Dit magiske legerum

jongleremedstjerner


“Jeg er startet i en skrivecirkel sammen med nogle andre kvinder og jeg har fået en skrivecoach. Hvor er det et skønt og genkendeligt legerum at skrive historier og digte og læse dem op for hinanden. Et rum som jeg ikke har besøgt og givet opmærksomhed i mange, mange år. Det bliver der heldigvis lavet om på nu!”

Sådan skriver en af deltagerne på Skriv Din Sjæl skrivegruppeforløbet, som startede med en intuitiv skriveworkshop i går.

Når sjælen kalder dig tilbage

Dit magiske legerum har måske ligget hen og er blevet støvet og fuld af spindelvæv, fordi ingen brugte det. Men rummet findes skam stadig og har du skrivelængsel, kan det meget vel være, at det er sjælen, som kalder dig tilbage til det rum.

“Men skal vi bare lege” spørger du og synes måske, at det lyder lidt for useriøst, selvom noget i dig smiler ved tanken om at åbne døren og træde ind i det rum. En blanding af fryd og frygt opstår uvilkårligt.

For hvem er vi, hvis vi pludselig kaster alle hæmningerne bort og hengives os til dansen? Hvem er vi, når vi igen leger?

Sæbebobler af fryd og frygt

Indledningsvis vil jeg svare: Ja, vi skal lege. Vi starter med at lege, vi finder tilbage til det støvede legerum og gør os åbne og modtagelige i forhold til igen at turde gå på opdagelse i alt det, der endnu ikke er formgivet, men som både svæver rundt som subtile støvkorn i luften over os og som samtidig laver de små sæbebobler af både fryd og frygt indeni. For hvad mon andre vil tænke, hvis du virkelig hengav dig til din indre pige? Og er det mon hende, som har en finger med i spillet, hvad den rumstrende skrivelængsel angår?

Rummet holder hemmeligheden

Lov mig én ting. Gør dig selv en tjeneste og glem alt om hvad andre mon tænker og tror. For selve hemmeligheden til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse findes i det rum. Legerummet. Det kreative, magiske rum, hvor vi mødes og via vores intention og hensigtserklæring tiltrækker det, som vi ønsker, skal komme os i møde. Det er her, vi boltrer os og finder ud af, at vi slet ikke har glemt at lege og danse og hvad mere er:

Rummet har heller ikke glemt os. Det har ventet på os, tålmodigt hvilende i visheden om, at der måske vil komme en dag, hvor vi vender tilbage. Åbner døren, genkender farverne, følelserne, lydene og det særlige lys, der falder gennem de støvede vinduer.

Et helligt rum. Et kærligt rum. Et sjælerum. Et legerum.

Vi genopdager det kærlige, magiske rum

Skriverejsen starter ofte med, at vi genopdager det kærlige, magiske rum. At vi forsigtigt åbner den gamle, knirkende dør og træder helt ind. At vi mærker kuldegysning af genkendelighed og en dyb tone af genklang i alt det, der strømmer os i møde, når vi lukker døren bag os og sætter os, åbner os og tager imod.

Tiden fløj af sted på den intuitive skriveworkshop i går, som tiden ofte gør, når vi glemmer os selv og er fuldstændig opslugte af at danse i det øjeblik, hvor vi møder kreativitetens kildespring og alting går op i en højere enhed. Fortællinger fandt vej og landede i cirklen blandt os, digte dukkede op og samtidig var der en subtil vished om, at der er meget mere at komme efter.

jongleremedstjernerDer var engang et magiske legerum og det er dér skam endnu

men du er nødt til helt bevidst møde op og træde indenfor i rummet. Sige JA om end hjertet skælver. Her starter det hele igen, her møder du din indre pige og alt det, du elskede at gøre engang. Skrive og fortælle historier. Skrive digte. Vrøvlevers. Male. Synge. Danse. Ja, i det hele taget give dig selv lov til at boltre dig kreativt i den dans, der kun findes i det øjeblik, hvor du er mødt op og har åbnet dig, så kilden kan risle igennem dig.  Du opdager, at du på ingen måde har glemt det. Du kan endnu og rummet bærer ikke nag. Det elsker dig stadig. Sjælen har ventet og dansen er slet ikke færdig endnu. Den er kun lige begyndt.

Og det er aldrig for sent. Kreativitet har ingen alder.

Kom lad os danse

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket …

Ordene stammer fra min egen skriverejse i november sidste år. Du kan læse resten af KOM LAD OS DANSE i linket her.

Og hvad har det så med det magiske lege rum at gøre?

ALT! For som jeg indledningsvis skrev, findes selve nøglen til kreativitetens udspring, flow, skriveglæde og sjæleforbindelse i det netop det rum. Legerummet. Det magiske legerum, hvor vi boltrer os og husker alt det gode, vi glemte undervejs. Når vi først har givet os selv lov til igen at muntre os i det rum, lege, udforske, skrive, skabe og falde i store floder af fordybelse, sker der noget med os. Vi forvandles.

Vi vikler os ud

Her handler det nemlig ikke om så meget om retstavning, grammatik eller alt det vi lærte i skolen og på livets vej. Her handler det faktisk ofte om at aflære meget af alt det, vi blev vist og påskrevet, men som på ingen måde tjener os eller vores skriveglæde i dag. Vi er nødt til at vikle os selv ud af alt det, vi mere eller mindre frivilligt fik viklet os ind i. Dengang. Og så begynder vi igen. På en frisk.

Når vi igen åbner døren til det hengemte legerum og følger skrivelængslens sagte hvisken , når vi lytter og gennem vores fremmøde, intention og med hjertet fuld af tillid er mødt op, sker der noget. For dér i det magiske legerum rækker din indre pige hænderne frem mod den kvinde, du er i dag og jeres viden, visdom og legende tilgang til livet smelter sammen.

Det er ofte et sårbart anliggende, javist, for de to har savnet hinanden, og der skal ofte grædes lidt tårer, men bag ved det hele brager et tordenvejr af befriende latter. Og her opstår styrken. Din indre styrke og en frihed, som ikke kan købes for penge. Og det, min ven, er ægte kreativitet og magisk kvindekraft. En kraft, som gør os levende og sætter os fri. En kraft, som vi kan hente dybt i os selv og i høj grad også findes i det magiske legerum.

Når vi skriver dybt forbundet med egen sjæl fra det sted og med den kraft, så er den både den vise, voksne kvinde og den indre pige, som sammen holder pennen. Og glæden, forløsningen, kan ikke beskrives. Den skal opleves!

Kærlig hilsen
Lene


SKRIV DIN SJÆL forløbet er i fuld gang nu, men du kan stadig nå at komme med på

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

inden sommerferien. Der er 1 plads på workshoppen lørdag den 11. juni kl. 10. Hvis den plads er din, så skynd dig at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Pladsen gives efter først-til-mølle princippet.

Intuitiv skriveworkshop – efter sommerferien
Lørdag den 20. august kl. 10

Vil du gerne opleve, hvordan du kan skrive dig ud af hovedet og helt ind i hjerte og sjæl. Skrive fra det sted, hvor længslen rumsterer? Bagved tilsyneladende skriveblokering, modstand og frygt findes et indre reservoir af vished og visdom og du kan skrive det frem. Fortællingens kraft er stor. Ordene er både vores transportmiddel og vores tryllestav.

På workshoppen lærer du hvordan eller rettere sagt, du opdager at noget i dig allerede ved det. Skriveopgaver og afsæt fungerer som døråbninger til alt det, du ikke på forhånd kan tænke dig til.

Sjæledage

De intuitive skriveworkshops er sjæledage. Det er en dag fuld af skrivende fordybelse, som giver næring og liv til skriveglæden. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger, lander på det rette sted. Vi sætter simpelthen den indre kurs på sjælekurs og skriver os ud af hovedet og ind i krop og sjæl.

Vi møder op og åbner den knirkende dør til det magiske legerum.

Læs mere om den intuitive skriveworkshop her.

jongleremedstjerner

Billedet af malet af den skønne Jessica Stride.
Thank you Jess ❤

Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Featured Image -- 5135

Skriveblokering. Er det en tilstand, du er bekendt med? Og er du klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Den falske fortællerstemme

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo – på såkaldt sikker grund. Engang har stemmen nok hjulpet os og forhindret os i at gøre dumme og farlige ting, men i dag er den ofte en forhindring for handling og for at træde ud af vores komfortzone og få gjort det, der kan udvikle os og sætte os fri af fortidens historier. Når du bevæger dig i retning af noget nyt, kommer stemmen med sine velkendte argumenter og advarsler.

Kender du det?

Den indre censor har også en stor del af skylden for, at vi ikke rigtig kommer i gang med vores skriverier eller fortsætter, når vi er kommet i gang. Den elsker kontrol og er hurtig til at bedømme det, der folder sig ud på papiret. Den kan janteloven udenad og gør alt for at være lyseslukker, så vi ikke får skrevet os fri og kommer derud, hvor der virkelig begynder at ske ting og sager. Den vil jo helst have, at vi bliver hvor vi er. Og når vi lytter for meget til stemmen, bliver vores sprog i bedste fald en smule stift og uden sjæl. I værste fald kan den være skyld i skriveblokering, modløshed og sågar depression. Og vi bliver så pokkers misundelige på alle dem, som tilsyneladende bare skriver og øser ud af gode historier og så videre. Har de da slet ikke en indre censor?

Indre-Censor-Dagbog

Jo. Alle har en indre censor. Og det er ikke en stemme, vi bare sådan kan slippe af med. Det hjælper heller ikke at kæmpe imod den, kamp gør den bare endnu stærkere og endnu mere snedig. Men vi kan benytte os af metoder og tricks og dermed undgå, at den indre censor kommer til at bestemme over vores liv, forhindre os i at gøre det, vi drømmer om og skrive det, vi har lyst til.

Den indre censor mister meget af sin kraft i det øjeblik, vi identificerer den. Så begynd at lægge mærke til, hvornår den dukker op. Du kan simpelthen vælge at lave dig en slags ”Indre Censor Dagbog” og skrive ned, hver gang den dukker op.

  • Hvornår dukker den op?
  • Hvordan føles det? Gå helt ind i kroppen og beskriv de følelser, der opstår, når stemmen dukker op.
  • Føles kroppen tung? Er der smerter? Irritation?
  • Og hvad siger den indre censor, skriv det ned også. Alle de ord, den typisk bruger, lær dem at kende.

Gå på opdagelse og gør det til en vane at notere det, stemmen siger og gør. Det svækker dens kraft, for den bryder sig nemlig ikke om at blive afsløret. Og du bliver så i stand til at træffe andre valg – blandt andet at fortsætte med at skrive.

Du er ikke dine tanker

Husk i øvrigt på, at du ikke er dine negative tanker eller din indre censor. Du kan vælge at få stemmen til at virke dum og lege med de udtalelser, den kommer med. På den måde opdager du, at det slet ikke er dig, der tænker og er stemmen.

Giv din indre censor et navn

Da jeg i sin tid tog mit coachingcertifikat lærte vi at identificere den indre censor i os selv og vi blev opfordret til at give den et navn. Min indre censor kom således til at hedde Susan og det hedder hun den dag i dag. Susan er korrekturmoster, perfektionist til fingerspidserne og så er hun i øvrigt lidt bange. På mine vegne. Men jeg har lært at overhøre hendes formaninger og sætte hende lidt til side. Alene ved at kalde hende ved navn og love hende et kram, hvis hun bliver lidt stille, gør at hun bliver lidt mere mild. Måske vil den indre censor i virkeligheden bare elskes?

Undren

En måde at undslippe egen bedømmelse på er gennem undren og nysgerrighed. Der findes ingen form for bedømmelse i undren. Nysgerrighed beskæftiger sig med hvad og hvorfor, men stiller sig hverken positiv eller negativ over for resultaterne. Når du begynder at skrive, kan du således formulere højt for dig selv og skrive i din hensigtserklæring at du har til hensigt at begive dig ud på skriveeventyr fuld af undring og med nysgerrigheden i behold. Du er jo på opdagelsesrejse og du vælger at lade være med – i første omgang- at dømme det, der opstår og bliver skrevet. Du tager bare imod.

Den indre censor er bange for magi

De eneste sætninger, den indre censor kan lide er dem, den har set mange gange før. De sikre sætninger og dem, som lyder bekendte. Den indre censor bryder sig ikke om søgende og udforskende sprog, den bliver bange for de ukendte veje og de steder, hvor vi slipper os selv i det direkte møde med kreativiteten. Det er her, magien opstår, men den indre censor tror ikke på magi. Det gør den usikker, det gør den bange.

Skriveblokering

Naturligvis er det ofte den indre censor, der gør, at vi ikke får skrevet det, vi egentlig gerne ville. Den kan være direkte medvirkende til, at vi får blokeringer, for hvem vil ikke blive desillusioneret, hvis man bliver mødt af en kugleregn af kritik, misbilligelse og i øvrigt bliver gjort til grin, hver gang man vover sig ud og tager et skridt ud i det ukendte.

Det er trygt at være blokeret

Skriveblokering. Er det en tilstand, du er bekendt med? Og er du klar over, at en af grundene til skriveblokering er, at det er en tilstand, vi kender. Vi føler os mere trygge, når vi er blokerede end når vi gennem ordene begiver os ud på ukendt vej og den kreative proces er i høj grad en ukendt størrelse. Når vi er blokerede, når vi lader os bremse og befinder os i et vakuum af “jeg kan ikke” er vi måske ikke særlige lykkelige, nærmest tværtimod, men vi er på velkendt territorium og i vores komfortzone. Vi kender de følelser, vi har her og det gør os paradoksalt nok trygge.

Når du fortæller dig selv at du skriveblokeret, har den indre censor opnået sit mål; at holde dig på kendt grund, tryg i din komfortzone. Men det gør ikke din sjæl og dit hjerte godt og det ved du godt.

Fra hjerte og sjæl

Det at skrive fra sjæl og hjerte er ukendt territorium for den indre censor. Det er farligt. Den vil gøre alt for at forhindre dig i at begive dig derud, hvor det begynder at blive sjovt, spændende og overraskende flydende. Det er her, vi er på gyngende grund, men stoler på vores intuition og det, der folder sig ud. Det er her, vi mødes vores sande sjæl og de dybere sandheder, hvor ordene får vinger og fortællinger kommer flyvende. Det er en tillidssag mellem dig og Kilden og her har din indre censor ikke noget at gøre.

Hvad skal der til, før du forlader din komfortzone og vælger ikke at lytte til det, den indre censor siger? Hvad skal der til, før du møder op og beslutter dig for, at din indre censor ikke skal have det sidste ord?

Kend din indre censor

Gør dig selv den store tjeneste at kend din indre censor, for hvad den er. Skridt for skridt. Det kan tage tid, men det skal nok lykkes. Du slipper ikke af med din indre censor, den er en del af os alle, men jo bedre, vi lærer den at kende, desto bedre kan vi anerkende den, for hvad den er og skrive løs alligevel.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

Kærlig hilsen
Lene


Skriv udenfor_sommercirklen

Skrivelængsel og lyst til at forlade det trygge vakuum af blokering og mellemfornøjethed, hvad skrivning og din kreative udfoldelse angår?

Jeg afholder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted
Lørdag den 11. juni kl. 10 – og der er stadig et par ledige pladser. Kom og vær med!

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid.

Sommercirklen startede i mandags den 9. maj og du kan stadig nå at komme med. Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. maj. Næste skrivecirklen bliver så Høstcirklen, som stævner ud i slutningen af august.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord!

port

 

Lene Frandsen

port

Vi kender den alle sammen. Alt for godt. Den fortællerstemme, som lever i vores hoved og som konstant fortæller os, hvem vi er og som evaluerer, dømmer og bedømmer hver eneste oplevelse, vi har. Den indre censor. Den forsøger hele tiden at overbevise os om, at vi skal genopleve fortiden, bekymre os om fremtiden og den analyserer konstant vores oplevelser og relationer. Det er faktisk ret opslidende!

Den indre censor er den falske fortællerstemme. Og den vil så gerne føre pennen eller rettere sagt: Forhindre dig i at skrive flydende, glædeligt og med hjertet.

Den indre censor

Den indre censor er et levn fra gamle dage og bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Den vil egentlig bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte forhindrer os i at gøre det, vi egentlig drømmer om. Den vil gerne holde os i status quo –…

View original post 1.370 more words

Øvelse gør menneske

Lake serenity

Kære ven, i efteråret 2015 skrev jeg denne tekst efter en sommer, der krævede sin kvinde. Jeg fik lyst til at dele den med dig, igen, for hvem har ikke brug for at lære at blive bedre til at fejle og til at huske, at øvelse faktisk gør menneske? Jeg har i hvert fald! 😉

Øvelse gør menneske

Vi mødtes på café i går aftes, veninden og jeg. I skumringen sad vi med vores mad og et glas vin og talte om livet. Udenfor lagde mørket sig til rette, efteråret kom snigende omkring hushjørnet og regnen faldt til blid, monoton musik. Der var eftertænksomhed i rummet, samtalen var langsom, lyttende og funderende. Vi talte om sommeren, der gik og om glæder og udfordringer. Min egen sommer har ikke just været en dans på roser, men der har alligevel været små øjeblikke af lykke og øer af fred og glæde. Og er det ikke sådan, livet er? Det sker, at vi må danse på torne og gå gennem svære og tunge ting. Det er ikke altid, at vi helt forstår hvorfor, nogle gange bliver det bare sådan. Det er, som det er. Vi kan kun tage ved lære, rejse os når vi falder og indse, at livets fejltrin er som læremestre på vores vej.

At turde vælge sårbarheden

Vi talte om at turde kærligheden. Om at vælge sårbarheden og det hudløse sted i os selv, hvor vi ikke beskytter os med skjold og svær. Det er et smukt sted at være, men det er ikke altid så let. For når vi står i sårbarhedens muld og vælger kærligheden, vælger vi også risiko for sorg og smerte. Vi er udsatte, for vi beskytter os ikke længere, men vi siger ja til det, der kommer. Det kan synes som om livet hele tiden giver os udfordringer, der i sidste ende peger på én ting: Hvad vælger du? Låser du din dør, lukker du hjertet eller tør du vende tilbage til udgangspunktet. Sårbarheden. Kærligheden. For vi kan ikke elske helhjertet, hvis vi skjuler os bag skjold og sværd. Og vi kan ikke leve fuldt og helt, hvis vi ikke tør fejle.

Bliv bedre til at fejle

Pema Chödrön fortæller en historie, der handler om at blive bedre til at fejle. Hun var nået til et sted i sit liv, hvor alt håb synes ude. Hun lå ned og livet trådte på hende. Sådan føltes det. Så da hun fik mulighed for det, spurgte hun sin læremester til råds. Hun bad ham om at hjælpe sig, for hun anede ikke, hvad hun skulle gøre.

Det er som at gå i havet, sagde hendes læremester. Der kommer en stor bølge og vælter dig om kuld. Så ligger du med sand i både næse og mund og har et valg. Bliver du liggende og drukner eller rejser du dig og går videre? Går du videre, vil det samme ske igen. Der kommer en stor bølge og vælter dig omkuld. Igen ender du liggende ned med sand i næse og mund. Du vælger livet, du rejser dig og går videre og endnu engang sker det. En kæmpe bølger vælter dig omkuld. Men efterhånden opdager du noget. Du bliver bedre til at fejle. Du indser, at havet ikke findes uden bølger, men at du altid har et valg. Og når du vælger at acceptere livets bølger og at fald og fejl er en del af livet, åbner du dit hjerte. Bølgerne kommer for at styrke dig, de vil lære dig noget og viser, at du altid har et valg. Tør du sige ja til livet, fuldt og helt med fejl, mangler, bølgegang og søsyge til følge. Efterhånden vil du opdage, at bølgerne bliver mindre og at der går længere tid imellem at de kommer. For du søger ikke længere at undgå bølgerne, du vælger at gå videre og at rejse dig, når du falder. Du vælger dermed også sårbarheden og kærligheden og kan se på og være med andre fra det sted. Herfra strømmer både medfølelse og kærlighed og accept af, at det er sådan i livet. Ingen er fejlfri og havet findes ikke uden bølger.

Det perfekte findes ikke

Du behøver ikke længere at skjule dig. Det perfekte findes ikke. Vi kan se på hinanden med mildere øjne, forståelse og medfølelse, når vi ikke anser os selv for perfekte og når vi tør eje vores fejl. Det er sårbart, javist, men det er også det eneste sted, hvorfra vi virkelig kan elske.

Ørnens visdom og fortællingens kraft

Som ørnen sagde til mig i en fortælling: ”Det er i uvisheden, at drømme bliver til og det er i håbet, at solen igen står op. Jo mere du tør læne dig ind i livets mysterium og lade dig fortrylle, desto mere magisk bliver livet. Men også den magi må du aktivt vælge. Vælge troen og tilliden til, at livet vil dig det godt trods alt. Forbind dig igen, når du føler dig adskilt og mærker, at du er gledet væk fra din sjæl. Ønsk dig det ikke anderledes, men dans med livet, som det er. Bær både din smerte og din lykke og vis verden, hvem du egentlig er. Sig ja til livet. Vælg kærligheden, åbn dig hjerte og dit sind. Gå i nysgerrighed, åbenhed og fyld din rygsæk med medfølelse. De fleste er på samme færd som du. Samme men anderledes, naturligvis. I opfordres til at hjælpe hinanden, bære, løfte og se det større billede.”

Mirakler

Vi spiste vores mad, drak vores vin og lod ordene fragte os gennem aftenen. Vi lyttede til regnen og til hinanden og indså igen, at livet er en skrøbelig sag. Men hvis vi ønsker os et fuldt liv, må vi vælge at leve med usikkerheden, for når vi ikke ved, er vi også åbne for overraskelser og mirakler.

Og som Marianne Williamson så fint har sagt det:

A miracle is a shift in perception from fear to love.

Vi øver os

Vi kan lære os selv at gå fra et tankesystem og et udgangspunkt, der er baseret på frygt til et, der er baseret på kærlighed. Men vi må øve os hver dag. Som bølgerne, der slår os omkuld, vil frygten udfordre os og egoet skabe ballade. Men vi har altid et valg. Som i meditation, hvor vi vender tilbage til måtten, eller i skrivningen, hvor vi vender tilbage til papiret, igen og igen, kan vi i livet kontinuerligt vende tilbage til kærligheden. Vi kan øve os i at være, tale og agere fra kærlighed og ikke frygt. Men det kræver øvelse og i øvelse er vi nødt til at turde fejle og acceptere, at andre gør det samme.

* * *

Øvelse gør menneske … og ørn

Ørnen kommer flyvende fra øst og er ved at flyve direkte ind i det lukkede vindue. Landingen mislykkes og han ramler til jorden, så fjerene flyver ud til alle sider. Jeg ryger op fra min stol, hjertet sidder helt oppe i halsen. Har han brækket halsen, vingen og overlevede han overhovedet det styrt? Jeg løber ud i haven. Dér sidder han midt på plænen. Græsset er endnu vådt af duggen, det glimter som et hav i sollyset.

”Ørn, hvad skete dér? Er du OK?

Han nikker bare. Ligger lidt og sunder sig, så rejser han sig og i det samme bryder han ud i hjertelig latter. Han ler så tårerne triller. Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde, så forskrækket blev jeg, men snart bølger det i mellemgulvet og latteren får overtaget. Da jeg igen kan tale, fremstammer jeg et forundret:

”Hvordan kan du grine? Du faldt jo? Du kunne have kommet slemt til skade eller være død?” Min stemme ryster lidt og en tåre triller skræmt ned af kinden.

”Hvordan kan jeg andet, ler han. Det gik jo godt. Jeg faldt og nu rejser jeg mig igen. Jeg er faktisk ved at blive ret god til de her skæve landinger. Jeg øver mig og det lykkes ikke altid. Men jeg har et valg.

”Jamen gjorde det ikke ondt?”

Han nikker. ”Jo da. Men hvordan skulle jeg kunne lære at flyve, hvis jeg ikke øver mig og giver mig selv lov til at fejle? Livet er en dans og vi må kontinuerligt øve os på dansetrinene. Det er ikke let, for musikken er ikke altid den samme. Den skifter som årstiderne og byder på mange forskellige rytmer. Det samme gør flyvningen, det er ikke altid stille vejr. Der er storme, uventede vindstød og kraftigt regnfald på mørke dage. Jeg må lære mig selv at flyve i både lys og mørke, navigere og prøve mig frem. Hvad virker, hvad gør ikke? Det er mine fejl, der har gjort mig til den, jeg er. Det er mine fejl der gør, at jeg overhovedet kan flyve.”

”Så du øver dig.” Jeg nikker, det giver mening. ”Og øvelser gør mester”.

”Tja, siger han, det er muligt. Men jeg vil snarere sige det således. Øvelse gør menneske. Og ørn.”

Kærlig hilsen
Lene


FORTÆLLINGENS KRAFT – SKRIV FRA HJERTE OG SJÆL

Fortællingens kraft er stor og den er altid en vigtig del af de skrivecirkler, intuitive skriveworkshops og personlige forløb, jeg tilbyder. Sæt din indre fortællerske fri!

Lige nu kan du deltage i:

SOMMERCIRKLEN – skrivecirkel for dig og din skrivelængsel – tilmelding senest den 20. maj 2015 (Sommercirklen åbnede den 9. maj), du kan sagtens nå at være med.

SKRIV DIN SJÆL – skrivegruppeforløb inkl. 2 intuitive skriveworkshops
Starter den 19. maj – 3 ledige pladser, er den ene din?

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL
Lørdag den 11. juni kl. 10 – 2 ledige pladser, er den ene din?

Klik på links og få lidt mere at vide. Og er du i tvivl om, hvad der passer til dig, så læs med her i HVAD SKAL JEG VÆLGE.

Tilmelding sker som altid på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Hjertelig velkommen ❤

Skabt til at blomstre

 

Kære ven, jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu blot er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at bære.

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Hvorfor ikke bare sige JA! ?

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed, det er et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at skrive dem på. Så hvorfor ikke møde op og sige ”JA” til dig selv og den spirituelle længsel, længslen efter dig selv og din sjæl, der tydeligvis manifesterer sig gennem sproget?

Drik ikke i vandkanten, men kast dig ud i det. Bliv vandet. Først da bliver din tørst slukket.
– Jeanette Berson –

Skrivelængslens 7 bud
Måske husker du det første bud? Start med at dedikere dig til processen. Mød op og sig JA. Det lyder nemt, det lyder nærmest som det rene ingenting, men sandheden er, at det er ALT. Din dedikation og dit fremmøde er forudsætningen for, at noget nogensinde vil blive skrevet gennem dig. Du finder aldrig ud af, hvad der gemmer sig bag længslen, før du har sagt JA og indstiller dig på at tage imod.

En historie søger dig

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Tanken tiltalte mig, da jeg læste om det første gang, jeg hørte et dybt suk af genklang, for jeg havde selv oplevet det på min egen skriverejse. Senere har jeg gennem mit arbejde som skrivecoach og underviser fået vished om, at det faktisk forholder sig sådan. Det viser sig gang på gang, når jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen og har kvinder med skrivelængsel i personlige forløb, som deltagere i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og og tage imod. Det er healende. Magisk. Fantastisk. Og det er så sundt for hjerte og sjæl. Vi er nemlig skabt til at skabe (os).

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

En slags disciplin

Prøv at forestille dig, at der et sted derude svæver historier og fortællinger med en særlig puls og hjerteslag. Et hjerteslag som passer perfekt til dit. Det ved din sjæl og du mærker det som skrivelængsel. Men før du faktisk sætter dig og beslutter dig for at gå på skrivende opdagelse i det, der pusler og rumsterer, kan historien eller fortællingen ikke finde vej til din pen og dit papir. Det er ikke noget, som sker oppe i hovedet og som du mentalt kan udtænke og planlægge. Du er nødt til at møde op, dedikere dig og skabe en slags disciplin eller rutine omkring ”det at skrive”.

Lili St. Crow har sagt det således:

Discipline allows magic. To be a writer is to be the very best of assassins. You do not sit down and write every day to force the Muse to show up. You get into the habit of writing every day so that when she shows up, you have the maximum chance of catching her, bashing her on the head, and squeezing every last drop out of that bitch.
– Lili St. Crow –

Disciplin åbner op for magien

Disciplin tillader magi. Disciplin åbner op for magien. Du kan ikke tvinge din Muse til at dukke op, men du kan udvikle en form for skrivedisciplin, så du kan indfange hende, når hun rent faktisk dukker op. Om du vil slå hende i hovedet og klemme hver eneste bloddråbe ud af hende som Lili St. Crow foreslår det, eller om du vil kysse hendes kinder, byde hende på æblete og lytte til hendes fortællinger, det er helt op til dig og dit temperament. Men det er sandt. Du er nødt til at skrive, skrive og blive ved med at skrive. Det findes ikke uden.

Inspirationen kommer, mens du skriver.

Hvad kræver det så at hengive sig til skriverejsen?

At du skal lægge dit liv helt om? At du er nødt til at fyre både mand, børn og sige jobbet op, flytte ud på en øde ø og hengive dig til skrivegerningen, dø om du må? Overhovedet ikke. Tværtimod. Du kan sagtens skabe små skriveoaser i hverdagen og skabe lidt tid til dig selv og det, du længes så dybt efter. For hvis din skrivelængsel er et kald fra din sjæl, holder den ikke op med at rumstere, før du møder op og siger ja. Et skridt, et ord af gangen. Det kræver langt mindre, end du tror og vil give dig så meget mere, end du kan tænke dig til.

En dyb og inderlig længsel efter dig selv og din livssang

Måske kommer du til at skrive bøger, noveller, digte og fantastiske blogindlæg i processen, men det er slet ikke det, det handler om. I første omgang. Det er sandsynligvis noget andet, du har i maven og hjertet. En dyb og inderlig længsel efter dig selv, din sjæl og den livssang, du bærer rundt på. Hvad sangen handler om og hvordan den gerne vil synges, finder du først ud af, når du møder op og dedikerer til processen. Igen og igen.

Skriv udenfor_sommercirklen

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG

Snart starter skrivegruppeforløbet SOMMERCIRKLEN og her bliver deltagerne inviteret til at sætte en skriveproces i gang, hvor de uden at have særligt fokus på produktet, alligevel ender med at skrive deres helt egen sommerbog. Og indledningsvis siger jeg til dem, som jeg har sagt det til dig:

Vist gør det ondt, når knopper brister … men

Din dedikation og dit fremmøde er altafgørende. Hvis du ikke er dér med hele dig, sker der ikke rigtigt noget. Så forbliver skrivelængslen en kuriøs følelse af noget uforløst, en fed, potent knop, som aldrig sprang ud, men som visnede inden den blev til en smuk blomst. Vist gør det ondt, når knopper brister, men ved du hvad? Det er intet at sammenligne med smerten over aldrig at turde tage springet. Knopper er skabt til at briste. Sommerfuglen skal ud og flyve, men kokonen må briste først og ingen andre end du kan lade den åbne.

Flyv sommerfugl, flyv.

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG, sådan gør du

Du har købt en vidunderlig notesbog, som taler til dig. Det kan du mærke, du får lyst til at skrive i den. Og du har en god pen eller to eller tre.

Skriv en hensigtserklæring med din sommerbog (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den. Din hensigtserklæring trækker nemlig en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Læs mere om hengivelse til skriveprocessen i Skrivelængslens 7 bud.

Indstil dig på en modtagelig kanal og lyt

Forestil dig, at du, når du gør klar til at gå ind i dit indre skriverum, dit magiske rum, det sted, du har skabt til dig selv og dine skriverier, indstiller dig på en modtagelig kanal. Du er som en gammel transistorradio, som man kan dreje på. Du indstiller dig og gør dig åben og modtagelig.

Og så lytter du. Prøv at blive stille. Sind og tanker vil meget gerne vide ”hvad og hvordan” og hvis du bliver oppe i hovedet, så skaber det ofte modstand og forvirring. Det er i hovedet, at vi bliver i tvivl. Hjertet tvivler aldrig. Så forlad hovedet for en stund. Lad sind, tanker og indre censor være som de nu er og forestil dig, at du kravler dybere ind i sjælen, ind i stilheden og åbner den knagende dør til dit skriverum. Her lukker du døren bag dig. Her er rart at være, du tænder dit indre lys, du giver plads og sætter dig med din pen og notesbog.

Hold lidt fri fra den elektroniske verden

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Din sommerbog kan med fordel være en, du skriver i hånden og holder lidt fri fra den elektroniske verden og alle de mange forstyrrelser.

Sommerbogen vil støtte og holde dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine sommersider. En gave til dig selv.

Og hvis du stivner midt i skriverierne? Så kunne jeg godt finde på at give dig følgende råd, der er formuleret så fint af Hilary Mantel her:

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient. – Hilary Mantel –

Skab rum, ro og forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden, den naturlige cyklus og egen sjæl, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så sandelig også gøre det ved at skrive. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Eller måske helt lade fluerne være og i stedet for hengive dig til den naturlige cyklus, sommeren og dens særlige energi samtidig med, at du skriver og sætter skrivelængslen fri. Du kan sagtens skrive udenfor, for du skriver jo i hånden, din særlige sommernotesbog kan du tage med dig overalt. I sommerhus, på ferie eller med ud i naturen.

Rejsedagbog gennem årets lyse måneder

Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede i sommermånederne. Betragt bogen som din rejsedagbog gennem årets lyse måneder og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej og i dit indre. Mød op hver eneste dag og skriv lidt eller meget. Prøv dig frem. Om morgenen, midt på dagen, aftenen eller midt i de lyse sommernætter. Skriv.

Skriv din sommer, skriv dig selv, din sjæl og fold skrivelængslen ud.

Lad vejen skrive dig

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme. Så kære ven med skrivelængsel. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver. Lad vejen skrive dig.

Ved søenSOMMERCIRKLEN

Vil du gerne have lidt hjælp til at komme i gang med at skrive? Og har du lyst til at invitere sommerens særlige energi og fortællingens kraft indenfor i dit skriverum?

Har du lyst til at blomstre? Brug for at sige JA og møde op, så fortællingerne kan finde dig og din muse komme til stede? Sætte ord på alt det, der rasler og rumsterer og som gør dig tung, træt og underlig mellemfornøjet? Og vil du gerne have lidt hjælp og inspiration med på vejen, er du hjertelig velkommen i Sommercirklen, hvor vi skriverejser gennem sommeren og samtidig går på opdagelse i vores skrivelængsel og folder ud.

Jeg har skabt Sommercirklen netop for at give dig og andre skrivende sjæle mulighed for at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. Et sted, hvor der er tegnet en hellig cirkel omkring den intention, du bærer i hjertet og hvor du via månedlige skriveafsæt og små skriveopgaver får rig mulighed for at folde din skrivelængsel ud.

Du møder op, du skriver og du får en helt ny tilgang til at skrive. Du starter en god og vedvarende skriveproces og du får inspiration, skriveafsæt og coaching med på vejen. Du beriges og dineord vil berige de andre i skrivecirklen, hvis du vælger at dele.

Lad ordene og sommeren følge dig hjem.

Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både natur, kreativitet, intuition og din sjæls visdom gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra maj til slutningen af august, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Min hensigt er bl.a. at skabe et kreativt og kærligt sommerrum, hvor sjælens fortællinger kan finde afsæt og blomstre. Og eftersom jeg vil invitere til at du en del af tiden slukker for al elektronisk udstyr og i øvrigt skriver i hånden, kan du sagtens tage dine skriverier med udenfor og nyde sommeren under åben himmel, mens du skriver, sanker og forbinder dig til dit rislende reservoir af visdom og sjæleord.  Sommercirklen kan sagtens fungere som en del af din sommerferie, hvor du skærper din opmærksomhed overfor sommerens gave og bliver lydhør overfor alle de subtile gaver, sommeren bringer.

Invitation til Sommercirklen finder du her. Og du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Varmt velkommen.

Sommercirklen starter på mandag den 9. maj, men jeg tager løbende imod tilmeldinger indtil den 20. maj, så længe pladser haves.

Du er skabt til at blomstre

Jeg opfordrer dig kærligt til at møde op og give din indre fortællerske plads. Hun har ventet længe på dig og jeres møde er uundgåeligt. Et møde, hvor I vil smelte sammen og skrive fra det sted, hvor længslen lige nu er en fed, potent blomsterknop, der efterhånden er lidt tung at bære. Den er klar, den er moden, den er.

Giv slip og lad blomstre.

Kærlig hilsen
Lene

And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.
– Anaïs Nin –

Kreativitet_gul