To blogge, én glæde

mig

Kære ven

I forbindelse med min egen Skriverejse besluttede jeg mig på et tidspunkt for at rydde op i mit liv. Gøre det lidt mere simpelt. Og det var da det gik op for mig, at jeg var nødt til at tage et skridt mere. Et skelsættende skridt. Jeg ønskede at blive selvstændig og gå hele vejen med det, jeg elsker at gøre. Skrive, skabe, undervise og inspirere andre kvinder til at følge hjertet, lytte til sjælen og skrive derfra.

Akut tristhed

Jeg mærkede en tristhed brede sig i hele kroppen. For jeg skulle have en hjemmeside for min virksomhed og jeg troede, at jeg var nødt til at skille mig af med min elskede blog Poetiske Paradokser, som har været omdrejningspunkt for min egen skriverejse siden jeg stævnede ud en kold oktoberdag i 2009. Jeg troede at jeg var nødt til at give slip på det, der stod mit hjerte allernærmest, for det havde jeg nemlig ladet mig fortælle. Af nogen udefra, en ekspert af en slags. Eller også tolkede jeg det bare sådan. Men man kan ikke have to blogge, sagde nogen. Det er forvirrende og uprofessionelt. Og hvem har lyst til at forvirre og virke uprofessionel? Nej vel. Så jeg begyndte i det stille at tage afsked med mit historiested.

Jeg tørrede ud

Men det lod sig ikke gøre. Så snart jeg vendte ryggen til det sted, hvor historier har det med at lande og hvor jeg blot skal sætte mig og tage imod, fordi jeg for længst har opdaget, at det er et magisk sted for mig, blev jeg forfærdelig trist indeni. Det var som om jeg tørrede ud. Og selvom jeg nyder at fortælle om kreativitet, skriverier og om at give slip og sætte fri, som jeg gjorde og gør det på Skrivehusets blog, så var det ikke helt nok. Jeg tog ikke min egen medicin og valgte bevidst at gemme noget bort, som er en kæmpe del af den, jeg er. Historierne. Fortællingerne. Selve skrivegerningen. Jeg elsker jo at skrive!

En skrivelegeplads og et alter ego

Jeg forsøgte mig så med et kompromis. Poetiske Paradokser skulle fremover være min skrivelegeplads, for vi har alle brug for et frirum, hvor vi bare kan skrive, skabe og give los. Og eftersom jeg gerne vil inspirere og give det videre, der virker for mig, valgte jeg også at dele blogindlæg og historier fra Poetiske Paradokser på Skrivehusets Facebook side. Lidt nyt fra min skrivelegeplads med kærlig hilsen, skrev jeg og håbede, at andre ville få samme ide. Finde sig et sted, et frirum og bare lade komme.

En skrivelegeplads er faktisk en forrygende ide. Et sted, hvor du ikke skal tage hensyn til noget som helst andet end din egen trang og lyst til at skrive. Hvor du kan boltre dig og lege med ord og stemninger, gå på opdagelse i det, der gerne vil skrives og fortælles gennem dig. Og hvor du i øvrigt kan bede om et alter ego, hvis du ikke helt synes, du kan eller tør stå ved, at det faktisk er dig, der skriver poesi, lyrik eller hvad der nu kommer til dig og som føles godt. Jeg fik Megan og det har jeg på en måde stadig. Hun er min magiske irske muse. Hende skal jeg nok fortælle dig om ved en senere lejlighed.

Men fortællingerne ville det lidt anderledes

Nu skrev jeg også på Poetiske Paradokser, jeg delte mine fortællinger og historier og jeg følte mig ikke længere afskåret fra Kilden, min egen skaberkraft, nej jeg gav mig selv lov til at gå på legepladsen og sætte historier fri. Jeg skrev og lod komme. Lod historier og fortællinger kilde min kreativitet og skabe glæde i mit hjerte. Nu skriver jeg to steder, har to blogge og hvorfor dog ikke? For én ting har jeg lært og det er, at det skal føles godt. Det er det vigtigste. Og det gør det, det føles så godt! 🙂

Men snart skete der en slags blid forvandling med de historier, der lod sig fortælle på Poetiske Paradokser. Også de kom til at handle om kreativitet, skriveglæde, historier, fortællinger og kvindekraft. Glæden ved at skabe. Og at skabe sig et nyt slags liv og nye stier og veje, hvor vi kan vandre og føle os veltilpas og glade som vi er.

To blogge, én glæde

Jeg har to blogge og jeg elsker dem begge to. Der synes at flyde en vældig flod af kraft og inspiration mellem dem, og jeg ved aldrig helt på forhånd, hvem der får æren af blogindlægget, når jeg sætter mig til tastaturet og skriver. Hvis det er en historie, en fortælling, så svæver den mod Poetiske Paradokser. Hvis det er et indlæg om det at skrive og sætte fri, ord af den mere faglige slags, så sejler det gennem vinden og lander i Skrivehusets have. Jeg ved det ikke på forhånd. Men de to går hånd i hånd og svøber sig smukt ind i hinanden. Det føles godt og som jeg har sagt tidligere – hvis det føles godt, så er det godt. Så virker det.

Lad dig inspirere – og deltag gerne på min skriveworkshop

Du er hjertelig velkommen til at følge mig begge steder. Tag det, du kan bruge, pluk og lad dig inspirere. Min egen skriverejse lagde grobunden for det, jeg beskæftiger mig med og underviser i dag. Det, jeg giver videre. Duft, smag, fornem og lad dig fragte af det, der taler til din sjæl.

I øvrigt holder jeg endnu en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel her den 13. juni. Den første af slagsne gik som en drøm, vi havde en skøn og givende dag og hvis du har lyst til at give dig selv et skrivende og kærligt frirum inden sommerferien, så er det måske noget for dig. Der er stadig et par ledige pladser.

Og ellers kommer der meget mere af samme slags til efteråret. Jeg glæder mig.

Kærlig hilsen
Lene

mig

Kunsten at lade sig fortrylle

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære ven, historien her har jeg netop udgivet på Poetiske Paradokser, som rummer brudstykker og fortællinger fra min egen skriverejse. Men jeg har lyst til at dele den med dig her også. For den historie rummer på mange måder essensen af det, jeg er kommet for at undervise i og skrive om. Det er det, der gerne vil fortælles gennem mig. Så du også kan lære det, eller rettere sagt, huske at du allerede kan det og har det i dig. Kunsten er at turde lade sig fortrylle. Og turde tage imod.

fugl træ regn

”Det er længe siden, Harald, jeg har savnet dig. Men sig mig, er du ikke vokset siden sidst?”Han sidder i grøften, ved vejkanten, hvor jeg hver eneste dag går forbi med hundene. Det slår sjældent fejl. Selvom han efterhånden kan være svær at få øje på, eftersom græsset vokser hver eneste dag og de grønne farver slår deres folder i en rus af liv, det ligesom bliver højere og højere, ved jeg at han er dér. Jeg behøver ikke at holde øje med ham, han holder øje med mig. Og i dag er han ganske tæt på, lader som om han ikke helt har ænset os, hunden og jeg, men det forholder sig ganske anderledes. Og da mine ord svæver ham i møde, rejser han hovedet og gør klar til at svare. Venter lidt. Tøver. Så længe, at jeg er nødt til at standse op og sætte hunden af. Sit.

Jeg står stille foran ham og viser ham uden ord, at jeg lytter. Ikke kun med ørerne, men med hele kroppen og hele min bevidsthed.

”Jeg er ikke vokset” siger han og tager et par trin på sine kragetæer. ”Du er vokset. Du har fået større øjne, et bedre udsyn, en skarpere fornemmelse for essensen, der sjældent er synlig, men nu ser du den. Jeg er, som jeg hele tiden har været. Når du ser på mig.”

Jeg smiler. Hunden sidder helt stille og betragter en kat, der spankulerer forbi på den anden side af vejen. Helt inde i krattet, i skellet mellem marken og naboens have. Bag det farvestrålende hav af stolte tulipaner og i skyggen af det gule hus.

Jeg vender igen min opmærksomhed mod Harald, mens jeg stadig tygger på hans ord og smager på det, han netop serverede. Heldigvis har jeg hverken taget på eller tabt mig, jeg er præcis som jeg skal være. En kvinde i sin bedste alder og med de former, der hører sig til. Så det er ikke det, den gode Harald taler om, når han siger at jeg er blevet større. Jeg har ikke tænkt over det før, men nu kan jeg godt mærke det. Det er som om mine skridt er blevet lidt fastere, mere solide, når de rammer jorden. Selvom de også føles lettere. Jeg kan høre en anderledes melodi, en tone, der blander sig med noget fra undergrunden. Jeg kommer til at tænke på svajende træer og rødder, der vokser dybt ned i jorden og har helt sit eget net af grundfasthed. Sådan føler jeg mig lidt nu. Som et omvandrende træ. Det er en god følelse.

’Men du er også en fugl’ fortsætter Harald, kragen, der ville være tankelæser og blev det. For man skal være, før man kan blive. Det er så simpelt, at vi tror det er løgn. Han hopper nærmere og står nu tæt foran mig, så tæt har vi aldrig været før. Som træet svajer jeg i vinden og prøver at finde balancen. Det er nærmest uvirkeligt at stå ansigt til ansigt med en krage. Jeg føler mig for høj i forhold til ham og har lyst til at bukke mig ned. Så vi virkelig kommer i øjenhøjde.

’Det behøver du ikke’, han ryster på hovedet, lad være med at anstrenge dig sådan på din menneskemåde. Og husk at du ikke alene er træet, du er også fuglen. Din helt egen fugl. Det er derfor jeg er kommet. For at vise dig det. Båret af vinden, sejlet over horisonter med brudstykker af noget, som gerne vil skrives og fortælles gennem dig.’

Min hund sidder stadig helt stille, det er usædvanligt. Men hele scenen og den måde, den udspilles på, er også anderledes end tidligere. Som om tid og rum smelter sammen og ikke findes udenfor mig selv, der er kun Harald og de ord, han blidt puster i min retning. Blide ja, men fulde af visdom og styrke. Jeg håber, at han ved, hvor stor pris jeg sætter på hans finurlige venskab, jeg tør nemlig ikke sige det direkte til ham. Han ville nok blive fornærmet, det er som om han ikke beskæftiger sig med udenoms smiger og forsikringer. I hans rige ved man bare. Her handler det om vished og om at være tro mod den vished. At være sin vished og handle på den.

”Mit rige er dit rige”. Han ser på mig med et blik så sort som den nat, der rummer tusinde lys. ’Hør nu her. Det forholder sig sådan, at historier og fortællinger ikke er noget, som I mennesker digter og finder på. Det vil I gerne tro, det er egoets version af skabelsen. I virkeligheden, min virkelighed altså, er det således at historierne er ligeså levende som jer. Som os. Mennesker, fugle, træer og blomster. Historier har ånd, liv og den levende puls i historien bliver båret gennem vinden og udsøger sig de mennesker eller det menneske, gennem hvilket det ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Det handler derfor ikke om, at I skal forsøge at tænke jer til, hvad der skrives vil. Det er det, bliver så svært og bøvlet for jer. I snubler i egoets lange snørebånd. I stedet for …”

”At møde op og tage imod”. Jeg nikker. ”Det har jeg faktisk forstået Harald og du må da have lagt mærke til, at jeg er blevet meget bedre til det.  Det kræver dagligt øvelse. Hele tiden at tune ind og lytte, mærke efter og handle på den vished, der altid opstår. Når tid er. I nuet. I det øjeblik, hvor livet er. Og faktisk begynder det at blive næsten let … ja så let, at jeg får store kvaler i forhold til min tidligere opfattelse af …

”At det skulle være svært! Harald og jeg taler med samme tunge. Vi begynder lige dér, hvor den anden slutter. Både hvad ord og meget andet angår.  Og mens jeg står der på vejen mellem to grøfter, hvor foråret nu har slået et bølgende sving i retning af sommer og hvor farverne eksploderer i et vandfald af sandhed, mærker jeg en dyb følelse af taknemmelighed og kærlighed. For alt det, der kommer til mig, når jeg er stille. Når jeg står stille. Eller sidder stille og uden egentlig at vente sidder i vished om, at det dukker op. Når tid er. Taknemmelig for de historier, der har helt deres egen puls, og som har lyst til at komme og slå sig ned i mit hjerte. De historier, som min sjæl allerede kender. Og som blidt lander i min bevidste ubevidsthed, så jeg uden at anstrenge mig blot kan åbne mig og tage imod. Sætte fingrene på tastaturet eller lade pennen glide over papiret i sin helt egen rytmiske dans. Glide, svæve, lade sig beruse. Bevæge. Berøre.

”Kunsten er at turde lade sig fortrylle” hvisker Harald og blinker til mig, da han pludselig letter og sætter kurs mod et andet sted. De sorte vinger forsvinder i en tåge af regnskyer og et par velplacerede dråber rammer mit hår og min pande med et klask. Plask.

Min hund rejser sig pludselig og ryster sig, dråberne står i kaskaderne fra hendes pels. Det regner. Det havde jeg ikke registreret. Langsomt åbner jeg øjnene kun for at opdage, at de allerede er åbne.

Kunsten er at lade sig fortrylle. At turde lade sig fortrylle. Hunden og jeg går videre som ingenting var hændt. Selvom alting er forandret.

Kærlig hilsen
Lene

fugl træ regn

Du er instrumentet

greneKære ven

Historierne er der allerede. Fortællingerne. De findes dybt i dig og omkring dig, i naturen, i stilheden, men du er nødt til at gøre dig åben og modtagelig for at kunne tage imod.

Musikken er der allerede. Men for at kunne spille, for at kunne formgives, har den brug for sit instrument. Og det er her, at du kommer ind i billedet.

Du er instrumentet. Din opgave er at stemme dit instrument, dig selv, og gøre dig så blød, åben og modtagelig som mulig, så musikken kan strømme igennem dig. Jo mere du forsøger at tænke dig til ”hvordan”, desto mere lukket og forkrampet bliver du.

Det handler ikke om, at du skal lære noget smart, nyt og kende en slags struktur eller en metode til at skrive og modtage historier og fortællinger på. Og da slet ikke til at starte med. Det handler om, at du skal lære dig selv at kende. Du skal lære og øve dig på at være modtagelig som instrument. Åbne dig og lytte, lytte dybt. Huske på, at når skrivehandlingen bliver en lyttehandling i stedet for en talehandling, så forsvinder egoet langsomt ud af det.

Du er instrumentet.

Brug stilheden, naturen, de dybe åndedrag til at gøre dig klar. Gå i tillid, åbenhed og med hjertet fuld af taknemmelighed for, at noget ønsker sig at blive skrevet og fortalt gennem dig. For det forholder sig faktisk sådan, det har jeg efterhånden vished om. Men du er nødt til at møde op og sige JA. Ja til processen.

Du er instrumentet. Musikken er dér allerede. Nu skal du blot lære, hvordan I samarbejder, så musikken bliver til ord. Sætninger.

Fortællingerne er dér allerede. De er båret af vinden, brudstykker, fraser, små glimt af noget, de fragtes med fuglene, står op med solen på en tidlig sommermorgen, bor i duggen, disen eller dybt i skoven. Og i stilhed.

Du er instrumentet. Gå derhen, hvor musikken findes. For dig. I dig. Lyt og tag imod.

Kærlig hilsen
Lene

grene