Fra hjerte til hjerte

hjertetræ

Kære ven

Dette er mit februarbrev til dig. Og jeg har ikke udtænkt en dagsorden på forhånd. Jeg skriver ikke, som jeg er skolet i og som jeg har lært. Jeg ryster lidt, mens jeg indser, at jeg nok kommer til at skrive noget, som jeg slet ikke tør. Men ved du hvad, jeg elsker at skrive fra sjælen og hjertet. Jeg elsker at sige, at sådan er jeg, det er sådan, jeg ser livet og verden og min sjæl fortæller mig, at hvis jeg tør sige det HØJT, så er der måske andre, der har det på samme måde? Som tænker og mærker det samme. Det er ikke meningen, at vi skal gå os gemme os. Livet er for kort til masker og lunkenhed. Fortæller min sjæl 😉

Skrivehuset
Jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal med Skrivehuset. Ja, faktisk ved jeg ikke engang om navnet kommer til at hænge ved. For ved du hvad jeg opdagede? Jeg kan ikke købe hverken skrivehuset.dk eller skrivehuset.com som domænenavn. De er optaget. Da jeg købte mit domænenavn, var jeg ikke helt sikker på, hvad min virksomhed skulle hedde. Alene ordet virksomhed mangler noget af det, jeg gerne vil udtrykke og give. Så jeg besluttede mig for, at det var klogest at bruge mit eget navn. Det ændrer sig sandsynligvis ikke, selvom man selvfølgelig aldrig ved. På det tidspunkt var de andre domænenavne stadig ledige og jeg tænkte; hvem skulle dog købe dem? Men nogen gjorde. Og sådan er det!

Proces

Ved at bruge mit eget navn kunne Skrivehuset ændre navn hen af vejen, hvis jeg følte for det. For jeg er i proces. Tingene udvikler sig hver eneste dag. Jeg er i proces og efterhånden som jeg bliver klogere og mere vis, er jeg i stand til at træffe valg, som jeg ikke kun træffe før. For det ikke var tid. Jeg manglede den indsigt, den erfaring, de skridt, der skulle til for at jeg kunne beslutte mig. Nu siger jeg pyt. Min virksomhed lige nu hedder Skrivehuset, for det er faktisk her jeg bor. I et stort hus for enden af en markvej og det er her, jeg sidder og skriver. Så det giver mening, det skaber en slags ramme omkring det, jeg er og gør. Skrivehuset. Og huset er min ven, vi ligner hinanden. Det er nemlig også i proces. Vi flyttede ind for tre år siden og der er stadig mange ting, der slet ikke er færdig endnu. Nogle vægge er tomme, fordi jeg ikke har fundet (eller malet) det rigtige billede endnu. Huset er et gammelt stuehus fra en gård, der for længst er revet ned. Men huset blev stående, fordi der var noget over det. Det er blevet renoveret fra grunden, ja faktisk er det kun murene, der er oprindelige. Men det er selvfølgelig genopført i den stil, det er bygget. Det er genopført i husets ånd. Og den ånd er vigtig. Jeg lytter meget til huset og finder ud af, hvor der er god energi. Lige nu sidder jeg faktisk i spisestuen med udsigt over markerne og skriver til dig. Mit skrivelys blafrer, der er te i koppen og ord i hjertet.

Alting har sin tid

Der er mærkværdigt stille udenfor, som om tiden er stoppet for en stund. Træerne står nøgne og værdige og rækker deres arme mod himlen. Himlen, som er helt lysegrå og minder mig om flødeskum med et stænk lakrids. Et stykke ude på marken står to rådyr og græsser. Og i et af træerne herude sidder Harald, den sorte krage, som jeg har skrevet lidt om. Eller rettere sagt, han har skrevet gennem mig. Lige nu sidder han bare og sonderer terrænet. Han har masser på hjerte, men han kender sin besøgstid. Han ved, når tid er. Han har fornemmelse for intuitiv timing og er opfyldt af fred. Det kommer, når det kommer. Når tid er. For selvfølgelig skal vi tale sammen igen, der er uden tvivl flere historier i den fugls kølevand. Men lige nu er han stille. Jeg kan lære meget af Harald og det er faktisk min intention.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Spisestuen. Det er her, at jeg i maj måned holder min første intuitive workshop for kvinder med skrivelængsel. Det er noget, der længe har været under opsejling, en drøm og en længsel, som har været meget tydelig for mig. Jeg vidste at det en dag ville være tid og pludselig er det. Det er tid, det er nu. Jeg sendte invitationen ud og efter en måneds tid er cirklen nu sluttet. Der er plads til seks kvinder på workshoppen og de kvinder har nu meldt sig. De var ventet hver og en. Jeg har hele tiden vidst, at tilmelding måtte gå efter først-til-mølle princippet og at det ikke ville være muligt at reservere pladser og den slags. Hvis man vil det, hvis det er meningen at man skal, så tilmelder sig uden forbehold. Så er man klar, så er man dedikeret. Og kvinderne kom. Jeg glæder mig stort til at tage imod. Vi skal være her i spisestuen med udsigt over markerne. Og sammen skal vi skabe en magisk cirkel af skrivende kvinder. Vi skal lytte, vi skal lytte indad og skrive fra hjerte og sjæl. Jeg vil dele af min viden, visdom og alt hvad jeg ved, har og er. Jeg vil selvfølgelig forberede en del, men resten skal skabes i de øjeblikke, hvor vi møder hinanden i cirklen og noget opstår. Det er jo en intuitiv skriveworkshop, forstår du. Vi skal være så åbne, modtagelige og indstillet på magi, som det overhovedet er muligt. For hvem ved, hvilke historier, der dukker op i den magiske skrivecirkel, når vi først er mødt op?

En magisk skrivecirkel

Jeg har længe ledt efter en kvinde, som holdt den slags skriveworkshops. Intime workshops i sit hjem på landet, hvor alt elektronisk udstyr er slukket og hvor man skriver på papir. I hånden. Jeg har forestillet mig hende og jeg har savnet hende, ja jeg har endda skrevet en historie om hende. Men ved du hvad? En dag gik det op for mig at hun ikke fandtes, før jeg skabte hende. Før jeg indså, at den kvinde, jeg savnede og ledte efter faktisk var mig selv. Så nu gør jeg det. Jeg holder den workshop, jeg har længstes efter, jeg åbner mit hus og min spisestue for den magiske skrivecirkel af kvinder med skrivelængsel. Det er lidt langt, jeg ved det godt, men mærk mig mine ord. Magisk skrivecirkel. Det ved jeg, at det bliver.

Skrivecoaching og skriverejser – for sjælen

Som du måske ved, tilbyder jeg også skrivecoaching og skriveforløb, som jeg kalder skriverejsen. Det er en fin succes indtil videre. Men jo mere erfaring, jeg får og jo mere, jeg skriver og rejser med de kvinder, der er i forløb og som dedikerer sig med sjæl og hjerte til processen, går det op for mig: Vi kan ikke planlægge ret meget. Jo, det kan vi godt, men så er der ikke plads til spontanitet og intuitive tegn. Vi er nødt til at stole på, at hvis vi møder op med en intention om at følge vores hjerte og lytte til vores sjæl, så sker der noget. Et skift.

Og vi er nødt til at møde op og skrive, hvis vi har skrivelængsel!  Enhver udsættelse er smertefuld.  Jeg har lavet nogle rammer omkring forløbene, som sætter gang i processen og holder kvinderne til ilden, men skriverejsen har det med at skrive sig selv efterhånden. Derfor er der ikke to skriverejser, der er ens. Men for langt de fleste er skriverejsen og forløbet ”Skriv Din Sjæl” en god, givende og transformerende oplevelse. En proces, der sættes i gang og som tager sin tid. Derfor taler jeg aldrig sjældent om mål og resultater.

Jeg taler om formål og om proces.

Anbefaling

Forleden dag fik jeg følgende anbefaling fra en skøn kvinde som er i forløb hos mig. Hun skrev som følger:

”Jeg kan på det varmeste anbefale at skrive med Lene. Det har været noget af det bedste jeg har gjort for mig selv i mange, mange år. Hun er en helt speciel og hjertevarm ‘rejseleder’ ind i det indre, magiske univers.”

Jeg blev selvfølgelig glad og ydmyg. For det er min hjertedrøm at kunne hjælpe og guide kvinder som dig gennem skriverejsen på samme måde, som jeg har selv har været på skriverejse i efterhånden mange år. Jeg skrev mig selv, min sjæl og jeg skrev mit liv om. Rettelse. Jeg skriver mit liv. For det er en proces som aldrig slutter.

Når skam og sårbarhed faktisk er en nøgle til forening

Meget af det, jeg deler med dig, er noget, jeg selv erfarer og får indsigt i efterhånden. Det inspirerer mig, jeg skriver om det, nogle gange opstår der historier og så deler jeg dem. For det skal vi gøre. Dele vores historier og fortællinger. På vores måde. Selvom vi måske ikke tror det, så inspirerer det andre. Vi opdager en dyb genklang af lighed og fælleskab i de historier, som tilsyneladende er forskellige. Vi tror vi er alene med vores skamfulde og svære historier eller at vi vil blive til grin, hvis vi fortæller om det, der dybest inde giver mening for os. Eller som er slidsomt og svært. Vi føler os udsatte, sårbare og alene. Men ved du hvad? Det er faktisk slet ikke sådan. Tværtimod. Vores fortællinger bliver måske udtrykt forskelligt, vi har hver vores måde, men essensen? Den er én og samme. Vi trækker vores inspiration og vores kraft fra det selvsamme hav. Som en klog mand eller guru (eller var det måske en kvinde?) engang sagde: Du er ikke alene dråben i havet. Du er også havet i dråben. Og vores historier forener os. Vi ser, at vi ligner hinanden og har de samme drømme og længsler. Og at vores skam og sårbarhed i virkeligheden er en slags nøgle til den forening. Til kærlighed.

Du coacher som du skriver

I går havde jeg en telefonisk coaching med en anden skøn kvinde i skriveforløb hos mig som sagde:

“Du taler til mig på samme måde som du skriver. Du taler til min sjæl.”

Og måske er det sådan, det er?

Jeg må forkaste det, der fornærmer min sjæl

Jeg ønsker selvfølgelig at skabe mig et slags levebrød i Skrivehuset, for min drøm er jo at leve af det, jeg elsker. Og jeg kender en del til, hvordan man med kontrol, kommunikation, snedige tricks og lidt manipulation kan forsøge at knytte mennesker til sig.  Til dels. Men jeg må ofte smide meget af alt det væk, jeg ved fra min tid som karrierekvinde, fordi det fornærmer min sjæl.

Jeg vil meget hellere inspirere dig gennem mine historier og mine fortællinger. Og hvis jeg gør det, hvis mine ord taler til din sjæl og hvis du instinktivt får lyst til at tage på skriverejse og booke et personligt forløb hos mig eller du tænker: Bare det var mig, der skulle med på intuitiv skriveworkshop i Skrivehuset til maj, jamen så er mit formål udfyldt. Mere kan jeg ikke gøre. Hvis det er meningen, så kommer du. Så ringer eller skriver du til mig. På samme måde som de kvinder, der nu er i forløb hos mig, kom. På samme måde, som de seks kvinder med skrivelængsel meldte sig til den første intuitive skriveworkshop, som finder sted den 9. maj. En magisk skrivecirkel er allerede skabt i ånden, inden vi fysisk mødes her i spisestuen. Fordi det er meningen, at det skal være sådan.

Lad dit lys skinne

Men mit største ønske er, at du bliver inspireret uanset hvad. Om du kommer her eller ej. For ordene svæver fra mit skrivebord og ud i verden med en et kæmpe ønske. Må du lære at elske og ære dig selv. Må du finde dit lys og lade det skinne. På din måde. Må du turde stå frem som hele dig, med sjæl og hjerteblod, og vise verden, hvem du er. Hvor smuk du er og hvor vis du er. Må du turde fortælle verden din historie og dele dine fortællinger.

Intuitiv skriveworkshop i juni 2015?

Kommer der flere intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel, spørger du måske, fordi en slags pirrende længsel og lyst melder sig. Og jeg nikker smilende, mens jeg drikker af min rosen te. Jeg har faktisk en intention om at lave endnu en skriveworkshop af slagsne i juni måned omkring tidspunktet for sommersolhverv. Tror du, at der ville komme seks kvinder og melde sig til den cirkel, hvis jeg gjorde alvor af drømmen? Vi får se.

Fra sjæl til sjæl

Kære ven, det er tid til at slutte mit februarbrev. Og det gør jeg med stor taknemmelighed og glæde. Mens jeg skriver de afsluttende ord, sker der noget på himlen derude. Et par skyer, som før synes som sammensmeltet i gråt, har spredt sig lidt og et skarpt lys bryder igennem. Det, jeg troede var gråt og uigennemsigtigt, skifter nu karakter. Ligeså langsomt. Og Harald sidder ikke længere i træet derude, han er fløjet af sted med sine fuglevenner. ”Livet er nu”, sagde han og nikkede anerkendende til mig, inden han lettede fra sin gren og svævede afsted. Til himmels. Fuld af tillid til at livet vil ham det bedste. Og i visheden om, at det gør så uendelig godt at give slip og bare lade komme. Både når vi lever og når vi skriver.

Så det vil jeg gøre nu. Jeg slipper dig i visheden om, at vi en dag mødes, hvis det er meningen. Indtil da vil jeg blot se frem til at dele mine fortællinger og historier med dig, inspirere dig og pirre din skrivelyst og glæde.

Fra sjæl til sjæl. Fra hjerte til hjerte.

Kærlig hilsen
Lene

mig

Din hellige skrivecirkel

ord
Tid til eftertanke. De to lys på bordet brænder med rolig flamme. Alt ånder fred. Og hvis jeg går lidt dybere end de første flyvske tanker, kan jeg fornemme stilhedens land og dens endeløse kyster. Alt det, der ikke er og samtidig er alt. Stilheden hvisker uden lyd, forsigtigt svæver en melodi mellem linjerne. Jeg mærker den i fingrene. ”Giv slip”, synger stilheden, ”søg mig uden at kræve. Bare vær og alt det, du søger, vil finde dig.”

At være er ikke en passiv handling, det er en healende tilstand af overgivelse og tillid. Og vi kan lære at være med vores ord og skriverier på samme måde, som vi kan lære at være med vores liv og det, der er. Favne nuet og de øjeblikke, som er selve livet. At være er en slags nøgle. Både til livet og til skrivegerningen. Visheden om, at alting har sin tid. At vi ikke har travlt og at vi allerede er ankommet.

At skrive kan være den smukkeste kærlighedserklæring til det liv, vi har fået og alle detaljerne, som vi ofte overser, men som tilsammen udgør det liv. At skrive kan være en måde at stoppe op, at mærke efter og tage imod.

En hellig skrivecirkel

Du kan vælge at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel.

Tænd nogle stearinlys og/eller røgelse og sæt eventuelt noget blid musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog. Det vigtigste er faktisk at du møder op. Lad være med at have store forventninger til dine skriverier på forhånd. Gå ind i cirklen, dit hellige skriverum og sid så bare stille og lyt. Luk gerne øjnene lidt og lad roen brede sig i dit indre. Du er nu til stede i din hellige skrivecirkel, et rum fuld af stilhed, fred og ro. Og det er et rum, som du har skabt med den intention, du har i dit hjerte. Du kan eventuelt skrive aftensider og reflektere over dagen, der gik. Eller du kan kontakte din sjæl i sjælebogen og gennem spørgsmål og dyb lytning søge svar. Eller du kan også bare møde op med tomme sider og en intention om at se, om noget mon lander lige dér. Er der mon ord til mig i dag eller ej?

Dyb accept i det stille rum, din hellige skrivecirkel. Der er ikke noget, du skal nå, du lader komme. Stirrer ind i de danse flammer fra stearinlysene på bordet og lytter til den fortælling, der bor i den brændende ild. Dvæler ved måden den smeltede stearin laver sin egen flod af visdom.

Der er dage, hvor vi har brug for at lade op

Hvis vi ikke skriver noget, men blot sidder med os selv og stilheden, så lader vi op. Hvis vi tillader os at dvæle og bare være, så lader vi op. Og der er dage, hvor vi har brug for netop det. Der er dage med skabelse og dage, hvor kreativiteten holder fri. Selv Gud holdt fri og det skal vi også gøre. Vi skal unde os selv den gode restitution og have fuld tillid til, at det, som skal komme, kommer. Når vi er klar og det er klar. Intet hastværk.

Gå ind i din hellige skrivecirkel uanset hvad. Her kan du være, lade op eller skrive. Måske begge dele, for der er tidspunkter, hvor vi kan høste, mens vi sår. Vi ved det ikke på forhånd, men vi kan være forvisset om, at alting har sin tid og kommer til os, når det skal. Fuld accept. Fred. Og kærlighed til processen.

Både i mine skriveforløb og på mine kurser opfordrer jeg til at skabe et rum af ro og fordybelse omkring skrivningen. Og på den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel tegner vi sammen en hellig cirkel omkring vores lille gruppe og vores hjertelige intentioner. Vi fordyber os, vi giver tid og vi skænker hinanden rum og accept. Vi skaber vores egen ro. På samme måde kan du skabe dit eget hellige skriverum af fordybelse, tid og fuld accept. Øse af stilhedens gudsbenådede kande og drikke uden hastværk. Bare være. Sidde. Skrive. Tage imod ord, historier og fortællinger, når de kommer og lade op, når de ikke gør.

Kærlig hilsen
Leneord

Gør som Van Gogh

maleri

Måske kender du det? Ligegyldigt hvad du finder på, fortæller en stemme dig med ihærdighed, at du ikke har lyst til det. Du har egentlig ikke lyst til at skrive. Eller male. Eller løbe den tur, du havde sat dig for. Stemmen hvisker og trækker i nogle tråde til følelser, du kender fra tidligere og hvis du ikke hører efter, bliver stemmen kraftigere. Det er som om den kender vejen til modløs irritation. Og vejen ender blindt.

I dag har jeg egentlig lyst til at male, men stemmen fortæller mig, at jeg hellere burde skrive. Sandheden er, at jeg faktisk har sat mig til at skrive, men noget vil ikke rigtig flyde, det er som om lysten straks tager en smutvej i retning af det maleri, jeg startede på i weekenden. Jeg har lyst til at gøre det færdigt, maleriet. I dag, hvor solen skinner og lyset dristigt strækker sig i horisonten, har jeg lyst til at træne min jeg-giver-pokker muskel og bare male med alle de farver, der falder mig ind. Men stemmen vil ikke høre tale om det. Den fortæller om pligt, den fortæller om arbejde og den giver mig straks en slags dårlig samvittighed, der ikke hører nogen steder hjemme.

Lysten bliver mindre, det er som om den krymper, når lyden fra stemmen forplanter sig i dens ellers så velvillige krop. Stemmen boltrer sig, den er som en tyk kok i et lille køkken, den smider alle mulige ingredienser i den store gryde, der står og simrer på mit komfur. Et stænk tvivl. En bane bange anelser. Og snart hælder den en helt særlig magisk jeg-gider-ingenting-i-dag bouillon i gryderetten og alting forstummer. Dufte, lyde og farver. Min verden er i sort-hvid, mit lys er slukket.

Jeg prøver at finde ud af, hvad stemmen egentlig handler om. Det er ikke helt den samme stemme som den så velkendte indre censor, men den har lidt samme dagsorden. Måske er det faktisk den indre censor i forklædning? Det er jo snart Fastelavn! Den ønsker at ødelægge den gode stemning. Den taler om pligter, sure pligter, som sokker der ikke har været vasket i årevis. Den fortæller om tiden, der går og alt det, jeg burde og skulle. Den tror ikke på guddommelig vejledning eller på at følge glæden.

Men det gør jeg jo!

Solen skinner i dag, har du set det? Og jeg har faktisk lyst til at male mit billede færdig. Og jeg har lyst til varm kaffe med blid mælk og måske endda et stykke chokolade. Senere vil jeg gå en tur med mine hunde i det solskin, der har malet det ydre landskab i en sart og nærmest forårsagtig pastel. Kunne jeg mon kopiere den farve til mit lærred, hvis jeg forsøgte? Kunne jeg som Van Gogh have et dybtfølt ønske om at vise verden nøjagtigt den farve, jeg ser, når jeg vender blikket mod horisonten og glemmer den tvivlsomme stemme for en stund? Van Gogh malede, fordi han elskede mennesker og gerne ville vise dem, at verden er smuk. Han malede det, han så for at kunne dele det med andre. Hvis han havde lyttet til stemmen, som vi alle kender, så havde han nok ikke lavet særlig mange malerier, hvis nogen overhovedet. Men det gjorde han. Han gik gennem døren til frygt, modstand og tvivlsomme råd om skulle og burde og malede det syn, der mødte ham, når han åbnede sit hjerte mod verden.

Én ting har jeg lært. Hvis jeg lytter til stemmen og adlyder, så er jeg prisgivet. Så bliver det ikke til noget. Kreativiteten er en sart størrelse, vi må ville den og vælge den. Og så er det sådan, at når vi overgiver os til processen og blot går i gang, så sker der som ofte noget. Vi opdager, at vi kan skrive, når vi skriver og på samme måde opdager vi, at vi kan male, når vi rent faktisk maler. Noget maler sig gennem os, når vi holder med at tænke over det og bare gør det. For det nytter altså ikke noget blot at tænke over det og konsultere den stemme, der altid vil fortælle os, at det er bedst at lade være. Den lyver, den stemme. Den er glædens fjende, glem ikke det.

Jeg vil gøre som Van Gogh og male de stjerner, der dukker op, når dagen slukker sit lys og natten tager over. Jeg vil male de blomster, der spirer under jorden og som pludselig kommer til syne, når foråret kommer sejlende med kys og sjælefred. Jeg vil male med den samme farve som solen gør på denne februar dag. Jeg vil skrive det, der skrives vil.

I dag vil jeg gøre som Van Gogh. For hvem skulle ellers male netop det, jeg ser og mærker, når mine øjne møder nattens stjerner? Og hvem skulle ellers skrive de ord, der risler som en flod af kærlighed gennem mit hjerte, når jeg gør mig blid, blød og åben? Hvis ikke jeg, hvem så?

Hvis ikke dig, hvem så? Tænk lidt over det, træk vejret dybt og kast dig så ud i det. Livet. Skriverierne. Eller det billede, du har sådan lyst til at male … bare gør det!

Kærlig hilsen
Lene

maleri

 

Sjælebogen

sjælebog

Jeg har fortalt dig om morgensider og aftensider og nu er turen kommet til sjælebogen. For ser du, jeg har efterhånden forstået én ting. Jo mere, vi dedikerer os og møder op for at tage imod de ord, skriverier og historier, der venter på at vi skal tage imod dem, desto flere ord, skriverier og historier dukker der op. Det er næsten magisk. Det er som om at kreativiteten bare venter på, at vi skal åbne os og lade den strømme igennem os. Så vokser den, så breder den sig og den nøjes såmænd ikke med at blive på papiret.

Jo mere vi skriver, desto mere er der at skrive.

Som inde så ude

Flere af mine skriverejsende i forløb har oplevet, hvordan de ydre omgivelser begynder at ændre sig i takt med, at den indre rejse folder sig ud. Og de oplever, at de bliver mere kreative, får større energi og lyst til at skabe. De ikke alene skriver, de begynder også at lave deres hjem om, så det passer nøjagtigt til dem, som de er nu. Kreative, skabende mennesker. Der kommer nye farver, nye møbler eller blot mindre ting, som der gøres plads til. Fordi det er vigtigt og føltes godt. Og der ryddes op. Ikke mindst det. De træffer nye valg baseret på det, deres hjerte fortæller dem. Det er som skriverierne på den indre rejse er en slags katalysator for en ydre feng-shui. På den måde oplever de, at de faktisk former deres verden indefra og ud. Synkronicitet opstår, det hele begynder at hænge sammen som et smukt tæppe skabt af små bitte firkanter, der slet ikke er så firkantende endda. Men lad nu det ligge lidt. Tæppet. For jeg har jo lovet at fortælle dig om sjælebogen.

Sjælebogen

Sjælebogen er en bog, jeg har dedikeret til at spørge min sjæl til råds. Eller det vil sige, sådan var det i starten. Når jeg stødte panden mod en mur, blev i tvivl eller simpelthen bare følte mig fortvivlet og ked af det, åbnede jeg bogen og stillede et spørgsmål til min sjæl. Hvad skal jeg gøre nu? Hvad ville du gøre i mit sted? Jeg har brug for rådgivning, kan du hjælpe mig, jeg føler mig fortabt? Den slags spørgsmål. Så lukkede jeg øjnene et øjeblik og trak vejret dybt. Helt ned i maven. Sad lidt og mærkede roen brede sig i kroppen og så greb jeg pennen og skrev. Den tøver aldrig, min sjæl. Når jeg har åbnet mig og når jeg lytter, for det at lytte dybt og inderligt er meget vigtigt, så flyder ordene som honning til mit hjerte. Det er budskaber, visdom og rådgivning af den særlige kærlige slags. Det er som musik. Og når jeg har fået mine ord og igen lukker bogen, så ved jeg, at alting er som det skal være. Hvis jeg blot jeg fortsætter med at lytte og følge de anvisninger, som jeg tilsyneladende selv rummer. Det er som om noget i mig ved det hele. Alt. Jeg skal blot tune ind og skrive det frem. Ord for ord.

Jeg har netop købt en ny sjælebog. Og nu er det faktisk sjældent sådan, at jeg stiller spørgsmål. Jeg hører stemmen hviske i det sekund, jeg kan mærke at jeg har brug for hjælp og så sætter jeg mig blot ned og skriver. Min sjæl ved nu, at jeg er tillidsfuld og villig og det bliver belønnet. Der er ingen tøven, det er ren og kærlig snak fra sjæl til hjerte. Og ikke noget særligt hokuspokus, hvis du skulle tro det, vi har alle et indre kompas og en visdom, som er til rådighed for os. Vi tror det bare ikke og det såmænd er troen, der flytter bjerge. Og giver os nøjagtigt det, som vi behøver.

Jeg kan kun anbefale dig at anskaffe dig en sjælebog og gå i gang. Kontakt din sjæl, stil dine spørgsmål og jeg lover dig, hvis du virkelig vil det, så får du dine svar. Vær tålmodig, prøv dig frem, men giv ikke op. Det er kun et spørgsmål om tid. Så flyder visdommen og ordene fra din egen pen og ud på det papir, du kalder fra. Det er magi, det er sandt, for sandheden er nemlig, at vi er vores egne magikere. Hvis vi vil. Så måske er der i virkeligheden lidt hokuspokus over det? Hvem ved. For ordene kan være vores trylleformular, pennen vores tryllestav, hvis vi altså vælger, at det skal være sådan.

Når jeg vælger at tro på noget, vælger det, jeg tror på, at tro på mig.

Kærlig hilsen
Lene

sjælebog

En skrivende rejse

frost tåge måne

Hvorfor kalder du det skriverejser, spørger du måske. For er skriverejser ikke, når man pakker sin kuffert og forlader landet for at sætte sig et fjernt sted, måske på en solvendt kyst eller i et elfenbenstårn, og modtage undervisning? Hvor man skriver sig gennem dagene og drømmer søde orddrømme om natten?

Jeg nikker. Sådan kan det naturligvis også være. Og det er i grunden ikke så meget anderledes, det, jeg tilbyder i Skrivehuset. For det er en rejse. Et eventyr. Og du booker skam en rejse og pakker din mentale kuffert, mens sjælen stille rumsterer i dit indre og fryder sig lidt. Skrivelængslen. Den er som udlængsel. Men i virkeligheden er det, vi længes efter at komme ind, helt ind i os selv og skrive derfra. At lære os selv at kende på ny og gå på opdagelse i vores eget indre landskab. Solvendte kyster, elfenbenstårne og små sivhytter på øde strande. Bjerge, dale og fuldmånenætter, hvor tågen danser med englene. Det er der alt sammen, det findes indeni. Og det, vi ikke umiddelbart støder på, kan vi skrive og skabe selv. Ord for ord. Det er en i sandhed en rejse, der starter i det øjeblik, du dedikerer dig og beslutter dig for at møde op. Nu skal skrivelængslen udleves, du er klar.

På skriverejsen kan du blive, hvor du er og alligevel komme vidt omkring. Det er en god proces, hvor du gennem øvelser og opgaver bygger nye veje og stier i dit indre univers. Du skaber dit eget rum af ro og fordybelse og med mig som en slags rejseleder, tager du på rejse i ord og stemninger. Efterhånden opdager du, hvor godt det egentlig gør at møde op. Nu tænker du ikke længere over det og danser tango med modstanden i dæmpet lys. Nu tager du favntag med det, der boblede indeni og skriver det frem. Du opdager dine dybe drømme og du ser, hvad der gør dig glad. Du går igennem alt det svære og skriver det, sætter ord på og får det frem i lyset. Så ser det anderledes ud, så kan du gøre noget med det. Du indser at du har valg. Og at du faktisk kan vælge at sætte din egen kurs og stævne ud efter sjælens sang. På hjertevej.

Det er ikke hokuspokus. Faktisk har skrivning været en måde at arbejde med sig selv, kreativt, intuitivt og spirituelt i århundreder. At skrive kan simpelthen være en måde at forbinde os med vores dybere selv på. Eller med vores sjæl, om du vil. Jeg vil i hvert fald gerne og mit liv begyndte for alvor at forandre sig til det bedre, da jeg begyndte at lytte til min sjæl. Hvad er det, den siger, den stille stemme, den forunderlige hvisken? Jeg skrev det frem og i dag er jeg aldrig i tvivl. Eller rettere sagt, bliver jeg i tvivl, så spørger jeg min sjæl i det, jeg kalder Sjælebogen. Og den bog skal jeg nok fortælle dig meget mere om en anden dag.

At tage på skriverejse er en måde at sige ja til dit skrivende, kreative og skabende selv på. Om du har et konkret bogprojekt i tankerne eller om du ønsker at skrive dig fri, så du kan skrive frit og levende, lære at lytte til og skrive fra sjælen, det er mindre vigtigt. For skriverejsen handler om processen. Uden processen og tiden, hvor vi skriver, modnes og folder ud, bliver det let et hårdt slid. At turde overgive sig til processen, give tid, skabe ro og rum og bare skrive, det er en gave. En af de bedste gaver, du kan give dig selv, hvis du mærker skrivelængslen pulsere i dit blod. Og det er sådan, det er. Du giver dig selv og du skriver dig selv, på skriverejsen.

Du kan læse mere om de skriverejser og forløb, jeg tilbyder her.

Hjertelig velkommen i Skrivehuset.

Kærlig hilsen
Lene

frost tåge måne

Frygten og Modstanden

låge3

Måske tror vi, at vi på et tidspunkt slipper helt af med Frygten og Modstanden. Måske forestiller vi os, at vores Indre Censor afgår ved døden og at vi så kan skrive frit og helt vidunderligt. For nu er der ingen stemme, der fortæller os noget andet og væk er følelsen af uduelighed og tvivl. Nu danser vi til vores egne toner og det gør så godt. Men desværre forholder det sig ikke helt sådan. Jo, vi danser til vores egne toner, vi spiller musik, når vi skriver og historien flyder igennem os, men det sker ikke altid uden modstand og frygt. De dukker op med jævne mellemrum. Og begge dele er som døre, vi må vælge at åbne og gå igennem. Mit bedste råd er at favne både frygt og modstand og skrive videre i vished om, at der findes et andet slags skriveland bagved den dør, der tilsyneladende er låst.

Dansklæreren i femte

Frygten for ikke at slå til, for at blive en fiasko, der er så meget hængt op på det at skrive, at det kan føles som klæberigt harpiks. Svært at få af, svært at blive færdige med. Vi har dansklæreren i femte klasse, som sagde noget til os, der gjorde ondt dybt i sjælen. Du kan ikke skrive. Fire ord. Bare fire ord, men de var stærke de ord, de var mordere. De slog vores skriveglæde ihjel. De tog bolig dybt i os og forhindrede os fremover i at gøre det, der engang føltes både naturligt og glædeligt. Vi blev vores eget fængsel.

Men ved du hvad, det handlede slet ikke om skriveglæde eller om at folde historier ud dengang i klasseværelset. Det handlede om retstavning og grammatik. Det var ikke et kreativt eller sjæleligt anliggende, det var udelukkende et spørgsmål om at følge nogle regler og gøre det godt nok. Det var et spørgsmål om at passe ind i kasser, så vi kunne blive bedømt og få karakter. Det handlede ikke om kreativitet og skriveglæde.

Tilgiv dem, de vidste ikke bedre

Dansklæreren i femte klasse har mange ansigter. Det kan være en tante eller sågar ens egne forældre, der kommer til at sige noget forkert. Fordi de ikke vidste bedre. De vidste ikke, at ord kan dræbe. Ord er virkelig stærke, de er energi og de kan gøre så godt. Eller gøre ondt. Derfor må vi vælge vores ord med kærlig omhu, men det anede de ikke dengang. Så ser du, vi må undskylde dem og tilgive dem. De vidste ikke bedre. Skaden er sket. Og det er en skade, som vi må lære at favne. Engang i femte klasse sagde en dansklærer noget til os. Han eller hun fortalte en løgn, som vi valgte at tro på. Du kan ikke skrive. Men du kunne sagtens skrive. Det vidste hun bare ikke, for hun stirrede sig blind på ord, der ikke var stavet korrekt eller sætninger, der lød anderledes end hun var vant til. Eller også gjorde vores livlige fantasi hende bange. Kan du se det for dig? Kan du se, at hun blot var et bange menneske, som mødte et fantasifuldt barn? Det barn må jeg standse, tænkte hun og gjorde sig ekstra umage for at finde fejl og mangler. Fejl og mangler. Det er dem, vi husker. Suk.

Det kan være en tilfældig bemærkning, det kan være ord fra en ven, der sagde noget i delvis sjov. Ha ha ha. Latteren lød en smule hånlig og vi blev dybt sårede. Så sårede at vi aldrig skrev på den måde igen. Vi gik ikke længere på opdagelse i vores egen fantasi eller viste andre vores historier. Vi skjulte os og vi skammede os. Gemte os væk og de historier væk, der måske blev skrevet i dagbogen i lyset fra natlampen. Vi var som forbrydere i vores eget fængsel. Og vi gik videre gennem dage, måneder og år og mærkede kun en dyb og hudløs længsel efter at vende tilbage til det sted, hvor vi mistede vores glæde.

Vi kan vende tilbage til glæden

Men vi kan vende tilbage. Det starter med en intention; ”jeg ønsker at vende tilbage til det, hvor jeg mistede min glæde ved at skrive og skabe.” Sådan, så har du sagt det. Måske har du endda sagt det højt eller fortalt det til dit hjerte. Og dit hjerte nikker samtyggende. Der er intet, det hellere vil end at banke for din glæde. Der er så meget glæde og sprudlende kreativitet gemt i dig. Men du må rejse tilbage og hente det frem.

Rejsen starter i samme sekund, du vælger at møde op og skrive. Og hvis du ikke har lyst til at gøre det hele alene, kan du vælge at invitere mig med som coach og underviser. Du kan booke et skriveforløb – en skriverejse – og netop Skriv Din Sjæl har blandt andet til formål at hente glæden og kreativiteten frem igen. Her lærer du at skrive din sjæl eller at skrive fra sjæl og hjerte, om du vil. Jeg guider dig undervejs og introducerer dig for trædestene i form af øvelser og opgaver, der kan fragte dig over den flod af frygt og modstand, som før afholdt dig fra at gøre det, du drømmer om inderst inde. At skrive, give slip og lade komme.

På skriverejsen kommer vi både frem og tilbage. Men mest af alt forankrer vi os selv i nuet som skrivende sjæle og opdager, hvor godt det gør. Og hvordan vi med ét forandres, fordi vi tager længslen alvorligt og møder det, der bobler indeni. Og måske skal vi tilbage i klasseværelset og have en snak med vores dansklærer, men så gør vi det.

Du er din egen nøgle

Det gør godt at erkende, at det slet ikke handler om at slippe af med hverken frygt, modstand eller indre censor, men om at lære dem at kende, for hvad de er. Og måske gør det godt at vide, at alle andre har det som dig. Også jeg. Men på et tidspunkt lærte jeg at skrive mig om bag de døre, der findes bag frygt og modstand. Jeg opdagede, at jeg var min egen nøgle og at det var et valg, om jeg stak nøglen i døren og gik ind. Nu bruger jeg flittigt nøglen. Jeg hilser på både frygt og modstand og fortæller dem, at jeg vælger at gøre det alligevel. At gå igennem døren og gøre det, jeg drømmer om. Skrive.

Hvad hvis jeg fortæller dig, at du er din egen nøgle. At du selv er nøglen til de døre, der findes bag frygt og modstand. At du er den eneste, som kan skænke dig det, du længes efter og at ingen andre end dig kan gøre det. Gå gennem døren bag frygt og modstand. Vælge at møde op og skrive det, der skrives vil. Kysse dansklæreren på panden og fortælle hende, at hun er tilgivet. Og i øvrigt tilhører hun en gammel historie, der ikke længere tjener dig.

Du kan vælge låse døren bag frygt og modstand op og skrive dig fri. Og kun du kan gøre det, for du er din egen nøgle.

Kærlig hilsen
Lene

 

 låge3

 

 

Skriveworkshop

 

Valmuerkorn

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Skrivehuset og jeg inviterer hermed 6 kvinder med skrivelængsel til en spændende intuitiv skriveworkshop

Lørdag d. 9. maj 2015

Der er kun 6 pladser, fordi jeg ønsker at skabe en dag fuld af fordybelse, intimitet og nærvær. Vi skal sidde i Skrivehusets hjerte, spisestuen, med udsigt over have og marker. Vi skal skrive, meditere og gå på opdagelse i ord og stemninger.

Pris pr. person DKK 1000,-

som inkluderer kaffe, te, frugt og en sandwich og vand/sodavand til frokost.

Hvis du tilmelder inden den 5. marts får du 15% rabat på prisen og investerer således kun 850,- for denne skrivende sjæledag.

Tidspunkt fra kl. 09:30-17:00

Jeg vil tage jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivende selv gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og eventuelt en gåtur efter frokost, hvis vejret indbyder til det. Vi vil færdes i sjæletempo. Og det er ingen tilfældighed, at jeg har valgt en dag i maj, hvor alting blomstrer og frodigheden boltrer sig. Som ude så inde.

Tilmeldinger efter først-til-mølle princippet på e-mail skrivehuset@gmail.com. Og tilmelding er først gyldig, når du har indbetalt beløbet til Skrivehusets konto. Du modtager herefter en bekræftelse og senere får du en mail med praktiske oplysninger.

Jeg satser i øvrigt på at tilbyde denne skrivegruppe et videre forløb i løbet af efteråret 2015. Så hvis du har lyst til at tage din skrivelængsel alvorligt og blive en del af en forhåbentlig dejlig skrivegruppe, så er dette helt sikkert noget for dig.

Hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Begivenheden på Facebook

Kvinden der skrev sin sjæl

lysdans

I dag skal jeg skrive videre på min bog. Det er en bog, der handler om livet og skrivegerningen. Den er til alle sensitive, skrivende sjæle og mit håb er, at den vil bringe mod, inspiration og glæde til tvivlende hjerter. Er jeg god nok? Har jeg noget på hjerte? Er min historie værd at fortælle? Svaret er enkelt. Ja. Og det kan ikke siges tydeligt nok.

Undervejs

Min bog har været fire år undervejs, men det er først nu, at jeg ved, hvad den skal handle om og hvordan den skal skrives. Jeg har forsøgt mig med andre måder og det er der kommet tre romaner ud af, men ingen af dem er færdige endnu. De ligger pænt og venter som spirende frø i jorden. De ved, at deres tid kommer. Lige nu er det en anden historie, der vil fortælles og jeg vælger at møde op og lade den fortælle sig gennem mig.

Det er sådan det er. En intention om at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. At turde overgive sig og lytte så dybt indad, at alt andet forsvinder. En hjertelig intention og en dedikation.

Alt det, jeg fortæller og skriver om, er noget, jeg selv har oplevet og gået igennem. Jeg er kvinden, der allerede som lille pige vidste at hun skulle blive forfatter. Hun var forfatter. Hun fortalte historier og skrev, så snart hun lærte det. Det var hendes måde, hendes univers, hendes kald. Men hun skulle gå så grueligt meget igennem, inden hun igen stødte på den lille pige, der var hende. Hun skulle fare vild i en sådan grad, at hendes liv til tider kun var en skygge af, hvad det kunne være. Men så opdagede hun det igen. Lyset. Først en sprække, et glimt og så kom det. Lyset. Skridt for skridt. Ord for ord. Nu danser den lille pige til lyden af fingrene, der laver musik over tastaturet og fryder sig over kvinden, der nu nøjagtigt ved, hvad hun skal. Kvinden, der lyttede til sin sjæl.

Jeg lærte at lytte

Og hvad gjorde jeg så? Jeg lærte at lytte til min sjæl. Jeg lærte at skrive de ord, der kommer fra et dybt og kærligt sted i mig. Jeg øvede mig på at skrive, jeg mødte op og jeg forstod efterhånden, at min fornemmeste opgave var at slippe kontrollen og lade komme. Nu er det ikke så svært længere, men jeg møder skam stadigvæk min indre censor og mange andre sjove væsener, der gerne vil spænde ben og gøre livet lidt besværligt. Men mest af alt møder jeg mig selv. Min frygt, min modstand og min tvivl. Det findes ikke uden. I den accept sprudler en lille forløsning som en kilde af vished. I den accept starter forandringen og en rejse mod lyset. Det er blandt andet det, bogen kommer til at handle om. Tror jeg nok. For ser du, historier har det med at folde sig ud, efterhånden som vi skriver dem. Vi kan ikke vide det hele på forhånd og det er heller ikke meningen. Også forfattere må lade sig overraske og fortrylle, for kun sådan kan også læseren blive både overrasket og fortryllet.

Vi har alle en historie at fortælle. Vi har alle noget, der rører sig dybt i os og som gerne vil lyttes til. En smuk og stille stemme. Og når vi søger stilheden, sætter tempoet ned og lytter til de vidunderlige toner af vores sjæls sang, så begynder der at ske noget. En sprække, et glimt. Vi lærer at kun vi kan skrive lyset og glæden. Kun vi kan fortælle netop den historie, der er vores. Hvad end den handler om. Og det gør godt at skrive, tro mig, det er den største glæde, når vi bare gør det. Når vi skaber plads i vores liv og vælger at det skal være sådan. At der skal være skriverum og sjælemusik. Det er et valg.

Sjælemusik

Skrivelængslen kan føles som en subtil dråbe af noget, der pusler indeni. Og den er skrøbelig, den er sensitiv og til tider så genert, at man tror man aldrig lærer den at kende. Den skal lokkes frem, den kommer kun, hvis vi møder op og viser at vi er villige. Når vi sidder helt stille og med hele vores væren viser, at vi er klar. Og klar er ikke noget, man bliver. Det er noget, man er. Også det er et valg. Der kommer ikke nogen og griber fat i dig og siger: Du dér, du skal da skrive. Vi bliver sjældent opdaget af andre, vi skal opdage os selv. Og vi skal stole på, at de subtile toner af sjælemusik har noget betydningsfuldt og vidunderligt at fortælle os. Når vi skriver os gennem vores indre landskaber af frygt, modstand og tvivl. Der er bjerge og dybe dale, der er søer, floder og urskov. Det hører med. Men når vi først har skrevet det, så ser det anderledes ud. Vi får øje på sprækker, glimt og vi kan pludselig se det lys, der skinner som en kæmpemæssig lygte af kærlighed mellem træerne.

I dag skal jeg skrive videre på min bog … men sandheden er, at bogen skal skrives videre gennem mig. Jeg er blot et instrument.

”Må dine tårer komme af latter”, hvisker sjælen og kalder med sit salige pust.
”Kom nu, vi skal videre.
Mit smukke instrument af menneskehænder og hjerte.
Kom, så skaber vi sammen.
Kom.”

Kærlig hilsen
Lene

Skriv din sjæl
Skriv en bog
Andre spændende skriverejser og skrivecoaching

lysdans

Skrivende pilgrimme

Morgenlys

Har du nogen sinde tænkt eller mærket, at du har en bog i maven? Måske har du endda sagt det højt? Men det, der kan føles som en bog i maven er i virkeligheden en dyb skrivelængsel og en lyst til at sætte noget fri. Og når vi skal sætte ord på den følelse eller den længsel, så bruger vi ofte metaforen, at vi har en bog i maven.

Det handler til dels om, at vi ofte har så stor fokus på selve produktet. Og vi tror, at hvis vi har skrivelængsel, så handler det naturligvis om at skrive en bog. Vi er så fokuserede på mål og resultater, at vi ofte glemmer den skabende proces, som i virkeligheden ofte er det, vi længes efter. Vi længes efter at overgive os til noget større.

Bøger bor ikke i maver

Bøger bor ikke i maver. De skabes i gerningsøjeblikket. Så bogen i maven handler i virkeligheden om længslen efter at skrive og skabe. Det handler om lyst til at gå på skrivende opdagelse i noget, der kunne blive til en bog. På sælsom vis skriver historierne ofte sig selv, når vi møder op og tager imod dem. Vi kan forestille os, at vi lægger frø, vi gøder marker og vander haver eller at vi skriver os fra kyst til kyst og lægger spor. Senere kan vi vende tilbage og forbinde punkter, vi kan slette det, der er overflødigt og vi kan rette og finpudse. Vi kan plukke smukke sprogblomster i vores skrivehave.

Pilgrimsrejsende med pen og papir

At have fokus på resultatet kan faktisk dræbe glæden ved processen allerede inden vi går i gang. Naturligvis kan vi have masser af ideer til romaner, historier og noget, der kunne blive til bøger og det er fint. Det skal vi naturligvis give os i kast med og udforske. Men det gøres ved, at vi tør overgiv os til processen. Og når vi først helhjertede overgiver os og bare skriver, går på opdagelse og gør det, der også kaldes at lægge spor, så sker der noget med os. Vi glemmer tid og sted. Vi er opdagelsesrejsende i vores eget skrivelandskab, vi er pilgrimsrejsende med pen og papir. Skrivende pilgrimme. Skabende mennesker, der gør noget med vores længsel og vores medfødte kreativitet. Hvert eneste ord har skaberkraft og energi. Hver eneste sætning har noget at sige. Til os.

Jeg har skriverejsende i forløb, som i processen opdager, at de egentlig slet ikke har lyst til at skrive en bog. De troede bare, at det skulle være sådan, hvis de gik i gang med at skrive. At der skulle være et produkt i den anden ende, en slags målsætning. I stedet lærer de at udforske et dybere formål med det at skrive og kommer måske frem til en helt anden hensigt med skriverejsen. Og ideerne opstår undervejs. Når vi går på eventyr gennem ord og skriverier, møder vi også historierne undervejs. De kommer os i møde og kaster sig i vores favn. Det kan næsten føles som om at de bare har ventet på, at vi skulle møde op og begynde at skrive.

Processen er formålet

Det er på ingen måde et krav, at du har et produkt i tankerne, når du begynder at skrive eller booker et skriveforløb hos mig. Slet ikke. Det kan være at du simpelthen bare har lyst til at møde din længsel og tage den alvorligt. ”Jeg længes efter at skrive og sætte ord på noget og min hensigt er at finde ud af, hvad det egentlig handler det.” Se, det er et fint formål at have. Og jeg kan love dig for, at noget vil ske og folde sig ud, når du møder op og skriver.  Måske ender det med at blive en bog. En roman eller en samling fine noveller. Noget helt tredje. Men det er ikke produktet, der umiddelbart er skriverejsens formål. Det er processen.

Et magisk skift

Og så sker der noget. Det fortæller skriverejsende om gang på gang. Når de møder op, forpligter og dedikerer sig til processen, så begynder der at ske noget. Ganske langsomt. Et slags skift. Jo mere de arbejder med sig selv og skriver sig gennem øvelser, opgaver og i øvrigt også skriver rejsedagbog undervejs, desto mere ændrer de ydre omstændigheder sig. Det er som om der er magi i de ord, der pludselig formulerer drømme, håb og ønsker. Det er som om vi belønnes for at tage vores drøm alvorligt. Eller også er det noget helt andet. Vi opdager, at vi faktisk kan skabe os selv. At vi gennem skrivegerningen og de ord, vi sætter på, har fået helt vores egen tryllestav. Vi opdager noget, vi havde glemt. Vi får åbnet op for hemmelige skattekister og finder sandheder de utroligste steder. Modstanden har sælsomme døre, der knirker, når man åbner dem. Men de åbner sig. Og frygten fordamper, når vi møder den, skriver den og går igennem. Endnu en dør. En slags tærskel til noget andet. Ordene viser vej, vores egne ord og det, der opstår i processen.

Kreativiteten vokser

Synkronicitet opstår. Og det kan så sandelig også være, at bøger opstår. Eller novellesamlinger. Digte og dejligheder. For jo mere vi skriver og bruger vores kreativitet, desto mere er der af den. Energien vokser, lysten og glæden. Og inspirationen elsker os, fordi vi møder op og dedikerer os. Skriv, hvisker den, skriv lidt mere. Det gør så godt.

Jeg er dybt taknemmelig for at være en slags rejseleder for de skønne mennesker, der er i skriveforløb hos mig. På skriverejsen. Det er en gave at se, hvordan kreativitet og skriverier blomster og hvor glad, det gør. Det forandrer og det healer. Og det sætter en helt tydelig kurs for den videre rejse. For det står skrevet i horisonten med kærligt blæk:

Vi er skabt til at skabe

 

Kærlig hilsen
Lene

Morgenlys