Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.
Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.
Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.
Virkeligheden bankede på
Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.
Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!
Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.
Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!
Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!
Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.
Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.
Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet
Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.
Der findes en anden vej … og en anden måde!
Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.
Min hjertelige intention
Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.
Og skriverejsen fortsætter …
Fortællingens kraft
Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.
Månederne gav mig liv og lyst til at leve det
Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.
Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske
Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!
Min skriveglæde kom tilbage
Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.
At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme
Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!
Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.
Min historie
Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.
Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!
Det er blandt andet det jeg underviser i.
You best teach what you most want to learn
Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.
Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.
I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.
Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!
Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.
The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –
Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft
Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.
Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.
Fortællingerne blev mit fyrtårn
Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.
Fortællingerne forvandler os
Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!
Intentionens kraft
Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:
Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.
Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.
– Tosha Silver –
Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod
Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.
Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen
Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.
Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden
Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.
Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.
Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!
Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.
Skrivemor eller en guide i bjergene
Jeg har dedikeret mit liv til at skabe kærlige kreative rum, hvor kvinder kan møde op og sige ja til skrivelængslen. Og uanset om du vælger at deltage på en intuitiv skriveworkshop her i min spisestue, om du melder dig til et skrivecirkelforløb eller du booker plads på et eSkrivekursus, kan du være forvisset om, at jeg vil hjælpe og støtte dig på din skrivevej.
Læs mere om skriverejsen og ideen bag mit virke her
Du kan se på mig som skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej.
Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og hele på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.
Kærlig hilsen
Lene
Skrivecoach Lene Frandsen 