Slangen

En historie og en skriveøvelse

Først tænder du stearinlysene, siger hun og peger på de to hvide bloklys i store sølvstager. Jeg stryger tændstikken og lader flammerne blafrene. Så ser jeg spørgende på hende og venter på næste træk. Mærker jeg en smule utålmodighed, udbryder hun smilende og peger på den tykke på bordet bag mig. Tag bogen og slå op på en vilkårlig side. Så kaster du blikket på et vilkårligt ord, det ord der tiltrækker sig din opmærksomhed og så skriver du det.

Hvor?

Her? Hun peger på en notesbog med to røde fugle og fjer i guld og sølv. En pen ligger afventede ved siden af. Jeg kan mærke hendes blik bore sig helt ind i min sjæl, så jeg skynder mig at gribe den tykke bog på bordet. Forsigtigt lægger jeg den og slår med rystende hænder op på en tilfældig side. Jeg lader blikket glide ned af siden, alle ordene er nærmest blandet sammen og i et kort sekund kan jeg ikke skille dem ud fra hinanden. Så glider alle ord til side bortset fra et. Mit ord.

Slangen.

Jeg skriver ordet i den smukke notesbog. Bogstaverne snor sig på den blanke side.

’Det er dit ord’. Hun nikker samtyggende og gør mine til at forlade rummet. Sæt dig nu ved lysenes skær og lad dit ord føre dig på vej. Slangen. Lyt til, hvad ordet har at sige. Hvad betyder det for dig, hvad fortæller det? Så forsvinder hun ud af døren, jeg kan høre hendes skridt gennem huset. Min fornemmelse siger mig, at hun sætter sig i køkkenet med den kaffe, der dufter hele vejen ind i stuen, hvor jeg nu sidder med notesbog og ord. Slangen.

Stilheden lægger sig til rette. Jeg griber ud efter min egen kop kaffe, den hun stillede, da vi kom ind i stuen. Før jeg vidste, hvad jeg skulle. Selvfølgelig var jeg godt klar over, at jeg havde en slags skrivende mission, det var jo derfor jeg havde opsøgt den berømte skriverske, men jeg vidste ikke mere end det. Hun lød hemmelighedsfuld i telefon. Stillede spørgsmål til mig men undveg at svare på dem, jeg stillede. Jeg skulle bare møde op som aftalt, sagde hun og lade begivenhederne skrive sig selv.

Jeg drikker af kaffen og stiller koppen på bordet igen. Hvert eneste sekund føles som en evighed. Det ensomme ord står og blinker til mig og venter på, at jeg skal gøre noget med det. Jeg har ikke fået andre instrukser end dem. Slå op i den tykke bog, find et ord og skriv det i notesbogen. Lyt så til ordet, hvad vil det sige og … skriv så.

Jeg tager pennen i hånden og ser igen på ordet. Slangen. Jeg lukker øjnene og ser et landskab for mig, et goldt og solbeskinnet territorium, hvor der muligvis kunne være slanger. Er der slanger i Grækenland? For der har jeg været, jeg kan forholdsvis nemt omstille mig til … Det går op for mig, at jeg tænker, jeg skriver ikke. Jeg forsøger at forudse, hvad der kan ske i det golde landskab, som jeg nu har udnævnt til græsk. Det fører ikke noget med sig. Ordene forbliver stumme, mens tankerne buldrer som ilden i kaminen. Endnu en tår kaffe. Stormen brøler derude, blade kastes mod vinduerne og stearinlysene blafrer.

Så skriver jeg …

Slangen kom da jeg mindst af alt ventede det. Den dukkede op en eftermiddag i januar, hvor stormen rasede. Og der findes ikke slanger i denne ende af verden. Jo, måske små og ubetydelige slanger, som man kan finde i naturen på varme sommerdage, men ikke slanger, som springer ud af bøger og begynder at fortælle historier. Ikke desto mindre var det, hvad der skete. Jeg havde lånt bogen på biblioteket, en af dem, jeg længe havde ventet på. Og jeg havde glædet mig til den. Forventningen om den historie, jeg snart skulle læse, blegnede alle andre historier. Så jeg læste ikke meget, mens jeg ventede. Jeg forsøgte, jeg bladrede rastløst i forskellige bøger, men de fangede mig ikke. Stor var glæden derfor, da jeg fik beskeden fra biblioteket. Slangen i kaffekoppen. Jeg jublede og greb efter jakke og bilnøgler, allerede på vej ind til byens bibliotek for at hente bogen. Heldigvis var det fredag, heldigvis var weekenden ankommet fuld af løfter om fred. Bortset fra stormen selvfølgelig. Snart stod jeg med den tykke bog i hænderne og en sælsom lykke fyldte min krop. Den boblede næsten over, så jeg storsmilede, da bibliotekaren så på mig fra sin skranke. Jeg nærmest sprang ud til bilen, men måtte lige forbi supermarkedet for at handle ind til aftensmad og sådan. Beslutningen var truffet, jeg ville mure mig selv inde, jeg ville forskanse mig, slukke al elektronisk udstyr og læse bogen fra ende til anden. Sådan skulle det være. Den weekend. Troede jeg.

Jeg skænkede et glas vin, jeg tændte stearinlys og så satte jeg mig i lænestolen, hvor jeg altid sidder og læser. Standerlampen var tændt, udenfor sænkede mørket sig og dagen forsvandt, inden jeg fik åbnet bogen. En forunderlig ro lagde sig som et tæppe over mig, da jeg begyndte at læse historien. Det var næsten som om den slugte mig, historien. Glemt var tid, sted og den lille sult, jeg før havde mærket.

Jeg havde næsten læst første kapitel til ende, da han dukkede op. Slangen. Fra et afsnit på side femogtyve sprang han pludselig ud, selvom ”sprang” ikke er det helt rigtige ord. Slanger springer ikke, de snor sig. Men måden han rejste sig på, det glatte hoved, de stikkende øjne og tungen, der hviskende spyttede ord.

’Endelig. Dig har jeg ventet længe på. Du drømmer ikke om, hvor mange hænder der har holdt om bogen her og hvor mange øjne, der er gledet over denne side og disse ord. Uden at se mig. Uden at mærke mig. For jeg gemte mig jo, jeg havde en mission og jeg vidste, at jeg ikke måtte afsløre mig selv. Ikke før den rigtige dukkede op. Han så på mig med gule øjne fulde af visdom og indsigt. Og hvordan kunne jeg vide det, spørger du måske, men kender du ikke det? Nogle gange ved man det bare. Så ser man klart og tydeligt. Man forstår. Og det gik op for mig, hvorfor jeg havde længtes sådan efter at læse netop den bog. Hvorfor længslen næsten havde drevet mig til vanvid og … jeg kunne jo have købt bogen. Men den blev udsolgt fra forlaget kort tid efter udgivelsen. En af de bøger, man egentlig ikke forventede sig så meget af. Eller skyldtes det lille oplag noget helt andet? Jeg aner det ikke. Og det var også ligegyldigt nu. For i bogen, jeg havde ventet på, sad nu en slange og ville fortælle mig noget.

* * *

Dette var et skrivende eksperiment. Jeg gik tur med hundene i eftermiddagsstormen og kunne mærke, at jeg var nødt til at skrive lidt, når jeg kom hjem. En historie, et blogindlæg, noget. Så udfordrede jeg mig selv via fantasiens forunderlige verden.

Skriveøvelsen

Måske har du lyst til at prøve det samme? Du tror måske, at du ikke har noget at skrive om, og så påstår jeg, at du tager fejl. Forestil dig at jeg er kvinden. Du besøger mig i Skrivehuset, vi har lavet en aftale. Jeg lukker dig ind, vi hilser på hinanden og jeg spørger om du er parat. Du nikker uden at vide, hvad der nu skal ske.

Jeg beder dig om at tænde stearinlysene. Så peger jeg på en tyk bog på bordet bag os. Beder dig om at slå op på en tilfældig side og nedfælde det ord, der springer i øjnene. Forestil dig at du gør det. Åbner bogen, finder det tilfældige ord og skriver det ned.

Hvad er ordet?

Nu skriver du intuitivt i … 30 minutter. Sæt et stopur og mød ordet. Hvad siger det dig? Lyt, hvad fortæller det? Lyt og skriv, lad være med at tænke for meget.

Sådan opstår historier også … af det rene ingenting. Af ord, som vi tilfældigvis snubler over. Af lyde, dufte og sanseligheder.

Prøv engang. Tænd lysene, åbn bogen (du finder bare en i din egen reol eller på dit eget bord) og slår op i den. En tilfældig side og et ord, som måske ikke er helt tilfældigt endda. Så lader du historien komme til dig.

God fornøjelse.

Kærlig hilsen
Lene

Hvis du har lyst til at dele din oplevelse med denne øvelse, så gør det gerne. Hvilket ord sprang frem til dig? Og hvad skete der så? Med dig, med ordene …?