeg er nødt til at lade ballonen gå. Jeg peger på den uden ord og ørnen giver slip. Åbner næbbet og lader gå. Den blå ballon siver opad i en søjle af lys og fjerner sig så langsomt fra det sted, hvor jeg nu har sat på en træstub. Slukøret, tomhændet og …

’Fri?’ Ørnen lander foran mig og betragter mig smilende. ’Du har givet slip på din ballon. Nu har du bare dig selv, dit hjerte og din kærlighed.’

Jeg ryster på hovedet. En ørn, der taler om kærlighed. Frihed. Og nye perspektiver. Samtidig ved jeg godt, at han har ret. Jeg hader at indrømme det, men jeg mærker faktisk en vis lettelse, som jeg sidder der og ser alle de fine balloner forsvinde i horisonten, den blå følger tøvende efter.

’Fra denne plads i nuets kerne er alting nyt. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Træk følelsen af frihed ind. Åbn dit hjerte og tillad dig selv at mærke sårbarheden. Nu har du intet tilbage og derfor har du alt. Kontrollen var bare en illusion.’

Så flyver han, ørnen. Han kommer, når det passer ham. Jeg kan ikke kalde på ham og forlange, at han stiller op. Han kommer, når han kommer og når jeg mest af alt har brug for ham. Og hvordan kan jeg vide det, spørger du måske? Fordi jeg stoler på det. Jeg har tillid til, at han er kommet for at hjælpe mig i det omfang, jeg har brug for det. Og naturligvis kan jeg forsøge at kontakte ham via trommerejser og meditation, men det er ikke sikkert at han kommer. Han er en fri fugl og det accepterer jeg.

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Vi er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene

På rejse i nysgerrighedens land

Nysgerrighed_Kalø

Det starter med en intention

Jeg har en intention. Fra nu af vil jeg lytte til sjælen og følge dens beskeder og budskaber. Jeg er overbevist om, at den vil lede mig på rette vej og hjem til mig selv.

Det var, hvad der langsomt begyndte at ske, da jeg for alvor begyndte at skrive igen. Nogen ledte mig på vej. Intuitivt og hver eneste morgen tog jeg på en ordmæssig rejse. Egentlig var det jo bare tænkt som blogging, alle andre var begyndt at blogge og naturligvis havde jeg også noget på hjerte. Det har vi skam alle sammen. Og det har aldrig faldet mig svært at skrive, tværtimod, det er svært at lade være. Men hvad jeg ikke var klar over, var, at der gemte sig et helt univers af glæde og visdom dybt et sted i mig.

Jeg blev så glad og forbavset. Hvor kom dog alt det skønne og befriende fra? Havde jeg et indre eventyr i mig, som bare ventede på at blive forløst? Og var det den manglende forløsning, der gjorde, at jeg ofte følte mig så tung, trist og lettere mellemfornøjet?

Rejsen tog mig forbi et par forfatterkurser, hvor vi lærte at skrive og arbejde intuitivt med ord og tekst. Der var specifikke opgaver, men de var ikke på forhånd definerede i kasser. Det handlede ikke om hvordan. Værktøjerne og øvelserne var mere subtile ledetråde, der skulle føre os ud over klippeafsatsen. Vi skrev ikke længere fra sindet og tankerne, vi blev kastet ud over vores egne begrænsninger og satte lidt efter lidt noget fri. Resultatet var både overraskende og befriende. Var det virkelig mig, der skrev sådan? Forundrede sad vi og stirrede på den tekst og de historier, der nærmest flød gennem os, når vi først havde givet slip og skrevet os fri. Fri fra tanker om hvordan, modstand og begrænsninger. Noget i os vidste jo godt hvordan. Og hvad!

Og ved du hvad? Det var ikke engang bare overraskelsen over alt det, der gemte sig indeni og gerne ville skrives, der var så frydefuld. Det var også selve skrivegerningen og den glæde, det var at sætte det fri. Det var som om tusindvis af glade vitaminer strømmede igennem os. Vi blev opstemte og modige. Det blev en slags leg, hvor vi glemte tid og sted … og bagefter følte vi os både lettere og gladere. Vi var høje. Glade. Og forbavsende rolige. Vi hvilede i os selv med smil på læberne. Vi havde netop været på skriveeventyr i os selv!

Det er tungt at bære rundt på historier, der gerne vil skrives. Det gør godt at sætte dem fri og give dem vinger.

Nysgerrighed

Hvordan skriver man sin sjæl, spørger du måske. Og det er et godt spørgsmål. Desværre findes der ingen endegyldige svar på den slags spørgsmål, for det kan være meget individuelt, MEN naturligvis har jeg en kuffert fuld af gode ideer. Og det er den kuffert, jeg gerne vil dele med dig. Lad os sammen åbne den, bruge værktøjerne og finde på nye i processen. Lad os se, hvad vi kan skrive os frem til. For det er selve hemmeligheden. Gerningen. Skrivningen. Det er på ingen måde noget, vi kan tænke os til og her holder alle intellektuelle formodninger op.

Vi skal på skriveeventyr i os selv. Vi skal udforske og sætte fri, vi skal glæde os og være så nysgerrige, at vi er ved at briste af fryd. For nysgerrigheden er en forudsætning for at kunne tage på denne rejse. Som børn er vi nysgerrige. Vi forundres over hver eneste detalje i den verden, som vi først kravler og senere går ind i. Vi går i tillid. Vi falder og vi rejser os igen. Og vi falder også i staver, vi betragter og forundres. Nysgerrige efter, hvad der gemmer sig rundt næste hjørne. Vi udforsker, vi undersøger og efterhånden beskriver vi også det, vi ser og mærker.

Lad barnets nysgerrighed følge dig på den intuitive skriverejse. Stil masser af spørgsmål, men lad være at svare med det samme. For vi søger ikke svarene i sind og tanker, vi spørger sjælen til råds. Og vi skriver svarene. De kommer, når de kommer og måske er de formuleret helt anderledes, end vi kunne forestille os.

Ofte er de formuleret sådan, at de vækker dyb og kærlig genklang i os selv.

Beginners Mind

I mindfulness møder vi nysgerrigheden i princippet ”beginners mind”. Her handler det om at møde verden med et åbent sind, uden forbehold, forestillinger eller antagelser. Vi betragter det, der er lige nu. Nuet i sin reneste form, ordene, som de triller ud på papiret. Vi formoder ofte, at vi ved besked, men det er løgn. Det er noget vores tanker bilder os ind. Fra frygens højborg i sindets hule får vi at vide, hvordan det hele forholder sig. Og denne forudindtagede indstilling til verden omkring os forhindrer os i at opleve ting og situationer, som de er.

Vi går i nysgerrighed og vi vælger at være åbne og modtagelige. Ingen fortid, ingen fremtid, kun nu. Det er et godt udgangspunkt for en spændende skriverejse. En kuffert fuld af værktøjer, javel, men det er ikke sikkert, at vi skal bruge dem alle sammen. Vi skal blot have nogle afsæt, så vi kan komme ud over tankernes begrænsninger og formodningernes grænseland. Vi skal ud under åben himmel, som Tøsedrengene synger i en gammel sang.

Hvad tænker du nu? Fortæller dit sind dig, at det da lyder meget godt, men at du ikke kan finde ud af det? At det er for underligt og kryptisk? Det er typisk sind og tanker, i egoets land vil vi gerne have kontrol. Og det har vi på ingen måde, når vi begiver os ud på denne skriverejse. Tværtimod. Vi slipper tøjlerne og lader noget andet og større komme til. Vi åbner os og tager imod.

Jeg håber, at din nysgerrighed er vakt. Og hvis du allerede nu har lyst til at prøve lidt af det, vi sammen skal lege med og udforske, så sæt dig med din notesbog og en pen eller foran skærmen. Blanke ark.

Skriveøvelse

Nu trækker du vejret dybt ned i maven. Luk gerne øjnene og mærk dit eget åndedræt. Helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du nysgerrighed og frisk, ren energi ind til alle celler i din krop. Og hver gang du puster ud, giver du slip på formodninger, modstand og tung energi. Du inhalerer glæde. Og du giver slip på frygt. Lige så stille, lyt til din egen vejrtrækning.

Nu er du klar

Sæt eventuelt et stopur på 20 minutter. Tyve minutters nysgerrighed og eventyr.

Sæt dig og begynd at skrive. Slip tankerne, bare skriv. Uden tøven og uden at tænke. Bare skriv. Lad det, der vil skrives komme til og bland dig udenom. Du skal ikke rette, du skal ikke dømme. Bare skriv. Og når du så opdager noget, der vækker din nysgerrighed, så giv det din fulde opmærksomhed. Stil spørgsmål. Betragt det. Og skriv.

Hvis du gennemfører øvelsen og har lyst til at dele dit nygerrighedseventyr med os andre, så skriv gerne lidt om din oplevelse i kommentarfeltet herunder.

Og husk, dette er kun den spænde begyndelse. Det starter med nysgerrighed. Det starter med en intention: Jeg ønsker at spørge min sjæl til råds. Og jeg vælger at gå i tillid og med nysgerrighed. Formuler meget gerne din egen! 😉

Kærlig hilsen Lene