Alkymi ved skrivebordet

 

Stille morgen, dæmpet lys og en dampende varm kop te. Tid til at tune ind, tid til at lytte til det, der rører sig i mig lige nu. Papiret lytter, jeg lytter og noget, som er større end jeg lytter med. Jeg lytter og skriver det, jeg hører.

Udenfor ånder alt fred, vinden er stille, næsten lydløs, selvom det begynder at rasle i bladene. Lyset skifter og bliver en smule skarpere i horisonten mod øst. Det er stadig efterår, men ganske snart tager vinteren over.

Jeg kan høre hende ånde i kulissen, jeg kan mærke hendes skridt i undergrunden:
Snart. Samhain. Vinter. Snart.

Simregryden

Det simrer i den store gryde, hvor jeg har lagt ord, tanker, følelser og impulser i. Det, som ikke er formgivet endnu, men som er undervejs. Det simrer, pulserer og dufter, men det er ikke helt klar endnu, det blogindlæg, som jeg har intention om at skrive; om min nylige efterårstur til Sverige, glenterne og gæstebogen. De følelser, der opstod, da jeg læste i gæstebogen, alt det, der rørte og berørte mig.

Men måske var gæstebogen blot et led i min egen indre proces, som fik mig til at indse livets forgængelighed. De eksistentielle tanker, som veninder i overgangsalderen har fortalt om og som jeg ikke havde erfaret endnu, dukkede op lige dér. Så jeg lå i mørket, mens vinden dansede og grenene bankede på vinduet og mærkede, hvordan tiden flød igennem mig. Der var tårer, der var sorg, men det var ikke sørgeligt. Det var noget andet, noget nyt, anderledes og blødt i formen.

Gæstebog, glenter og det bløde mørke

En bro i disen, en vej ind i noget andet. Overgangsalder og efterår. Måske står jeg stadig et sted på broen, halvt dækket af disen og begravet i visne, nedfaldne blade. Fugten kærtegner min kind, en tåre slippes og smelter sammen med omgivelserne. Noget er undervejs. Jeg er undervejs. Det, der skal skrives og formuleres om gæstebog, glenter og det bløde mørke, er ikke helt klar endnu. Det kommer, når det er klar og når jeg er klar.

Vi skriver i livet

Men det betyder ikke at jeg ikke kan skrive. Mens simregryden af ord og stemninger står på komfuret og på helt lavt blus gør sig selv færdig og klar til at blive modtaget, sætter jeg mig ved skrivebordet og skriver lidt af alt det andet, som rumsterer. For det er sådan, det er på skriverejsen. Vi skriver i livet og dypper pennen i det, dér er.

Alkymi

Sødme. Sorg. Dit liv og mit liv. Omstændighederne. Rammerne. De små øjeblikke af ”noget andet” Det smelter sammen, det er alkymi. For vi skriver i livet, vi skriver ikke udenfor livet.

Det er nok en af de vigtigste lektioner på skriverejsen. Vi skriver i livet. Det er en illusion at tro, at det at skrive er noget separat og løsrevet fra det liv, vi lever. Tværtimod. Vi skriver i livet, vi møder op og viser, at vi er villige, at vi siger ja og at vi har hørt og mærket skrivelængslen. I vores fremmøde udviser vi tillid og vi er klar over, at der ikke sker noget, før vi møder op og rent faktisk skriver. Så simpelt, så svært. Og når vi skriver, danser vi med det hele.

Vi skaber rum til at skrive og være med os selv og ordene på trods og i overensstemmelse med. Vi skriver det, der er og lader det forvandle sig i processen, så processen kan forvandle os.

Vemod, melankoli og mørke

Vemodet, melankolien og det tiltagende mørke har et budskab til os. Hver især. Vi lærer at acceptere sårbarheden og betragte den som grobund for forvandling. Vi lærer os selv at kende som efterår med alt, hvad det indebærer. Når du fortæller processen, så fortæller processen dig og forvandlingen, forandringen, sker næsten helt af sig selv.

Alkymi ved skrivebordet

Vi tager det med til skrivebordet, smerten, sorgen, hverdagen, glæder og frustrationer. Vi tager det med og vi dypper pennen i det, også når vi har åbent døren til det magiske rum og er gået ind. Det smelter sammen. Livet og magien. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Det er alkymi ved skrivebordet.

Vi sidder med os selv

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

Vi giver os selv lov til at skrive det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og tilsyneladende meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:
“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.”

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og guide os på vores vej. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen anstrengelser. De flyder og risler som små kilder, floder eller bruser som vandfald og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret, vinteren og den mørke tid støtte dig

Har du skrivelængsel? Er det din tid nu? Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det.  Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015.

En vinterrejse i ord og stemninger

I disse dage arbejder jeg videre med velkomstbrev, skriveafsæt og øvelser til skrivegruppeforløbet Vintercirklen, som starter den 1. november. Jeg skaber rum. Jeg gør klar. Det er anden gang, jeg skal holde rum for Vintercirklen og netop den skrivecirkel har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har nemlig vished om, at vinteren og mørket har helt særlige gaver med til os, når vi møder op, gør os modtagelige og via vores intention begiver os ud på vinterrejsen i ord og stemninger.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Du finder invitationen til Vintercirklen her. Hvis du kan mærke, at du skal være med, så tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Vi starter om en uge, den 1. november og de fleste pladser er nu booket, MEN mon ikke, der også er en plads til dig, hvis du kan mærke at det skal være sådan?

Kærlig hilsen
Lene

Fik du læst “Mørkets gave”?

Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Mørket er en gave. I Mørkets gave fortæller jeg mere om mørke, melankoli og om, hvorfor en depression også kan være et kald fra sjælen. Du får også et par ideer til, hvordan du kan holde mørkning og så fortæller jeg mere om, hvordan de gamle keltere fejrede mørket og så det som en vidunderlig og berigende del af året.

Snart. Samhain.Vinter. Snart.

autumn-mist

Mørkets gave

frozenlake_winter

Det er efterår og rejsen går langsomt mod vinter. Et skridt, en dag af gangen, men det er uundgåeligt og en del af den naturlige cyklus. Jeg mærker et strejf af velkendt melankoli, selvom jeg faktisk sætter pris på efteråret, vinteren og de skiftende årstider. Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned og gå lidt i hi. Mørket, vejret, de korte dage og lange, mørke aftener. Det er ikke en forbandelse, det er en velsignelse.

Melankolien hører med

Melankolien hører vinteren og den mørke tid til. Sådan har det i hvert fald altid været for mig. Tidligere forsøgte jeg at flygte fra de mere dystre toner, der dukkede op i mig selv på denne årstid og som spejlede sig i tåge og vintermørke. Som ude så inde.

Kvinde, din depression kan også være et kald fra sjælen

Jeg forsøgte at flygte fra det, jeg søgte ud og gjorde mig travl og uopnåelig, men jo mere jeg kæmpede imod, desto stærkere blev de lange fangearme. Jeg blev holdt fast. Jeg faldt, sank og det var, som om jeg aldrig helt kunne nå bunden. Der var bare mere mørke og jeg følte mig fastlås i min indre kamp og mit mørke. Blandt andet derfor har jeg tidligere haft flere depressioner. Først langt senere har jeg fået en dyb forståelse af, at mine depressioner var et kald fra sjælen.

Depression stops time and one settles into one’s own waters as a sailing vessel without wind and one sinks into one’s own depths. Depression comes as a gift asking that a woman recognize her own substance and trust it as the quiet, steady voice of her own truth.

Depression serves a woman as it presses down on her, forcing her to leave behind that which was not of herself, which had influenced her to live a life alien to her own nature.

– Judith Duerk –

Mørke gjort af kærlighed

Nu kæmper jeg ikke længere, jeg har lært at hengive mig og jeg ikke alene accepterer mørket som en naturlig del af livet, jeg har endda lært at elske det. Mørket.

Jeg har lært mig selv at være i det, navigere i det og nu sætter jeg stor pris på den mørkere del af året. Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Når tid er.

Gør som naturen

Naturen har helt sin egen måde at vise os på, at det er tid til at sætte tempoet ned. Det er tid til fordybelse, til at nære os selv helt inde fra og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, så hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig bag den dunkle facade.

Stunder af nærvær

Det er tid til stearinlys, dampende varm te, suppe og stunder af nærvær med os selv og den længsel, vi har haft så længe, vi husker, og som rusker i os som vinden i træerne. Den vækkes i små ryk, når vi læser noget, der giver genklang, noget andre sjæle har skrevet og som umiddelbart skaber resonans i egen sjæl. De ord kunne have været mine, tænker vi, eller de ord må være til mig. En underlig sødme fylder os, men samtidig har den en bitter sorg med sig, fordi vi ikke selv helt tør hengive os til det, der rumsterer indeni.

Træk energien hjem

Den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, følg med lyset og put dig, når mørket kommer. Hvorfor ikke holde mørkning og fejre mørkets kommen med en stille stund i meditation eller i kontemplation med skriverier i stearinlysenes skær? Bare være i tusmørket, der kommer snigende, når dagslyset gradvist forsvinder. Den gammeldags måde at holde mørkning er at sidde stille inden døre uden tændt lys, mens aftenmørket falder på.

Mørkningstimen

Du kan skabe helt din egen mørkningstime. Måske har du lyst til at gøre det på helt traditionel vis og sidde uden elektrisk lys eller lys i det hele taget og bare være. Meditere eller simpelthen bare betragte, hvordan lyset forsvinder og overgiver sig til mørket og aftenen. Det sker helt uden modstand, de bytter bare plads, dagen og natten. Og at mørket er længere og dybere om vinteren er ikke en tilfældighed.

I skumringen kommer stilheden sejlende og åbner sin dør for dig. Det er en magisk time, skumringstimen.

Mediter, skriv eller gør ingenting – timen er din

Du kan også meditere 10-15 minutter, en stilhedsmeditation eller til blid musik, og herefter langsomt komme tilbage til rummet, hvor du tænder stearinlys og måske lidt røgelse og sætter dig ved skrivebordet med din notesbog. Jeg har før skrevet om aftensiderne, du kan læse om dem ved at klikke på linket. Her møder du dig selv og tager afsked med dagen, der gik. Du renser dig ved at skrive om det, der er, du forankrer dig i nuet og går ind i aftenen på en roligere måde. Du hengiver dig til din dedikation om at møde op og skrive lidt hver aften, hvis det altså er din intention.

En hellig stund i skumringen – du giver dig selv

Der er en helt særlig energi og stemning i skumringen eller mørkningstimen. Måske er det her, du har lyst til at konsultere din sjæl og spørge den til råds og simpelthen bare lytte dybt til den stille stemme. Det kan være, at der dukker vers og poesi op eller også har du bare brug for at sidde stille og skrive de ord, der nu kommer. Lad det være en hellig stund, som ikke afhænger af, om du skriver to ord eller flere sider. Det er en tid og en time, du giver til dig selv og den indre stilhed, det er et frirum og et nærvær med det, der er. Det kan også være her, du møder din skrivelængsel og spørger: Hvad er det egentlig, du vil fortælle mig? Eller. Hvad mon der er af historier og fortællinger til mig?

girlshaman_bonfire

De gamle keltere og mørket

Måske har hørt mig skrive det før, men jeg er en keltisk sjæl. Det har jeg altid vidst, jeg har følt mig både draget og forbundet med den keltiske tradition og jeg har haft drømmesyn og andre forunderlige oplevelse om ”der var dengang”. Lige fra barns ben har jeg interesseret mig ualmindeligt meget for både Irland, Wales og Skotland og de gamle keltiske traditioner, jeg har læst og studeret bidder og brudstykker af den keltiske tradition og historie og derfor har jeg også boet to år i Skotland. Jeg føler mig draget.

Samhain og Halloween

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket og døden. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede. Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage. De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Og i øvrigt stammer ordet spøgelse på engelsk, Ghost, fra det tyske ”geist” som oprindeligt var en ånd af en afdød, som var inviteret til Samhain fejringen.

Tak for mørkets gave

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

Der er gjort et stort nummer ud af uhyggen omkring Halloween og i det hele taget er mørket ofte noget, mange af os frygter. Det er blevet genstand for noget dårligt, farligt og ildevarslende. Vi løber skrigende væk fra mørket i os selv og vi frygter vinteren, der er så lang.

Men hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de vigtige døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Hvis du spørger mig, er Samhain et vigtigt tidspunkt på året, som virkelig er værd at fejre og skrive sig ind i.

VINTERCIRKLEN

 Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os.
Og skriver om det.

Kom og vær med på en magisk ordrejse gennem vinteren i VINTERCIRKLEN

solhvervscirklen

Der er desværre ikke flere ledige pladser i Vintercirklen, som starter den 1. november, men fortvivl ikke, hvis du gerne vil være med i et skrivegruppeforløb, som hylder vinteren, mørket og skriver fra den særlige energi, der er til rådighed i vinterhalvåret.

I begyndelsen af januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Stilhed og mørke

magiskfortaellerkabe

Mens jeg barsler med et nyt blogindlæg om efteråret og en forunderlig gæstebog, som stammer fra dette års ferietur til Sverige, får du her en fortælling, som jeg skrev i og om Oktober sidste år.

”I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er efterår nu, rejsen går mod vinter, det uundgåelige mørke, der må komme og beskytte det, du nu har valgt at tage med dig videre. Men der er stadig noget at give slip på. Der er stadig flere blade på træerne, ja de gule, brune og de smukke røde, men også dem må du lade gå.”

”Jeg ser et sørgmodigt blik glide over dit ansigt, jeg ser din modstand som en trods og en smerte. Noget må blive tilbage, tænker du og betragter det røde blad, der så perfekt hænger dér og gør dig tryg. Men ser du, end ikke det blad kan du beholde. For når vinterens første storm har vist sit sande ansigt og tilsyneladende ubarmhjertigt kastet sin renselse over det, der var, må du sande at det sidste blad faldt. Også det smukke røde. Først da er du fri. Først da har du alt.”

Jeg nikker, men jeg ved egentlig ikke om jeg helt forstår det. Hvorfor kan jeg ikke bare beholde et blad? Er der virkelig ingen træer, som får lov at beholde et blad eller to, nogle, der ligesom skjuler sig for vind og vejr og bare får lov at være? Men hun ryster på hovedet, det er vist ikke meningen og det er ikke noget, jeg skal ønske mig. Alvorligt ser hun på mig gennem dybbrune øjne, hun er som skovbunden i den mørke granskov.

Lad det hele gå og du vil have alt tilbage.

Jeg troede, at det var slut med at møde månederne på den måde, men pludselig dukkede hun op i en park. I Småland. Da jeg mindst af alt ventede det, gav hun sig til kende på det mest overraskede sted og i en mundering, som jeg på ingen måde havde forestillet mig. Hun lignede ikke den Oktober, jeg kender fra tidligere, hun havde forandret sig og hendes smukke efterårskrop var klædt helt i hvidt. Fra top. Til tå. Et usædvanligt valg, for hører den hvide farve ikke sommeren til, er den ikke forbundet med luftige sommerkjoler og lagner, der hænger til tørre i vinden.? Duften af vasketøj smelter en streng af modstand i mig, jeg er pludselig tilbage på en grøn sommereng, hvor alting blomster i lyset fra solen.

Men det er efterår nu og derfor undrede det mig, at hun stod dér i hvidt. Højt til vejrs på en træstamme dansede hun med himlen og det træ, der fuld af latter bøjede sig over hende og raslede med sine høstblade. Rød, orange, gul og brun, det var en farvelade af strålende energi og glæde. Hendes arme var strakte mod himlen og fingrene dansede i glidende bevægelser. Alt ved hende rørte sig og berørte mig.

”Oktober?” udbrød jeg og mærkede en tåre i øjenkrogen. ”Er det virkelig dig? Her?”

I en park i Småland dukkede hun op og lige dér vidste jeg, igen, alt alting er som det skal være. Jeg er mit eget efterår og selvom det gør ondt, må jeg lade det sidste blad falde, når tid er. Den sidste illusion om, at man kan holde fast på noget, der ikke er evigt, men som må indgå i den naturlige cyklus og symbiose.

“Det er som musik”, siger hun nu og ser på mig over kaffekoppens kant, den smukkeste komposition, men også den har en finale og så er det slut. “Stilheden kommer efter”, hendes stemme ændrer sig pludselig til en kildrende hvisken og hendes brune øjne bliver sorte som natten. Men det er en smuk form for sort, som et beskyttende mørke og jeg rykker lidt nærmere for at få varmen dér, hvor jeg mindst af alt ventede at finde den. “Stilheden og mørket, min ven”, hun klapper mig på hånden og hendes læber åbner sig i et kærligt smil.

Stilheden og mørket. Jeg nikker, det er svært at kapere, jeg kan mærke at det trækker i hele kroppen, men jeg overgiver mig. Først er overgivelsen en mental beslutning og jeg ved af erfaring, at det langt fra er nok, men det starter ofte dér. Herefter er overgivelsen en proces, som på mange måder spejler sig så fint i det efterår, der nu uden hverken tøven eller hastværk går mod vinter. Kragerne sidder i hegnet i den første morgenstund, misser med øjnene mod lyset og kaster et blik mod det vindue, hvor en søvnig kvinde stikker hovedet frem og siger god morgen.

”Kommer I også med vinterhistorier” spørger hun forsigtigt og lader en hånd glide gennem sit uglede hår. Tanken gør hende tryg og hun ser forventningsfuld på dem. Særligt en krage har hendes opmærksomhed. Han hedder Harald.

Og det er da også ham, som svarer, men det gør han uden ord. Han vender sit hovedet og ser på hende gennem det tidlige morgenmørke og gør så et tegn, hun ikke er i tvivl om. Det er som varselstagning, hun havde en intention, en hensigt, med sit spørgsmål og hun fik sit svar. Harald er en klog fugl og jeg er taknemmelig for at kende ham, siger hun til sig selv, mens hun folder hænderne som tak, mumler en bøn og forlader badeværelset for at gå helt ind i morgenen.

Og du er en klog kvinde, fordi du spørger, synger vinden.

Udenfor danser Oktober og det er ikke kun i parken i Småland, at hun byder op til dans. Gå ud, gå ud i vinden og vejret og mød hende dér, hvor du er og hvor du mindst af alt venter det. Lad det være en intention i hjertet, at du gerne vil have helt dit eget efterårsbudskab og lyt så til efterårets sang. Lyt så dybt at du bliver den sang. Og syng så!

* * *

Læs også gerne NÅR VINDEN DANSER – om sjælens indsigter, tomrum, naturen, pauser og svar der kommer, når vi giver slip og bare er, som vi er skabt til at være. Fra min tur efterårstur til Småland 2015.

Vintercirklen

Til dig og din skrivelængsel – Vinteren og mørkets gave

Vintercirklen er et skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt, får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord kærlig vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser eller hvor, du vil. Du skal ikke begive ud i stormvejret eller gennem sneen, som de andre i skrivecirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt og som gør dig godt. Men vi deler, beriger, støtter og løfter hinanden i et fælles rum, som jeg skaber og holder til formålet.

Jeg vil komme med ideer til, hvordan du kan skabe dit eget hellige skriverum og dedikere dig. Du vil blive inviteret til indledningsvis at formulere en hjertelig intention med skrivegruppen og forløbet. Du vil lære, hvorfor din hjertelige intention og din dedikation er magisk. Blandt andet.

Mere information finder du i invitationen her.

Vinteren, naturen og mørkets magi

Hver måned modtager du et nyt sæt skriveøvelser og opgaver, som er forankret i årstiden, naturen og mørkets magi.

Naturlig visdom, nærvær og stilletid

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. I stedet for at flygte eller begræde den mørke tid, hylder vi mørket og den tid, der er som skabt til sjælelige sysler og så skriver vi. Blandt andet. For forløbet vil også omhandle nærvær og stilletid, det vil indbyde til kærlig omsorg for dig selv via små mindfulness øvelser og meditationer. Og mørkning.

Der vil dukke styrkende mantraer op undervejs og du vil i det hele taget blive beriget med vinterlig inspiration, visdom og styrke. Og til din store forundring vil du opdage, at det meste kommer fra et sted dybt i dig selv. Fordi du kom. Fordi du sagde ja, mødte op og skrev. En inderlig sårbarhed og styrke som er helt i tråd med vinteren og mørkets budskab.

Og du vil skrive.

Er din tid kommet? Er det din tur til at tage på en vinterlig skriverejse og lære både dig selv, vinteren og mørket bedre at kende? Lade fortællingens kraft støtte og løfte dig og i cirkel med andre skrivende kvinder skrive dig gennem vinteren og uden at du ved af, skrive helt din egen vinterbog med ord, som støtter, løfter og forvandler dig. Over tid. I processen.

Det startede med Vintercirklen … og nu er vi snart tilbage igen

Vintercirklen var et tilløbsstykke i 2015 og pladserne blev hurtigt booket. Det er en glæde at hengive sig til mørket, vinteren og at skrive om det. Og i år er jeg et års erfaring rigere, så der vil være endnu mere skriveinspiration, mindfulness og naturvisdom at koble dig på. For hold da op, hvor har jeg selv lært meget ved at skriverejse gennem året med en flok skønne, vise kvinder. Det er summen af den læring og visdom, der nu får lov til at cirkulere videre i kommende skrivecirkler og forløb.

Tak til alle jer, som var med. Tak til alle jer, som kommer.

Det startede med Vintercirklen og snart er vi tilbage igen. En ny Vintercirkel kan begynde.

By the Earth which is her body.
By the Air which is her breath.
By the fire which is her bright spirit.
By the living Waters of her womb.
The circle is open.
And yet unbroken.
Merry meet and merry part and merry meet again.

– Gammelt keltisk vers –

Du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

magiskfortaellerkabe

 

Fortællingen om Forladthed

Den første efterårskuling er drevet ind over landet. I det sidste døgns tid har det blæst, men mærkelig nok er det ikke koldt. Temperaturerne er tocifrede. Jeg tager mig i at savne det rigtige efterår, hvor vinden bider i kinderne og nærmest blæser mig om kuld. Hvordan kan jeg dog længes efter det? Måske er det fordi, at jeg instinktivt fornemmer nødvendigheden af at få renset luften og at få lukket døren til sommer fuldstændigt. Jeg er videre nu, jeg er ovre broen. Jeg er efterår.

På skrivebordet står mit efterårsalter. Kastanjer, røde blade, fjer og tørrede bær slutter cirkel rundt om fyrfadslyset, som jeg har tændt. Udenfor er dagen endnu dunkel, skyerne ligger som et gråt tæppe over landskabet og fuglene svæver lydløst forbi. Underligt nok er her stille, selvom vejret er uroligt. Et paradoks ligger i luften og ligner et spørgsmålstegn. Jeg trækker vejret dybt og forholder mig afventende. Indeni er der ro.

At føle sig forkert og uelsket

Der opstår hele tiden noget nyt og samtidig urgammelt i skrivecirklerne. De samme temaer dukker op hos forskellige kvinder, som er på forskellige steder på deres rejse. Nogle bliver ordløse og oplever tomrummet, rummet uden svar og i går opstod en tråd om ikke alene tomrummet, men også om at føle sig forkert og uelsket. Det kender jeg også. Forkertheden. Følelsen af at være uelsket. Og forladt.

Da jeg skrev om det i vores udveksling i Høstcirklen, kom jeg i tanke om en fortælling, jeg skrev sidste år. Det var på et svært tidspunkt på min rejse. Jeg var stadig i sorg over tabet af en ven, et venskab, som forliste med et brag. Der var intet fyrtårn til at lede venskabet på rette vej, for senere skulle det vise sig, at det var meningen, at det hele skulle gå i stykker og blive smadret til pindebrænde mod de skarpe klippeskær. Bølgerne gik højt. Det er en anden historie, men det var sidste år ved denne tid, ja nok lidt tidligere, det var stadig sommer, men det er underordnet. For fortællingen handler om forladthed og de følelser, som kvinden i Høstcirklen beskrev. Den får du her:

WomanForest

Fortællingen om Forladthed

Det er så nemt at fare vildt. Selv er jeg faret vild utallige gange på min indre rejse. Stødt på steder i mig selv, hvor tørken har brændt huller i sjælen og fortabtheden har været som brænde på bålet. En næsten uudholdelig følelse af forladthed.

Forladtheden har sin helt egen dans. Hun kommer snigende, når man mindst af alt venter det. Og følelsen er så intens, at man kun har en umiddelbar impuls. Flugt. Flugten ruller sin røde løber ud, frister med alt det, der før føltes godt. En tur i byen, shopping, et møde på café, alt for at dulme smerten og undgå den intense følelse af fortabthed. Et lækkert måltid, et godt glas vin. Og hvis smerten holder ved, er det sandsynligvis fordi man trænger til at komme ud. Længere væk. En rejse til et kraftfuldt sted, et retreat eller en vandring. Tanken om at være pilgrim er tiltalende, for pilgrimme er ikke forladte, de har selv valgt den ensomme vej mod målet på den anden side. Og det kunne jo være, at man mødte nogen undervejs. En medrejsende, en anden sjæl, som også var på vej ud for at finde sig selv, finde tilbage til det sted, hvor livet er udholdeligt og man mærker en subtil forbundethed, der giver dyb indre ro.

Forladthed er en ubuden gæst. Hun spørger ikke, om man er hjemme og om man har lyst til besøg. Hun går direkte ind som om der ikke fandtes en dør. Og hun lader døren stå åben, så en iskold luft rammer rummet som et kuglelyn.  Hendes stemme er indsmigrende og kølig. Venter ikke på svar, men taler uafbrudt. Sårbarheden smyger sig om en, man føler sig kold og nøgen. Fingrene er iskolde, vinden rusker i håret, døren står jo åben og kulden når helt ind. Det rum, der før var så lyst og fuld af kærlighed, er nu klamt og mørkt.

Impulsen rammer umiddelbart. Lyst til flugt. For ingen kan rumme en følelse så skarp, en ensomhed så mørk og dyster. Rastløsheden kommer buldrende og vil lege med, skarp forfulgt af Tomhed og Tvivl. De er tvillinger, de to, og færdes altid i hinandens nærhed.

Det er så nemt at fare vild. Det er så nemt at blive overrumplet af følelser, der har til hensigt at forpurre rejsen og skabe oprør i de indre farvande.

Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl.

”Følelserne er din ven. Et budskab fra din sjæl. Der er noget, den vil fortælle dig, men den kan ikke få ørenlyd”. Stemmen hvisker som en vind fra øst. Mærkeligt, tænker jeg og må så smile lidt. For mit indre er opfyldt af hæsblæsende dans, hvor stemmerne taler i munden på hinanden. Resultatet er en dyb indre uro og et sted, hvor jeg næsten ikke kan holde ud at være. Jeg er i fuld gang med at udtænke en snedig plan, der skal frelse mig fra mig selv og de følelser, der buldrer som bål indeni.

Jeg hører stemmen, før jeg ser fuglen og den velkendte lyd af venskab rammer mig. Giver mig mod til at trække vejret så dybt, så jeg i et kort øjeblik igen kan se klart. Tankerne forstummer om end kun for en kort bemærkning, men nok til at jeg stopper op og træder et skridt tilbage. Indser, at jeg er på vej ud af en sti, som på ingen måde har noget med min vej at gøre. Jeg er i færd med at fare vild. Igen.

”Undskyld. Ørn?” Jeg stormer hen til vinduet og åbner det på vid gab. Blikket søger mod øst, ser skydækket og træerne i skellet. Afsøger området, næsten febrilsk efter et livstegn fra det sted, hvor stemmen kom fra. Så ser jeg hende. Uden en lyd kommer hun sejlende ind over træerne og sætter kursen mod huset. Et dybt suk af lettelse kysser min kind.

”Følelserne. Dem, du skriver om, dem du mærker og er klar til at flygte fra. De er din ven. Et budskab fra sjælen.” Hun lander forsigtigt i det åbne vindue og sætter sig til rette i vindueskarmen. Lyset indrammer hende bagfra og hun ligner en engel i forklædning, som hun sidder dér. Mit hjerte hopper i brystet og jeg ved ikke, hvad ben jeg skal stå på. Selvom jeg har hørt det før. Utallige gange. Og selvom jeg endda godt ved det, det med følelserne. De er sjælens sprog. Følelserne. Intuitionen. Og det paradoksale er, at jeg har masser af begge dele. En sand overflod af den slags signaler. Men det er mig en gåde, hvordan jeg kan glemme det gang på gang.

”Du er et menneske. Mennesker glemmer. Det er en del af vejen.” Hun smiler overbærende og lader kærligt sit blik hvile i mit. Det er som om vi smelter sammen for en stund og en dyb sø af ro breder sig i mig. ”Det handler om at vende tilbage igen. Igen og igen. ”

”Men hvorfor så mange følelser. Og hvorfor så intense?”

Min stemme er lettere desperat.  Jeg kan godt selv høre det og mærker igen rastløsheden for en kort bemærkning. Så gribes jeg af det, hun forsøger at fortælle mig og indstiller mig på at lytte. Trækker en stol hen til vinduet og sætter mig foran hende i et forsøg på at mønstre dyb koncentration og nærvær. Det her er et vigtigt øjeblik. ”Fordi du ikke lytter. Og fordi du lader tvivlen sætte dagsordenen. Men hør nu her. I aften, når du har spist og ryddet op, så klæd dig varmt på og sæt dig ud. Sæt dig stille et sted i naturen og plant dine fødder i jorden. Træk vejret dybt og mærk, hvordan kroppen efterhånden slapper af og tankerne bliver mere stille. Sæt dig med Forladthed. Bliv i følelsen uden at flygte. Bare sid og mærk, hvordan det føles. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. Du kan lukke dine øjne og meditere. Eller du lade blikket hvile i horisonten, finde et objekt at betragte. Og sid så bare. Helt stille. Bare dig og naturen. Og lyt så til, hvad Forladthed har at fortælle.

Udesidning

Som sagt, så gjort. Jeg takkede ørnen og så hende flyve tilbage i samme retning, hvorfra hun var kommet. Jeg lavede aftensmad, jeg spiste og så fandt jeg noget varmt tøj frem. Den store trøje, de gamle støvler og et uldent tæppe. Et tørklæde i halsen, for vinden var kold i aftes. Jeg tog en klapstol med og begav mig så ud. Fandt et sted, hvor jeg umiddelbart følte mig godt tilpas og satte mig ned. Jeg gjorde som ørnen havde sagt, jeg trak vejret dybt og mærkede, hvordan kroppen efterhånden slappede af og tankerne blev mere stille. Så sad jeg med mig selv, naturen og Forladthed. Eller, det havde jeg forestillet mig, at jeg skulle. Men på forunderligvis var Forladthed forsvundet. Tilbage var kun en tiltagende indre ro og en dyb følelse af, at jeg havde gjort det rigtige. Ingen flugt. Intet selskab. Kun mig selv og de følelser, der hele dagen havde danset i mig og gjort mig trist og tom. Jeg mediterede lidt. Så åbnede jeg forsigtigt øjnene og betragtede en sky, der lignede en munter fløjtespiller. Jovialt banede han sig vej over himlen og spillede sin musik.

Det varede ikke længe, før jeg hørte den. Min indre stemme. Sjælens stemme. Jeg lyttede uden anstrengelse og mærkede straks en dyb følelse af forbundethed. Lige dér på min stol, iført støvler og trøje, siddende i aftenlyset. Og sjælen fortalte mig om Forladthed og jeg forstod instinktivt hvad det handlede om. Måske havde jeg haft det på fornemmelsen, men jeg var så overrumplet af mit eget tordenvejr, at jeg ikke kunne høre det.

Forladthed. Følelsen af Forladthed handler ikke om, at du er blevet forladt af andre. Følelsen opstår, når du har forladt dig selv. Forladt din sjæl. Jeg nikkede. Genklangen var som sød musik og lyden af min egen sjæls stemme gav mig alt det, jeg havde længtes efter. Væk var følelsen af forladthed og tomhed. Jeg stillede forsigtigt nogle spørgsmål, der lå mig på sinde og lyttede så efter svar. Og svarene kom. Uden tøven, men på den blideste og kærligste måde fik jeg det at vide, som jeg trængte til at høre. Uden drama eller løftede pegefingre men i et indre brusebad af kærlighed.

”Sig mig engang, søde sjæl, hvordan forbinder jeg mig igen”, hørte jeg mig selv spørge. ”For jeg er efterhånden udmærket klar over, at det er menneskeligt at fare vild og forlade sig selv”.

Svaret kom på engelsk. Det er min sjæls sprog. Og jeg vil ikke oversætte ordene her, men blot skrive dem, som de kom. Jeg spurgte også, om ordene var til mig alene. Sjælen rystede på hovedet. Ordene er til os alle. Alle os sjæle, som er på rejse, som søger og som gerne vil lære. De er ikke forbeholdt en, de er forbeholdt alle.

”When you trust, you connect”.

Jeg sad ude i næsten to timer. Jeg sad i stilhed og jeg sad i dyb indre ro. Jeg mærkede hvordan alt det, jeg havde søgt og forestillet mig kunne findes i det ydre, altid brænder som en indre flamme i mig selv. Jeg så solen glide ind og ud mellem skyerne på sin rejse ned i vest. Jeg så en fugl lave opvisning i luften over mig og jeg hørte myg summe og græsset gro. Først da kulden nåede min krop og jeg begyndte at fryse, rejste jeg mig og gik langsomt tilbage til huset. Et skridt af gangen. Tankerne var stille, kroppen var afslappet og dybt i mig hørte jeg lyden af min egen sjæls kærlige stemme.

”When you trust, you connect”.

Jeg var ikke længere forladt. Jeg var forbundet.

Fortællingen om Forladthed vil indgå i min bog “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017. I skrivende stund er jeg endnu i sporlægningsfasen og har skrevet 275 sider.

Kærlig hilsen
Lene


Næste skrivecirkel er Vintercirklen

Vintercirklen

Forankret i Vinteren og den naturlige cyklus

I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Vintercirklen er forankret i naturens visdom og årstiden, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Angst, uro og stress dulmes, når vi møder op, skriver os gennem årstiderne og hengiver os til skriveprocessen. Det gør godt at skabe rum til fordybelse og det healer at sætte ord på.

Det er den manglende forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Og vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er skabt til hi og langsomhed. Vi trækker energien hjem og giver os selv lov til at bare at være. Vi stiller os åbne overfor det, mørket og vinteren kan tilbyde af visdom og læring, vi gør os bløde og modtagelige, så vi kan lade os fortrylle. Og så skriver vi. Lidt. Meget. Vi ved det ikke på forhånd, men vi stiller os åbne overfor muligheden af, at vi vil blive glædeligt overraskede.

 

Skrivelængsel har ingen alder

Brug vinterenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter. Og det er aldrig for sent at fatte pennen og gå i gang. Skrivelængsel har ingen alder!

Du finder invitation og flere detaljer om Vintercirklen i linket her. Vi starter på skriverejsen den 1. november og det er online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Øen af stilhed

duskblushwoman

Kom, lad os mødes igen og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.

Vi mødtes sidst på eftermiddagen og begav os på vej. Gennem de sidste rester af gylden høst kørte vi mod kysten og den lille ø. For selvom efteråret allerede har kastet sit første skær på både landskab og mennesker, findes der endnu en sprække, en usynlig overgang, hvor man kan vandre. Og det var vores intention. En sagte aftenvandring på stranden, mens solen gik ned.

Først spiste vi på caféen, der vender ud med vandet. Fra vores vindueplads havde vi udsigt til både hav og himmel og de mange sejlbåde, der var ude i den pastelbløde aftenstund. Det var næsten vindstille og bølgerne gled stille mod land som skvulpende spejle af himmel og lys. Et skær af uendelighed lå og ventede på os derude. Et kys af noget andet.

”Kom” sagde hun, veninden, og gjorde tegn til at det var nu. Maden var spist, vinen drukket og det kunne ikke udskydes længere. Så stod vi dér. Små udbrud af glæde, beundring og taknemmelighed flød fra vores læber, men resten af tiden var vi tavse. Stod lidt hver for sig i meditativ stilhed og stirrede ud mod horisonten, mens bølgerne skvulpede mod land. Helt uden modstand sank vi ind i os selv og faldt til ro.

Senere gik vi langs kysten i det nu sparsomme lys. Vores skridt var automatisk blevet langsommere og eftertænksomheden dansede som myggene mellem os. Samtalen kredsede om de små ting i livet, som egentlig er de store. Vi talte om at give slip, når man allerhelst vil holde fast.

Vi mediterede på tanken om at slippe taget for altid velvidende, at alting er flydende og foranderligt som det ocean, der slog ind mod stranden.  Vi fundrede over, hvad det er, der gør, at vi mennesker så gerne vil have noget at holde fast i, en form for sikkerhed at klamre os til, når livet nu engang er bevægeligt og i konstant forandring. Hvorfor står vi fast, når vi ville have bedre af at bevæge os og lade os bevæge? Og hvad er det egentlig, vi tror vi holder fast i?

Vi talte om at møde sig selv i fuldkommen sårbarhed og om at turde se sig selv dybt i sjælen. Og da en flok svaner fløj fra kysten og ud over vandet, fløj vi med. Forsigtigt svævede vi ud over vandet og så lysene fra den lille havn og sejlskibene, der nu drev mod land for at lægge til for natten. Blidt skvulpede bølgerne dernede og mindede os om, hvor skrøbeligt livet er, hvis vi ikke går helt ind i det.

Det er alle forbeholdene, alle de barrierer, vi bygger op omkring os selv i forsøg på at beskytte os mod det uundgåelige, der gør det så smertefuldt. Når vi sætter grænser op for at lukke nogen eller noget ude, men i stedet lukker vores eget hjerte inde. Når vi forsøger at udtænke store planer og gardere os mod alle verdens ulykker, men samtidig også sætter hegn op mellem os selv og lykken. For er lykken ikke at leve fuldt og helt uden alverdens sikkerhedsforanstaltninger og at turde tage chancen? Også selvom vi kan falde, også selv om vi slår os. Vi kan jo rejse os igen. Åbne vores hjerter og møde os selv og hinanden lige dér, hvor livet er.

Så vandrede vi igen i stille eftertænksomhed og mærkede, hvordan det hele hang sammen. Skumringen, de mange lys fra havnen, havets rolige bølger mod land og sandet under vores fødder. Den rødmende himmel, der langsomt trak lyset til sig og solen, der nu helt var forsvundet og gav mørket lov til at danse sin vals. Snart nærmede vi os parkeringspladsen og uvilkårlig gik vi langsommere, ja vi stoppede endda helt op, for ingen af os havde lyst til det uundgåelige farvel. Men da vi vendte os om for at se det magiske syn endnu engang og stille hviske på gensyn, så vi, at det hele allerede var forandret. De store sten i havkanten var ikke længere synlige, sejlbådene var væk og svanerne var for længst over andre vande.

Der stod vi lidt og mærkede, hvordan vi havde trang til at holde fast. Til at blive lidt længere, til at trække skønheden ud, den skønhed, vi havde fastfrosset i få øjeblikke, men som hele tiden ændrer sig. Men så vidste vi godt, begge to, hvad det egentlig var vi ikke havde lyst til at forlade.

Vi ønskede ikke at forlade os selv. Os selv som rolige, forbundne og meditative kvinder, der drak af havet, himlen og solnedgangen uden at begære det. Os selv som stille, stærke og centrerede kvinder, forankrede dybt i os selv og i sjælen.

Var det mon havet derude, der havde gjort det ved os, eller var det havet i os selv? Var det øen i stilheden eller var det vores egen ø af stilhed, vi netop havde besøgt og følt os sådan hjemme i? Hvem spejler sig egentlig i hvem, havet eller himlen og hvem var det, vi selv spejlede os i lige dér?

Vi kan altid vende tilbage, sagde vi i kor og vidste begge instinktivt, at det er nøglen. Den evige tilbagevenden. Til stedet ved havet, til øen af stilhed, den stilhed, der bor dybt i os selv. Det sted, hvor bølgerne roligt skvulper mod land og vi sænker skuldrene, forlader tankerne og endelig giver slip. Vi kan altid vende tilbage.

Kom, lad os mødes og køre ud til øen.
Lad os vende tilbage og sige endeligt farvel til sommeren.
Lad os stå lige dér, hvor havet møder himlen og årstiderne blidt omfavner hinanden.
Hvor dagen forsvinder i disen og natten dukker op.
Det sidste kærtegn, et sagte suk.
Lad os dø med sommeren og genopstå på den anden side.
Igen.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

Der er endnu et par ledige pladser på Fortællingens Kraft forløbet, som starter på søndag den 11. september. Du kan sagtens nå at være med. Læs mere ved at klikke på billedet nedenfor, du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Jeg tager imod tilmeldinger indtil den 20. september og så længe pladser haves.

Fortællingens Kraft 110916

Lad det ske

Misty Bridge

Det er en smuk sensommerdag og ifølge kalenderen er det sommerens sidste dag. Jeg har lovet mig selv at tilbringe så meget af dagen udendørs som overhovedet muligt og har sidst på formiddagen har jeg sat mig ud med ord og en kop grøn te. Solen varmer, vinden er blot en let brise og himlen er temmelig blå.

Hun ser godt ud, August, i sin luftige kjole med viltert kornhår og en stor kuffert bredt ud for sine fødder. Det er også hende sidste dag og i morgendisen kunne jeg skimte broen. Den bro, vi nu alle skal gå over. Hun går først og forsvinder i nattemørket ved midnat. I morgen er en anden historie og den tilhører September og de af os, som vælger at passere broen.

Mit valg er truffet. I dag er jeg sommer, i morgen er jeg efterår. Og i aften tager jeg ud og giver sommeren til havet og siger tak. Når mørket sænker sig, byder jeg efteråret velkommen. Denne gang går jeg med lette skridt ind i september kun med det, som tjener mig og som jeg ønsker at tage mig med videre.

Jeg mærker varmen på min hud gennem den lette trøje. En sommerfugl danser forbi. En del af mig bliver stille, afventende og lyttende og for en stund er der ingen ord. Så hører jeg dem risle igen og fører pennen langs linjerne på det glatte papir. August smiler, hun er ikke ked at skulle tage afsked.

”Det er en del af den naturlige cyklus”, siger hun og sætter sig på stolen foran mig. Solstrålerne leger med hendes hår. ”Når du hengiver dig i stedet for at stritte imod, mærker du rytmen og årstiden dybt i dig selv. Du forstår, at det er en evig dans og at din sjæl kender hvert eneste trin. Følg med, hengiv dig og dans over broen i tillid til, at alt er præcist, som det skal være. Mærk dine fødder mod træets fugtige overflade og bevægelsen i din krop. Tillad dig selv at blive bevæget. Er der tårer, så græd dem. Er der latter, så le så højt at kragerne letter fra træet, du behøver ikke at skjule dit strålende smil i hænderne. Dans over broen med lette skridt og lad efteråret omfavne dig på den anden side.

Det går ikke hurtigere, end at du præcist kan følge med. Forandringen er langsom. Efteråret lærer dig at give slip, dag for dag, skridt for skridt. Følg naturen og tag ved lære, lyt til fortællingerne, der bruser i skovens kilder og rasler i træernes blade. Hør vindens sang, lyt til tonerne og mærk dem dybt i mellemgulvet. Stå på kanten og lad dig falde i tillid til at efteråret vil gribe dig og skænke dig forunderlige gaver.

Når du er på den anden side, når du mærker den fugtige kulde mod din hud, tøv da ikke med at gå videre. Vend dig ikke om for at få et glimt af sommeren, som forsvandt. Det, der var, er nu forbi. Brænd dine gamle, udslidte historier på det bål, du inden længe vil se i vejkanten. Stands op, varm dig lidt ved flammerne og saml nye kræfter til din videre rejse. Og se om du ikke genkender den gamle bålpasser med skæg og ulden kappe. Hvis han byder på nødder og bær, sig da tak og spis med glæde. Mærk de magiske efterårsvitaminer fylde hver en celle af din krop. Lyt til den gamle bålpassers fortællinger og visdom, hvem ved, måske giver han dig en ny ledetråd.

Når du er klar, følg da brødkrummesporene i den retning, som årshjulet viser dig, gå trygt mod efterårsjævndøgn, hvor alting igen er i perfekt balance. Dag og nat er lige lange, det er et smukt og magisk tidspunkt, som jeg inviterer dig til at fejre. Fra det tidspunkt vokser mørket stødt og inviterer også dig indenfor. Hengiv dig og tøv ikke. Og ser du dragen må du endelig ikke lade dig skræmme og flygte i den anden retning. Ved efterårsjævndøgn går dragen under jorden for at tilbringe vinteren dér. Møder du dragen, så pris dig lykkelig, for mødet er en opfordring til dig om at bære ildenergien i dit indre og aktivere ilden indefra og lade den varme dig gennem vinteren.

Dragen er et ældgammelt symbol på jordenergi, dynamik, ild, vilje og mod. Det kan du tage med dig på det tidspunkt, hvor også du går ind i mørket. Det er ikke et sted at frygte, som vi fejlagtigt har lært det det er et sted, hvor vi kan komme i kontakt med vores styrke, kraft, indre fokus, spirituelle vej og sjælens indre visdom. Vi er en del af det hele, lys og mørke og ikke separeret fra det.

Ser du, der er virkelig intet at frygte eller begræde. Alting er præcist som det skal være. Dans med det, lyt til tonerne og mærk rytmen i din krop. Gå blot over broen og se dig ikke tilbage.

”Og hvad så efter efterårsjævndøgn?” spørger jeg med spæd stemme og drikker det sidste af min grønne te.

”Mon ikke September vil fortælle dig mere om det?” siger hun bare og jeg kan mærke, at hun ikke har tænkt sig at afsløre meget mere.

”Alting vil afsløres for dig på helt rette tidspunkt” tilføjer hun dog og lukker sin kuffert ved at sætte sig ovenpå den med sin store og velformede bagdel. Hun er en frodig kvinde, August og hun elsker sine former. ”Bare lad det ske”.

Jeg forlader hende i sensommersolen for at gå ind og lave frokost. Da jeg kigger ud af vinduet, er hun væk. Men denne gang løber jeg ikke efter hende i et febrilsk forsøg på at få hende til at blive. Jeg trækker bare på skulderen og lader det ske.

Uddrag fra min kommende bog Fortælling ved Vintersolhverv, som udkommet i løbet af 2017.

Tag godt imod efteråret. Bare lad det ske ❤

træetoglyset

By the Earth which is her body
By the Air which is her breath
By the Fire which is her bright spirit
By the living Waters of her womb
The circle is open
And yet unbroken
Merry meet and merry part and merry meet Again

– Gammelt keltisk vers –

Kærlig hilsen
Lene


vintercirklen-011116

Skrivelyst og længsel?

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Vintercirklen starter den 1. november 2016

Sammen skriver vi os igennem vinteren og den mørke den. Find indre ro og varme gennem ord og skriverier og lær både dig selv og vinteren bedre at kende, forankret i årshjulet og den naturlige cyklus. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted.

Der er nu åbent for tilmeldinger

Jeg har nu åbnet for tilmeldingerne, eftersom mange allerede stod på spring for at komme med. Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel og sidste år var der rift om pladserne.

Invitation til Vintercirklen finder du her, tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Tag din skriveglæde tilbage

Freedom

Forleden dag fik jeg en positiv tilkendegivelse fra en af kvinderne, som har deltaget i skrivegruppeforløbet Sommercirklen.”Det har været så givende og inspirerende”, sagde hun, ”og allermest fordi jeg har genfundet min glæde ved bare at skrive uden at der nødvendigvis skal komme noget specielt ud af det.”

Fordi hun gav sig selv lov til ”bare at skrive” og via afsæt og skriveøvelser kunne eksperimentere og lege med ordene, dukkede der både meget personlige fortællinger op, som hjalp hende på hendes indre rejse og mere fiktive fortællinger, som skabte glæde og skrivelyst. ”Det havde jeg ikke troet, at jeg kunne”, skrev hun og jeg kunne mærke hendes glæde.

Så fortalte hun mig også noget andet. I starten af forløbet havde hun savnet at få kritik på sine skriverier. Godt, skidt, duer ikke. Men senere fandt hun ud af, at det var godt sådan. Det frigjorde hende nemlig fra den fælde, som vi så ofte falder i, når vi skriver og skaber: Vi vil gerne leve op til andres anerkendelse.

Fra ego til sjæl

Det er helt bevidst, at jeg ikke tilbyder at bedømme de skriverier og fortællinger, som deltagerne deler i skrivecirklerne. Min intention er nemlig at åbne op og give plads, rum og luft til, at den kreative ild kan brænde. Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbene er at hjælpe, støtte og inspirere i processen. Jeg holder rummet og er med som en slags guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser, hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej.

Vi er så vant til, at vi skal bedømmes, vejes og måles og det er en af grundene til, at mange stivner i deres kreative udfoldelse. I skrivecirklerne er der ingen dommer eller censor, som kigger dig over skulderen og er parate med morderiske røde streger. Der gives ikke karakter og det er der en god grund til. Vi skal nemlig helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er og opstår (sjæl).

Rigtigt og forkert

Lige fra barns ben har vi været vant til, at der er ”rigtigt” og ”forkert”. Men at være bange for at træde forkert eller skrive noget, som ikke duer, er ikke motivation til at skrive fra sjæl og hjerte. Det siger sig selv. Alligevel træder vi ind i de fleste rum med en forventning om, at vi vil blive bedømt.

Jeg havde en kvinde i forløb, som var sikker på at jeg ville dumpe hende. Da hun sagde det til mig efter et stykke tid, måtte jeg fortælle hende at hun ikke kunne dumpe. Det var simpelthen ikke muligt. Når vi ved, at vi ikke kan dumpe eller at vi ikke bliver dømt eller bedømt, begynder vi at få en voksende tillid til os selv, vores kreativitet og udfoldelser. Den tillid kommer også til udtryk i det, vi skriver og efterhånden kommer vores egen stemme til syne. Det udtryk og den måde, der er vores.

Out beyond ideas of wrongdoing and rightdoing
there is a field.
I’ll meet you there.
– Rumi –

Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse

Her er det vigtigt ikke at kritisere eller dømme unødigt og ikke at lade sig bedømme. Som Julia Cameron siger det: Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse. Men ofte søger vi kritik, fordi vi har en ide om at vi “ikke er gode nok” eller at “vi kan gøre det meget bedre” end vi gør og håber ubevidst på at den indre censor får ret. Samtidig vil vi gerne have at vide, at vi er gode nok.

Da skriveglæden døde

Frygten for ikke at slå til, for at blive en fiasko, der er så meget hængt op på det at skrive, at det kan føles som klæberigt harpiks. Svært at få af, svært at blive færdige med. Vi har dansklæreren i femte klasse, som sagde noget til os, der gjorde ondt dybt i sjælen. Du kan ikke skrive. Fire ord. Bare fire ord, men de var stærke de ord, de var mordere. De slog vores skriveglæde ihjel. De tog bolig dybt i os og forhindrede os fremover i at gøre det, der engang føltes både naturligt og glædeligt. Vi blev vores eget fængsel.

Men ved du hvad, det handlede slet ikke om skriveglæde eller om at folde historier ud dengang i klasseværelset. Det handlede om retstavning og grammatik. Det var ikke et kreativt eller sjæleligt anliggende, det var udelukkende et spørgsmål om at følge nogle regler og gøre det godt nok. Det var et spørgsmål om at passe ind i kasser, så vi kunne blive bedømt og få karakter. Det handlede ikke om kreativitet og skriveglæde.

Når ord dræber

Dansklæreren i femte klasse har mange ansigter. Det kan være en tante eller sågar ens egne forældre, der kommer til at sige noget forkert. Fordi de ikke vidste bedre. De vidste ikke, at ord kan dræbe. Ord er virkelig stærke, de er energi og de kan gøre så godt. Eller gøre ondt. Derfor må vi vælge vores ord med kærlig omhu, men det anede de ikke dengang. Så ser du, vi må undskylde dem og tilgive dem. De vidste ikke bedre. Skaden er sket. Og det er en skade, som vi må lære at favne. Engang i femte klasse sagde en dansklærer noget til os. Han eller hun fortalte en løgn, som vi valgte at tro på. Du kan ikke skrive. Men du kunne sagtens skrive. Det vidste hun bare ikke, for hun stirrede sig blind på ord, der ikke var stavet korrekt eller sætninger, der lød anderledes end hun var vant til.

Bange for kreativitet og fantasi

Eller også gjorde vores livlige fantasi hende bange. Kan du se det for dig? Kan du se, at hun blot var et bange menneske, som mødte et fantasifuldt barn? Det barn må jeg standse, tænkte hun og gjorde sig ekstra umage for at finde fejl og mangler. Fejl og mangler. Det er ofte dem, vi husker. Suk.

Det kan være en tilfældig bemærkning, det kan være ord fra en ven, der sagde noget i delvis sjov. Ha ha ha. Latteren lød en smule hånlig og vi blev dybt sårede. Så sårede at vi aldrig skrev på den måde igen. Vi gik ikke længere på opdagelse i vores egen fantasi eller viste andre vores historier. Vi skjulte os og vi skammede os. Gemte os væk og de historier væk, der måske blev skrevet i dagbogen i lyset fra natlampen. Vi var som forbrydere i vores eget fængsel. Og vi gik videre gennem dage, måneder og år og mærkede kun en dyb og hudløs længsel efter at vende tilbage til det sted, hvor vi mistede vores glæde.

Det sårede barn

Mange af de kvinder, som deltager i skrivecirklerne, kommer med et såret barn i bagagen. Det tager tid at få barnet til at kigge frem igen og turde lege uden fare for at blive latterliggjort eller skældt ud.

Lad din skrivelængsel lede dig på vej

Det er derfor helt bevidst, at jeg skaber rum, hvor vi ikke dømmer eller bedømmer hinanden. Det er kreative frirum, hvor du i stedet lærer at sætte alt det fri, som har hobet sig op indeni og som nu mærkes som en rumlende og udefinerbar skrivelængsel. Lad det være den skrivelængsel, som leder dig på vej.

Du lærer at finde din egen skrivestemme og du øver dig i at gøre den mere tydelig, så det kan mærkes helt ned i maven. En del af øvelsen handler om at lytte til det, der vil gerne skrives gennem dig.

Vi planter frø

I skrivecirklerne planter vi frø og ser dem spire og gro. Det sker gradvist, det er en proces. Og hvis vi ikke er nænsomme mod hinanden og i stedet rykker hinandens ord og ideer op med rod, før de har haft mulighed for at blomstre, så er vi dumpet på forhånd. I stedet giver vi rum og plads til blomstringen, vi giver tid til udviklingsprocessen og lærer det kreative flow, ebbe og flod, at kende. Vi giver os selv lov til at prøve, eksperimentere og endda at skrive grimt bare for at prøve, hvordan det er. Men ingen dømmer os og afsiger forhastede domme over noget, som ikke er færdigt endnu.

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.
    – Julia Cameron ”Den hellige cirkel”

Væk med sammenligninger og konkurrence

Noget andet, som vi lærer undervejs, er at lade være med at sammenligne os. Jeg ved det, det er svært, men andres fremgang kan aldrig stå i vejen for din succes. Du får intet ud af at kigge over på naboens græs og tænke, at det er meget grønnere og smukkere end dit. Hvis det virkelig er tilfældet, skyldes det kun én ting: Du har glemt at vande dit eget græs.

Don’t always be appraising yourself, wondering if you are better or worse than other writers. “I will not reason and compare” said Blake, “my business is to create”. Besides, you are like no other being created since the beginning of time, you are incomparable.
– Brenda Ueland –

Du er usammenlignelig, siger Brenda Ueland og det har hun så sandelig ret i.

Din sjæl længes efter at danse

På samme made som jeg skaber kreative og kærlige frirum for skriverier I skrivecirklerne, kan du gøre det samme hjemme hos dig selv. Skab et kærligt rum, hvor du kan være med dine ord og skriverier og læg din indre dommer langt væk. Giv dig selv lov til at lege og boltre dig og lad dit skriverum være et frirum for sjælen. Der er så mange andre steder, hvor du skal præstere og gøre tingene på en bestemt måde, men din sjæl længes efter bare at danse med ordene.

Som kvinden, der var med i Sommercirklen sagde det: Jeg har genfundet glæden ved bare at skrive.

Lad din hensigtserklæring løfte og støtte dig

Formuler en hensigtserklæring, der sætter dig fri for dommere og bødler. Skab et rum, hvor der er godt og trygt at være. Det kan du gøre ved at lade ordene i din hensigtserklæring løfte og støtte dig i dit skrivende forehavende, f.eks.

”Jeg har til hensigt at skabe et frirum for mine ord og skriverier. Min intention er at give mig selv lov til at lege, eksperimentere og have det sjovt med det, jeg skriver. Jeg tillader mig selv at gå på opdagelse i ord og stemninger og jeg går med nysgerrighed og tillid.”

Nysgerrighedens krydderi

Nysgerrighed er et universal krydderi for en succesfuld skriverejse. Når vi er nysgerrige og undrer os uden at dømme eller drage forhastede konklusioner, bliver vi til opdagelsesrejsende eller vaskægte pilgrimme. Og her begynder skriveglæden igen at boble.

Tag din skriveglæde tilbage

Skriveglæde er en kostbar gave, som vi skal værne om. Men det er ikke en gave, vi får af andre, det er en gave, vi giver til os. Har du mistet din skriveglæde eller gav du den væk, er der kun én ting at gøre. Tag den tilbage. Ord for ord.

Kærlig hilsen
Lene


Skrivelyst og længsel?

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

solhvervscirklen-januar

Ved høstfuldmånens skær

August.
Grænselandet mellem sommer og efterår.
En bro mellem årstider, en streng af både vemod og forventning.
Dugvåde morgener og aftener i rødligt skær. Duft af bål og høstet korn.
Efterhånden som jeg går over broen,
må jeg lægge sommeren bag mig og tage afsked med det, der var.

August.
Grænselandet mellem sommer og efterår.
Solen står lavere på himlen nu, kulden og fugtigheden trænger sig på.
Lyset dæmpes forsigtigt og uden hastværk fragtes vi videre fra det sted, hvor vi stod.
Midt i solen, dybt i sommeren.
Videre mod nye kyster som et skib, der fragtes af strøm, bølger og tidevand.
August.

I høstfuldmånens skær tager jeg afsked.
Jeg giver slip og sætter fri.
Går forsigtigt over broen og krydser grænsen.
August

Ved høstfuldmåne sidste år

Sidste år ved samme tid befandt jeg midt i sorgen over tabet af en ven og midt i en proces, som skulle vise sig at blive yderst lærerig og gavnlig for min videre rejse. Men selvfølgelig føltes det ikke sådan på det tidspunkt, hvor jeg stod midt i det. Det var august og afskedens time var kommet på mere end en måde.

Jeg skrev meget på det tidspunkt. Hver eneste dag lukkede jeg døren op til mit skriverum og mødte det tomme papir, der med sine usynlige ører og sit kærlige favntag tog imod alt det, der lå mig på hjerte og sinde. Jeg satte ord på mine følelser og min sorg og jeg lyttede til det, der fandt vej til min pen. Jeg lod fortællingerne guide mig på vej og lænede mig helt ind i den visdom, der bølgede i subtile toner bag sorgens tunge tæppe.

Jeg lod ordene blive en bro

Jeg brugte fortællingens kraft til at støtte mig og vise mig vej. Gennem det, der synes uendeligt mørkt og ufremkommeligt, fandt jeg nye åbninger, hvor lyset strømmede ind. Efteråret dukkede op med sin klare, friske luft, stjernehimler og regnbuer. Jeg satte mig, jeg lyttede, jeg skrev og så kom det. Ordene. Visdommen. Klarheden. Efterhånden fik jeg svar på nogle af de store spørgsmål, jeg havde tumlet med. Jeg skrev mig over dybe kløfter og floder og lod ordene blive til en bro, over hvilken jeg lod mig fragte.

Fortællingens kraft blev mit fyrtårn

Jeg bød velkommen til alt det, der dukkede op i de dage. Frygten, tvivlen og modstanden. Jeg skrev mig ind i deres budskab og lyttede til, hvad de var kommet for at fortælle mig.

Fortællingens kraft blev mit fyrtårn som så mange gange før og jo mere, jeg lyttede, desto mere forstod jeg, at netop det at lytte er en af de vigtigste egenskaber, når vi sætter ud på vores skriverejse. Vi møder op og vi åbner os for at lytte. Vi skal ikke tænke os til det, der vil skrives, vi taler ikke nej, vi lytter. Og så skriver vi det, vi hører. Således kan visdommen fra vores egen livsflod risle igennem os og ordene finde vej til pen, papir og hjerte uden at vi gør os særlige anstrengelser for at få det til at ske. Det kommer bare.

Det tomme papir er en ven

Det tomme papir er blevet en ven. Det er et sted, hvor jeg altid kan møde op og give det til papiret, som ellers fylder i både hoved og krop. Jeg skriver mig på vej, jeg skriver det der er. Papiret rummer det hele, godt og skidt. Der er ingen dom og forhastede konklusioner. Kun et stort bankende hjerte af rummelighed og medfølelse. Uanset hvad jeg skriver. Uanset hvordan jeg har det. Papiret giver mig lov til at sætte ord på og slippe det, der fylder og tynger. Ord for ord.

En gave til dig selv

Måske har du også oplevet, hvordan godt det gør at skrive om det? Uanset hvad det handler det, så er det en terapeutisk handling at skrive og give det til papiret. Og du behøver på ingen måde at have en bog i maven eller have ambitioner om at skulle dele dine skriverier med andre. Som en af kvinderne i Sommercirklen så smukt sagde det i sin evaluering: “Ordene og skriverierne er en gave til mig selv”.

Når du mister modet

Og ja, det er helt normalt at blive grebet af frygt og tvivl undervejs. Når du mister modet på din skrivevej, så husk hvad Van Gogh har sagt:

If you hear a voice within you saying, you are no painter, then paint by all means and that voice will be silenced, but only by working.”

Den eneste måde, du kan få den indre censor til at tie stille på, er at fortsætte med at skrive. Giver du op, har din indre censor vundet. Så gør som Van Gogh og alle os andre, der skriver og skaber. Bliv ved uanset hvad. Og efterhånden vil du, som jeg har gjort det, opdage, at papiret er din ven. Uanset hvad du skriver og fortæller, rummer papiret det uden at dømme eller fordømme. Og når du lærer dig selv ikke at stoppe op, fordi du hører en stemme i dig selv sige, at du ikke kan skrive, er der ingen grænser for, hvad du gennem ordene kan få af klarhed, vished og kærlighed.

Du kan bevidst vælge at lade fortællingens kraft hjælpe dig på din vej og bygge broer fra sorg, uvished og frygt til steder, hvor du kan hvile og være. Hvor du får større klarhed og indsigt og opdager, at alt det, du forgæves søgte udenfor dig selv, allerede findes i dig og at du kan skrive det frem. Et ord af gangen.

Lad fortællingens kraft bygge bro og blive dit fyrtårn

Og du kan med stor fordel bruge fortællingens kraft til at lede og guide dig på vej. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, de får os til at huske det gode, vi glemte og de forbinder os med vores sjæl og dybeste livsformål.

Fortællinger står som lysende fyrtårne selv i den mørkeste nat. Vi varmer os ved dem på kolde dage og vi husker deres budskab som en rislende kilde visdom og genklang. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Høstarbejde og fuldmåne

I aften er det høstfuldmåne. Også i år skal jeg deltage i et fuldmånearrangement. Jeg glæder mig til at gå ud under høstfuldmånen og lytte til de fortællinger, som svæver i det magiske måneland og siden skrive om det. Jeg vil sige tak for de budskaber og den visdom, som jeg blev beriget med ved høstfuldmåne sidste år og så vil jeg bevidst bevæge mig videre over broen mod efterår med det i bagagen, jeg ønsker at tage med mig videre.

Efterår. Tid til at give slip på alt det, der ikke længere tjener dig og passe godt på det, du ønsker at tage med dig videre. Også har kan du lade ordene og fortællingens hjælpe dig på vej. Har du lyst til at prøve?

I anledning af høstfuldmånen – en gratis skriveøvelse til dig

Kvinderne som er på skriverejse i Høstcirklen har fået en skriveøvelse, der netop handler om høstfuldmånen. Den vil jeg i fuldmånens anledning gerne dele med dig.

SKRIVEØVELSE: Ved Høstfuldmånens skær – dit indre høstarbejde

Du skal nu forestille dig, at du en aften i august går ud under åben himmel for at se på fuldmånen. Det er en smuk og klar aften og der er noget i luften, som giver dig lyst til at udføre et slags måneritual. Men det er ikke et hvilken som helst ritual, det er en del af dit indre høstarbejde.

I fortællingen, som du nu inviteres til at skrive, skal du allerførst skrive to lister som følger

  1. En liste på 5-10 ord med ting, som du nu lægger på jorden under fuldmånen. Det er ting (situationer, følelser o.l.), som du tager afsked med og som du IKKE skal have med dig videre ind i høsten og efteråret.
  2. En liste på 5-10 ord med ting, som du ønsker at tage med dig videre på din rejse ind i efterår og vinter.

Fortællingen handler om dit ritual ved høstfuldmånen. Du tager afsked med det, der står på din liste 1) og du fejrer/hylder eller hvad du nu vælger det, der står på din liste 2), som du tager med dig videre og ønsker dig mere af i den kommende tid. Hvad der sker i fortællingen og om du på nogen får hjælp fra fuldmånen eller andre (mennesker, dyr, væsener) ved dit ritual er helt op til dig.

Når du har skrevet listerne, skriver du dig ind i fortællingen og gå intuitivt med ordene. Prøv at slippe kontrollen, du har jo listerne med dig, så lad det ske, der byder sig til i fortællingen. Sæt eventuelt dit stopur på 30-45 minutter og lade ordene føre dig på vej. Læg tankerne bag dig og skriv så flydende og intuitivt som muligt.

Fuldmåne2

Vil du have mere af samme slags og opleve, hvordan fortællingens kraft kan blive både din bro og dit indre fyrtårn? Kom med i skrivegruppeforløbet FORTÆLLINGENS KRAFT og sæt din indre fortæller og forfatter fri. Du får inspiration, værktøjer og masser af skriveglæde til din skriveproces. Og så får du skrevet! Læs mere nedenfor.

Kærlig hilsen
Lene


Fortællingens Kraft2

Væk din indre forfatter og skriveglæde. Luk op for Fortællingens Kraft.

Online skriveforløbet FORTÆLLINGENS KRAFT er for både mænd og kvinder med skrivelængsel og kræver ikke særlige forkundskaber. Det er for dig, som længe har haft skrivelængsel og lyst til at skrive, men som ikke rigtig ved, hvordan du skal komme i gang. Eller også har du skrevet længe, men trænger til ny inspiration. Du ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft og skrive fra sjæl og hjerte.

I forløbet, som strækker sig fra september til december lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Du kan være med uanset hvad din intention er. Måske går du igennem en svær periode i dit liv og har brug for at sætte ord på, at skrive dig til klarhed, ro og retning. Fortællingens kraft vil hjælpe og støtte dig på din vej. Måske har du haft skrivelængsel i årevis, men finder aldrig rigtig tid eller rum til at møde op og tage den alvorligt. Eller også er du strandet i et skriveprojekt, du føler dig drænet for energi og ideer og har brug for ny inspiration. Du ønsker at starte din skriveproces fra et nyt sted.

Forløbet vil styrke dig gennem efteråret og skabe ro og retning. Din skriveglæde bliver vakt og du vil opleve magien i at skabe rum, formulere en hensigtserklæring og begive sig af sted gennem ordene med nysgerrighed og åbenhed. Hvad mon der gerne vil skrives gennem dig?

Et forløb fuld af inspiration, skriveglæde, værktøjer som hylder processen og meget andet godt. Du lærer at invitere både fortællingens og intentionens kraft med på dit skrivende færd.

Du finder INVITATIONEN til FORTÆLLINGENS KRAFT her. Vi starter den 11. september og der er stadig ledige pladser. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Glædelig Lammas

Vedaftentid

Lammas er et vigtigt tidspunkt på det keltiske årshjul. Lammas er en fejring af sommeren og den kommende høst, det tidspunkt, hvor høsten starter og kornet indsamles. Om aftenen, den 1. august (Lammas) tændte man bål for at ære kornmoderen, når hun fødte sit barn, selve kornet. Det er frøet, som skal bringe næste års høst, men det er også frøet, som skal opretholde livet gennem den kommende vinter.

August var kornmoderens måned og faktisk er en ”augur” et gammelt ord for seer og betød ”forøger”. Kornmodernes måned er en måned fuld af overflod, hun er frøet, hun er livmoderen, hun er jorden og den store forsøger og opretholder af livet på jorden. Jordens regenerative kraft er allerstærkest på tidspunktet for Lammas og høsten. Nu høstes kornet og solens cyklus begynder at vige. Mørket vokser og snart står vi på grænsen til efterår.

Jeg tænker på det magiske tidspunkt ved høstfuldmånen sidste år, hvor jeg fik svar på noget, der havde smertet mit hjerte. Fuld af spørgsmål mødte jeg op østen for solen, vesten for månen, og på nogle store stendysser i skoven sad jeg, mens fuldmånen steg til himmels og hørte en dyb, rolig stemme fortælle mig, hvorfor en vis situation havde taget den drejning, den havde gjort.

Jeg havde mistet en ven og sorgen lå stadig som et slør over mig, men at sidde dér ved høstfuldmånen og lytte til stemmen og visdommen fra både fuldmåne og stendysser gav mig det, jeg havde brug for. Jeg fik fornyet styrke. Nu kildrer det i maven ved tanken om, at vi nærmer os det tidspunkt igen og jeg lover mig selv, at jeg vil gå ud ved høstfuldmåne og takke for de svar og den viden, jeg fik sidste år.

Det var begyndelsen på en ny rejse for mig. Det blev efterår og jeg lærte, at det at give slip også er en proces. Jeg var i lære hos efteråret og blev langsomt og kærlig ført igennem de lektioner, der var nødvendige for mig, før jeg en dag i november kunne skrive blogindlægget ”Kom lad os danse”. Det var et skelsættende kapitel i mit liv og jeg er dybt taknemmelig.

Måske er det derfor, jeg glæder mig så meget til Høstcirklen og den rejse, jeg nu skal foretage sammen en flok skønne kvinder gennem Høsten og ind i efteråret? Jeg ved nu, hvor kraftfuldt og vigtigt det er, at vi evaluerer, siger tak og giver slip på det, vi ikke skal have med os videre, men at vi erkender, at det er en proces og at vi ærer den proces. Det er en gave.

God weekend og glædelig Lammas. Husk at fejre!

Kærlig hilsen
Lene

PS. Der er endnu 2 ledige pladser i Høstcirklen. Er den ene din?


flyve

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Efterår 2016

Kære ven, hvis du har lyst til at skænke dig selv en skrivedag for sjælen, så kom med når jeg i efteråret afholder intuitiv skriveworkshop.

Datoerne er som følger:

Lørdag den 20. august kl. 10 – få ledige pladser
Lørdag den 22. oktober kl. 10

De intuitive skriveworkshops er sjæledage. Det er en dag fuld af skrivende fordybelse, som giver næring og liv til skriveglæden. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger, lander på det rette sted. Vi sætter simpelthen den indre kurs på sjælekurs og skriver os ud af hovedet og ind i krop og sjæl.

Kære Lene
“Tusind tak for den skønne lørdag på intuitiv skriveworkshop og for dig. Du er så dygtig og mit liv vil aldrig blive det samme igen. Dette skrivekursus har virkelig ramt mig lige i mit hjerte og med så fantastisk kærlighed og magi. Jeg er dig evig taknemmelig.”
Mai-Britt Camille Guldhammer (deltager på intuitiv skriveworkshop)

Du finder information om den intuitive skriveworkshop HER og tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com. Hjertelig velkommen.

Høstcirklen

Høstarbejdet.  Vi forbereder os til efteråret og den kommende vinter, vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. Vi gør os klar, vi lægger bag os og vi skiller os af med det, vi ikke skal have med os videre.

Sidste efterår gik det op for mig, hvor vigtigt det er at være nærværende i den proces, vi er en del af. I stedet for at begræde sommerens farvel og frygte vinterens kommen, hengiver vi os til de subtile toner af efterårs sang og visdom. Den særlige energi, fugten, de lange skygger og dagene, der langsomt bliver kortere. Mørket vokser og breder sine vinger, indtil det på et tidspunkt når helt ind i vinteren. Men netop fordi vi har været bevidste, nærværende og skrivende til stede på rejsen gennem efteråret kommer vinteren ikke bag på os. Den kommer som en gave, en velsignelse og som det naturligste i verden.

I mørket kan vi hvile, vi regenererer og bliver genfødt ved Vintersolhverv, hvor vi igen påbegynder rejsen mod lyset. Høstarbejdet gør os klar til den hvile. Vi slutter fred, vi gør os klar og vi giver slip.

The Deep Knowing

Jeg vil invitere til skriveøvelser, som bl.a. handler om at forbinde os til vores intuition og den verden af visdom, der findes i vores egen sjæl. Min egen sjæl hvisker om den dybe vished, der bor i os alle, ”The deep knowing”. En vished som kan styrke og dirigere os i den rigtige retning, i hjertets og sjælens retning. Udfordringen er bare, at denne vished ikke er tilgængelig og forståelig for den sunde fornuft og derfor kan vi være tilbøjelige til at overhøre og endda gå imod vores sjælens dybe vished.

Når vi øver os på at blive bedre til at lytte til vores intuition, den stille stemme og når vi lærer at forbinde os til den flod af visdom og kærlighed, der risler i os alle, får vi automatisk adgang til The Deep Knowing. Vi finder ud af, at vi helt bevidst kan vælge at sætte os ved vores livsflod og lytte til tonerne af den sang, der er vores. Også det vil vi berøre og skrive os ind i, når Høstcirklen stævner ud den 7. august.

HØSTCIRKLEN er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel.

Høstcirklen starter, når de lyse nætter ender

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Forbindelse til kreativitet og intuition gennem fortællinger

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i høsten og efterårets energi

I Høstcirklen forankrer vi os i høstens energi og finder samtidig indre ro gennem ordene. Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne.

I Høstcirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem efteråret. Gennem skriveøvelser og afsæt arbejder vi bevidst med den energi, der er til rådighed på denne tid af året og forankrer os i nuet, det skabende øjeblik.

Indre ro og fordybelse

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Stress og rastløshed dulmes og kroppen falder til ro, når vi skriver os gennem årstiderne med forankring i det tidspunkt, hvor vi befinder os. Brug Høstenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter.

Din kreativitet, indre ild og skriveglæde

Skrivecirklen vil støtte dig i at genfinder din kreativitet, indre ild og skriveglæde og du vil efterhånden opdage, at du begynder at skrive med en ny styrke og autencitet, der føles helt anderledes godgørende, end du udelukkende skriver det, som tankerne fortæller dig.

En indre forvandlingsproces sættes i gang

Du vil også opdage, at ordene og skriverejsen skaber dybe tråde til dit liv og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er dig til dig. Fra et sted dybt i dig selv, fra dit hjerte og din sjæl.

Efteråret er som skabt til at skrive og høste

Brug efteråret til at støtte dig på din skrivevej. Som de andre skrivecirkler er Høstcirklen forankret i naturen og dens visdom og en del af skriveøvelserne vil invitere til små ture ud både for at sanke og samle inspiration, men også for bevidst at bruge naturen til at støtte os på vores vej.

Din hensigtserklæring

Du vil blive inviteret til at formulere dit helt eget forsæt, din hjertelige intention og hensigtserklæring med forløbet. Din hensigtserklæring er som en kontrakt mellem dig selv og Kilden. Jeg viser dig hvordan og du vil modtage et fortrykt dokument, hvor du kan formulere din hensigtserklæring.

Hensigtserklæringen er magisk, ordene er din tryllestav

Hensigtserklæringen er ganske magisk, for også her bruger vi ordene som vores tryllestav. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger, lander på det rette sted. Intentionens kraft er stor, jeg viser dig hvordan.

Find indre ro og nyd høsten som del af en skrivecirkel

Du skriver hjemme i dine egne omgivelser og på lune høstdage kan du endda sidde udenfor og skrive, hvis du har mulighed for det. At skrive udenfor giver en helt særlig stemning. Måske tænder du bål og skriver i ildens nærvær, mens høstmånen dukker op på himlen. Uanset hvor du er, er du allerede ankommet. Hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt. Dit indre skriverum.

Varighed

Forårscirklen vil bestå i 3 måneder, fra august til udgangen af oktober. Vi starter den 7. august, hvor jeg udsender velkomstbrev og de første skriveøvelser og opgaver ud til deltagerne.

Høstcirklen på Facebook

Jeg opretter en hemmelig Facebookgruppe til Høstcirklen, som er vores fælles online rum. Det er her, vi deler vores ord, visdom og det, vi mærker også kan berige de andre i cirklen. Ideen er, at vi løfter og støtter hinanden gennem ordene. Det er et frirum for ord og kvindelig visdom, som kan varme og inspirere os og som samtidig holder os til skriveilden.

Et hjertevarmt rum

I Høstcirklen lærer vi hinanden at kende gennem FB gruppen. Her inviteres du til at dele lidt af dine egne skriverier i form af citater og uddrag af det, du har skrevet og som har en særlig energi for dig. Det, der inspirerer dig og vækker dyb genklang, vil højst sandsynlig også give noget særligt til de andre medlemmer i Høstcirklen. Jeg skitserer selvfølgelig retningslinjerne for de af jer, som vælger at slutte sig til cirklen. Der ingen krav om, hvor meget og eller hvor lidt, du skal dele.

Lad Høstcirklen på FB blive et godt og hjertevarmt rum at komme i gennem efteråret. Lyt, lær, giv og tag imod med åbent hjerte. I cirklen er alle lige, vi er her for at løfte, støtte og berige hinanden med høstens ord og fortællinger.

Når du skriver Der er skriveøvelser og afsæt, som vil støtte dig i processen og skænke dig naturlig visdom, men der er ingen deadlines, blinkende lygter eller elektroniske lyde, der kalder på dig og kræve dig. I stedet for vil du blive opfordret til nærvær med dig selv og til at give slip. Det eneste, du holder fast i, er den pen du skriver med, for er det muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden og i en notesbog, som tiltaler dig.

Høstbogen– en gave til dig selv

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Jeg forestiller mig, at du uden at vide det, skriver helt din egen Høstbog med gode ord til dig selv, som støtter og holder dig i din proces. For det er en proces.

Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine skriverier. En gave til dig selv.

En dans mellem ude og inde

Høstcirklen er således en dans mellem ude og inde. Når du skriver og er i dit skriverum, så vær dér med hele dig. Hengiv dig til dig selv, ordene og det efterår, du også er en del af. Det allervigtigste er dit indre rum og din egen skriveproces.

DELTAGERE I HØSTCIRKLEN

Kvinder med skrivelyst og -længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du bor. Eneste krav er, at du kan læse og forstå dansk, eftersom forløbet foregår på dansk. Men du skriver selvfølgelig på dit eget sprog. Norske kvinder er også hjertelig velkomne og indtil videre har to norske kvinder meldt sig til Høstcirklen. Det er en gave, når vi skriver os over grænser og opdager, at der ingen grænser er i hjertets land.

Som medlem af Høstcirklen

  • Får du månedlige skriveopgaver og afsæt i en personlig e-mail fra mig, som også vil indeholde anden inspiration måske i form af små meditationer og ideer til bevægelse, ro og nærvær, der gør sjælen og skriveprocessen godt. (august, september, oktober)
  • Får du inspiration og skrivende input fra skrivecoachen og underviseren. Jeg byder ind med viden og visdom om livet, naturen og ikke mindst skriveprocessen i både månedsbrevene og i Høstcirklen på FB.
  • Høster du større viden og indre indsigt om den naturlige cyklus på rejsen gennem efteråret, ikke mindst fra din egen dybe vished og visdom, der vil flyde fra dig som en kilde, når du skriver med afsæt i øvelser og opgaver.
  • Får du en god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse.
  • Får du 100 kr. rabat på deltagelse i 1 af de intuitive skriveworkshops, jeg afholder i 2016/17.
  • Bliver du en del af et skrivende netværk, som hylder processen, årets naturlige cyklus og skriver om det.

PRIS kun DKK 995,- for 3 måneders deltagelse.

Tilmelding Tilmelding sker på e-mail til skrivehuset@gmail.com og herefter modtager du bekræftelse og faktura til indbetaling af beløbet via bankoverførsel.

Når betaling har fundet sted, er du officielt medlem af Høstcirklen og vil modtage velkomstbrev og det første månedsbrev med august måneds skriveafsæt. Dog tidligst den 7. august 2016, hvor vi officielt åbner cirklen og træder indenfor.

Tilmeldinger modtages indtil den 14. august og så længe pladser haves.

Jeg glæder mig til at byde velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Aftenhimmel august