Porten til vinter og mørkets gave

SKRIVEAFSÆT – Porten til vinter og mørkets gave

Sæt dig med pen og papir. Jeg vil nu invitere dig til at lave en lille skriveøvelse i hånden. Der er nemlig en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi skriver i hånden.

Dit afsæt til denne skriveøvelse er billedet af den gamle låge ovenfor. Start med at kigge på billedet, lad dine øjne vandre lidt omkring i landskabet og hæft dig både ved detaljerne i billedet, dine følelser og dine tanker.

Lav så indledningsvis 3 lister som følger

1) Jeg ser
2) Jeg føler (eller jeg mærker)
3) Jeg tænker

Jeg vil nu invitere dig til at skrive en lille fortælling om den dag, du gik gennem lågen og mødte en vis kvinde som fortalte dig om vinteren og mørkets gave.

Prøv at lade dig transportere via ordene uden at tænke for meget, når du først har skrevet listerne. Sæt gerne dit stopur på 30-40 minutter og skriv så flydende og intuitivt som muligt.

Hvis du går i stå undervejs eller bliver hjemsøgt af frygt, modstand eller din indre censor driller og skaber uro, så lad det blive en del af fortællingen. På den måde viser du dig selv og det, der står i vejen, at du ikke er sådan at skræmme væk. Du skriver jo og du skriver, det som er.

Det, der står i vejen, er vejen. Lad det skrives.

Du må hjertens gerne bruge ord, sætninger eller impulser fra de 3 lister, du indledningvis lavede, hvis det føles rigtigt og giver mening for dig.

Fortæl om processen i din rejsedagbog

Hvordan var det at skrive øvelsen? Det må du efterfølgende gerne fortælle dig selv om i din rejsedagbog. Ja, for på skriverejsen er vi som regel udstyret med en rejsebog, hvor vi skriver om oplevelser, følelser, tanker og alt muligt andet i processen. Processen er nøglen og når vi lærer at betragte os selv i den kreative proces, opture, nedture, ebbe og flod, så bliver vi bevidste og opmærksomme. Vi får øje på mønstre og vi får så sandelig også øje på os selv.

God fornøjelse. Gå kærligt på opdagelse i, hvad der gemmer sig på den anden side af porten til vinteren og i mørkets skød.

Og lad dig gerne fortrylle.

Vinterum

 

 

 

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: