Når skrivelængslen kalder

Den første spæde lyd af daggry. Lyset, der finder en sprække i disen. Jeg træder udenfor døren for at gå den sædvanlige tur med hunden. Gennem tågen, udi disen, det er som om mine fodtrin bliver lettere. Svøbt i dis. Gjort af morgenlykke. Det er mit tidspunkt, de første timer af dagen, det tidspunkt hvor... Continue Reading →

Bålpasseren

With offerings that feed the body and stories that sustain the soul, we return to the fire for a primal sense of belonging. Something about firelight welcomes us. - Christina Baldwin - Når du tænder dit skrivelys og træder ind i dit indre, magiske rum, sætter du dig ved ilden. Dit skrivelys symboliserer både den... Continue Reading →

Din stemme, din styrke

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde og din fortællerske bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt... Continue Reading →

Bag den blå dør

Det starter med en dør. Og det kan meget vel være, at døren er blå eller turkis, som døren på billedet her. Det er en gammel dør, den har eksisteret i mange år og sandsynligvis har den været lukket. Aflåst endda. Måske har du kigget forbi, set døren, kærtegnet det gamle træ og set, hvordan... Continue Reading →

Pilgrimsfærd gennem vinteren

Jeg er i færd med at sende de første bekræftelser ud til Vintercirklen, næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet. Selvom der endnu er et par måneder til, at vi starter og det så småt er vinter, er det alligevel en godgørende ting at sætte kryds i kalenderen for det tidspunkt, hvor vinterskriverejsen starter. En rejse... Continue Reading →

Hverdagsmagi

Skrivelysene brænder, der er te i koppen. I dag er jeg træt, fortæller jeg papiret og har en mening om, at fuldmånen har fulgt mig lidt på vej ind i den aftagende fase. Jeg vågnede tidligt i mørket og lå og lyttede til regnen tromme mod ruden. Vinden tog fat i vinduerne, de knirkede og... Continue Reading →

De hviskende ord

Jeg sidder stille ved bordet. Skrivelysene brænder og der er nylavet kaffe i koppen. Jeg lytter til regnen, som trommer mod ruden og læner mig ind i det dæmpede lys. Gå langsomt, hvisker en stemme, alt er lagt til rette og kalder på din opmærksomhed. Hver dråbe, som stille glider ned af ruden. Dine fingres... Continue Reading →

Skriv dig ind, efterår og vinter

Jeg har åbnet vinduet og kølig luft strømmer ind. Denne morgen har jeg en intention om at bevæge mig langsomt og mærke hvert øjeblik som et strejf af evighed. Men jeg må lukke vinduet igen, luften er for kold for bare fødder, det er snart strømpetid igen. Sommeren er forbi. Jeg er egentlig slet ikke... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑