At folde glæden ud

hundene og jeg_Mols

På skriverejsen, i de skrivecoachingforløb, jeg tilbyder og som er en helt personlig skriverejse for den enkelte, lærer du som skriverejsende blandt andet at folde det ud, der opstår undervejs.

Forestil dig, at du finder et stykke sammenkrøllet stof på din vej. Du ser det, samler det op og undrer dig. Så folder du forsigtigt stoffet ud og ikke alene ser og mærker du stoffet og dets kvalitet, registrerer mønster, farver og tekstur, du opdager også, at der var små skjulte skatte i stoffet. På samme måde som du foldede stoffet ud kan du folde ord ud og gå på opdagelse i, hvad de rummer af skjulte skatte til dig.

Ursula og Glæden

En kvinde på skriverejse gentager et ord eller et begreb mange gange og kredser rundt om det og den energi, som ordet indeholder for hende. Lad os kalde kvinden for Ursula.

Jeg vil gerne have mere glæde i mit liv, skriver Ursula. Hun fortæller gennem ordene om sin længsel efter at få mere tid og rum til glæde. Hun vil gerne være mere glad, så hun har lyst til virkelig at invitere glæden ind i sit liv. Ikke bare som en sjælden gæst, men som en slags subtil livsledsager, der skabes plads og rum til. Helt bevidst. Spørgsmålet er jo selvfølgelig, hvad der ligger gemt bag ordet af energi og hvad glæde egentlig betyder for netop Ursula.

På skriverejsen ville jeg sandsynligvis invitere Ursula til at folde ordet ud og gå på skrivende opdagelse i det ord, der rummer sådan en længsel og energi for hende. Hun folder så ordet glæde ud via skrivegerningen og finder ud af, hvad der bor i ordet “glæde” for hende. Hvad betyder det? Eller hvem bor i glæden?

At folde ord ud

At folde ordene ud via skrivegerningen er kraftfuldt og effektivt i forhold til at forstå og mærke, hvad der ligger af energi, potentiale, begrænsninger og skjult længsel for os.

Vi kan folde ordene ud på mange måder. En af måderne er at forvandle ordet eller begrebet til en person og simpelthen skabe en slags fortælling omkring ordet. Ja, vi går på opdagelse og gør det til en slags skrivende leg. Vi skaber en fortælling, men vi tænker ikke så meget over det på forhånd. Vi skriver intuitivt og lader komme. Indstiller os på, at være modtagelige og lyttende, for vi søger jo svar, beder om svar, og skal ikke selv opfinde dem i de øverste tankelag. De findes allerede et dybere sted og vil sandsynligvis være langt mere fyldestgørende og ærlige, end hvis vi forsøger at tænke os til svarene.

Fortællingerne hjælper os

At skabe fortællinger til at hjælpe os på skrivevejen og rejsen virker meget stærkt. Og faktisk føles det ofte, som om det i sidste ende er fortællingerne, der skaber os. Det er som om de ved, hvordan vi skal have ordene serveret og hvad der skal siges, beskrives og fortælles, så netop vi bliver berørt, forundret og til sidst forvandlet. Jeg oplever, at der opstår de smukkeste og dybeste fortællinger på den enkeltes skriverejse – noget, den skriverejsende slet ikke havde set komme, da hun lagde ud på sit skrivende færd. Og det er styrken i skriverejsen og forløbene, som jeg tilbyder. De er ikke på forhånd defineret, de udvikler sig efterhånden som du udvikler dig. Jeg sidder klar til at adressere det, der fylder for dig og skaber nye skriveøvelser og opgaver undervejs, som har til formål at virke som trædesten over de floder af frygt og modstand, du måske ellers var strandet ved. Du skriver dig vej gennem indre landskaber og møder ofte dig selv gennem forunderlige historier og fortællinger undervejs. Dine helt egne fortællinger.

Fortællinger som fyrtårne

Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys … og glæde. Når du ønsker at huske, det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os. Så hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel?

Mit påskeæg til dig – en skriveøvelse

Men et er Ursula. Noget andet er dig? Har du mon fået lyst til at prøve? Hvad er glæde for dig? Som et lille påskeæg til dig deler jeg hermed en skriveøvelse, hvor ordet “glæde” bliver forvandlet til en person, som du kan tage dig en god, dyb og skrivende snak med. Og du skaber selv forvandlingen.

* * *

Skriveøvelse – tag en snak med GLÆDE

Gå lidt på opdagelse i Glæde. Og jeg skriver det med stort, fordi du her skal forestille dig, at Glæde er en person, du kan besøge og tale med. En person, som højst sandsynligt er din ven og som kan hjælpe dig. Glæde har et vigtigt budskab til dig.

Forestil dig, at du tager din bil eller cykel og drager af sted for at besøge Glæde. Når du skriver, så lad være med at tænke for meget, bare lad det blive en strøm af ord, der ligesom bringer dig frem til destination, det sted, hvor Glæde bor.

  • Hvor bor Glæde, hvordan ser der ud, er det et hus, en lejlighed eller? Og hvordan er omgivelserne?
  • Du banker på og Glæde lukker op. Prøv at beskrive dette møde, dit indtryk af Glæde. Hvordan ser han eller hun ud, hvad mærker du?
  • Glæde byder dig indenfor i sit hjem. Hvordan ser der ud, hvordan dufter der, brug alle sanserne og mal med ordene, det du ser og oplever.
  • Mens du er på besøg, har du en god og givende samtale med Glæde Hvad fortæller han/hun dig?
  • Når du tager af sted igen, giver Glæde dig en helt speciel gave. Hvad er det for en gave?

Lad det gerne blive en lille historie, hvis du synes. Bliv så fortrolig og kendt med Glæde som du kan gennem dine egne ord.

* * *

Vigtigt – husk at lave opvarmningsøvelsen først!

Inden du laver skriveøvelsen og besøger Glæde, så lav endelig opvarmningsøvelsen. De fem minutter opvarmning gør underværker i forhold til at få lukket op til en dybere del af dig bag tanker og begrænsninger. Tankerne og begrænsningerne efterlader du på sin vis på papiret INDEN du begiver dig videre til den egentlige skriveøvelse og får skrevet dig lidt fri. Dit nye skriveudgangspunkt er således renere og støvsuget lidt for det værste tankegrums.

Så spring ikke over hvor gærdet er lavest. For det gærde er slet ikke, som det måske ser ud … Lav opvarmningsøvelsen!

Du finder opvarmningsøvelsen her.

Når tampen brænder er glæden nær

Jeg er spændt på, hvad du får skrevet dig frem til. For jo nærmere du kan komme det, der bor i glæden for dig, desto mere bevidst vil du blive om, at du får skabt rum og plads til netop det, der betyder noget for dig og bringer mere glæde ind i dit liv.

Jeg ønsker dig en fortryllende påske. Hyg dig med dit skrivende påskeæg og skab din egen glæde.

Kærlig hilsen
Lene

PS På billedet ser du mig og mine skønne hundepiger Keeva og Aimee på tur. For ture, naturen og mine hunde er noget af det, der giver mig allermest glæde. Og inspiration til fortællinger.

hundene og jeg_Mols

Hvad sommeren lærte mig

skyermark_goslow

Oplever du at inspirationen kommer til dig som lyn fra en klar himmel? Det gør jeg faktisk sjældent. Og Brenda Ueland skriver noget af det samme i sin skrivebog, som hun formulerer så fint:

“I learned…that inspiration does not come like a bolt, nor is it kinetic, energetic striving, but it comes into us slowly and quietly and all the time, though we must regularly and every day give it a little chance to start flowing, prime it with a little solitude and idleness.” – Brenda Ueland –

Jeg oplever oftere og oftere, at jo mere afslappet og tilbagelænet, jeg er i forhold til at skulle “præstere”, når det handler om at skrive fortællinger, historier eller digte, jo mere søger inspirationen mig, når jeg mindst af alt venter det.  Det er som om jagten på inspiration blot jager inspirationen længere væk. Som om man bliver en magnet, der i stedet for at tiltrække, frastøder det, man egentlig ønsker sig.

Hvad sommeren sagde

En sommer for et par år siden var jeg strandet på min rejse. Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde taget betydningsfulde skridt mod den forandring og siden forvandling, jeg ønskede mig i mit liv. Jeg havde sagt farvel til et fast job og et liv fuld af lunken mellemfornøjethed. Der var ingen vej tilbage. For veje tilbage har det med at lukke sig efterhånden som man bevæger sig videre. Vores veje skaber vi selv og når vi begynder at gå, så er det ikke bare vores ydre landskab, som ændrer sig. Faktisk forholder det sig sådan, at netop fordi vi forandrer os indeni og i tillid til processen træffer valg, som i langt højere grad udspringer fra hjerte og sjæl, jamen så ændrer det ydre landskab sig i takt hermed. Det bliver en slags afspejling af dér, hvor vi befinder os indeni. Lige nu.

Den pågældende sommer var jeg således kommet et godt stykke ud af en vej, som jeg ikke anede, hvor skulle tage mig hen. Jeg havde truffet betydningsfulde valg og jeg mærkede en subtil forandring og en vind af noget, der hørte fremtiden til. Men nu havde jeg jo lært, at der kun findes en tid og det er nu, så jeg gjorde mig ingen anstrengelser for at forudsige, hvad det mon kunne være, der ventede mig forude. Jeg sad med en masse løse tråde, som om jeg havde trevlet mit indre strikketøj op, men endnu ikke vidste, hvad jeg skulle strikke af det sjælegarn, der nu lå spredt på græsset foran mig og som snoede sig som farverige orme i sommervinden.

Dér sad jeg og stirrede ud i luften. Mærkede varmen fra solen og lod mig berolige af sommerens kærlige stemme.” Du har ikke travlt”, hviskede hun, Sommeren og kyssede mig forsigtigt på panden. ”Du er præcist, hvor du skal være. Man kan ikke forcere processen og sin indre udvikling. Du er som naturen, min ven, alt hvad du ser og oplever herude, de langsomme processer og vejret, som skifter. Lavtryk, højtryk. Buldrende torden og salig sommervind. Alt det rummer du selv. Jo før du kan acceptere det, jo bedre. Vær med det, der er og lev lige nu. I dette øjeblik. Senere vil du få de svar, du skal bruge. Men ikke før du virkelig har brug for dem. Svarene kommer, når de skal og når det er tid. Når du er klar. Ikke før og ikke siden.”

Jeg gav slip

Jeg lyttede, nikkede og så skete det. Jeg gav slip. Dér midt i haven, midt i sommeren og med himmellyset over mig som en kæmpemæssig lampe. Jeg hældte vand med citron op i mit glas og lod være. Tankerne fløj med sommervinden, for jeg havde opgivet at tænke mere over, hvad jeg nu skulle gøre. Måske skulle jeg slet ikke gøre noget? Måske var det virkelig som Sommeren havde fortalt mig. Jeg skulle bare lade være.

Sommerfuglen

Mens jeg sad med halvlukkede øjne og lod mig heale af sol og vind, dukkede den første gæst op. Forsigtigt landede hun på det hvide havebord foran mig og foldede sine vinger ud. Jeg åbnede øjnene helt og stirrede på det smukke insekt foran mig. En sommerfugl. Og nu er det jo sådan, at vi, når vi skriver, gerne må være så præcise som muligt, når vi beskriver noget. Et træ er ikke bare et træ. Nej, det er et egetræ, et birketræ eller en bøg. Giv læseren et dybt indblik og beskriv så detaljeret og præcist som muligt. Det er et godt skriveråd, jeg har for længst taget det til mig, men hvad sommerfugle angår, så kommer jeg til kort. Jeg aner ikke af hvilken slags de er. Jeg ser noget helt andet. Et symbol. Et smukt symbol på forvandling og da den fine sommerfugl med rødlige vinger landede på bordet foran mig, da så jeg mig selv på min rejse.

Jeg hilste kærligt på hende og lod hende forstå, at jeg havde set og anerkendt hende. Sommerfuglen. At jeg var taknemmelig for det budskab, hun bragte mig og at jeg ønskede hende fortsat god rejse. Hun sad lidt i solen og nød stilheden sammen med mig, så fløj hun pludselig videre og jeg mærkede et stik af sorg i hjertet. Sank en klump af usynlige tårer og skyllede ned med vand. Det er i grunden et forunderligt liv, sagde jeg til mig selv og lukkede igen øjnene.

Forsigtigt bankede de på

Jeg må have sovet lidt. Jeg ved det ikke, men pludselig hørte jeg en subtil banken af noget, der ville lukkes ind. Forvirret satte jeg mig ret op i stolen og stirrede ud i luften. Der var jo ikke nogen. Kun hundene, der havde smidt sig i skyggen, fuglene, insekterne, rådyrene, fasanerne og mine blomster i krukker. Stedmoderblomster, hortensia og den sibiriske valmue, som jeg nød godt af den sommer. Valmuen er min yndlingsblomst, ser du. Men der var noget andet. Og pludselig vidste jeg hvad. Jeg mærkede det fysisk, noget bølgede gennem mig. Selvom jeg også har oplevet tunghed og direkte fysisk ubehag, når historier eller fortællinger vil skrives, så var det denne gang en anden fornemmelse. Det var noget, der med samme legende lethed som sommerfuglen blidt landede et sted i min sjæl og ville skrives. Og det var hverken en fortælling eller en ny historie. Det var af gjort af dug, lethed og sommerduft. Det var et digt.

Jeg åbnede min notesbog, som jeg for det meste har med mig, for man ved jo aldrig, hvad der kommer og vil skrives, når man mindst af alt venter det. Jeg fattede min pen, lyttede og så landede det på siden. Det digt, der så blidt havde banket på.

Livet er en sjælden gave
Der er roser i min have
Der står kaffe på mit bord
Og i hjertet er der ord

Livet, roser, kaffe, hjerte
Jeg har lykke, jeg har smerte
Jeg har frygt og jeg har mod
Men min tro er stor og god

Livet, lykke, smerte, tro
I mig selv jeg bygger bro
Mellem lys og kølig skygge
Mellem sorg og sælsom lykke

Livet er en kostbar gave
Der er blomster i min have
Skabt af den, som skabte mig
Og taknemmelig, det er jeg.

* * *

Sådan fortsatte det den sommer. Det var digterens sommer. Det var letheden, der satte sin sproglige dagsorden midt i frustrationen over ikke at vide og følelsen af måske at være faret vild. Efterhånden blev jeg klar over, at hvis jeg bare satte mig derude og ventede, så ville der dukke noget fint og vidunderligt op. Jeg behøvede ikke at jage det. For hvem har nogensinde fanget en sommerfugl ved at jage den med sit net? Næh, hvis man sidder helt stille og bare venter, så kommer den ofte af sig selv. Og nu fanger jeg altså ikke sommerfugle, men den sommer fangede jeg digte. Digte, der gerne ville fanges og bød sig til. Jeg foretog mig intet andet end at åbne mig, give slip og tage imod.

Morgen langs marken, en luftig brise.
En dans, en duft, og flittige Lise.
Solen står til himmels for at skue.
Verden fra sin himmelstue.

Ser hun mon Lise, den gode sol.
En kvinde, et liv, i en liggestol
Som suger til sig af den kærlige kraft
Der er i den gule solskinssaft

Den nikker, solen, og hilser på sky
En rejsende gennem en himmelsk by
Af sommerduft og havblå dis
Usynlige stjerner og sommeris

* * *

Så kære ven. Hvis vi virkelig mener det, hvis vi åbner os og har en intention om at tage imod alt det gode, der faktisk blot venter på at vi skal opdage så og hvis vi tillader os selv at slappe af og give slip, jamen så kommer det til os, som komme skal. Svar. Løsninger. Inspiration. Digte. Fortællinger. Og sommerfugle.

* * *

Sidde med en kaffekop i regnen, knopper briste.
Give slip på koppen, spilde kaffe, dråber miste.
Stille, nu, et minde.
Kaffe, kop og kvinde.

* * *

Kærlig hilsen
Lene

 

sommermig

Så lad gå da

lettinggo

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det. Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Toshas mantra eller bøn kan også bruges som mantra eller sågar trylleformular på skriverejsen.  Jeg anvender det selv i forunderlig vished om (baseret på mange års erfaring) at det, der skal skrives og ønsker at blive skrevet, vil komme til mig og opstå i et øjebliks inspiration, når tid er. Mens det, som jeg forestiller mig i tankerne, ofte må lade livet for noget andet. At turde give slip, både på sig selv og sine forestillinger om ”hvordan” er en kæmpe gave på skriverejsen.

Jeg kan have nok så mange fixe ideer og forsøge at planlægge og kontrollere, hvordan det skal være. Både i forhold til mit liv, min virksomhed og med hensyn til den bog, jeg er ved at skrive. Men i den sporlæggende fase af bogen er det fortællingernes dagsorden og min egen efterfølgende ”aha” oplevelse, der bestemmer fart og måde. Igen oplever jeg at jeg ikke får meget ud af at have for stramme planer i forhold til ”hvordan. Det giver mig ofte kun frustrationer og en følelse af fiasko. Men hvis jeg bare møder op og skriver, lytter dybt og fortæller det, der kommer til mig og som jeg faktisk har brug for at skrive, så bobler det hele af en ny slags vellyst. Et besynderligt og godgørende flow, som jeg i grunden trives så godt med. Det er meget sjovere og langt mere eventyrligt på den måde. For man kan aldrig vide. Nej heldigvis da!

Prøv at drysse Toshas Silvers ord ud som tryllestøv over dit skriveprojekt eller brug dem som en slags hensigtserklæring, mantra eller som en bøn inden du kaster du ud i skriverier eller begiver dig på en ny skriverejse. Forsøg at skabe plads, tid og lyt i stedet for at forcere, planlægge og kontrollere. Hvem ved? Måske vil Toshas ord også blive din nye trylleformular, når du støder på forhindringer i dig selv?

For vi støder alle på forhindringer i os selv. I livet og på skriverejsen.

Kærlig hilsen
Lene

lettinggo

Giv tid

 

Giv tid_solopgang

Som jeg ser det er det ikke manglende værktøjer til en intellektuel fremstilling af historier, der gør at vi ikke får skrevet. De fleste kan lære at arbejde med struktur og plots og få en god fornemmelse af, hvordan man teoretisk set kan bygge en god historie op. Men det er ikke sjældent noget i det ydre, teknikker, regler, kasser og teori, vi savner.

Vi savner os selv!

Vi savner at kunne give slip og tage imod. Vi savner det legende, udforskende, eventyret og modet til bare at gå på opdagelse i, hvad der måske kunne være. Vi længes efter mod til bare at sætte os ved Kilden og spørge: Hvad mon der er til mig af inspiration? Hvilke historier eller fortællinger mon kommer mig i møde, hvis jeg virkelig formår at give slip og lader komme?

Leg, lyst og undren

Og nu tænker du måske, at det handler om at anstrenge sig i forventning om, at noget bestemt vil ske. Men den forventningsfulde, utålmodige anstrengelse gavner faktisk sjældent den kreative proces. Det gør legen derimod, lysten, nysgerrigheden. Hvis vi kan, hjælper det os på alle måder at finde det legesyge, udforskende og undrende barn frem, når vi skriver og skaber. Og det kan være gavnligt at stille spørgsmål. Skriv dem gerne ned på papiret eller i dit dokument, men lad være med at forvente dig svar øjeblikkeligt. Forestil dig i stedet, at du planter et lille frø i jorden, som først skal spire og gro. Du ved ikke hvornår, men på et tidspunkt dukker din blomst op som en solsikke på en sommerdag. Dit svar. Erkendelsen. Hvad du nu har brug for. Men du må give tid.

Den kreative, skabende proces er ikke en tur i overhalingsbanen på motorvejen. Glem alt om fart og præstationer. Prøv i stedet at have en intention om at ære processen, giv tid og stol på, at Kilden arbejder sammen med dig.

Min egen erfaring med den gode og til dels langsomme proces afholder mig fra at love dig hurtige og skudsikre resultater, hvis du indgår et skrivende samarbejde med mig. De færreste har brug for flere løfter om hurtige veje til varige forandringer. Derimod kan jeg af hele mit hjerte love dig, at jeg vil hjælpe dig med at sætte en god skriveproces i gang og at jeg støtter dig undervejs – med gode ord, opmuntringer, værktøjer og skriveøvelser der alle har til formål at åbne op og folde ud. For ofte handler manglende skriveglæde og eventyrlyst om, at vi blokerer i stedet for at åbne os. Vi blokerer for kreativitet og skriveglæde og dermed for det, der så gerne ville skrives gennem os.

Har du ikke tid? Eller bliver du lettere utryg ved tanken om at skulle overgive dig til en proces og en skriverejse, hvor du ikke er sikker på udfaldet? Tillykke, så er du nemlig ikke alene. Det er ofte undskyldninger om manglende tid eller frygt for ikke-at-vide, der afholder os fra at skrive. Den indre censor er faktisk temmelig skrap til at bruge TID og KONTROL som ammunition i sit kreativitetsødelæggende gevær. Manglende tid og behov for kontrol er også et udtryk for modstand, frygt og udsættelse af det, du drømmer om.

I skriveforløb hos mig, på skriverejsen, lærer du at SKABE tid. For naturligvis er du nødt til at møde op og dedikere dig til processen. Den kreative proces, skriveprocessen. Kun ved at skrive og blive ved lærer du dit kreative, skrivende selv at kende og finder ud af, hvordan DU bedst NAVIGERER. Og det er en af nøglerne til en god og vedvarende proces. At finde sin egen måde, sin stemme og sin måde at gøre det på.

Et skridt af gangen

Skriverejsen er ikke et quickfix. Jeg ville stikke dig blår i øjnene, hvis jeg påstod at Rom blev bygget på én dag. Vi tager sammen et skridt af gangen. Vi skriver os på vej, lærer at navigere, vi går på opdagelse og folder ud via skriveøvelser, opgaver og den gode udveksling, vi har sammen. For skriverejsen er en personlig rejse. Et pilgrimsfærd. Vi favner og forsøger ikke at springe over, hvor gærdet er lavets. Tro mig, jeg har prøvet. Det er ikke en fordel at forsøge at skyde genvej. Spørg i stedet dig selv hvad din skrivelængsel egentlig handler om? Og spørg så efterfølgende dig selv og her må du gerne forvente er ÆRLIGT svar – hvorfor tager jeg så ikke min skrivelængsel alvorligt? Hvad afholder mig fra at skrive?

Øvelse gør mester – kærlighed skaber mirakler

En musiker øver sig kontinuerligt på sit instrument og bliver langsomt bedre. På samme måde må du bevidst vælge at øve dig på dit instrument, skrivegerningen, og være indstillet på at turde lege lidt mere. Udforske lidt mere. Give lidt mere. Tid. Kærlighed. Tålmodighed. Tillid. Til dig selv og processen. For gør du det, så kan vi begynde at tale om mirakler.

Hvem siger, at det skal være nemt?
Hvem siger, at det skal gå hurtigt?
Hvem påstår, at man kan lære at spille på et instrument uden at møde op og øve sig?

Det hører du ikke fra mig. I stedet vil jeg med hjertet fuld af spirende forår sige til dig: Giv Tid. Og slutte af med at citere gode gamle B.S. Ingemann. Giver du tid, giver du kærlighed, til dig selv og skriveprocessen, så får du så mange mirakler igen, at du tror det er løgn …

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

Kærlig hilsen og glædeligt forår
Lene

Giv tid_solopgang

 

Tillid til din egen stemme

hjertespejl

Den største vej til at skrive unikt er at have tillid til din egen stemme og tillade den at trænge igennem.

Hjertelige intentioner

Jeg anbefaler dig at lave en hensigtserklæring fra hjertet. Det har ofte hjulpet mig på vej. Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Lad dine skriverier stå alene, giv dem lov til at ånde

Lad ikke dine skriverier afhænge af, om nogen måske har lyst til at udgive dig eller ej. Lad dine skriverier stå alene, lad dem være din gave til dig selv og måske endda til verden. Lad dem trække vejret og have sit eget liv og lad ikke andre fortælle dig, hvad de er værd eller ej.

I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it’s cracked up to be. But writing is!

Sådan siger Anne Lamott. Og mange andre forfattere giver hende ret. Lad ikke din skrivelængsel og skriveglæde blive bremset af tanken om udgivelse eller om, at du skal skrive på en bestemt måde på din blog og din hjemmeside. Udgivelsen af den bog, der måske ikke engang er skrevet endnu, kan være lige netop det, der gør, at du aldrig får bogen skrevet. Eller skrevet ret meget i det hele taget. Du behøver faktisk ikke at fokusere på produktet og lave glamourøse målsætninger. Og da slet ikke i starten af din skriveproces. Som regel folder det hele sig ud i perfekt og utænkelig perfektion, når du glemmer alt om netop perfektion og om at skulle præstere. Lær i stedet dig selv at ære processen.

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Hvis du ønsker at lære dit skrivende selv at kende, det, der findes bag tanker, begrænsninger og andres sikkert velmenende råd om ”Sådan-gør-Du”, så må du starte forfra og forkaste det, der fornærmer din sjæl. Hvis noget føles forkert og hvis det skurer som kridt mod dit hjertes tavle, jamen så er det da fordi det er forkert. For dig. Lyt til dig selv, lyt dybt indad og begynd så at lege med det, du ønsker at formulere. Hvornår har du sidst tilladt dig selv at lege?

Du kan ikke tænke dig til det

Hvad med bare at begynde at skrive? For du kan ikke tænke dig til det. Du er nødt til at møde op og gøre det. Ordene undfanges i gerningsøjeblikket på samme måder, som babyer bliver til. Der kommer ikke børn ud af at tænke. Vi er nødt til at møde op og elske. På samme måde er vi nødt til at møde op og elske os selv nok til at gøre det, vi drømmer om. Og er det at skrive – så skriv! Glem alt om bøger på en bestemt måde og begrænsninger, regler, undtagelser, grammatik og retstavning. Og for Guds og din egen skyld: Glem alt om ”sådan gør du”. Bare skriv og se, hvad der sker. Tag på eventyr i dine ord, skriv så meget at du glemmer tid og sted.

Der findes en sand vej for dig

Der findes ikke en rigtig måde som gælder flertallet, hvis du spørger mig. Men der findes en sand måde og en vej for dig. Og det er den vej, den måde, du en dag vil støde på, hvis du møder op og skriver. Hvis du under dig selv barnets nysgerrighed og narrens undren. Hvis du lader være med at læse alle de forkromede artikler og velmenende råd, der handler om mål, resultater og hvad der vil ske, hvis du ikke partout følger bestemte regler.

Lær dig selv at kende på ny

Lær dig selv at kende først, gå på opdagelse og forsøg at følge glæden, når du skriver. Prøv at lade dine egne følelser og impulser guide dig gennem skriverierne. Mærk efter, dybt i dig selv og når det føles godt eller du føler dig optændt af en særlig slags ild eller måske et stille suk af velvære, jamen så er du på sporet. Af din sjæls stemme. Af det, der er dit skrivested, din måde, din stemme.

Lad din intention eller hensigtserklæring sætte dig fri

Prøv først at formulere en hjertelig intention med dine skriverier, noget, der umiddelbart føles godt. Og lad gerne intentionen sætte dig fri fra dine tankers tyranni.

  • Jeg ønsker via mine ord, formuleringer og fortællinger at gå på opdagelse i …
  • Jeg har en intention om at sætte ord på mine indsigter, så de kan være til glæde for andre …
  • Jeg ønsker at skrive fra hjertet og med sjælen og sætter hermed mig selv fri fra alle på forhånd definerede regler og ”sådan gør du” …

Har du først formuleret en hjertelig intention og ærer den, så skal du se, så ved noget i dig godt, hvor du vil bevæge dig hen. Du behøver ikke at vide det mentalt. Du skal blot lade dig lede på vej. Af den indre stemme, af det, der flyder gennem dig, når du endelig giver slip på kontrollen og sætter fri.

Og jeg ved godt at det kan være svært. Men er det grund nok til at bremse dig?

Øvelse gør faktisk mester

For naturligvis er du nødt til at møde op, søde ven. Hvordan skulle ordene ellers kunne finde dig? Hvordan kan du lære at spille ordmusik fra hjerte og sjæl, hvis du ikke øver dig på dit instrument? Øvelse gør virkelig mester. Med tillad dig selv at lege, udforske og gå på opdagelse. Lad være med at dømme, tillad dig selv at skrive ”forkert”, lad hånt om retstavning og grammatik i første omgang. Og det kommer faktisk fra en tidligere korrekturmoster, jeg kan godt sige dig, jeg har havde om nogen styr på retstavning og grammatik, for det er jeg faktisk uddannet til og det har jeg været god til det meste af mit voksne liv. Det var det, jeg kunne. Men. Ved du hvad? Det gjorde mig ikke glad. Det fik ikke mine skriverier til at flyde. Jeg var nødt til at lægge en stor del på hylden for at kunne sætte fri. For det var jo slet ikke den måde, jeg længtes efter at skrive på og det var heller ikke det, der kom frem, som jeg egentlig ønskede at sige og fortælle.

Nu kan jeg endelig sige som Picasso:

Learn the rules like a pro
So you can break them like an artist

Når ”Sådan gør du” ikke tjener dig

Måske kender du alle reglerne og du mærker, hvordan de giver dig en vis skrivemæssig sikkerhed, men samtidig begrænser de dig og afholder dig fra at skrive frit og flydende? Du har fået at vide ”hvordan” og du har læst utallige nyhedsbreve, blogge og måske endda været på kursus i ”sådan gør du”. Du ved det hele, du mestrer det endda måske, men alligevel føles det forkert dybt i dig. Det gør dig ked af det, frustreret og det hæmmer dig i at folde dit sande selv ud. Dit sprog bliver stift og hakkende, det, du har lært, føles som en kæmpe kæp i skrivehjulet. Og det gør dig ikke glad, det gør dig snarere sorgfyldt og stresset.

Og du føler måske et stik af længsel og misundelse, når du læser noget, der er skrevet fra hjertet og som vækker dyb poetisk eller sjælemæssig genklang i dig? Nogen formulerer det, du føler? Nogen siger det, der blot er et subtilt suk af noget dybt i dig?

Start forfra

Er det sådan, det er? I så fald er det nok fordi du ikke har gjort dig selv den kæmpe sjæletjeneste at starte forfra. Tage på en ny slags rejse og forlade alt det, der ikke tjener dig. Det kan du gøre ved at skrive selv og starte en ny proces eller du kan tage på skriverejse med mig, men lov mig én ting. Bed mig ikke om 5-trin til hurtige resultater og ønsk dig heller ikke tryghed. Tryghed er ofte et slags fængsel. Vi er nødt til at åbne lågen til buret, lette og stole på, at vores vinger kan bære. Vi skal på skrivende pilgrimsrejse, vi skal ud under åben himmel, vi skal ikke skabe flere unødige og frygtbaserede kanteregler. Lad i stedet rejsen være et slags eventyr.

Og har du et dybtfølte ønske om at skrive en bog, så deler vi processen op i flere bidder. Allerførst går vi på opdagelse og sætter fri, senere kan vi indfange og formgive.

Kære du, du er alt for værdifuld og særlig til blot at være en kopi. Hav tillid til din egen stemme. Du har sandsynligvis helt din egen måde og det er den, du skal ud ind og finde. Men lad være med at forestille dig det hele på forhånd. Gå i stedet på eventyr og lad det komme, der vil komme. Sæt fri, giv slip og tag imod. Giv nysgerrighed, undren og kærlighed til processen. Hav tillid til, at du sagtens kan.

For det kan du. Du er værdig. Verden behøver din stemme og dine fortællinger. På din måde.

Kærlig hilsen
Lene

hjertespejl

 

Jeg fik hjælp af en fugl

Frie fugle

Der findes ikke et bedre tidspunkt end nu. Der er ikke noget mere velegnet sted end dette her. Dér hvor du er. Lige nu. ”En dag vil jeg skrive” siger du og tror, at du mener det. Men når den dag kommer, føler du dig stadig ikke klar.

Du forestiller dig at det er en bestemt følelse, et ståsted i livet, hvorfra du med både udsigt og indsigt kan skue ud over landskaber og skrive dem. Først da er du værdig, parat og klar. En dag, siger du til dig selv og ser løgnen kravle hen over gulvet som en edderkop. Men den dag kommer aldrig. Den dag er altid nu.

Og så dukkede Harald op

Haralds sorte skikkelse er som en blækklat i det nu sneklædte landskab. Forsigtigt daler sneen som for at prøve det af. Kan jeg nu finde ud af at sne? Men det kan sneen godt. Den er faktisk skabt til at sne. Og på samme måde er vi skabt til at skabe. Skrive. Spørg bare Harald. Han nikker og vælger en gren lidt tættere på. Nu kan vi bedre se hinanden og jeg gør tegn til ham om, at jeg gerne vil høre hans bud på det at være klar. Hvad indebærer det, hvad kræver det?

Han ler højt og børster et par snefnug af fjerene.

’Hvad kræver det at leve? Du møder op og trækker vejret. Du er skabt til at leve. Du er levedygtig. Og du er værdig.’ Han ser sig omkring, som om der findes et slags svar i den dalende sne. Så vender han sig igen mod mig og åbner sit næb, så en smuk melodi kan komme ud. Tonerne når mig og jeg mærker en velsignet velkendthed svøbe sig om min sjæl. Vi taler samme sprog, Harald og jeg. Ja, han er en fugl, jeg er et menneske, men det er underordnet. For inderst inde har vi samme sang. Det hører jeg nu, noget i mig kender de toner, jeg tager mig selv i at nynne med. Og mens jeg nynner, mærker jeg en lille glæde trænge sig på. Den er som en perle af visdom og genklag, der varmer. Her dybt i vinteren. Dybt i mig.

’Det er den største fejltagelse af dem alle’, fortsætter Harald, mens melodien lyder i baggrunden. ’At vi skal blive klar. Det er en evig udsættelse af det uundgåelige. En evig længsel, der aldrig vil blive forløst. Den vokser sig kun større og stærkere og en dag er den overbevist om, at den aldrig kan blive til en sang. Et ord. Skabelsen, siger Harald og slår ud med vingerne, så han næsten letter fra sin gren i snelandskabet, den sker i processen. Når vi læner os mod vores grænser og mærker sårbarhedens sang. Når vi vælger at synge den alligevel og finder styrken lige dér, hvor det var mest svært. At blive klar’ … han ryster på hovedet, så fjerene danser i vinden. ’Klar er ikke noget man bliver, det er noget man er.’

Han er en klog fugl, Harald. Det kan du nok forstå. Og jeg nyder at sidde her sidst på formiddagen og betragte ham. Sort mod hvidt, han er som bogstaver på papiret. Han er sin egen historie og han ved det. Han stoler på sin intuition og han ved, at han kan flyve. Desuden ved han noget om livet, som mange mennesker ville misunde ham. Misunde ham uden at vide, at de selv bærer rundt på den selvsamme visdom. De tror, at det kun tilkommer andre at være kloge. Vise. Fulde af visdom og vidunderlige ord. Men hvordan kan vi vide, hvilke ord der bor i vores sjæl, hvis vi ikke møder op og skriver dem?

Han nikker. To andre fugle lander på grenen ved siden af og vil være med. De åbner næbbene og snart lyder et trestemmigt kor af snefnug og sjælesang. Lydløse fodtrin åbner døre i mit indre og en tåre trænger sig på. Stearinlysene brænder, deres blafrende flammer danser til lyden af livet. Nogen spiller piano. Jeg kan høre tonerne og rejser mig for bedre at kunne se ud af vinduet. Men jeg ser kun de tre fugle, Harald og hans to venner, i det nøgne vintertræ og sneen, der daler i takt. Noget sker derude, noget skabes. Og jeg er en del af det hele.

’Og du er klar!’ Harald smiler til mig og gør mine til at lette. Du er klar. Skriv så!’

* * *

Kære ven

Hvad skal der til, før du føler dig klar? Hvor længe vil du udsætte det, du længes efter og drømmer om? Den skrivelængsel, den lille misundelse, det stik du mærker, når andre udtrykker noget på en måde, som du drømmer om at gøre det. Den længsel, den misundelse. Hvad fortæller de dig? Misundelse er en grim ting, det har vi lært, men prøv blot at se på misundelsen som et kærligt tegn i stedet for? Stop op, slå ikke dig selv i hovedet, vent nu lige lidt. Hvad fortæller Misundelse dig? Kunne følelsen af den lille bandit mon skyldes, at du inderst inde drømmer om at gøre noget af det samme? På din måde?

Historier og fortællinger hjælper os

Og fortællingen om Harald? Den dukkede op midt i vinteren, da jeg troede, jeg skulle skrive noget helt andet. For vi får ofte hjælp af både historier og fortællinger, når vi møder op og skriver. Og vi må indstille os på overraskelser, for det bliver ikke altid helt, som vi troede det ville blive. Vi kan ikke tænke os til det. Skræmmer det dig? Eller mærker du et stik af nysgerrighed, lyst og måske længsel efter “bare at gøre det”? Skrive. Skabe. Leve. Eller flyve?

Det er en vidunderlig rejse, hvis du spørger mig. Skriverejsen.

Kærlig hilsen
Lene

Frie fugle