Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse

Uvedkommende ingen adgang

cropped-2011-november-003_b.jpg

Den historie, jeg nu vil dele med dig, stammer fra min egen skriverejse. Som du måske husker, er det ofte sådan på skriverejsen, at fortællingerne hjælper os. De skaber nye døre, åbninger eller jernlåger, som den min historie her handler om. Jeg vil ikke sige så meget mere her, men blot lade historien stå for, hvad den er. En fortælling, som også handler om at turde og mod er vigtig, når vi begiver os på sjælerejse, skriverejse, og begynder at folde ud. Mod til at åbne den jernlåge, der kan synes så tung og mod til at se gennem fingrene med det tilsyneladende, som skiltet, der siger til os: Uvedkommende ingen adgang.

Kærlig hilsen
Lene

Laagen

’Kom ind i min historie’, siger hun og svæver gennem luften som et usynligt fnug. Jeg ryster på hovedet, jeg kan ikke se hende, selvom noget i mig har registreret hendes eksistens. Kan man se med andet end øjnene? ’Lyt nu’, fortsætter hun uanfægtet og lander på skrøbelige sekunder i min bevidsthed. ’Luk øjnene og lad være med at prøve at forstå. Din trang til forståelse er som en kniv, der skærer gennem sandheden. To dele. Den ene må vige, sandt eller falsk.  Men der findes en anden vej, ind, noget kalder, kan du ikke høre det?’ Jeg anstrenger mig, forsøger at skærpe mine sanser, øjnene glider i og det hjælper faktisk, det er slet ikke så mørkt. Lydene borer små huller af lys, de er som orme, uden arme og ben smyger de sig og baner en fin vej. Jeg kan høre et hjerte slå, det må være mit eget, så jeg forsøger at isolere den lyd. Jeg kan mærke suset fra hendes vinger, fornemme den intense måde, hvorpå hun holder sig i luften på, koncentreret, fokuseret og alligevel uanstrengt. Hvem er du, spørger noget i mig, men så husker jeg hendes ord. Lad være med at prøve at forstå. Hvordan skal jeg dog det, noget i mig protesterer, er det ikke sådan, jeg altid lærer? Jeg søger forståelse.

Hun smiler til mig gennem mørket. Øjnene er lukkede, men jeg kan se ormene og det lys, de fanger. Dybe vejrtrækninger, jeg finder roen, nogle lyde bliver svagere, mens andre vokser. Fugle, der er fugle nu, jeg fornemme deres skønsang og lyden af vingerne, der kærligt rammer nye luftlag. Og så pludselig ser jeg den. Lågen. En smuk gammel smedejernslåge, en slags åbning i en gulkalket mur. Træer og buske vokser på begge sider af lågen, noget vildt boltrer sig som kontrast til mine bange anelser. Jeg går nærmere, fodsporene knaser i gruset og små kviste knækker fornøjet. Den er smuk, lågen, gammel og rusten, men detaljerne står skarpe frem, fine cirkler, kruseduller og snoede stænger.

Lydene forstummer, jeg opdager pludselig at jeg er alene nu. Hun er forsvundet, fornemmelsen af hendes silkegjorte vingeslag er drevet videre. Men lågen er tydelig og det står endvidere klart, at den er lukket. En stor jernstang med et rustent greb holder fast på de to sider af lågen og samler det hele. En gave, jeg lader nysgerrigt mit blik glide videre og mødes af et frodigt buskads. En sti snor sig på den anden side og fører et hemmeligt sted hen. Hemmeligt, vel sagtens, fordi nogen har lukket lågen og gjort sig umage med at låse den. Uvedkommende ingen adgang, der er ingen ord, men billedet er tydeligt. Det går op for mig, at jeg ikke aner, hvorfor jeg står her. Foran en gammel låge og et frodigt landskab fuld af kriblende løfter om eventyr. Hvad mon der er på den anden side? Og hvad vil der ske, hvis jeg lukker lågen op, fjerner jernstangen, bryder seglet og går ind?

Var det mon det, hun mente? Feen med vingerne, jeg kalder hende fe, men jeg aner jo egentlig ikke, hvem hun var. Jeg har ikke engang set hende, jeg har bare hørt hende. Kom ind i min historie, sådan sagde hun da og pludselig går det op for mig, at hun faktisk opfordrede mig til at gå ind. Jeg kan ikke se en historie, men jeg står foran en låge. Kan den være indgangen til hendes historie? Opfordringen var klar, men jeg tøver. Tankerne tager over og jeg er pludselig den uvedkommende, som ingen adgang har. Du er smuk, fine låge, jeg kærtegner de kolde jernstænger og lader mine fingre glide over krusedullerne. Deres kølighed forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt gysen. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg vil gerne trække mig og gå lidt væk, jeg er for tæt på, men mine fingre insisterer.

Pludselig knirker lågen faretruende. Det giver et sæt i mig og jeg trækker min arm til mig. Den føles mærkelig tung, som om nogen holder fast i den. Modstand, jeg anstrenger mig og falder næsten bagover.

Lågen åbner sig. Jernstangen fjernes af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset med et smæld. Jeg tror ikke mine egne øjne, men kommer så i tanke om, at de slet ikke er åbne. Men hvad er det så, jeg ikke tror?

Mon fortsættelse følger?

Fra min egen skriverejse, tekst og billede
Lene Frandsen

Intuitionen, din gave

Intuitionens lys

I mindfulness møder vi barnets umiddelbare nysgerrighed i princippet ”beginners mind”. Her handler det om at møde verden med et åbent sind, uden forbehold, forestillinger eller antagelser. Vi betragter det, der er lige nu. Nuet i sin reneste form og på skriverejsen ordene, som de triller ud på papiret. Vi formoder ofte, at vi ved besked, men det er løgn. Det er noget vores tanker bilder os ind. Fra frygens højborg i egoets hule får vi at vide, hvordan det hele forholder sig. Og denne forudindtagede indstilling til verden omkring os forhindrer os i at opleve ting og situationer, som de er.

Og forhindrer os i at skrive frit, levende og sprudlende fra sjælen for den sags skyld.

Den åndelige gave – intuitionen

Men det forhindrer os også i at bruge vores intuition. Vores sjette sans, som efter min mening er den vigtigste sans af dem alle. En sans, som vi måske har glemt at bruge og udvikle, fordi vi har lært at der kun findes fem sanser og at vi skal navigere og handle udelukkede fra det rationelle sind. Men øvelse gør som bekendt mester. Også når det gælder intuitionen.

Øjeblikkets magi

På skriverejsen (personlige skriveforløb) og på mine intuitive skriveworkshops i øvrigt møder vi op i nysgerrighed og med undren og vælger at være åbne og modtagelige. Ingen fortid, ingen fremtid, kun lige nu. Dette øjeblik er magisk. Det er her, vi skal hente vores inspiration.

Hvad tænker du nu? Fortæller dit sind dig, at det da lyder meget godt, men at du ikke kan finde ud af det? At det er for underligt og kryptisk? Det er typisk sind og tanker, i egoets land hungrer vi efter kontrol. Og det har vi på ingen måde, når vi begiver os ud på hverken skriverejse eller som deltager på mine workshops. Heller ikke som underviser, jeg er skam også nødt til at give kontrollen op og danse i øjeblikket. Vi er i samme gyngende båd. Heldigvis har jeg øvet mig og er ved at være ret god til det, selvom det stadig skræmmer mit skælvende ego.

Vi slipper tøjlerne og lader noget andet og større komme til. Vi åbner os og tager imod. Og det er ikke let, nej, den indre censor og sabotør gør sit for at tilbageholde os i frygtens hule, men skulle det være grund nok til at forhindre os i at tage af sted på noget, der kunne blive vores livs transformerende skriveeventyr eller nogle smukke timer eller dage i selskab med ånd, intuition og skaberkraft?  Nej vel?

Det er visdom at stole på hjertet.
– George Santayana –

Intuitionen er flydende

Og intuitionen flyder ligesom livet. Den er ikke fikseret, statistisk eller ubøjelig og den påstår ikke hårdnakket, at den har ”ret”. Den slags kævlerier hører egoet til. Intuitionen røber ganske enkelt hvert øjeblik og hvad der er sandt, lige nu. Som øjeblikket forandres, gør din indre stemme det også. At lytte til den indre stemme og følge den er nærmest ligesom at surfe. Og man kan ikke surfe, hvis man ikke er til stede her og nu, i dette øjeblik.

At skrive intuitivt og følge sine indre impulser, lytte til den indre stemme, er en af forudsætningerne for at skrive sin sjæl. Men selvom du måske synes, at det lyder svært og du ved, at du ofte overhører din indre stemme – af den ene eller anden grund – kan du sagtens træne din intuition op og blive skarpere. Men du må øve dig i at lytte og handle i overensstemmelse med det, du hører og fornemmer. Ja, for intuitionen benytter sig skam ikke kun af din indre stemme, det kan også være en kropslig fornemmelse eller en anden form for impuls.

Din sjæl skriver dig

Skriv din Sjæl forløbet hjælper dig på vej i forhold til at skrive intuitivt og fra sjælen. I processen og uden hastværk lærer du via øvelser, opgaver og vores indbyrdes udveksling, det allervigtigste på skriverejsen, at skærpe din skrivende intuition og tage imod det, der kommer. Og jo mere du skriver og øver dig, desto bedre bliver du til det. På et tidspunkt vil du nærmest opleve, at du ikke længere skriver din sjæl. Det er din sjæl, der skriver dig.

Gør det selv, men gør det – for din egen skyld

Men du behøver selvfølgelig hverken at tage på skriverejse eller deltage på en af mine workshops for at arbejde skrivende med din intuition, selvom du skal være hjertelig velkommen. Vil du gøre det selv, så er det bestemt også muligt. Start lige nu. I dette øjeblik.

Vær bevidst om din intention

Hvad mærker du, når du læser disse ord? Eller hvad hvisker din stille stemme? Prøv at lytte så dybt og intenst, du kan, uden at anstrenge dig for meget. Du kan også prøve at skrive det. Og øv dig så efterhånden at handle på det, du hører og bliver fortalt. Mærk efter og brug hele dig, også din krop. Den er klog og er fuld af vigtige budskaber. Vis din sjæl, at du er åben for vejledning og at du tager imod. Vær helt bevidst om din intention og formuler den gerne på skrift: Min intention er at blive bedre til at lytte til min intuition, min sjæl og følge de anvisninger, jeg får. Brug gerne andre ord, skriv det, så det føles godt og mærkes rigtigt for lige netop dig. Skriv aldrig noget, som fornærmer din sjæl – find dine egne ord og din formulering. For det er det, der føles godt og rigtigt for dig, der virker. Det er din personlige tryllestav.

Vi har glemt gaven

Det intuitive sind er en hellig gave og dets rationelle sind dets tro tjener.
Vi har skabt et samfund, der ærer tjeneren, men som har glemt gaven.
– Albert Einstein –

Hvorfor ikke bruge din medfødte gave til at guide dig vej og skabe netop det liv, du inderst inde drømmer om? Gaven, din intuitive viden, er kontakten til din ånd. Den guddommelige ånd, din sjæl, som er inde i os alle og som oplyser vores vej som et lys i mørket. Den er vores beskytter og den rummer også vores kreative genialitet og vores livsglæde. Jo mere du ærer din ånd, din intuition, din sjæl, desto mere vil den dukke op og hjælpe dig, guide dig og støtte dig i alle mulige og umulige situationer.

Også på skriverejsen!

Kærlig hilsen
Lene

Intuitionens lys

En hjertelig intention

snartsommer

Kære ven, jeg ønsker at skrive noget fint til dig. Sende ord og toner i din retning, så du gennem det univers, der skabes i dit indre, når du læser mine ord, opdager de steder, hvor du berøres og hvor det, der formidles gennem mig, vækker dyb indre genklang. For lige dér er en åbning. Et lys, der trænger igennem. Måske et særligt sårbart sted, som umiddelbart vækker en følelse af sorg? Eller dyb glæde? En subtil smerte, der som en sommerfugl med blafrende vinger sender vibrationer gennem tid og rum og skaber en ny slags åbning. Et ord. Tre sætninger. Hvordan kan hun dog vide? Det er jo mig, min følelse, netop det ord, de toner, den stemning.

Lyden af bølger mod stranden og store sten i mørkningens lys. Fortiden. Fremtiden. Nu. Du vandrer lige dér, hvor jeg også har vandret, og opdager, at det, du troede var slutningen, en solnedgang og så farvel, i virkeligheden er kimen til en ny dag. Et lys. En stjerne. En følelse af noget andet. Subtilt fornemmende, sansende og dansende gennem de ord, du nu læser og som nu ikke længere bare er ord.

Jeg ville ønske, at jeg havde skrevet de ord. Eller noget lignende. Men det kan jeg ikke, jeg er ikke … Jo du kan! Og jo, du er!

Du får lyst til at skrive selv. Din længsel glider langsomt op på nattehimlen og ligner til forveksling fuldmånen. Rund og fyldig forvandles hun til sølv på nattens blide bølger af indsigt. Hvor smerte ikke længere er noget, vi flygter fra, men som vi skriver os gennem. Formulerer. Giver tid, kærlighed og healing. Og selv det vi ikke helt forstår, lærer vi efterhånden at give slip på. Vi behøver ikke altid at forstå. Det er godt nok blot at gå igennem via ordene og tilgive det, der tilgives skal. Det er som om ordene kender vejen og som månen lyser havet op og kaster sølvstjerner på det, der før blot var … frygt?

Fortællinger opstår og på magisk vis hjælper de os …

For alting er tilsyneladende. På skriverejsen opdager vi på et tidspunkt, at vi kan lade os fragte gennem ord og stemninger. Det er som om noget i os ved besked om, nøjagtigt hvor vi skal hen for at heale. Siden hen kan vi rejse os og drage videre med nye indsigter og erkendelser i hjertet. Som om noget i os kender det perfekte sted, hvor vi endelig kan stille den tunge rygsæk fra os, vi har båret på så længe og drage videre med lethed i krop og sjæl. Et ord, et skridt af gangen. For uden at vide det skiller vi os langsomt – gennem ordene, gennem skriverierne – af med det, der ikke længere tjener os. Vi lærer det at kende, for hvad det er, og i den skrivende accept som ofte opstår, er alting med ét forandret. Nyt. Så hviler vi lidt i tomrummet, mærker den indre stilhed, den søde smag af ingenting og rejser videre.

Havde det ikke været for ordene, sætninger og alle de historier og fortællinger, der som månen gled op på min indre nattehimmel og lyste for mig på min vej, var jeg aldrig kommet så tæt på hjem, som jeg er nu. Så havde jeg vist aldrig helt fattet, hvad min sjæl egentlig sang om, andet end i de velkendte øjeblikke af dyb genklang, når andre spildte sjælekrummer på egne livsrejser. Musik. Fortællinger. Alt det, jeg blev inspireret af og var taknemmelig for, at andre kreative sjæle delte. Men jeg var nødt til at skrive og skabe det selv, det, der for mig gjorde forskellen.

Og hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk satte mit indre kompas på sjælekurs, da jeg i begyndelsen af min egen skriverejse formulerede intentionen, min helt egen hensigtserklæring: Jeg ønsker at følge mit hjerte.

Og jeg fulgte mit hjerte. Gennem tykt og tyndt. Jeg skrev det, jeg formulerede det og jeg opdagede efterhånden, at jeg ofte var nødt til at forlade tankernes land og give slip på mine forestillinger om hvordan. Her har min meditationspraksis været en uundværlig hjælper. Jeg lærte stilheden at kende og opdagede, at den var en ven. Et hav af kærlighed. Og først da jeg vovede at slække på kontrollen, en lille bid af gangen, fik jeg for alvor hul igennem. Det hul, hvor der nu strømmede sjælemusik, indsigter og erkendelser, der var som skabt til mig. Og glæden kom tilbage, den nærmest barnlige, eventyrlystne glæde ved at skrive og fortælle historier. Blandt andet. Pludselig turde noget i mig give pokker, nu dansede jeg jo med daggryet og opdagede, hvordan jeg virkelig er min egen vejs skaber.

Selvom vejen skabte mig. Et skridt af gangen, et ord, en tone.

Og du, min ven, kan vælge at gøre det samme. Formulere en hjertelig intention og lade den fragte dig. Gennem ord, stemninger, måske på skriverejsen, eller også på din helt egen måde. For der findes en måde, som er perfekt for dig. En vej. Din vej. Lad den vej vælge dig, som min vej valgte mig. Lad det komme.

Kærlig hilsen
Lene

snartsommer

 

 

Jeg skriver det bare

Gennembrud_lysforår

Samtidig med at jeg har skriverejsende i forløb, deres helt eget skrivende pilgrimsfærd, fortsætter min egen skriverejse i det uendelige. Det går efterhånden op for mig, at jeg stødte på guld, da jeg for nogle år siden begyndte at skrive mig fri. Det var som om nogen eller noget ledte efter en åbning i mig, så jeg kunne lære at tage imod alt det fine, der er til mig – både i Universet og i mig selv – og naturligvis måtte det jo være skrivegerningen, der for mig blev den åbning. Jeg har altid elsket at skrive og fortælle historier, men jeg lærte ganske tidligt, som så mange andre, at skrive på en anden måde end den, sjælen benytter sig af, og derfor skulle det tage lang tid, inden jeg fandt tilbage til den vej, der på forhånd havde valgt mig.

Min korrekturmoster er sat på hold

Nu er min korrekturmoster og grammatiske perfektionist sat på hold, indtil jeg inviterer hende på banen. Og det accepterer hun. Vi har lavet en god aftale, selvom det har krævet utallige benhårde forhandlinger, blod, sved og tårer inden det kom så vidt. Men det lykkedes os at nå til enighed. Nu arbejder vi i stedet sammen og det fungerer ganske perfekt.

En Camino af ord og stemninger

Jeg er nu helt bevidst om, at min måde er skrivemåden. Jeg arbejder kontinuerligt skriftligt med mig selv og er for evigt på min helt egen skriverejse, en Camino af ord og stemninger, som aldrig slutter. Og jeg har lært, at hvis jeg vil i kontakt med min sjæl, så er der tre ting, der skal danne ben på mit livs taburet. Stilhed (meditation), natur og skrivning. For skrivning er ikke længere et spørgsmål om retstavning, grammatik og forsøg på at boltre mig intellektuelt i forestilling om, at jeg er nyt skrivende geni. Jeg er ingen Tolstoj. Men det er i grunden fuldstændigt tåbeligt at sammenligne sig med nogen som helst. Den slags er guf for egoet og fører til sorg, frustration og skriveblokering. Det er snarere et spørgsmål om at finde helt sin egen måde, at gå på opdagelse i det, man selv rummer, at finde helt sin egen stemme og vej, der igen åbner nye veje og stier til det indre eventyr.

Out beyond ideas of wrongdoing
and rightdoing there is a field.
I’ll meet you there.
– Rumi –

Det handler om min egen tilstand

Uden at tvivle på det, mærker jeg nu at noget i mig ved præcist, hvad det er, jeg er kommet for. Min sjæls agenda eller mit livsformål, om du vil. Og jo mere jeg stoler på det, lytter dybt indad og bliver i det felt, hvor jeg mærker varme, dyb genklang og en forunderlig fornemmelse af kærlige vingefang, desto mere er livet med mig. Alt det, jeg forestillede mig, at jeg skulle ud og erobre, kommer til mig uden at jeg skal anstrenge mig synderligt. Jeg skal blot gøre det, jeg er bedst til. Og så skal jeg søge min egen indre glæde, de steder, hvor genklangen bruser som en risende kilde og jeg kan høre min livssang som en kontinuerlig bundklang af glæde. De steder støder jeg på, når jeg skriver. Jeg ser dem og mærker dem, når jeg vandrer i naturen og når jeg står op med daggryet. Og hører dem synge i stilheden. Ikke altid, nej, for det er ikke altid, at jeg er åben nok til at se og opleve dem. Og det er lige netop det, det hele handler om. Om jeg er åben. Modtagelig. Og fuld af tillid til, at livet vil mig det godt. Jo mere tillid og kærlig undren, jeg kan mestre, desto flere appelsiner dumper ned i min turban. Men de falder ikke hurtigt. De kommer dumpende i slowmotion og de dufter både sødere, syrligere og langt mere vidunderligt end alle andre appelsiner tilsammen.

Det har skriverejsen givet mig

For jeg har nu i årevis skrevet mig gennem mine egne landskaber og efterhånden oplevet, hvordan skriverejsen og mine åbenbaringer spandt dybe tråde ind i mit liv og hvordan det hele efterhånden ånder afhængigt af hinanden. Det er endda svært at forklare, men jeg har skriverejsende i forløb nu, som oplever det samme. Jeg vil driste mig til at kalde det magisk, du kan bruge dit eget ord. For det handler nemlig meget om, at vi skriver os frem til de steder, hvor vores egen kærlighed bor. Med vores ord og på vores helt egen måde. Men vi må give os selv tid og kærlighed og skrivegå i tillid og med tålmodighed, for processen er langsom men god. Selvom vi dog med vores hjertelige intention og med kyndig vejledning kan forcere processen en god del alligevel. Og det er det, jeg tilbyder dig min hjælp til. Jeg har selv gået vejen og skrevet alt det frem, som manifesterer sig i mit liv i dag, og selvom ingen kan gå din vej for dig, du må skrivegå den selv, så er der dog visse værktøjer og metoder, der som tryllestave kan skabe grobund for glædelig skriveudvikling. Dem får du af mig efterhånden, jeg elsker at dele!

Skriv din egen vej – spørg din sjæl

Hvis du gerne vil i gang med din egen skriverejse, men ikke synes at du har lyst eller midler til at invitere mig med som rejseleder, så kan du sagtens gøre det selv. Men under alle omstændigheder kræver det dit hjerte, din tid, din dedikation og din tillid. Start gerne med at kontakte din sjæl eller dit højere selv ved at skrive et indledende rejsebrev til sjælen:

Bed om hjælp

Bed om hjælp til din rejse og til at få de indsigter, netop du har brug for. Ja, bed om hjælp til det, der optager dig lige nu og skriv så. Måske i sjælebogen, som er specielt dedikeret til netop det formål. Start din skriverejse i en notesbog, på din PC eller måske på en blog, som jeg gjorde det på Poetiske Paradokser. Og glem ikke din hjertelige intention. Formuler en intention, der på samme tid sætter dig fri og alligevel rummer det, dit hjerte og din sjæl længes efter …

Min intention med denne skriverejse er at …

Og skulle du have lyst til at starte processen og skrive en del af vejen med min hjælp og støtte, så skal du være i velkommen i et forløb. Som noget nyt tilbyder jeg, at du kan betale for rejsen i 2 eller 3 rater alt efter hvad vi aftaler. Men det er helt op til dig. Og hvis du er i tvivl og alligevel mærker en sælsom længsel, så spørg dog din sjæl. Hvis du spørger og virkelig lytter dybt efter svaret og skriver det, så får du det råt for usødet – det er ren kærlighed.

Jeg skriver det bare …

Kærlig hilsen
Lene

Gennembrud_lysforår