Når skrivelængslen kalder
Hun hilser på mig gennem den tågedis, der ligger over landskabet. Resterne er månen svæver frem bag en sky. Lågen har lukket sig igen og jeg står på stien med klitterne og havet til venstre. Drejer jeg til højre, kommer jeg langs haven videre ud mod den store landevej. Mange gange har jeg gået her,... Continue Reading →
”Jeg er væk hele weekenden” proklamerer Virginia, da hun bærer morgenmaden ud på terrassen. Det er køligere i dag og jeg skutter mig i min badekåbe. Bag mig i en stor kurv ligger tæpper og jeg fisker et frem, som jeg putter mig i. Den varme kaffe gør godt, de lune boller ditto. Oonagh ser... Continue Reading →
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Det er morgen og Mosekonen brygger. Jeg ser hendes disede aftegninger fra vinduet i badeværelset, jeg hører hendes sang. Hun nynner, mens hun rører i sin gryde og dampen stiger til vejrs som vil den invitere hele landskabet ind i hendes bryg. Det er morgen og Mosekonen brygger. Så jeg går ud og oplever magien... Continue Reading →
Det er først i januar og udenfor vinduerne danser regndisen. Jeg veksler mellem energi og noget, der føles som tomrum og træthed. Der er øjeblikke, hvor jeg bliver utålmodig og får lyst til at trække tågetæppet til side. Men så husker jeg og vender tilbage til det sted, hvor vi befinder os lige nu. Allerførst... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →
Jeg ser dem komme, ved daggry nærmer de sig med tøvende skridt. Vævet ind i solopgangens spind træder de ind i landskabet og gør sig klar. Klar til at skrive en ny morgen og åbne op for en vej, som allerede findes i dybt i dem selv. De er fortællersker, men tør næsten ikke tro... Continue Reading →
Jeg forsøger at blive stille nok og falde til ro. Efter morgentur med hundene i fint frostklart solskin. Lytte. Hvad rører dér sig, hvordan er energien i dag? Det er lørdag og skrivelyset brænder. Gennem vinduerne falder sollyset ind og skygger danser på skrivebordet. Her sidder hun. Fortællersken. Med skrivebog og pen. Afventende, lyttende. Hvad... Continue Reading →
I am no longer waiting to do something great; being awake to carry my grain of sand is enough. I am no longer waiting to be recognized; I know that I dance in a holy circle. I am no longer waiting for Forgiveness. I believe, I believe. - Mary Anne Perrone - Ordene fra Mary... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 