Bare vi vågner

Fugle i pastel_aften

Denne morgen starter alt forfra. Alt er nyt. Og det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension.

Jeg fik øje på hende, træet, da jeg sad i en solkrog og nød den sommer, der som en dør åbnede sig på vid gab. Jeg trådte gennem døren ud i lyset og satte mig på terrassen med min kaffe. Stirrede ud i horisonten og fik øje på hende. Dér stod hun. Og hun er det smukkeste træ af dem alle, det har jeg altid synes, hende former og den måde, hun holder sig selv på. I sin struktur af stamme og grene, form og bevægelse, er hun er som helt liv. En kvindes liv.

Hendes rødder strækker sig dybt i jorden under den cirkel af brændenælder, der står for hendes fod.

Dér stod hun, underlig nøgen og afventende mellem to andre træer, som allerede er i fuld bladdragt. Grønne blade, skinnede blade, struttende frodighed. Mellem dem så hun nærmest fortabt ud. Et stik af bekymring ramte mig.

Har hun ikke overlevet vinteren? Har hun sagt farvel uden at tage afsked. Tankerne for igennem hovedet på mig som lys gennem en tunnel.

”Nu vil min kæreste ganske sikkert fælde hende og det kan jeg bare ikke bære. Det får han ganske enkelt ikke lov til! Er hun død, skal hun have lov til at stå der med sine … ” Jeg blev pludselig tavs, ordløs og trak vejret dybt. Og i et kort øjeblik blev jeg så stille indeni, at jeg kunne høre en anden stemme hviske. Synge. Kalde. Hendes stemme. Træets sang.

Et sent træ

”Jeg er ikke død. Jeg er bare et sent træ. Kom herover, tættere på mig, så skal du bare se.”

Jeg rejste mig uden tøven, gik ud af lågen og med lange skridt spankulerede jeg gennem stenene på gårdspladsen over til træet i skellet.

Et suk af lettelse bølgede i min krop. Jeg slog hænderne sammen af begejstring og lavede en dans på stedet. For hun er på ingen måde død. Tværtimod. Hun lever i bedste velgående, i langsomhed , accept og i majestætisk ro mellem de to andre træer, som allerede har haft blomst og nu er sprunget ud i grønt. Hendes grene er fulde af små bitte skud, livsglade og lysegrønne. Hun lever. Hun ånder. Hun er.

”Du er bare et sent træ” udbrød jeg med tårer i øjnene.

A late bloomer

”I am a late bloomer, oh yes!” Hendes stemme var blød af latter og ja, hun talte engelsk.

Vi sagde ikke mere til hinanden i går. Det behøvede vi slet ikke. Og jeg gik ikke helt tæt på og lagde armene omkring hende, som jeg egentlig havde lyst til, for hun står i en cirkel af brændenælder og jeg havde sandaler på.

I dag har jeg hilst på hende igen. Spejlet mig i hendes ro og genfundet det samme sted af ro i mig selv. Og vi har skabt forbindelse fra et nyt sted, et sted, hvor foråret, der som fortællingen som forsvandt, nu stille glider ind i sommer og bløder bratte overgange op.

Er det forår? Eller sommer? Og betyder det egentlig så meget, når vi som træet har tillid til, at alting er præcist som det skal være. At nogen af os bare blomstrer sent. Når bare vi vågner.

tree-soul

Når Tornerose vågner

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Sådan skrev en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen. Og når den tid kommer, hvor det gør mere ondt at lade sit lys stå under en skæppe end at lade det skinne og brænde frit, er det tid.

Det er virkelig en nærmest fysisk smerte, vi mærker. Sjælen ved, at det er tid, at vi ikke længere passer ind i vores gamle roller. De ellers så bekvemme masker må krakelere.

Vi kan ikke længere hugge en hæl og klippe en tå, gå på konstant kompromis med vores eget hjerte og gemme os bag alle de gamle historier, som definerede os. Vi er nødt til at møde op og skrive nye historier. Gennem frygt, modstand og det, vi kalder skriveblokering. Den trygge skriveblokering, som vi gemte os bag. Nu gør det ondt at gemme sig.  For det er tid.

“And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.”
– Anaïs Nin-

Skrivemor og den indre pige

En af de kvinder, jeg har haft i forløb, kaldte mig skrivemor og den titel har jeg taget til mig. For ganske ofte skal vi, når vi skriver og skaber, helt ind og have fat i vores indre pige. Det barn, vi glemte og gemte undervejs. Hun har en helt særlig nøgle til kreativitet og skriveglæde. Og hun kan åbne sjælens dør med den nøgle. Døren til det magiske legerum. Hun kan trylle.

Men ofte er hun såret, ked af det og trist, fordi vi glemte hendes umiddelbare visdom undervejs. Vi glemte at lege. Vi undertrykte hende og dermed os selv. Vores inderste. Det bedste og kærligste, vi har. Det, der gør os så godt. Dansen. Legen. Latteren. På skriverejsen tager vi hende tilbage, men ofte skal vi skrive os igennem alt det, der står i vejen og som kom på tværs. Og så dukker hun pludselig op og smelter sammen med de kvinder, vi er i dag. Den vise kvinde hånd i hånd med det indre barn.

Se, det er en kraftfuld cocktail. Det et lille mirakel, magi for både krop og sjæl og indbegrebet af det, der også kaldes kvindekraft.

Ravnerabat Sommercirklen

Kvinderne i Sommercirkel er nu i gang med deres skriverejse

I går sendte jeg kvinderne i SOMMERCIRKLEN af sted på skriverejse. En ny cirkel er sluttet. Jeg glæder mig til sommerskriverejsen og endnu mere i år, fordi det har været et ganske specielt og krævende forår for mange af os.

For store byrder på sommerens skuldre

Sommerens fortællinger og energiarbejde er ofte undervurderet. Vi har det med at lægge for store byrder på sommerens skuldre og kaste os ud i et virvar af sociale aktiviteter, planer og ferier, som skal råde bod på alt det, vi forsømte i årets løb. Og er vi  introverte, så er der endnu større sandsynlighed for, at en sommer uden forankring og fordybelse vil kaste os ud i et kapløb med tiden, som vi med sikkerhed ikke vinder.

Vi ender med at være drænede og forkomne, fordi vi glemmer os selv og vores basale behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som bare vælter frem og kræver. Os. Ud.

Forelsket i sommeren, men …

Misforstå mig ikke. Jeg er selv smaskforelsket i sommeren eller i hvert fald det billede, jeg har skabt af hende. Men hvis jeg ikke kontinuerligt vender tilbage til det rolige sted i mig selv, hvor jeg kan sanke, nære mig selv og det indre, uanset om solen skinner og hvis jeg ikke giver plads og skaber rum til min fortællerske og det, der gør mig så godt, så er sommeren bare endnu et fatamorgana.

Vi kan forankre os via skrivningen. Finde indre ro og skabe rum, samtidig med at vi deltager i sommerens udadvendte dans. Finde harmoni og nære det, der gør os godt, så vi får både D-vitamin og historiemedicin i rigelige mængder. Det er bl.a. det, som kvinderne i Sommercirklen har til hensigt at gøre.

Jeg glæder mig til at lytte og høre sommerens fortællinger. Sammen med kvinderne i Sommercirklen. Bare lytte og tage imod.

Der er ikke flere pladser i Sommercirklen, men har du skrivelyst og længsel, er du hjertelig velkommen i HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august samme dag som de lyse nætter ender. Og du får early rabat, hvis du tilmelder dig senest den 7. juli.

Alt er nyt

På denne dag starter alt forfra. Alt er nyt. Det træ, som jeg troede døde i løbet af vinteren, har vist sig at være en artsfælle af en helt særlig dimension. Og hun er det smukkeste træ af dem alle, det har jeg altid synes, hende former og den måde, hun holder sig selv på. Struktur af stamme og grene, form og bevægelse, hun er som helt liv. En kvindes liv.

Hendes rødder strækker sig dybt i jorden under den cirkel af brændenælder, der står for hendes fod.

Jeg træder varsomt. Lytter. Sukker. Lever. Blomstrer. Nu.

Kærlig hilsen
Lene

Fik du forresten læst Fortællingen som forsvandt? Fortællingen, som Facebook nægtede at sponsere, den forbudte historie? Du finder den i linket her, så helt forsvundet er den altså ikke.


Hoestcirklen

Høstcirklen, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Høstcirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.

Tilmelder du dig inden den 7. juli, opnår du early bird rabat og sparer 199 kr.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com

Fortællingen som forsvandt

Joy Wild 3

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com

Et helt særligt sted

Summer_journey

Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os.

Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os, gør os modtagelige og med vores intention i hjertet begiver os på skrivevej, sker det, nogle gange ganske pludseligt, at ordene bare flyder igennem os. Og de fortællinger, som opstår og til tider nærmest flyder igennem os, bringer os alle mulige former for læring.

Læring og næring

Mange af de fortællinger, som dukker op på skriverejsen og i processen, kan fint gå under betegnelsen ”teaching stories, fortællinger som underviser os. De er fulde af både læring og næring og de viser os undere.

Det, vi har brug for at høre, mærke og komme i kontakt med

Det er ikke noget vi anstrenger os for at få til at ske. Det sker bare. Og netop de fortællinger bringer os på magisk vis det, vi har brug for at høre eller som vi har brug for at komme i kontakt med. Kvinderne i skrivecirkelforløbene, lige nu Gudindecirklen og Forårscirklen, opdager da også snart, at de fortællinger som er skrevet af os, gennem os og til os selv, samtidig er historiemedicin for de andre kvinder i cirklen.

Historiemedicinen virker!

Deling er heling. Historiemedicinen virker begge veje og i skrivecirklen er vi, når alt går op i en højere enhed og det gør det heldigvis tit, både fortællersker, healere og modtagere.

Kvinder og cirkler

“When women circle, something magical happens. Beyond the obvious social fulfillment is a space that touches the centre of our deepest vulnerability and our greatest power. When combined with structure, mutual respect, trust, and ritual, a women’s circle becomes a space where tentative voices are urged into authority, where dreams are articulated for the first time, where tears mark a rite of passage.

What makes a circle special?

Being known beyond the roles that define us, speaking our dreams into existence, mourning what’s been lost, a container for promises, recognition that we are valued, time for honoring our innate connection to the cycles of the earth, the moment of recognition when we hear our own truth spoken by another, a space to call our own.”

– Kristen Roderick –

De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og. Vi er med det hele og vi skriver det, der er. Men når vi gør det, når vi møder op i al sårbarhed og lader sorgen, smerten, skammen eller vreden rulle gennem os, gennem pen, krop og sjæl og videre ud på papir eller skærm, så sker der noget. Vi får renset lidt, grædt de tårer, der skal grædes og sagt det svære højt. Vi deler og det heler.

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.”
– Sue Monk Kidd –

Vi har også undertrykt vores glæde og rene begejstring!

Og det er på ingen måde kun det svære og tunge, som vi har haft svært ved at dele og sige højt. Vi har også haft svære ved at rumme og eje de glade og mere vilde følelser og impulser, begejstringen ikke mindst.

Vi har undertrykt vores spontane glæde af frygt for at såre andre, vi er blevet vant til at danse på landminer, har gjort os mindre end vi er og gemt os bag masker og facader. Af frygt for at fejle, være for meget eller gøre andre vrede eller kede af det. Af frygt for at ikke at være elsket, hvis vi folder os helt ud. Af frygt.

Hende, der bare er og giver udtryk for sin sjæl

På skriverejsen og i skrivecirklerne lærer vi efterhånden at tage den undertrykte del af os selv tilbage.

Hende, der bare må danse, synge og  give udtryk for sin sjæl. Fordi hun kan og fordi det er ved at løbe over. Hun kan ikke længere skjule det eller skjule sig. Hun må give udtryk for sig selv, sine følelser, sin sensualitet og seksualitet og kaste det bort, som før begrænsede hende. Det sker gradvist i processen og delvist gennem fortællingens kraft, hvis hun altså er fortællerske og det er de fleste kvinder faktisk, tro det eller ej. Hun bor bag skrivelængslen, din indre fortællerske.

Hun dypper pennen i sin egen sandhed

Hun får øje på detaljerne, fortællingerne bag det tilsyneladende og efterhånden får hun også tillid til fortællingens kraft og sin egen kraft som fortællerske. Hun dypper pennen i sin egen sandhed, det vilde, det stærke, det glade og det sørgelige. Hendes fortællinger rummer alle toner og farver. Hendes fortællinger er både abstrakte, symbolske, eventyrlige og helt nede på jorden kvindelige.

Hendes fortællinger rummer hende og lærer hende at stå ved sig selv. Og de viser ofte hvordan.

Og glem ikke skriveglæden! 

“Jeg elsker vist at skrive”, udtaler mange af kvinderne, mens de er på skriverejse og lader fortællingens kraft, historiemedicin og kreativitet risle gennem sig.

Et helt særligt sted

I de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er vi med det hele. Og vi lærer hinanden at kende udenfor den kontekst og uden de roller og masker, som vi ellers færdes i og med. Der opstår et vakuum af kreativ frihed og et sted, hvor den dybeste sårbarhed rummer den største styrke.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger handler om alt mellem himmel og jord, som Kristen Roderick så fint udtrykker det i citatet herunder. De handler om at være kvinde.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Vores fortællinger heler og minder os om vores sjæls sandhed

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Vi kommer hjem gennem det, der står i vejen

Vi kommer hjem og det gør vi gennem alt det, der står i vejen. Og på skriverejsen sker det, når vi følger vores skrivelængsel, møder op og skriver.

Vi skriver i livet

Jeg har sagt det før og jeg vil gentage det igen og igen. Vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er, uanset hvad det handler om.

Når vi møder op og skriver, uanset om vi er alene på skriverejse eller for en tid er med i et skrivecirkelforløb, er omstændighederne i vores liv ikke til hindring for, at vi kan være med og skrive. Tværtimod. Vi dypper pennen i det, der er og er med det, der er.

Livet kommer i vejen, javist. Men det, der står i vejen, er som bekendt vejen.

Når skrivning er terapeutisk

Her er skrivningen også terapeutisk, fordi vi giver os selv lov at sætte ord på og sige det, som det er. Uden omsvøb. Det svære, sørgelige, det uforståelige og uvirkelige.

Begiv dig af sted med nysgerrighed og undren

Kære ven, skønne kvinde, skriv i livet og lad fortællingerne overraske dig undervejs. Og det gør de altid, fortællingerne.  Tag ikke noget for givet, men begiv dig af sted med nysgerrighed og undren.

Alt er tilsyneladende og hvis du virkelig ønsker, at det skal være sådan, så får du hjælp fra alle mulige og umulige steder – også gennem fortællingens kraft.

Hjælperne og den mystiske kraft

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Læs mere i: Den mystiske kraft

Vi spejler os i hinandens fortællinger

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skabe rum og virke som skrivemor og guide i skrivebjergene i skrivecirklerne, ikke mindst både Gudindecirklen og Forårscirklen, som sker lige nu. Her har kvinderne virkelig taget budskabet ”heling er deling” til sig, de skriver i tillid og de er fantastiske til at løfte, støtte og give hinanden et par gode ord med på vejen. De spejler sig i hinandens fortællinger og det er som om der opstår en fælles rød tråd gennem forløbene, uanset hvad det handler om. De er med til at gøre skrivecirklerne til et helt særligt sted. Kvinderne, der kommer og er med.

Og du er naturligvis nødt til at møde op og skrive. Gør du det ikke, sker der ikke noget. Din aktive deltagelse er en forudsætning. 

Du kan læse mere om Skriverejsen i linket her.

Vil du med i en skrivecirkel og sætte din indre fortællerske fri? Så læs med videre..

Ravnerabat Sommercirklen

SOMMERCIRKLEN – i pagt med årstiden og i kærlighed til processen

Har du skrivelængsel og lyst til at være med i en skrivecirkel, er næste skrivecirkelforløb SOMMERCIRKLEN, som starter den 17. maj og varer i 3 måneder.

Du kan være med i skrivecirkelforløbet uanset hvad din intention er. Alle skrivecirklerne er for kvinder med skrivelyst og længsel uanset alder. Det er aldrig for sent at møde op og lytte til det, der rumsterer bag længslen.

Men måske kan du skrive under på et eller flere udsagn, hvis du vælger at komme med i Sommercirklen:

  • Du er introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?
  • Du ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Sommercirklen kan være med til at skabe harmoni mellem det indre og det ydre.
  • Du ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.
  • Du ønsker at få kontakt til din indre fortællerske, kald hende din vise kvinde eller simpelthen bare din sjæls stemme og skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.
  • Du ønsker at få direkte erfaring med den kreative skriveproces og lære mere om dig selv i processen.
  • Du vil gerne lære at skabe rum, så gode fortællinger kan lande og berige dig i kærlighed til processen og i pagt med årshjulet.
  • Du ønsker at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og blive mere flydende i dine skriverier.
  • Du vil gerne være en del af en skrivecirkel som hylder processen og skriver om det. Et helt særligt sted, hvor du kan være og skrive uden at blive dømt og bedømt, men hvor du kan folde din indre fortællerske ud i præcist det tempo, som det passer til dig, din sommer og din sjæls rejse.

raven_imbolc

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Du kan tilmelde dig, så længe pladser haves, dog senest den 28. maj for at få fuldt udbytte af forløbet.
Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN og detaljer her.

I skrivende stund er dér 6 pladser tilbage i SOMMERCIRKLEN. Er den ene din?

Til yderligere inspiration; fik du læst?

Uglen og sommerens fortællinger
Timian og Tomrummet
Væversken
Din aktive deltagelse
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft

Kærlig hilsen
Lene

Gratis eBøger til dig

Har du i øvrigt fået en kopi af min gratis eBog “Din indre censor”? Hvis ikke, er du hjertelig velkommen til at rekvirere den ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Beskrivelse af mine eBøger finder du her.

Summer_journey

Teaching stories is a term used to describe narratives that have been deliberately created as vehicles for the transmission of wisdom. Whilst it is a term that has been used in a number of religious and other traditions, Shah’s use of it was in the context of Sufi teaching and learning, within which this body of material has been described as the “most valuable of the treasures in the human heritage”.[1] The range of teaching stories is enormous, including anecdotes, accounts of meetings between teachers and pupils, biographies, mythsfairy talesfables and jokes. Such stories frequently have a long life beyond the initial teaching situation and (sometimes in deteriorated form) have contributed vastly to the world’s store of folklore and literature.
– Wikipedia –


Billederne i indlægget er alle indkøbt på Dreamstime.com (c)

eller skabt af den skønne kunstner Lucy Campbell, som du kan besøge via linket her.
Thank you Lucy for creating such beautiful and inspiring artwork.