Jeg er blevet vinter

winter-sunset

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it.
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

 Et uddrag af “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017/18
© Lene Frandsen


Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

solhvervscirklen-januar

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene og fortællingens kraft føre dig på vej.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med.

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby

solhvervscirklen

Photo “Warm Cold Winter Sunset” © Siilur – Dreamstime 
Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime.

Fra et kærligt sted

Valmuer

Hvornår er en historie færdig? Hvornår er jeg færdig? Da jeg stiller det spørgsmål, begynder latter at klukke fra et sted dybt i mig. Nej vel. Aldrig. For noget ændrer sig hele tiden, noget kommer til, andet falder fra. Det, der var i går, er ændret i dag. Taget af vinden, båret gennem luften. Et frø er landet og danner grundlag for at samme blomst skyder op et nyt sted.

”Jeg har også altid været lidt af en mælkebøtte”, griner Harald og kommer svævende ind fra højre, lettere vakkelvorne i sin indflyvning. Vinden er mærkelig i dag, den danser omkring sig selv og fuglene bliver lidt forvirrede, kunne jeg godt forestille mig. Jeg gør i hvert fald. Ved ikke helt, hvad jeg har at regne med.

”Og det er måske endda en fordel”, griner han videre, fuglen som nu er landet. Ørn er han ikke, men en krage skal man heller ikke kimse af.

”En fordel?”

”Ja, du bryder dig jo i grunden overhovedet ikke om at vide. Du elsker livets impulsivitet, elsker at mærke, hvor vinden står og følge den. Danse med den. Som en surfer på bølgerne. ”

Jeg nikker eftertænksomt og sipper af den skoldhede kaffe, som jeg i søndagens anledning har serveret i den røde kop. En telefonsamtale gav mig uden at jeg vidste det et afsæt til at skrive. Det var jeg ikke klar over, da vi sluttede samtalen og jeg gik ud i køkkenet for at brygge kaffe. Om en time skal jeg ud og gå, nåede jeg lige at tænke, så bankede han på vinduet med sit næb, selvom han faktisk slet ikke var ankommet endnu. Men jeg hørte ham og i det sekund vidste jeg, at en lille historie bad mig lukke sig ind. Hvem den var og hvad den indeholdt, havde jeg ingen anelse om og det har jeg stadig ikke, hvor jeg nu sidder her. Med udsigt til marker og finurlig vind, dansende træer og skyer som bomuldsvat, der hverken er ordnede i rondeller eller totter. De flyder bare og gør sig til. Svøber sig, former sig, men i det sekund, jeg tror jeg ser et slags billede, ændrer de sig igen. Bliver til noget andet. Nej, jeg har absolut ingen anelse!

Det gør godt bare at skrive. At lade fingrene danse over bogstaverne på tastaturet, jeg har savnet det.

Jeg leger med ordene, smager på dem, Harald sidder foran mig og gransker mig uden hensyntagen til min eventuelle blufærdighed. Han har prikket til noget i mig og pirret mig med sin formulering. Nu sidder han bare og glor mig lige ind i fjæset med et smørret grin. Han er ret god til dem. De smørrede grin. Men tro ikke, at der er anstrøg af ukærlighed i de grin. Tværtimod. De er så fulde af drilsk kærlighed, at jeg på én gang føler mig udfordret og elsket. Og i samme sekund jeg skriver det, går det op for mig, at det er sådan, det er i vores forhold. Kragens og mit. Vi udfordrer hinanden fra et kærligt sted. Nå ja, måske er det mest ham, som udfordrer mig.

”Det kærlige sted er et interessant sted at være”, nikker han og hans drilske smil antager et strøg af sårbar visdom. Jeg ser pludselig et hav af ømhed i hans svømmende øjne, noget, der ikke kan være så ømt, flydende og skrøbeligt stærkt uden at han kender den side. Og det slår mig, at man måske ikke kan flytte ind i det kærlige sted og tage det til bolig, med mindre man har besøgt og været på ukærlige steder. Boet dér. Været dér. Handlet derfra. Mærket, hvad det gør ved hjerte og sjæl, når man agerer fra et sted udenfor sig selv. Når man handler i trods eller for at vinde en kamp.

”Det er et helt særligt sted, det kærlige?” Jeg sukker dybt og lader i tankerne en mønt falde dybt ned i min røde kaffebrønd. Formulerer en slags intention. Aldrig mere at handle fra andre steder end lige dér. Fra det kærlige sted.

”Det er en nobel tanke, javist.” Han løfter galant på sin kragehat og minder mig i et split sekund om Hr. Varnæs i Matador. Så forsvinder det billede igen. ”Men hvordan vil du sikre dig, at det netop er sådan det er? At du, når du træffer en beslutning og handler ud fra den, gør det fra dit kærlige sted?”

”Hvis jeg havde svaret på det, ville jeg være en millionær in spe”. Jeg ler højt. ”Harald for pokker, kan du se det for dig, hvilken bestseller jeg ville skrive? Men svaret findes jo ikke som sådan. Gør det vel?”

Tvivlen kommer svævende og summer om hovedet på mig som en spyflue. Den summen er høj og irriterende, forstyrrende, jeg kan ikke længere høre mit sjæls stemme eller mærke den gnist af vished, der var der i et splitsekund lige før. Pludselig føler jeg mig virkelig som en surfer på sit bræt. En bølge er drevet videre, mens en ny nærmer sig. Og jo mere jeg forsøger at tænke mig til, hvordan jeg vil ride på den bølge, desto mindre forberedt vil jeg være. Helt paradoksalt. Den erkendelse gør mig både forbavsende glad og uendelig trist.

”Joo”, han trækker lidt på det, som om han forsigtigt trækker ud i et elastisk bånd. ”De findes skam. Både det kærlige sted og svaret. Men ingen andre end du ved, hvor det sted er. Og hvor svarene bor. Dybt i dig selv, i din sjæl og dit hjerte, ja vi gentager os selv her”, han ler højt, ”men det er nu engang sådan, det er. Og du er inde på noget, når du forestiller dig selv som surferen på havets bølger. Når du indser, at du ikke kan forberede dig på anden vis end at centrere dig i forhold til din indre fleksibilitet.”

”Det lyder besværligt”, udbryder jeg. ”Centrere mig i forhold til min indre fleksibilitet. Jeg er ikke engang sikker på, at jeg forstår … ”

”Fordi der ikke er noget at forstå. Søde pige, kvinde, ven, kan du ikke se det? Det er netop din hang til forståelse, der kan ødelægge det hele. Forsøger du måske at forstå valmuen ved at plukke den? Det eneste forståelse du vil få, er oplevelsen af at den dør mellem hænderne på dig.” Han ryster sørgmodigt på hovedet.  “Jeg vil flyve videre, men måske vi derude om lidt på din tur. Og så kan du jo stille valmuen det samme spørgsmål, hvis du vil. Men du kan også bare beundre den, som du plejer at gøre, føle dig forbundet med den og dens manglede evne til at blive plukket og dermed forstået. ”

Han letter og forsvinder mellem de raslende, dansede træer.

Jeg sidder tilbage med resten af min kaffe, en følelse af rastløs irritation og en subtil glæde, der smelter som chokolade på tungen. Jeg kan godt lide smagen, følelsen. Selvom jeg ikke helt forstår den.

Og nu vil jeg gå ud og beundre valmuerne. Fra et kærligt sted.


Skrivehuset, 1. juni 2016

Kære ven, velkommen til juni ❤

Juni er ifølge kalenderen er årets første sommermåned. Vi træder over en slags tærskel til et nyt rige og en måned, som er opkaldt efter Juno, romersk gudinde. Hun var oprindelig gudinde for kvindelig frugtbarhed og kaldtes også for fødselshjælper. Ydermere var hun skytsgudinde for mange italienske byer og det kan man jo egentlig godt forstå.

Juni markerer årets lyseste tid, her i begyndelsen af juni står solen faktisk allerede op med halvfire tiden om morgenen og vi skal virkelig tidligt op, hvis vi vil opleve magien ved daggry.

Magien ved daggry

Måske er det den magi, fuglene gerne vil fortælle os om, når de begynder at synge i vilden sky på det tidspunkt og lyset vælter gennem sprækkerne i persienner og gardiner? Jeg bliver tit vækket og mens jeg skriver dette, går det op for mig, at jeg måske lidt oftere skulle trodse min lille irritation og mit søvnbehov og simpelthen stå op og gå lidt udenfor.

For hvad mon der er af særlige sommerfortællinger ved daggry i de lyse nætters tid? Hvorfor synger fuglene og hvad synger de mon om?

A bird doesn’t sing because it has an answer
It sings because it has a song
– Maya Angelou –

Fortællingen om “Det kærlige sted” stammer fra min egen skriverejse, jeg skrev den sidste år ved denne tid. Det potente tidspunkt, hvor vi træder gennem en usynlig port og forår bliver til sommer. Vi nærmer os midsommer, sommersolhverv og …

SOMMEREN ER NU!

Jeg har egentlig glædet mig, men pludselig er det som om den kommer bag på mig. Sommeren. Og hov, ja, sørme så, valmuerne er dér igen. Jeg vil ud under åben himmel, lytte til krager, tale med valmuer, ja endda danse med valmuerne og sanke inspiration til kommende skriverier.

LIVET ER NU!

Det er også nu, at du kan vælge at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Gå ud, sank og tag imod de ord, som sommeren har til dig. Der er masser af naturlig inspiration lige nu, hvor sommeren snart kulminerer. Sæt dig, skab rum, gerne udenfor og lad ordene dryppe fra dit hjerte og ud på papiret. Lad det komme fra et kærligt sted.

Intuitiv skriveworkshop, en skrivedag for sjælen

Og skulle du få lyst til at tage din skrivelængsel under armen og møde op til en inspirerende skrivedag for sjælen, så har jeg lige nu to muligheder til dig

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Lørdag den 11. juni kl. 10 – der er kun 1 plads tilbage
Lørdag den 20. august kl. 10

Du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com.

Og næste skrivecirkel? Det bliver såmænd HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august, hvor de lyse nætter ender. Men det skal jeg nok fortælle dig mere om en anden dag.

For nu skal jeg altså ud og danse med valmuerne!

Kærlig hilsen
Lene

 

Mysteriet og øjeblikkets dans

Mystery

Da jeg vågnede tidligt i morges, lå jeg og lyttede til fuglenes sang. Jeg var stille indeni og kunne fornemme morgenens dans, der udspillede sig udenfor. Hvilken salig ro. Min første tanke var, hvor befriende det dog ville være at slippe det hele og bare levet livet fra øjeblik til øjeblik. Alt det, vi holder fast i, alt det vi prøver at få til at ske. Personligt er jeg så træt af at prøve at ”regne den ud” eller at høre på andre, som fortæller at de har regnet den ud. For jeg elsker i grunden alt det, der ikke kan udregnes, vejes eller måles.

Dybest set ønsker jeg at leve helt simpelt. Gå med dagen fra det første magiske morgengry og rejse gennem timerne mod aften. Nyde detaljerne og svøbe mig i langsomhed. Lade det komme, som vil komme og lade resten gå.

Life is not a thing to be managed,
it’s a mystery to be lived

Det er ofte livets mysterium, jeg savner, når alle de tilsyneladende svar serveres prompte og uden tvivl. Der er ikke plads til mysterier eller spørgsmål, som ikke besvares øjeblikkeligt, men som får lov til at smelte på tungen og udvikle sig langsomt. Svar, som kommer, når de skal og som lander blidt som sommerfuglen, når den ikke jages. Jeg elsker at skrive spørgsmålene i min sjælebog og ikke sige dem højt til andre end mit eget hjerte. Papiret holder spørgsmålene, passer på dem og lader dem arbejde i det stille. Jeg skal ikke gøre noget særligt, jeg har stillet spørgsmålet og givet slip. Og vupti, pludselig en dag lander noget, der både er et svar og et nyt spørgsmål.

Mysteriets dans slutter aldrig og spørgsmålet er simpelt: Vil du danse?

Sjælebogen kan du læse mere om i linket her.

Fortryllelse og trædestene

Åh, disse morgener inden resten af verden begynder at rumstere. Daggryet, hvor sjælen danser på bare fødder i dugvådt græs og tankerne er stille. Bare være og lade sig fortrylle af fuglenes hyldest til livet og den nye dag netop født af natten. Gå gennem øjeblikke som trædesten over en rislende flod, en kilde af kærlighed og tid. Uden hastværk, uden andet formål end at gå, leve og være.

Valborgsaften og Beltain

I aften er det Valborgsaften, men eftersom jeg er en keltisk sjæl, kender jeg dette tidspunkt på året som Beltain. I aften og i de kommende dage fejrer man i det keltiske årshjul Beltain, det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og på deres højeste og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og kraftfuld og vi kan med fordel forbinde os og drage nytte af energien til vores egen udfoldelse, kreative projekter og så videre. Uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kan du mærke det? Lysten til at leve, til at være ude og skabe forbindelse med alt det, der ikke kan vejes og måles? Den kraft og energi, som er i naturen lige nu er ganske magisk, det er en frugtbar periode, vi træder i ind. Snart vil maj eksplodere i overflod. I naturen manifesteres alt det, der har sovet og summet gennem vinteren og det tidlige forår. Alt det, der blev lagt i jorden og som fik lov til at ligge uberørt og afventende.

Intet i naturen tvivlede på at foråret ville komme, at fuglene igen ville synge, træerne få knopper, grønne blade og til sidst springe ud. Den venten, den tillid og de øjeblikke, hvor alting kulminerer, er for mig en del af livets mysterium og når jeg skriver det, får jeg kuldegysning. Vi taler meget om at kopiere og modellere andre, vi ønsker at vide, hvad andre gør for at få det hele til at virke. Løsningen. Måden. Sådan gør du, hvis du vil have succes. Jeg har forsøgt, men den slags gør mig både træt og ked af det. Det føles ikke som succes og det fornærmer min sjæl. Så jeg vælger at vende mig mod naturen og hengive mig til øjeblikkets dans og livet, som det udspiller sig i sin helt egen cyklus. Det giver mig glæde. Det skaber sindsro og lyst til at danse.

At lade livet komme

Lad livet komme. Åh, hvilken salig fornemmelse i krop og sjæl, når tøjlerne slippes og kontrollen lægges væk. Nu kan vi danse øjeblikkets dans. Endelig kan vi danse.

Glædelig Valborgsaften & Happy Beltain.

Kærlig hilsen
Lene


VEJEN TIL NATURENS KRAFT

Lisette Maria fra Hyldemors Have har netop skrevet et vidunderligt og brugbart indlæg på sin blog. Det er en introduktion til naturarbejde og varselstagning. Hvis du har lyst til at lære mere om naturens kræfter, energi og hvordan vi kan forbinde os til alt det, der er en del af os selv og vores egen magiske kraft, så læs endelig indlægget her.

SOMMERCIRKLEN – til dig og din skrivelængsel

Hvis du som jeg er en skrivende sjæl, der gerne via ord og fortællinger forbinder sig til egen sjæl og alt det, der pusler og rumsterer i mellemrummene, så kom gerne med i skriveforløbet Sommercirklen. Der er endnu ledige pladser. Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet, intuition og din sjæls visdom gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra maj til slutningen af august, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i naturen og sommerens energi

Brug sommeren til at støtte dig på din skrivevej. Som de andre skrivecirkler er Sommercirklen forankret i naturen og dens visdom og en del af skriveøvelserne vil invitere til små ture ud både for at sanke og samle inspiration, men også for bevidst at bruge naturen til at støtte os på vores vej.

Min hensigt er bl.a. at skabe et kreativt og kærligt sommerrum, hvor sjælens fortællinger kan finde afsæt og blomstre. Og eftersom jeg vil invitere til at du slukker for al elektronisk udstyr og i øvrigt skriver i hånden, kan du sagtens tage dine skriverier med udenfor og nyde sommeren under åben himmel, mens du skriver, sanker og forbinder dig til dit rislende reservoir af visdom og sjæleord.  Sommercirklen kan sagtens fungere som en del af din sommerferie, hvor du skærper din opmærksomhed overfor sommerens gave og bliver lydhør overfor alle de subtile gaver, sommeren bringer.

Invitation til Sommercirklen finder du her. Og du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Varmt velkommen.

valmue

 

Stilhedens havn

jolleiregnvejr

Vi talte om det på den intuitive skriveworkshop, jeg holdt i september. Hvordan sørger vi for at holde os i form, hvad skrivningen angår? Og her er svaret er simpelt: Vi møder op og skriver. Igen og igen. Men hvad stiller vi så op, når inspirationen løber op og vi føler os tørlagt?

Pauser og alenetid

For at holde det kreative bål ved lige er vi nødt til at holde gode pauser og sanke inspiration. Pauserne er ligeså vigtigt som selve den kreative handling, det tidspunkt, hvor vi skriver og skaber. Pauser og mellemrum er en del af processen. Prøv at forestil dig musik uden pauser og mellemrum. Nej vel!? Og selv i vores vejrtrækning er der små pauser mellem indånding og udånding.

Pausen er som et rum for nyt liv, en slags livmoder.

Stilhedens havn er et godt sted at lægge sin båd til og give plads til ren væren og afslapning, der ikke har et bestemt formål. Det er en gudegave bare at sidde stille og dvæle, læne sig helt ind i stilheden og give slip.

Og selv en ekstrovert har brug for alenetid og pauser, hvor man ikke er “på”. Det er en påstand, for selv er jeg ganske givet introvert, men alenetid er en gave til kreative mennesker. Det er her, vi sanker i nærvær med os selv. Det er her, vi gør plads til den stille stemme og lytter til det, som vores sjæl synger om, ord og budskaber, der måske har svært ved at få ørenlyd i en travl og højrøstet hverdag. Hvis vi har et dybtfølt ønske om at skrive og leve fra sjæl og hjerte, er vi nødt til at kende vores livssang og for at kunne høre den, virkelig høre den, må vi blive stille nok, lyttende nok og modtagelige nok. Og vi skal ikke gøre noget bestemt på en bestemt måde. Vi skal bare være.

På date med dig selv

Julia Cameron foreslår en ugentlig tur ud, hvor man alene tager af sted for at gøre noget godt for sig selv og med sig selv. Hun kalder den ”The Artist’s Date”. Det kan være en tur til byen, i biografen eller bare en gåtur ud i det blå og det er en udflugt, at vi foretager alene.

Sank inspiration og find ro i naturen

Selv går jeg gerne en tur i skoven. Lytter, betragter og bliver stille. Tumler jeg med spørgsmål eller er der noget, som smerter, giver jeg det til skoven. Jeg ser lyset danse mellem stammerne og hører træerne hviske. De inviterer mig til at komme nærmere. Tungheden forsvinder blandt myggesværme på sommerdage, mens jeg vandrer og lader tankerne flyve. Jeg finder et sted mellem træerne, en stub eller sten, hvor jeg sætter mig og lukker øjnene, lytter til stilheden og skovens røst.

Her kan jeg høre min egen sjæl hviske og synge med på de sange, som skoven også kender. Her bliver jeg rolig indeni og forbinder mig til Kilden og kærligheden. Og uden at anstrenge mig, sanker jeg. Det sker automatisk, jeg skal ikke gøre noget specielt. Jeg skal bare sidde eller vandre og lade mig opsluge og fortrylle af det, der er.

Hver ting til sin tid

Kommer der gode ideer og input til skriverier, siger jeg tak og giver slip igen. For jeg har nemlig opdaget at jeg altid husker det væsentlige. Jeg behøver ikke rende rundt med pen og notesbog og skrive “det hele ned”, når jeg vandrer i naturen eller betragter og lytter.

“Multitasking er noget fanden har skabt”, sagde et træ engang til mig, mens det lo højt. “I naturen gør vi én ting af gangen. Og vi gør det med hele vores væsen.”

Kreativiteten er en dans

Kreativiteten er en dans mellem gøren og væren. Det er en rytme, hvor vi enten skaber eller sanker. Og gode pauser, stilhed, meditation, natur og eventuelt en ugentlig udflugt, der kæler for den indre kunstner, er guld værd for det kreative og skrivende menneske. Den rytme, hvor det ligesom bare flyder gennem os, kaldes også flow, men det er værd at vide, at et flow ikke er konstant flydende i samme tempo. Der er temposkift, variationer – ja det er som en musikalsk komposition. Eller en flod på vej mod havet.

Pauser, mellemrum, stilhed og ture ud

En del af det kreative flow er pauserne. Mellemrummene. Stilheden og turene ud. Bevægelse og frisk luft gør nemlig underværker for både krop, sjæl og skriveproces. Det samme gør stilhed og hviletid.

Og øvelse gør menneske.

Kærlig hilsen
Lene


Vintercirklen

Naturen, dens cyklus og visdom spiller en stor rolle i skrivegruppen Vintercirklen. Selvom det i høj grad handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, skrive og hengive sig til mørket og den tid, der kalder på væren, lytning og sjælelige sysler i endnu højere grad end ellers, vil jeg også opfordre til ture ud i naturen. Der er intet, der kan erstatte faktisk at være UDE i naturen med fødderne i muldet, skovbunden eller på stranden. Også om vinteren. Vinter og vejr er ingen undskyldning, tværtimod, det gør godt at blive blæst lidt igennem. Bor du i byen, er der parker, anlæg og i det hele taget.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og det har også positiv effekt på dine skriverier og styrker dig i din skriveproces.

Og så vil jeg naturligvis invitere til stilhed, mellemrum og varme, bløde steder, hvor du kan putte dig og bare være.

Det hele hænger sammen, men det skal jeg nok fortælle meget mere om, når Vintercirklen er en realitet. Endelig invitation følger i løbet af de næste dage, men du kan allerede reservere din plads nu. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com

Om mørkning, sjæletid, skriverum og Vintercirklen
Læs mere i “Vintermagi for sjælen”

bur

Når vinden danser

Smålandsk_skønhed

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér.

Et sted i Småland

Det var på den måde med stedet i Småland. Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Og naturligvis kan man sagtens nøjes med små ture ud, alle gode pauser gælder, men jeg kunne bare mærke, at jeg igen skulle over Øresundsbroen og tilbringe nogle dage udenfor dette lands lov og ret. Ud i de svenske skove, ved søer, et sted oppe i Sverige, hvor jeg så ofte før har følt mig hjemme i et træhus i skovbrynet.

Det kaldte, stedet. Jeg mærkede det instinktivt, da jeg så huset på Internettet. Det var muligt at leje det og det lå et sted i Småland, hvor jeg ikke havde været før. Tæt på en sø, lovede ordene og fortsatte med at beskrive omgivelserne, så jeg fornemmede hvert et græsstrå. Længslen sukkede som en flod, der løb mod havet. Kom, hviskede den og kyssede forsigtigt de steder, der trængte til ekstra meget kærlighed. Du er klar til at tage imod noget, der længe har været undervejs og der findes et sted, som er perfekt til det. Et sted, hvor du kan spejle dig i søens dyb og se den sandhed, der forsigtigt har formet sig og været på vej i månedsvis.

“Du er klar nu”, fortsatte stemmen, men det vidste jeg godt. Jeg kunne ikke udsætte det længere og modstanden smeltede som en istap i solskinnet, da jeg så billedet af huset. Et rødt træhus, en veranda, et stort hyldetræ i haven med grene, der forsigtigt banker på køkkenvinduet, når vinden danser. Tæt på søen, skoven og et sted i Småland, hvor jeg tilsyneladende aldrig havde været før. Men nu skulle jeg derop.

Det tavse tomrum

Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Nogle hændelser i sommer og de følelsesmæssige rutsjebaneture og den læring, der fulgte i kølvandet havde sat sine spor. Jeg var holdt op med at skrive, sad bare og stirrede formålsløst på skærmen og kunne hverken finde ord eller mening. Tid til tomrum, hørte jeg stemmen sige og det var jo det, jeg i trætheden havde overset.

Når hjertet venter

Jeg kender ellers udmærket de tidspunkter, hvor tomrummet omslutter sjæle på rejse, fordi der er indsigter og erkendelser, der skal bundfælde sig og fordi der er tidspunkter, hvor vi bare ikke ved. De venteværelser er en del af rejsen, vi er steget af et tog, som for længst er forsvundet i disen, men der er endnu ikke kørt et nyt tog til perron. Det er tåget, diset, der er hverken klarhed eller nogen form for retningsindikation. Det er her, hjertet venter, tålmodigt og i tillid til, at noget er undervejs, men at det endnu ikke er tid. Noget modes, gøres klart og putter sig i varmen dér i mørket. Der er dybe følelser, sorg, tristhed og en vis rastløshed. Men der er ingen form for handling, der kan løse eller fixe tilstanden, vi er strandet og det eneste vi kan gøre, er at sidde med det, der er. For det sted rummer sit helt eget budskab og er en del af rejsen og processen. Det dukker op igen og igen.

Det er rummet uden svar.

Jeg søgte stilheden og lyttede

Da jeg forstod, hvad det handlede om, forlod jeg ambitionen om at skrive noget smukt og indsigtsfuldt og satte mig til at vente dybt i mine egne følelser. Jeg sad med det, der var og faldt til ro i erkendelsen af, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg søgte stilheden, mediterede og lyttede til det, der kom til mig i små dryp. Og da tiden var inde, pakkede jeg min kuffert, bil og hunde og kørte over broen til det sted i Småland, jeg havde lejet for nogle dage og hvortil jeg følte mig kaldet.

Tårerne sprang frem i øjnene, da jeg krydsede grænsen til Sverige og fulgte lyset mod nord. Trætheden krakelerede og jeg lod tårerne flyde, samtidig med at jeg mærkede en ny form for energi komme til syne midt i tågen. Langs vejen stod de mange træer, skovene rakte ud mod mig i efterårsfarver, der var både sprøde og markante i det skarpe sollys. Orange, røde, gule og brune, “vi har med kreativiteten at gøre”, sang de og inviterede mig til at komme nærmere. “Det sted, i dig selv, hvor du giver slip og gør dig så modtagelig, at du tror du mister alt, men i virkeligheden får det hele.”

Det sted i dig selv
hvor du giver slip og gør dig så modtagelig
at du tror du mister alt
men i virkeligheden får det hele.

Huset bød mig velkommen hjem

Det var underligt, men da jeg havde fundet nøglen under den store krukke på terrassen og låste mig ind i det hus, jeg havde lejet i fem døgn, trådte jeg ind i mit eget hjem. Et sted, der var fremmed og hvor jeg aldrig havde været før, men som umiddelbart strakte sin arme ud og tog mig i sin favn. Det gamle træbord i køkkenet, slagbænken ved vinduet, puderne, de store vinduer ud mod haven og hyldetræet med grenene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser. Det blomstrede tapet i blåt og hvidt, striberne på stole og sofa, den store jernseng og de slidte trægulve med spor af dem, der kom før mig.

Der hang historier og fortællinger i hvert et spindelvæv, der duftede af røg og aske fra den store pejs og selvom jeg aldrig rigtig fik den til at virke, fordi røgen blev ved med at vælte ud i stuen, var det fint at den fandtes. Andre havde tændt ydre bål, men jeg lod ilden blusse fra et sted dybt i mig. Jeg fandt varmen på anden vis. Tusindvis af stearinlys, to varmeapparater, man kunne flytte rundt på og en stor trøje og tæppe.

Det var hyggeligt og det var et kærligt. Jeg havde truffet det rigtige valg, da jeg sagde ”ja” til huset i Småland. Og om aftenen sad jeg ved det hvide træbord og køkkenet og skrev i min notesbog i stearinlysenes skær. Der var ikke så mange ord, men dem der var, var milde og godgørende. Jeg skrev om at fare vild og komme hjem igen. Mens hyldetræets grene bankede forsigtigt på vinduet i mørket udenfor og vinden dansede.

Svar, der åbner nye døre

På efterårsferien i Småland og væk fra hverdagens rutiner kom nogle svar til mig, som havde været måneder undervejs. Jeg gav slip, slappede af, jeg havde trukket stikket ud og hengav mig til efterårets smukke forfald i huset ved søen. På gåture i skoven, i stilhed ved søbredden og via ord i en boghandel begyndte det pludselig at dryppe. Synkronicitet og svar i skøn forening. Først var jeg lidt skeptisk, men jo mere jeg overgav mig og svøbte mig i tillid til, at jeg blot skulle være og vandre, så ville det, der var til mig og som havde kaldt så indtrængende, komme mig i møde. Og det gjorde det. Jeg fik svar og indsigter, som jeg havde søgt, blandt andet via spørgsmål i min sjælebog i månederne op til turen. Roen bredte sig og jeg følte mig ligesom fredfyldt som den sø, jeg nu spejlede mig i. Svøbt i visheden om, at alt er, som det skal være og med fornyet tillid i hjertet, faldt det hele på plads dér i Småland.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper

Jeg havde stillet mig undrende og ydmyg overfor noget af det, der var hændt i den forgangne tid og som jeg mærkede havde lange tråde og spor tilbage til tidligere tiders oplevelser og erfaringer. Sjælens rejse er en forunderlig størrelse, men jeg tror på, at vi er her for at lære og har efterhånden lært mig selv at være ydmyg overfor den læring. Det sker, at jeg tager læringen på forskud, jeg tror jeg ved ”hvad” og ”hvorfor”, men senere går det op for mig, at det kun var brudstykker af sandheden. Der kommer mere, senere, når jeg er klar og når svarene er modne. Den slags svar kommer sjældent med det samme, men når de gør, kommer de ofte på en anden måde og i en anden slags indpakning, end vi måske havde forventet.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper, når det gælder sjælens indsigter.

Der er hjælp at få

Dér, midt i Smålands smukke efterår, gik det igen op for mig, at vi får al den hjælp, vi tør tage imod, men at det kræver en helt anden fremgangsmåde end den, vi er blevet lært og påskrevet. Jo mere ivrige, utålmodige og udfarende vi er i forhold til at høste vished og erkendelser, desto mere modstand lægger vi i virkeligheden for dagen. Det er først, når vi bliver stille nok, tålmodige nok og igen fylder vores hjerter med tillid og kærlighed til det, der er, at vi begynder at åbne os, så svarene kan nå os. Svar, som sjældent er endegyldige, men som kaster lys i mørke tunneler og åbner døre, der ikke fandtes før. Noget usynligt og uhåndgribeligt manifesterer sig pludselig som en indsigt af lys, en erkendelse, der opstår fra et dybt sted og kun på den måde, fra det sted, kan vi virkelig forstå.

Sjælebogen og livets mysterium

Det gik også op for mig, at sjælebogen er magisk, fordi jeg har en intention om, at det skal være sådan. Jeg stoler på den bog, på mig selv, Kilden og de ord, der kommer til mig, når jeg stiller mine spørgsmål og sætter mig for at lytte. Jeg skaber forbindelse, når jeg i tillid lytter til subtile toner, den indre dans af vished og musikken, der ikke kan spilles før jeg har stemt mit instrument og gjort mig blød og modtagelig. Når jeg stiller spørgsmålene, kommer der sjældent konkrete svar med det samme. Der kommer gerne kærlige ord, opmuntringer og trøst, men ofte bliver jeg fortalt, at jeg skal væbne mig med tålmodighed og gå i tillid til, at alt folder sig ud i skønneste orden, når det og jeg er klar. Det er en modningsproces, en helt naturlig udvikling og symbiose, som jeg ikke kan forcere eller skynde på. Der er ingen ”fem-hurtige-veje-til-evig-forandring” og der er ingen løfter om bestemte udfald eller resultater. Det er livets mysterium, skriver sjælen med snoet skrift og stemmen synger smukt om uvishedens magi.

Hengiv dig til det, vær dit eget mysterium og gå så i tillid til, at du får de svar du skal bruge, når tid er. Og tiden kommer.

Mange af svarene kom i Småland. Det havde jeg ikke ventet. Egentlig fulgte jeg bare en impuls og den længsel, der opstod, da jeg så huset på nettet og vidste, at jeg måtte derhen. Måske skal jeg bare sove i fem døgn, tænkte jeg eller drikke svensk kaffe med mælk, mens jeg sidder og stirrer ud på regnen, der falder over de svenske skove og drypper mønstre i søen, der under himlens mørke skyer er både sort og uigennemsigtig. Men jeg sov ikke længe, jeg stod op med lyset, gik tur med hundene, drak kaffe og fulgte sjælens stemme. Det regnede heller ikke, solen skinnede, vinden dansede og jeg kunne sagtens se kvinden i søen.

Jeg lod lysten være min GPS

Jeg lod lysten være min GPS og drev omkring på må og få, beundrede det vældige landskab, farverne og det forfald, der var endnu tydeligere dér længere nordpå. Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alt kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere kan bruge til noget, lad det flyve i vinden som de nedfaldne blade og gå i forrådnelse, så det kan opstå som noget nyt og anderledes et andet sted. Lad det være en del af min kreativitet. Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var og gør sig klar til det, der skal komme.

Men lad mig leve nu, lad mig danse lige her midt i løvfaldet og lad mig være det efterår, der gavmildt kaster om sig med blade gjort af fantastiske farver i rød, gul, orange og brunt. Lad mig danse.

Naturlig gavmildhed

Søen gav mig af sit. Det samme gjorde skoven, de store mosbegroede sten og lysninger, som kaldte med tusind tavse stemmer. Og da jeg endelig begav mig ind til byen for at vandre i gader og kigge på butikker, faldt jeg over en bog i en boghandel, som kaldte med ord, der var som skabt og skrevet til mig. Også dér kom der små svar og indsigter, der som puslespilsbrikker var med til at forme et større billede.

Tør du?

Og ørnen var dér skam også. To gange dukkede han op og uden at gøre særlig stads af sig, lod han små ord falde ned i mine åbne håndflader. Jeg fløj ikke med ham denne gang, men stod bare og tog imod med begge ben på jorden. Og dog. For lige dér forstod noget, jeg ikke helt havde forstået på den måde før.

Man kan skam sagtens flyve, selvom man vandrer på landjorden.

Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle

“Det er kærlighed”, råbte jeg til skoven, søen, himlen og de fugle, der fulgte mig på afstand.  Den ørn, de farver, den himmel. Alt det, I så gavmildt skænker mig uden at bede om noget til gengæld. Det er livet”, sang jeg, for nu bølgede energien i mig som en brusende elv og jeg dansede med ørnen fra landjorden på den efterhånden velkendte måde. De dansetrin, den sang og den frihed.

”Tør du leve din egen sande natur nu” spurgte han, inden han fløj over trækronerne og forsvandt for en stund.

Jeg nikkede. Tårer i øjnene, musik i kroppen og en dyb taknemmelighed over at være så elsket fik mig til at synke på knæ og sige en bøn af tak.

”Jeg tør ikke andet”, hviskede jeg og rejste mig forsigtigt, mens jeg børstede jord og bladrester af mine bukser. ”Men hvad kan jeg gøre til gengæld for alt det, I så gavmildt giver mig?”

Du kan sige tak, skreg ørnen

”Du kan sige tak” skreg ørnen og lo sin velkendte latter, så det rungede i de smålandske skove. ”Og så kan du gøre det. Leve din sande natur, danse med livet og lade det flyde igennem dig som luften mellem dine vinger. For det er frihedens kreativitet, der gør dig levende, smidig og glad.”

Noget er større end mig

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér. Om det handler om mig, stedet eller alkymien i mødet mellem os ved jeg ikke, men det skete i Småland i de dage. Og jeg har vished om, at det vil ske igen. Små glimt, stunder af dyb erkendelse og en uendelig gavmild kærlighed fra noget, der er større end mig.

Grene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser.

Fortællingen stammer fra min egen skriverejse, oktober 2015. Og fortsættelse følger.

Kærlig hilsen
Lene


Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver.

VINTERCIRKLEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel.

Vi starter den 1. november og skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året, forankret i naturen, årshjulet og den naturlige cyklus.

Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet herunder. Du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Løjer og grønlangkål

tågemark

Du spørger mig, hvem hun er. Og du fortæller at hun også findes i dig. Vi har alle et indre barn, som vi bærer rundt på og som vi forlod et sted på vejen.

Mit indre barn satte sig i en grøftekant og talte med blomsterne. Det er jeg sikker på. Hun lyttede, spurgte og så gav hun historier tilbage. De udvekslede fantasier, drømme og virkelighed og det hele flød sammen, for ingen ved egentlig, hvad der tilhører hvilken kategori. Og de besøgte i øvrigt også landet, hvor det ingen rolle spiller. Mit indre barn og de vilde blomster. ’Og da det blev vinter’, spørger du. Da gemte hun sig i skoven og fandt læ for regn og slud i et hulrum i et træ. Eller også fandt hun simpelthen en hytte mellem træerne, som nogen havde glemt. Ilden buldrede lystigt i brændeovnen og der var mad i forrådskammeret. Så sad hun dér og digtede historier i selskab med skovens dyr og andre skønne sjæle.’Det er ren fantasi’, påstår du og ler, ’men det er nu meget hyggeligt’.

Jeg nikker, lige nøjagtigt, jeg er nødt til at tænke på, at det har været hyggeligt i alle de år, hvor jeg lod hende alene. At hun fandt sin egen vej og måde og at hun fortsatte med at følge mit hjerte. Da jeg for vild og gik andre veje, holdt hun sig stædigt til det, hun følte var rigtigt. Hun var da ligeglad med, at nogen som dig sagde, at hun var gjort af fantasi og alt for eventyrlige historier. Det kommer dér aldrig noget godt ud, sagde de i kor. Men det gjorde der jo!

’Livet er smukt’, sagde hun engang til en voksen og forsøgte at fortælle det i en historie. Der fulgte vist også en tegning med, for hun kunne vældig godt lide at tegne og fortælle. Men den voksne rystede på hovedet og sendte hende et blik, der slukkede alt håb. ’Det er kun fantasi, lille ven, du må lære at tilpasse dig virkeligheden’. Og det var lige dér, at vores veje skiltes. Jeg forlod hende. Men noget gav jeg hende og derfor mødes vi nu igen. Hun fik mit hjerte og hun blev min sjæl. Jeg valgte at tro på historien om, at der ikke findes eventyr og tilpassede mig. Jeg turde ikke andet. Hun forsvandt med sine gyldne lokker på lette ben af skovvejen. Opslugt af en ny historie. Omsluttet af træerne.

Nu står hun dér igen, i morgenduggen på broen. En dør åbnede sig og jeg ser, at hun ikke længere er en drøm. Alt det, hun anså for selvfølgeligt, begynder at komme tilbage til mig. Jeg fryser lidt og skælver, men hun ligger armene omkring mig og sammen får vi varmen.

’Du skal ikke være ked af det’, siger hun og tørrer en tåre væk. ’Jeg har jo været dér hele tiden. Du mærkede mig og da du for alvor begyndte at skrive, fik jeg lov at komme til syne. Først listede jeg forsigtigt rundt mellem linjerne, men så blev dine ord dristigere og mere åbne og jeg stak hovedet frem. Mine ord sneg sig ind mellem dine, et efter et og pludselig en dag skete dér noget. Du fik skrevet dig frem til den bro, hvor vi nu står. Du kom bagom tankerne og du forstod, at ingenting er som de ser ud. Alt er tilsyneladende.’

‘Du taler næsten som en voksen’ siger jeg og fniser lidt. For hun kilder mig, jeg ser et helt vidunderligt lys i hendes øjne og hører pludselig en melodi, som giver mig lyst til at danse.

Tænk, hvis hun har ret. Hvis man begiver sig af sted og virkelig følger hjertet, så sker der ting og sager. Det tager tid, det koster blod, sved og tårer, men en skønne dag går det op for en, at det er hele rejsen værd. For en dag står man ansigt til ansigt med sit indre barn og det vidunderlige eventyr, man forlod. Måske kan man kun besøge eventyret og holde om barnet i korte frekvenser, men langsomt vænner man sig til tanken. Eller følelsen. Eller også er det noget helt andet, man pludselig forstår, når man skriver og skriver og helt intuitivt får alt det frem, der har skjult sig et sted i dybet.

’I skoven!’ ler hun og nikker ivrigt, men ellers er det helt rigtigt. Og ved du hvad? Hun laver præcist de dansetrin, jeg har lyst til at udføre.

Bliv ved med at skrive og blæs på, hvad tankerne siger og fortæller. Så skal du bare se løjer og grønlangkål’

Indlægget er også postet på min blog Poetiske Paradokser og her kan du også læse det første afsnit om det indre barn.

Tekst og billede, Lene Frandsen (C)