I langsomhedens lys

 

fugle

 “I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing,
prime it with a little solitude and idleness.”
Brenda Ueland –

Måske tror du, at du skal vide det hele på forhånd. At du skal have en håndfast ide og at du allerede inden du begynder at skrive skal kende historiens struktur. De efterhånden mange ”sådan gør du” religioner fortæller os, at vi ved at følge en bestemt skabelon kan skabe vores historie og strukturere den perfekt. De fortæller med andre ord, at vi skal tage kontrol over historien og føre den på vej. Fred være med dem, som kan arbejde på denne måde, men for mig er det helt anderledes. Og måske også for dig?

Kontrol og struktur kan slå historien ihjel

Jeg har opdaget, at jo mere kontrol og struktur, jeg lægger for dagen, og jo flere kasser og regler, jeg på forhånd skal følge og få mine ord til at passe ind i, desto mere stiv og kontrolleret bliver historien. Den kan ikke rigtig trække vejret. Den får nærmest åndenød og det er endda som om den stritter lidt imod. Og jeg kan godt forstå historien. Jeg ville heller ikke bryde mig om at få at vide, at jeg skulle konformere mig, så jeg passede ind i en andens forestilling om, hvordan et liv skal leves. Og en historie skal leve. Den lever gennem os, den ånder og har brug for at kunne trække vejret frit og uhæmmet. Hvis vi klemmer for hårdt, så dør den. Historien.

Slip kontrollen

Historien kan med andre ord ikke ånde frit og uhæmmet, med mindre vi møder op og gør os frie og uhæmmede. Vi skal jo blive ét med historien, vi skal kunne mærke de ord, der strømmer igennem os og vi skal vandre i den historie, der nu fødes gennem os. Naturligvis er det lettere sagt end gjort, men det handler allermest om, at vi forestiller os, at vi skal anstrenge os. At vi tror at skal leve op til noget og gøre det på en bestemt måde. Vide hvordan på forhånd. Når sandheden er, at vi derimod skal gøre os levende, legende og lette og med barnets nysgerrighed møde op og spørge: Hvad mon der vil skrives gennem mig? Hvad mon jeg har at sige, når jeg ikke længere skriver fra tankernes tyranni og evige forsøg på kontrol og i stedet bare giver lov til at være. Udforske. Sidde helt stille og lytte til vinden, betragte fuglene.

Inspirationen er som en levende organisme

Brenda Uelands ord vakte dyb genklang og jeg fik næsten tårer i øjnene af genkendelighed. Ja! For sådan er det med inspirationen, den er som en levende organisme, der skal have rum og plads til at ånde. Den bevæger sig langsomt og kommer sjældent, som mange tror, som et lyn fra en klar himmel. Hvis vi tror det, kan vi gå og vente på det lyn hele vores liv. Og vi kan bilde os selv ind, at hvis lynet ikke slår ned i os, så er det fordi vi er uduelige. Vi er ikke inspirerede. Det tilkommer ikke os at skrive, male eller hvad vi nu ønsker at folde ud med vores medfødte skaberkraft. Det er ikke sandt, men vælger vi at tro på den løgn, så bliver den vores sandhed. Sørgeligt nok.

Mød op og tillad dig selv blot at være

Men hvad skal jeg så gøre, spørger du måske og ryster på hovedet. Du skal tillade dig selv at være. Du skal møde op, men du skal ikke nødvendigvis forcere noget. Selvsamme Brenda Ueland fortæller, hvordan det er vigtigt, at vi faktisk hver eneste dag møder op og sætter os foran computeren, skrivemaskinen eller med vores notesbog og bare er. Der behøver ikke altid at ske noget. Måske sidder vi bare og stirrer på bogstaverne, der endnu ikke er skrevet, måske glider blikket væk, ud af vinduet og vi får øje på en fugl i horisonten. Vi glemmer os selv og begynder at rejse lidt med fuglen. Forestiller os, hvordan det vil være at flyve. Vi opdager, hvordan skyerne ændrer sig hvert eneste sekund, vi får øje på den stille fremdrift af langsomhed. Hvordan alting derude svøber sig i sin egen ro.

Vi er smukke i langsomhedens lys

Det er den tid, hvor vi ikke gør noget bestemt, der er så vigtig for inspirationen. Det er tidspunkterne, hvor vi falder i staver og mærker, hvordan åndedrættet falder til ro. Det er de små opdagelser af genkendelighed, når vi ser os selv i stilhedens og langsomhedens lys og opdager, hvor smukke vi er, når roen breder sig i vores indre landskab. Når vores indre landskab afspejles af det ydre og omvendt. Og så kommer inspirationen sejlende som en svale. Ikke som et lyn fra en klar himmel, men som et sælsomt suk. Pludselig skriver vi. Og det betyder ikke noget, hvor meget eller lidt, vi skriver. Måske skriver vi blot en sætning eller to den dag, vi fik øje på fuglen i horisonten. Men vi gjorde noget vigtigt. Vi plantede nogle frø. Ved blot at sidde og betragte, trække vejret dybt og mærke roen, ved ikke at presse hverken os selv eller de ord, der på et tidspunkt dukker op og vil skrives, giver vi både plads og rum til inspirationens ocean.

Stilhed. Langsomhed. Tid. Det er gudegaver og de er tilgængelige. De er vores, hvis vi vil tillade os selv at modtage dem.

Skab plads og lidt ro til dig selv

Læg mærke til, hvad Brenda Ueland så rigtigt siger. Vi må skabe den plads og ro hver eneste dag, for det er i rummet af salig stilhed og væren at inspirationen opstår. Hvis der ikke kommer noget, er det ikke fordi at vi er uduelige og inkompetente. Det er heller ikke fordi vi ikke kan skrive. Det er fordi inspirationen ikke er nået frem endnu. Og den hader at blive presset, så lad den bevæge sig i sit eget tempo og gør dig blot klar. Mød op hver eneste dag. Skriv lidt, skriv meget eller skriv ingenting. Vær med det, der er og glæd dig til det, der kommer. Vid at det kommer i sit helt eget tempo og stol på det. Og hør her, ti minutter i stilhed er bedre end ingenting. Der kan bo meget beroligende magi i ti minutter.

Og så en dag

Og pludselig en dag skriver vi på livet løs. For naturligvis er der også sådanne dage. Så har vi samlet energi, vi har åbnet os og inspirationen dukkede op og tog bolig i vores krop. Nu mærker vi den, nu dukker alle de ord op, som vi uden at vide det sankede i horisonten. Vi plantede frø og nu høster vi. Og det sker sågar, at vi kan høste mens vi sår. Så er vi et sælsomt flow, ikke noget, vi forcerede, men noget vi skabte, når vi bare var. Når vi gav os selv tid, kærlighed og lov til blot at være. Når vi var generøse på egne vegne.

”Writing is not a performance but a generosity”, sagde Brenda Ueland også. Hun var en vis kvinde.

Kærlig hilsen
Lene

fugle

Der bor en drøm i hjertet

valmue

Et smukt og kraftfuldt værktøj

Mit ønske er at vise, at skrivning ikke bare handler om kommunikation med omverdenen. Det er ikke et kun et spørgsmål om korrekthed, stavning, formulering eller målgruppe. Det handler ikke altid om produktet, tværtimod kan processen være den største gave i sig selv.

Skrivning er et smukt og kraftfuldt værktøj på den indre rejse. Her kommunikerer vi ikke med omverdenen men med os selv. Vi vælger at møde op for at tage på rejse og skrivegerningen er vores transportmiddel. Og der skal ikke meget til, før dørene åbnes og den indre verden ligger åben for os. Vi rummer så meget mere end vi går og tror og gennem en form for skriverutine kan vi hente det frem.  Det er som om nogen bare har ventet på os og på, at vi skulle møde op. Selv har vi mærket en dyb længsel efter at gøre det, men noget holdt os tilbage.

Lidt af min egen skrivehistorie

For mig startede det for efterhånden fem år siden. Efter at have taget tilløb i årevis, begyndte jeg at blogge hver eneste morgen på Poetiske Paradokser. Navnet kom, da jeg spurgte om det. Det samme gjorde Megan. Hun dukkede bare op og begyndte at tale igennem mig. Hun greb pennen og tog over og gjorde alt det, jeg ikke turde. Ydermere skrev hun i et anderledes sprog, der efterhånden udviklede sig. Hun dryssede poesi over mit liv og mine ord. Hun svøbte mig i håbet om, at der måske fandtes et andet slags liv at leve for en kvinde som jeg. Og hun var helt sikker på, at drømme går i opfyldelse.

Jeg mødte op, jeg skrev og efterhånden dukkede der små historier op. Det gjorde så godt at fortælle dem. Det var som om de bare flød gennem mig og bagefter følte jeg mig lettet. Som om en sten var faldet fra mit hjerte. Men det var ikke sten, der faldt fra mit hjerte. Det var ord og små føljetoner om månederne, der boede på gæsteværelset i mit pensionat og som gavmildt delte af deres visdom og glæde ved livet. Megan lærte mig at åbne mit hjerte og efterhånden voksede skønheden omkring mig. Naturen blev mere intens, morgenerne var magiske, jeg faldt i staver over sneen, iskrystallerne og de sorte fugle. Det hele flettede sig ind i mine historier og jeg forstod, at jeg ikke var alene på min skrivende pilgrimsfærd. Jeg fik hjælp.

En skrivende pilgrimsfærd

Det blev en skrivende pilgrimsfærd. Det var ikke hensigten, jeg anede ikke hvad ordene kunne føre med sig, men jeg elskede jo at skrive og det var en kæmpe lettelse endelig at gøre det. Igen. Selvom jeg til daglig arbejdede med skriftlig kommunikation og havde gjort det i hele min karriere, gav det mig på ingen måde den tilfredsstillende, som min nye skriveopdagelse gjorde. Jeg blev hel ved at skrive. Jeg lærte mig selv at kende på ny og jeg opdagede de dybe drømme, der som guldfisk dukkede op til overfladen og ville fodres. Den indre stemme, hjertestemmen, blev efterhånden ganske tydelig, for Megan lærte mig at lytte. Og så en dag sagde hun noget til mig med en ny slags alvor i stemmen: ”Det her er ikke bare din rejse. Din måde. Den er også tilgængelig for alle andre skrivende sjæle og det er nu din opgave at fortælle om det.”

Jeg tog coachingcertifikat og jeg blev mindfulness instruktør. Men der skulle gå et godt stykke tid, inden jeg forstod, hvad det egentlig var, jeg skulle. Døre blev smækket i hovedet på mig, men noget ledte mig på vej. Ordene. Og en dag så jeg det i mine egne skriverier. Jeg ønsker at give glæden ved skrivegerningen, processen og den indre rejse videre. Jeg ønsker at fortælle andre skrivende sjæle om det væld af visdom, der bor indeni og som vi kan skrive frem. Historierne venter blot på at blive fortalt, det er os, der er lukkede og utilgængelige. Jeg ønsker at vise, at vi kan vælge at åbne os og blive modtagelige, bløde og så sårbare, at vi opdager hvor stærke vi er. Når vi skriver os selv og vores visdom. Når vi former vores liv og vi skaber os.

Flere af mine skriveforløb har til formål at formulere den indre rejse. Via opgaver, øvelser, meditationer og gode samtaler skaber vi sammen trædestene over livets flod og begiver os på skriverejse. Der er ikke noget mystisk over det, men vi kan vælge at det skal være en magisk rejse fuld af undren og eventyr. Sådan er det for mig og måske også for dig? Det er din personlige rejse og du udfører største delen af skrivearbejdet, men jeg deler gavmildt og hjertens gerne af egne erfaringer, værktøjer og visdom. Jeg er en medrejsende, du slår følge med et stykke af vejen. Og skriverejsen bliver til, mens vi går og du skriver, så ikke to skriverejser er ens.

Ro og fordybelse

I skriveforløbene svøber vi os i langsomhed. Vi har ikke travlt, der er ingen deadlines og noget, vi skal nå. Vi fordyber os og falder til ro. Processen er god og udvikler sig i sin helt egen rytme. Vi lærer at lytte, at forholde os åbne og vi opdager, at vi ofte bare skal tage imod. Noget venter på os, nogen vil gerne fortælles.

Skrivning er et virkningsfuldt værktøj på den indre rejse. Historier, digte og bogmanuskripter opstår undervejs, men i sidste ende er det ikke produktet, men selve processen, der gør så godt. Selvom du vælger et forløb, der handler om at skrive en bog, må du gerne indstille dig på at blive overrasket. I Skrivehuset deler jeg bogprocessen op i flere dele og også her lærer du at forholde dig åben, nysgerrighed og modtagelig, så du kan tage imod. Historier har det med at skrive sig selv, når vi virkelig er lydhøre. For en god del af skrivningen handler nemlig om at lytte.

Skriv, spørg og få svar

Selv skriver jeg morgensider hver eneste morgen og jo mere jeg skriver, desto mere elsker jeg det. Jeg har en bog, som er specielt dedikeret til spørgsmål, jeg ønsker at stille min sjæl. Og jeg får altid ærlige, kærlige og brugbare svar. En anden bog er blevet til aftensider, for det hænder, at jeg har brug for at sidde ved stearinlysenes skær og sige farvel til dagen, der gik. Fordøje det, der kom min vej og give slip på det, jeg ikke skal have med mig videre. Jeg skriver også på en bog, som kommer til at handle om livet og det at skrive. En bog til særlige, kærlige, skrivende sjæle, som ønsker sig noget fint og brugbart at blive inspireret af. Den er undervejs.

Som lille pige havde jeg en drøm om at blive forfatter. Men sandheden er, at jeg allerede var forfatter. For jeg fortalte altid historier, nogle af de bedste stunder i min barndom var timerne foran skrivemaskinen og lyden af ord, der ramte papiret. Den lille pige havde en drøm, men der skulle gå mange år, før den voksne kvinde fik skrevet sig frem til det, den lille pige allerede vidste: Der bor en drøm i hjertet. Og den drøm vil gerne skrives frem.

Så kære ven, det er aldrig for sent. Og der er aldrig et bedre tidspunkt at starte på end nu. Du er klar og du er værdig.

Invitation til skriverejse

Hvis du vil med på skriverejse i 2015, så skriv til mig på skrivehuset@gmail.com. Du kan læse mere om de forløb, jeg tilbyder her, men hvis du har andre ønsker, så hold dig ikke tilbage. For som Megan lærte mig: Drømme går i opfyldelse og jeg vil gerne gøre mit til, at du udlever din skrivedrøm.

Kærlig hilsen Lene valmue

Tusmørkekvinden

Månelandskab

Jeg mødte hende i skumringen. Der stod hun svøbt i blåt, mens en stjerne forsigtigt blinkede over hendes hoved.

’Er det din stjerne?’ spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Hun nikkede bare. Så på mig med øjne, der havde samme farve som tusmørkehimlen. Jeg mærkede en sælsom fornemmelse af noget, der rakte dybt ind i mig og tog fat om mit hjerte. Et suk rejste sig og fik fugleskikkelse. Sort mod blåt fløj den dybt ind i solnedgangen, der ikke var mere. Mørket lagde sig til rette og jeg trådte endnu et skridt nærmere. Hun var som magnet, kvinden i blåt.

’Hvem er du?’. Ordene flød ud af min mund, inden jeg kunne nå at stoppe dem.

’Jeg er tusmørkekvinden’, svarede hun og smilede så. ’Og jeg er kommet for at tage imod dig’.

’Tage imod mig?’ Jeg skælvede i tomrummet mellem nat og dag. Hvis du nogen sinde har været der, så kender du sikkert den isnende fornemmelse af ingenting, der som kroge af iskrystaller griber fat i dig. Du vil flygte, men du kan ikke. For det er meningen at du skal blive i tomrummet. Dér, på perronen mellem dag og nat, i skumringen. Bare blive lidt og fornemme, hvordan det føles at være vægtløs.

’Spørgsmålet er selvfølgelig hvem, der tager imod hvem, men det betyder ikke så meget. Jeg er kommet for at møde og tage dig med på rejse. En rejse, hvor du møder dig selv et nyt sted og skriver det, du føler, mærker og ser. Kan du forestille dig, hvordan natten svøber sit dybe fløjl om dig, mens du bevæger dig gennem øjeblikke af visdom. Ord for ord, stjerne for stjerne på den mørke nattehimmel. Du opdager, at du er din egen nat og at stjernerne lyser på din vej. Du forstår, at hver eneste stjerne har et budskab til dig og at din rejse er nærmest hellig. Med en kærlig intention i hjertet og håb om at finde noget andet, noget dybere og mere betydningsfuldt.

’Jeg har ikke pakket’, udbrød jeg og trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Jeg ønskede at beskytte mig selv nu, jeg kunne mærke en snert af sårbarhed ved tanken om at begive mig af sted uden at vide, hvor jeg egentlig skulle hen. Rejse gennem natten svøbt i fløjl og mørke, lytte til stjernerne og deres budskab, træde gennem øjeblikke af …

’Du er klar’. Du har ikke brug for andet, end hvad du har med dig i hjertet. Din sjæl kender vejen. Det eneste du skal gøre er at lade mig lede dig på vej og snart vil du mærke, at du sagtens kan gå selv. Dybt i dig findes et kompas som er indstillet efter din drøm og dit hjertes intention. Du skal blot overgive dig og gå i tillid.’

’Gå i tillid? Tillid til hvad?’

’Til dig selv og din rejse. Du er nødt til at stole på ordene og på det, de vil fortælle dig. Men du skal ikke fremprovokere ordene eller anstrenge dig unødigt. Du skal derimod overgive dig til rejsen og møde det, der kommer, med åbent hjerte.

’Er der ikke uhyrer gemt bag træerne i mørket? Hvordan kan jeg vide, at …’

’Du kan ikke vide noget som helst’. Hun lo højt og lagde en varm hånd på min skulder. Jeg kunne mærke, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen og gjorde mig modigere.

’Du vælger at møde op og begive dig på vej, fordi du nu tager din skrivelængsel alvorligt. Du kan mærke den, mærke lysten til at give slip og se, hvad der gemmer sig bag de tykke mure af modstand og forlis. Du har lyst til at sejle ud og møde morgengryet i sin reneste form. Skrive fornemmelsen af tågen, der pludselig letter som en fugl fra sin gren. Lyden af sne, der daler, lyset der farver himlen og åbner døre til nye horisonter. Den skønneste udsigt og den dybeste indsigt. En slags balance mellem to, en guddommelig oplevelse.’

’En guddommelig oplevelse? Nu var min nysgerrighed vakt. Og med hendes varme hånd på min skulder, med nysgerrigheden boblende i blodet og med en voksende længsel efter at kaste mig ud i rejsen, var der ikke længere nogen særlig modstand. Det var blot et spørgsmål om tid. Så var jeg på vej.

’Forestil dig, at du har rejst hele dit liv. Hele tiden på vej, hele tiden på udkig efter noget, der kan stilne din sult. Og der er ting, mennesker og steder, der smager af det, minder lidt om det, men det er ikke helt rigtigt. Længslen er der som en konstant størrelse, en tæge, der suger af dit hjerteblod. En dag går det op for dig, at du er nødt til at gøre noget. Kun du kan fjerne den tæge. Det er din beslutning om at møde det, der er gemt til dig, dybt i dit indre, der sætter rejsen i gang. Og nu skal du ikke længere søge i øst og vest og udenfor dig selv. Du vender næsen indad, du går dybt ind i kroppen og møder din sjæl som den viseste guru af dem alle. ’

’Alt det kan jeg skrive frem?’

’Hvis du vælger, at det skal være sådan. Ja! Hun ler igen, det morer hende tilsyneladende, at jeg stadig er så fuld af skepsis og forunderlig modstand. Men det er svært at give slip og det er jo det, hun beder mig om, tusmørkekvinden.

’Kom nu’. Hun rækker mig sin hånd og trækker mig tættere ind til sig. I samme sekund min kind strejfer hendes, sker der noget. Der er ikke længere nogen afstand, nogen adskillelse. Tusinde jordskælv ryster min krop og jeg står tilbage svøbt i blåt. Jeg betragter mine hænder i lyset fra månen. Men … Det er jo hendes hænder. Det er jo mig som er … tusmørkekvinden.

’Kom nu, siger en stemme dybt i mig selv. Du er nødt til at gå nu. Du er nødt til at skrive …’

* * *

Kære ven

Måske har du lyst til at høre mere af historien om tusmørkekvinden? Eller også har du fået lyst til at skrive hende selv? Tusmørkekvinden er en fremstilling af skriverejsen, sådan som den kan være. Forestil dig, at du begiver dig på rejse i din egen nat, rejser med månen og stjernerne og møder en kvinde – eller mand – som du bliver draget af. Vedkommende er den mest spændende person, du nogensinde har mødt og du indser snart, at han eller hun er alt det, du drømmer om at være. Den visdom, hun så gavmildt deler, rammer dit hjerte som perler af dug og du føler dig så godt tilpas, at du aldrig mere ønsker at bevæge dig videre fra det sted, hvor I har mødt hinanden. For hvordan kan hun dog vide?

Men det gør hun. Og snart opdager du, at der ingen adskillelse er. Kvinden (eller manden) er dig. Alt det, hun fortæller dig, er noget, du allerede ved. Det eneste, det krævede, var at du mødte op og skrev, så det kunne komme til syne. Vise sig for dig i form af ord. Ord med  en særlig energi, genklang og glæde.

Jeg vil gerne invitere dig med på dit livs skriverejse. Hvis du har lyst og hjertemod. Og du kan vælge at betragte mig som tusmørkekvinden, der leder dig på vej … Men snart vil du opdage, at du er din egen stjerne.

Der sker altid noget uventet på skriverejsen. Nogle gange dukker der historier op, som den om tusmørkekvinden, andre gange skriver vi os selv. Vores livshistorie. Men fælles for alle oplevelser er, at de forandrer os og vores tilgang til det at skrive. Vi oplever, at skrivegerningen er et kraftfuld og magisk værktøj til at få hul på vores indre skattekiste af visdom. Det er i sandhed en god rejse, et skrivende pilgrimsfærd.

Du skal være hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen Lene

Skriverejser og forløb

Månelandskab

 

Aftensider

Aftensider

I går aftes skrev jeg aftensider. En pludselig længsel efter at mærke mig selv gennem ordene gjorde, at jeg fandt en notesbog og min pen frem. Jeg tændte stearinlysene på spisebordet. Udenfor var der mørkt og det eneste jeg kunne se i vinduerne var mit eget spejlbillede. En kvinde ved et bord. En bog, en pen og to stearinlys.

Så skrev jeg. Og det varede ikke længe før roen sænkede sig. Det var næsten meditativt, som jeg sad der og skrev min dag og fordøjede lidt af det, der var dukket op. Jeg havde en formodning om, at jeg gennem skriverierne ville kunne forstå, hvorfor jeg hele dagen havde mærket en slags tristhed, et tæppe af nærmest sørgmodige tråde, som lå over dagen og mig. Men så fortalte ordene mig, at der ikke var noget at forstå. Nogle gange er det bare sådan, sagde de. Vi rejser igennem vores egne stemninger og vi er som skyerne på himlen. Vi er vejret, vi er årstiden. Vi er ikke anderledes end den dunkle vinter og de korte dage. Vi følger lyset og vi lever vores liv, men vi kan ikke gøre det uden at mærke. Og nogle gange mærker vi tristhed. I øvrigt er du bare lidt træt, skrev ordene også, hvil i det. Vær med det. Lad være med at kæmpe, det får altid det, vi ønsker at blive fri for, til at vokse. Accept er nøglen. Nogle gange er det bare sådan.

Jeg blev ved med at skrive og mærkede, hvordan pennen nærmest flød over papiret. Jeg gjorde mig ingen anstrengelser, det var næsten som om noget skrev sig gennem mig. På papiret stod nu min dag. Jeg havde tegnet både tristhed, regnvejr og mellem linjerne begyndte noget andet nu at gøre sig synligt. Det kom fra et dybere sted i mig og det fortalte om taknemmelighed. Uden at tøve dukkede der et væld af små taknemmeligheder og glæder op. Min krop slappede af og da jeg lukkede bogen og pustede stearinlysene ud, følte jeg mig både lettere og mere rolig. Og temmelig taknemmelig.

Det er ikke sidste gang, jeg skriver aftensider. Faktisk besluttede jeg på stedet, at det vil jeg gøre så ofte jeg kan. Det erstatter ikke min aftenmeditation, men det havde alligevel nogle meditative kvaliteter. Og det gik op for mig, at når vi sætter os om aftenen og skriver, så får vi dagen ud på papiret. Vi bærer den ikke med os videre. Vi skriver vores oplevelser, vores tanker og vores følelser og vi kan træde et skridt tilbage og læse dem. Vi ser, at det er, som det er. Vi lægger det på mange måde fra os dér i stearinlysenes skær og bagefter kan vi gå videre ind i vores aften. De tunge tanker fik ord, det gjorde dem mindre genstridige. Vi forstod, at det ikke er alt vi hverken kan eller skal forstå. Vi fik en slags subtil klarhed og en ro, der nu har bredt sig til vores krop. For vi er ikke vores tanker.

Prøv aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Man kan næsten sige, at vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, som gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som en slags stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne både ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed og retning.

Det gør godt at sidde i mørket med stearinlysene og lade ordene flyde. Det kan nærmest føles som kærlighed, der strømmer igennem os.  Ja, det er måske endda kærlighed?

Kærlig hilsen
Lene

Aftensider

 

Dit skrivende eventyr

 

byveje

Når du booker en skriverejse forpligter du dig til en spændende proces, som sættes i gang i det øjeblik, vi har lavet aftalen. Hvis du længe har mærket en skrivelængsel uden at gøre noget med den, vil det føles anderledes i samme øjeblik, som du tager beslutningen. Noget sker, et slags skift. Det kan næsten føles som rejsefeber. Du er klar. Og du har sikkert været klar meget længe.

En magisk forpligtelse

Og der er noget magisk i den forpligtelse. Du viser at du har i sinde at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Det er ikke længere bare noget, du drømmer om og snakker om, det er noget, du nu rejser ud for at møde og gøre noget med. På skriverejsen får du med mig som ledsager en række opgaver og øvelser, som har til formål at sætte dit skrivende selv fri. Og samtidig med, at du skriver dig på vej og møder hidtil ukendte eller glemte landskaber i dig selv, får du mulighed for at spejle dig i en anden skrivende sjæl. Din skrivecoach. Jeg ser dig, mærker dig og skubber dig blidt på vej. Jeg opmuntrer, hepper og jeg udfordrer dig i det omgang, det kræves for at du bevæger dig. Du vil opleve, at du efterhånden bliver mere flydende i dit udtryk og at det faktisk er magisk at møde op og gøre det. Skrive.

Når det uforløste gør ondt

Før brugte du energi på at drømme om at skrive. Du brugte energi på at identificere og forstå din skrivelængsel og måske fortalte du andre, at du havde en bog i maven. Den slags tærer på kræfterne. Kreativitet, der ikke bliver brugt, ord der ikke skrives, sætter sig i kroppen. Sjælen værker. Den vil udfoldes, skrives og leves, men gør man det ikke, gør det ondt. Smerter, spændinger og uforløste længsler hober sig op.

På skriverejsen giver du slip på tanker om hvordan. I stedet gør du det. Du skriver. Gennem øvelser, opgaver og små meditationer, der har til formål at give styrke og ro til din skriveproces, folder du det ud, der før bare en slags tankespind. Du møder op og møder dig selv som et skrivende menneske. Et menneske, som har truffet en beslutning og som nu er rejst ud for at møde det, der boblede indeni og skrive det. Det forløser, det styrker og det giver mod. Efterhånden bliver din skrivning mere sikker, dristig og du vil sikkert opleve, at den har helt sin egen stemme. Din stemme.

Fra kyst til kyst

At skrive er en rejse fra kyst til kyst i det indre landskab. Det er en opdagelsesfærd, hvor vi husker alt det vi glemte. Vi finder skatte og vi skriver dem frem. Øvelserne er som trædestene, de fører dig videre gennem landskabet og ud på nye eventyr.

Undervejs taler vi om det, du oplever. Vi adresserer det og nye skriveøvelser opstår. Jeg spejler dig og du ser dig selv i et nyt lys. Som solen, der pludselig dukker frem bag en sky på en regnvejrsdag og maler landskabet i nye farver. Et helt særligt lys, som er anderledes, dybere og mere fyldestgørende. Du oplever, at det falder dig naturligt. Skriveriet. At du er skabt til at skabe og skrive og at det gør uendelig godt endelig at gøre det.

Sig ja til dit skrivende selv

Således er skriverejsen en måde at sige ”ja” til dig selv og din skrivelængsel på. Det er en positiv forpligtelse, som tegner nye ruter i dit indre landskab og finder vej gennem det, der før kunne synes som en jungle af forvirring. Og du er ikke helt alene, du har mig ved din side. Vi er i kontakt undervejs, også mens du skriver. Vi kaster lys på det, der ikke er helt klart og vi møder det, som det er. Jeg åbner min værktøjskasse og introducerer dig for værktøjer og tanker, som løsner og giver dig mulighed for at gøre noget med det, der før var fastlåst. Du skriver dig fri, så du kan skrive frit. Og noget opstår. Noget smukt, forunderligt og overraskende. Men vi kan ikke på forhånd vide hvad, vi er nødt til at skrive det frem.

Et uforudsigeligt eventyr

På mange måder er skriverejsen et uforudsigeligt eventyr. Derfor minder den så meget om selve livet. Vi kan ikke på forhånd vide, hvad der vil ske, men vi er nødt til at møde op for at finde ud af det. Vi må leve. Og skrive.

Men selvom rejsen er uforudsigelig og vejen bliver til, mens vi skriver den, er det alligevel muligt at retningsbestemme din skriverejse. Tag et kig på de skriveforløb, jeg tilbyder og se, om et af dem taler til dig. Skulle du have ønsker, som ikke umiddelbart bliver opfyldt af det, du ser, så kontakt mig gerne alligevel. Alt efter ønske og behov skræddersyr jeg gerne et forløb, som passer lige netop til dig og dit skriveønske.

Det eneste, det kræver af dig er, at du forpligter dig. Så book din rejse og mød op med din kuffert og dig selv i ordenes lufthavn. Så letter vi.

Velkommen om bord. Jeg er din skrivecoach og rejseleder. Sammen skal vi af sted på eventyr.

Kærlig hilsen
Lene

Læs også: På skriverejse med Lene

byveje

 

Stormvarsel

 

Huset ved havet

Mens jeg skriver dette, blæser det op udenfor. Der er stormvarsel og lyden forplanter sig i husmuren og i min krop. Men stormen forhindrer mig ikke at skrive. Den er der bare. Noget udenfor mig. Hvis jeg lod vind og vejr afgøre, om jeg kunne skrive eller ej, så fik jeg sikkert ikke skrevet særlig meget. Jeg ville udsætte skriveprocessen for frygtelige rutsjebaneture og en god oplevelse ville afhænge af, om solen skinnede eller ej.

Jeg vælger at møde op uanset vejret. Og jeg vælger at møde op uafhængig af mit eget humør. Det, der skal skrives, vil gerne skrives alligevel, det er ikke afhængig af, hvordan jeg lige har det i det. Meditationen er god her, fordi jeg gennem min daglige meditationspraksis lærer at betragte tanker og følelser, for hvad de er. Tanker og følelser. De definerer ikke, hvem jeg er og jeg identificerer mig ikke med dem.

En tur i teateret

Efterhånden kan jeg som en slags tilhører sidde og høre sine tanker tale. Jeg er i teateret til en forestilling og man opdager, at jeg har været dér før. Til samme forestilling, ja jeg kender nærmest replikkerne og kunne sagtens fungere som sufflør. For det er en gammel forestilling. Tankerne, følelserne og de ord, der følger i deres kølvand, er noget jeg har hørt til hudløshed. Det er som om tankerne prikker til følelser og følelser sætter et maskineri i gang. Som en tilskuer sidder jeg og betragter forestillingen og jeg lærer, at jeg kan fungere uafhængigt af replikkerne på scenen. Jeg kan sagtens skrive, selvom en af skuespillerne fortæller mig, at ”det kan jeg altså ikke i dag”. En følelse bakker måske det udsagn op, men jeg ved at de to er elskende og hænger samme som ærtehalm. Tanken og følelsen. Lad dem bare fortabe sig i deres kærlighedseventyr. Tilbage sidder jeg på tilskuerrækken og har et valg. Jeg kan vælge at blive en del af forestillingen eller jeg kan klappe, rejse mig og forlade teateret. Jeg kan gå et andet sted hen. Jeg kan vælge at skrive det, der skrives vil, uafhængig af de gamle historier og velkendte replikker.

Ind i kernen

Det minder mig om vejret. Stormen, der nu kaster våde blade mod vinduet og på sin vis forstyrrer mig. Jeg løfter blikket og ser dråberne mod ruden, en mosaik af våd forvirring og en distraktion. Jeg velkommer den. Den giver mig en vis pause i mit skrivende flow, jeg trækker vejret dybt, men jeg lader mig ikke forføre. Jeg går videre gennem ordene. Forbi teateret med de mange tanker og følelser og dybere ind i mig selv. Helt inde i kernen er der stille. Nogle kalder det orkanens øje. Her kan jeg sidde med mine ord og skriverier uden at blive trukket væk fra det, der er essensen. Jeg bliver ved at skrive. Jeg mødte op, jeg traf et bevidst valg og nu er jeg her. På plads i mig selv. Lyttende, åben og modtagelig. Måske stormer det, måske laver regnen musik mod vinduerne og træerne danser dertil, men jeg er blot en tilskuer. Et skrivende vidne.

Meditation

Sæt dig på gulvet i lotusstilling eller i en stol med benene plantet på jorden. Luk øjnene og træk vejret dybt ned i maven. Lyt til dit eget åndedrag, lyt indad og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af. Måske bliver tankerne også lidt mere stille. Uanset hvad, betragter du blot tankerne for hvad de er. Tanker. Når du støder på en tanke og bliver trukket væk fra åndedraget, registrerer du blot. Tanke. Du registrerer, accepterer og vender blidt tilbage til åndedrættet. Prøv at forestille dig, at du sidder midt i din egen kerne. Der blødt, varmt og stille. Selvom tanker og følelser dukker op, så sidder du stadig solidt plantet i dig selv. Og det er fra det sted, du kan skrive. Herfra kan du altid skrive.

Hvis du i løbet af din skriveproces eller allerede inden, du er kommet i gang, føler modstand og bliver bombarderet med tunge tanker om ”nej, jeg kan ikke skrive nu” – så sæt dig roligt ned og træk vejret dybt. Luk øjnene og søg indad via dine dybe vejrtrækninger. Helt ind i din kerne. Bliv siddende roligt og hvil i visheden om, at du hverken er dine tanker eller følelser. Når du føler dig klar, så åbn øjnene og begynd at skrive. Hvis du har lyst, kan du med fordel starte med opvarmningsøvelsen, inden du går i gang med dine egentlige skriverier.

Opvarmningsøvelsen finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Huset ved havet

Vi skriver, vi lever

lyset

Jeg fornemmer, at de fleste af os er dybt spirituelle mennesker, som forsøger at skjule vores spiritualitet af angst for at skræmme andre væk. Det er en slags skam, så vi skjuler vores længsel efter at forbinde os og gør os hårde dér, hvor blødheden burde blomstre.

For mig er skriverejsen også et spirituelt anliggende. Det har jeg haft svært ved at sige højt, men det er hele tiden sådan, at det har været. For jo mere jeg skrev og desto dybere, jeg kom, jo mere forstod jeg, at jeg forbandt mig, når jeg skrev. Noget ville skrives gennem mig og jo mere åben og modtagelig, jeg blev, desto mere flød det. Nu går jeg bevidst på rejse i mig selv efter forbindelser og jeg lytter til de dybere budskaber, der rumler som torden i undergrunden. Jeg går ind i et rum af åbenhed og fordybelse og jeg sidder gerne i stilhed. Med mig selv, med ordene og så lader jeg komme. Jeg møder op og skriver.

At møde op

Det vigtigste, vi kan gøre, når vi ønsker at skrive og endda at blive bedre til det, er at møde op. Intet kan erstatte selve skrivegerningen, det øjeblik, hvor vi forbinder os og forankrer os i nuet. Det skrivende øjeblik kan ikke tænkes, det skal skrives, mærkes og leves. Det er som et åndedrag, vi tager i samklang med noget, der er større end os. Jo mere vi tænker og prøver at forestille os, hvordan det vil jo blive, desto mere energi bruger vi på ikke at skrive. Så det bedste vi kan gøre for os selv er at møde op og gøre det eneste, vi egentlig behøver at gøre: At skrive.

Skrivelængsel

Længslen. Skrivelængslen. Hvad handler den om? Mange påstår, at de har en bog i maven, men bøger bor ikke i maver. De skabes i gerningsøjeblikket. Så bogen i maven handler i virkeligheden om længsel efter at sætte noget fri, så det kan lade sig skabe. Det handler om lyst til at tage på skriverejse i noget, der kunne blive til en bog. På sælsom vis skriver historierne ofte sig selv, når vi møder op og tager imod dem. Når vi skriver os igennem sætninger, afsnit og kapitler. Og vi kan forestille os, at vi lægger frø, vi gøder marker og vander haver. Vi skriver os fra kyst til kyst og lægger spor. Senere kan vi vende tilbage og forbinde punkter, vi kan slette det, der er overflødigt og vi kan rette og finpudse. Men i første del af processen sætter vi fri. Måske vokser der så faktisk en slags bog ud af maven, men at turde glemme produktet for en stund og overgive sig til processen, fuldt og helt, det er en gave.

Give slip og se, hvad der sker. Lad det være et eventyr.

Vi ønsker at skrive, vi mærker en længsel, men det er ikke alt. Vi ønsker også at skabe forbindelse og det er som om at længslen driver os mod ordene. Vi ønsker forbindelse gennem sproget og ordene. Vi forbinder os både med noget, der er større end os selv, men vi forbinder os samtidig med vores dybeste selv, vores sjæl.

Vi skriver, vi lever

Så måske er det i sidste ende ikke så vigtigt, hvad skriveprocessen ender med. Om skriver vi en roman, noveller eller vores personlige livshistorie. Om vi blogger eller skriver dagbog, som kun vi selv læser. Måske handler det i virkeligheden om, at vi faktisk møder op og gør det. Skriver. Lever. At vi favner dagen og de øjeblikke, hvor vi har muligheden for at træffe valg, der ærer vores hjerte. Hvor vi skriver os fri og forstår, hvad vi er gjort af. At vi lærer os selv at kende på godt og ondt og skriver det hele. Det sure med det søde. Sorgen, glæden og vejen.  At vi forstår, at vi er samskabere og at vi er skabt til at skabe. Og at det at gøre det, gør os levende og mere bevægelige, mere frie og sandsynligvis også lykkelige. Vi former, skaber og skriver. Vi lever.

Kærlig hilsen
Lene

På skriverejse – skriveforløb i Skrivehuset

lyset

Bjerge i fladt landskab

Aftenhimmel

Lidt længere oppe i bjergene

Jeg hørte engang en sang og sangen tog mig med på rejse. Det skete uden at jeg vidste det, men pludselig befandt jeg mig et andet slags landskab. På forunderlig vis vandrede jeg nu et andet sted. I et bjerglandskab. Et sted, jeg ikke kendte, men som alligevel vakte en forunderlig genklang. Teksten, ordene, opfordringen. Jeg har været her før, sagde noget i mig, selvom det ikke kunne passe. Det var et smukt landskab, bjerge strakte sig foran mig som vidner til min færd. Der var frodighed, i vejkanten dansende de vilde blomster og et væld af dufte og lyde fra insekter nåede mig, mens jeg gik.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt…

Og jeg vidste, at jeg var på vej op i bjergene og at noget i mig ønskede at finde de glemte steder. Jeg var på pilgrimsfærd i mig selv og rytmen fra sangen ledte mig på vej. Lyden af ord. Med ét forstod jeg det. Vi har alle sammen et smukt bjerglandskab i os med glemte steder. Steder, hvor subtile sandheder og vidunderlig visdom ligger gemt. Gemt fordi vi på et tidspunkt var nødt til at forlade dem og da vi trådte ud på den anden side, glemte vi med ét det, vi vidste. Nu går rejsen tilbage. Det vidste jeg, da jeg gennem ordene vandrede af den støvede sti, der snoede sig og efterhånden bevægede sig stejlt opad. Op i bjergene, lidt højere op, et andet og nyt perspektiv og en fornemmelse af hjemkomst.

En skrivende pilgrimsfærd

Mens jeg vandrede gik det op for mig, at det er sådan vi er nødt til at tage på skriverejse. Vi må forestille os, at vi drager på pilgrimsfærd i os selv. Langsomt skriver vi os vej ind i landskabet og lidt længere op i de bjerge, vi tidligere har undladt at bestige. Vi frygter måske, at der gemmer sig noget, som vi ikke ønsker at få frem i lyset. Men sandheden er en anden. For hvert gang vi berører et sådant sted, vil vi skabe forløsning. Og efterhånden som vi kommer både længere op og dybere ind i os selv, desto nærmere vil vi komme det egentlige.

Diktat fra sjælen

Når vi lader skrivegerningen blive flydende, når vi lytter og virkelig åbner os fulde af nysgerrighed og barnlig undren, så kommer det næsten af sig selv. Sjælen synger, taler og skriver. Fortæller om de glemte steder og viser os forsigtigt, hvor vi skal skrive os hen for at besøge dem. Igen. Huske det vi glemte og mærke sødmen i den genklang, der som musik breder sig i bjerglandskabet. På pilgrimsrejsen.

Men egentlig tager vi bare imod. Vi lader pennen og ordene føre os og så møder vi det, der kommer og skriver det. Som om vi tog diktat fra sjælen. Vi tager diktat fra sjælen.

Vov at gå lidt længere

Vi stopper ofte op lige dér, hvor vi burde gå videre. Vi tror, at vi har skrevet os fri, men det er kun begyndelsen. Så det er en god ide at fortsætte ud over det tidspunkt, hvor vi er klar til at forlade ord og skriverier. Gå lidt videre. Endnu et skridt, lidt længere op af bjerget, lidt dybere.

Vi møder os selv i sårbare øjeblikke af tvivl og modstand. Det er bedst at vende om, siger vi til os selv og den indre censor nikker ivrigt. Det er blevet alt for farligt. Men det er disse vovestykker af vedholdenhed, der sætter os fri og virkelig får ord og skriverier til at blomstre. Det er næste skridt, lidt længere op, lidt dybere. Stederne venter på os. De går ingen vegne, men hvis vi ikke skriver og fortsætter med at gøre det, så når vi aldrig frem.

Vi dedikerer os til skriverejsen skridt for skridt. Vi forbinder os til noget større og så stoler vi på, at det vil vise os vej. Nøglen er at forblive engageret. Og ja, vi farer vild og fortaber os, men vi kan altid komme tilbage og det gør vi. Vi vender tilbage igen og igen, fordi vi ved, at det er den eneste måde. I vores tilbagevenden opbygger vi samtidig en rutine, som vil bære os videre. Vi bliver stærkere. Og vi skriver vores vej i taknemmelighed over, at vi kan. Sjælen kalder på os fra et dybere sted. Lidt længere oppe i bjergene, husk de glemte steder. Husk, hvor de findes og hvem du er.

En opdagelsesrejse

Skriverejsen er en opdagelsesrejse. Jeg opfordrer dig til at gå længere end du egentlig vil. Skriv videre, når du tror du er færdig. For sandsynligvis er du først lige ankommet til et sted fuld af energi og nu skal du til at møde dig selv det sted. Skriv videre. Men vi bliver bange, vi mærker den sælsomme energi, den dybe lyd af fjerne trommer og torden. Nu rører vi ved noget i os selv, som vi både har frygtet og savnet. Vores første indskydelse er at vende om, men nu ved vi det. Det er lige netop her, at vi skal gå videre.

Gå længere, end du tror du kan. Skriv videre. Lyt og tag imod det, du hører. Skriv det og bliv det.

Den største frygt

Den største frygt vi bærer på og som tynger os, er frygten for at møde netop den sandhed, der sætter os fri. Og der står som regel en slags forhindring i vejen, som vi skal overvinde. På bedste riddervis. På skriverejsen møder vi frygten og skriver den. Vi lokker trolde frem i lyset og vi ser dem, som de er. Ikke som vi troede, de var.

Vi bestiger bjerge i fladt landskab.

Lidt længere oppe i bjergene findes der steder, som er glemt …

Kærlig hilsen
Lene

* * *

Hvis du har lyst til at tage på skrivende pilgrimsfærd med mig ved din side, så tag et kig på de skriveforløb, jeg tilbyder i Skrivehuset. Har du en drøm om noget, du ikke umiddelbart ser, så kontakt mig alligevel. Måske kan vi sammen skabe din helt egen skriverejse.

Aftenhimmel

Magiske morgensider

Morgensider

Jeg fornemmer, at morgensiderne med tiden kan blive en slags forbindelse til det guddommelige. Til kilden. Med en bevidst intention kan vi hver morgen sætte os og ønske kontakt. Både for at holde fokus på det egentlige og for at huske. På mange måder er det den intuitive skrivegernings fornemmeste formål. Vi får kontakt til en hengemt del af os selv og vi kan skrive det frem, vi havde glemt. Så vi husker.  Derfor opstår genklangen som en slags sødme og som en magisk kraft. Udenom tankerne, for intet kan erstatte det direkte møde med ord og kreativitet. Vi må møde op og skrive. Derfor er morgensiderne så gode.

Jeg har opdaget at skrivning er sin egen meditation. Når vi skriver, bliver vi ét med det der er og vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. Morgensiderne holder os til ilden. De gør os til skrivende mennesker allerede i de tidlige morgentimer og gennem ordene får vi både kontakt og en slags jordforbindelse, som vi kan være i resten af dagen. Hver eneste morgen stopper vi op og vender os indad, mod os selv og den dybe brønd af visdom, som gemmer sig bag tanker og begrænsninger. Det er en slags sti, som vi gennem ordene følger i vores eget indre.

Morgensiderne er ikke noget, jeg har opfundet. Men uden at vide det var det en slags morgensider, som gjorde at jeg fik øjnene op for den drøm, der dansede mellem linjerne og i mit hjerte. Hver eneste morgen mødte jeg op og skrev intuitivt på min blog – inden jeg tog på arbejde. Og ved kontinuerligt at møde op og skrive, satte jeg noget fri, som ellers havde været fastlåst og gemt et sted dybt i min sjæl.

Senere indså jeg, at jeg egentlig havde gjort det, som Julia Cameron anbefaler i sin gode bog ”Kreativitet”. Jeg havde skrevet morgensider. Og det kan man ikke gøre uden at der sker noget. Det er i grunden ganske magisk, som man kan slippe bag tanker og modstand ved blot at skrive og blive ved.

Hvis du er en kreativ sjæl og drømmer om at for alvor at tage din kreativitet og din skrivedrøm alvorligt, så anbefaler jeg dig varmt at skrive morgensider.

Køb dig en fin og tiltalende notesbog og en god pen. Måske har du allerede en, du kan bruge, men ellers køb en, som taler til dig og gør dig glad. Hvor du mærker noget godt og måske inspirerende. Morgensiderne er nemlig en dejlig ting, noget du gør frivilligt og med glæde. Men det er også en handling, som du giver dig selv til. En kærlighedserklæring til dit skrivende og skabende jeg og alt det, du ikke drømmer om, at du indeholder og allerede ved.

Det handler om at huske

Det handler ikke om at lære eller erfare noget nyt, det handler snarere om at åbne op for alt det, du allerede ved og indeholder.

Jeg lover dig, at hvis du hver eneste morgen skriver morgensider, så begynder der at ske noget. Magiske ting, der handler om din kreativitet og din skriveglæde. Og der er ingen underlige regler om indhold, du skal blot skrive 3 sider hver morgen uden at standse op og uden hensyntagen til, hvad der står. Det vigtigste er selve skrivehandlingen (i hånden) og ikke, hvilke ord, der kommer igennem dig. Du kan skrive alt, du tager imod.

Morgensiderne er en slags grundsten til andre kreative udfoldelser og for mig blev det en slags vej mod min drøm. Jeg skrev mig selv. Jeg fik kontakt til dybere sange i mit indre og jeg lærte at synge dem. Sange, der på mærkværdigvis var varme og velkendte. Jeg huskede. Og genklangen var dyb og god.

Morgensiderne vækker det, der slumrede, til live. Men morgensiderne giver også mulighed for at få styr på tanker og impulser på. Bevidstheden vokser.

En symbolsk og hellig handling

Selv har jeg haft et par udfald, men nu skriver jeg morgensider igen. Hver eneste morgen møder jeg op og åbner min notesbog. Lige nu er den beigefarvet med en elefant præget i omslaget. Når jeg åbner den og lader pennen glide over papiret, når ord bliver til sætninger, har jeg startet min dag med en hjertelig intention. Jeg tager min skrivelængsel alvorlig og jeg tager imod det, der skrives vil. Jeg går på opdagelse i sjæl og hjerte og skriver alt det, der ellers ville tynge og holde mig tilbage. Jeg skriver mig fri, så jeg kan skrive frit.

Jeg møder op og tænder mine skrivelys, to store hvide lys, som lyser op i vintermørket og varmer min sjæl. En symbolsk handling og en påmindelse om, at vi skal huske at tænde vores eget lys og lade det skinne. Vi skal huske hvem vi egentlig er. Derfor er det at skrive morgensiderne både en symbolsk og nærmest hellig handling. Vi møder op og stiller os til rådighed for det, der vil skrives. Vi forbinder os. Og vi forpligter os.

Prøv morgensiderne, hvis du ønsker at vække din slumrende kreativitet. Jeg lover dig, det sætter ting i gang og kreativiteten er sjældent det eneste, der vågner. Det hele opstår, når vi skriver. Jo mere vi kan lade være med at tænke over det, vi skriver og skal skrive, desto mere flydende bliver det. Forbavsende, flydende og ganske magisk over tid.

Kærlig hilsen
Lene

stearinlys_december

Sjælevej

Skoven_december

Jeg tror på, at der findes en perfekt sjælevej og måde for os, hver især. Vi kender den ikke i forvejen, men vi har naturligvis dybe fornemmelser. Og hver eneste gang vi mærker genklang i ord, stemninger eller på steder, som vi tilsyneladende ikke kender, er det vores sjæl, som taler til os.

Vejen er anvist og skabt til os for at vi kan skabe den. Vi skal med andre ord finde, skabe og blive vores vej. Og hvis vi virkelig følger glæden og de indre anvisninger (glæde, synergi, autenticitet og sindsro), så vil vi langsomt nærmere os vores vej. Skabt af os selv for hvert skridt vi tager i glædens retning.

Langsomhed er et af nøgleordene. For det er ofte, når vi stopper op og giver os tid, at vi får både svar og indsigt. Måske har du prøvet det? Hvordan et svar pludselig kommer til dig, når du vandrer i skoven omgivet af naturen? Eller du mærker noget, en ide, noget dybere og mere sandt. Når farten sættes ned og vi tillader os selv at slappe af, så kommer det til os. Det vi ledte efter. Det vi længes efter.

Vejen viser sig, når vi møder op og begynder at gå. Det er med andre ord os selv, som er nøglen. Det er vores fremmøde, som gør forskellen og den intention, vi bærer med os i hjertet. Det er vores åbenhed og vores parathed til at give slip på både kontrol og forestillinger. For vi kan ikke vide på forhånd. Vi må følge glæden og begynde at spørge indad. Og når vi først åbner os for vores egen visdom og vores sjæls agenda, så sker der noget magisk.

Vejen kan skrives

Vejen kan skrives. Og hvis du som jeg konstant er opfyldt af en forunderlig skrivelængsel, så er det sandsynligvis fordi at din sjæl gerne vil tale til dig gennem det skrevne ord. Sådan var det for mig. Jeg mødte op og skrev morgensider, helt ubevidst i starten, men sådan behøver det slet ikke at være. Du kan helt bevidst fylde dit hjerte med en intention om at lære din sjæl og dens dybeste formål at kende. Og du kan skrive det frem.

Du kan vælge at gøre det selv. Start i dag, så er du på vej. Eller du kan …

Tage på skriverejse og skrive din sjæl

Et af mine skrivecoachingforløb – Skriv din Sjæl – har til formål at åbne op for din sjæls dybe visdom. Gennem opgaver og skriveøvelser går du på opdagelse i din drøm og får efterhånden formuleret en visdom, et slags formålserklæring om det, der er sandt for dig. For at finde sit formål og formulere det er sjælearbejde. Og vejen bliver til, mens du går, efterhånden som skriverejsen folder sig ud og vi har gode udvekslinger og samtaler om det, der opstår, vil skriverejsen og forløbet blive tilpasset lige netop dig og det, der viser sig på din vej.

Jeg introducerer dig også for små meditationer, vejrtrækningsøvelser og andre værktøjer, som kan bringe ro til din skriveproces og give dig styrke.

I skriveforløbet indgår også rejsedagbog og rejsebreve til mig. Gennem ord og skriverier får du løst op for alt det, der rumler som torden indeni og du opdager, at du jo faktisk er din egen guru. Du finder tilbage til glemte drømme, hemmelige døre og steder, som du kender. Du skriver din vej og du husker alt det, du havde glemt.

Du skriver din sjæl.

Måske ses vi på skriverejsen i 2015?

Kærlig hilsen Lene