Ventesang og forårsdrømme

Imbolc. At night I dream of Spring.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Hengivelse

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen. Og hvis du ikke tror mig, så lyt til ørnens sang.

En hyldest til tomrummet

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne.” Jeg sad lidt og stirrede ud i disen, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Jeg blev januar.

Ventesang og et magisk tidspunkt på året

Ventesangen. Det var primært den, jeg hørte i januar. Januar er nu snart forbi og vi nærmer os et ganske særligt tidspunkt på året, som i det keltiske årshjul hedder Imbolc. Det er det tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted. Og selvom vi måske ikke kan se det sådan umiddelbart, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Lyset vokser. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis.

Forberedelse af indre forandringer

Nu er det tid til indre forberedelse af de forandringer, som skal komme. Plant dine ideer og lad dem udvikle sig. Bring dine visioner og indre erkendelser ud gennem ordene, brug poesi, sang og kunst. Det er meget intuitiv energi til rådighed lige nu, så lyt dybt og inderligt til din indre livssang og lad den smelte sammen med de nye kræfter, der kommer med det snarlige forår.

Jeg indstiller mig på at lytte

Jeg lytter. Hver eneste dag i januar har jeg indstillet mig på at lytte til de toner, der smøg sig gennem dagene og om min sjæl.

Ventesangen var markant, januar er ikke en måned, hvor man foretager sig store ting, handler og agerer. Det står i kontrast til vores ofte ambitiøse nytårsforsætter, hvor vi træder over tærsklen til det nye år med et løfte til os selv om at gøre det endnu bedre i år. Vi ønsker at blive bedre udgaver af os selv, stræbe, slide og slæbe, tabe kilo og blive af med alt det, vi ikke bryder os om. Fra første færd kan januar nemt ende med at blive en kamp som ydermere står i skarp kontrast til årstiden og den fine energi, som januar byder på.

Hvad januar lærte mig

Januar lærte mig at vente. Jeg blev i tomrummet og undgik fristelsen til at fylde det ud. I stedet skrev jeg på den bog, som jeg i er i gang med og lytte hver eneste dag til de subtile toner. Vindens budskab, sneen, der forsigtigt lod sin hvide stilhed dække landskabet, solen, træerne og de dybe skygger ud på eftermiddagen. Mørket, der kom tidligt og dagene, der langsomt blev længere. Rejse med lyset gennem hver eneste dag. Blive en del af den særlige vinterkomposition og lytte. Bare lytte.

Øv dig på at lytte

At skrive er næsten som at komponere musik. Og den vigtigste kundskab er at lytte. Vi tror måske at vi skal tale, men i virkeligheden er skrivningen en lyttehandling. Når jeg lytter og skriver det ned, jeg hører, skal jeg blot tage imod. Jeg lytter og skriver, jeg taler ikke.

Når vi synger, handler det halvfems procent om lytten. Når du lytter intenst, fyldes kroppen af musikken og når du så åbner munden, kommer musikken ud af dig.

En svamp af lyttende opmærksomhed

Gør dig åben, modtagelig og vær en svamp af lyttende opmærksomhed. Lad musikken fylde dig og skriv den så. Lyt til rummet omkring dig, lyt til lydene, lyt til bordet, du sidder ved og dine fingres dans over tastaturet. Lyt til stormen, træerne og græsset, der gror. Skriv så det, du hører. Du er som en båndoptager, der gengiver det optagede. Du tager diktat. Og når du virkelig lytter dybt og intenst ind i dig selv, så tager du diktat fra sjælen.

Gå ind i historien med hele kroppen. Åbn alle døre og vinduer og lad den sive ind. Stå i vinden og skriv det, du mærker. Havet, himlen og fuglene. Mærk efter. Lyt, lyt, musikken spiller allerede. Dybt i dig lyder en melodi, som kun du kan synge. Lyt, lad den strømme igennem dig, vær helt stille.

Hvordan lyder vinteren? Eller sommeren? Skriv på alle årstider og skriv gennem skiftende vejr. Lær dig selv at kende gennem din lytning og øgede opmærksomhed. Det er en ny form for nærvær, som knytter dig til årstiden og det nu, der er selveste livet. Lyt til bølgerne, sandet og de konkylier, du finder på din vej. Der er historier alle vegne.

Når skrivehandlingen bliver en lyttehandling, forsvinder egoet ligeså stille ud af det og det bliver lettere at høre sjælens stemme og skrive fra det sted i os selv, hvor vores livskilde udspringer.

En ny skrivecirkel

Vi er næsten nået til februar nu. Et magisk tidspunkt på året, Imbolc og Kyndelmisse, som er opstået af samme fejring. Jeg er spændt på de nye toner og kan mærke, hvordan noget er begyndt at vokse i mig. Jeg bliver mere vågen nu. Noget af det, jeg formulerede ved Vintersolhverv begynder at rumstere, som om jeg allerede nu kan mærke, hvordan de små spirer i vinterens muld vokser sig større og stærkere. Noget rører på sig, noget gør sig klar. Men det er ikke tid endnu. Februar er den sidste vintermåned og så er det faktisk officielt forår. Et lille mirakel hvert eneste år.

Forårscirklen

Forårscirklen er en skrivecirkel, som er forankret på netop det tidspunkt på året. Vi starter i marts måned og rejser sammen gennem foråret. Vi lader komme, vi lader blomstre. Følger skrivelængslen og den årstid, der er indbegrebet af skabelse og kreativitet.

Gennem egne og andres ord får du vished om, hvad det vil sige at hengive sig til skriveprocessen og skrive fra sjæl og hjerte.

Find indre ro og lys på rejsen mod foråret

Du skriver hjemme i dine egne omgivelser og på lune forårsdage kan du måske endda sidde udenfor og skrive, hvis du har mulighed for det. At skrive udenfor kan skabe en helt særlig stemning. Men uanset hvor du er, er du allerede ankommet. Hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit rum og dedikere dig og du vil indledningsvis blive inviteret til at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i skrivecirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk.

Læs mere om Forårscirklen i linket her og skriv til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Jeg glæder mig til at skriverejse med de kvinder, som melder sig til cirklen og til at udforske foråret på nært hold gennem ord og stemninger. Jeg glæder mig til at lytte til forårets helt særlige toner, skrive dem og blive dem.

I Forårscirklen bliver vi vores eget forår.

Kærlig hilsen
Lene

PS. Billedet malede jeg forleden dag. Det opstod bare på samme måde som titlen
“Imbolc. At night I dream of Spring.”

Hverdagspilgrim

vindue og lys

Jeg faldt i staver over spirituelle rejsebøger, hvor forskellige mennesker gik pilgrimsvandringer. I et stykke tid sad jeg og småsavlede lidt ved tanken om at gå en hellig rute, hvor andre havde vandret før mig og hvor både historien og historier svævede som ånder over de støvede veje. Jeg tænkte på bøger, jeg allerede havde læst om emnet og om, hvordan det mon ville være at tage af sted. Men så slog det mig. Hvad så bagefter? For selvom en pilgrimsvandring naturligvis kan ændre et menneske med udsigt og indsigt, erkendelser og alt det, der sker undervejs, ude og inde, så kommer der igen en hverdag. Vi er nødt til at vende hjem og genoptage de liv, vi levede, før vi tog af sted. Måske har vi planer om at ændringer efterfølgende, måske anser vi det for umuligt at leve videre på den måde, vi gjorde før. Men hver eneste tanker kræver handling, for ellers fortsætter hverdagen blot som den hele tiden har gjort.

Så hørte jeg ham hviske fra et sted udenfor. Og da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg ham flyve i midten af en stor flok krager. Hans vingefang var så meget større og de velkendte aftegninger afslørede ham for mig. Jeg smilede uvilkårligt. Han er der altid på rette tidspunkt.

Jeg tror at kragerne havde en finger med i spillet, for pludselig var det som om jeg hørte en lydløs sang fra hvert eneste vingeslag. Synkron, i takt og alligevel som et symfoniorkester med hver sin lyd, tone og instrument.

”Udfordringen er at være pilgrim i sjælen. Og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.”

Så var de væk, sorte vinger forsvandt i skydækket, for den sol, der skinnede over landskabet i morges, var nu væk.

Udfordringen er at være pilgrim i sjælen og lade hverdagen være din pilgrimsrejse.

Jeg smagte på ordene og skyllede dem senere ned med en kop, så de kunne bundfælde sig. Jeg er nødt til at skrive lidt om det, tænkte jeg og sidder derfor nu her. Eftermiddagen folder sig ud, om en time kommer min veninde forbi og så går vi en lang tur med hundene. Det er en af de friheder, man har som selvstændig og som jeg værdsætter uendeligt højt. De daglige gåture i dagslys. Også om vinteren.

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse

Lad hverdagen være din pilgrimsrejse. Jeg skrev ordene ned og lukkede øjnene et øjeblik. Det lyder måske knapt så spændende og eksotisk som en pilgrimsvandring på Caminoen, men ikke desto mindre vakte det genklang et sted dybt i mig. Det er så let at drømme om rejser, retreats og alt det, vi kan lære og tilegne os på dyre uddannelser eller ved at besøge guruer i øst og vest. Men den eneste guru, som reelt set kan hjælpe og guide os, er den indre guru. Du er din egen guru. Og dit liv, din hverdag og hvert eneste øjeblik er din chance, din mulighed for at foretage din personlige vandring. Ikke flygte, ikke drømme sig væk, men favne hvert eneste øjeblik, hver dag og gøre sit bedste. Snøre vandrestøvlerne og gå den vej, der er din.

Nu er han tilbage, pirker med næbbet vinduet, hvor et par iskrystaller gør ham selskab. Men han vil ikke bydes indenfor, han ryster på hovedet og gør blot tegn til, at jeg skal fortsætte med at skrive, mens han taler. Du har gættet det, jeg tager diktat. Fra en ørn. Men sådan er det, der er ingen vej udenom, det er jo hans historie, jeg skriver. Det, der åbenbarede sig på en trommerejse for snart to år siden, da han valgte mig og blev mit kraftdyr. Forvandlet er min fuglefobi.

Din helt egen hverdagscamino

”Lad være med at flygte fra det nu, der er selveste livet. Denne vinterdag, dette øjeblik, hvor du opdager, at rejsen er lige her. Pilgrim i sjælen, din helt egen hverdagscamino. Prøv at blive lidt her og vælg bevidst at se, hvad der skænkes dig netop her. ”

Han siger ikke mere, letter uden besvær og forsvinder i horisonten. Jeg kommer i tanke om noget af det, han sagde til mig ved Vintersolhverv om bevidst at vælge det, der gør mig godt. Nu har vi kigget så meget på alle udfordringerne, det, der står i vejen, stammeoverbevisninger, der ikke tjener dig. 2015 var i det hele taget et udfordrende og krævende år. Nu opfordres du til at vælge glæden og virkelig tune ind på sjælens vej. Måske er det i virkeligheden det, pilgrimsrejsen handler ikke. Den daglige vandring, de valg, vi foretager og det tidspunkt, hvor vi lærer os selv at være så nærværende, at vi faktisk kan træde et skridt tilbage og vælge bevidstheden. Sige nej til det, der fornærmer vores sjæl og i ja til det, der gør os godt dybest inde.

Hvad nu hvis

Mens jeg skriver det, ved jeg det. Det bliver svært. Det er svært! Jeg hælder hele tiden over i frygtens lejr, over i det trygge og velkendte, det sted, hvor der altid mangler noget. Hvad ville der mon ske, hvis jeg helt opgav at sætte mål og i stedet lod min målsætning være helt simpel. Jeg gør hver eneste dag til en god dag. Så godt jeg kan. Jeg øver mig i at være nærværende, jeg lytter til glædens sang og til de subtile toner af velvære, der findes bag det hele. Nærværet. Øvelsen. De bevidste valg, hvor jeg ikke hovedløst farer fra det ene til det andet og opdager, at jeg danser til frygtens pibe.

Hvad vælger du at fodre?

Hvad vælger du at fodre? Kærlighedens eller frygtens ulv? Sjælen eller egoet?

Så udfordringen er ikke at have penge nok til at rejse udenlands og tage del i skelsættende rejser. Det kan være et ekstra krydderi, men det er ikke målet. Målet er hverdagen. Dette her og nu. Pilgrimsrejsen handler i virkeligheden om at navigere i hverdagen og lægge mærke til, hvor man sætter sine fødder. Rejse over de vandløb, hvor sjælen kalder fra den anden bred og tage imod de gaver, der byder sig til undervejs. Og gaver kommer i mange slags pakker og afskygninger, selv forhindringer på vores vej gemmer på gaver og indsigter, hvis vi vælger at se dem sådan. Her starter eventyret.

”Tager du imod udfordringen?” siger han.

”Jeg troede du var fløjet!”

”Jeg er skam altid lige i nærheden. Det er bare ikke altid, at du kan se mig eller lægger mærke til mig. Tager du imod udfordringen?”

”Ja tak, jeg tager imod udfordringen. Pilgrim i hverdagen.”

”Pilgrim i hverdagen. I sjælen. I tillid”. Han smiler fra et sted i skydækket og lader mig vide, at jeg godt kan stoppe med at skrive i dag. Du skal aldrig skrive dig træt eller ked. Husk det nu.

* * *

En lille fortælling fra den store, bogen jeg er ved at skrive. En fortælling om at være en vaskægte hverdagspilgrim.

Med kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

 

Sporlægning

Searchnomore

Sporlægning er et spørgsmål om tillid. Tillid til den kreative proces og en øvelse i at slippe kontrollen og lade komme i den allerførste skrivefase. Det er i den fase, jeg befinder mig nu, mens jeg skriver min bog. Jeg lægger spor.

At lytte og lade lande

Det kræver et helt nyt syn på det at skrive. En ny følelse. I stedet for at være aktiv og udfarende, i stedet for at jagte ordene, møder man op og lytter. Lytning er en af de vigtigste egenskaber i skrivning. Ligeså stille forsvinder egoet ud af processen, når vi hengiver os og bestræber os på at lytte til det, der vil skrive. For det vil gerne skrives. Den tillid, den tro må vi have. Det handler ikke længere om, at vi skal jage det og indfange det, det handler om at vi skaber en smuk landingsplads. Det handler med andre ord allermest om, at vi gør os klar, for det er i bund og grund vores egen holdning og indstilling, der er afgørende.

Pilgrimsrejsende

Åbenhed, nysgerrighed og en god portion undren er godt at pakke ned i rygsækken, når vi begiver os på vej i den første sporlægningsfase. Vi er virkelig pilgrimsrejsende i den første del af skriveprocessen. Vi tager ud og møder historierne, dér, hvor de er. Vi lader ordene vide, at vi er mødt op og at vi er villige og modtagelige. Fra kyst til kyst rejser vi og tager imod det, der kommer. Uden at vide, uden at have en særlig udtænkt ide om, hvordan det hele til sidst vil knytte bånd og binde sløjfer, rejser vi af sted og skriver det, der kommer til os. Julia Cameron har skrevet om det i sin bog om skrivning ”The right to write” og lige netop den indstilling giver os den fornødne tillid og frihed til at gøre det, vi er kommet for. At lytte og tage imod.

Vi er kunstnere, vi er fri

I sporlægningsfasen retter og redigerer vi således heller ikke det skrevne. Vi går ikke tilbage og korrigerer, vi lader det være, som det er. Det giver en helt ny form for frihed. Vores job er ikke at være redaktør i den første del af den kreative proces, her er vi skabere. Vi er frie kunstnere og vores fornemste opgave er at kærtegne det, der kommer til os og lade det finde vej til papiret. Måske protesterer den indre censor, men lad bare stemmen kagle. Sådan vil det altid være, det er frygtindgydende for den indre censor, når vi forlader komfortzonen og slipper kontrollen. Og det skal vi lære os selv at turde. Her begynder det hele nemlig at ske. Her starter den egentlige fortælling. Ikke at vide er et godt udgangspunkt. Husk nysgerrigheden. Tag springet. Vov det. Lev det og dans med det. Giv slip og lad komme.

Dit job er at skrive

Dit job er et skrive ikke at dømme det skrevne. Du er ikke dommer, du er forfatter. Gem kritikeren langt væk og find din indre eventyrer frem.

Nu står solen op i øst, det er en smuk morgen. Solopgangen er en del af sporlægningsfasen, jeg kunne ikke på forhånd vide, at det ville være næsten skyfrit og at synet nu fortryller mig. Jeg tøver et øjeblik og betragter den måde, hvorpå strålerne spejler sig i vinduet og danner røde linjer på trægulvet. Et par krager flyver forbi, jeg hilser tavst på dem.

At fare vild

En andel del af sporlægningsfasen handler om at turde fare vild. Og nu bliver det farligt, for de fleste af os hader at fare vild. Vi bryder os ikke om at miste orienteringen. Vi ønsker forsikring, vejvisere og har det egentlig bedst med at følge allerede trådte spor. Men i sporlægningsfasen må vi ud i vildnisset og ja, vi skal turde fare vild. Miste orientering, kontrol og alle ideer om, hvor vi mon befinder os henne.

Lysningen i skoven

Det er ikke altid, at det bliver eller går, som vi håbede, men i kontrast til vores tilsyneladende vildfarelse bliver det pludselig essentielt, at det netop ikke gik, som vi håbede eller troede. For kun sådan kan vi se og få øje på den lysning, der pludselig åbner sig i skoven for os. Vildfarelsen var tilsyneladende. Den bærer i sig kimen til nye åbenbaringer og en læring og erkendelse, som vi aldrig havde fået med os, hvis vi ikke netop for vild. Det gælder både i livet og i skrivegerningen. Derfor var det slet ikke vildfarelse. Som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

”Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Skænket til ren kreativitet

Saft, kraft og særlige ord, der bare opstår. Sætninger, der finder vej gennem mørket, dryp af lys, af noget andet. Overraskelser, snedigheder, alt det vi ikke kan udtænke, men som kommer, når vi giver slip. Det fryder os, når vi skriver det og oplever, hvordan det bare flyder gennem os. Det er selve gaven ved sporlægningsfasen og vildfarelsen. Senere kan du rette sporene til, få ender til at mødes, den slags, men det hører ikke til endnu. Denne fase er skænket til ren kreativitet og alt det, der opstår og kommer, når vi ikke planlægger unødigt, men blot begiver os af sted.

Selv har jeg altid elsket at drage ud på må og få. Pakke bilen og uden helt at vide, hvor vi skal hen, bare køre gennem landskabet og finde små og nye veje undervejs. Se alt det, der ikke står i guidebøgerne og møde mennesker, som står udenfor alfavej og taler med stjernerne. Det er eventyr for mig. Det er sporlægning.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016

Som du måske har set er en stor del af 2016 programmet på plads. Du kan nu tilmelde dig Forårscirklen, det sidste skrivegruppeforløb inden sommer eller en af de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Datoerne finder du her.

Skriv din Sjæl

Hvis du vil give dig selv en unik skrivegave, er Skriv din Sjæl måske noget for dig?

Forløbet er for dig, som ikke længere vil nøjes med at drømme om at skrive. Det er for dig, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. Skrivevejen. Forløbet er en mulighed for at blive en del af en skrivegruppe og i øvrigt at kickstarte din skriveproces fra et nyt sted. Vi øver os på at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit “hvorfor”, når det handler om at skrive.

På workshops og i skrivecirklen vil vi bl.a. arbejde med følgende

  • Fortællingens kraft
  • Kernen i dit budskab, dit hvorfor
  • Årstidernes betydning og indvirkning på vores energi og kreativitet
  • Den indre censor
  • Den kreative proces
  • Mindfulness, meditationer og mantras

Du vil have glæde af forløbet uanset om du ønsker at skrive “for dig selv” eller om du har en virksomhed, hvor du ønsker at blive mere tydelig i dit sprog og formulere dit “hvorfor” og dit budskab, så det vækker genklang hos dine læsere.

Der er plads til 6 dedikerede kvinder i Skriv Din Sjæl forløbet og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. I skrivende stund er der 5 pladser tilbage. Er den ene din?
Tilmelding til skrivehuset@gmail.com

Læs mere om Skriv din Sjæl her.

Searchnomore

 

 

Vinden og havet

GulstavKlint_Langeland

Årets sidste dag startede på sydspidsen af Langeland og en tur langs vandet ved Gulstav Klint. Det var vildt, blæsende og ruskende, havet skummede og vinden gik igennem marv og ben. Det ville være en overdrivelse at kalde det en nydelse, men alligevel gjorde gåturen godt på en helt særlig måde. For lige dér forstod jeg at det var en kærlig invitation og den ultimative lejlighed til at lade gå og give slip. Give det til vinden og havet, det år, der nu var gået og alt det, der havde hobet sig op af følelsesladede oplevelser og udfordringer. Give det til vinden og havet, tage afsked og sige farvel. Jeg mumlede en bøn af tak, mens vi gik. Det blev et helligt ritual og noget, jeg gerne vil gøre igen, når årets sidste dag igen oprinder.

Jeg gav det til vinden og havet.

Vinden var ubarmhjertig og alligevel kærlig og favnende på sin helt egen måde. Jeg gav slip. Og landskabet var smukt og storslået, havet, himlen, skumsprøjt og magisk lys som forseglede det gamle i en slags pakke, en flaskepost, der nu sejlede til havs og forsvandt. Farvel. Og tak.

Jeg gav det til vinden og havet.

Det var ikke planlagt på forhånd, men ganske impulsivt fandt vi på at drage over broen til Fyn og videre til Langeland for at tilbringe nytåret dér. Tæt ved vandet og i et ganske bedårende og idyllisk, bakkerigt landskab med bløde sving og kærlige kurver. Mørket sænkede sig over øen og jeg sad tæt ved ilden, mens året lakkede mod enden. Her skrev mig til klarhed og tog også gennem ordene afsked med det, der havde været. Det er en kraftfuld måde at skabe forbindelse på. Fremmødet, åbenheden og ordene, der opstod i varmen og skæret fra flammerne.

Jeg gav det til vinden, havet og ilden.

Endnu engang oplevede jeg, at et hus på en ø blev min base i et vigtigt farvel. Det var ikke alene det gamle år, jeg tog afsked med på Gulstav Klint, det var en masse tung bagage, som ikke længere tjente mig. Mågerne sejlede forbi og hilste mig med deres skrig. Båret af vinden lod de sig fragte ud fra kysten og blev til svævende silhuetter mod solopgangen. Et gammelt træ, der var mærket af vind og vejr, lod mig vide, at jeg ikke var alene om at komme her for at tage afsked. Det er en tradition, smilede træet. Mennesker kommer her, når de vil være alene eller når de ønsker at tage afsked med noget svært. For afsked er ikke så let, vel? Men når man først har givet slip, forstår man nødvendigheden af farvel. Så kommer letheden til syne og noget nyt kan lande og fæstne rod.

“Lad vinden og havet hjælpe dig i din proces”, sagde træet, “og kom gerne tilbage en anden gang. Herfra er mange historier sejlet ud for at møde nye sjæle på fjerne kyster. Lad det gå, du ikke længere skal bruge, giv slip på det, som ikke tjener dig.” Jeg nikkede taknemmeligt, mens vinden hev og sled i mit tøj. Tårerne trillede og rensede udsynet på årets sidste dag.

Jeg gav den til vinden og havet.

Nu er vi nået et godt stykke i januar. Vinden hyler i træerne, kragerne letter og lander fra marken, hvor de pirker i jorden under sneen. Det er vinter. Jeg smager på ordet, tænker på tidligere vintre og mærker, hvordan noget er anderledes i år. Nu flygter jeg ikke længere fra vinteren og det frosne landskab. Jeg kaster et blik over skulderen og ser mig selv tilbage ved Vintersolhverv, hvor jeg fejrede med venner på årets mørkeste aften. Vi sprang over bålet, sprang ind i det nye, mens vi formulerede vores hjertelige intentioner. Så sprang vi. I tillid.

Tillid

Tillid er årets overskrift. Hver eneste dag møder jeg ordet og folder det ud, træder ind i det univers, der rummer så meget hengivelse. “Tør du tro på, at livet vil dig godt, spørger ørnen uden at vente på svar. Det er et valg. Et bevidst valg.” Og hver eneste gang jeg tvivler, trækker jeg ordet op af min varme hue og kysser det forsigtigt. Jeg vælger det. Igen og igen.

Tilbage på Gulstav Klint ved årsskiftet ser jeg en kvinde vandre langs kysten og tæt på skrænten. Bag hende står solen op og kaster sine stråler ud over havet som tryllestøv af lys. Hun vandrer og for hvert skridt, hun tager, mumler hun en bøn. Fortæller havet og vinden, hvad det er, hun giver slip på og lader dem tage det. Hun hilser på det gamle træ og siger tak. For tilliden. For hjælpen.

Årshjulet

Hun vælger bevidst at blive en del af årets naturlige cyklus og hengive sig til de gamle traditioner, der skaber så meget mening i hendes liv. Der er ingen fast vej eller ritualer, hun skal følge, naturen lader det være helt op til hende. Det er et tillidsforhold, som hun på ingen måde ønsker at udfordre. Velvidende, at hun er skabt til følge sin egen vej og undervejs at give slip på de udtrådte holdninger, tanker og følelser, åbner hun sig for naturlig vejledning og inspiration. Den indre stemme er blevet tydelige, det har hun lagt mærke til. Den vokser ved tillid.

Tilbage ved bilen opdagede hun en smuk sten, der nærmest er placeret ved pælen foran hende. Hendes blik faldt på den og i samme sekund vidste hun, at stenen var til hende. En lilla sten med smukke ringe og et næsten sølvagtigt skær. Hun samlede stenen op og lagde den i håndfladen. Betragtede den nærmere, mens et vindholdigt kuldegys gled igennem hendes krop. Jeg er din tillidssten, sagde den i sit ordløse sprog og hun nikkede taknemmeligt. Fra nu af er der ingen tvivl i hendes hjerte. Kun tillid.

Resten gav hun til vinden og havet.

Brug vinden, vejret og årstiden

Du kan vælge at gøre det samme, når det er tid at give slip. Brug vinden, vejret og årstiden, gå ud i naturen og find et sted, der taler til dig. Lad regnen skylle det væk, som har smertet dig længe og som spærrer for din videre vej. Lad vinden tage alt det, du ikke længere kan bruge til noget og lad ilden brænde det gamle gods, der tynger og gør dig ked. Og skriv gerne om din proces i en helt særlig bog, du dedikerer til formålet. For ord er ganske magiske.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset 2016 – en bid af programmet

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Jeg har nu offentliggjort datoerne for de intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Hvis du følger linket her, kan du se datoer og lidt mere om indholdet på de sjælelige skrivedage. Programmet er nyt, jeg skaber nye opgaver og afsæt, så du kan sagtens være med, selvom du også var her sidste år. Tilmelding sker efter først til mølle princippet. Der er kun plads til 6 kvinder på hver workshop, så tøv ikke med at tilmelde dig, hvis du kan mærke at det skal være sådan. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com

Forårscirklen – det sidste skrivegruppeforløb inden sommer
Forårscirklen, det næste skrivegruppeforløb er også en realitet. Vi starter i marts og rejser sammen ind i foråret gennem ord og stemninger. Læs mere om Forårscirklen ved at følge linket her. Du skal være hjertelig velkommen.

Indtil videre er alle skriveworkshops og skrivecirkler for kvinder med skrivelængsel.

GulstavKlint_Langeland

 

 

Iskrystallernes sang

Iskrystaller

Jeg kan mærke, at januar udfordrer mig på en kærlig og insisterende måde. Udenfor er der faldet et nyt lag sne, jeg har startet bilen og vil snart gå ud og gøre den ren. Bare for en sikkerheds skyld. Landskabet ligger svøbt i mælkehvid dis, horisonten er uklar og der er ikke rigtig noget at se. Endnu en dag dyppet i stilhed.

Energien i januar

Hvad er dér med energien i januar og hvorfor har jeg ikke lagt mærke til det før? Lige nu ønsker jeg mig inderligt, at enten ørnen eller kragen Harald vil dukke op og skænke mig en forklaring, men ingen af dem er at se. Mest af alt hæfter jeg mig ved stilheden og min egen træthed, der ligesom følger med disen og det snedækkede landskab. Jeg sov fint nok i nat, men vågnede tidligt. Kun for at falde i søvn igen kort tid inden vækkeuret satte i gang. Nu sov jeg dybt og det var svært at vågne og komme til hægterne. Søvnen hænger ligesom stadig i og det dæmpede vinterlys gør det ikke lettere at komme i omdrejninger.

Udfordringen synes at være et dybere lag af januar. Et sted, hvor man ikke flygter eller finder på undskyldninger for ikke at blive. Der er altid mange flugtmuligheder, den ydre verden byder på adspredelse og ting at tage sig af. Og januar er en udsat måned, hvad den slags angår, nytårsforsætter og ønsket om at gøre dette år til et bedre år, hvad end det vil sige, gør os sårbare og lette at manipulere. Jeg tænker igen på, hvorfor det er så let at bilde os ind, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Det får Januar til at fnise igen, jeg kan høre hende derude i sneen. Lette skridt, hun er som en fjer af fin energi og uden at gøre særlig stads af sig, er hendes nærvær og tilstedeværelse markant. Spørgsmålet er blot, om jeg tør gøre hende selskab og slappe af i visheden om, at alting er som det skal være.

Bilen er dækket af sne. Hvor skal jeg dog også køre hen? Jeg bilder mig selv ind, at det er nødvendigt at køre ind til byen for at handle ind til aftensmad, men det passer ikke. Jeg har grøntsager i køleskabet og kan lave en udmærket grøntsagssuppe. Og i går bagte jeg jo brød, det kan vi spise til. Brød uden gluten bagt med kærlighed. Der er ikke noget at køre efter, ikke noget at nå. På vej ned fra første sal tog jeg nogle bøger med, som jeg gerne vil læse i løbet af vinteren. Faglitteratur, bøger om at skrive. Jeg er ved at flygte igen. Udenfor snurrer bilen, snart går jeg ud og fejret sneen væk og gør den ren. Bare for en sikkerheds skyld.

Sneengle i egen sjæl

Det er let at gå glip af den fine energi i januar. Den er sprød som sneen, isen der knirker under støvlerne, den er let som fjer og så uendelig dyb, at man kan synke helt ned og blive væk. Lave sneengle i egen sjæl.

Så jeg møder op og skriver. Først morgensider, de er for længst blevet en fast del af mit dagsprogram. Det er her, jeg checker ind og forbinder mig i tillid.  Tillid skaber forbindelse, hver eneste morgen skriver jeg ordet for at huske det. Tillid. Men det er ikke længere bare et ord, en mental beslutning om at være mere åben og tillidsfuld i forhold til livet og det, der er. Lige nu. Tillid til at jeg ikke behøver at gøre noget særligt for at få tingene til at ske. Og det synes da også nærmest komisk, at jeg skulle forcere noget på en januardag som denne. Lydløst ligger sneen som en dyne over landskabet, åen er frossen og byder på isblå krystaller, når solen for en kort bemærkning kigger frem bag skyerne og bader os i lys.

Iskrystallernes sang

Jeg blev fascineret af den frosne å, da jeg gik tur i går. Standsede op og betragtede synet, som om selveste livet var frosset fast midt i vinteren. Jeg kunne se min egen ånde som små skyer, mærke kulden i næseborene og da jeg gik videre, knitrede mine skridt i sneen under mig. Nogle har standset tiden, sagde en stemme dybt i mig og alligevel går du videre. Prøv at blive her lidt. I dette nu. I stilheden og det tomrum, som januar har skabt, så du kan være og hvile. Lyt til stilhedens sang og tonerne i de blå iskrystaller.

Det er ikke meningen at du skal fylde tomrummet ud.
Det er ikke meningen, at du skal overdøve stilheden.
Hvad flygter du fra, hvor skal du dog hen?
Bliv lidt her og lyt til tonerne af tavshed.
Bliv lidt her og syng med.
Syng din vinter, syng din sjæl.
Syng med på iskrystallernes sang.

En bog er undervejs

Jeg tog den frosne å med hjem. Den blev en del af min bevidsthed, et billede på den tilstand, som januar inviterer til. Senere skrev jeg lidt videre på bogen, for jeg er skam ved at skrive en bog. Endelig er jeg klar til at gøre det, der egentlig var min hensigt, da jeg for snart en del år siden standsede op, trak vejret dybt og spurgte mig selv, om jeg egentlig var glad for det liv, jeg levede. Det var jeg ikke, for jeg havde nemlig glemt min drøm. Jeg havde glemt at skrive. Men der kom så meget i vejen, så mange forhindringer og jeg lærte min indre censor at kende på godt og ondt. Alle mine overspringshandlinger og undskyldninger for ikke at skrive er det, der har skabt den virksomhed, jeg har i dag. Krydret med to uddannelser voksede der pludselig en kvinde ud af noget, jeg ikke havde drømt om. Jeg ville jo bare skrive. Og det gør jeg så nu, for har jeg lært mig selv at gøre det på en måde, som hylder processen og alt det, der står i vejen.

Hver eneste dag skriver jeg lidt på bogen. Lidt, ikke for meget, man skal nemlig ikke skrive sig hverken ked eller træt. Når jeg forlader fortælling og tastatur er det altid med en følelse af, at der er mere at skrive og det er fristende at blive ved. I stedet går jeg ud. Som jeg gjorde det i går, hvor jeg mødte den frosne å og lyttede til iskrystallernes sang.

Du må gerne gå lidt i stå

Det er trygt at bilde sig selv ind, at der mangler noget. Det gør der hele tiden. Således må vi hænge på og blive ved med at stræbe, søge fremad og hele tiden bevæge os mod et mål, vi ikke helt kender. Vi ved bare, at det bliver bedre et sted derude i tågen. Det har vi jo lært. Endvidere fortæller man os, at vi kan blive bedre udgaver af os selv. Men vi må for alt i verden ikke gå i stå.

Det er frygtindgydende, at det netop er det, januar opfordrer os til. ”Du må gerne gå lidt i stå, siger hun og smiler underfundigt. Der er ikke noget at stræbe efter eller at nå. Du er ankommet.”

I frygter jeres eget lys, siger Januar

”Det er måske i virkeligheden det, I mennesker frygter. Det tidspunkt, hvor I ankommer til en station i jer selv og opdager, at der ikke længere er nogle steder at flygte hen. Alting er i skønneste orden. Det nu, I er ankommet til, har ingen bekymringer, mangler eller formaninger om, at I skal være noget andet, end I er. Det er et frygtindgydende sted, fordi det indbyder jer til at tage et kærligt blik på jer selv. Perfekte i al jeres uperfekthed. I frygter jeres eget lys og derfor flygter I fra det. Er det ikke sådan, det er?

Jeg tøver lidt med at svare, ryster på hovedet og mærker, hvordan håret danser om ansigtet. En svag duft af sæbe breder sig i rummet. Her sidder en kvinde og er i færd med at finde fem fejl. Men der er ingen. Hun kan heller ikke engang slå sig selv i hovedet, fordi hun ikke skriver, for det gør hun jo. Hun skriver. Hun er mødt op, flere gange i dag, og hun oplever, hvordan hun fuldt ud i er i stand til at gå til og fra.

Der må vel være noget galt?

Men der må vel være noget galt? Hele tiden har hun den følelse, den tanke, at intet kan være så perfekt her først i det nye år. Der er ting at gøre, forberedelser, en evig søgen efter mere mening og hele tiden udskyde det øjeblik, hvor hun ankommer og ikke længere skal nogen steder hen.

Jeg tror så sandelig, at januar og ørnen har givet mig en kærlig udfordring, skriver hun og smiler lidt. Jeg er blevet inviteret til at lære sandheden at kende og med den mig selv. Her står jeg ansigt til ansigt med mig selv i årets første lys. Der er ikke længere nogen steder at flygte hen.

Bliv og syng med på iskrystallernes sang.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivehuset – program for 2016

Åh ja, det er sandt. 2016 programmet for aktiviteterne i Skrivehuset? Det er skam på tegnebrættet og undervejs, jeg forventer at det lander engang i næste uge. Så snart det gør, deler jeg det med dig.

Forårscirklen

Jeg byder på endnu en skrivecirkel inden sommer, Forårscirklen, og selvom invitationen endnu ikke er sendt ud, er der allerede et par kvinder, som har sluttet sig til kredsen. Du kan gøre det samme ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Invitationen finder du i linket ovenfor. Læs også mere om skrivecirklerne her.

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

De intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel består, dog med et nyt program og nye afsæt og øvelser, så du kan sagtens være med, selvom du har været her før. Jeg gør spisestuen klar, skaber rummet og inviterer Kilden med til bords. Følg linket og se datoerne for 2016. Der er plads til 6 kvinder pr. workshop, så tilmeld dig gerne så hurtigt som muligt og få plads omkring bordet.

Skriv Din Sjæl – skrivegruppeforløb for kvinder

Skriv Din Sjæl er et skrivegruppeforløb for dedikeret kreds af kvinder, der ikke længere vil nøjes med at drømme om skrive. Det er for dig, som længe har haft skrivelængsel, som måske allerede skriver lidt eller meget og som har lyst til at blive udfordret, klædt på og inspireret til at gå hele vejen. En kærkommen lejlighed til at blive en del af en skrivegruppe og kickstarte din skriveproces fra et helt nyt sted.

Vi lærer at skrive fra sjæl og hjerte og gør det i et tempo, så alle kan være med. I forløbet vil du endvidere blive mere klar på dit egentlige livsformål og selvfølgelig dit ”hvorfor”, når det handler om at skrive.

På skriveworkshops og i cirklen vil vi bl.a. arbejde med fortællingens kraft, årstidernes betydning og indvirkning på vores energi, den indre censor, den kreative proces og selvfølgelig krydrer jeg med mindfulnessøvelser, meditationer og mantras. Der er plads til 6 kvinder i denne skrivegruppe, som også vil mødes omkring skrivebordet her i Skrivehuset til 2 skriveworkshops i løbet af kurset.

Din indre censor workshop

Kom og vær med, når jeg i forsommeren inviterer til skriveworkshop, der som arbejdstitel lige nu hedder ”Skriv din indre censor”. På skriveworkshoppen skriver vi ud fra afsæt og opgaver, der handler om alt det, der står i vejen. Frygt, modstand, overspring og så videre. Vi påkalder os de hjælpere, vi ellers har brugt hele vores liv på at flygte fra og så byder vi op til skrivende dans. Men Kilden vil selvfølgelig også være inviteret. Bag det hele er Kilden og kreativiteten til vores rådighed, hjælp og støtte. Det bliver sjovt, lærerigt og befriende. Der er plads til 6 kvinder på skriveworkshoppen.

Følg med

Og resten følger, når tid er. Jeg forventer at det bliver i næste uge. Følg med, du skal være så hjertelig velkommen. Tilmeld dig gerne min blog her på http://www.skrivehuset.com. Jeg udsender ikke nyhedsbreve, dem får du sikkert rigeligt af i forvejen, men du kan tilmelde dig og blive adviseret på e-mail, når jeg har nyt til dig.

Stilhed og skriveprocessen

Frozen

Mange forfattere og skrivende mennesker fortæller gerne om, hvor vigtigt det er at læse som en del af skriveprocessen. Men selvom det ofte forholder sig sådan, at vi skrivende sjæle elsker at læse og gør det flittigt, så er der faktisk noget endnu vigtigere, hvis vi ønsker at skrive fra sjæl og hjerte. Stilhed.

Stilheden renser os

Intet kan erstatte pauserne, mellemrummene og den tid, hvor vi sidder med os selv og pludselig midt i en tankestrøm mærker, at vi falder igennem et hul af noget andet. Dér, hvor ordene stopper og alle lyde forstummer. Kroppen falder til ro, åndedrættet bliver roligt og mens vi sidder dér i stilhedens favn kan vi pludselig høre sjælens stemme. Små dryp af noget, der næsten ordløst lægger sig tilrette og kysser os blidt. Stilheden renser os, det indre landskab finder sine egne former og farver. Fra det sted kan vi skærpe vores opmærksomhed mod essensen og det væsentlige.

Søg indad og lyt

Når vi bevidst søger stilheden, søger stilheden os. Og vil vi høre vores indre stemme og finde vores egen skrivestemme i øvrigt, er stilheden nok det bedste sted at sanke. I stedet for hele tiden at søge ydre impulser, inspiration, stresse os selv og bilde os ind, at vi mangler noget vigtigt for overhovedet at kunne udtrykke os, opdager vi at det allerede findes dybt i vores egen stilheds muld. Vi skal blot blive stille nok og øve os på at være, lytte og tage imod.

Stilheden i dit indre

Naturligvis giver det god mening at søge stilheden i det ydre, men forestil dig, at du bærer rundt på stilheden. Den er altid med dig, altid hos dig og altid et sted dybt i dig selv. Din fornemmeste opgave er således blot at hengive dig til den og øve dig på at være så stille, at du kan høre og mærke den rislende lyd og fornemmelse af din livsflod, som bruser dybt i dig.

Hvis det hjælper dig, så luk øjnene og visualiser din livsflod, det sted, hvor du kan sætte dig ved Kilden og bare være. Det er ofte her, det bliver lidt svært, for noget i os har en tendens til at ville flygte fra det, der møder os i stilheden og den tilsyneladende tomhed. Men er stilheden tom? For mig er stilheden det smukkeste land af alt og ingenting, men det er allermest en dyb følelse af ro i mig selv. Der er intet så saliggørende som følelsen af, at kroppen falder til ro og en dyb afspænding skyller som bølger af velvære mod min sjæls kyst.

Lad naturen spejle din indre stilhed

Alternativt kan vi søge en tilstand af indre stilhed i naturen og helt ideelt er det, hvis vi gør begge dele. Meditation og gåture ud i naturen, gerne alene. Det erstatter selvfølgelig ikke selve det at skrive, MEN “De magiske 3” komplimenterer hinanden i den kreative skriveproces og giver samtidig indre ro og skaber tillid.

Skrivegerningens magiske 3

  • Skrivning
  • Meditation
  • Gåture ud, gerne i naturen – alene
Kærlig hilsen
Lene

 Læs også gerne

Om vinter, stilhed og det tidspunkt på året, hvor vi har fokus på hvile, det indre arbejde og sankning

Stille som sne

Vintertræ

Der er nogle vinterdage, hvor det er mig nærmest umuligt at gøre noget særligt. Jeg kan have nok så mange planer om gøremål, blogindlæg, skrivning af min bog, ideer og så videre, men alligevel er det som om noget trækker mig i den anden retning. Stilheden kalder fra krogene, lyset er sparsomt og det er som regel på de dage, hvor solen ikke er fremme at jeg mærker tungheden allermest.

I går var sådan en dag. Jeg havde planer om at skrive et blogindlæg om et emne, jeg længe har kredset omkring og puslet lidt med. Jeg har lagt frø i jorden og selvom det er vinter og jorden er hård og nu dækket af sne, kan jeg alligevel mærke det spire. Det er som en af de tidlige forårsbebudere, vintergæk eller erantis, der kravler op fra jordskorpen og giver os håb midt i vinterens dyb. I går troede jeg, at det var nu. At det var dagen, hvor jeg plukkede de fine blomster og skrev det, der nu er modnet, men sådan blev det ikke.

Så dukkede han op. Først så jeg ham som en silhuet i et af træerne i markskellet. Hans skikkelse sad som malet på en af de øverste grene, en sort kontrast mod den gråblå vinterhimmel. Jeg stod i vinduet og stirrede ud over landskabet, der nu er dækket af et fint lag sne. Og mens jeg stod dér, vidste jeg instinktivt, at jeg igen var havnet i et af de tomrum, der er karakteristisk for sjælens rejse. Det er ikke et sted, hvor man kan gøre noget eller handle sig ud af tomrummet. Hver eneste tanke om gøremål og flugt føles som piskeslag og gør ondt, fordi sjælen vånder sig.

Jeg blev glad, da det gik op for mig, at han var tilbage. Ørnen.  Og i samme sekund jeg tillod mig selv at føle glæde, lettede han fra træet og fløj mig i møde. Hans velkendte stemme dansede med vinden fra øst.

”Det er en dag skabt til fordybelse og stilhed” sagde han, da jeg stak hovedet ud af vinduet for at lade et par snefnug smelte på min håndryg. Jeg havde ikke set ham siden Vintersolhverv, hvor vi var på trommerejse sammen, men nu var han dér igen. ”Hvorfor føler du dig så desperat?”

”Jeg er vel ikke desperat”, udbrød jeg, men en iskold kuldegysning fortalte mig, at det ikke var helt sandt. Jeg var i færd med at blive godt gammeldags vred på vinteren og tomrummet. Sur på mørket, trætheden og fornemmelsen af, at alting er gået i stå. ”OK, godt så” medgav jeg og så forsonende på ham. ”Måske er jeg en anelse desperat eller, jeg er i hvert fald utålmodig. Jeg vil gerne i gang med det nye år og alle de fine planer, jeg har. Ikke mindst det blogindlæg, du ved, som har simret så længe, at det må være mørt og blødt som smør nu.”

Han lo kort og hoppede straks ind af vinduet, da jeg åbnede det for ham. ”Åh ja, kom helt ind, Ørn”, bød jeg og skuttede mig uvilkårligt, ”det er så koldt derude. Jeg fryser.”

”Der er intet i verden så stille som sne. Den dækker jorden, dulmer og indbyder til stilstand. Hvorfor i alverden er det så, at du vil være så aktiv og udfarende. Se bare på træerne derude. Stolte, ranke, de fortrækker ikke en mine. De er i fuld accept, de restituerer og dvæler i det nu, der er hele livet. Vinter er sjæletid. Sanketid. Hviletid.”

Jeg elsker ørnen, men han kan være så pokkers veltalende, at det grænser til det provokerende. Han siger altid netop det, jeg godt ved inderst inde og som rammer mig, fordi jeg i det sekund, han siger ordene, forstår at jeg igen er på afveje. Væk fra mig selv, nuet, vinteren og det, der tilbydes i hvert eneste frostklart øjeblik.  Hamsterhjulet lokker og kalder med sine velkendte toner.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdigt skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved. Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvile. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt stille sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj. Der er intet i verden så stille som sne.

* * *

Det nye år og hverdagen

Måske har du lidt ligesom mig? Når vi igen ankommer til hverdagen efter julen, nytår og alle decembers sociale aktiviteter kan det føles som om man ramler ned i en afgrund af ingenting. Det nye år er i gang, nytårsforsæt og overskrifter for det nye år er formuleret, i hvert fald mentalt, og nu er det tid til at igen at tage arbejdshandskerne på og komme i gang. Overalt bliver vi bombarderet med nytårsoverskrifter som ”kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid” og ”skal 2016 være dit bedste år, så er det nu, du skal handle”. Den slags.

Vinterens særlige energi

Men al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage som skabt til stilhed og fordybelse. Hvis du forcerer noget på dage som disse, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er. Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade. Muntre i decembers glimtende julelys.

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme. Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Værn om vinteren i dig selv

Der er dog mange måder, hvorpå vi kan hylde den langsomme vinterrytme og vinteren i os selv. Der er måder, hvorpå vi igen kan forbinde os og noget af det allervigtigste er, at du giver dig selv lov til at sætte farten ned og justere lidt på ambitionerne. Ja, tillad dig endda den særlige gave at gøre ingenting. Værn om vinteren i dig selv og giv lov til de følelser, der nu kommer dalene som vintersne.

For ved du hvad? Paradoksalt nok er det langt mere produktivt at sætte farten ned og hengive sig til vinteren, trætheden og ren væren end det modsatte. Det er provokerende og frygtsomt for egoet, men det er faktisk en sandhed, som naturen kan hjælpe os med at forstå.  Det er langt mere godgørende rent faktisk selv at vælge at sætte farten ned, hengive sig og gøre lidt eller ingenting end at vente til at kroppen siger fra og du bliver ramt af sygdom eller depression, fordi du ikke lyttede.

Vinteren er som skabt til at lytte til stilheden og til budskabet om ingenting.

Hvis du har skrivelængsel

Måske handler et af dine nytårsforsætter om, at du gerne vil tage din skrivelængsel alvorligt, møde op og skrive? Men noget i dig tøver. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

Start med det første ord. Gå ud og køb dig selv en nytårsgave, en notesbog, som taler til dig og som du umiddelbart får lyst til at skrive i. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Forrest i bogen formulerer du din hensigtserklæring.

Min hensigt med at møde op og skrive er …

Anvend positive ord, ord der tænder noget i dig og som gør, at du virkelig får lyst til at skrive. Ord med god energi. Mal med ordene og gå gerne på opdagelse i formuleringer. Det skal føles godt, du skal kunne mærke det. Hensigtserklæringen gør dig varm og glad indeni og motiverer dig på et indre plan. Den får din sjæl til at smile og det kan du mærke. Leg gerne lidt med det, giv tid og prøv dig frem. Du vil vide, når den er dér. Din hensigtserklæring, din hellige intention med at skrive. Den skriver du allerførst i din skrivebog, men du må gerne gøre noget andet også.

Skriv den på et stykke papir, som du kan se, når du er i dit skriverum. Hensigtserklæringen er din kontrakt og pagt med dig selv og Kilden. Og den er magisk!

Skab små oaser i din hverdag

Skab så nogle små oaser i din hverdag, hvor du hengiver dig til dit magiske skriverum. Tænd helt rituelt et skrivelys eller gør noget andet, der symboliserer, at du nu er trådt ind i dit hellige skriverum.

I nedenstående links kan du læse lidt om forskellige måder at skrive i hånden på:
Morgensider
Aftensider
Sjælebogen

Gå en tur

Og endnu en ting. Klæd dig godt på og gå en tur ud i vejret. Selvom vi gerne vil putte os indendørs om vinteren, er der intet så godgørende så en rask gåtur.

Naturen, frisk luft og bevægelse
Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i de skrivegruppeforløb, skrivecirkler, som jeg tilbyder i løbet af vinteren og i foråret. Selvom det primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til årstiden og de tidspunkter, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg altid opfordre til ture ud i naturen.

Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces. Og så er fysisk aktivitet, frisk luft og en portion dagslys, hvis det er muligt, balsam for humøret.

Balsam for sjælen

Jeg ønsker dig en godgørende januar fuld af fordybelse, indre nærvær og hengivelse til langsomhed.

Sidst på måneden er lyset vokset betydeligt og du vil uden tvivl opdage, at noget i dig også lysner. Men lad være med at forcere det tidspunkt, hvor det sker. Gå i stedet med dagen og det, der er. Lige nu. Nyd de lyse stunder, de tidspunkter hvor det skarpe januarlys bryder gennem skyerne og kaster sol over land. Gå ud, hvis du kan og eller drik en kop lys fra dit vindue. Og hengiv dig så til mørket, vinteren og det, der er. Det er balsam for sjælen.

Vinteren er sjæletid, stille som sne.

Kærlig hilsen
Lene

Der er ingenting i verden så stille som sne, når den sagte gennem luften daler, dæmper dine skridt, tysser, tysser blidt på de stemmer, som for højlydt taler.

Der er ingenting i verden af en renhed som sne, svanedun fra himlens hvide vinger. På din hånd et fnug er som tåredug. Hvide tanker tyst i dans sig svinger.

Der er ingenting i verden, der kan mildne som sne. Tys, du lytter, til det tavse klinger. O, så fin en klang, sølverklokkesang inderst inde i dit hjerte ringer.

– Poul Hamburger –

Vintertræ


Forårscirklen – et skrivegruppeforløb

Hvis du har fået lyst til at være med i en af mine skrivecirkler, skrivegruppeforløb, så kan jeg glæde dig med, at vinteren og foråret byder på endnu en skrivecirkel. Til marts starter jeg Forårscirklen, som er den sidste skrivecirkel inden sommer. Flere detaljer og invitation følger snart.