Fra ord til jord

Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har påduttet dig og lader din egen vej komme til syne som sprækken af dagslys efter en lang nat?

Hvis du forstod, at din intuition er som et indre kompas, du kan lytte til, mærke og følge. Lad tvivlen synke til bunds som en tung sten og glid med bølgerne op på stranden. Thi snart kommer vinteren. Lad mig være din guide i landet gennem mørket. Jeg kender stierne, de gamle træer og de vise sten.

Og hvis du kigger dybt i skyggen og ikke flygter, vil du se, at du også har mig i dit blod. Vildskab. Det er dit solhvervsord og nu har du lært, at vildskab rummer selvomsorg og mod til at være den, du er. Bag masker og facader.

Og hvis jeg kan vise dig vej gennem den mørke del af året og folde det ud, der bor i dit ord. Du smiler og rækker hånden frem. Kom, lad os vandre.

Magiske morgensider, 7. november 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

Men fortællingen kan jo ikke bare stoppe her. Nysgerrig som jeg er, er jeg nødt til at vide mere. Spørgsmålene vælter frem som mus fra et hul og jeg stopper op, mens vi vandrer langs floden og spørger om vi kan holde en pause. Hun nikker, ser sig omkring og sætter sig så ved siden af mig. Jeg har fundet en stor sten på flodbredden og vi sidder således med ryggen mod stien og den vej, vi senere skal gå.

“Du har været hos mig længe, Ulv. Du bliver ved med at dukke op. Både, når jeg trækker kort og når jeg drømmer. Og i landet mellem drøm og vågen.”

“Selvfølgelig” svarer hun nøgtern, jeg er dit jordiske kraftdyr.

“Hm, det har jeg forstået og jeg er dybt taknemmelig for dit følgeskab. Jeg ved, at det er gennem dig, at jeg har fået mit solhvervsord og at det er din visdom og læring, der nu vil manifestere sig og føre mig på vej ind i det nye år. Men sig mig engang, hvorfor kommer du til mig nu, hvor vi vandrer fra vest mod nord, fra efterår og ind i vinter? Er du ikke et dyr, der hører til i øst?”

Det får hende til at le højt og hyle mod himlen. Jeg er manifestationen af den intention, du formulerede tilbage i det tidlige forår. Jeg er planten, der voksede fra det frø, du lagde i jorden. Jeg er den frugt, du nu kan høste. I overført betydning selvfølgelig, tilføjer hun og ler igen. Det skal de have, de gode kraftdyr. De har humoren i behold.

“Så selvom man ofte møder dig i øst, kan du altså sagtens dukke op i vest og følge din elev på vej ind i nord og gennem vinteren?”

“Ja, det er klart. Jeg færdes i hele årshjulet og på alle årstider. Jeg er et helt og fuldbyrdet væsen og det er med dit forårs intention i hjertet, at du nu kan folde din vinterstyrke ud. En styrke, der indeholdes i dit solhvervsord.”

The winding road in the autumn pine forest_

Solhvervsordet

Hvis du allerede er en erfaren skriverejsende har du ganske sikkert en efterhånden tyk rejsedagbog, som rummer dine ord, fortællinger og proces i 2019. Og hvis du giver dig selv en stille stund, hvor du læser noget af det, du har skrevet gennem året, vil du ganske sikkert opdage, at noget springer i øjnene. Et ord. Et tema. Noget, som stadig kan vække Tornerose og få dit hjerte til at synge eller springe et slag over. Når solhvervsordet præsenterer sig for dig, er der nemlig noget på spil.

I både Vintercirklen, som er i fuld gang og i Decembercirklen, mit online skriveforløb for introverte kvinder, som starter den 1. 12, får du lejlighed for at finde dit helt eget solhvervsord og skrivearbejde med det. Du får ideer til, hvordan du kan gøre det og hvordan en særlig genstand, måske en sten eller et smykke, kan repræsentere dit solhvervsord i det nye år.

Der er stadig plads til dig og din skrivende sjæl i Decembercirklen.

Intuition og skyggen

Da jeg trak Ulven i morges, måtte jeg smile, for i går fik jeg mit solhvervsord og er der nogen, jeg tænker kan lære mig om vildskab, så må det være ulven. Ulven, som har været min jordiske frænde i flere år og som hele tiden dukker op med jævne mellemrum.

Ulvens læring handler også om intuition, som det fremgår af fortællingen, jeg delte med dig allerførst. Om at lære at lade sig guide af sit indre kompas og ikke være bange for at forlade flokken. Ulven lærer os også om skyggen og om at turde se på det, vi før forkastede og flygtede fra. Skyggen, som ofte indeholder præcist det, vi har brug for at blive hele. Eller som Joseph Campbell siger det:

The cave you fear to enter, holds the treasure you seek.

Tree soul

 Fra ord til jord og rødder

Jeg har det store privilegium at opleve, hvordan kvinder i Fortællersken skriveforløbet starter med at skrive med spæd stemme og usikkerhed og efterhånden vokser med skriveopgaven. De lærer sig selv at give slip på forventninger til det skrevne, de får erfaring med den kreative cyklus og ikke mindst, hvad den indre censor og sabotør er for en størrelse. De øver sig på at skrive i livet og præcist som i den lille fortælling ovenfor, får de fat i tråde dybt under overfladen. Tråde, der stammer fra den mere vilde og utæmmede kvinde indeni.

Men ofte skal vi først skrive os igennem det, der står i vejen og oplever, at det tager tid at give slip på det, der strammer og tynger. Vejen går gennem accept, men den går også ind i skyggen og de egenskaber, vi har fortrængt og gemt for os selv. Noget, som vi måske beundrer, er misundelige på eller nærmest hader ved andre. Fortællersken og med hende fortællingens kraft kan hjælpe dig med at folde hende ud. Den kvinde, du er skabt til at være, tro mod dig selv og dit særlige væsen.

Farvel til den pæne pige

For mit eget vedkommende vil mit solhvervsord og rejsen ind i 2020 uden tvivl også blive et endeligt opgør med den pæne pige. Det har været undervejs længe og det tager tid, for hun hænger ved på alle mulige og umulige måder.

I går var jeg på café og spise frokost med min skønne veninde, som er en del år yngre end jeg. Ikke at det betyder spor, tværtimod, det er en gave at have venner og veninder i alle aldre. Det er som om venskaber udvider sig og får mere dybde, når vi kan dele på tværs af aldersgrænser og generationer. Vi kan lære så meget af hinanden.

Det var længe siden, vi sidst havde set hinanden og samtalen flød. Der var meget at følge op på og lytte til. Fortælle. Og da vi begge er selvstændige og arbejder med kvinder på hver vores måde og med hver vores målgruppe, har vi selvfølgelig også en del fagligt at tale om.

På et tidspunkt kom samtalen ind på den pæne pige og om at være hende. Det har vi begge været og er det nok stadig til dels. Der er stadig meget at give slip på. Men vi fandt også ud af, at hun har en finger med i spillet uanset om vi er unge eller ældre, mødre, bedstemødre eller uden børn. Hun er en hæmsko for vores udfoldelse og en barriere for at få fat i den indre vildskab og det, der gør os glade som kvinder.

Da jeg i morges satte mig ved bordet i min skrivestue, tændte lysene, åbnede skrivebogen og satte pen på papir, kom ordene og en lille fortælling om netop den pæne pige til syne. Du får den her:

Sad young woman with a flowers lying on tombstone

Den pæne pige

“Du er så vant til at du må yde, før du kan nyde. At du skal gøre dig fortjent til en bid af kagen og at dér i fortjent ligger, at du lægger bånd på dig selv. Anstrenger dig for at være god nok. Du er vant til præstationer og til at vise dig fra din flinke side. Den pæne pige. Kender du hende? Du nikker sørgmodigt.

Men lad mig fortælle dig én ting. Hun gør dig ikke glad. Hun er dig ikke værdig. Mit budskab til dig i dag er at slippe alle forestillingerne om burde og skulle. Smid den pæne piges frakke, der klemmer luften ud af dig som et stramt korset og som forhindrer dig i at trække vejret dybt ned i maven. For hindrer dig i at danse.

Når du slipper alle de vanvittige gøremål og illusionen om, at du kan blive en bedre udgave af dig selv, vil du snart opdage, at du er perfekt præcist som du er og at alle dine særheder og særlige egenskaber gør dig vidunderlig unik. Fortællersken i dig ved det og hvis du skænker hende pennen og en flig af din tid, vil du få lejlighed til at dykke ned under overfladen af det tilsyneladende og fange tråde af helt andre historier.

Din sjæl længes efter den frihed, du kan skænke dig selv ved denne gave. Før brændte de hekse på bålet. Nu brænder vi den pæne pige.”

Magiske morgensider, 8. november 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen

Fortællersken I og Fortællersken II – Eventyret

Har du lyst til at skrive fra sjælen og folde din indre fortællerske ud? Uanset om du har været med i Fortællersken forløbet før eller du er helt ny udi skriverejsen og intuitiv skrivning, så kan du være med. For til januar starter jeg Fortællersken II op og her kommer det til at handle om eventyr.

Hvis du er vild med eventyr og har lyst til at boltre dig med fortællinger, der byder eventyrets kraft op til dans, så kan du sagtens være med i Fortællersken II, selvom du ikke har deltaget på I’eren. Men vil du have en helt grundlæggende introduktion til intuitiv skrivning og allerførst lære den kreative cyklus at kende og dig selv i den, så er det nok Fortællersken I, du skal være med i.

Tag et kig på invitationerne via links herunder og kom med, hvis det kalder på dig. Sæt din indre fortællerske fri, hun har gaver med til dig.

Og har du brug for ro og indre retning i en ofte travl og udadvendt, starter Decembercirklen den 1. december. Find rum og ro i magiske december og kom godt ind i det nye år. Gennem ord og fortællinger skaber vi et indre univers af vinterkraft og styrke.

Decembercirklen

Decembercirklen
Online skrivekursus for kvinder
Starter den 1. december 2019

For skriveglade, introverte kvinder med hang til fordybelse

I Decembercirklen får du nærende skriveafsæt og øvelser til en blid overgang til det nye år. Du skaber balance mellem det indre og det ydre.

I en ellers travl og udadvendt tid finder du rum til fordybelse og skriver dig ind.

Vinterkraft og inderligt nærvær

Skab rum og ro i magiske december og kom godt ind i det nye år. Gennem ord og fortællinger skaber vi et indre univers af vinterkraft og styrke.

Klik her eller på billedet ovenfor for invitation og detaljer.

Tilmelding til Decembercirklen – start 1. december 2019


Fortællersken II - Eventyret

Fortællersken II Eventyret – online skrivekursus 
for kvinder med skrivelyst og længsel
Starter den 15. januar 2020 – varighed 4 måneder

Fortællersken II er en selvstændig fortsættelse af Fortællersken. Her kommer det til at handle om eventyr og om helt bevidst at invitere eventyr og dets symbolik ind i skriveprocessen.

Du kan være med som fortsættelse på Fortællersken I, hvilket vil sige, at du har været med i Fortællersken mindst én gang, men er du skriverejsende på egen hånd og har du allerede den fornødne bundklang som fortællerske, så kan du selvfølgelig springe direkte ind i FORTÆLLERSKEN II og byde eventyr og fortællinger op til dans.

Et eventyr er en fiktiv historie som ofte har folkloristiske karakterer så som feer, hekse, elverfolk, trolde, kæmper og talende dyr. De har deres tradition i de mundtlige fortællinger, men på Fortællersken II fremkalder vi eventyrerne ved at skrive intuitivt og trække på den kilde, der allerede findes i os.

Selvom du ikke har prøvet det før, vil du sandsynligvis opleve, at eventyret ligger gemt i dig og bare venter på at blive fremkaldt.

Eventyret hjælper os på vej. Det viser os udveje og åbner op for nye veje og måder at anskue situationer på. Det fortæller os bl.a., at vi skal være os selv, at vi skal turde ikke at vide og vove vildnisset. Det er essentielt at fare vild både i eventyret og i den første kreative fase.

Klik her eller på billedet ovenfor for invitation og detaljer.

TILMELDING TIL FORTÆLLERSKEN II – EVENTYRET – Start 15.01.20


Fortællersken

Fortællersken I – online skrivekursus 
for kvinder med skrivelyst og længsel
Starter den 1. februar 2020 – varighed 4 måneder

Fortællersken vil skænke dig et solidt fundament at skrive og fortælle historier fra. Du lærer om både intentionens og fortællingens kraft, disciplin, magi og hvordan vi kan skrive os gennem det, der står i vejen.

Her opløser vi skriveblokering, fordi vi ikke længere lader os bremse af frygt, modstand og indre censor. Jeg viser dig hvordan.

Du øver dig på at skrive fra sjæl og hjerte og lærer, at leg, lytning og øvelse skaber helt særlige åbninger. Du får en grundlæggende og givende introduktion til intuitiv skrivning.

Klik her eller på billedet ovenfor for invitation og detaljer.

TILMELDING TIL FORTÆLLERSKEN I – Start 01.02.20


book pen candle romance

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene.

Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde.

Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed? I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

Forløbene foregår online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og som underviser hjælper jeg dig gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme. Og det gør jeg blandt andet ved at skabe kærlige, kreative og magiske rum, hvor fortællinger kan lande, berige og berøre.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og du giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft.

Jeg byder på skriveafsæt og øvelser som åbner op og styrker dig i din proces. Skriveafsæt, som ofte er forbundet med årstiden og den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Skriveøvelser, som hjælper dig med at rejse gennem ordene, møde op, åbne op, skrive og sætte fri.  Og som støtter dig på din indre rejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Du vil opleve, at naturen spiller en stor og vigtig rolle i alle skriveforløb. På den ene eller anden måde.

Lad dit hjertes fortællinger danse

Til det skaber jeg rum. Til de fortællinger åbner jeg min skrivestue og laver onlineforløb, så du kan øve dig og gennem ordene danse med det, der er. Uden dom og bedømmelse. De første kreative spirer skal leve, vokse og gro, ingen får lov til at rykke op dem med rod før tid.

Kreative, magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har i det kreative, magiske rum. Det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke duer til noget og at du ikke kan skrive.

Skrivemor, din guide i skrivebjergene

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Ord for ord.

Med næb, kløer og kærlighed

Jeg er dedikeret til en anden slags skrivning, som i høj grad også er et spirituelt anliggende. Jeg kalder det skriverejsen. Og der er brug for den slags rum. Verden har brug for de kvindelige fortællinger og stemmer for at genskabe balancen. Det har jeg dedikeret mit virke til og til det holder jeg rum. Med næb, kløer og kærlighed.

Kom og genfind din skriveglæde. Lær at danse i processen, for at skrive fra sjæl og hjerte er i høj grad som en slags dans. Når først vi lytter, kan vi nemlig høre musikken.

Du kan være med uanset intention. Kvinder i alle aldre er velkomne. Og du behøver ikke have særlig skriveerfaring i forvejen.

Mit inspirationsbrev til livet og skriverejsen tilmelder du dig i linket her. 

Og vil du læse mere om, hvad andre siger om at være på skriveworkshop eller i forløb hos mig, kan du gøre det i linket her.

Grey Alpha Wolf During Full Moon Night in the Wilderness.

Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet?

Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen?

Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har påduttet dig og lader din egen vej komme til syne som sprækken af dagslys efter en lang nat?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: