Din indre censor

olddoor.jpg

Den falske fortællerstemme

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo – på såkaldt sikker grund. Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler.

Kender du det?

Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er. Og når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser ud af gode historier og så videre. Har de da slet ikke en indre censor?

Indre-Censor-Dagbog

Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive det, vi har lyst til.

Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.

  • Hvornår dukker den op?
  • Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
  • Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
  • Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.

Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Du er ikke dine tanker

Husk i øvrigt på, at du ikke er dine negative tanker eller din indre censor. Du kan vælge at få stemmen til at virke dum og lege med de udtalelser, den kommer med. På den måde opdager du, at det slet ikke er dig, der tænker og er stemmen.

Giv din indre censor et navn

Da jeg i sin tid tog mit coachingcertifikat lærte vi at identificere den indre censor i os selv og vi blev opfordret til at give den et navn. Min indre censor kom således til at hedde Susan og det hedder hun den dag i dag. Susan er korrekturmoster, perfektionist til fingerspidserne og så er hun i øvrigt lidt bange. På mine vegne. Men jeg har lært at overhøre hendes formaninger og sætte hende lidt til side. Alene ved at kalde hende ved navn og love hende et kram, hvis hun bliver lidt stille, gør at hun bliver lidt mere mild. Måske vil den indre censor i virkeligheden bare elskes?

Undren

En måde at undslippe egen bedømmelse på er gennem undren og nysgerrighed. Der findes ingen form for bedømmelse i undren. Nysgerrighed beskæftiger sig med hvad og hvorfor, det kan også være sjovt, men undren stiller sig hverken positiv eller negativ over for resultaterne. Når du begynder at skrive, kan du således formulere højt for dig selv, at du har til hensigt at begive dig ud på skriveeventyr fuld af undring og med nysgerrigheden i behold. Du er jo på opdagelsesrejse og du vælger at lade være med – i første omgang-  at dømme det, der opstår og bliver skrevet. Du tager bare imod.

Den indre censor er bange for magi

De eneste sætninger, den indre censor kan lide er dem, den har set mange gange før. De sikre sætninger og dem, som lyder bekendte. Den indre censor bryder sig ikke om søgende og udforskende sprog, den bliver bange for de ukendte veje og de steder, hvor vi slipper os selv i det direkte møde med kreativiteten. Det er her, magien opstår, men den indre censor tror ikke på magi. Det gør den usikker, det gør den bange.

Skriveblokering

Naturligvis er det ofte den indre censor, der gør, at vi ikke får skrevet det, vi egentlig gerne ville. Den kan være direkte medvirkende til, at vi får blokeringer, for hvem vil ikke blive desillusioneret, hvis man bliver mødt af en kugleregn af kritik, misbilligelse og i øvrigt bliver gjort til grin, hver gang man vover sig ud og tager et skridt ud i det ukendte.

Fra hjerte og sjæl

Og det at skrive fra sjæl og hjerte er ukendt territorium for den indre sensor. Det er farligt. Den vil gøre alt for at forhindre dig i at begive dig derud, hvor det begynder at blive sjovt, spændende og anderledes forfriskende.

Kend din indre censor

Gør dig selv den store tjeneste at kend din indre censor, for hvad den er. Skridt for skridt. Det kan tage tid, men det skal nok lykkes.

En at følges med? Jeg er din skrivecoach og rejseledsager …

Og har du brug for hjælp i processen, så er du velkommen til at kontakte mig. Måske har du brug for en skrivecoach, som kan støtte dig og hjælpe dig videre på vej mod mere frie og glædelige skriverier end dem, du har været vant til? Fordi den indre censor hele tiden står i vejen og spænder ben? Fordi …

Du kan læse mere om forløb og skriverejser her. Send en mail til skrivehuset@gmail.com – så tager vi en uforpligtende snak om netop din skriverejse.

Du er skabt til at skabe og give plads til de historier, der gerne vil skrives gennem dig. Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

Kærlig hilsen
Lene

 

Noget om at skrive

 

Træ
Vi skal ikke tro på alt, vi tænker. Og det er faktisk umuligt at tænke sig til skriveprocessen uden at møde op og opleve den. Tankerne kan let give blokering og skabe modstand og er umættelige tidsrøvere og energispisere. Et drama folder sig ud allerede inden vi skriver, et drama, der meget hellere skulle være forbeholdt papiret. Vi bliver trætte og modløse inden vi har sat os ved PC, Mac eller med papir og blyant. Og så kan det også være lige meget!

MØD OP OG SKRIV
I virkeligheden skal vi blot møde op og med nysgerrighed og undren begive os ud på skriverejsen. Vi åbner os, så vi kan tage imod. Historierne vil gerne skrives, det er som om de bare venter på, at vi møde op og skrive dem.

DET DIREKTE MØDE MED KREATIVITEN
Vi modtager i nuet. I gerningsøjeblikket. I det direkte møde med kreativiteten opstår der noget og det er vores fornemmeste opgave at lytte til det, der bliver sagt. Det kan være en slags hvisken, en susen i træerne, en fugl der flyver forbi. Alting har en historie, en slags ledetråd og kan føre til hvad som helst. Det skulle gerne være spændende at begive sig af sted på skriveeventyr. Den nysgerrighed og undren, vi kan mestre i forhold til det, der vil skrives og som folder sig ud på papiret, den er guld værd.

NYSGERRIGHED OG UNDREN
Nysgerrigheden spørger måske hvordan og hvad nu, men den rene undren? Den betragter bare. Tillader sig selv at være åben, modtagelig og dømmer ikke det, den hører. Den fortsætter med at lytte.

Nysgerrighed og undren går helt ind i historien og lader ord bliver til sætninger, følger de snørklede stier ud til større landeveje for så igen at gå på eventyr mellem træer. Mon der er vand på den anden side af skoven? Og hvem møder jeg min vej gennem de tykke stammer og over mos og gamle sten? Der er så mange muligheder. Det bedste er faktisk, at jeg slet ikke behøver at vide det på forhånd. Jeg skal bare lytte og tage imod. Skrive det, der skrives vil. Følge fuglen på sin vej over trætoppene, for jeg behøver ikke engang gå, hvis jeg hellere vil flyve. Alt er muligt. Og hvis jeg er rigtig empatisk, så vil det måske lykkes mig at blive fuglen. Jeg får vinger og flyver. Nej, ikke som mig selv, jeg er blevet den smukkeste hvide skovdue eller en ugle fuld af klogskab. En sort ravn, en heks i forklædning og en underjordisk visdom, der stammer fra andre før mig. De taler, de hvisker, de vil så gerne fortælle. Jeg tager bare imod. En slags diktat. Jeg bliver den historie, der skrives gennem mig.

TAL IKKE, LYT
Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling i stedet for en talehandling, så forsvinder egoet ligeså stille ud af det. Og det samme gør den indre censor. For en rigtig god lytter vurderer og bedømmer ikke det, hun hører. Nej, hun (eller han) bliver ved med at lytte så intenst, at hun nærmest forsvinder selv. Hun bliver en del af det, hun hører, hun er fortælleren på den anden side af bordet. Helt ind i følelser og de ord, der beskriver følelserne. Helt inde i hjertet. Hos den anden. Lyttende og modtagelig.

Bare tage imod.

GLEM DIG SELV
Når vi glemmer os selv bliver det lettere at skrive. Når vi opgiver at være gode, perfekte eller på forhånd har en forestillinger om en fantastisk velformuleret fortælling, så sker der noget. Magisk. For så bliver fortællingen ofte mere spændende. Nye formuleringer dukker op og ord skrives sågar i andre rækkefølger end de normalt ses. Og de har deres eget liv, ordene.

Hvordan?
Det behøver du faktisk ikke at vide på forhånd. Historien ved det allerede. Den folder sig ud, skridt for skridt. Du tager imod fragmenter. En puslespilsbrik af gangen. Et billede bliver dannet, mens du skriver.

Hvordan glemmer man sig selv?
Ved på forhånd at give sig selv lov til at skrive dårligt. Alt er tilladt. I første omgang handler det om et eventyr, hvor der ingen regler er. Ingen love. Ingen bøder for grimme ord og ufuldstændige formuleringer. Kedeligt sprog? Det kedelige sprog kommer som regel først, når vi har krav til det skrevne. På forhånd. Når vi sletter, retter og giver op i en uendelighed og lytter til den indre censors evindelig “bør” og “skulle”. Lyseslukker!

Et skridt af gangen
Koncentrer dig om at få noget skrevet ned. Lad være med at anstrenge dig for at få skrevet noget bestemt. To linjer er bedre end ingenting. Og den ene linje tager ofte den anden. Hvis du kun har ti minutter, så skriv i ti minutter. Rom blev ikke bygget på en dag. Et skridt af gangen og pludselig har du en historie. Noget råmateriale. Og hvad mere er, du har skrevet dig selv fri og skriver pludselig friere, fordi du har sluppet alle krav om perfektionisme og hvordan.

* * *

SKRIVEØVELSE – OM AT LYTTE

Lyt. Lyt til det, der vil skrives. Forestil dig, at du går ud i skoven og sætter dig på en stor sten. Så spørger du skoven om der skulle være en historie, der gerne vil skrives. For så vil du gerne tage imod. Du erklærer skoven din velvillighed. Så bliver du siddende lidt på den store sten og lytter. Du lukker øjnene, du trækker vejret dybt, du kommer ned i kroppen. Mærker skovbunden under dine fødder, mærker hvordan stenen bliver en stol under din bagdel. Måske kan du fornemme kulden? Eller du hører et insekt nærme sig, du sidder jo musestille. Du er blevet stenen i skoven. En lyttende sten.

Og pludselig kommer der en historie forbi. Lyt. Lyt så meget, at du glemmer dig selv. Og skriv så det ned du hører.

Opvarmning

Du kan med fordel starte selve skriveøvelsen med fem minutters opvarmning. Det er altid en god ide. Sæt stopuret på fem minutter og skriv så. Lad være med at tænke, bare skriv det, der falder dig ind. Stop ikke op. Rediger ikke. Når vi skriver uden at tænke, får vi tømt dagens tankeaffald og modstand ud på papiret. Vi får renset hovedet, så vi kan komme helt ned i maven og ind i hjertet og få fat på noget andet. Noget anderledes. Noget vi ikke kan tænke os til.

Lad bare dine tanker springe, alt er tilladt. For når tankerne har sprunget, hoppet og danset i et stykke tid, så bliver de trætte. Og mere stille. Og det vil vi gerne, for så kan vi nemlig høre sjælen tale og hjertet synge.

Når uret lyder og de fem minutter er gået, kan du gå videre med andre skriverier, eventuelt skriveøvelsen, der hører til indlægget her.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

lytte

Månekvinden

Månekvinden

Har jeg lyst til at skrive om månekvinden? Jeg ved det ikke, men jeg har set hende danse i det sølvblege lys. De sidste par nætter. Eller rettere sagt, i nat var jeg så træt, at jeg sov gennem hele forestillingen. Jeg vågnede først, da vækkeuret sang. Og selvom jeg gerne havde set hendes poetiske dans og lyset, der trak streger og skabte magi, var jeg glad for min nattesøvn. Hun har det nemlig med at stjæle den. Hun tvinger mig ofte til at overvære forestillingen og selvom jeg stritter imod, har jeg svært ved at sove. Hun vækker mig, jeg ved ikke hvordan, men jeg vågner med et pling. Pling!

’Vil du skrive om mig?’, spurgte hun forleden nat og stak sit blege ansigt helt i soveværelset. Eller var det i stuen? For jeg besluttede mig for at lave en månemeditation. Siddende i min lænestol kunne jeg se hende svæve mod himmelsalen. Selv med lukkede øjne kunne jeg mærke, hvordan hendes sølvlys trængte ind i min sjæl og gjorde noget ved mig. Det tidspunkt på måneden, den cyklus. Du kender det. Måske.

’Du er selv en del af den cyklus’, har hun sagt utallige gange og jeg ved det godt. De nætter, det lys, den magi, der fortryller og gør landskabet til noget andet. Det er som om et usynligt tæppe trækkes til side. En forestilling går i gang. Landskabet svøber sig i silkebløde sølvtråde. Træerne skifter karakter, de kender deres roller og gør klar. Hvis man kigger rigtig efter, kan man se, hvordan de langsomt begynder at danse. Et træ af gangen. Helt forsigtigt, kun det trænede øje kan se det. Men jeg har øvet mig så længe, at jeg efterhånden er i stand til at stille så tilpas uskarpt, at det når mig. Det handler om at ville det og tro på det, men anstrenger man sig for meget, går det ikke. Så er landskabet bare … et sted på landet. I november. Dybt i efterårets favn.

’Jeg vil gerne skrive om dig, men hvad skal jeg så skrive?’, spørger jeg forsigtigt, da jeg efter meditationen misser med øjnene og kigger ud gennem vinduet. Dér sidder hun på sin trone, månedronningen, som gerne vil have at jeg kalder hende månekvinden.

’Folk har alt for stor respekt for ordet dronning’, siger hun og vifter en natsværmer væk, ’og det ønsker jeg ikke. Jeg ønsker at de skal se sig selv. Spejle sig i mit vand og min dybe visdom. Det er derfor jeg vækker folk, men det har de færreste forstået. Jeg vækker dem forsigtigt med min tryllestav og ”pling” er ren magi. ”Pling” er en gave.

’Men det er ofte forgæves’, sukker hun og går videre, ’for irriterede vågner de og forsøger at sove igen. Mit sprog er gjort af sølv og lys, så jeg kan ikke tale til dem, som de er vant til. Og selvom jeg gjorde, så ville de ikke lytte’.

’Jeg lytter’, siger jeg, tilfreds med mig selv. Endelig er jeg begyndt at forstå det. Fuldmånen er ikke kun ensbetydende med afbrudt nattesøvn og lange søvnløse nætter, det er et magisk tidspunkt. Et tidspunkt, som har helt sit eget landskab. Sit eget sprog. Et sted, hvor vi kan vandre med natteravne og flyve med flagermus. Og hvor vi kan samtale med månen og drikke visdom af bægre, der er så smukke at man skulle tro det er løgn. Men det er det ikke. Løgnen er bare en illusion.

’Du er meget tålmodig, kære måne’, siger jeg og ser på hende. Fuld af beundring, mit hjerte er ved at løbe over af ren medfølelse. Så længe jeg kan huske har hun forsøgt at få mig til at lytte. Cyklus efter cyklus. Tålmodigt, kærligt og uden stor ståhej. Aldrig gik hun ud af sig selv. Aldrig forlod hun sin kerne. Hun kom ikke ned fra himlen og ind i mit soveværelse, hun tvang mig ikke og hun gav mig heller ikke dårlig samvittighed. Ingenting. Hun blev bare ved med at skinne fra sin himmelplads og lod sit sølvlys fortrylle landskabet. Vækkede mig blidt med sit ”pling”, svingede sin usynlige tryllestav og kastede månestøv på min pude. Forgæves. Indtil nu.

’Hvad er det da, du vil fortælle os?’ Jeg ser på hende gennem vinduet og natten, der langsomt bliver dybere.

’At I skal blive bedre til at lytte’. Hun tøver ikke. Men det jeg vil fortælle jer hver især, er personligt. En helt personlig fortælling, som kun kan høres ved fuldmånetid. Det er ikke noget, du kan gengive i en lille historie, selvom jeg ved, at du gerne vil dele. Det, vi har sammen, er noget subtilt. En stemning. Noget, der ikke behøver ord. Og du ved jo, at mit sprog er anderledes end dit, men det betyder ikke, at du ikke kan lære det. Tværtimod. Du skal blot lytte. Og det er du blevet meget bedre til.’

’Men nu må jeg videre’. Hun ser kærligt på mig og når lige at blinke, inden en sky sejler forbi og dækker hendes lys. Jeg nikker i tavshed og rejser mig fra stolen.

* * *

Jeg vidste ikke, om jeg havde lyst til at skrive om månekvinden, men det havde jeg. Det er ikke noget, man kan vide på forhånd. Man må møde op. Være villig. Svøbe sig i tro og tillid. Åbne sig så meget, at månelyset trænger gennem usynlige sprækker og siver helt ind i sjælen.

Lytte. Og jeg mener lytte. Virkelig lytte. Ikke lytte som de fleste gør, anspændte og parate til at få det næste ord. Det handler ikke om at svare igen. Man behøver slet ikke at sige noget. Man skal lytte så meget og så intenst, at man glemmer sig selv og pludselig bliver det, man hører.

Så hvem ved, måske vil jeg ved næste fuldmåne være i stand til at lytte så intenst, at jeg kan blive månen. Månekvinden. Hvem ved?

At skrive er at lytte. Og blive det man hører.

Kærlig hilsen
Lene

 

Jeg tror

påbogø
Jeg tror på, at vi er vores egen guru og at vi har alle svarene i os selv.

Jeg tror på, at vi ved at følge vores hjerter og lytte til vores sjæl med tiden bliver mere harmoniske og kærlige mennesker, som elsker sig selv og hviler i sig selv.

Jeg tror på processen og de små skridt. Tålmodighed. Disciplin. Glæde. Og KÆRLIGHED.

Jeg tror på, at kreativiteten er en kærlighedskilde, som er til rådighed for alle mennesker og at vi ved at give slip på kontrollen og stole på, at der er nok til os alle, kan finde åbninger og døre til skabelse, der tilsyneladende ikke eksisterede før. Jeg tror ikke på tilfældigheder.

Jeg tror på, at vi kan skrive os selv. Vores sjæl. Det har jeg gjort og jeg gør det til stadighed. Jeg vil gerne hjælpe og støtte dig med at gøre det samme, for jeg tror på, at vi bliver større ved at dele, hjælpe og støtte hinanden.

Og i øvrigt elsker jeg at skrive, lege med ord og skabe eventyrlige fortællinger. Eller rettere sagt; jeg elsker at tage imod fortællingerne, for når jeg møder op og giver slip, så skriver historierne nærmest sig selv. Jeg valgte ikke poesien, poesien valgte mig.

Jeg tror på mine historier og på, hvad de fortæller mig.

Mit håb er, at jeg med min erfaring og den vej, jeg har gået og som jeg nu nærmest er blevet, kan inspirere dig til at gøre det samme. Skrive din vej, følge dit hjerte og gøre det, du elsker og som gør dig glad.

Jeg tror på dig og velsigner dine kreative talenter. Du er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene