Fortællingen om Forladthed

Den første efterårskuling er drevet ind over landet. I det sidste døgns tid har det blæst, men mærkelig nok er det ikke koldt. Temperaturerne er tocifrede. Jeg tager mig i at savne det rigtige efterår, hvor vinden bider i kinderne og nærmest blæser mig om kuld. Hvordan kan jeg dog længes efter det? Måske er det fordi, at jeg instinktivt fornemmer nødvendigheden af at få renset luften og at få lukket døren til sommer fuldstændigt. Jeg er videre nu, jeg er ovre broen. Jeg er efterår.

På skrivebordet står mit efterårsalter. Kastanjer, røde blade, fjer og tørrede bær slutter cirkel rundt om fyrfadslyset, som jeg har tændt. Udenfor er dagen endnu dunkel, skyerne ligger som et gråt tæppe over landskabet og fuglene svæver lydløst forbi. Underligt nok er her stille, selvom vejret er uroligt. Et paradoks ligger i luften og ligner et spørgsmålstegn. Jeg trækker vejret dybt og forholder mig afventende. Indeni er der ro.

At føle sig forkert og uelsket

Der opstår hele tiden noget nyt og samtidig urgammelt i skrivecirklerne. De samme temaer dukker op hos forskellige kvinder, som er på forskellige steder på deres rejse. Nogle bliver ordløse og oplever tomrummet, rummet uden svar og i går opstod en tråd om ikke alene tomrummet, men også om at føle sig forkert og uelsket. Det kender jeg også. Forkertheden. Følelsen af at være uelsket. Og forladt.

Da jeg skrev om det i vores udveksling i Høstcirklen, kom jeg i tanke om en fortælling, jeg skrev sidste år. Det var på et svært tidspunkt på min rejse. Jeg var stadig i sorg over tabet af en ven, et venskab, som forliste med et brag. Der var intet fyrtårn til at lede venskabet på rette vej, for senere skulle det vise sig, at det var meningen, at det hele skulle gå i stykker og blive smadret til pindebrænde mod de skarpe klippeskær. Bølgerne gik højt. Det er en anden historie, men det var sidste år ved denne tid, ja nok lidt tidligere, det var stadig sommer, men det er underordnet. For fortællingen handler om forladthed og de følelser, som kvinden i Høstcirklen beskrev. Den får du her:

WomanForest

Fortællingen om Forladthed

Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.

Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.

Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.

Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl.

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et sted, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at være. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.

”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.

”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik. ”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

Udesidning

Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.

Forladthed. Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre. Følelsen opstår, når du har forladt dig selv. Forladt din sjæl. Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.

Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle.

”When you trust, you connect”.

Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.

Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

Fortællingen om Forladthed vil indgå i min bog “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017. I skrivende stund er jeg endnu i sporlægningsfasen og har skrevet 275 sider.

Kærlig hilsen
Lene


Næste skrivecirkel er Vintercirklen

Vintercirklen

Forankret i Vinteren og den naturlige cyklus

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

 

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinterenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Du finder invitation og flere detaljer om Vintercirklen i linket her. Vi starter på skriverejsen den 1. november og det er online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Dit livs forfatter

time-to-write

Jo mere jeg skriver og underviser, jo flere kvinder, jeg har den glæde at møde og som er i skriveforløb og på intuitiv skriveworkshop hos mig, desto mere begejstret og taknemmelig bliver jeg for ”det at skrive”. Skrivning er ikke kun bogudgivelser, anmeldelser og kritik. Skrivning er heller ikke kun retstavning og grammatik. Det er en misforståelse hos mange, som tænker, at hvis man skal skrive så handler det om produktet og et bestemt udfald.

Skrivning er så meget andet end det, og når vi slipper forestillingen om det perfekte produkt og perfektionismen i det hele taget, opstår en åbning. Hengivelse til processen er en nøgle.

Læs også gerne: Tag din skriveglæde tilbage

Du kan ikke tænke dig til det

“I begin with an idea and it becomes something else”, sagde Pablo Picasso. Det er ofte sådan, det er. Når vi forlader hovedet og skriver os ind I krop og sjæl, når vi giver slip på kontrollen og følger med ordene, den vej de nu leder os, begynder der at ske ting og sager. Den ide, vi måske lagde ud med, forvandles undervejs. Noget nyt opstår og ofte hænder det faktisk, at vi møder en helt ny ide eller fortælling et sted på skriverejsen. Inspirationen dukker op undervejs. Vi kan ikke tænke os til det.

Skriverejsen vil forvandle dig

Jeg har sagt det før og jeg siger det igen, du kan virkelig ikke tænke dig til det. Stol på processen, gå i tillid og nysgerrighed og begynd så at skrive. Tillad dig selv at blive overrasket. Skriverejsen vil forvandle dig, ord for ord. Tillid til processen er endnu en nøgle.

Vinterskriverier

Skriv om det

”Skriv om det” siger den stille stemme med noter af duftende kærlighed. Jeg ved, at det er hende. Der er ingen tvivl, hun synger som en fugl dybt i mig, så jeg sætter mig og lytter. ”Fortæl, at det handler om at blive ved. Det handler om igen og igen at møde op og at ville det. Tro på det. Og at have tillid til det. Måske er der dage, hvor det ikke flyder helt så let, hvor modstanden og frygten er stor, men det hører med. Det betyder ikke, at vi ikke kan eller skal skrive.

Vi skriver os gennem dage og nætter, de lette og de tunge, vi skriver os gennem dale og over bjerge. Vi skriver i alt slags vejr, gennem sneen, tågen og regndisen. Og vi skriver på sommerdage, hvor vores hjerter er fulde af solskinsord. Vi skriver visdommen og vi skriver sandheden. Vores sandhed. Vi skriver træer, fugle og årstider. Ja, vi skriver os gennem det hele uden at have en mening om at det ene er bedre end det andet. Vi skriver sårene og sorgen, for vi dypper altid pennen i det, der er. Undervejs opdager vi så, at det, der er, ofte er meget anderledes end vi troede det var.”

Skrivning som et redskab, transportmiddel OG som medicin

Du betror dig til papiret. Papiret lytter. Papiret spejler dig med dine egne ord. Ordene er vigtige, de er nemlig fulde af energi og når du lytter og lader din sjæls ord komme op til overfladen, kan du mærke den. Genklangen. Sødmen. Kærligheden. Selv det tunge og svære får en anden lyd, når det kommer fra et sted dybt i dig. Det er dine ord. Kærlighedsord fra din sjæl til dig.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Du kan skrive dig til klarhed

Du kan bruge skrivningen som en slags kortlægning af dit liv. Du kan skrive dig til klarhed. Med ordene tegner du et landkort over dit liv og du ser alle byerne og landskaberne dér: Glæder, sorger, grænser, frygt, modstand, guldminer og genvordigheder. Undervejs opdager du noget, som du måske ikke havde set eller troet på før. Du er slet ikke magtesløs. Du har valgmuligheder, for det står der sort på hvidt og du har selv skrevet det. Desuden får du ofte at vide hvilke valgmuligheder, du har. Du får øje på det undervejs og du mærker, at du egentlig godt ved besked.

Den måde, man beskriver og forstår sit liv på, at er i sidste instans uløseligt forbundet med den måde, man lever det på, siger terapeut og skrivemanuduktør Mandy Aftel. Man er i direkte betydning sit eget livs forfatter. Det kan jeg i øvrigt selv skrive under på. Jeg har skrevet mit liv og skrevet det om. Ord for ord.

Lidt af min historie kan du læse i blogindlægget her: Pigen der fortalte eventyr.


Du er dit eget livs forfatter

Tror du på det? At du er dit eget livs forfatter? Prøv at luk øjnene og smag lidt på ideen. Måske tvivler du lidt, men så lad tvivlen komme dig til gode og drag ikke forhastede konklusioner. Åbn døren på klem med et gavmildt stænk nysgerrighed. Lukker du af for tro og tillid, lukker du nemlig en ellers tung dør og boltrer den forsvarligt. Tro, tillid og kærlighed til dig selv og processen er universalnøgler, som lukker op igen.

Lad os antage, at det er sandt. Du er dit eget livs forfatter. Så hvorfor ikke skrive dit liv på en mere aktiv måde? Hvorfor ikke give det mere eventyr og selvkærlighed eller noget, som er personligt tilfredsstilende og godt for dig? Du ved bedst selv, hvad du vil skrive frem i dit liv? Hvad du savner? Kun du ved, hvad der gemmer sig bag skrivelængslen også selvom du lige nu tror, at du ikke ved det. Svarene findes dybt i dig og du kan skrive dem frem. Manifesterer længslen sig som skrivelængsel, er der kun én ting at gøre. Mød op og skriv.

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

There is no greater agony than bearing an untold story inside you”
– Mary Angelou –

Du kan skrive det frem

Du kan skrive det frem. Og længslen kan sågar handle om, at du savner skaberkraft og kreativitet i dit liv, at du har en veludviklet fortællerske, som bor i din indre skattekiste, og gerne vil frem og have ordet. Vil du give det til hende? Ordet.

Under alle omstændigheder er du nødt til at møde op og skrive for at finde ud af, hvad det egentlig handler om. For dig.

Ord er energi

Ordets magt er ægte, hvad enten man er bevidst om det eller ej.
– Sonia Choquette –

Ord er kreative. De er informative, de indeholder information og budskaber, men de er også formative. Det må vi aldrig glemme. Ord er formative, for på magisk vis bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og det gør de via den energi, der er i spil. De er derfor, vi skal vælge vores ord med omhu. Ord sliber kanter, viser vej og skaber nye døre og åbninger, som ikke fandtes før. Også på skriverejsen bliver vejen til, mens vi går og skriver.

I sårbarhedens muld

Vi skriver vejen. Vi skriver døre, åbninger og nye stier. Vi skriver os frem til de steder i os selv, hvor der er ar og sår og opdager, at midt i sårbarhedens muld er der grobund for nye skud og blomster. Træer. Og lige dér kan vi senere høste vores styrke, selvværd og glæde ved at være dem, vi egentlig er. I sårbarhed, medfølelse og kærlighed.

Fortællingens Kraft2

Historiemedicin og fortællingens kraft

Og her kommer historiemedicin og fortællingens kraft ind i billedet. Du kan bevidst vælge at invitere fortællingens kraft ind i dit liv og tage den med på skriverejsen.

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen.

Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

Fortællingens healende kraft

Det kan ske, når vi læser eller lytter til andres historier og fortællinger. Vi mærker genklang, vi bliver berørt. Forbindelsen skabes via ordene og de billeder, vi maler med vores ord. På skriverejsen opstår fortællinger, som på sælsom vis har forbindelse til vores sjæls rejse. Fortællingens kraft kan lindre og vise vej. Det er ikke uden grund, at jeg beskriver fortællinger som fyrtårne, for de kan vitterligt vise os vej via deres ord og budskab. De sørger for, at vores skib ikke støder på grund. En dyb visdom bevæger sig som en slange mellem linjerne og når vi først skriver, aktiveres vores indre fortæller af netop det, vi har brug for at høre og vide. Lige nu. Andres fortællinger kan skabe genklang, men intet er mere lindrende og healende end selv at holde pennen og i det skabende øjeblik tage imod den visdom, der bor i egen sjæl.

WomanForest

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde dine svar

Ingen ved bedre end du. Selvom du føler dig forvirret eller fortabt, du er måske faret vild og kan hverken se skoven for bare træer eller lysningen i skoven, bærer du selv svarene et sted dybt i dig.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde svarene og bringe dem op til overfladen. På en nænsom måde, der passer nøjagtigt til dig, baner de vej og hjælper dig til at huske alt det, du har glemt. De er med til at bygge bro fra din forvirring og følelse af forladthed til nye veje og stier, som åbner op for din sjæls visdom og vej. Broer, som ikke fandtes før, men som via fortællingens kraft og de eksempler, fortællingen bringer på banen, bliver bygget ord for ord.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft

I alle de forløb, jeg tilbyder, arbejder vi med fortællingens kraft som omdrejningspunkt og du vil efterhånden selv opdage de healende egenskaber i historiemedicinen. Bivirkninger? Ja, så mange at der skal skrive lange indlægssedler, men her er et par eksempler

  • Du oplever større indre glæde
  • Du får øget energi
  • Din kreativitet vokser
  • Du mærker en øget ro: Angst, stress og uro dulmes, når vi skriver os gennem årstider, forankrer os i nuet, det skabende øjeblik og tager imod det, vores sjæl synger om.
  • Du får større indsigt og bedre udsigt
  • Du lærer at sætte pris på dit liv og din rejse, i alle dets facetter, i al dets skrøbelige glædelighed
  • Du ser dig selv som en aktiv skaber af dit liv og din lykke
  • Du oplever dig selv som ansvarlig for glæden og de valg, du skal træffe i dit liv. Der er ikke længere nogen tilfældigheder. Det er valg. Bevidste valg. Du har skrevet det og det er sandt. Du er din egen lykkes smed og du har de redskaber, der skal til. Du har din pen. Du har papir eller en magisk notesbog med linjer skabt til at skrive på.

Tror du på det?

Tror du på det? At du er dit eget livs forfatter? Måske tvivler du lidt, men lad så tvivlen komme dig til gode. You never know.

Under alle omstændigheder er du nødt til at møde op og skrive, for at finde ud om, hvad det egentlig handler om for dig og hvad der gemmer sig bag din rumsterende skrivelængsel.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

forarscirklen

Online skriveforløb til dig og din skrivelængsel

Forårscirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft med større skriveglæde til følge. I forløbet, som strækker sig fra 1. marts til slutningen af maj, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Forankret i årshjulet og naturens visdom

Forårscirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både månederne, energien og din egen kerne, vil du mærke større glæde og finde indre ro. Du vil lære dig selv bedre at kende på den samme rejse gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Ro og skrivende fordybelse

Forløbet kan også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Er du introvert og/eller har du brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance?

Det er bestemt ingen bagdel, hvis du egentlig er introvert og har brug for at hengive dig til dit indre, som nærer dig og skænker dig visdom og styrke. I Forårscirklen skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Forårscirklen er en dans mellem ude og indre med fokus på den indre proces. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Har du skrivelængsel, så kom og vær med. Vi starter den 1. marts. Forløbet er for kvinder med skrivelængsel i alle aldre, det er aldrig for sent at møde op og genfinde sin skriveglæde. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du øver dig i at skrive på din måde og vil efterhånden opleve, hvordan din særlige forfatterstemme finder sit leje.

Et skriveforløb fuld af inspiration, læring og skriveglæde.

Invitation til Forårscirklen og detaljer finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og der er stadig ledige pladser.

Kærlig hilsen
Lene

Tvivlen, tomrummet og stilheden

 

Denne morgen gør jeg noget, som jeg ikke har gjort længe. Jeg sætter mig direkte til tastaturet og skriver mig ind i dagen og det, der er. Lyset, der stiger op på himlen i øst, disen over marker og duggen, der ligger som en fugtig dyne over efterårslandskabet. Farverne er begyndt at ændre sig, træerne rødmer forsigtigt og flere er allerede i gang med den proces, der også er vores. De giver slip. De lader sommeren gå og slipper alt det, der ikke længer tjener dem. På vej mod vinter uden tung bagage, afklarede og tillidsfulde. Alt er præcist, som det skal være.

Ordene som transportmiddel

Jeg skriver, fordi jeg har vished om, at det ofte er den eneste måde. Ordene er mit transportmiddel og jeg kan love dig for, at hovedet er tungt som bly. Det handler om modstand, det handler om, at nogen siger mig, at jeg ikke kan skrive mere. Jeg har jo været tom. Så jeg sætter mig i tillid til, at det, der vil skrives gennem mig og det, jeg har intention om at berøre med mine ord, vil komme mig i møde, når jeg bare bliver ved med at lade fingrene danse over tastaturet.

Hvis jeg ikke helt ved, hvad jeg skal skrive, skriver jeg det. Som nu. Det betyder ikke noget, ordene er mit transportmiddel og jeg skal ikke nødvendigvis bruge vejen frem til selve fortællingen eller essensen bagefter. Det er som at køre ud i det blå. Fuld af lyst til bare at køre, se, opleve, sanse og måske møde noget, man ikke havde drømt om eller forestillet sig. Det meste kan vi nemlig slet ikke tænke os til. Det, der bor i hovedet, er som regel begrænset og fuld af forbehold. Men når vi skriver os frem i tillid til, at en fortælling vil dukke op et sted på vejen, så sker det som regel. Og ofte på en lidt anden måde end det, vi havde forestillet os.

Da jeg startede med at skrive, havde jeg taget et par ord med mig, som var en del af min søgen og min intention med at skrive. Små ord eller lister er ofte en superfin måde at komme til det tomme papir til livs. Mine ord/sætninger var:

  • Tomrum.
  • At blive stille (stilhed).
  • Efterårsjævndøgn.

Tomrummet

Jeg har lyst til at fortælle dig om tomrummet. Det sted på rejsen, hvor man ankommer til en ventesal som runger af tomhed. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk har nævnt det før. Tilbage i januar. Og i marts. For tomrummet er ikke et sjældent og ukendt sted, som kun er nogen forundt. Det er heller ikke en straf, det er på ingen måde et fængsel, selvom det godt kan føles sådan. Men hvad er tomrummet så?

Hvad gør man, når man pludselig bliver tom?

Forleden dag stødte en af kvinderne i skrivegruppeforløbet Høstcirklen på tomrummet og det fortalte hun om. Hun var ked af det, for det betød blandt andet at hun ikke kunne skrive. Der var ingen ord. Og det kan føles som en falliterklæring, når man nu har meldt sig til et skriveforløb og en rejse, hvor det netop handler om at folde ud via ordene. Når man får serveret skriveafsæt og opgaver, der er skabt til at løfte og hjælpe på vej. Når man er en del af en skrivecirkel og et hjerteligt skrivefællesskab. Et læringsforløb. Og når man er hjemsøgt af en forunderlig skrivelængsel, ja hvad gør man så, når man pludselig bliver tom?

Hyrdetimen – en overgang

Hvad er tomrum for dig, blev jeg spurgt og jeg svarede: Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret alligevel ikke helt har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Det er et tidspunkt, hvor vi kan blive noget så utålmodige efter at tage springet og kaste os ud i næste fase, selvom det faktisk slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.

Når naturen holder vejret

Har du nogen sinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, der er ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer. Kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre eller handle og gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. En overgang. Det er som at stå på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og bare dvæle ved synet af floden, der flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting at gøre andet end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase vil komme. Den kommer, når det er tid. Ikke før og ikke siden.

Tomrummet kalder på stilheden

Tomrummet kalder på stilheden i os. Og som Marts fortalte mig tilbage i det tidlige forår, er tomrummet en tid til restitution. Det er venteværelset på en station, hvor toget endnu ikke er kørt til perron. Det er et modsætningsfyldt tidspunkt, fordi de fleste af os har travlt med at komme væk. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. Stilheden. Men tomrummet er hverken eller og det er ikke en tid for handling af den slags, der kalder på flugt. Tomrummet synger uden hverken ord eller toner om hengivelse og tålmodighed. I virkeligheden er tomrummet et perfekt tidspunkt for hvile og kontemplation, men det er desværre uvant for mange af os. Vi har alt for travlt med at komme videre. Vi er bange.

Tomrummet opstår også på skriverejsen (for vi skriver jo i livet!)

Tomrummet opstår også på skriverejsen, som kvinden i Høstcirklen oplevede det forleden dag. Det sker ikke nødvendigvis mens du er i et forløb og deltager i en skrivecirkel, men vi ved det ikke på forhånd. Der kommer som regel præcist det, der skal og uanset hvad, kan vi altid skrive om det. Selv når der ikke er ord, kan vi skrive det. Tomrum. Tomrum. Tomrum. Og så kan vi i øvrigt gøre det, som kvinden heldigvis besluttede sig for at gøre. Hun gik ud i naturen og tog sit indre tomrum med sig. Hun besluttede sig for at vente sammen med havet og vinden. Så hun forlod sit skriverum, hvor hun var blevet godt og grundigt ked af, at hun ikke kunne skrive det, hun havde tænkt sig at skrive og i accept begav hun sig ud for at lytte. Vente. Sanke.

En sandhed med modifikationer, for hun skrev faktisk

Samtidig fik hun så mulighed for at opleve, at det egentlig forholdt sig lidt anderledes, end hun havde tænkt det. Det kunne jeg som skriveguide pege på og vise hende. For hun havde jo skrevet, hun havde fortalt os andre om den tilstand, hun var i og uden at vide det, havde hun sat en proces i gang. Hun fortalte det til sig selv, papiret og til os andre i cirklen. Den kreative skriveproces handler nemlig ikke udelukkende om at skrive. Det er dans mellem flere faser og tilstande og glemmer vi at sanke, restituere og give os selv, inden vi giver ordene til papiret, kan vi godt løbe tør. Vi er nødt til at lade os selv op og det er overgangen perfekt til.

Bliver du i tvivl, bliv da stille

Tomrummet er også rummet uden svar. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke ved og svarene ikke er klar. De er i simregryden, de danser med disen i horisonten, men de ikke klar til at blive serveret for os. Derfor kan tomrummet også føles som en tilstand af ”ikke at vide” og også det er præcist som det skal være.

Svarene er ikke klar, vi er ikke klar. Igen er det en uvant og grænseoverskridende tilstand for de fleste af os, vi er vant til at vi helst skal have svar på rede hånd og at det er en falliterklæring at sige, at vi ikke ved. I virkeligheden er det en gave. En styrke. Denne tilstand af ”ikke at vide besked”. For hvis vi påstår, at vi ved eller tænker, at andre måske gør det, ved bedre altså, gør vi noget, som næsten med sikkerhed vil føre os på afveje og måske endda gøre os endnu mere ulykkelige og frustrerede, end vi var før.

Woman cage

Jeg trådte i spinaten, jeg gjorde det igen! Jeg søgte ud.

Jeg prøvede det selv her i september. Efter en frugtbar og frodig august, hvor jeg høstede alt det, jeg havde sået i foråret og sommerens løb og blandt andet lancerede Fortællingens Kraft online skriveforløbet, som nu er i fuld gang, ramte jeg tomrummet med et lydløst brag. Det var som at løbe panden mod en mur. Energien sivede ud af mig og trætheden kom som en pil og satte sig fast i mit hjerte. Jeg følte mig ordløs. Og det var virkelig frustrerende, fordi jeg samtidig havde hoved og hjerte fuld af gode ideer til både nye blogindlæg og andre skriverier. Der var masser i simregryden, men selvom jeg vidste bedre, forsøgte jeg at fjerne retten fra gryden, inden den var klar. Det skulle jeg ikke have gjort. Den smagte ikke godt. Endnu.

Lene, get your gun!

Så søgte jeg ud. Jeg ledte efter inspiration i øst og vest, for jeg tænkte at noget ydre sikkert kunne hjælpe mig på vej. I stedet for at bede om ledetråde, lytte og vente på synkronicitet, slyngede jeg geværet over skulderen og begav mig ud i Cyberspace for at nedlægge mit bytte. Inspirationen. Ledetråden. Bare et eller andet, der kunne få mig ud af den ordløse, trætte tilstand og videre i min søgen.

Og hvad skete der så?

Hvad skete der? Fandt jeg det, jeg ledte efter. Nej! Jeg for vild i oceaner af information og ord og jeg blev endnu mere træt, end jeg havde været før. Jeg begyndte at sammenligne mig, en refleks som er meget almindelig, når vi er trætte og temmelig udkørte. Så ser vi over på naboens græs og opdager pludselig, at det er meget grønnere end vores. Og selvom misundelse er en grim ting, så rammer den os som et lynnedslag. Misundelsen. Efterfulgt af sorgen over, at vi ikke selv duer til noget. Frygt og indre censor får kronede dage og hele verden skriger af grin. Tabernar. Citat: Susan, min indre censor.

Men så huskede jeg det

Jeg slukkede for elektronikken og så satte jeg mig i meditation. Senere gik jeg ud i naturen. Slog armene om mit yndlingstræ i baghaven og lyttede til dets visdom. Jeg gik lange ture og blev fysisk træt. Så sov jeg. Mediterede igen. Og igen. Og pludselig kunne jeg mærke, at det var tid til at skrive, for noget ville skrives gennem mig. Det bankede ligeså stille på. Selv var jeg nu blevet så stille, at min sjæl igen kunne få ørenlyd og det gør hun hjertens gerne via skrivegerningen. Jeg skal ”bare” sætte mig ned, lytte og tage diktat.

Bliver du i tvivl, bliv da stille

Din lærer, min ven, findes dybt i dig selv. Der er ingen grund til at kigge dig omkring efter din stjerne. Du er din egen stjerne. Det, du søger, det du skriver om, det findes allerede i dig. Bliver du i tvivl, bliv da stille. Lyt til stilheden og hengiv dig til hvile.

Lad stilheden heale dig, rense dig og vise vej. Det du søger, søger også dig.

Naturen. Stilheden. Dansen. Rytmen. Musikken. Poesien. Kærligheden.

Pløje, tromle, så og hvile

Der er grøn te i koppen og vinduet står åbent. Jeg lukker efteråret ind. Og jeg lukker op for mit eget efterårs visdom. Udfordringen er klar, den er moden og jeg er moden. Langsomt drikker jeg af den grønne te og trækker vejret dybt. Nu mærker jeg, hvor træt jeg egentlig er. Hendes smil er stadig nærværende og hun behøver ikke at påpege hvorfor. Jeg ved det godt. Ikke alene glemte jeg at sanke, men jeg glemte også lige i farten at det er en anden årstid nu. Det er efter høsttid. Jeg nikker og mumler:

“Pløje. Tromle. Så. Pløje. Tromle. Så.”

”Hvile” tilføjer hun og er klar til at sætte ord på min nye udfordring.

“Det, du skal bruge, det du søger, det du nogle gange føler, at du mangler. Det findes allerede dybt i dig selv og det bor i naturen og det efterår, som er nu. Din opgave er at lade det komme. Uden at forhaste dig og begynde at jage snablen indad i stedet for udad, hviler du nu i tillid til, at du allerede har alt, hvad du trænger til.”

Lad komme

“Det, du har brug for i det ydre, vil komme til dig via synkronicitet uden at du aktivt søger det. Slap af, giv slip og lad komme. Lyt og lad det opstå indefra. Allier dig med naturen, tal med træerne og fuglene. Dine sjælevenner, budbringere og dine lærere. Lyt og lev det. Dans. Syng. Skriv. Lad det komme. Din egen dybe visdom og poesien i dit hjerte. Lad det flyde gennem dig som en flod igen.”

Og så fortsatte hun på engelsk, for det er min sjæls sprog. Min stille stemme taler engelsk.

Go slow. Do not run.
Listen and let come.

Bliver du i tvivl, bliv da stille. Også som skriverejsende i den kreative proces.

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient.
– Hilary Mantel –

Efterårsjævndøgn

Det er en ny tid nu og i morgen (22.9) er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er nu lige store. Tænk harmoni. Balance. Gå uden modstand ind i den nye energifase og afbalancer den ydre verden med den indre. Nu kan vi endelig slippe sommeren og overgangen og begive os videre ind i en ny form for klarhed. Tomrummet fordamper.

Tid til at fejre

Efterårsjævndøgn er indgangen til vinter. Sommeren er forbi og en ny fase begynder. Det er efterår. Dagene bliver nu betydeligt kortere og koldere, solens kraft aftager. Forson dig med dine modsætninger og vid, at alting eksisterer side om side. Så fejr hele dig her ved efterårsjævndøgn og alle aspekter af din livscyklus. Ja, det er igen tid til at fejre!

Kom, lad os danse!

Du er efterår

Tillykke. Du kom over broen. Du er nu midt i efteråret, men du er mere end det. Du er efteråret. Så lad naturen hjælpe, inspirere og følge dig på vej. Sig tak for din høst og det, du fik med dig fra foråret og sommeren. Uanset om det var svært, let, lyst eller mørkt. Fremsig din intention om (igen) at forbinde dig til din sjæls visdom, din indre visdom og til at følge det, der er din vej. Hvis du altså som jeg var kommet lidt på afveje og brød ud af tomrummet før tid. Vi kan altid vende tilbage. Igen og igen.

efterar_livsflod

Byd vendepunktet velkommen og sig ja til den energi, der nu flyder gennem dig. Skab forbindelse til din indre visdom, din sjæls visdom, sæt dig ved din livsflod og lyt til de sange, du kender og som gør dig så godt. Du vil mærke en sælsom form for genklang. Det er tonerne af din sjæls melodi.

Skriv om det

Hvil, lad op og drøm gode drømme. Brug tid på det, som beriger og styrker dig. Og skriv gerne om det.

VINTERCIRKLEN

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et onlineforløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel, en dans mellem ude og inde. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen indre visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe rum og dedikere dig og du vil blive invitereret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i Vintercirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk. I Vintercirklen arbejder vi i øvrigt også med fortællingens kraft og tager et ordentligt skud skrivevitaminer i form af historiemedicin.

Jeg barsler i øvrigt med et blogindlæg om netop historiemedicin, så følg gerne med i de kommende uger. Hvis du tilmelder dig min blog her på siden, får du automatisk besked i din indbakke, når et nyt blogindlæg har set dagens lys.

Giv dig selv

Jo mere du hengiver dig og giver dig selv i form af din dedikation i dit eget skriverum, desto mere vil du få igen gennem dine egne ord og skriverier. Meget mere end du aner.

Vinteren og naturens visdom

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Bivirkning! Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

VINTERCIRKLEN – der er nu åbent for tilmeldinger

Jeg har nu åbnet for tilmeldingerne til online-skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN, da flere allerede havde forespurgt og forhåndstilmeldt sig. Kommer Vintercirklen mon igen i år? Selvfølgelig gør den det og jeg glæder mig.

Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.

Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.

Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.

By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.

– Gammelt keltisk vers –

Vil du med på skriverejse gennem mørket og vinteren?

Kom, hvis du har lyst til at være med på en skriverejse, hvor vi skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året. Vi starter den 1. november. Du finder invitationen til Vintercirklen her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Tilbage er blot at ønske dig et glædeligt efterårsjævndøgn og en god rejse ind i efteråret. Måske skrives vi ved i Vintercirklen?

Go slow. Do not not run.
Listen and let come.

Kærlig hilsen
Lene

vintercirklen-011116

 

Tusmørkekvinden

Fuldmåne

Jeg mødte hende i skumringen. Der stod hun svøbt i blåt, mens en stjerne forsigtigt blinkede over hendes hoved.

’Er det din stjerne?’ spurgte jeg og trådte et skridt nærmere. Hun nikkede bare. Så på mig med øjne, der havde samme farve som tusmørkehimlen. Jeg mærkede en sælsom fornemmelse af noget, der rakte dybt ind i mig og tog fat om mit hjerte. Et suk rejste sig og fik fugleskikkelse. Sort mod blåt fløj den dybt ind i solnedgangen, der ikke var mere. Mørket lagde sig til rette og jeg trådte endnu et skridt nærmere. Hun var som magnet, kvinden i blåt.

’Hvem er du?’. Ordene flød ud af min mund, inden jeg kunne nå at stoppe dem.

’Jeg er tusmørkekvinden’, svarede hun og smilede så. ’Og jeg er kommet for at tage imod dig’.

’Tage imod mig?’ Jeg skælvede i tomrummet mellem nat og dag. Hvis du nogen sinde har været der, så kender du sikkert den isnende fornemmelse af ingenting, der som kroge af iskrystaller griber fat i dig. Du vil flygte, men du kan ikke. For det er meningen at du skal blive i tomrummet. Dér, på perronen mellem dag og nat, i skumringen. Bare blive lidt og fornemme, hvordan det føles at være vægtløs.

’Spørgsmålet er selvfølgelig hvem, der tager imod hvem, men det betyder ikke så meget. Jeg er kommet for at møde og tage dig med på rejse. En rejse, hvor du møder dig selv et nyt sted og skriver det, du føler, mærker og ser. Kan du forestille dig, hvordan natten svøber sit dybe fløjl om dig, mens du bevæger dig gennem øjeblikke af visdom. Ord for ord, stjerne for stjerne på den mørke nattehimmel. Eller oplyst af månen.

Du opdager, at du er din egen nat og at stjernerne lyser på din vej. Du forstår, at hver eneste stjerne har et budskab til dig og at din rejse er nærmest hellig. Med en kærlig intention i hjertet og håb om at finde noget andet, noget dybere og mere betydningsfuldt. Og en helt anden måde at skrive og skabe dig på.”

’Jeg har ikke pakket’, udbrød jeg og trådte uvilkårligt et skridt tilbage. Jeg ønskede at beskytte mig selv nu, jeg kunne mærke en snert af sårbarhed ved tanken om at begive mig af sted uden at vide, hvor jeg egentlig skulle hen. Rejse gennem natten svøbt i fløjl og mørke, lytte til stjernerne og deres budskab, træde gennem øjeblikke af …

’Du er klar’. Du har ikke brug for andet, end hvad du har med dig i hjertet. Din sjæl kender vejen. Det eneste du skal gøre er at lade mig lede dig på vej og snart vil du mærke, at du sagtens kan gå selv. Dybt i dig findes et kompas som er indstillet efter din drøm og dit hjertes intention. Du skal blot overgive dig og gå i tillid.’

’Gå i tillid? Tillid til hvad?’

’Til dig selv og din rejse. Du er nødt til at stole på ordene og på det, de vil fortælle dig. Men du skal ikke fremprovokere ordene eller anstrenge dig unødigt. Du skal derimod overgive dig til rejsen og møde det, der kommer, med åbent hjerte.

’Er der ikke uhyrer gemt bag træerne i mørket? Hvordan kan jeg vide, at …’

’Du kan ikke vide noget som helst’. Hun lo højt og lagde en varm hånd på min skulder. Jeg kunne mærke, hvordan varmen bredte sig i hele kroppen og gjorde mig modigere.

’Du vælger at møde op og begive dig på vej, fordi du nu tager din skrivelængsel alvorligt. Du kan mærke den, mærke lysten til at give slip og se, hvad der gemmer sig bag de tykke mure af modstand og forlis. Du har lyst til at sejle ud og møde morgengryet i sin reneste form. Skrive fornemmelsen af tågen, der pludselig letter som en fugl fra sin gren. Lyden af sne, der daler, lyset der farver himlen og åbner døre til nye horisonter. Den skønneste udsigt og den dybeste indsigt. En slags balance mellem to, en guddommelig oplevelse.’

’En guddommelig oplevelse? Nu var min nysgerrighed vakt. Og med hendes varme hånd på min skulder, med nysgerrigheden boblende i blodet og med en voksende længsel efter at kaste mig ud i rejsen, var der ikke længere nogen særlig modstand. Det var blot et spørgsmål om tid. Så var jeg på vej.

’Forestil dig, at du har rejst hele dit liv. Hele tiden på vej, hele tiden på udkig efter noget, der kan stilne din sult. Og der er ting, mennesker og steder, der smager af det, minder lidt om det, men det er ikke helt rigtigt. Længslen er der som en konstant størrelse, en tæge, der suger af dit hjerteblod. En dag går det op for dig, at du er nødt til at gøre noget. Kun du kan fjerne den tæge. Det er din beslutning om at møde det, der er gemt til dig, dybt i dit indre, der sætter rejsen i gang. Og nu skal du ikke længere søge i øst og vest og udenfor dig selv. Du vender næsen indad, du går dybt ind i kroppen og møder din sjæl som den viseste guru af dem alle. ’

’Alt det kan jeg skrive frem?’

’Hvis du vælger, at det skal være sådan. Ja! Hun ler igen, det morer hende tilsyneladende, at jeg stadig er så fuld af skepsis og forunderlig modstand. Men det er svært at give slip og det er jo det, hun beder mig om, tusmørkekvinden.

’Kom nu’. Hun rækker mig sin hånd og trækker mig tættere ind til sig. I samme sekund min kind strejfer hendes, sker der noget. Der er ikke længere nogen afstand, nogen adskillelse. Tusinde jordskælv ryster min krop og jeg står tilbage svøbt i blåt. Jeg betragter mine hænder i lyset fra månen. Men … Det er jo hendes hænder. Det er jo mig som er … tusmørkekvinden.

’Kom nu, siger en stemme dybt i mig selv. Du er nødt til at gå nu. Du er nødt til at skrive …’

* * *

Kære ven

Måske har du lyst til at høre mere af historien om tusmørkekvinden? Eller også har du fået lyst til at skrive hende selv? Tusmørkekvinden er en fremstilling af skriverejsen, sådan som den kan være. Forestil dig, at du begiver dig på rejse i din egen nat, rejser med månen og stjernerne og møder en kvinde – eller mand – som du bliver draget af. Vedkommende er den mest spændende person, du nogensinde har mødt og du indser snart, at han eller hun er alt det, du drømmer om at være. Den visdom, hun så gavmildt deler, rammer dit hjerte som perler af dug og du føler dig så godt tilpas, at du aldrig mere ønsker at bevæge dig videre fra det sted, hvor I har mødt hinanden. For hvordan kan hun dog vide?

Men det gør hun. Og snart opdager du, at der ingen adskillelse er. Kvinden (eller manden) er dig. Alt det, hun fortæller dig, er noget, du allerede ved. Det eneste, det krævede, var at du mødte op og skrev, så det kunne komme til syne. Vise sig for dig i form af ord. Ord med  en særlig energi, genklang og glæde.

En ting er sikkert. Vi kan ikke tænke os til det. Vi er nødt til at møde op og skrive. Og der sker altid noget uventet på skriverejsen. Nogle gange dukker der fortællinger op, som den om tusmørkekvinden, andre gange skriver vi os selv. Vores livshistorie. Sorger, glæder, små detaljer, som pludselig bliver betydningsfulde.

Fælles for alle oplevelser er, at de forandrer os og vores tilgang til det at skrive. Vi oplever, at skrivegerningen er et kraftfuld og magisk værktøj til at få hul på vores indre skattekiste af visdom. Det er i sandhed en magisk rejse, et skrivende pilgrimsfærd. Og det er en proces.

Skrivelyst og længsel?

Er du klar til at skrive fra sjæl og hjerte og folde alt det ud, der gemmer sig bag din skrivelængsel? Du skal være hjertelig velkommen i et forløb hos mig i Skrivehuset.

Scroll ned og bliv fristet.

Kærlig hilsen
Lene


Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

SKRIVEDAG FOR SJÆLEN
Kom med på årets sidste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
lørdag den 22. oktober 10. Invitation og flere detaljer finder du ved at klikke på billedet. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


Vintercirklen
Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel forankret i årshjulet og naturens cyklus. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Bivirkning! Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, tager pennen i hånden og hengiver os til skriveprocessen.

Invitation og yderligere detaljer finder du ved at klikke på billedet. Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel, så tøv ikke, hvis du vil reservere din plads. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig,
men du er nødt til at møde op og holde pennen.
– Lene Frandsen –

Øen af stilhed

duskblushwoman

Kom, lad os mødes igen og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.

Vi mødtes sidst på eftermiddagen og begav os på vej. Gennem de sidste rester af gylden høst kørte vi mod kysten og den lille ø. For selvom efteråret allerede har kastet sit første skær på både landskab og mennesker, findes der endnu en sprække, en usynlig overgang, hvor man kan vandre. Og det var vores intention. En sagte aftenvandring på stranden, mens solen gik ned.

Først spiste vi på caféen, der vender ud med vandet. Fra vores vindueplads havde vi udsigt til både hav og himmel og de mange sejlbåde, der var ude i den pastelbløde aftenstund. Det var næsten vindstille og bølgerne gled stille mod land som skvulpende spejle af himmel og lys. Et skær af uendelighed lå og ventede på os derude. Et kys af noget andet.

”Kom” sagde hun, veninden, og gjorde tegn til at det var nu. Maden var spist, vinen drukket og det kunne ikke udskydes længere. Så stod vi dér. Små udbrud af glæde, beundring og taknemmelighed flød fra vores læber, men resten af tiden var vi tavse. Stod lidt hver for sig i meditativ stilhed og stirrede ud mod horisonten, mens bølgerne skvulpede mod land. Helt uden modstand sank vi ind i os selv og faldt til ro.

Senere gik vi langs kysten i det nu sparsomme lys. Vores skridt var automatisk blevet langsommere og eftertænksomheden dansede som myggene mellem os. Samtalen kredsede om de små ting i livet, som egentlig er de store. Vi talte om at give slip, når man allerhelst vil holde fast.

Vi mediterede på tanken om at slippe taget for altid velvidende, at alting er flydende og foranderligt som det ocean, der slog ind mod stranden.  Vi fundrede over, hvad det er, der gør, at vi mennesker så gerne vil have noget at holde fast i, en form for sikkerhed at klamre os til, når livet nu engang er bevægeligt og i konstant forandring. Hvorfor står vi fast, når vi ville have bedre af at bevæge os og lade os bevæge? Og hvad er det egentlig, vi tror vi holder fast i?

Vi talte om at møde sig selv i fuldkommen sårbarhed og om at turde se sig selv dybt i sjælen. Og da en flok svaner fløj fra kysten og ud over vandet, fløj vi med. Forsigtigt svævede vi ud over vandet og så lysene fra den lille havn og sejlskibene, der nu drev mod land for at lægge til for natten. Blidt skvulpede bølgerne dernede og mindede os om, hvor skrøbeligt livet er, hvis vi ikke går helt ind i det.

Det er alle forbeholdene, alle de barrierer, vi bygger op omkring os selv i forsøg på at beskytte os mod det uundgåelige, der gør det så smertefuldt. Når vi sætter grænser op for at lukke nogen eller noget ude, men i stedet lukker vores eget hjerte inde. Når vi forsøger at udtænke store planer og gardere os mod alle verdens ulykker, men samtidig også sætter hegn op mellem os selv og lykken. For er lykken ikke at leve fuldt og helt uden alverdens sikkerhedsforanstaltninger og at turde tage chancen? Også selvom vi kan falde, også selv om vi slår os. Vi kan jo rejse os igen. Åbne vores hjerter og møde os selv og hinanden lige dér, hvor livet er.

Så vandrede vi igen i stille eftertænksomhed og mærkede, hvordan det hele hang sammen. Skumringen, de mange lys fra havnen, havets rolige bølger mod land og sandet under vores fødder. Den rødmende himmel, der langsomt trak lyset til sig og solen, der nu helt var forsvundet og gav mørket lov til at danse sin vals. Snart nærmede vi os parkeringspladsen og uvilkårlig gik vi langsommere, ja vi stoppede endda helt op, for ingen af os havde lyst til det uundgåelige farvel. Men da vi vendte os om for at se det magiske syn endnu engang og stille hviske på gensyn, så vi, at det hele allerede var forandret. De store sten i havkanten var ikke længere synlige, sejlbådene var væk og svanerne var for længst over andre vande.

Der stod vi lidt og mærkede, hvordan vi havde trang til at holde fast. Til at blive lidt længere, til at trække skønheden ud, den skønhed, vi havde fastfrosset i få øjeblikke, men som hele tiden ændrer sig. Men så vidste vi godt, begge to, hvad det egentlig var vi ikke havde lyst til at forlade.

Vi ønskede ikke at forlade os selv. Os selv som rolige, forbundne og meditative kvinder, der drak af havet, himlen og solnedgangen uden at begære det. Os selv som stille, stærke og centrerede kvinder, forankrede dybt i os selv og i sjælen.

Var det mon havet derude, der havde gjort det ved os, eller var det havet i os selv? Var det øen i stilheden eller var det vores egen ø af stilhed, vi netop havde besøgt og følt os sådan hjemme i? Hvem spejler sig egentlig i hvem, havet eller himlen og hvem var det, vi selv spejlede os i lige dér?

Vi kan altid vende tilbage, sagde vi i kor og vidste begge instinktivt, at det er nøglen. Den evige tilbagevenden. Til stedet ved havet, til øen af stilhed, den stilhed, der bor dybt i os selv. Det sted, hvor bølgerne roligt skvulper mod land og vi sænker skuldrene, forlader tankerne og endelig giver slip. Vi kan altid vende tilbage.

Kom, lad os mødes og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.
Igen.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

Der er endnu et par ledige pladser på Fortællingens Kraft forløbet, som starter på søndag den 11. september. Du kan sagtens nå at være med. Læs mere ved at klikke på billedet nedenfor, du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. september og så længe pladser haves.

Fortællingens Kraft 110916