Skriv dig hjem

skumringstimen

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er. Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem det. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

morgensiderne, aftensiderne eller i sjælebogen har vi lov til at skrive nøjagtigt det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og skabe en slags klarhed. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg en formodning vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen særlig anstrengelser. Det er som om de bare flyder, risler som en kilde og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret og den mørke tid støtte dig

Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig. Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed og retning.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen i fortællingen ”Som Katten vender jeg hjem” – fra min egen skriverejse, september 2015.

Find ro i efteråret og den mørke tid. Skab oaser af stilhed, ro og fordybelse og giv dig selv lov til at være. Lyt til det, der rumsterer i dig og som måske mærkes som en subtil og inderlig længsel. Skab rum, giv tid og lad komme. Skriv dig hjem til dig selv din sjæl.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelængsel?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid. Vintercirklen er nu i gang, men der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i begyndelsen af 2016.

bur

Hvor skatten ligger begravet

Regnbuevejr

Jeg starter dér, hvor jeg er med det, der er. Jeg har langt fra altid en forkromet plan eller fast ide om, hvad jeg egentlig ønsker at skrive, men jeg mærker længslen og det stille kald, der hvisker mig frem til tastaturet. Jeg har vished om, at noget vil skrives. Hvis jeg altid på forhånd forsøgte at finde ud af, hvad længslen egentlig handler om og hvad det stille kald betyder, ville jeg gøre netop det. Jeg ville finde ud af mig selv. Ud af min egen kerne og væk fra det, der egentlig rumsterer. Og det er en nærliggende ting at gøre, for de fleste af os har lært, at det forholder sig sådan. Skatten finder vi for enden af regnbuen og regnbuen befinder sig et sted ude i horisonten, væk fra os selv.

Skatten er i os selv

Men skatten ligger egentlig dybt i begravet i vores egen indre muld. Regnbuen begynder og ender i os selv. Og nok ser den smuk ud, der på himlen, når solen bryder frem efter et vældigt regnskyl, men følelsen af regnbuen er ikke noget ydre. Vi er vores egen skat og dybt i os bor alt det, vi længes efter og som vi tit og ofte ender med at lede efter udenfor os selv. Det er der ikke noget nyt i, de fleste af os ved det såmænd godt, men vi fanges alligevel af det og foranlediges gang på gang til at tro, at det forholder sig sådan. Også når det handler om at skrive.

Skriv dig ind

Derfor er der egentlig ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det, det allermest handler om, er at du skriver og finder en vej og en måde, der er din. En måde, som fungerer for dig og fra et sted i dig selv, hvor du er kontakt med essensen, den stille hviskende stemme og det, der strømmer fra dit eget hjerte og egen sjæl. Nogle gange skal du skrive dig på vej – det gør jeg ofte selv. Jeg starter dér, hvor jeg er og så begiver jeg mig på vej via ordene. Ordene er transportmidlet.

Fremmødet, dedikationen og de første ord på papiret er magiske. Selve det at skrive er løsningen. Svaret. Måden. Det er så simpelt, at vi ikke helt tror på det, der må være nogle metoder, værktøjer og rigtige veje. ”Lær at skrive”, lover mange skrivekurser og ”brug ordene på den rigtige måde”. Det falder vi for, pladask, for så er vi igen tilbage i 5. klasse med en lærer foran os, som kender alle vejene og ved bedst. En lærer, hvis vigtigste opgave er at fortælle os ”hvordan”.

Hvad hvis der slet ikke findes en rigtig måde?

Men hvad hvis der slet ikke findes en rigtig måde? Hvad nu hvis der findes ligeså mange veje og måder, som vi er skrivende sjæle? Og hvad nu hvis det i sidste ende slet ikke handler om at tilegne sig nogle forkromede værktøjer og lære at skrive på en bestemt måde, men det handler om, at vi lærer os selv at kende i alle processens facetter og lærer at navigere fra et sted dybt i os selv? Hvis vi favner alle forhindringerne og ved, at de hører med og at vores egne overspringshandlinger, modstanden, frygten og den indre censors skingre stemme er en del af rejsen. Vi forsøger ikke at undgå dem ved at lære ”hvordan”, nej vi slår følge med dem og inviterer dem med på skriverejsen for hvad, de er. Vi lærer dem at kende og samtidig får vi en større fornemmelse for os selv og hvad det egentlig er, der gør, at vi ikke får skrevet. Det er nemlig sjældent manglende værktøjer eller metoder, der forhindrer os i at skrive. Det er os selv.

Så åbner den usynlige dør sig

Måske er det en svær erkendelse, men hvis vi tør se den i øjnene, så åbner den dør sig, der før var usynlig. En dør, der går indad og afslører et sandhedslag i os selv, som vi ikke havde set før. Vi troede, at det var noget udenfor os selv, vi manglede, noget vi skulle tilegne os og blive bedre til. Først da kan vi skrive. Og i den tro dukker der en lærer op som bekræfter os i netop den tro. En lærer udenfor os selv, som ved bedre og som ved hjælp af sød manipulation trækker os i frygtens krave mod noget, vi skal blive bedre til og gøre på en bestemt måde, så vi endelig kan blive gode nok til at skrive. Men desværre bliver vi aldrig gode til at skrive, hvis vi lærer at skrive på en måde, som ikke passer til os og hvis vi tror på alt det, som frygt og manipulation fortæller os. Vi stivner. Vi stivner, noget i os trækker sig sammen, fordi det, vi lærer og bliver fortalt, fornærmer vores sjæl. Og her fortæller vi os så os selv, at det er fordi der er noget galt med os. Vi er ikke gode nok, dygtige nok og også det bliver vi hurtigt bekræftet i. Der er andre, som skriver bedre, anderledes, mere gribende eller … STOP!

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Tilbage til udgangspunktet. Det at skrive er som en hvilken som helst anden kreativ proces, der er ingen forskel. Som udgangspunkt handler skriverejsen derfor ikke om retstavning eller grammatik. Det handler ikke om at gøre noget på en bestemt måde eller tilegne sig metoder og værktøjer, der ikke taler til dig. Men – når du har lært dig selv at kende, lært at lytte til din egen indre stemme og har fundet en vej og en måde, som fungerer for dig, så kan du vende dig udad, forankret i dit eget kærlige skriverum, og plukke af de værktøjer og måder, som passer ind og som du kan bruge på din skriverejse. Du kan lege med dem, prøve dem af, hvad fungerer og hvad fungerer ikke. Så er det sjovt, for nu har du fået tillid til dig selv, nu ved du, hvordan det føles, når det strømmer fra et sted dybt i dig. Så er det lettere at vide, hvad du kan sige ”ja” til og hvad du skal takke ”nej” til. For nu stoler du allermest på dig selv og den proces, der er din. Du stoler på Kilden, på det, der er til dig, når du først møder op og gør dig åben og modtagelig. Du har lært at indstille dig selv på en modtagelig kanal og har tillid til, at noget vil ske, når du møder op og skriver. Du har tillid til, at det, der ønsker at blive skrevet gennem dig, vil finde vej til din pen, når du har lært at lytte og tage imod.

Tillid er nøgleordet

Så når du siger, at du ikke kan finde ud af det, er det positivt. Skønt! For det skal du heller ikke, du skal ikke finde ud af det. Du skal finde ind til det. Det bor allerede i dig, kilden springer fra et sted dybt i dig og når du har vished om det, når du har tillid til at det forholder sig sådan, så forbinder du dig automatisk. Din tillid skaber forbindelse. Og når du først er forbundet, så begynder det at flyde. Nogle gange går det langsomt, andre gange hurtigt, der er ingen regler om, hvordan det skal flyde. Der er steder i dig selv, hvor kilden har stor bevægelse og der er stærke strømme, men der er også stille og rislende steder, hvor tempoet er langsommere. Mere eftertænksomt. Søgende. Det er en del af rejsen og processen er på ingen måde lineær, den er cirkulær og til tider kaotisk. Tillid er nøgleordet. Tillid er forbindelse, men tillid er også tålmodighed, fordi vi således har vished om at det, vi ikke ser klart og tydeligt nu, senere vil afsløre sig selv for os. Tillid til processen er også en slags skat.

Historien skriver ofte sig selv, den ved bedre

Historien skriver sig selv, oplever jeg ofte, for det er sådan, det er. Jeg starter med det første ord og skriver mig på vej. Og det hænder, at jeg skal skrive mange sider, før jeg når frem til det egentlige. Jeg starter med det, der er og skriver mig af sted. Jeg skriver fordi jeg elsker det og ikke kan lade være. Jeg skriver, fordi det at skrive er min måde at lede efter en åbning på, en vej mod visdom, erkendelse og eventyr. Jeg skriver, fordi det er min måde at stille spørgsmål på og åbne op for svarene på. Men jeg skriver så sandelig også, fordi det er sjovt, spændende og forløsende, når jeg ikke længere er strandet i tankerne om “hvordan” og “hvorhen” og bare skriver, folder ud og ser, hvad der dukker op.

Måske har du det på samme måde? Måske er det, din skrivelængsel i virkeligheden handler om, en vej ind i dig selv og tilbage til det, der i sin tid gjorde så godt, men som du glemte undervejs. Kreativiteten. Glæden ved at skrive og skabe, udfoldelsen, eventyret. Mysteriet. Skrive og skabe fortællinger, eventyr, historier eller?

Vi længes efter Kilden i os selv

Som jeg oplever det, savner vi sjældent nye værktøjer, måder og metoder til at skrive. Det er os selv, vi savner. Vi savner at kunne give slip og tage imod. Vi savner det legende, udforskende, eventyret og modet til bare at gå på opdagelse i, hvad der måske kunne være. Vi længes efter mod til bare at sætte os ved Kilden og spørge: Hvad mon der er til mig af inspiration? Hvilke historier eller fortællinger mon kommer mig i møde, hvis jeg virkelig formår at give slip og lader komme? Vi undervurderer vores egen indre visdom og intuition og undlader alt for ofte at tage imod de mange små anvisninger og tegn, som viser sig for os.

De tegn og anvisninger kan også vise sig på skriverejsen. De dukker op mellem linjerne, de dukker op gennem fortællinger og de kommer både bag på os og dukker op foran os, når vi begiver os på vej. Men vi skal ikke finde ud, dér har vi jo allerede været, men det slukkede hverken tørst eller skrivelængsel. Det gav os nærmere blokeringer og fik os til at føle os forkerte, fordi det, vi hørte og fik fortalt, skurede i vores ører som kridtet mod den sorte tavle. Men vi troede, det skulle være sådan og at det var os, der er noget galt med. STOP!

Vi skal ikke finde ud af, vi skal finde ind. Tilbage. Glemme alt om kasser og regler, der ikke gør noget godt for os og den kreative skriveproces og derimod finde frem til de steder, hvor glæden springer som små kildevæld og hvor det, vi har på hjerte, vores helt egen historier på vores måde, dukker op som små bobler og bliver til ord og sætninger. Mens vi skriver fra det sted, hvor skatten ligger begravet.

Kærlig hilsen
Lene

Regnbuevejr


SKRIVELÆNGSEL?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen.Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid. Vintercirklen er nu i gang, men fortvivl ikke, hvis du har lyst til at deltage i en skrivecirkel og sætte dig selv og din skrivelængsel fri.

Nytårscirklen – et skrivegruppeforløb, som støtter dig i dit nytårsforsæt om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt

Der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i 2016. Den næste cirkel bliver Nytårscirklen. Invitation og detaljer følger i december med opstart til januar.

bur

Lad din sjæls fortællinger flyde

meditation

Hvis du mærker skrivelængsel og længe har haft lyst til at komme i gang med at skrive, men ikke rigtig får det gjort, er den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel en oplagt anledning til at få hul på det, der rører sig bag frygt, modstand og den evige udsættelse. Mød op og lad din sjæls fortællinger flyde. Det har andre kvinder gjort før dig og faktisk blev den ene cirkel af kvinder så glade for både rummet, min måde og hinanden, at de skal mødes nu igen på lørdag til en ny intuitiv skriveworkshop her i Skrivehuset. De kalder sig “Ordkvinderne, der sagde ja”.

Er det din tur nu? Jeg afholder 3 intuitive skriveworkshops i efteråret 2015

Måske er det nu din tur til at sige ja? Til dig selv, din sjæl og den skrivelængsel, der rumler og rumsterer?

Jeg afholder 3 intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel i oktober og november:

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Torsdag den 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Der er stadig et par ledige pladser på alle workshops.

På skriveworkshoppen tager jeg jer med på en skrivende rejse, hvor vi udforsker vores skrivelængsel gennem skriveøvelser, opgaver, meditationer og bevægelse – bl.a. i form af en lille gåtur i de skønne omgivelser. Det bliver en dag fuld af skrivende nærvær i en magisk skrivecirkel af 6 kvinder. Vi taler om frygt, modstand og den indre censor og vi skriver os igennem det, vi møder på dagen. Vi tager imod de ord, sætninger og fortællinger, som kommer til os og vi læser højt og deler med hinanden. Vi øver os på at lytte og indstille os selv på en modtagelig kanal. Det er rørende, bevægende og det sætter gang i din indre fortæller og i din skriveproces indefra og ud. Du lærer hvad det vil sige at skrive fra sjælen og mærker den godgørende forskel.

Læs mere om workshoppen i linket her.

Du kan også finde begivenhederne på Skrivehusets Facebook side og tilmelde dig dér, MEN endelig tilmelding sker til mig på e-mail skrivehuset@gmail.com, hvorefter du modtager en bekræftelse og et kontonummer til indbetaling af workshopbeløbet. Først da er din tilmelding endelig gyldig og din plads i skrivecirklen reserveret.

Der er kun 6 pladser på hver workshop, så tøv ikke, hvis du skal være den ene kvinde på en af oktoberdagene. Begge workshops foregår i min spisestue med udsigt til have, marker og himmel i Skrivehuset v. Ringsted. Du er hjertelig velkommen

Kærlig hilsen
Lene

TheCircle


Fortællingens Kraft

En ny intuitiv skriveworkshops som vil se dagens lys i begyndelsen af 2016 og som jeg også snart vil tilbyde som personligt skriveforløb med personlig coaching, sparring og intuitiv vejledning i processen. Glæd dig 🙂

Læs mere om Fortællingens Kraft i linket her.

meditation

Tør du dedikere dig?

Lågen

Det er kraftfuldt at forestille sig, at historien eller bogen allerede findes. Den er et sted derude. Den bor i landskabet, den fragtes af fuglene og der ligger brudstykker af dens sætninger og kapitler gemt forskellige steder. Vi ved ikke på forhånd hvor, vi har ikke et landkort eller en gennemtænkt plan. Vi ved bare at den findes og har tillid til, at den gerne vil skrives. Og som min muse i fortællingen Noget om Dedikation fortalte mig, er ordene vores transportmiddel. Vi sidder altså ikke og tænker over, hvad vi vil skrive – vi skriver.

Det er selve skrivegerningen, der gør forskellen.

Tør du dedikere dig?

Så hvad nu hvis du dedikerer dig til selve skrivegerningen? Tør du? Dedikerer du dig til at møde op, igen og igen, i tillid til at de historier eller fortællinger, der ønsker at blive skrevet gennem dig, findes et sted derude? For jeg lover dig, det giver en helt anden følelse end at tro, at du skal tænke sig til det hele. I stedet skal du indstille dig på at lytte, for når skrivningen bliver et spørgsmål om at lytte, forsvinder egoet nemlig ligeså stille. Du bliver den, som tager imod, en slags historiernes jordemoder. Du kan ånde lettet op, du skal ikke finde på det hele. Det findes allerede. Du skal bare øve dig på at turde tage imod.

Fortællerens frihed – og fortællingens

Som fortæller giver det en indre frihed ikke at forsøge at eje hverken historier eller fortællinger. Og når vi møder op og helt intuitivt skriver og begiver os på vej, så er det som om en helt særlig slags fortællinger søger netop os. Vi har hvert vores inspirationsunivers, vores måde og stemme. Selvom vi skriver om det samme som andre, får ord, sætninger og fortællinger efterhånden vores egen lyd og farve. Jo mere vi skriver, jo oftere vi dedikerer os, møder op og faktisk skriver, desto mere udvikler vores sprog sig gennem det, vi åbner op for. Det er på skriverejsen, undervejs, at vi møder os selv og finder vores helt egen fortællerstemme. Det er fortællingens alkymi, mødet mellem fortællingen og os, der gør forskellen.

Men først og fremmest er det dedikationen, som er altafgørende. Det at sige ”ja” og kontinuerligt være i stand til at dedikere sig, ikke kun én gang, men hver eneste gang vi sætter os til tastaturet eller skriver i vores notesbog, gør en indre forskel som åbner os og gør os modtagelige. Det er som om selve dedikationen rummer en subtil magi. Hvis vi siger ja til ordene, siger ordene ja til os. Hvis vi har tillid til fortællingerne og tror på dem, får de tillid til os og søger os i tillid til, at vi vil tage imod dem, skrive dem og igen sætte dem fri.

Vi sætter fri

Når vi har skrevet en fortælling, når vi har modtaget og den er færdig, giver vi slip. Vi sætter den fri. Det er her, vi slipper i fuld tillid til, at fortællingen nu har fået vinger og kan flyve selv. Den når derhen, hvor den skal og læses af dem, som skal læse den. Den er ude af vores hænder. Vi ejer den ikke og identificerer os ikke med den. Den fik liv gennem os, vi gav den vinger, men nu er den fri. Nu flyver den derhen, hvor den kan inspirere, berige og bevæge og måske sætte gang i nye fortællinger hos en anden skrivende sjæl. Fordi ordene vakte genklang, fordi der var noget mellem linjerne, som gjorde noget helt specielt ved vedkommende. Fortællinger kan nemlig også bruges som inspiration, som afsæt til nye fortællinger og til at hjælpe andre med at finde deres vej og måde.

Og vi er fri. Til igen at møde op, dedikere os på ny og tage imod en ny fortælling, når det igen er tid.

Dedikation og tillid skaber forbindelse

Som min muse i Fortællingen om Dedikation sagde: At skrive en fortælling er en tillidssag. When you trust, you connect. Når du møder op, dedikerer dig og skriver i tillid skaber du forbindelse. Forbindelse til Kilden, kreativiteten og din egen sjæls visdom.

Bliv ved. Lad ordene være dit transportmiddel, lad dig fragte. Lyt, mens du skriver og lad være med at tage på camping med egoet. Det kommer dér aldrig noget sundt ud af. En skriverejse er som livet. Fuld af forhindringer, som alle har til hensigt at lære os noget. Så hver eneste forhindring, du støder på undervejs, skriver du dig igennem. For ser du, det er akkurat de samme forhindringer, som andre vil støde på, når de begynder at skrive. Det findes ikke uden, men det vil vi gerne bilde os selv ind. Og så snart vi mærker modstandens klamme hånd på vores hud, lyst til flugt, der bevæger sig rastløs rundt af kroppen, så er det spørgsmål om at stoppe op, trække vejret dybt og sige højt til sig selv: Jeg dedikerer mig. Igen.

”Så jeg skal altså dedikere mig flere gange?”

”Hele tiden.” Hun ler højt. ”Du kan ligeså godt lære det først som sidst, hver eneste gang du sætter dig til tastaturet er en ny begyndelse. Start med at dedikere dig. Og begynd så igen.”

Skab forbindelse igen og igen

Måske går vi fejl af forbindelsen og tror, at når vi en gang har forbundet os, så er det for evigt. Men sådan forholder det sig ikke, vi er nødt til at gøre det igen og igen. På samme måde som når vi vender tilbage til meditationspuden. Vi sætter os med os selv og det, der er. Vi sætter os ikke for at søge perfektion og for gøre det på en bestemt måde, tværtimod sætter vi os med os selv og de tanker og følelser, der nu engang er. Vi forsøger ikke at få dem til at forsvinde, vi registrerer, accepterer, men vi forankrer os i åndedrættet og vender hele tiden tilbage til udgangspunktet. Måske er det på samme måde, vi forbinder os. Vi sætter os med os selv uden at søge perfektion, vi møder op, siger ja og skriver det, der kommer. Igen og igen. Hver eneste gang er ny. En ny begyndelse.

Og det starter med din dedikation, din tillid og det allerførste ord. Tør du?

Kærlig hilsen
Lene


VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Der er stadig et par ledige pladser i VINTERCIRKLEN. Læs mere i linket og tøv ikke, hvis en af de pladser er din. Tilmeld dig til skrivehuset@gmail.com

Lågen

Elsk det kreative kaos og nyd rejsen

grønblåruinfårø

I dag var det min skrivedag. Og jeg har efterhånden lært mig selv, at det først og fremmest handler om at møde op og stille sig åben og undrende overfor det, der vil skrives, så det gjorde jeg. Jeg er gået i gang med at skrive en bog, som har været længe undervejs. Jeg har tidligere taget tilløb til bogskriveriet, men det løb ud i sandet. Denne gang er noget anderledes. Men i stedet for at lave en målsætning og strukturere skriveprocessen, som jeg tidligere har gjort, gør jeg noget helt andet. Jeg møder op og tager imod. Eller for at bruge Julia Camerons beskrivelse af den proces, jeg møder op og lægger spor. Jeg rejser fra kyst til kyst i bogens univers og tilblivelse og møder de ord, sætninger og fortællinger, der ønsker at blive skrevet som en del af bogen.

Den kreative proces er kaotisk – nyd den!

Nu tænker du måske, at det må være et rodet foretagende og det kan du have ret i. Men sandheden er at den kreative proces langtfra handler om orden og kontrol. Jo mere struktur og planlægning, jeg lægger for dagen, jo mere stiv og kedelig bliver ikke alene proces men også ord og skriverier. Det ender med primært at blive et mentalt og fortænkt anliggende og sjælen forsvinder ligeså stille ud af det. Så jeg har i stedet for formuleret en hjertelig intention med mit bogprojekt og herfra ligger landet åbent.

Det er svært for den indre censor – accepter det!

Med intentionen i hjertet rejser jeg via ordene ud og henter det, der sandsynligvis skal med i bogen. Jeg tager imod med kyshånd og åbne arme og lægger alle former for dom og vurdering langt væk. Og tro mig, det er svært for min indre censor, den jomfrunalske korrekturmoster Susan, der så gerne vil brillere med sin sproglige viden. Hun er en sand mester hvad grammatik og retstavning angår, hun er jo uddannet til det, og det skræmmer hende, når jeg pludselig bevæger mig ind i ukendt land eller på gyngende grund skriver noget, der ikke umiddelbart kan findes i retstavningsordbogen. Hun begynder at hyle som en stukket gris og alle hendes formaninger hagler ned over mig. Hun er bange og den kreative, rodede og til tider uvisse proces er næsten som en dødstrussel for hende. Men jeg har lært mig selv at skrive videre. Jeg har lært hende at kende, for hvad hun er og hvis hun er rigtig sød, skal hun nok komme på banen langt senere i processen. Hun er god at have i baghånden.

I morges gjorde jeg som altid, jeg mødte op og skulle netop til at læse det, jeg skrev sidst og skrive videre, da ordene begyndte at flyde af sig selv. Jeg nåede slet ikke at tænke over det, der var allerede bid. En fortælling så dagens lys, men den blev ved og ved. Jeg skrev i timevis. Indimellem jamrede Susan højlydt:

Jeg nød det!

”Du er på vildspor, det har intet med din bog at gøre. Det er bare en ynkelig fortælling, som har set sit snit til at smutte ud mellem linjerne. Du er for svag. Brug dog din vilje kvinde, kan du ikke se, at ordene løber af med dig.” Jeg nikkede, det kunne jeg faktisk godt, men sandheden var, at jeg nød det. Og selvom jeg var enig med Susan i, at fortællingen ikke umiddelbart ser ud til at have noget med bogen at gøre, skrev jeg nysgerrigt videre. For én ting har jeg lært. Nogen ved bedre end jeg. Om du kalder den nogen for Gud, Kilden eller den inspirerende Muse er underordnet. Men hvis ordene pludselig fragter os og noget vil skrives, så skal vi unde os selv at tage imod. Det er i de øjeblikke at kreativitetens sande gaver ligger og vi kan blive så glædeligt overraskede, hvis vi altså tør vente lidt med at fælde dommen og bare flyde med.

Og hvad er det værste der kan ske? At jeg fik skrevet noget, som ikke hørte bogen til, min allerførste novelle? At jeg øvede mig på mit instrument, jeg skrev jo i timevis og tro mig, historien er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod. Den bærer på en sød hemmelighed, et nærmest syndigt spørgsmål og jeg tør på ingen måde dele den endnu. Men den har sjæl og en anderledes form for kant. Gad vide hvor den kom fra?

Jeg følte mig oplivet og forfrisket

Så fik du ikke skrevet på bogen i dag, sukkede Susan, da jeg havde skrevet det sidste ord og rejste mig fra stolen. Der var gået timer og dagen var fremskreden. Det var tid til en sen frokost, til en pause og en tur ud i sol og vind. Næh, svarede jeg og følte mig mærkelig glad indeni. Hvem ved? Men jeg gjorde noget andet, jeg glemte tid, sted og mig selv. Jeg var fuldstændig opslugt af den kreative proces og den historie, der foldede sine vinger ud og begyndte at flyve foran øjnene på mig. Jeg følte mig oplivet og forfrisket som om en engel havde pustet mig kærligt i øret og sagt, at alting er præcist som det skal være.

Vi trækker på samme kilde uanset om vi skriver, maler eller laver musik

Den kreative proces er ikke en rejse, der kan planlægges og struktureres på forhånd. Den er et vildnis af inspiration og impulser, der springer ud som trolde af æsker. Den er en tilsyneladende ufremkommelig jungle, der viser sig at gemme på finurlige hemmeligheder og overraskelser. Og den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor indre censorer som Susan bliver bange. Hun er skræmt, fordi jeg bevæger mig ud på dybt vand. Det er farligt, ukendt og hun vil hele tiden vide hvad, hvor og hvordan i alverden jeg har tænkt mig at flette det hele sammen til et samlet værk. Det kan jeg ikke svare hende på. Endnu. Men jeg stoler på, at det hele nok skal samle sig på et tidspunkt og blive til noget, jeg slet ikke kunne forestille mig på forhånd. Jeg lytter, følger de impulser der opstår og øver mig på at nyde rejsen og den godgørende kreative proces. Den er kaotisk, uforudsigelig og den bringer mig steder hen, som jeg aldrig havde drømt om. Men den er også sjov, forfriskende og livgivende og en bog er undervejs. Det vælger jeg at stole på. Noget vil skrives.

Rejsen er målet.

Gå af vejen så historien kan komme til – elsk den!

Mit allerbedste skrivetips, spørger du? Det er at gå af vejen, så historien kan komme til. Vi stopper ofte os selv inden vi er kommet ret langt, vi tvivler, giver op og lader den indre censor få det sidste ord. Så rejser vi os og bilder os ind, at vi ikke duer til det dér med at skrive, noget, som både den indre censor og ukærlige stemmer fra fortiden er hurtige til at give os ret i. Hvis vi lytter til de stemmer og tror på, hvad de siger, så kommer vi aldrig særlig langt og det skal vi. Vi skal længere ud og længere ind. Vi skal kravle over hegn og bestige bjerge, vi skal over broen og af smalle, ufremkommelige stier. Det hører alt sammen med til processen. Og det er simpelthen så sjovt og spændende, når vi først får rystet de mange forbehold af os.

Vi kan lære os selv at elske det.

Længere ud, længere ind – vov det!

Og hør her. Vi skal virkelig længere ud og længere ind, vi tror. Vi stopper ofte, når det begynder at blive for spændende eller vi mærker en lille snert af følelsesmæssigt ubehag. Så, nu er fortællingen færdig, siger vi til os selv eller også er det nok for i dag. Nej! Prøv i det mindste engang i mellem at skrive i længere tid end du umiddelbart har tænkt dig. For det er ofte her, at vi støder på guldkornene. Vi tror, at de forløsende ord og selve essensen kommer i starten, vi bilder os ind, at hvis de ikke har vist sig på de allerførste sider, så findes de nok ikke. Men det gør de. De gemmer sig bare. De gemmer sig bag modstand, frygt og en masse andre tanker og følelser.

Du kan skrive dig fri – gør det!

Nogle gange skal vi ikke alene skrive os varme, vi skal også skrive os fri. Vi skal ud og møde historierne, fortællingerne eller netop de ord og sætninger, som vi ønsker os at skrive. Og vi skal ofte skrive os derhen, hvor de så pludselig dukker op. Nu føles det anderledes, nu flyder det bare. Vi er stødt på en guldåre og uden særlig anstrengelse folder det hele sig ud. Men vi ledte efter den guldåre, vi troede på den og vi rejste ud og tog imod. Måske skrev vi en masse undervejs, som vi ikke skal bruge i sidste ende, men det ved vi først til allersidst og så måske alligevel ikke.

Nyd rejsen – den er sin egen belønning

Lad være med at være for hurtig til at dømme og bedømme. Mød op, tag imod og elsk det. For som den gode Anne Lamott så rigtigt har sagt det:

I still encourage anyone who feels at all compelled to write to do so. I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it is cracked up to be. But writing is. Writing has so much to give, so much to teach, so many surprises. That thing you had to force yourself to do—the actual act of writing—turns out to be the best part. It’s like discovering that while you thought you needed the tea ceremony for the caffeine, what you really needed was the tea ceremony. The act of writing turns out to be its own reward.

Nyd skriverejsen ❤

Kærlig hilsen
Lene


Skriv fra sjælen – På intuitiv skriveworkshop efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Fortællingens Kraft – en personlig skriverejse i fortællerens univers

Om kort tid introducerer jeg Fortællingens Kraft som et individuelt skriveforløb. Hvis du har lyst til at arbejde intensivt med fortællingens kraft og lære at skrive og tage imod fortællinger i skriv-fra-sjælen regi, så hold øje med siden her eller send mig en mail skrivehuset@gmail.com. Det bliver en fantastisk rejse.

grønblåruinfårø

At skabe et rum

Aftensider

De to lys på bordet brænder med rolig flamme. Alt ånder fred. Og hvis jeg går lidt dybere end de første flyvske tanker, kan jeg fornemme stilhedens land og dens endeløse kyster. Stilheden hvisker uden lyd og forsigtigt svæver en melodi mellem linjerne. Jeg lytter, fornemmer og mærker den i fingrene.

Giv slip, synger sjælen, søg mig uden at kræve. Bare vær og alt det, du søger, vil finde dig.

Tillid til processen

At være er ikke en passiv handling, men det er en tilstand af hengivelse og tillid til processen. Og vi kan lære at være med vores ord og skriverier på samme måde, som vi kan lære at være med vores liv og det, der er. Favne nuet og de øjeblikke, som er selve livet. At være er en slags nøgle til både livet og skriveprocessen. Den åbne, modtagelige, nysgerrige og tillidsfulde holdning gør underværker for både ord og velbefindende. Jo mere vi tør hengive os til processen og lærer os selv at kende i alle dens facetter, desto lettere bliver det både at leve og at skrive. Vi slipper kampen og tanken om, at vi har travlt og at tingene skal folde sig ud på en bestemt måde. Vi går af vejen og lader det ske.

Rummet – din hellige skrivecirkel

Du kan vælge at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det gerne være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel. Tænd nogle stearinlys, røgelse og sæt eventuelt noget blidt musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog.

Du laver en hellig aftale med dig selv og den overholder du selvfølgelig på samme måde, som du møder op på den café, hvor du har en aftale med en ven. Uanset hvad tankerne fortæller dig. Her er det ofte den indre censor, der kommer på banen og den vil gøre alt for at forplumre processen. Den er nemlig bange.

Din sjæl længes

Din sjæl længes efter, at du tager dig selv i kærlig ed. Det er den dybe længsel, du mærker, når du har lyst til at skrive. Og det vigtigste er faktisk at du møder op. Lad være med at have store forventninger til dine skriverier på forhånd. Gå ind i cirklen, dit hellige skriverum og sid så bare stille og lyt. Luk gerne øjnene lidt og lad roen brede sig i dit indre. Du er nu til stede i din hellige skrivecirkel, et rum fuld af stilhed, fred og ro. Og det er et rum, du har skabt med den intention, du har i dit hjerte. Mød op til tomme sider med åbent hjerte, sæt dig, kom til stede i rummet, sid eventuelt lidt stille i meditation eller lav opvarmningsøvelsen og tøm dig selv for overfladevand og de værste tunge tanker. Opvarmningsøvelsen er ALTID god, jeg bruger den selv tit og ofte.

Der er dage, hvor vi dvæler

Dyb accept i det stille rum, din hellige skrivecirkel. Der er ikke noget, du skal nå, du lader komme. Stirrer ind i de danse flammer fra stearinlysene på bordet og lytter til den fortælling, der bor i den brændende ild. Dvæler ved måden den smeltede stearin laver sin egen flod af visdom.

Hvis vi ikke skriver noget, men blot sidder med os selv og stilheden, tillader os at dvæle og være, så lader vi op. Og der er dage, hvor vi har brug for netop det. Der er dage med skabelse og dage, hvor kreativiteten holder fri. Selv Gud holdt fri. Og vi skal unde os selv den gode restitution og have fuld tillid til, at det, som skal komme, kommer. Når vi er klar og det er klar. Intet hastværk.

Så gå ind i din hellige skrivecirkel uanset hvad. Her kan du være, lade op eller skrive. Måske begge dele, for der er tidspunkter, hvor vi kan høste, mens vi sår. Vi ved det ikke på forhånd, men vi kan være forvisset om, at alting har sin tid og kommer til os, når det skal. Fuld accept. Fred. Og kærlighed til processen.

Lad ordene føre dig på vej

Vi kan dog altid sætte i gang, vi kan starte med at skrive. Det første ord, den første sætning. Lade ordene føre os på vej. Nogle gange skal vi et stykke frem, inden det egentlige dukker op. Men pludselig er det dér. Vi mærker det med det samme, nu føles det helt anderledes at skrive. Det flyder, vi bliver fragtet og vi kæmper ikke længere med hverken tanker eller følelser. Vi har skrevet os fri og er nu i kreativitetens kærlige hænder. Glemmer tid, sted og alt det, der gik forud. Vi er dybt i fortællingens univers, der er ikke længere nogen adskillelse. Sjæl, hjerte, kød, blod og ord.

At skabe et rum

Både i mine personlige skriveforløb og på mine skriveworkshops opfordrer jeg til at skabe et rum af ro og fordybelse omkring skrivningen.

Magi for sjælen

Når jeg holder intuitive skriveworkshops er min fornemmeste opgave som underviser at skabe og klargøre det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Et rum fuld af åbenhed, magi og kærlighed, hvor blandt andet fortællinger kan opstå og guide os på vej. Rum, som åbner op og giver tilladelse til nærvær og fordybelse. Inden workshoppen har jeg adviseret deltagerne og givet dem en hjemmeopgave. Men det er ikke, som du måske tror, noget de skal skrive eller forberede som sådan. De skal gøre sig selv klar og formulerede en hjertelig intention. For det er det hellige rum og vores egen indre indstilling, der gør hele forskellen. Det er magi for sjælen.

Når vi møder op med en intention i hjertet, når vi åbner os, gør os modtagelige, kommer til stede i rummet med hele vores væsen og indledningsvis tømmer os for tunge tanker og råddent overfladevand via meditation og opvarmningsøvelse, så går det hele næsten af sig selv. Det er som om vi bliver fragtet. Vi får hjælp. Kilden er til stede i rummet, vi har skabt forbindelse og opdager, at vi rummer alt det, vi skal bruge. Vi indstiller os selv på en kanal, hvor vi kan lytte og modtage og så sker miraklet. Jeg byder på afsæt og skriveøvelser, sluserne åbnes og ordene flyder.

Alt er som det skal være – vi er her for at lære

Senere deler vi ordene i rummet, læser højt og siger tak. Vi lytter og giver os selv lov at være med de følelser, der opstår. Der er smil og latter, men der er også tårer, smerte og store ord. Alt er velkomment. Det er en del af os og en del af livet. Det er helt, som det skal være og vi er her for at lære.

Selvfølgelig støder vi på den indre censor, modstand og frygt. Vi mærker os selv og de store følelser og det er helt, som det skal være. For som forfattere, fortællere og skrivende sjæle i øvrigt er vi nødt til at kende hele paletten af farver, følelser og alt det, der gør et menneske helt. Kun sådan kan vi gå helt ind og beskrive det, som det er. Vi bliver vores ord, vores fortællinger og vores vej. Vi smelter sammen med Kilden og sjælen i den kreative proces.

En kærlig landingsplads

Du kan selv skabe samme slags rum og jeg anbefaler det på det varmeste. Ord og fortællinger er dér allerede, din opgave er at skabe en kærlig landingsplads eller en frodig jord, så spirerne kan komme frem og vokse sig større. Du skal vande og gøde, men det er ikke fortællingerne eller ordene, der skal vandes og gødes. Det er dig selv. Måske er det svært i starten, vi vil så gerne præstere og skrive noget smukt og stort, men det er en proces. Vi må øve os, møde op kontinuerligt og hele tiden vende tilbage til det åbne, modtagelige og tillidsfulde udgangspunkt. Igen og igen.

Og som ørnen sagde til mig forleden dag: Øvelse gør menneske.

Kærlig hilsen
Lene


Intuitive skriveworkshops efterår 2015

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Fortællingens Kraft

Aftensider

Lad ikke din indre censor få det sidste ord

port

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo – på såkaldt sikker grund. Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler.

Kender du det?

Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er. Og når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser ud af gode historier og så videre. Har de da slet ikke en indre censor?

Indre-Censor-Dagbog

Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive det, vi har lyst til.

Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.

  • Hvornår dukker den op?
  • Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
  • Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
  • Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.

Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Du er ikke dine tanker

Husk i øvrigt på, at du ikke er dine negative tanker eller din indre censor. Du kan vælge at få stemmen til at virke dum og lege med de udtalelser, den kommer med. På den måde opdager du, at det slet ikke er dig, der tænker og er stemmen.

Giv din indre censor et navn

Da jeg i sin tid tog mit coachingcertifikat lærte vi at identificere den indre censor i os selv og vi blev opfordret til at give den et navn. Min indre censor kom således til at hedde Susan og det hedder hun den dag i dag. Susan er korrekturmoster, perfektionist til fingerspidserne og så er hun i øvrigt lidt bange. På mine vegne. Men jeg har lært at overhøre hendes formaninger og sætte hende lidt til side. Alene ved at kalde hende ved navn og love hende et kram, hvis hun bliver lidt stille, gør at hun bliver lidt mere mild. Måske vil den indre censor i virkeligheden bare elskes?

Undren

En måde at undslippe egen bedømmelse på er gennem undren og nysgerrighed. Der findes ingen form for bedømmelse i undren. Nysgerrighed beskæftiger sig med hvad og hvorfor, men stiller sig hverken positiv eller negativ over for resultaterne. Når du begynder at skrive, kan du således formulere højt for dig selv og skrive i din hensigtserklæring at du har til hensigt at begive dig ud på skriveeventyr fuld af undring og med nysgerrigheden i behold. Du er jo på opdagelsesrejse og du vælger at lade være med – i første omgang- at dømme det, der opstår og bliver skrevet. Du tager bare imod.

Den indre censor er bange for magi

De eneste sætninger, den indre censor kan lide er dem, den har set mange gange før. De sikre sætninger og dem, som lyder bekendte. Den indre censor bryder sig ikke om søgende og udforskende sprog, den bliver bange for de ukendte veje og de steder, hvor vi slipper os selv i det direkte møde med kreativiteten. Det er her, magien opstår, men den indre censor tror ikke på magi. Det gør den usikker, det gør den bange.

Skriveblokering

Naturligvis er det ofte den indre censor, der gør, at vi ikke får skrevet det, vi egentlig gerne ville. Den kan være direkte medvirkende til, at vi får blokeringer, for hvem vil ikke blive desillusioneret, hvis man bliver mødt af en kugleregn af kritik, misbilligelse og i øvrigt bliver gjort til grin, hver gang man vover sig ud og tager et skridt ud i det ukendte.

Det er trygt at være blokeret

Skriveblokering. Er det en tilstand, du er bekendt med? Og er du klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Fra hjerte og sjæl

At skrive fra sjæl og hjerte er ukendt territorium for den indre censor. Det er farligt. Den vil gøre alt for at forhindre dig i at begive dig derud, hvor det begynder at blive sjovt, spændende og overraskende flydende. Det er her, vi er på gyngende grund, men stoler på vores intuition og det, der folder sig ud. Det er her, vi mødes vores sande sjæl og de dybere sandheder, hvor ordene får vinger og fortællinger kommer flyvende. Det er en tillidssag mellem dig og Kilden og her har din indre censor ikke noget at gøre.

Hvad skal der til, før du forlader din komfortzone og vælger ikke at lytte til det, den indre censor siger? Hvad skal der til, før du møder op og beslutter dig for, at din indre censor ikke skal have det sidste ord?

Kend din indre censor

Gør dig selv den store tjeneste at kend din indre censor, for hvad den er. Skridt for skridt. Det kan tage tid, men det skal nok lykkes. Du slipper ikke af med din indre censor, den er en del af os alle, men jo bedre, vi lærer den at kende, desto bedre kan vi anerkende den, for hvad den er og skrive løs alligevel.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

Kærlig hilsen
Lene


Skriv udenfor_sommercirklenSkrivelængsel og lyst til at forlade det trygge vakuum af blokering og mellemfornøjethed, hvad skrivning og din kreative udfoldelse angår?

Jeg afholder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted
Lørdag den 11. juni kl. 10 – og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med!

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid.

Sommercirklen startede i mandags den 9. maj og du kan stadig nå at komme med. Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. maj. Næste skrivecirklen bliver så Høstcirklen, som stævner ud i slutningen af august.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Skriv udenfor_sommercirklen