Sangen i hjertet

Keevaogmig

Hvad nu hvis jeg bakkede mig selv, op helt og aldeles?
Viftede tanker om “forkert” væk som fluer på en varm sommerdag
og troede fuldt, fast og kærligt på mine egne dybe impulser?

Hvis jeg ikke tvivlede på mig selv,
men i stedet og helt uden tøven gik med det, der føles sandt for mig?
Hvis jeg fyldte mig selv op med kærlighed og tilgivelse, når jeg gjorde noget,
der måske ikke helt var i overensstemmelse med mit hjertes intention
og elskede mig selv endnu mere, når jeg var træt og ked af det?

Hvis jeg holdt om mig selv og stolede på min intuition
og de dybe impulser, jeg altid har,
og ikke tvivlede på, at det var det bedste for mig.
Og vidste, at jeg ikke skylder nogen en forklaring.
At alting ikke altid hverken skal eller kan forklares.
Men har lov at være præcist som det er.

Hvad nu hvis jeg forstod, at jeg er nødt til at give mig selv
og fylde mig selv op med kærlighed dybt indefra
og må vælge at ignorere egoets kollektive masseskrig og de sidste nye tendenser,
fordi jeg dybt i mig har vished om,
hvordan jeg ønsker at leve mit liv
og hvad, der er sandt for mig.

Hvis jeg virkelig forstod, at jeg kun kan udføre mit arbejde og være tilstede
og nærværende fra et centreret og kærligt sted i mig selv og give derfra,
hvis jeg husker at fylde mig selv op og pleje mig selv fra selvsamme sted.
At jeg er nødt til at beskytte mig selv og stå inde for mig selv og den vej, jeg har valgt,
på samme måde som jeg ville beskytte og tage mig af et lille barn eller en hundehvalp.

Hvad nu hvis jeg bevidst valgte at følge min sjæls stille røst,
og havde en kærlig intention om hver eneste dag at lytte til den melodi,
der altid spiller næsten lydløst dybt i mig.
Hvis jeg altid valgte at høre og danse til den sang, der bor i mit bryst.
Sangen i mit hjerte.

Og hvad hvis du gjorde det samme?
Ville vi så ikke opdage, at vi faktisk sang og dansede til samme slags musik?
Sangen i hjertet.

* * *

Lidt tanker ved Midsommer, sanket ved bålet i går aftes.

Kærlig hilsen
Lene

Keevaogmig

Kvinden der holdt skriveworkshops

kande

Jeg kunne ligesom mærke det. Og jeg forestillede mig, hvordan jeg drog af sted til det sted i Danmark, hvor hun holdt sine magiske skriveworkshops. Hvor hun skabte et helt særligt rum af åbenhed, rummelighed og kærlighed i forhold til det at skrive og tage imod historier og fortællinger. Hvor hun lærte os at være åbne og modtagelige og fortalte os, at det at skrive var som at tage på et indre pilgrimsfærd med ordene som transportmiddel. Og hun ledte os på vej med skriveøvelser og opgaver, som havde til hensigt at fungere som trædestene, der så skulle fragte os videre på vores skrivende færd. Hver for sig og alligevel sammen.

Og hun fortalte os om kvindelig intuition og skrivelængsel.

For hun havde forstået at kvinder med kvinder med skrivelængsel bar rundt på en helt særlig gave. Og at det ikke nødvendigvis og faktisk sjældent betød, at de derfor partout skulle skrive en roman eller udgive deres digte i bogform af den grund. Men at længslen ofte afslørende noget helt andet, som kvinden bare havde glemt. Fordi hun ikke længere lyttede, fordi hun havde glemt at bruge sin intuition og sine helt særlige evner. Og måske slet ikke vidste, at hun gik rundt og bar på det, hun ønskede sig allermest i livet. Sin egen sjæl.

Der var en helt særlig stemning i hendes spisestue. Dér i et hus midt på landet åbnede hun sine døre for en lille kreds af kvinder, vel vidende at fysisk nærvær, ro og fordybelse er særlige sjældenheder i vores travle verden. Derfor tilbød hun heller ikke online workshops, som man kunne koble sig af og på efter forgodtbefindende og hvor man kunne blive forstyrret eller bilde sig selv ind, at man alligevel ikke havde tid til at møde op. Eller endnu værre. At man faktisk slet ikke kunne skrive! Nej, man tog en dag ud af kalenderen og dedikerede den til skriverier fra hjerte og sjæl sammen med en andre kvinder, der havde gjort det samme. Bare en lille sluttet cirkel hver gang, ikke for mange. Og man tilbragte dagen med at skrive og læse højt for hinanden af det, der dukkede op og ønskede at blive skrevet og fortalt på netop den dag i netop den cirkel af kvinder.

For hun vidste også, at kvinder op gennem tiderne har haft en helt særlig tradition for at fortælle hinanden historier og give deres visdom videre gennem fortællinger. Og at der er en særlig, kærlig magi i at turde hengive sig og bare lytte uden at bryde ind og give gode råd, ros eller ris med på vejen. Bare lytte så dybt og inderligt, som man overhovedet kan og få en oplevelse uden at skulle gøre andet end være nærværende. Og sige tak.

Jeg kunne ligesom se hende. Forestillede mig, hvordan hun tog imod og guidede på vej uden at blande sig unødigt. Åbnede sit hjem og sin stue og skabte en rum, hvor historier og fortællinger kunne finde vej. Båret af vinden, fragtet gennem luften, dalende ned fra himlen eller opstået et sted mellem træerne derude. Overleveret af en fugl, en frø eller et andet slags væsen, måske, men skrevet og skabt i det øjeblik, hvor kvinderne i stuen mødte op og begyndte at skrive.

Hun vidste noget om kreativitet og om, hvordan kontrol og forestillinger om hvordan kan ødelægge skriveglæden. Hun kendte også til den indre censor og gamle historier om, at vi ikke kan skrive med mindre vi kender tusind regler og i øvrigt har lært at mestre dem. Ja, i det hele taget tilbød hun i sin spisestue et andet perspektiv på det at skrive. Hun tilbød en dag fuld af skriveglæde, fordybelse, intimitet og nærvær og havde i øvrigt inviteret Kilden med til bords. Fordi hun tilfældigvis havde opdaget, at Kilden aldrig siger nej til en hjertelig invitation fra en kvinde med skrivelængsel. Og da slet ikke fra flere af slagsne.

Jeg ledte i øst, vest, nord og syd. Søgte på nettet og i gamle telefonbøger. Hidkaldte ånder og spurgte i skovens dyb. Til sidst satte jeg mig i stilhed, meditere og ventede på, at svaret skulle komme. Hvor er hun, den kvinde? For jeg ønskede mig sådan at deltage på skriveworkshops i netop det regi, i netop hendes stue.

Og stilheden gav mig svaret. Lige dér i landet af kærligt ingenting gik det op for mig. At kvinden ikke var en særlig skabning udenfor mig selv, men at jeg var hende. Huset og spisestuen var lige dér, hvor jeg boede. Og det var op til mig at skabe det særlige rum af skrivende kvinder og endda invitere dem til at komme.

Så det gjorde jeg. Og det blev helt som min intuitive fornemmelse fortalte mig, at det vist skulle være. Her i foråret har jeg afholdt de første to skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. To forskellige lørdage, to forskellige cirkel af skrivende kvinder, men fælles for begge dage var en helt enestående oplevelse af nærvær, fantastiske og rørende fortællinger og modige kvinder, der kom, skrev og delte med hinanden. Øste af visdom og rummelighed. Overfor sig selv og hinanden.

Og sidder du tilbage med et hjerte fuld af skrivelængsel og en sjæl, der  måske gerne vil fortælle sig gennem ord, så fortvivl ikke. Kvinden findes og det er faktisk muligt at komme på skriveworkshop i hende spisestue.

Jeg holder en ny række skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel i sensommeren og efteråret 2015 og du skal være hjertelig velkommen. Datoer kommer snart, så hold øje.

Kærlig hilsen og god sommer

Lene

kande

 

Sommerbrev

Valmuevæg Kære ven

Der er gået et stykke tid, siden jeg sidst skrev brev til dig. Men i dag er tiden kommet. På junis første dag. Og sig mig, der det så ikke sommer nu? Der er sket meget i Skrivehuset og i mit univers siden sidst og det er lidt af det, jeg gerne vil fortælle dig om og indvie dig i. For du er en vigtig del af det, jeg ånder for. For hvis du læser dette brev, er du sandsynligvis en af de mange kvinder, som mærker en dyb skrivelængsel. Jeg håber selvfølgelig, at du allerede skriver og gør noget med din længsel, men er du ikke rigtig kommet i gang endnu, så fortvivl ikke. Det er aldrig for sent. Det bedste tidspunkt at starte på er altid nu.

I øvrigt er jeg selv startet på min rejse i en forholdsvis sen alder. Naturligvis har jeg som du måske ved, skrevet hele mit liv, men det var først da jeg satte ud på min egen skriverejse i 2009 at mit nye univers begyndte at folde sig ud. Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg skrevet mig frem til det sted, hvor jeg sidder i dag og skriver til dig. I min spisestue med udsigt over have og marker. Som selvstændig skrivecoach og underviser.

Skriverejsen er en proces

Ordene fragtede mig og ledte mig på vej i en proces, som på mange måder kan synes langsom, men som til gengæld er forandringsskabende på et dybt plan. Og som du måske har gættet er skriverejsen på mange måder en sjælerejse. Det er en måde at lytte til den indre stemme, sjælens stemme og sin egen intuition. Man kan gøre det på mange måder, men at skrive det og arbejde med sin indre udvikling gennem ord, stemninger og få hjælp af fortællinger og historier undervejs, det er en smuk og kraftfuld måde. Især hvis man har skrivelængsel og hvis man altså tør. Og hvad mener du med tør, spørger du måske og bliver lidt utryg. Jeg mener, hvis man altså tør overgive sig til processen. For det er en proces, det er en rejse og vi ved ikke på forhånd, hvad der kommer til at ske. Vi ved bare, at vi vælger at møde op og tage imod det, der gerne vil skrives. Fra sjælen.

Skrivelængsel er et tegn

Skrivelængslen er et tegn. Et symptom. Og mange tror, at hvis man mærker denne længsel, så er det fordi man skal skrive en bog. Jeg har en bog i maven, tænker man, hvis man mærker længslen efter at skrive, og kan på forhånd godt blive lidt stresset ved tanken. For hvad er det så egentlig, at man skal skrive om? Og hvordan? Man begynder at planlægge, kontrollere og jo mere man gør det, jo mere stift og sjælsforladt bliver udkommet. Det skrevne kan ligesom ikke rigtig få luft, når man forsøger at putte det ind i bokse og kasser på forhånd.

Og faktisk er der en anden måde at skrive en bøger på, men det kan vi tage en anden dag.

En bog er et produkt af skriveprocessen. Det kan være en ide eller noget, der opstår undervejs, men hvis du mærker en dyb og inderlig skrivelængsel, så er det sandsynligvis fordi din sjæl ønsker at tale til dig gennem ordene. Skriveprocessen er simpelthen en måde at folde det ud på, der ellers ville forblive usagt og skrevet og forblive en dyb længsel. Noget uforløst og ufortalt. Så du behøver på ingen måde at have bøger i hverken mave, hjerte eller nogen som helst andre steder. For det at skrive skal ikke nødvendigvis have et specifikt mål som en bog er. Det at skrive kan også være en rejse. En rejse i ord, stemninger og med hjælp fra fortællinger og historier. Hvem ved, hvad der vil skrives gennem dig, hvis du besluttede dig for at møde op, åbne dig og tage imod? Hvis du besluttede dig for at skrive dig selv, din sjæl og alt det, der føles som en dyb og til tider tung længsel indeni.

Den levende puls i en historie

Det går mere og mere op for mig. De findes dér allerede. Historierne, fortællingerne, brudstykker af noget, der gerne vil skrives og fortælles. I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Og ved du hvad? Jo mere, jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen, jo flere kvinder, jeg har i skriveforløb og på skriverejse og jo flere workshops, jeg afholder, jo mindre bliver tvivlen. Det forholder sig faktisk sådan. Og som Harald, den gode krage fra min egen skriverejse, siger det:

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.

Det ene kreative felt fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit.  Om vi skriver, maler, strikker, laver mad eller i hvilket felt, vi vælger at åbne op for vores kreativitet, det ene giver liv til det andet.

Magiske hjælpere på skriverejsen

At skabe fortællinger til at guide os på skriverejsen virker meget stærkt. Og faktisk føles det ofte, som om det i sidste ende er fortællingerne, der skaber os. Det er som om de ved, hvordan vi skal have ordene serveret og hvad der skal siges, beskrives og fortælles, så netop vi bliver berørt, forundret og til sidst forvandlet. Jeg oplever, at der opstår de smukkeste og dybeste fortællinger på den enkeltes skriverejse, som den skriverejsende slet ikke havde set komme, da hun lagde ud på sit skrivende færd. Og det er styrken i skriverejsen og forløbene, som jeg tilbyder. De er ikke på forhånd defineret, de udvikler sig efterhånden som du udvikler dig. Jeg sidder klar til at adressere det, der fylder for dig og skaber nye skriveøvelser og opgaver undervejs, som har til formål at virke som trædesten over de floder af frygt og modstand, du måske ellers var strandet ved. Du skriver dig vej gennem indre landskaber og møder ofte dig selv gennem forunderlige historier og fortællinger undervejs. Dine helt egne fortællinger.

Fortællinger er som fyrtårne

Fortællingerne er som fyrtårne. For det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys og glæde. Når du ønsker at huske, det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os. Så hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Og apropos det perfekte tidspunkt. Lørdag d. 13. juni holder jeg endnu en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel. Der er 2 ledige pladser, så tøv ikke, hvis du har lyst til og længes efter at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted. Læs mere i linket herover.

Og det var ordene. Jeg ønsker dig en dejlig juni, hvor du plejer dig selv og din sjæl. Og husk for resten det kommende sommersolhverv den 21. juni. Et magisk tidspunkt på året, men det kan vi altid skrives ved om en anden dag.

Kærlig hilsen
Lene Valmuevæg