SKRIVEAFSÆT – Min skrivelængsel handler om
Sæt dig med pen og papir. For ja, jeg vil nu invitere dig til at lave en lille skriveøvelse i hånden. Øvelsen består af tre dele.
1. 10 ord/sætninger
Først skriver du en liste på 10 ord/sætninger ud fra sætningen her
Min skrivelængsel handler om … ex. Lyst til at skabe mig
Når du er færdig med at skrive listen, lægger du pennen fra dig og sidder nu stille og læser sætningerne igennem. Du må meget gerne læse dem højt for dig selv, det er kraftfuldt at høre sin egen stemme ”sige det højt”.
2. Udvælg en sætning som nyt skriveafsæt
Nu udvælger du dig den sætning (eller det ord), som umiddelbart har størst effekt på dig. Den sætning, som giver dig kuldegysning, tårer i øjnene, får dig til at smile stort eller hvordan det nu føles for dig.
Nu skriver du den sætning igen på den ny side. Og den sætning er afsæt til 2. del af skriveøvelsen.
Sæt dit stopur på 20 minutter og skriv så flydende og intuitivt som muligt ud fra den sætning, du udvalgte. Du skal ikke tænke, prøv at skrive hurtigere end tankerne eller i hvert fald at ignorere eventuel modstand og lyst til at stoppe op. Bare skriv. Gå ikke tilbage, læs ikke og rediger ikke, det du skriver nu er det allerførste udkast og her lader du komme. Stop først, når stopuret ringer.
Hvis du går i stå, bliver du ved med at skrive (gentage) det sidste ord, du stoppede ved
Jeg kan ikke længere ignorere den længsel, som danser i mit blod blod blod blod blod
indtil du automatisk skriver videre.
3. Læs, hvad du har skrevet (og læs gerne højt)
Nu vil jeg invitere dig til at læse det, du lige har skrevet. Og jeg vil endda invitere det til at læse det højt for dig selv. Hvis du har lyst, kan du eventuelt optage din stemme og dine ord (på telefonen) og høre dem bagefter, hvor du sidder med lukkede øjne, fokuseret og indstillet på virkelig at lytte.
Lytning er en vigtig del af skriveprocessen.
God fornøjelse. Gå kærligt på opdagelse i, hvad din skrivelængsel handler om og lad dig gerne overraske.
Kærlig hilsen
Lene