Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Det er efterårsjævndøgn”, proklamerer gærdesmutte i forbiflyvende sang. Et fløjt, en strofe og jeg indfanges, løfter hovedet og ser den lille fugl flyve tæt over græsset på marken, hurtige, smidige bevægelser, vingerne løfter den lille fugl højere og snart er han borte igen. Efterårsjævndøgn, det er sandt. Dag og nat er lige lange. Lys og... Continue Reading →
Fortællersken Det Magiske Univers er et intuitivt skriv-selv kursus for kvinder. Varighed 4 måneder. Vælg selv din startdato i perioden 1. oktober til 31. december 2026.
Jeg er flyttet, siden du læste om mig sidst og det er blevet efterår. Mit sted er hemmeligt, det findes ikke online og kan ikke ses på noget kort. Det kan ikke overvåges elektronisk og ingen andre kan finde herhen. Det er her, jeg bor nu. Mellem træerne i skoven, på tidlige morgener, når lyset... Continue Reading →
Hun rækker mig sedlen med sætningen. Landskabet er grønt, frodigt efter regnen, men i periferien danser gyldne farver i blødt lys. Det er efterår, vi er på vej mod balancepunktet ved efterårsjævndøgn. Rolig, jeg har fundet hjem til mit hjertets havn. Et sted, jeg aldrig ønsker at forlade igen velvidende, at det kræver nærvær og... Continue Reading →
Her slutter fortællingerne fra Daggryets Ø. I de kommende dage åbner et rum sig, der er så tomt som det kan blive. Et rum, der er klar til at modtage dem, der kommer og de fortællinger, der vil folde sig ud. Slutningen er en ny begyndelse. Mellem dem er en tærskel. Gwenllian hjælper med at... Continue Reading →
Der er stille på øen, en harmonisk rytme af bølger og vind. Om morgenen ligger fugten som en tyk dyne over landskabet, duggen er kølig og beklædt med edderkoppespind. Jeg sover længere nu og opdager, at jeg i flere dage er gået glip af daggry. Men daggry er ikke gået glip af mig. Dawn holder... Continue Reading →
Nu vender hun sig om. For første gang sker det, jeg står bag et af grantræerne med udsigt over stranden. Blandt hybenbuske med modne frugter, røde, orange, som himlen, der åbner sig. Nu vender hun sig om, halvt skjult bag det lange hår, svøbt i sin lilla kåbe. Fløjl, tænker jeg eller silke. Men det... Continue Reading →
Daggry har månerester og dis. Lyset er helt specielt, jeg træder ud af min hytte på bare fødder og bader i fugt. Så skete det, jeg stod på tærsklen og så det ske. Et vidne til sommerens farvel og efterårets ankomst. Jeg mærker efter, lettelse, en følelse af noget nyt. Fugten gør mine fødder kolde.... Continue Reading →
”Jeg hjælper dig med at rydde op” svarer vinden, som blæser kraftigt fra øst. Det larmer i huset, det buldrer og brager. Jeg udsætter det, men ved at jeg er nødt til at gå ud. I blæsten. Langs hegnet mod øst, jeg har kasket og solbriller på og ønsker, at jeg havde sat mit lange... Continue Reading →
”Slap af” hvisker fyrtårnets ånd, ”du kan ikke stoppe det, men du kan heller ikke få det til at ske. Faktisk er du helt overflødig. En overflødighed, der sætter dig fri til at opleve, hvis du bare tillader og lader det ske. Din egen udfoldelse. Daggryets lys. Det sker helt af sig selv, når du... Continue Reading →
