Kom, lad os danse

Kære ven, der er gået et stykke tid, siden jeg vendte hjem fra min efterårsferie i Småland og skrev indlægget “Når vinden danser”. Sommeren og efteråret 2015 var alt andet end en dans på roser, selvom roserne skam blomstrede smukt i min have langt ind i oktober måned. Det var en sommer, hvor jeg på mange måder blevet rystet i min grundvold, men bedst som jeg troede, at jeg ville vælte og blive blæst omkuld af det stormvejr, der var opstået i mit indre, opdagede jeg, at jeg faktisk er som et træ med dybe og solide rødder. Og jeg, som elsker træer!

Lys, mørke og melankoli

Den lyse del af året kulminerede for mig ved fejring af sommersolhverv og lukker sig nu om mig igen som kalklåget om vinbjergsneglen. Lys mod mørke. Jeg har lovet mig selv at jeg, i endnu højere grad end tidligere, vil forsøge at gøre det, som naturen opfordrer os alle til nu; kontemplation, indre nærvær, restitution og hengivelse.

Hengivelse og melankoli

Dagene er korte nu og lyset er dæmpet. Selvom jeg nyder turene ud, ofte i selskab med mine elskede hundepiger, så er den tid, hvor jeg uden dårlig samvittighed eller modstand hengiver mig til trætheden og mørket, guld værd og en vigtig del af processen. Naturen har lært mig, at mørket og vinteren har en helt særlig kvalitet, som vi kan drage nytte og glæde af, hvis vi da ikke kæmper imod.

Melankolien hører med. Dans med den. Lad den være en del af de farver, der udgør din personlige palette.

En velsignelse i forklædning

Sommerens hændelser vil jeg ikke gå i detaljer med. Det, der skete, er ikke alene noget dybt personligt, det involverer også andre mennesker, hvis anonymitet jeg ærer og respekterer. Jeg vælger at se på dem som hjælpere, der på deres måde skubbede mig på rette vej. For det, der i sensommeren fremstod som en hård, ubarmhjertig og, synes jeg dengang, temmelig uretfærdig forbandelse, viste sig at være en velsignelse i forklædning. Selve læringen kom først i månederne efter og opstod midt i et indre mørke, der i lange perioder føltes som vildfarelse. Jeg for vild, sagde jeg, men efterhånden gik det op for mig, at jeg på ingen måde var faret vild. Tværtimod.

Tomrummet og sorgen fortalte historier

Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg til sidst valgte at sidde i og lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min barndom og uden tvivl også i tidligere liv.

Mørkevandring og styrkeprøve

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve. Den gav mig visheden om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til ”mit sande jeg” gennem de oplevelser, sommeren bød på. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast.

En slags sjælens mørke nat

Måske var det en slags ”sjælens mørke nat” jeg vandrede i gennem sommeren og efteråret? Under alle omstændigheder fik jeg gennem hændelsen og det, der skete efterfølgende, øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som har formet og til dels bestemt udfoldelse af mit liv indtil nu, men som nu ikke længere tjener mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen, men jeg var ikke faret vild i ordets egentlige betydning. Eller var jeg? For på samme tid var jeg på rette vej.

Vildfarelse og lysninger

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild

har Tomas Tranströmer så fint udtrykt det. Vildfarelse, ved jeg nu, er uden tvivl en vigtig del af den indre rejse, sjælens rejse, for uden at miste orienteringen for en stund finder vi  ikke netop den lysning, der er vores sted og hvor nye og vigtige erkendelser opstår.

Tillid til processen

I mørket, i det tidlige efterår, hvor krager, råger og ravne fløj ind over mit landskab, blev jeg kærlig opfordret til at have tillid til processen. Det handlede om at give slip, gradvist, langsomt på samme måde, som træerne slipper bladene i efteråret, men det handlede også om at turde være i mørket og i den tilsyneladende vildfarelse.

Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg hele tiden serveret små flager af sandheden, men jeg var ikke klar til hele sandheden endnu. Ved efterårsjævndøgn var jeg endnu i proces og sorgen lå om mig som en tung dyne. Måske kunne jeg have sparket dynen af og rejst mig, men jeg var for udmattet og samtidig forstod jeg, at det ikke længere handlede om at flygte eller forcere. Det handlede om at blive og om at vente.

Vent, intet hastværk

”Vent”, hviskede stemmen dybt i mig og krager, råger og ravne stemte i. ”Vent, bliv i mørket, bliv i efteråret og læn dig op af træerne for at hente styrke og visdom. Bladene, der falmer og den proces, hvor vi giver slip. Langsomt, intet hastværk, ingen forcering. Det føles måske pinefuldt, men det er kun fordi du værger dig imod det uundgåelige. Prøv med accept, hengiv dig til det og lad det være en dans. Dans med alt det, der smerter og vid, at du på et tidspunkt kommer ud på den anden side en forvandlet kvinde.”

Ofte så jeg lyset på himlen, det kom og gik gennem efteråret, og jeg forstod, at jeg blot skulle hvile så godt jeg kunne og ikke forsøge at flygte, selvom det gjorde pokkers ondt. Sandheden er, at jeg heller ikke kunne flygte. Jeg var for træt, for udmattet, min søvn var dårlig og min kreativitet lå i dvale. Der var ikke så mange ord endda, men jeg skrev morgensider og jeg søgte råd og vejledning gennem de ord, jeg skrev i sjælebogen. Jeg fik både hjælp, svar og kærlig poesi med på vejen gennem ordene, der opstod i de måneder.

For der er altid fortællinger, der som fyrtårne kan skinne i mørket og lede os på vej. Vi skal blot møde op, gør os modtagelige og skrive dem.

Nej, fandme nej!

En søvnløs nat, hvor jeg var ved at drukne i min egen sorg, dukkede hun op som et væsen, der slog gnister fra et sted dybt i mig. Hun bandede. Ja, det gjorde hun, hendes stemme var høj og klar men uden skarphed eller anger: Nej, fandme nej! Og jeg mærkede, hvordan styrken og kraften ulmede fra et sted dybt i mig og noget genopstod dér i den mørke efterårsnat.

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket og ”nej, fandme nej” blev til en forvandlingssang lige dér.

Forvandlingssangen

Senere hen omskrev jeg den, forvandlingssangen, så den blev lidt mere poetisk. Men det er stadig ordene jeg bruger, hvis jeg skulle blive i tvivl om min egen kraft og styrke. Nej, fandme nej! Og jeg er sikker på, at du, min ven, enten har fundet eller vil finde helt dine egne ord, med netop den energi og det eftertryk, der sætter dig fri.

For ord er magiske. De er kreative. Ord er ikke alene informative, de er også formative, for på sælsom og ganske magisk vis, bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og netop derfor skal vi vælge vores ord med kærlighed og omhu. Hvis altså ikke ordene vælger os, som det skete i mit tilfælde. Men her er det energien og styrken bag, som jeg mærker og hæfter mig ved.

Min tid er kommet

Min tid er kommet. Jeg tager hånd om mig selv, jeg tager ansvar og jeg er både min indre pige med rottehaler og eventyr, magi og fortællinger, der opstår af ren og skær lyst og nysgerrighed, og den voksne, vise kvinde, som har oplevet lidt af hvert og har fået ar på krop og sjæl. Falder jeg tilbage i de gamle mønstre og giver jeg slip på den styrke, jeg nu har genvundet, og som gør mig stolt og glad midt i sorgen over, at det hele måske ikke blev så rosenrødt forsonende, som jeg havde håbet på? Nej, fandme nej!

Stærk på en stille måde

Udenfor slog regnen med ruden og sprækken af daggry var vokset. Jeg rejste mig fra sengen og mærkede de to væsener i mig blive til ét. Kærligheden var stor men taknemmeligheden endnu større, hvis man overhovedet kan adskille og gradbøje den slags. Det betyder ikke så meget. Det var sket, jeg var forvandlet. Stadig groggy, stadig træt, stadig sorgfyldt og mærket, men forandret og stærkere end nogensinde før på en meget stille måde. En styrke, der var så sårbar og skrøbelig som det første lys, der nu trængte igennem sprækken i himlen.

Crack of dawn, hviskede hun. Now you know the true meaning of the term “crack of dawn”.

En ny proces er sat i gang

Der er gået et stykke tid siden den nat. Og hvis du tror, at forvandlingen har ændret mig radikalt, tager du fejl. Forvandlingen, visheden og den indre styrke, jeg nu mærker fra et helt nyt sted, integreres langsomt som om en ny proces er sat i gang. Der er meget at fordøje og jeg har vished om, at det vil ske i helt sit eget tempo. Vinteren og mørket vil hjælpe mig her, det har jeg tillid til, for vinteren er perfekt til fordøjelse, restitution og kontemplation. Jeg føler mig sårbar og nøgen som træerne uden blade, men den følelse er en fordel, lover træerne til mig og kragerne stemmer i.

Kom, lad os danse

”Når tid er”, hvisker vinden og forvandler sig til storm. ”Der er meget at rense og blæse bort. Men kom, kom dans med det. Træd ud i det og se, at du faktisk er inde i det.  Det føles anderledes, når du ikke kæmper imod, men hengiver dig til, som er. ”

Snart er det vintersolhverv og lyset vender tilbage

Året er næsten gået og dybt i decembers favn er det vintersolhverv, solårets og naturens nytår, det vendepunkt, hvor lyset fødes af vintermørket på årets længste nat. Som ørnen svæver jeg over det landskab, som var og alt det, som jeg lærte og fik med mig. Jeg ser, jeg betragter og uden at ville det anderledes, hilser jeg både sorger og glæder velkommen som en del af det store billede. Det er ikke alt, jeg forstår, men jeg vælger at give slip på den evige søgen efter forståelse. I stedet hengiver jeg til livets mysterium, for det er i sidste ende det mysterium, der gør mig levende og fri. Det giver mig lyst til at gå på eventyr og livets eventyr er noget, som pigen i mig elsker. Jeg skriver om det og jeg lever det. Hver eneste dag i det, der også kunne kaldes et helt almindeligt liv. Men alting er tilsyneladende. Og som den gode Majbritte Ulrikkeholm så fint har sagt det: “Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr til mit liv.”

(Teksten stammer fra 2015 og derfor er den lidt forud for sin tid. Der er et par måneder til vintersolhverv og indtil da skal vi rejse gennem resten af oktober, efteråret og ind i novembers tågedis. Og november er en ganske særlig måned, for her starter skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN).

Der er fortællinger alle vegne

Lad os udforske, vende sten, samle rav og opdage, hvordan det hele ånder og lever. Der er fortællinger alle vegne, de findes i naturen og vi bærer dem i os, dybt i os selv. De vil gerne skrives, fortælles, deles og sættes fri. Og det, kære ven, er blandt andet min mission, mit formål og min glæde her i livet. At skabe rum og landingsplads til at kærlige og sjælelige fortællinger kan lande, løfte, fortrylle og forvandle os.

Vi er skabt til at skabe

Vi er jo skabt til at skabe, fortælle historier og dele dem med hinanden. Uden dom, uden bedømmelse og korrektur og helt uden konkurrence. Vi sætter fortællinger fri og vi sætter os selv fri. Ord for ord.

Kom lad os danse!