Vintercirklen

frost tåge måne

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe det rum og dedikere dig og du vil blive invitereret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i Vintercirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk.

Giv dig selv

Jo mere du hengiver dig og giver dig selv i form af din dedikation i dit eget skriverum, desto mere vil du få igen gennem dine egne ord og skriverier. Meget mere end du aner.

Vinteren og naturens visdom

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

Varighed
Vintercirklen vil bestå i 5 måneder, fra november til udgangen af marts.
Vi starter officielt den 1. november, hvor jeg udsender velkomstbrev og de første skriveøvelser og afsæt ud til deltagerne.

Vintercirklen på Facebook
Jeg opretter en lukket Facebookgruppe til Vintercirklen, som er vores fælles online rum. Det er her, vi deler vores ord, visdom og det, vi mærker også kan berige de andre i cirklen. Ideen er, at vi løfter og støtter hinanden gennem ordene. Det er et frirum for vinterord og visdom, som kan varme og inspirere os den mørke tid og som samtidig holder os til skriveilden.

Et hjertevarmt rum
I Vintercirklen lærer vi hinanden at kende gennem FB gruppen. Her inviteres du til at dele lidt af dine egne skriverier i form af citater og uddrag af det, du har skrevet og som har en særlig energi for dig. Det, der inspirerer dig og vækker dyb genklang, vil højst sandsynlig også give noget særligt til de andre medlemmer i Vintercirklen. Jeg skitserer selvfølgelig retningslinjerne for de af jer, som vælger at slutte sig til Vintercirklen.

Der er ingen krav om, hvor meget og hvor ofte, du skal dele.. Du vælger selv, hvad du har lyst til at give videre i cirklen og hvad, der tilhører dig selv og din indre proces. Nogle gange skal små frø bare have lov at ligge varmt i mørket, de vil spire og gro, når tid er …

Lad Vintercirklen på FB blive et godt og hjertevarmt rum at komme i gennem vinteren. Forestil dig, at det slet ikke er online, men at du i stedet træder ind i en varm stue, hvor ilden buldrer i kaminen og hvor dine skrivevenner er til stede ligesom du er. Lyt, lær, giv og tag imod med åbent hjerte. I cirklen er alle lige, vi er her for at løfte, støtte og berige hinanden gennem vinteren.

TheCircle

Når du skriver
Der er skriveøvelser og afsæt, som vil støtte dig i processen og skænke dig vinterens visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på dig og kræve dig. I stedet for vil du blive opfordret til nærvær med dig selv og til at give slip. Det eneste, du holder fast i, er den pen du skriver med, for er det muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig.

En gave til dig selv
Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen vinterbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine vintersider. En gave til dig selv.

En dans mellem ude og inde
Vintercirklen er således en dans mellem ude og inde. Når du skriver og er i dit skriverum, så vær dér med hele dig. Hengiv dig til dig selv, ordene, mørket og det tidspunkt i naturen, som du også er en del af.

Deltagere i Vintercirklen
Kvinder med skrivelyst og -længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du bor. Norske og svenske skrivesjæle er også hjertelig velkomne. Eneste krav er, at du kan læse og forstå dansk, eftersom forløbet foregår på dansk. Men du skriver selvfølgelig på dit eget sprog.

Som medlem af Vintercirklen får du

  • Månedlige skriveopgaver og afsæt i en personlig e-mail fra mig, som også vil indeholde anden inspiration måske i form af små meditationer og ideer til vintersysler, ro og nærvær, der gør sjælen og skriveprocessen godt.
    (5 x omkring den 1. i hver måned)
  • Inspiration og skrivende input fra skrivecoachen og underviseren. Jeg byder ind med viden og visdom om livet, naturen og selvfølgelig skriveprocessen i både månedsbrevene og i Vintercirklen på FB.
  • Større viden og indre indsigt om naturen og vinterens gave, ikke mindst fra din egen dybe vished og visdom, der vil flyde fra dig som en kilde, når du skriver med afsæt i øvelser og opgaver.
  • En god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse.
  • Små meditationer, mantra og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro og styrke.
  • 100 kr. rabat på deltagelse i 1 af de intuitive skriveworkshops, jeg afholder i 2016.
  • Du bliver en del af et skrivende netværk, som hylder processen, vinteren, den naturlige cyklus og skriver om det.

I forløbet vil jeg også byde på små overraskelser og inspiration fra uventet kant.

PRIS
Pris DKK 895,-
for 5 måneders deltagelse

Det er en drøm for mig at tilbyde dette vinterforløb og skænke dig noget af det, som har støttet og hjulpet mig i min egen proces, så i vinteren 2015/16 tilbyder jeg forløbet til denne helt særlige, kærlige pris.

Tilmelding

Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com og herefter fremsendes bekræftelse og kontooplysninger til indbetaling af beløbet via bankoverførsel. Når betaling har fundet sted, er du officielt medlem af Vintercirklen og vil modtage velkomstbrev og det første månedsbrev med novembers skriveafsæt. Dog tidligst den 1. november, hvor vi officielt åbner Vintercirklen og træder indenfor.

Tilmelding er hermed åben, men du kan løbende tilmelde dig, hvis der stadig er ledige pladser.

01.11.15 – Cirklen er sluttet. Der er ikke flere ledige pladser!

Men, der er selvfølgelig et begrænset antal pladser i cirklen, flere har allerede sluttet sig til, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være medlem af vintercirklen. Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Stilheden dukker op og vi opdager, at den har været der hele tiden. Dybt i os selv. Som en god og givende havn lader den os hvile i visheden om, at alt er som det skal være bag det tilsyneladende tæppe af travlhed og noget at nå. Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinter er ikke er noget, der bare skal overstås, men et sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

Kærlig hilsen
Lene


Oktoberdans

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i skrivegruppen Vintercirklen. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til mørket og den tid, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg også opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces.


Til yderligere inspiration og hvis du stadig er lidt i tvivl om Vintercirklen er noget for dig.

Tid til at komme hjem
Vintermagi for sjælen
Stilhedens havn

bur

Tid til at komme hjem

morgendis2

I dag skal jeg lægge en sidste hånd på skrivegruppeforløbet Vintercirklen.  Det er morgen og endelig dukker lyset op i horisonten. En sprække af skarpt håb skærer igennem skyerne og kaster lys over land. Så forsvinder det igen. Lyset.

Dedikation, hengivelse og en magisk hensigtserklæring

Jeg bladrer i min arbejdsbog og hæfter mig ved nogle af de stikord, jeg har skrevet. Om dedikation, hengivelse og den magiske hensigtserklæring, som vi tager med os på vinterrejsen. For det bliver en rejse, det ved jeg. En rejse gennem vinteren, hvor vi skaber sjælerum og gør plads til at være med vinteren, som den er. Vi flygter ikke, vi accepterer og hengiver os endda til mørket, for det kommer for at tilbyde os sin ro og sin visdom. Jeg ser ord som fordybelse og nærvær og jeg mærker, at noget i mig begynder at slappe af.

Jeg lader øjnene danse over siderne i arbejdsbogen og får øje på nogle af de citater, jeg har nedfældet.

”Det er i mørket, at tingene i virkeligheden sker” har Allan Olsen sagt og det er han ikke alene om at have erfaret. Og så ser jeg et citat fra den gode Oriah Mountain Dreamer, som får mig til at smile. Genklangen runger som en smuk klokke i min sjæl.

”When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.”

Vi hengiver os og lader komme

Det slår mig, at det er lige netop det, Vintercirklen handler om i sin essens. Hengivelse til det, der er, at lægge kampen med livet væk og lade det, der er til os og som vil give os styrke og indre mod, finde os. Vi skal ikke ud og finde ledetråde og løsningerne i vintermørket og trodse vores egen træthed eller den skælvende smerte af frygt og kamp, der følger i kølvandet på den slags handlinger. Vi vælger i stedet at læne os helt ind i det, der er og skabe rum til, at det kan lande. Vi gør os modtagelige, vi lytter til sjælen og den stille stemme og så sætter vi os, slapper af og lader komme.

Dine vinterord

Der er skriveøvelser og opgaver, som vil støtte os i processen og skænke os vinterens visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på os og som kræver os. I stedet opfordres vi til nærvær med os selv og til at give slip. Det eneste, vi holder fast i, er den pen, vi skriver med, for hvis det er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig. Sluk lidt for det elektroniske udstyr og giv dig selv en pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen vinterbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine vintersider. I Vintercirklen deler du kun det, du har lyst til at dele, men det fortæller jeg selvfølgelig mere om, hvis du vælger at være med.

En forvandlingsproces

Jeg tænker på min egen rejse og hvordan jeg uden at være bevidst om det, satte en forvandlingsproces i gang, da jeg i 2009 mødte op og erklærede mig villig. Jeg havde formuleret en hensigtserklæring, jeg ønskede at følge mit hjerte og herefter mødte jeg op hver eneste morgen og skrev.

Langsomt begyndte en indre forvandlingsproces, det var ikke kun ord, fortællinger og mit sprog, der udviklede sig. Det var som om det, jeg skrev og den tilstand, jeg skrev i, havde tråde, der rakte dybt ind i min sjæl og uden hastværk ændrede det min kurs i livet i et tempo præcist så tilpas, at jeg kunne følge med. Jeg var på hjertevej og efterhånden skrev og formulerede jeg min livssang som en dyb og godgørende bekræftelse af, at der findes en vej og en anden måde. Og udenfor mit vindue viste naturen mig hvordan. Som ude så inde. Eller er det omvendt?

Jo mere vi lytter til naturen, desto mere lærer vi om os selv

Jo mere vi følger med årstiderne, den naturlige cyklus og lytter, desto mere kan vi lære om os selv. Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være og det, vi gør, gør vi med hjertet og fra et sted, hvor vi ikke anstrenger os, men derimod giver slip og lader komme. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

Der findes en anden sang

Stilheden dukker op og vi opdager, at den har været der hele tiden. Dybt i os selv. Som en god og givende havn lader den os hvile i visheden om, at alt er som det skal være bag det tilsyneladende tæppe af travlhed og noget at nå. Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinter er ikke er noget, der bare skal overstås, men et sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

Små hellige øer

Skal jeg hvile hele tiden, tænker du måske og bliver stresset ved tanken, for der er meget, du skal nå. En travl hverdag, et udadvendt liv og en følelse af aldrig helt at gøre nok eller være nok. Der er altid mere at gøre og nå.  Svaret er nej, du skal ikke kaste dit liv væk og skabe drastiske forandringer, du skal ligeså stille åbne dig for en langsom og godgørende proces, der starter med det første ord. Det tidspunkt, hvor du vælger at gå ind i dit skriverum og tænde dit skrivelys. Det er din hellige ø i hverdagen, hvor du sidder i nærvær med dig selv og folder ud via skriveøvelser og opgaver uden at have deadlines og tikkende forventninger at skele til. Du mærker efter, du plukker og du åbner for det, der vil skrives gennem dig. Skriveopgaverne er forankret i naturens visdom og vinteren, måned for måned, så du bliver ledt kærligt på vej, men der er ingen korrekt måde at gøre det på. Du skaber selv din skrivevej, mens du går. Det kommer, tro mig, et skridt, et ord af gangen, bare mød op og lad det fremmøde være din hellige ø gennem vinteren. Dit vintersted, dit hi og dine ord. Et af gangen.

Dansen i mørket

Og jeg er med som en slags skrivemor, der skaber rum, øvelser og et kærligt sted at være. Jeg tænder lys på den lange mørke vintergang gennem den inspiration og de skriveopgaver, jeg skænker gennem forløbet, men du går vejen selv. I dit tempo og på din måde. Og jeg tænder ikke lys, fordi du skal undgå mørket. Tværtimod. Jeg tænder lys, så du kan se kontrasterne og opdage dig selv dér i skyggerne. Se helheden, dansen og hvordan det ene smukt komplementerer det andet.

I cirklen er alle lige

Jeg vil fortælle om mørkning, vintersolhverv, solboller … hov, ikke afsløre det hele nu, hvisker stemmen og vi fniser lidt sammen. Og så kommer jeg i tanke om alt det, jeg selv vil lære undervejs i forløbet, for også i cirklen vil vi smukt komplementere hinanden. I cirklen er alle lige og det er sandt. Jeg glæder mig.

TheCircle

Skrivelængslen er et kald

Mens jeg sidder her og skriver i den tidlige morgen, står lyset op i horisonten. Det er et blødt, diset og dæmpet lys. Himlen er svøbt i et gråt tæppe af stilhed og disen dækker horisonten med sit elverpigeslør. I dag skal jeg lægge en sidste hånd på den endelig invitation til Vintercirklen, tænker jeg og glæder mig ved tanken. Det føles godt. Helt ind i sjælen. Vintercirklen er noget, der opstået fra et sted dybt i mig selv og det er en vej og en måde, jeg selv har gået i mange år. Jeg kalder det skriverejsen, for jeg har skrevet det frem.

Hvis vi har skrivelængsel, er det ikke en kuriøs tilfældighed. Det er et kald. Et hvisken fra sjælen om, at der er ord og visdom at hente, når vi tør hengive os og vinteren er et særligt, kærligt sted at gøre netop det, fordi rummet allerede er dér. Det venter bare os på. Kom.

Det er ikke en skrivekonkurrence, det er en døråbning

Husk nu at fortælle, at det ikke er en skrivekonkurrence, lyder stemmen fra et sted dybt i mig og jeg nikker. Har jeg ikke allerede skrevet det? Men det er sandt, Vintercirklen er bestemt ikke en skrivekonkurrence. Det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum, dit sjælerum og dit hellige vinterværelse. Når du siger ja, møder op og dedikerer dig.

It’s not a competition, it’s a doorway
– Mary Oliver –

Kom, lad os skrive og være

Egentlig invitation til Vintercirklen kommer i morgen, fredag den 23. oktober. Men hvis du kan mærke, at det skal være sådan, kan du naturligvis allerede reservere din plads nu.  Der er et begrænset antal pladser i cirklen og flere har allerede sluttet sig til. Lad os gå gennem vinteren sammen. Lad os skrive og lad os være. Ordene, naturen og vinteren vil lede os på vej, for det er tid til at komme hjem.

Lidt flere detaljer og inspiration finder du her
Vintercirklen – en skrivegruppe
Vintermagi for sjælen

Kærlig hilsen
Lene

bur

Stilhedens havn

jolleiregnvejr

Vi talte om det på den intuitive skriveworkshop, jeg holdt i september. Hvordan sørger vi for at holde os i form, hvad skrivningen angår? Og her er svaret er simpelt: Vi møder op og skriver. Igen og igen. Men hvad stiller vi så op, når inspirationen løber op og vi føler os tørlagt?

Pauser og alenetid

For at holde det kreative bål ved lige er vi nødt til at holde gode pauser og sanke inspiration. Pauserne er ligeså vigtigt som selve den kreative handling, det tidspunkt, hvor vi skriver og skaber. Pauser og mellemrum er en del af processen. Prøv at forestil dig musik uden pauser og mellemrum. Nej vel!? Og selv i vores vejrtrækning er der små pauser mellem indånding og udånding.

Pausen er som et rum for nyt liv, en slags livmoder.

Stilhedens havn er et godt sted at lægge sin båd til og give plads til ren væren og afslapning, der ikke har et bestemt formål. Det er en gudegave bare at sidde stille og dvæle, læne sig helt ind i stilheden og give slip.

Og selv en ekstrovert har brug for alenetid og pauser, hvor man ikke er “på”. Det er en påstand, for selv er jeg ganske givet introvert, men alenetid er en gave til kreative mennesker. Det er her, vi sanker i nærvær med os selv. Det er her, vi gør plads til den stille stemme og lytter til det, som vores sjæl synger om, ord og budskaber, der måske har svært ved at få ørenlyd i en travl og højrøstet hverdag. Hvis vi har et dybtfølt ønske om at skrive og leve fra sjæl og hjerte, er vi nødt til at kende vores livssang og for at kunne høre den, virkelig høre den, må vi blive stille nok, lyttende nok og modtagelige nok. Og vi skal ikke gøre noget bestemt på en bestemt måde. Vi skal bare være.

På date med dig selv

Julia Cameron foreslår en ugentlig tur ud, hvor man alene tager af sted for at gøre noget godt for sig selv og med sig selv. Hun kalder den ”The Artist’s Date”. Det kan være en tur til byen, i biografen eller bare en gåtur ud i det blå og det er en udflugt, at vi foretager alene.

Sank inspiration og find ro i naturen

Selv går jeg gerne en tur i skoven. Lytter, betragter og bliver stille. Tumler jeg med spørgsmål eller er der noget, som smerter, giver jeg det til skoven. Jeg ser lyset danse mellem stammerne og hører træerne hviske. De inviterer mig til at komme nærmere. Tungheden forsvinder blandt myggesværme på sommerdage, mens jeg vandrer og lader tankerne flyve. Jeg finder et sted mellem træerne, en stub eller sten, hvor jeg sætter mig og lukker øjnene, lytter til stilheden og skovens røst.

Her kan jeg høre min egen sjæl hviske og synge med på de sange, som skoven også kender. Her bliver jeg rolig indeni og forbinder mig til Kilden og kærligheden. Og uden at anstrenge mig, sanker jeg. Det sker automatisk, jeg skal ikke gøre noget specielt. Jeg skal bare sidde eller vandre og lade mig opsluge og fortrylle af det, der er.

Hver ting til sin tid

Kommer der gode ideer og input til skriverier, siger jeg tak og giver slip igen. For jeg har nemlig opdaget at jeg altid husker det væsentlige. Jeg behøver ikke rende rundt med pen og notesbog og skrive “det hele ned”, når jeg vandrer i naturen eller betragter og lytter.

“Multitasking er noget fanden har skabt”, sagde et træ engang til mig, mens det lo højt. “I naturen gør vi én ting af gangen. Og vi gør det med hele vores væsen.”

Kreativiteten er en dans

Kreativiteten er en dans mellem gøren og væren. Det er en rytme, hvor vi enten skaber eller sanker. Og gode pauser, stilhed, meditation, natur og eventuelt en ugentlig udflugt, der kæler for den indre kunstner, er guld værd for det kreative og skrivende menneske. Den rytme, hvor det ligesom bare flyder gennem os, kaldes også flow, men det er værd at vide, at et flow ikke er konstant flydende i samme tempo. Der er temposkift, variationer – ja det er som en musikalsk komposition. Eller en flod på vej mod havet.

Pauser, mellemrum, stilhed og ture ud

En del af det kreative flow er pauserne. Mellemrummene. Stilheden og turene ud. Bevægelse og frisk luft gør nemlig underværker for både krop, sjæl og skriveproces. Det samme gør stilhed og hviletid.

Og øvelse gør menneske.

Kærlig hilsen
Lene


Vintercirklen

Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i skrivegruppen Vintercirklen. Selvom det i høj grad handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til mørket og den tid, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg også opfordre til ture ud i naturen. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces.

Og så vil jeg naturligvis invitere til stilhed, mellemrum og varme, bløde steder, hvor du kan putte dig og bare være.

Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om, når Vintercirklen er en realitet. Endelig invitation følger i løbet af de næste dage, men du kan allerede reservere din plads nu. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com

Om mørkning, sjæletid, skriverum og Vintercirklen
Læs mere i “Vintermagi for sjælen”

bur

Vintermagi for sjælen

tåget

Kære ven. Mens jeg sidder her og skriver til dig ved stearinlysenes skær, danser regndisen udenfor. Horisonten ligger skjult bag et tæppe af våd ufremkommelighed og himlen hænger med hovedet. Keltisk toner flyder ud af højtaleren, den slags, der kæler for min sjæl.

Det går mod vinter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener.

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er nok ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

Stilhed og mørke

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade. Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Men nu tør vi godt.

Af hjertets vej – og naturens

Jeg har selv gjort det i årevis og det var på den måde, det hele startede igen. Jeg formulerede en intention og begav mig af sted: Jeg ønskede at følge mit hjerte. Jeg skrev hver eneste morgen og jeg startede faktisk på en mørk oktoberdag som denne. Det var næsten som morgensider, hvor jeg kontinuerligt mødte op og skrev flydende og intuitivt i cirka 30 minutter. Og 30 minutter lyder måske ikke af meget, men jeg lover dig, der kan skrives alverdens ord og visdom i det tidsrum. For ikke at tale om alt det, der kommer til os, når vi møder op og tager imod. Det er vores dedikation og fremmøde, der gør forskellen. Det er vores tillid, der skaber forbindelse. Når først forbindelsen er skabt, så åbnes Kilden på forunderlig vis og det strømmer fra os og igennem os.

Jeg skrev mig gennem året og uden at vide, at det ville ske, dukkede månederne op i skønne og finurlige personificeringer og introducerede sig selv og deres visdom. I de små fortællinger, jeg skrev, flyttede de ind på mit pensionat og berigede mig med deres ord og naturlige indsigter og gav mig alt det, jeg savnede.

Sjælens vej. En anden vej, en anden måde.

Månederne og deres naturlige visdom vækkede mig fra min tornerosesøvn. De hviskede om, at der findes en anden vej og en anden måde, og at når man som jeg har fået ordet og fortællerlysten i vuggegave, så er det altså fordi man skal bruge den. Gå den vej, der kalder med sin hviskende længsel og udforske det, der bor i mellemrummene.

Det, der kalder med sin hviskende stemme, er det, du længes efter og den, du i virkeligheden er.

Melankolien

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. De tunge skridt i sneen, disen der danser, mørket og kulden. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som inde så ude. Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner.

Men nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg accepterer mørket som en naturlig del af livet. Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg faktisk stor pris på den mørkere del af året. For jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

VINTERCIRKLEN – en skrivegruppe

Den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem igen. Det er tid til fordybelse og til at nære din indre længsel og det, der ofte må tilsidesættes i sommerens aktive gøremål. Komme ned i tempo, putte dig ind i din egen kerne, læne dig ind i mørket og oplyse dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom og sårbar styrke og som du længes så inderligt efter.

Tid til at komme hjem.

Find indre styrke og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Skriv dine ord og fortællinger i egne omgivelser ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt. Dyk dybt ned i din sjæls visdom, lad naturen støtte dig og vise vej og få gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Som medlem af Vintercirklen skriver du og få masser inspiration til en god og vedvarende skriveproces, der rækker langt ud over denne vinter.

Til dig og din skrivelængsel

Vintercirklen er en skrivegruppe og et forløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler skam også og beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg opretter til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor den hjertelige intention og din dedikation er magisk og du vil i det hele taget blive støttet og vejledt gennem de 5 måneder, som Vintercirklen varer.

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi derimod mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. En inderlig styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Ture ud

Du vil også opleve, at jeg opfordrer til ture ud i naturen, når du har mulighed for det. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i og med naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget. Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har bestemt også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om.

Vintermagi for skrivende sjæle

Her midt i Oktobers regndis arbejder jeg på at gøre forløbet færdigt og glæder mig til at introducere dig for det.

Det koster kun DKK 895,- for 5 måneders deltagelse
en helt unik pris, som jeg tilbyder, fordi det er min drøm at introducere dig og andre for det, der har hjulet mig, styrket mig gennem vinteren og som har gjort, at jeg nu altid møder op og tager min skrivelængsel alvorligt. Og det er en proces. Nu får du lejlighed til at gøre det samme, men forløbet og skrivecirklen vil ikke kræve dig mere end du kan magte. Der er ingen løjerlige forpligtelser, deadlines eller ting, du skal nå. Det er et forløb og en skrivecirkel, en proces, som kærligt inviterer til fordybelse og til dedikation. I dit helt eget tempo og på din naturlige måde.

Dedikation + hensigtserklæring + hengivelse = magi.

Vil du være en del af Vintercirklen?

Der er et begrænset antal pladser i skrivecirklen som gives efter først-til-mølle princippet. Én plads er allerede besat, for en kvinde vidste med det samme, at det her måtte hun bare hengive sig til. Hun hørte sin sjæl kalde, fulgte sin intuition og sagde med det samme JA TAK.

INVITATION TIL VINTERCIRKLEN – klik på linket

bur

Vintercirklen er et godt sted at være.
Et smukt sted at lære.
Om vinterens visdom og mørkets magi.
Naturens cyklus og ordskriveri.

En godgørende vinterbuffet

Du skriver for dig selv, hjemme hos dig selv, men du vil blive inviteret til at dele i cirklen, hvor vi tilføjer egne oplevelser, citater og gode ord til den gode vinterbuffet. Fra den kan vi hver især plukke og smage og lade os opfylde af vinterens gave gennem inspiration, ord og skriverier.

Flere detaljer dukker op af disen i de kommende dage …

Jeg glæder mig til at skrive og dele med dig og de andre i Vintercirklen.

Kærlig hilsen
Lene


Til glæde og inspiration læs også:

Stilhed og mørke – en fortælling om mit nylige møde med Oktober
Skriv dig hjem
Når vinden danser
Når vi skriver fra sjælen


Og der er skam stadig et par ledige pladser på de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel.

Lørdag den 31. oktober kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Det ene udelukker på ingen måde det andet. Tværtimod. Du er hjertelig velkommen i både Vintercirkel og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg har en lille gave til dig, hvis du vil begge dele …

Kontakt og tilmelding på skrivehuset@gmail.com

Jeg hengiver mig med glæde

Kilden

Frihed er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver ét med Alt, der er.

Vi bliver det, vi skriver – vores egen visdom

I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom. Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og puttet sig væk af skræk for at blive dømt.

Roser har torne

Selv en rose kan have givet dybe rifter i hjertet, for roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Kreativitetens magi

Det gør så godt, når vi i øjeblikkets dans formår at glemme os selv og smelter sammen med noget større. Kald det Kilden, kærlighed eller hvad du vil; det er en del af kreativitetens magi og det er balsam for hjerte og sjæl.

Forget yourself. Disappear into everything you look at – a street, a glass of water, a cornfield. Everything you feel, become totally that feeling, burn all of yourself with it. Don’t worry, your ego will quickly become nervous and stop such ecstasy. But if you can catch that feeling or smell or sight the moment you are one with it, you probably have a great poem.

– Natalie Goldberg (Writing Down the Bones)

Vi forankrer os i nuet og er nærværende

Vi forankrer os i nuet. Vi er nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab.

Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre. Og kan vi dele uden at forvente ros, konstruktiv kritik eller anerkendelse og bare sætte fri ved at sige “fint hvis det også kan inspirere andre”, så vokser følelsen af både glæde og frihed. Læs mere i “Når vi skriver fra sjælen”.

Kilden

MANTRA
Jeg hengiver mig med glæde til skriveprocessen og følger min nysgerrighed
som en opdagelsesrejsende i mit eget indre landskab.
Jeg sætter mig ved Kilden, lytter og lader komme.
Jeg skriver min sjæls visdom til glæde og vejledning for mig selv.

Kærlig hilsen
Lene


Lyst til yderligere inspiration? Så læs med her …

Når vi skriver fra sjælen

Som katten vender jeg hjem
en fortælling om livsfloden, der i følge ørnen løber som en åre dybt i dig og fører dig af sjælens vej

Cirkeldans
en fortælling at danse med det, der er, og kontinuerligt at vende tilbage sin livsflod


bur

Skrivelængsel og lyst til nærvær og inspiration? Slut dig til skrivecirklen, kom, lad os skrive sammen!

Har du lyst til at træffe et kærligt valg for dig selv og din skrivelængsel, så kom og lad os skrive sammen. Kom, slut dig til skrivecirklen, du er ventet. Jeg afholder endnu 3 intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her i efteråret:

Lørdag d. 31. oktober kl. 10
Torsdag d. 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Sted: Skrivehuset v. Ringsted.

Der er flere ledige pladser på samtlige workshops og du skal være hjertelig velkommen. Det bliver en magisk, givende og kærlig skrivedag med fordybelse og nærvær. Vi slutter cirkel, skriver, læser højt og folder vores indre fortæller ud på en anderledes godgørende måde. En skrivedag for sjælen, der sætter gang i din skriveproces eller genstarter den fra et nyt sted. Dit helt eget sted.

Læs mere her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet ❤

bur

Når vinden danser

Smålandsk_skønhed

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér.

Et sted i Småland

Det var på den måde med stedet i Småland. Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Og naturligvis kan man sagtens nøjes med små ture ud, alle gode pauser gælder, men jeg kunne bare mærke, at jeg igen skulle over Øresundsbroen og tilbringe nogle dage udenfor dette lands lov og ret. Ud i de svenske skove, ved søer, et sted oppe i Sverige, hvor jeg så ofte før har følt mig hjemme i et træhus i skovbrynet.

Det kaldte, stedet. Jeg mærkede det instinktivt, da jeg så huset på Internettet. Det var muligt at leje det og det lå et sted i Småland, hvor jeg ikke havde været før. Tæt på en sø, lovede ordene og fortsatte med at beskrive omgivelserne, så jeg fornemmede hvert et græsstrå. Længslen sukkede som en flod, der løb mod havet. Kom, hviskede den og kyssede forsigtigt de steder, der trængte til ekstra meget kærlighed. Du er klar til at tage imod noget, der længe har været undervejs og der findes et sted, som er perfekt til det. Et sted, hvor du kan spejle dig i søens dyb og se den sandhed, der forsigtigt har formet sig og været på vej i månedsvis.

“Du er klar nu”, fortsatte stemmen, men det vidste jeg godt. Jeg kunne ikke udsætte det længere og modstanden smeltede som en istap i solskinnet, da jeg så billedet af huset. Et rødt træhus, en veranda, et stort hyldetræ i haven med grene, der forsigtigt banker på køkkenvinduet, når vinden danser. Tæt på søen, skoven og et sted i Småland, hvor jeg tilsyneladende aldrig havde været før. Men nu skulle jeg derop.

Det tavse tomrum

Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Nogle hændelser i sommer og de følelsesmæssige rutsjebaneture og den læring, der fulgte i kølvandet havde sat sine spor. Jeg var holdt op med at skrive, sad bare og stirrede formålsløst på skærmen og kunne hverken finde ord eller mening. Tid til tomrum, hørte jeg stemmen sige og det var jo det, jeg i trætheden havde overset.

Når hjertet venter

Jeg kender ellers udmærket de tidspunkter, hvor tomrummet omslutter sjæle på rejse, fordi der er indsigter og erkendelser, der skal bundfælde sig og fordi der er tidspunkter, hvor vi bare ikke ved. De venteværelser er en del af rejsen, vi er steget af et tog, som for længst er forsvundet i disen, men der er endnu ikke kørt et nyt tog til perron. Det er tåget, diset, der er hverken klarhed eller nogen form for retningsindikation. Det er her, hjertet venter, tålmodigt og i tillid til, at noget er undervejs, men at det endnu ikke er tid. Noget modes, gøres klart og putter sig i varmen dér i mørket. Der er dybe følelser, sorg, tristhed og en vis rastløshed. Men der er ingen form for handling, der kan løse eller fixe tilstanden, vi er strandet og det eneste vi kan gøre, er at sidde med det, der er. For det sted rummer sit helt eget budskab og er en del af rejsen og processen. Det dukker op igen og igen.

Det er rummet uden svar.

Jeg søgte stilheden og lyttede

Da jeg forstod, hvad det handlede om, forlod jeg ambitionen om at skrive noget smukt og indsigtsfuldt og satte mig til at vente dybt i mine egne følelser. Jeg sad med det, der var og faldt til ro i erkendelsen af, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg søgte stilheden, mediterede og lyttede til det, der kom til mig i små dryp. Og da tiden var inde, pakkede jeg min kuffert, bil og hunde og kørte over broen til det sted i Småland, jeg havde lejet for nogle dage og hvortil jeg følte mig kaldet.

Tårerne sprang frem i øjnene, da jeg krydsede grænsen til Sverige og fulgte lyset mod nord. Trætheden krakelerede og jeg lod tårerne flyde, samtidig med at jeg mærkede en ny form for energi komme til syne midt i tågen. Langs vejen stod de mange træer, skovene rakte ud mod mig i efterårsfarver, der var både sprøde og markante i det skarpe sollys. Orange, røde, gule og brune, “vi har med kreativiteten at gøre”, sang de og inviterede mig til at komme nærmere. “Det sted, i dig selv, hvor du giver slip og gør dig så modtagelig, at du tror du mister alt, men i virkeligheden får det hele.”

Det sted i dig selv
hvor du giver slip og gør dig så modtagelig
at du tror du mister alt
men i virkeligheden får det hele.

Huset bød mig velkommen hjem

Det var underligt, men da jeg havde fundet nøglen under den store krukke på terrassen og låste mig ind i det hus, jeg havde lejet i fem døgn, trådte jeg ind i mit eget hjem. Et sted, der var fremmed og hvor jeg aldrig havde været før, men som umiddelbart strakte sin arme ud og tog mig i sin favn. Det gamle træbord i køkkenet, slagbænken ved vinduet, puderne, de store vinduer ud mod haven og hyldetræet med grenene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser. Det blomstrede tapet i blåt og hvidt, striberne på stole og sofa, den store jernseng og de slidte trægulve med spor af dem, der kom før mig.

Der hang historier og fortællinger i hvert et spindelvæv, der duftede af røg og aske fra den store pejs og selvom jeg aldrig rigtig fik den til at virke, fordi røgen blev ved med at vælte ud i stuen, var det fint at den fandtes. Andre havde tændt ydre bål, men jeg lod ilden blusse fra et sted dybt i mig. Jeg fandt varmen på anden vis. Tusindvis af stearinlys, to varmeapparater, man kunne flytte rundt på og en stor trøje og tæppe.

Det var hyggeligt og det var et kærligt. Jeg havde truffet det rigtige valg, da jeg sagde ”ja” til huset i Småland. Og om aftenen sad jeg ved det hvide træbord og køkkenet og skrev i min notesbog i stearinlysenes skær. Der var ikke så mange ord, men dem der var, var milde og godgørende. Jeg skrev om at fare vild og komme hjem igen. Mens hyldetræets grene bankede forsigtigt på vinduet i mørket udenfor og vinden dansede.

Svar, der åbner nye døre

På efterårsferien i Småland og væk fra hverdagens rutiner kom nogle svar til mig, som havde været måneder undervejs. Jeg gav slip, slappede af, jeg havde trukket stikket ud og hengav mig til efterårets smukke forfald i huset ved søen. På gåture i skoven, i stilhed ved søbredden og via ord i en boghandel begyndte det pludselig at dryppe. Synkronicitet og svar i skøn forening. Først var jeg lidt skeptisk, men jo mere jeg overgav mig og svøbte mig i tillid til, at jeg blot skulle være og vandre, så ville det, der var til mig og som havde kaldt så indtrængende, komme mig i møde. Og det gjorde det. Jeg fik svar og indsigter, som jeg havde søgt, blandt andet via spørgsmål i min sjælebog i månederne op til turen. Roen bredte sig og jeg følte mig ligesom fredfyldt som den sø, jeg nu spejlede mig i. Svøbt i visheden om, at alt er, som det skal være og med fornyet tillid i hjertet, faldt det hele på plads dér i Småland.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper

Jeg havde stillet mig undrende og ydmyg overfor noget af det, der var hændt i den forgangne tid og som jeg mærkede havde lange tråde og spor tilbage til tidligere tiders oplevelser og erfaringer. Sjælens rejse er en forunderlig størrelse, men jeg tror på, at vi er her for at lære og har efterhånden lært mig selv at være ydmyg overfor den læring. Det sker, at jeg tager læringen på forskud, jeg tror jeg ved ”hvad” og ”hvorfor”, men senere går det op for mig, at det kun var brudstykker af sandheden. Der kommer mere, senere, når jeg er klar og når svarene er modne. Den slags svar kommer sjældent med det samme, men når de gør, kommer de ofte på en anden måde og i en anden slags indpakning, end vi måske havde forventet.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper, når det gælder sjælens indsigter.

Der er hjælp at få

Dér, midt i Smålands smukke efterår, gik det igen op for mig, at vi får al den hjælp, vi tør tage imod, men at det kræver en helt anden fremgangsmåde end den, vi er blevet lært og påskrevet. Jo mere ivrige, utålmodige og udfarende vi er i forhold til at høste vished og erkendelser, desto mere modstand lægger vi i virkeligheden for dagen. Det er først, når vi bliver stille nok, tålmodige nok og igen fylder vores hjerter med tillid og kærlighed til det, der er, at vi begynder at åbne os, så svarene kan nå os. Svar, som sjældent er endegyldige, men som kaster lys i mørke tunneler og åbner døre, der ikke fandtes før. Noget usynligt og uhåndgribeligt manifesterer sig pludselig som en indsigt af lys, en erkendelse, der opstår fra et dybt sted og kun på den måde, fra det sted, kan vi virkelig forstå.

Sjælebogen og livets mysterium

Det gik også op for mig, at sjælebogen er magisk, fordi jeg har en intention om, at det skal være sådan. Jeg stoler på den bog, på mig selv, Kilden og de ord, der kommer til mig, når jeg stiller mine spørgsmål og sætter mig for at lytte. Jeg skaber forbindelse, når jeg i tillid lytter til subtile toner, den indre dans af vished og musikken, der ikke kan spilles før jeg har stemt mit instrument og gjort mig blød og modtagelig. Når jeg stiller spørgsmålene, kommer der sjældent konkrete svar med det samme. Der kommer gerne kærlige ord, opmuntringer og trøst, men ofte bliver jeg fortalt, at jeg skal væbne mig med tålmodighed og gå i tillid til, at alt folder sig ud i skønneste orden, når det og jeg er klar. Det er en modningsproces, en helt naturlig udvikling og symbiose, som jeg ikke kan forcere eller skynde på. Der er ingen ”fem-hurtige-veje-til-evig-forandring” og der er ingen løfter om bestemte udfald eller resultater. Det er livets mysterium, skriver sjælen med snoet skrift og stemmen synger smukt om uvishedens magi.

Hengiv dig til det, vær dit eget mysterium og gå så i tillid til, at du får de svar du skal bruge, når tid er. Og tiden kommer.

Mange af svarene kom i Småland. Det havde jeg ikke ventet. Egentlig fulgte jeg bare en impuls og den længsel, der opstod, da jeg så huset på nettet og vidste, at jeg måtte derhen. Måske skal jeg bare sove i fem døgn, tænkte jeg eller drikke svensk kaffe med mælk, mens jeg sidder og stirrer ud på regnen, der falder over de svenske skove og drypper mønstre i søen, der under himlens mørke skyer er både sort og uigennemsigtig. Men jeg sov ikke længe, jeg stod op med lyset, gik tur med hundene, drak kaffe og fulgte sjælens stemme. Det regnede heller ikke, solen skinnede, vinden dansede og jeg kunne sagtens se kvinden i søen.

Jeg lod lysten være min GPS

Jeg lod lysten være min GPS og drev omkring på må og få, beundrede det vældige landskab, farverne og det forfald, der var endnu tydeligere dér længere nordpå. Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alt kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere kan bruge til noget, lad det flyve i vinden som de nedfaldne blade og gå i forrådnelse, så det kan opstå som noget nyt og anderledes et andet sted. Lad det være en del af min kreativitet. Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var og gør sig klar til det, der skal komme.

Men lad mig leve nu, lad mig danse lige her midt i løvfaldet og lad mig være det efterår, der gavmildt kaster om sig med blade gjort af fantastiske farver i rød, gul, orange og brunt. Lad mig danse.

Naturlig gavmildhed

Søen gav mig af sit. Det samme gjorde skoven, de store mosbegroede sten og lysninger, som kaldte med tusind tavse stemmer. Og da jeg endelig begav mig ind til byen for at vandre i gader og kigge på butikker, faldt jeg over en bog i en boghandel, som kaldte med ord, der var som skabt og skrevet til mig. Også dér kom der små svar og indsigter, der som puslespilsbrikker var med til at forme et større billede.

Tør du?

Og ørnen var dér skam også. To gange dukkede han op og uden at gøre særlig stads af sig, lod han små ord falde ned i mine åbne håndflader. Jeg fløj ikke med ham denne gang, men stod bare og tog imod med begge ben på jorden. Og dog. For lige dér forstod noget, jeg ikke helt havde forstået på den måde før.

Man kan skam sagtens flyve, selvom man vandrer på landjorden.

Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle

“Det er kærlighed”, råbte jeg til skoven, søen, himlen og de fugle, der fulgte mig på afstand.  Den ørn, de farver, den himmel. Alt det, I så gavmildt skænker mig uden at bede om noget til gengæld. Det er livet”, sang jeg, for nu bølgede energien i mig som en brusende elv og jeg dansede med ørnen fra landjorden på den efterhånden velkendte måde. De dansetrin, den sang og den frihed.

”Tør du leve din egen sande natur nu” spurgte han, inden han fløj over trækronerne og forsvandt for en stund.

Jeg nikkede. Tårer i øjnene, musik i kroppen og en dyb taknemmelighed over at være så elsket fik mig til at synke på knæ og sige en bøn af tak.

”Jeg tør ikke andet”, hviskede jeg og rejste mig forsigtigt, mens jeg børstede jord og bladrester af mine bukser. ”Men hvad kan jeg gøre til gengæld for alt det, I så gavmildt giver mig?”

Du kan sige tak, skreg ørnen

”Du kan sige tak” skreg ørnen og lo sin velkendte latter, så det rungede i de smålandske skove. ”Og så kan du gøre det. Leve din sande natur, danse med livet og lade det flyde igennem dig som luften mellem dine vinger. For det er frihedens kreativitet, der gør dig levende, smidig og glad.”

Noget er større end mig

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér. Om det handler om mig, stedet eller alkymien i mødet mellem os ved jeg ikke, men det skete i Småland i de dage. Og jeg har vished om, at det vil ske igen. Små glimt, stunder af dyb erkendelse og en uendelig gavmild kærlighed fra noget, der er større end mig.

Grene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser.

Fortællingen stammer fra min egen skriverejse, oktober 2015. Og fortsættelse følger.

Kærlig hilsen
Lene


Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver.

VINTERCIRKLEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel.

Vi starter den 1. november og skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året, forankret i naturen, årshjulet og den naturlige cyklus.

Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet herunder. Du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Når du skriver fra sjælen

Oktoberdans

Når vi skriver fra sjælen uden ønske om accept eller anerkendelse, men blot fordi vi elsker at skrive og lade kreativiteten strømme gennem os, frigøres en vældig kraft. Alt det, vi holder så krampagtigt fast i, fordi vi ønsker at være accepterede i en bestemt form, en slags identitet, kan vi give slip på og i stedet lade kreativitetens kraft virke gennem os. Den kraft har intet andet formål end at skabe og udtrykke sig. Når vi skriver uden at dømme os selv, kan vi efterhånden skrive os fri og heale de skader, der opstod, fordi vi gentagne gange blev bedømt, vurderet og fik lidt for mange kommentarer med på vejen. Bødlen eller dommeren kan sagtens have været klasselæreren, en forældre eller andre, som bare lige synes, at de skulle give deres besyv med.

Selv tilsyneladende velmente kommentarer kan have gjort skade og ros har måske givet sår på sjælen, fordi vi uden at være bevidste om det, begyndte at føle os afhængige af, at nogen kan lide os. Hvis det, vi skriver og skaber er afhængig af andres billigelse og kærlighed, er det en kærlighed fuld af betingelser og skabelsen er ikke længere fri. Vi forsøger bevidst eller ubevidst at skrive noget, som gør os værdige i andres øjne og vi bliver afhængige af den ros, som vi kan blive det af stoffer, alkohol eller betinget kærlighed.

I rigelige mængder

Hverken ris eller ros hører til i sjælens kreative land, for her strømmer kærlighed og skabelse i rigelige mængder. Det er fristende at søge anerkendelse udenfor sig selv og vi kan blive så pokkers afhængige af likes og hurraråb, men i sin reneste form er kreativiteten ikke afhængig af nogen form for bedømmelse eller dom. Det er ønsket om at give udtryk for sig selv, der får sjælen til at udfolde sig kreativt, det er en dybfølt længsel, der strømmer fra et sted i os, hvor alting ender og begynder.

Vi sætter fri og bliver en del af noget større

Egoet vil være. Nogen. Noget. Det er egoet, der bygger en identitet op omkring gøren og laden og det er egoet, der gerne vil vise produktet frem og være noget ved musikken. Men sjælen vil egentlig bare skrive. Den vil lytte til livets musik og være en del af en større komposition. Den tager imod og åbner sine arme og sit hjerte. Den har ikke behov for at eje og den har på ingen måde brug for at identificere sig. For jo mere, vi identificerer os, desto mere bundne og ufrie bliver vi. Men sjælen er fri og når vi lærer os selv at skrive fra sjælen, bliver vi en del af en vidunderlig frihed, hvor ingenting kan ejes eller sættes i bås. Vi tager imod og vi lader komme. Kreativitet, ord og skriverier strømmer igennem os og eftersom vi ikke skriver for hverken ros, anerkendelse, ris eller kritik, sætter vi os selv fri og kan skrive flydende og intuitivt. Vi tør nu lege og udforske, vi går på opdagelse og med nysgerrighed og åbenhed overfor det, der sker i mødet med kreativiteten, sætter vi fri og bliver en del af noget større.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik

Men friheden er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver således med Alt, der er. I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom. Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og puttet sig væk af skræk for at blive dømt.  Og selv en rose kan give dybe rifter i hjertet, for også roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Sjælens og hjertets visdom er for alle

Vi forankrer os i nuet. Vi bliver nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab. Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre.

Smukt, hvis det du skriver kan inspirere andre, men …

Lad endelig skrivelængslen smitte og del gerne dit hjertes visdom med andre. Men del med omtanke og gør det uden nogen form for forventning. Kan det inspirere andre, smukt, hvis ikke, så har det inspireret dig selv. Når du skriver fra sjæl og hjerte og virkelig er dit budskab og dine ord, når du lader ordene danse og bliver den dans, så når du også andre sjæle og hjerter med dine ord. Og dine ord bliver deres gennem den genklang, de vækker. For husk, vi identificerer os ikke længere og tager ikke patent på vores egen måde eller visdom som sådan. Den er for alle og til alle. Den åbner hjerter og får sjæle til at komme ud af deres skjul. Den vækker kærlighed og der er så rigelige mængder, når vi åbner op og lader strømme. Kreativitet. Kærlighed.

Men vi skam har hver vores skrivestemme

Når det er sagt, så har vi alle hver vores stemme. Ikke to stemmer er ens, selvom de måske skriver og fortæller om lidt af det samme. Så du skal ikke blive bange for, at nogen kommer og hugger det, du skriver eller fortæller om. Der er ingen, der kan stjæle dig eller tage din sjæl i pant. Det, du gør, på din måde, er unikt, men det du skriver og fortæller om, når det stammer fra sjæl og hjerte og har til hensigt at inspirere, åbne hjerter og give mod, er for alle. Det er samme Kilde, vi trækker på og kommer fra. Og jo mere vi tapper af Kilden, skriver og skaber, desto mere er der er at skrive og skabe. Kreativitet avler kreativitet.

Intuitive skriveworkshops for sjæl og hjerte

Når jeg holder skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her i min spisestue, slutter vi cirkel, skriver og deler med hinanden. Min fornemmeste opgave som underviser at skabe og klargøre det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel, et rum fuld af åbenhed, magi og kærlighed, hvor blandt andet fortællinger kan opstå og guide os på vej. Rum, som åbner op og giver tilladelse til nærvær og fordybelse. Inden workshoppen har jeg adviseret deltagerne og givet dem en hjemmeopgave. Men det er ikke, som du måske tror, noget de skal skrive eller forberede som sådan. De skal gøre sig selv klar og formulerede en hjertelig intention. For det er det hellige rum og vores egen indre indstilling, der gør hele forskellen. Det er magi for sjælen.

Din hjertelige intention sætter kursen

Når vi møder op med en intention i hjertet, når vi åbner os, gør os modtagelige, kommer til stede i rummet med hele vores væsen og indledningsvis tømmer os for tunge tanker og råddent overfladevand via meditation og opvarmningsøvelse, så går det hele næsten af sig selv. Det er som om vi bliver fragtet. Vi får hjælp. Kilden er til stede i rummet, vi har skabt forbindelse og opdager, at vi rummer alt det, vi skal bruge. Vi indstiller os selv på en kanal, hvor vi kan lytte og modtage og så sker miraklet. Jeg byder på afsæt og skriveøvelser, sluserne åbnes og ordene flyder.

Vi siger tak

Når vi siden hen læser højt og deler med hinanden, gør vi det uden at dømme eller bedømme. Kun Kilden er inviteret, hverken ris, ros eller kritik bliver budt indenfor. Vi skelner ikke mellem rigtigt og forkert. Enhver historie eller fortælling er inviteret ind i cirklen præcis som den er. Vi læser højt, lytter og siger tak.

Du kan skabe dit eget skrivende sjælerum

Og du kan sagtens skabe et lignende rum for dig selv, din sjæl og dine kreative skriverier. Vælg at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det gerne være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel. Tænd nogle stearinlys, røgelse og sæt eventuelt noget blidt musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog. Og hvorfor ikke starte lige nu, lige her? Lad gerne efteråret og den mørke tid holde om dig og støtte dig i den proces.

Husk at overholde din aftale MED DIG SELV

Du laver en hellig aftale med dig selv og den overholder du selvfølgelig på samme måde, som du møder op på den café, hvor du har en aftale med en ven. Uanset hvad tankerne fortæller dig. Her er det ofte den indre censor, der kommer på banen og den vil gøre alt for at forplumre processen. Den er nemlig bange for magi. Overhold dine aftaler med dig selv, mød op og vis at du mener det. Det fremmøde, den dedikation betyder mere end du måske aner. Og husk at sige tak.

Mød op, skriv og tag imod

Men hvordan skal jeg komme i gang med at skrive fra sjælen, tænker du måske og det kan jeg godt svare dig på. Du møder op og tage din skrivelængsel alvorligt. Men ikke mere alvorligt end du indser at skrivelængslen er et symptom og det eneste, der kan få længslen til at åbne sig er at møde op og gøre det, din sjæl længes efter. At skrive sig selv og folde sine fortællinger ud. Og det behøver ikke at være hårdt, svært og anstrengende, den slags er som regel strofer i egoets sang. Det er ofte legende let, skønt og befriende, når vi først får det lært husker det, vi havde glemt. Vi kan det nemlig allerede!

Det, du søger, kan du ikke tjene, fortjene eller betale for med lidelse eller hårdt arbejde. Det er en gave. Det er en nådegave. Den kan kun modtages.

Sådan siger Oriah Mountain Dreamer og det er sjælens sag i en nøddeskal.

Mød op og tag imod din gave. Lev den og skriv den.

Kærlig hilsen
Lene

PS Jeg sender p.t. ikke nyhedsbreve ud, så husk at tilmelde dig bloggen her ved at trykke “follow” og få en advisering i din indbakke, når der er ny inspiration til dig. Du er også hjertelig velkommen på Skrivehusets Facebookside, hvor jeg næsten dagligt lader små tekster, billeder og andet godt til skrivende sjæle dryppe og inspirere.


Skrivelængsel?

Skrivecirkler – bliv del af en skrivegruppe samtidig med du selv er på skriverejse
Skriveworkshop – giv dig og din skrivelængsel en sjæledag på intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Skrivecoaching – 1:1 – din helt personlige skriverejse

Du er ventet ❤

cropped-2011-november-003_b.jpg

Et kærligt valg

hjerteblad i regn

Blessed are the weird people:
Poets, misfits, writers, mystics, painters, troubadours.
For they teach us too see the world through different eyes.
– Jacob Nordby –

Er det egentlig ikke det, det handler om? At være i stand til at se verden med andre øjne, nye øjne, anderledes øjne? At få øje på noget af det, andre skynder sig forbi, noget af det, som måske i virkeligheden er selve glæden i livet? Detaljer, skønhed og skæve vinkler? Verden set gennem dine briller er en unik fortælling. En fortælling om alkymi. Og ingen andre end dig kan fortælle den historie på lige netop din måde.

Det gør godt at skrive

Det gør godt at skrive det. Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære. At skrive kan være en terapeutisk handling, men det er også et eventyr, som vi kan begive os ud på med kærlig nysgerrighed. For hvad findes der bag tankerne og det tilsyneladende? Hvem mon bor på bunden af den kreative brønd, bag frygt, modstand og begrænsninger, hvad findes der af skatte og hengemte hemmeligheder?

På dybt vand – lad dig gribe

Den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på og hengiver os til, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor den indre censor bliver bange. Den bliver skræmt, fordi vi bevæger os ud på dybt vand. Men det dybe vand er i virkeligheden dér, hvor det hele opstår. Det sted, hvor vi endelig slipper kontrollen, lader os fragte og hvor vi møder Kilden. Lige dér opstår magien. Så vi skal derud og nej, vi kan ikke bunde, men vi kan svømme. Samtidig bliver vi grebet af noget, der er større end os. Og vi skal ikke begribe det, vi skal lade os gribe af Kilden og kreativiteten.

Ved at skrive og lade det flyde opdager vi, at vi indeholder meget mere, end vi går og tror. Vi opdager ofte, at vi slet ikke er enige med vores tanker, og når vi skriver løs uden at tænke, helt intuitivt, nærmer vi os noget, der er større end os selv . Vi bliver ét med skabelsen af den historie eller fortælling, der ligesom bare flyder og skrives gennem os.

Skrivelængsel? Kom, lad os skrive sammen

Har du lyst til at træffe et kærligt valg for dig selv og din skrivelængsel, så kom og lad os skrive sammen. Kom, slut dig til skrivecirklen, du er ventet. Jeg afholder endnu 3 intuitive skriveworkshops her i efteråret som følger:

Lørdag d. 31. oktober kl. 10
Torsdag d. 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Der er flere ledige pladser på samtlige workshops og du skal være hjertelig velkommen. Det bliver en magisk, givende og kærlig skrivedag med fordybelse og nærvær. Vi tager imod fortællinger, læser højt og folder ud. En skrivedag, som sætter gang i din skriveproces eller genstarter den fra et nyt sted. Dit helt eget sted.

TheCircle

Læs mere her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

En lille pause, et mellemrum, et kærligt valg

Selv har jeg truffet et kærligt valg, for jeg har brug for en lille pause. Et mellemrum, et suk, stilhed, natur og ingenting.

Jeg drager nu på efterårsferie i det svenske land og sanker inspiration til kommende skriverier. Men mest af alt vil jeg give slip, lade mig fragte gennem oktoberdagene og bare være. Jeg slukker for alt elektronisk udstyr og så går jeg ud i den svenske skov, rundt om den svenske sø og indånder det efterår, som jeg er en del af. Jeg spejler mig i søen og jeg tager en snak med træerne om den naturlige, kreative proces og jeg lytter.

Naturen er min kirke, min religion og det sted, hvor jeg bedst falder til ro og genopdager stilheden i mig selv. Den stilhed, der er så godgørende, kærlig og healende at intet andet kan erstatte den.

Men stilheden er også et bevidst valg. Et kærligt valg.

Kærlige efterårshilsener
Lene

Hvis jeg kan lære
At være
Med ingenting
Kan jeg være
Med alting

hjerteblad i regn