Tvivlen, tomrummet og stilheden

 

Denne morgen gør jeg noget, som jeg ikke har gjort længe. Jeg sætter mig direkte til tastaturet og skriver mig ind i dagen og det, der er. Lyset, der stiger op på himlen i øst, disen over marker og duggen, der ligger som en fugtig dyne over efterårslandskabet. Farverne er begyndt at ændre sig, træerne rødmer forsigtigt og flere er allerede i gang med den proces, der også er vores. De giver slip. De lader sommeren gå og slipper alt det, der ikke længer tjener dem. På vej mod vinter uden tung bagage, afklarede og tillidsfulde. Alt er præcist, som det skal være.

Ordene som transportmiddel

Jeg skriver, fordi jeg har vished om, at det ofte er den eneste måde. Ordene er mit transportmiddel og jeg kan love dig for, at hovedet er tungt som bly. Det handler om modstand, det handler om, at nogen siger mig, at jeg ikke kan skrive mere. Jeg har jo været tom. Så jeg sætter mig i tillid til, at det, der vil skrives gennem mig og det, jeg har intention om at berøre med mine ord, vil komme mig i møde, når jeg bare bliver ved med at lade fingrene danse over tastaturet.

Hvis jeg ikke helt ved, hvad jeg skal skrive, skriver jeg det. Som nu. Det betyder ikke noget, ordene er mit transportmiddel og jeg skal ikke nødvendigvis bruge vejen frem til selve fortællingen eller essensen bagefter. Det er som at køre ud i det blå. Fuld af lyst til bare at køre, se, opleve, sanse og måske møde noget, man ikke havde drømt om eller forestillet sig. Det meste kan vi nemlig slet ikke tænke os til. Det, der bor i hovedet, er som regel begrænset og fuld af forbehold. Men når vi skriver os frem i tillid til, at en fortælling vil dukke op et sted på vejen, så sker det som regel. Og ofte på en lidt anden måde end det, vi havde forestillet os.

Da jeg startede med at skrive, havde jeg taget et par ord med mig, som var en del af min søgen og min intention med at skrive. Små ord eller lister er ofte en superfin måde at komme til det tomme papir til livs. Mine ord/sætninger var:

  • Tomrum.
  • At blive stille (stilhed).
  • Efterårsjævndøgn.

Tomrummet

Jeg har lyst til at fortælle dig om tomrummet. Det sted på rejsen, hvor man ankommer til en ventesal som runger af tomhed. Men når jeg tænker tilbage, så har jeg faktisk har nævnt det før. Tilbage i januar. Og i marts. For tomrummet er ikke et sjældent og ukendt sted, som kun er nogen forundt. Det er heller ikke en straf, det er på ingen måde et fængsel, selvom det godt kan føles sådan. Men hvad er tomrummet så?

Hvad gør man, når man pludselig bliver tom?

Forleden dag stødte en af kvinderne i skrivegruppeforløbet Høstcirklen på tomrummet og det fortalte hun om. Hun var ked af det, for det betød blandt andet at hun ikke kunne skrive. Der var ingen ord. Og det kan føles som en falliterklæring, når man nu har meldt sig til et skriveforløb og en rejse, hvor det netop handler om at folde ud via ordene. Når man får serveret skriveafsæt og opgaver, der er skabt til at løfte og hjælpe på vej. Når man er en del af en skrivecirkel og et hjerteligt skrivefællesskab. Et læringsforløb. Og når man er hjemsøgt af en forunderlig skrivelængsel, ja hvad gør man så, når man pludselig bliver tom?

Hyrdetimen – en overgang

Hvad er tomrum for dig, blev jeg spurgt og jeg svarede: Tomrum er for mig tilstanden mellem to faser. Det er lige dér, hvor den ene fase er sluttet, men hvor den nye ikke rigtigt er begyndt endnu. Det er hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det er det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret alligevel ikke helt har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Det er et tidspunkt, hvor vi kan blive noget så utålmodige efter at tage springet og kaste os ud i næste fase, selvom det faktisk slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin berettigelse og er en del af den cyklus, der findes i alt.

Når naturen holder vejret

Har du nogen sinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, der er ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer. Kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre eller handle og gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. En overgang. Det er som at stå på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og bare dvæle ved synet af floden, der flyder under broen. Stilhed. Væren. Der er ingenting at gøre andet end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase vil komme. Den kommer, når det er tid. Ikke før og ikke siden.

Tomrummet kalder på stilheden

Tomrummet kalder på stilheden i os. Og som Marts fortalte mig tilbage i det tidlige forår, er tomrummet en tid til restitution. Det er venteværelset på en station, hvor toget endnu ikke er kørt til perron. Det er et modsætningsfyldt tidspunkt, fordi de fleste af os har travlt med at komme væk. Ud af tomrummet, venteværelset, vinteren. Mørket. Eftertænksomheden. Stilheden. Men tomrummet er hverken eller og det er ikke en tid for handling af den slags, der kalder på flugt. Tomrummet synger uden hverken ord eller toner om hengivelse og tålmodighed. I virkeligheden er tomrummet et perfekt tidspunkt for hvile og kontemplation, men det er desværre uvant for mange af os. Vi har alt for travlt med at komme videre. Vi er bange.

Tomrummet opstår også på skriverejsen (for vi skriver jo i livet!)

Tomrummet opstår også på skriverejsen, som kvinden i Høstcirklen oplevede det forleden dag. Det sker ikke nødvendigvis mens du er i et forløb og deltager i en skrivecirkel, men vi ved det ikke på forhånd. Der kommer som regel præcist det, der skal og uanset hvad, kan vi altid skrive om det. Selv når der ikke er ord, kan vi skrive det. Tomrum. Tomrum. Tomrum. Og så kan vi i øvrigt gøre det, som kvinden heldigvis besluttede sig for at gøre. Hun gik ud i naturen og tog sit indre tomrum med sig. Hun besluttede sig for at vente sammen med havet og vinden. Så hun forlod sit skriverum, hvor hun var blevet godt og grundigt ked af, at hun ikke kunne skrive det, hun havde tænkt sig at skrive og i accept begav hun sig ud for at lytte. Vente. Sanke.

En sandhed med modifikationer, for hun skrev faktisk

Samtidig fik hun så mulighed for at opleve, at det egentlig forholdt sig lidt anderledes, end hun havde tænkt det. Det kunne jeg som skriveguide pege på og vise hende. For hun havde jo skrevet, hun havde fortalt os andre om den tilstand, hun var i og uden at vide det, havde hun sat en proces i gang. Hun fortalte det til sig selv, papiret og til os andre i cirklen. Den kreative skriveproces handler nemlig ikke udelukkende om at skrive. Det er dans mellem flere faser og tilstande og glemmer vi at sanke, restituere og give os selv, inden vi giver ordene til papiret, kan vi godt løbe tør. Vi er nødt til at lade os selv op og det er overgangen perfekt til.

Bliver du i tvivl, bliv da stille

Tomrummet er også rummet uden svar. Det er et tidspunkt, hvor vi ikke ved og svarene ikke er klar. De er i simregryden, de danser med disen i horisonten, men de ikke klar til at blive serveret for os. Derfor kan tomrummet også føles som en tilstand af ”ikke at vide” og også det er præcist som det skal være.

Svarene er ikke klar, vi er ikke klar. Igen er det en uvant og grænseoverskridende tilstand for de fleste af os, vi er vant til at vi helst skal have svar på rede hånd og at det er en falliterklæring at sige, at vi ikke ved. I virkeligheden er det en gave. En styrke. Denne tilstand af ”ikke at vide besked”. For hvis vi påstår, at vi ved eller tænker, at andre måske gør det, ved bedre altså, gør vi noget, som næsten med sikkerhed vil føre os på afveje og måske endda gøre os endnu mere ulykkelige og frustrerede, end vi var før.

Woman cage

Jeg trådte i spinaten, jeg gjorde det igen! Jeg søgte ud.

Jeg prøvede det selv her i september. Efter en frugtbar og frodig august, hvor jeg høstede alt det, jeg havde sået i foråret og sommerens løb og blandt andet lancerede Fortællingens Kraft online skriveforløbet, som nu er i fuld gang, ramte jeg tomrummet med et lydløst brag. Det var som at løbe panden mod en mur. Energien sivede ud af mig og trætheden kom som en pil og satte sig fast i mit hjerte. Jeg følte mig ordløs. Og det var virkelig frustrerende, fordi jeg samtidig havde hoved og hjerte fuld af gode ideer til både nye blogindlæg og andre skriverier. Der var masser i simregryden, men selvom jeg vidste bedre, forsøgte jeg at fjerne retten fra gryden, inden den var klar. Det skulle jeg ikke have gjort. Den smagte ikke godt. Endnu.

Lene, get your gun!

Så søgte jeg ud. Jeg ledte efter inspiration i øst og vest, for jeg tænkte at noget ydre sikkert kunne hjælpe mig på vej. I stedet for at bede om ledetråde, lytte og vente på synkronicitet, slyngede jeg geværet over skulderen og begav mig ud i Cyberspace for at nedlægge mit bytte. Inspirationen. Ledetråden. Bare et eller andet, der kunne få mig ud af den ordløse, trætte tilstand og videre i min søgen.

Og hvad skete der så?

Hvad skete der? Fandt jeg det, jeg ledte efter. Nej! Jeg for vild i oceaner af information og ord og jeg blev endnu mere træt, end jeg havde været før. Jeg begyndte at sammenligne mig, en refleks som er meget almindelig, når vi er trætte og temmelig udkørte. Så ser vi over på naboens græs og opdager pludselig, at det er meget grønnere end vores. Og selvom misundelse er en grim ting, så rammer den os som et lynnedslag. Misundelsen. Efterfulgt af sorgen over, at vi ikke selv duer til noget. Frygt og indre censor får kronede dage og hele verden skriger af grin. Tabernar. Citat: Susan, min indre censor.

Men så huskede jeg det

Jeg slukkede for elektronikken og så satte jeg mig i meditation. Senere gik jeg ud i naturen. Slog armene om mit yndlingstræ i baghaven og lyttede til dets visdom. Jeg gik lange ture og blev fysisk træt. Så sov jeg. Mediterede igen. Og igen. Og pludselig kunne jeg mærke, at det var tid til at skrive, for noget ville skrives gennem mig. Det bankede ligeså stille på. Selv var jeg nu blevet så stille, at min sjæl igen kunne få ørenlyd og det gør hun hjertens gerne via skrivegerningen. Jeg skal ”bare” sætte mig ned, lytte og tage diktat.

Bliver du i tvivl, bliv da stille

Din lærer, min ven, findes dybt i dig selv. Der er ingen grund til at kigge dig omkring efter din stjerne. Du er din egen stjerne. Det, du søger, det du skriver om, det findes allerede i dig. Bliver du i tvivl, bliv da stille. Lyt til stilheden og hengiv dig til hvile.

Lad stilheden heale dig, rense dig og vise vej. Det du søger, søger også dig.

Naturen. Stilheden. Dansen. Rytmen. Musikken. Poesien. Kærligheden.

Pløje, tromle, så og hvile

Der er grøn te i koppen og vinduet står åbent. Jeg lukker efteråret ind. Og jeg lukker op for mit eget efterårs visdom. Udfordringen er klar, den er moden og jeg er moden. Langsomt drikker jeg af den grønne te og trækker vejret dybt. Nu mærker jeg, hvor træt jeg egentlig er. Hendes smil er stadig nærværende og hun behøver ikke at påpege hvorfor. Jeg ved det godt. Ikke alene glemte jeg at sanke, men jeg glemte også lige i farten at det er en anden årstid nu. Det er efter høsttid. Jeg nikker og mumler:

“Pløje. Tromle. Så. Pløje. Tromle. Så.”

”Hvile” tilføjer hun og er klar til at sætte ord på min nye udfordring.

“Det, du skal bruge, det du søger, det du nogle gange føler, at du mangler. Det findes allerede dybt i dig selv og det bor i naturen og det efterår, som er nu. Din opgave er at lade det komme. Uden at forhaste dig og begynde at jage snablen indad i stedet for udad, hviler du nu i tillid til, at du allerede har alt, hvad du trænger til.”

Lad komme

“Det, du har brug for i det ydre, vil komme til dig via synkronicitet uden at du aktivt søger det. Slap af, giv slip og lad komme. Lyt og lad det opstå indefra. Allier dig med naturen, tal med træerne og fuglene. Dine sjælevenner, budbringere og dine lærere. Lyt og lev det. Dans. Syng. Skriv. Lad det komme. Din egen dybe visdom og poesien i dit hjerte. Lad det flyde gennem dig som en flod igen.”

Og så fortsatte hun på engelsk, for det er min sjæls sprog. Min stille stemme taler engelsk.

Go slow. Do not run.
Listen and let come.

Bliver du i tvivl, bliv da stille. Også som skriverejsende i den kreative proces.

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient.
– Hilary Mantel –

Efterårsjævndøgn

Det er en ny tid nu og i morgen (22.9) er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er nu lige store. Tænk harmoni. Balance. Gå uden modstand ind i den nye energifase og afbalancer den ydre verden med den indre. Nu kan vi endelig slippe sommeren og overgangen og begive os videre ind i en ny form for klarhed. Tomrummet fordamper.

Tid til at fejre

Efterårsjævndøgn er indgangen til vinter. Sommeren er forbi og en ny fase begynder. Det er efterår. Dagene bliver nu betydeligt kortere og koldere, solens kraft aftager. Forson dig med dine modsætninger og vid, at alting eksisterer side om side. Så fejr hele dig her ved efterårsjævndøgn og alle aspekter af din livscyklus. Ja, det er igen tid til at fejre!

Kom, lad os danse!

Du er efterår

Tillykke. Du kom over broen. Du er nu midt i efteråret, men du er mere end det. Du er efteråret. Så lad naturen hjælpe, inspirere og følge dig på vej. Sig tak for din høst og det, du fik med dig fra foråret og sommeren. Uanset om det var svært, let, lyst eller mørkt. Fremsig din intention om (igen) at forbinde dig til din sjæls visdom, din indre visdom og til at følge det, der er din vej. Hvis du altså som jeg var kommet lidt på afveje og brød ud af tomrummet før tid. Vi kan altid vende tilbage. Igen og igen.

efterar_livsflod

Byd vendepunktet velkommen og sig ja til den energi, der nu flyder gennem dig. Skab forbindelse til din indre visdom, din sjæls visdom, sæt dig ved din livsflod og lyt til de sange, du kender og som gør dig så godt. Du vil mærke en sælsom form for genklang. Det er tonerne af din sjæls melodi.

Skriv om det

Hvil, lad op og drøm gode drømme. Brug tid på det, som beriger og styrker dig. Og skriv gerne om det.

VINTERCIRKLEN

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et onlineforløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel, en dans mellem ude og inde. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen indre visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe rum og dedikere dig og du vil blive invitereret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med din deltagelse i Vintercirklen. Du vil lære, hvordan din intention (hensigtserklæring) og din dedikation er magisk. I Vintercirklen arbejder vi i øvrigt også med fortællingens kraft og tager et ordentligt skud skrivevitaminer i form af historiemedicin.

Jeg barsler i øvrigt med et blogindlæg om netop historiemedicin, så følg gerne med i de kommende uger. Hvis du tilmelder dig min blog her på siden, får du automatisk besked i din indbakke, når et nyt blogindlæg har set dagens lys.

Giv dig selv

Jo mere du hengiver dig og giver dig selv i form af din dedikation i dit eget skriverum, desto mere vil du få igen gennem dine egne ord og skriverier. Meget mere end du aner.

Vinteren og naturens visdom

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Bivirkning! Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

VINTERCIRKLEN – der er nu åbent for tilmeldinger

Jeg har nu åbnet for tilmeldingerne til online-skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN, da flere allerede havde forespurgt og forhåndstilmeldt sig. Kommer Vintercirklen mon igen i år? Selvfølgelig gør den det og jeg glæder mig.

Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.

Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.

Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.

By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.

– Gammelt keltisk vers –

Vil du med på skriverejse gennem mørket og vinteren?

Kom, hvis du har lyst til at være med på en skriverejse, hvor vi skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året. Vi starter den 1. november. Du finder invitationen til Vintercirklen her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Tilbage er blot at ønske dig et glædeligt efterårsjævndøgn og en god rejse ind i efteråret. Måske skrives vi ved i Vintercirklen?

Go slow. Do not not run.
Listen and let come.

Kærlig hilsen
Lene

vintercirklen-011116

 

Lad det ske

Misty Bridge

Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen er temmelig blå.

Hun ser godt ud, August, i sin luftige kjole med viltert kornhår og en stor kuffert bredt ud for sine fødder. Det er også hende sidste dag og i morgendisen kunne jeg skimte broen. Den bro, vi nu alle skal gå over. Hun går først og forsvinder i nattemørket ved midnat. I morgen er en anden historie og den tilhører September og de af os, som vælger at passere broen.

Mit valg er truffet. I dag er jeg sommer, i morgen er jeg efterår. Og i aften tager jeg ud og giver sommeren til havet og siger tak. Når mørket sænker sig, byder jeg efteråret velkommen. Denne gang går jeg med lette skridt ind i september kun med det, som tjener mig og som jeg ønsker at tage mig med videre.

Jeg mærker varmen på min hud gennem den lette trøje. En sommerfugl danser forbi. En del af mig bliver stille, afventende og lyttende og for en stund er der ingen ord. Så hører jeg dem risle igen og fører pennen langs linjerne på det glatte papir. August smiler, hun er ikke ked at skulle tage afsked.

”Det er en del af den naturlige cyklus”, siger hun og sætter sig på stolen foran mig. Solstrålerne leger med hendes hår. ”Når du hengiver dig i stedet for at stritte imod, mærker du rytmen og årstiden dybt i dig selv. Du forstår, at det er en evig dans og at din sjæl kender hvert eneste trin. Følg med, hengiv dig og dans over broen i tillid til, at alt er præcist, som det skal være. Mærk dine fødder mod træets fugtige overflade og bevægelsen i din krop. Tillad dig selv at blive bevæget. Er der tårer, så græd dem. Er der latter, så le så højt at kragerne letter fra træet, du behøver ikke at skjule dit strålende smil i hænderne. Dans over broen med lette skridt og lad efteråret omfavne dig på den anden side.

Det går ikke hurtigere, end at du præcist kan følge med. Forandringen er langsom. Efteråret lærer dig at give slip, dag for dag, skridt for skridt. Følg naturen og tag ved lære, lyt til fortællingerne, der bruser i skovens kilder og rasler i træernes blade. Hør vindens sang, lyt til tonerne og mærk dem dybt i mellemgulvet. Stå på kanten og lad dig falde i tillid til at efteråret vil gribe dig og skænke dig forunderlige gaver.

Når du er på den anden side, når du mærker den fugtige kulde mod din hud, tøv da ikke med at gå videre. Vend dig ikke om for at få et glimt af sommeren, som forsvandt. Det, der var, er nu forbi. Brænd dine gamle, udslidte historier på det bål, du inden længe vil se i vejkanten. Stands op, varm dig lidt ved flammerne og saml nye kræfter til din videre rejse. Og se om du ikke genkender den gamle bålpasser med skæg og ulden kappe. Hvis han byder på nødder og bær, sig da tak og spis med glæde. Mærk de magiske efterårsvitaminer fylde hver en celle af din krop. Lyt til den gamle bålpassers fortællinger og visdom, hvem ved, måske giver han dig en ny ledetråd.

Når du er klar, følg da brødkrummesporene i den retning, som årshjulet viser dig, gå trygt mod efterårsjævndøgn, hvor alting igen er i perfekt balance. Dag og nat er lige lange, det er et smukt og magisk tidspunkt, som jeg inviterer dig til at fejre. Fra det tidspunkt vokser mørket stødt og inviterer også dig indenfor. Hengiv dig og tøv ikke. Og ser du dragen må du endelig ikke lade dig skræmme og flygte i den anden retning. Ved efterårsjævndøgn går dragen under jorden for at tilbringe vinteren dér. Møder du dragen, så pris dig lykkelig, for mødet er en opfordring til dig om at bære ildenergien i dit indre og aktivere ilden indefra og lade den varme dig gennem vinteren.

Dragen er et ældgammelt symbol på jordenergi, dynamik, ild, vilje og mod. Det kan du tage med dig på det tidspunkt, hvor også du går ind i mørket. Det er ikke et sted at frygte, som vi fejlagtigt har lært det det er et sted, hvor vi kan komme i kontakt med vores styrke, kraft, indre fokus, spirituelle vej og sjælens indre visdom. Vi er en del af det hele, lys og mørke og ikke separeret fra det.

Ser du, der er virkelig intet at frygte eller begræde. Alting er præcist som det skal være. Dans med det, lyt til tonerne og mærk rytmen i din krop. Gå blot over broen og se dig ikke tilbage.

”Og hvad så efter efterårsjævndøgn?” spørger jeg med spæd stemme og drikker det sidste af min grønne te.

”Mon ikke September vil fortælle dig mere om det?” siger hun bare og jeg kan mærke, at hun ikke har tænkt sig at afsløre meget mere.

”Alting vil afsløres for dig på helt rette tidspunkt” tilføjer hun dog og lukker sin kuffert ved at sætte sig ovenpå den med sin store og velformede bagdel. Hun er en frodig kvinde, August og hun elsker sine former. ”Bare lad det ske”.

Jeg forlader hende i sensommersolen for at gå ind og lave frokost. Da jeg kigger ud af vinduet, er hun væk. Men denne gang løber jeg ikke efter hende i et febrilsk forsøg på at få hende til at blive. Jeg trækker bare på skulderen og lader det ske.

Uddrag fra min kommende bog Fortælling ved Vintersolhverv, som udkommet i løbet af 2017.

Tag godt imod efteråret. Bare lad det ske ❤

træetoglyset

By the Earth which is her body
By the Air which is her breath
By the Fire which is her bright spirit
By the living Waters of her womb
The circle is open
And yet unbroken
Merry meet and merry part and merry meet Again

– Gammelt keltisk vers –

Kærlig hilsen
Lene


vintercirklen-011116

Skrivelyst og længsel?

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen starter den 1. november 2016

Sammen skriver vi os igennem vinteren og den mørke den. Find indre ro og varme gennem ord og skriverier og lær både dig selv og vinteren bedre at kende, forankret i årshjulet og den naturlige cyklus. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted.

Der er nu åbent for tilmeldinger

Jeg har nu åbnet for tilmeldingerne, eftersom mange allerede stod på spring for at komme med. Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel og sidste år var der rift om pladserne.

Invitation til Vintercirklen finder du her, tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Når høsten kommer

kornmark

Mens jeg skrev mig ind i den kommende høst og høstarbejdet, både det indre og det ydre, steg fuldmånen op på himlen. Det var som om den klatrede op i et af de træer, der står i markskellet og skinnede som en lygte fra dets top. Jeg hilste på hende, fuldmånen og kom uvilkårligt til at tænke på sidste års høstfuldmåne, hvor jeg deltog i et shamanistisk fuldmånearrangement. Høstfuldmånen og lige netop det tidspunkt på året var et vigtigt og skelsættende tidspunkt på min indre rejse. Jeg var ikke så bevidst om det dengang, men i de dage og uger udførte jeg netop det indre høstarbejde, der nu forekommer mig så vigtigt.

”Jeg er tilbage ved tidspunktet for høstfuldmånen sidste år. Det var en smuk sensommeraften, en af den slags, hvor man kan skimte den fine streng af forbindelse til efteråret. En usynlig bro strakte sig i horisonten. Da jeg kørte af sted, hang solen stadig på himlen og landskabet var svøbt i gyldne tråde. En tyk duft af høstet korn og bål lå i luften og blandede sig med den forventning, der strømmede igennem mig.

Vi var i skoven, vi sad på nogle gamle stendysser og lyttede til skovens fortællinger. Vi stod i landet østen for sol og vesten for måne, vi indåndede magien og lod os opfylde. Vi gik hjem gennem tusmørket med månen hængende foran os som en himmellampe. Hun viste os vej. Skoven forvandlede sig og så helt anderledes ud nu, end da vi var gået ud. Træerne blev levende, fik ansigter og stemmer og sølvmusikken lagde et fortryllende skær over det landskab, vi ellers kun kendte i dagslys. Vi så den anden side. Senere var vi på trommerejse for at rådspørge månen. Jeg fløj med ørnen gennem natten, vores vinger var dyppede i sølv og trådene bandt os sammen. Vi fløj tæt på os selv og på månen. Der var helt stille, kun lyden af mit eget åndedrag og vingernes bevægelse lod sig høre. ”

Skriv om det

Senere skrev jeg om det. Jeg skrev mig ind i den visdom, jeg var blevet delagtiggjort i og jeg skrev mig ind i høsten som en slags evaluering af min sommer og det, der var gået forud. Det, jeg nu skulle lægge bag mig, for ingen kan gå videre ind i efteråret med en tung rygsæk fuld af sommer. Det, der var, visner. Det, der blomstrede, er nu i forfald. Men træerne bærer frugt dér i høsten, æbletræerne bugner og det er en velsignet gave at sætte tænderne i et saftigt æble af dem, der først på sommeren var smukke blomster på det æbletræ, jeg sad under. Det beriger mig i den grad bevidst at komme til stede i processen og forankre mig i den naturlige cyklus, som vi alle er en del af.

Høstarbejdet

Høstarbejdet.  Vi forbereder os til efteråret og den kommende vinter, vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. Vi gør os klar, vi lægger bag os og vi skiller os af med det, vi ikke skal have med os videre. Pludselig gik det op for mig, sidste år, hvor vigtigt det er at være nærværende i den proces, vi er en del af. Og i stedet for at begræde sommerens farvel og frygte vinterens kommen, hengiver vi os til de subtile toner af efterårs sang og visdom. Den særlige energi, fugten, de lange skygger og dagene, der langsomt bliver kortere. Mørket vokser og breder sine vinger, indtil det på et tidspunkt når helt ind i vinteren. Men netop fordi vi har været bevidste, nærværende og skrivende til stede på rejsen gennem efteråret kommer vinteren ikke bag på os. Den kommer som en gave, en velsignelse og som det naturligste i verden.

I mørket kan vi hvile, vi regenererer og bliver genfødt ved Vintersolhverv, hvor vi igen påbegynder rejsen mod lyset. Høstarbejdet gør os klar til den hvile. Vi slutter fred, vi gør os klar og vi giver slip.

Sidste år skrev jeg mig på vej gennem høsten og efteråret og brugte bl.a. fuldmånearrangementet til at hjælpe mig på vej. Og så gjorde jeg noget, som jeg siden hen har gjort med stor glæde og indre ro og indsigt til følge. Jeg lavede udesidning.

Udesidning

Udesidning er en oldnordisk tradition med shamanistiske rødder, står der, hvis man googler ordet. Det er en slags natlig udendørs meditation, hvor man bl.a. kan komme i kontakt med det hinsides. Men udesidning behøver ikke at være begrænset til en natlig aktivitet eller med det formål at komme i kontakt med det hinsides. Det er også en måde at kontakte sjælen, stilheden og naturen på.

Og udesidning skal ikke nødvendigvis vare i timevis eller hele natten. 1-2 timer i naturen på et roligt og fredfyldt sted, hvor man har ”naturen for sig selv” kan også gøre underværker. Også på skriverejsen.

Udesidning er for mig en meditation med åbne øjne, hvor jeg blot sidder roligt og alene og bliver en del af det hele. Jeg finder ofte et sted i mig selv, hvor der er dyb ro og hvor jeg kan høre min sjæls stemme. Men jeg sætter mig sjældent ud med en bestemt hensigt, selvom man også sagtens kan gøre det, hvis man altså ønsker sig bestemte svar og går ud med en intention om varselstagning.

Udesidning er en måde at forbinde sig med egen sjæl på, at skabe forbindelse og finde ro. Og både sommer og høst er perfekt til det, selvom man naturligvis kan sidde ude på alle tider af både døgnet og året.

Som regel er jeg rolig, fredfyldt og føler mig genopladet, når jeg har siddet ude. For som Mary Oliver siger det:

Sometimes I need only to stand, where I am, to be blessed.

Jeg glæder mig

Jeg nyder sommeren, men jeg glæder mig samtidig til høsten og det vigtige indre arbejde, der hører høsten til. Det arbejde, der styrker mig og gør mig klar til efteråret og vinter. Og så ser jeg frem til Høstcirklen og til at tage på skriverejse ind i høsten og efterårets særlige energi sammen med de kvinder, som allerede har tilmeldt sig. Baseret på den erfaring, jeg gjorde mig under mit eget høstarbejde sidste efterår og selvfølgelig i tråd med de andre skrivecirkler og ideen bag, har jeg skabt Høstcirklen, et skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og – længsel.

Når de lyse nætter ender

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

Høsten er også en fejring

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

The Deep Knowing

Jeg vil invitere til skriveøvelser, som bl.a. handler om at forbinde os til vores intuition og den verden af visdom, der findes i vores egen sjæl. Min egen sjæl hvisker om den dybe vished, der bor i os alle, ”The deep knowing”. En vished som kan styrke og dirigere os i den rigtige retning, i hjertets og sjælens retning. Udfordringen er bare, at denne vished ikke er tilgængelig og forståelig for den sunde fornuft og derfor kan vi være tilbøjelige til at overhøre og endda gå imod vores sjælens dybe vished.

Når vi øver os på at blive bedre til at lytte til vores intuition, den stille stemme og når vi lærer at forbinde os til den flod af visdom og kærlighed, der risler i os alle, får vi automatisk adgang til The Deep Knowing. Vi finder ud af, at vi helt bevidst kan vælge at sætte os ved vores livsflod og lytte til tonerne af den sang, der er vores. Også det vil vi berøre og skrive os ind i, når Høstcirklen stævner ud den 7. august.

Skab forbindelse

I Høstcirklen øver vi os på at skabe forbindelse med den visdom, der bølger i os og som kan navigere os i den retning, som hjertet ønsker. Vi lader intentionens og fortællingens kraft hjælpe os og samtidig forankrer vi os og forbinder os med høsten og efteråret. Vi bliver i nuet, det skabende øjeblik og finder ro i processen. For det er en proces.

Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme. Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Høstcirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem efteråret. Gennem skriveøvelser og afsæt arbejder vi bevidst med den energi, der er til rådighed på denne tid af året og forankrer os i nuet, det skabende øjeblik. De fleste skriveafsæt og øvelser har direkte relation til høsten, efteråret og den energi, der er til rådighed nu. Høstcirklen støtter og inspirerer dig i dit høstarbejde og på den indre rejse.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil også medvirke til større indre ro og fordybelse. Stress og rastløshed dulmes og kroppen falder til ro, når vi skriver os gennem årstiderne med forankring i det tidspunkt, hvor vi befinder os. Brug Høstenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter.

Du kan læse mere om HØSTCIRKLEN her. Flere kvinder har allerede meldt sig, men der er stadig ledige pladser og du skal være så hjertelig velkommen til at være med. Du vil lære at skabe rum, så fortællinger kan lande og støtte dig på din indre rejse.  Du vil åbne op for kreativitet, intuition og den indre visdom og vished, som min sjæl kalder ”The deep knowing”.

Lammas, høstfuldmåne og efterårsjævndøgn

Lammas. Høstfuldmånen. Efterårsjævndøgn. Høstarbejdet og rejsen mod vinteren. De fleste skriveøvelser har en direkte forbindelse til høsten, efteråret og forberedelsen til vinter.

Væk din indre fortællerske og sæt din skrivelængsel fri

Væk din indre fortællerske, kom, skriv og sæt din skrivelængsel fri. Lad det blive en god og givende høst, hvor du bevidst møder op og lader fortællingens kraft virke gennem dig. Du vil få støtte, coaching og kærlighed på din vej og masser af inspiration til din skriveproces og din indre rejse.

For pludselig er den her. Høsten. Efteråret. Og måske vil du, på samme måde som jeg gjorde det sidste år, stå i det åbne vindue ved fuldmånens skær og mærke, at du fryser. Luften er køligere nu, skarpere, men stjernerne funkler på himlen. Forsigtigt vil du lukke vinduet og krybe i seng, give slip på sommeren og sige tak. Du falder i søvn og når du igen vågner, er det efterår.

Nyd resten af sommeren og hvem ved, måske skrives vi ved i Høstcirklen.

Autumn is a second spring when every leaf is a flower.
– Albert Camus –

Kærlig hilsen
Lene

kornmark