Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Den stille stemme

misty-landscape

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen. Sådan kan det synes og alligevel finder en bevægelse sted. Noget sker, selvom vi ikke kan se det, for kraften arbejder under jorden og dybt i os.

Snart møder vinteren foråret for første gang og en ny tid begynder.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. End ikke uglen, som ellers har hilst mig på morgenturen med hundene, har jeg hørt. I dag. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Den stille stemme, sjælens sang

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.

Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Din stille stemme, sjælens sang.

Processen i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de ofte det, jeg kort beskrev ovenfor. Især hvis de også, som jeg varmt anbefaler, kontinuerligt skriver rejsedag i skriveforløbet. Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Ordene er vores tryllestav

Vi opdager, at vores ord har magt, de er kraftfulde og forandringsskabende på et subtilt plan. Et plan, som arbejder i os hele tiden, når vi kontinuerligt møder op og skriver. En proces, som er sat i gang af intentionen, vi formulerede ved forløbets start og som hele tiden arbejder og udvikler sig af det, vi skriver og folder ud.

Årstidernes særlige energi

For mit eget vedkommende startede det for snart længe siden. Jeg mødte op, jeg havde en intention om at følge mit hjerte og jeg vidste at det for mig handlede om at skrive.

Jeg husker morgener med tomt papir, kaffe i koppen og intention i hjertet. Jeg husker rammer og tidsbegrænsning, eftersom jeg skulle møde på arbejde klokken 8, men mit fremmøde og intentionen rykkede rummet og skabte plads for ord og fortællinger. De fandt vej, fordi jeg havde skabt rum.

Jeg husker, hvordan jeg blot satte mig ned og skrev det, der var og hvor ofte det var træerne i haven eller en fugl i træet, som blev mit afsæt. Jeg skrev på tid, for snart var jeg nødt til at forlade huset og køre på arbejde, men jeg gjorde det og snart gik det op for mig, at der var noget, som skrev mig.

Det var her månederne dukkede op og inviterede sig selv ind på mit pensionat. De øste af deres visdom, det strømmede igennem mig på den korte tid, jeg havde til rådighed. De viste vej, noget skrev mig og det univers, jeg nu bevidst og i tillid hengiver mig til. Jeg forankrede mig, jeg kom til stede og lærte årstiderne rytme og cyklus at kende både i det ydre og dybt i mig selv. Jeg begyndte at mærke min forbundethed og fik vished om, at jeg gennem tillid, fremmøde og en vis disciplin kunne vælge at skabe den forbindelse, som ofte kan blive lidt væk i den moderne verden.

Den stille stemme, sjælens sang.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Lad mysteriet og længslen være din drivkraft

Bevæg dig via ordene med nysgerrighed og undren. Stil spørgsmål, som du ikke umiddelbart forventer svar på. Lad være med at besvare eller lad det blive en mental spekulation, bevæg dig blot videre og lad spørgsmålene lede dig, lev dem og lad selve mysteriet være din drivkraft sammen med længslen i dit bryst.

Be patient with all that is unsolved in your heart and try to love the questions themselves. Do not now seek the answers which cannot be given because you would not be able to live them and the point is to live everything. Live the questions now. Perhaps you will then gradually, without noticing it, live along some distant day into the answer.
– Rainer Maria Rilke – Letters to a Young Poet

Alt det, du afviste i dig selv og forsøgte at skjule, er nøglen til din frihed

Der er så meget, jeg kunne fortælle dig om skriverejsen, om spørgsmålene, mysteriet og om hengivelsen til den længslen, der banker i dit bryst. Alt det, du afviste som forkert i dig selv og forsøgte at skjule, fordi du skammede dig over at være forkert. Anderledes. Det er nøglen til din frihed. For det er ikke forkert, det er din sjæls pas. Men det er din opgave at lytte og at skrive det frem. Kun du kan gøre det, ingen andre end du.

Har du skrivelængsel, kan du bevidst vælge at følge den længsel ved at møde op og skrive. Gøre skrivetiden til et frirum, hvor du lytter til dig selv og giver det til papiret. Om det er i en slags dagbog, på morgensiderne eller i en særlig sjælebog, du har dedikeret til formålet. Det betyder mindre, det vigtigste er at du møder op og skriver.

Hvad og hvordan

Hvad og hvordan vil vise sig undervejs. Lad være med at fortælle dig selv, at du mangler teknikker eller værktøjer for at begynde at skrive. Prøv at have tillid til, at det, du lige nu føler at du savner, vil møde dig undervejs, når du møder op og skriver. Forbind dig, gør dig modtagelig og lav gerne via din hensigtserklæring en slags kontrakt med Kilden eller din skrivemuse, hvordan det nu synes rigtigt for dig.

Techniques are directionless without grounding to and connecting to Source, they are a style without substance.
-Loren Cruden –

Din aktive deltagelse

De fleste veje, værktøjer og svar på dine spørgsmål opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er virkelig altafgørende.

Der findes aldrig et bedre tidspunkt end nu

Har du lyst og mærker du længsel efter at skrive og folde nu, så findes der aldrig et bedre tidspunkt end nu. Start dér, hvor du er. For vi skriver i livet og måske husker du, at jeg lidt tidligere i dette blogindlæg skrev noget om at lade hverdagen danse ind og ud af det magiske rum? Du kan vælge at invitere fortællingerne ind i dit skriverum, men uanset hvad, så mød blot op som en åben og ganske tom bog og inviter det, som er til dig til at lande, støtte og løfte dig. Undervejs og i processen. For det er en proces og det starter med det første ord.

What is meant for you is always meant to find you.
– Lalleshwari –

Det er snart Imbolc

Det er Imbolc i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår.

Et perfekt tidspunkt at begynde på ny

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et perfekt tidspunkt at begynde på ny.

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Det første spirende forår, lyset, som kommer tilbage og kraften, som nu ikke alene arbejder under jorden, men også viser sine første spirer i det fri. For mig skaber det dyb resonans at følge den energi og jordens cyklus. Præcist som månederne lærte mig det for snart mange år siden, da jeg påbegyndte min egen skriverejse.

Men mest af alt mindede de mig om alt, noget i mig godt vidste, men som havde været skjult og utilgængeligt i årevis. De hjalp mig med at huske og de viste mig, hvordan jeg skulle forbinde mig. Min sjæl kaldte via skrivelængslen. Måske forholder det sig på samme måde for dig?

Hvorfor ikke starte nu?

Hvorfor ikke starte nu? For har du skrivelængsel, er det ikke noget, som bare forsvinder. Den bliver ikke mindre med årene, tværtimod, den vokser og trænger sig på. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og kun du kan gøre det. Desuden gør det godt at forankre sig i nuet og lade kreativiteten strømme. Åbne op for alt det, der har sat i sig i krop og sind og sætte ord på.

”Take your broken heart, make it into art.” Et klik med næbbet og et melodisk “klooung.”

Så er hun dér pludselig igen, Ravnen min. Som slet ikke er min, jeg er snarere hendes, hvis vi da overhovedet skal tale om det. Og det skal vi ikke, hvis man spørger Ravnen, hun har ikke tid til dens slags. I øvrigt synes hun at have temmelig travlt i dag, for ikke så snart er hun landet og har ytret sig, før hun igen letter og forsvinder i disen.

Men hun kommer tilbage, når jeg mindst af alt venter det. Det har jeg vished om og tillid til.

Det er aldrig for sent

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen. Det er aldrig for sent.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Ingen andre end du

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker. To spor mødes og bliver til ét.

Og snart er det Imbolc

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc og jeg gør det samme. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. Troede jeg. Indtil ravnen dukkede op og jeg skrev mig helt ind i den dis, som før var et fjernt og ugennemsigtigt land. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

Det er aldrig for sent
at begynde
at lytte og at skrive
til den stille stemme
og sjælens sang.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Misty Landscape” © Snehitdesign, Dreamstime 


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017, jeg afholder 4 af slagsne, som alle er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet. Du finder information og datoer ved at klikke på billedet ovenfor.

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen nedenfor. Vi starter den 1. marts. Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen.


forarscirklen

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel.

Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft og du kan være med uanset alder og forudsætninger. Skriveglæde har ingen alder, det er aldrig for sent at starte nu.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Te med jasmin i lysegrøn kop

te-med-jasmin_sporlaegningsfasen

Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog.

Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe med havremælk. Og jeg har også skiftet farve, energien er mindre end i går. Udenfor sniger disen sig langs hegnet i horisonten, smyger sig over marken og dækker delvist træerne i skellet.

Januar er stille og eftertænksom i dag. Både hun og jeg er temmelig disede.
Hvordan var nu lige det var, det dér med tomrummet?

At huske og vende tilbage

Jeg må anstrenge mig for at huske, hvad jeg skrev om sidste år ved samme tid, alt det, jeg godt ved og som bølger dybt i mig. For det hænder at jeg bliver strejfet af et utålmodighedshagl og glemmer, hvad jeg har lært af naturen gennem de sidste mange år. Det hænder, at jeg glemmer hvem jeg er. Det er som om noget i mig trækker i den anden retning, en følelse af rastløs energi og et dybt suk over trætheden og den samtidig manglende energi. Et paradoks, et tomrum midt i det, der er vinterens gave. Januar.

Jeg er kommet for at huske. Tomrummet. Ventesangen.

Så sad hun dér, Januar

Hun ser på mig over brillens kant, stryger forsigtigt en hårtot væk fra øjnene, så hun bedre kan se mig. Hendes læber bevæger sig og former noget, der kunne minde om et smil. Alligevel er udtrykket i hendes øjne ganske alvorligt. Jeg ser på hende, fastholder hendes blik, de stålgrå øjne, en farve af intens væren. Fuldstændig forankret i nuet, hvilende i sig selv og med både overblik og overskud til endnu engang at fortælle mig det, jeg har hørt så mange gange før og som jeg efterhånden har vished om. Alligevel sker det, at jeg glemmer.

Den aktive deltagelse er en forudsætning

Hun er her til at minde mig om det. Når jeg altså spørger, når jeg konsulterer hende og møder op. Den aktive deltagelse er en forudsætning. Det ved jeg med sikkerhed nu.

”Te med jasmin i lysegrøn kop”. Hun smiler nu, et suk glider over hendes læber, mens hun smager på ordene som om hun selv drak af den gode te. Jeg er vild med jasmin. Så kigger hun ned på bunken af papir, som ligger på bordet foran hende. Hun fisker et ark ud, som hun højtideligt holder op foran mine øjne, så jeg kan se. Eller det vil sige; jeg kan faktisk ikke se det, for jeg er langsynet nu og hun er for tæt på.

”Læs højt for mig, Januar” beder jeg med indsmigrende stemme og hun nikker. Det vil hun gerne.

wintergate

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå når tid er og uden særlig anstrengelse.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen.

Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal.

Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen.

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne”, sagde han til mig.  Jeg sad lidt og stirrede ud af vinduet, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Lige dér blev jeg januar.”

Hun er færdig med at læse nu, ordene stopper brat og jeg rystes ud af det lytterum, jeg befandt mig i. Ønsker at hun ville blive ved at læse og lade mine egne ord fortælle mig, hvad jeg egentligt god ved. Så jeg kan huske. Så jeg kan vende tilbage til det sted, hvor tillid og accept smyger sig om mig som en blød kåbe.

”Godt så Januar” siger jeg og bryder den stilhed, der har lagt sig som et tæppe mellem os. ”Jeg husker det.”

Træd helt ind i cirklen

”Gør du?” Igen ser hun på mig over brillekanten. ”For jeg kan mærke, at du stadig står udenfor. Kigger ind, danser lidt rundt i periferien, men du er nødt til at komme helt ind. Ind i cirklen, ind i varmen og ind i det sted i dig selv, hvor du er dybt forankret i både din egen kerne og det, der er naturens tilstand lige nu. Intet hastværk. Det er tid til igen at blive januar. Lytte. Høre den smukke komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.”

Med de  selvsamme ord, som jeg skrev sidste år, rejser hun sig fra bordet og forlader skrivestuen. Men hun er her endnu. Hendes væsen danser i disen og vibrerer som et møl omkring flammen på mit skrivelys. Januar.

Te med jasmin i lysegrøn kop. Alt er præcist som det skal være.


Skrivelyst og længsel?

Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc den 8. februar.

Vi er midt i januar og dybt i vinteren. Men der sker snart noget, tomrummet løfter sine tykke vægge for en subtil og spirende energi i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår

Lytte og lade komme

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme.

Spirerne i os selv

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv bemærket det i min egen proces gennem flere år og nu er jeg klar til både at fejre og åbne min skrivestue for en intuitiv skriveworkshop først i februar.

En helt særlig skrivedag for sjælen

Kom og vær med til at fejre på en særlig skrivedag for sjælen. Den 8. februar kl. 10 finder årets første intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel sted. Skriveafsæt og øvelser tager udspring i tidspunktet omkring Imbolc og skrivedagen er samtidig en fejring af både kreativitet, skriveglæde, skaberkraft og lyset, naturligvis.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops. Deltagelse kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og længsel.

Der er endnu 2 pladser tilbage omkring bordet i min skrivestue. Hvis den ene er din, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Invitation og detaljer finder du i linket her.


forarscirklen

Forårscirklen er det næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel. Vi starter skriverejsen den 1. marts og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet du befinder dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et forløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Jeg taler ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Kald det, hvad du vil og lad det runge, skabe genklang og skænke dig den forankring, du længes efter.

Vi skriver i livet

Selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed?

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

forarscirklen

FORÅRSCIRKLEN starter den 1.marts og forløbet varer 3 måneder. Du reserverer din plads på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Invitation til Forårscirklen og flere detaljer finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Life is sacred.
You are alive, you are a sacred being.
Connect with that sacredness.
Look for it in every beating Heart, in every form life touches.
Be alive in the sacred and let the sacred live through you.
– Loren Cruden –

Så kan hun lære det

old-stone-wall_winter

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen.  Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

owl-in-the-night

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

raven_imbolc

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth.  Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime


imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

old-stone-wall_winter

Ugletid

owl-in-the-night

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

owl-in-the-night

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

raven_imbolc

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime