Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Hvad jeg så i vinkælderen? Jeg troede ikke mine egne øjne og du vil heller ikke tro dine. Men du må tålmodigt vente på afsløringen, den kommer først på de sidste sider af dette manuskript. Et manuskript som afsluttes ved tidspunktet for Samhain, hvor jeg med min kuffert træder ud af døren til Pensionatet og... Continue Reading →
”Skal vi så fejre noget her ved nymåne?” spørger Elva. Vi er samlet til eftermiddagste i køkkenet. Det er normalt Virginias domæne, men hun er taget på weekend hos familien. Maize er i skoven, det er hun næsten altid nu og rygtet siger, at hendes hus tager form og vil stå færdigt med udgangen af... Continue Reading →
Please help me set new loving boundaries, a gentle room of protection Ordene kommer på engelsk, som de nogle gange gør. Sprog flyder sammen. Jeg skriver dem i min rejsedagbog ved Nymåne. Det er lørdag morgen, tidligt, de stærke energier holdt mig vågen den sidste del af natten og jeg lå med min bøn. Efterhånden... Continue Reading →
Jeg har mødt Haren og Hind. Jeg har talt med Cailean. Svarene danser i brisen, men som Haren sagde, er svar sådan et endegyldigt sted, som om alle veje ender her. I ingenting. Mens jeg går det stykke af landevejen på vej mod Pensionatet og drejer af ned af stien til venstre, kan jeg mærke,... Continue Reading →
På vej tilbage fra Caileans hus møder jeg haren. Den dukker op på engen i det tykke græs, siddende i en solstråle. Når hun rejser sig på bagbenene, har hun 360 graders syn og kan både se og mærke, hvad der nærmer sig. Hun føler sig frem og ved instinktivt, at det ikke kun er... Continue Reading →
Vi sidder lidt ved køkkenbordet i tavshed, blødt lys og glæde. Det er en stille glæde, en slags resignation og jeg ved, hvad jeg skal bede Cailean om hjælp til. Mine ben førte mig hertil. Jeg lod mig fragte. ”Hvad har du på hjerte?” siger han så med mild stemme, den gode Cailean. ”Lidt for... Continue Reading →
Det er som om mine ben nægter at gå hurtigt. De føles tunge og beslutsomme på en og samme tid. Selvom jeg havde planlagt en rask tur gennem klitterne og ud til havet, fragter de mig en helt anden vej. Vi drejer mod højre og går ud af stien og op til landevejen, mine ben... Continue Reading →
Som oktober bliver ældre, mærker jeg en lettelse over at vide, at en cyklus snart er forbi. Men det er afgørende at jeg ærer de sidste dage og uger. Nu mere end nogensinde er det essentielt, at jeg går langsomt og at slutningen bliver ligeså magisk som den nye begyndelse. Magisk, spørger du, hvad betyder... Continue Reading →
Hazel October er her, men hun er forbavsende stille. Den mest rolige månedslærer af dem alle. Er det hendes natur eller er det oktober? Vægten, der formår at balance sin energi og ærer det indre kald. Det første rigtige efterår, som slår sig løs. Som sig selv. Blade falder, vinden får fat og rusker træerne,... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 