Jeg er blevet vinter

winter-sunset

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it.
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

 Et uddrag af “Fortælling ved Vintersolhverv” som udkommer i løbet af 2017/18
© Lene Frandsen


Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

solhvervscirklen-januar

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene og fortællingens kraft føre dig på vej.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med.

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby

solhvervscirklen

Photo “Warm Cold Winter Sunset” © Siilur – Dreamstime 
Photo “Winter Light” © Kellers – Dreamstime.

3 thoughts on “Jeg er blevet vinter

  1. Pingback: På vej hjem | Lene Frandsen

  2. Pingback: Vejen hjem | Lene Frandsen

  3. Pingback: Livsflod og skrivelængsel | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s