SKRIVEAFSÆT – Forår og elementet luft
Sæt dig med pen og papir. Jeg vil nu invitere dig til at lave en lille skriveøvelse i hånden. Der er nemlig en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi skriver i hånden.
Det er forårsjævndøgn og forårets element er luft. Det inviteres du nu til at skrive om og lege lidt med i skriveafsættet her.
Retning: Øst
Tidspunkt på dagen: Daggry
Tidspunkt på året: Forårsjævndøgn
Nøgleord:
Livets åndedrag, nye begyndelser, inspiration, fornyelse, formløshed, genfødsel, ideer, indre visdom, kald, beskeder, kommunikation, sindets kraft, vision, vind, forandring
Farver:
Hvid, lyslilla, forårsgul, sølv
Elementet er altså luft, retningen øst og tidspunktet på døgnet er daggry.
Lad ordene være dit transportmiddel.
Gå nu på skrivende opdagelse i det. Start gerne dine fortælling ved daggry og prøv så bare at lade dig fragte af både elementet luft og retningen øst og lad din fortælling begynde et sted dér.
Brug gerne et eller flere af nøgleordene ovenfor som inspiration eller katalysator.
Vælg 1-2 ord, som har den stærkeste energi for dig og skriv så flydende og intuitivt som muligt i 20-30 minutter. Sæt gerne dit stopur og stop ikke, selvom du går i stå. Gentag det sidste ord i din sætning, indtil du igen er skrivende. Stop først, når tiden er gået.
Skriv dig ind. Prøv at komme ud af tankerne og ind i sjæl og hjerte. Det gør du ved at acceptere følelser og tanker af frygt, modstand og “jeg kan ikke” uden at lade dem bremse dig. Du lader blot den slags tanker og følelser passere som skyer på himlen og så skriver du videre.
Inden du starter skriveøvelsen!
Formuler din intention med skriveafsættet
Eks. Min intention med denne skriveøvelse er at skrive mig tættere på alt det, jeg ønsker at skænke mit fokus i den kommende tid
Varm gerne op og skriv løs i 5 minutter, hvor du blot tømmer hovedet for tanker og overfladevand. Sæt dit stopur og giv skrivende slip på lidt af det, der tynger på øverste etage. 5 minutter. Så er du klar til den egentlige skrivning.
Der er magi i gentagelsen
Du kan med fordel gentage skriveøvelsen flere gange over tid. For i modsætning til hvad vi ofte går og bilder os ind, er der magi i gentagelsen.
Husk at du altid kan komme et skriveskridt dybere ved at lade ord eller sætninger med særlig energi og genklang (dit resultat af skriveøvelsen) danne afsæt for nye skriverier.
Du behøver ikke at være inspireret. Tværtimod!
Arbejd intuitivt med de ord og sætninger, som du kan mærke har en ganske særlig betydning for dig. OG HUSK at du ikke behøver at være inspireret for at gå i gang. Inspirationen vil møde dig undervejs.
Det er ofte således, at vi ender med at skrive de fineste og dybeste ting, når vi er mindst inspirerede. Hvorfor? Fordi her er noget ganske særligt på spil, som frygt og indre censor vil gøre alt for at få os til at opgive.
It is often when we are least inspired that we do our deepest work
– Mark Matousek –
God fornøjelse og glædeligt Forårsjævndøgn.
Kærlig hilsen
Lene
Lene Frandsen (c) 2018