Vejen hjem

winter-oak-and-full-moon

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig en slags vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig om mig som en brise. ”Du er på vej hjem.”

På vej hjem

På vej hjem. Jeg kommer uvilkårligt til at smile. Hun er aldrig i tvivl, hun nøler aldrig i forhold til det, hun har vished om. Hun lader det komme til udtryk som det naturligste i verden. Det opstår indefra som et dybt suk, siver gennem hver eneste celle og videre ud. Jeg hører det som en hvisken, et vindpust af lydløs visdom.

Energien i hendes ord er heller ikke til at tage fejl af, jeg kan mærke hende i hele kroppen. Følelserne, for hun taler ikke alene med en stille hviskende stemme, hun kontakter mig også via mine følelser og guider mig på vej. Men først nu tør jeg virkelig lytte og en ny form for nysgerrig kærlighed er opstået overfor mine egne følelser og fornemmelser, der tidligere mest var til besvær.

Klip en hæl og hug en tå

Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mine store og til tider overvældende følelser langt væk ude af stand til at se, at jeg er blevet skænket det meste vidunderlige GPS system, hvad min sjæls rejse angår? Men jeg følte mig så forkert og anderledes, at jeg forsøgte at skubbe dem bort, følelserne og lade som om, at jeg var en anden. Klippe en hæl, hugge en tå.

Et nyt sprog, som slet ikke er så nyt endda

Nu stopper jeg op og mærker efter, ”hov der var den følelse jo igen.” Jeg ikke alene registrerer og accepter, jeg lytter også og indser, at jeg er ved at lære et helt nyt sprog. Et sprog, som i virkeligheden er urgammelt og som min sjæl altid har kendt.

Og egentlig er sproget ganske simpelt. Der er ikke så meget af tage fejl af, når blot man lærer at stole på sig selv og egne impulser. Jeg er f.eks. ikke længere i tvivl om hvad fysisk kvalme betyder, bare for at give et eksempel.

Hun kommenterer ikke mine erkendelser og opdagelser, hun er stille på en sødmefuld måde. Der er ikke mere at sige. Jeg går videre gennem de nedfaldne blade, der nu igen er våde og fulde af forfald. Før lå de så fint ovenpå sneen og isen, det var som om efteråret og vinteren var smeltet sammen og skabte nye billeder i landskabet.  Jeg fortabte mig i de billeder, mens de endnu var nærværende. De opslugte mig og fyldte mig med en forunderlig vished og ro. Nu har regnen skyllet dem væk, men roen er blevet tilbage.

Jeg holder fast i hende

Bedst som jeg er blevet vinter, skifter noget igen. Dansen fører mig videre, hvirvler mig rundt, jeg lærer nye trin og indser, at der ikke er noget at holde fast i. Men det er en sandhed med modifikationer, for jeg holder fast i hende og slipper ikke taget igen. Aldrig mere. Fandme nej og gudinde ske tak og lov. Først nu forstår jeg rigtig, hvad jeg egentlig mente, da jeg sidste år skrev ”Kom lad os danse”.

Nu danser vi. Det sker som det naturligste i hele verden og det føles som en drøm. Men jeg er vågen, jeg har aldrig været mere vågen og stien fører videre gennem våde blade og nedfalden frugt. Forrådnelse, fordærv og farvel. Så snart jeg giver slip, bliver der plads til at det nye kan opstå. Luk den ene dør og en anden dukker op i tågedisen. Når tid er.

Introvert, nu brænder tampen

Forleden dag skrev jeg nogle ord uden at have planlagt det eller have en intention om det, det flød bare gennem mig, ud af min pen og kom til syne på papiret. Ordene åbnede en ny dør på vid gab, en dør som længe har stået på klem og bevæget sig i vinden. Lukket sig. Åbnet sig. Knirket i hængslerne. Gjort opmærksom på sig selv. Kniirrrk. Kniiirk. Du er tæt på nu. Tættere på end du nogensinde har været før:

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er mit magiske rum. Det er min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Du kan læse resten i indlægget: Jeg er blevet vinter

Ordene spiller som en sang for mit indre, en melodi og en rytme, som får min krop til at danse. Mine skridt bliver uvilkårligt lettere, nu hvor jeg tør sige og synge den højt. Min sang og min måde at synge den på.

Det er smertefuldt at lade som om

Himmel og hav, hvor har det dog været besværligt og smertefuldt at lade som om. De sidste masker må falde, jeg giver dem til vinden, regnen og det efterår, der for en stund var vinter, men nu tilbage igen. Jeg går med glidende skridt gennem de våde blade og hilser på krager, råger, måger og træer. Jeg stopper op og ser på himlen, jeg er bevidst om retningerne nu, øst, syd, vest og nord.

Jeg ser solen stå op og følger den gennem dagen mod vest, også når den er dækket af skyer. Jeg lytter til både regn og blæst og jeg siger uvilkårligt tak, for selvom jeg sætter stor pris på mørket og vinterens restitutionshuler, så elsker jeg også lyset og livet, der farves af pasteller i den tidlige morgenstund. Jeg bader i fuldmånelyset, når hun står op på himlen og jeg drikker af den visdom, hun skænker mig uden at begræde de nætter, hvor søvnen må vige for månedans.

Kom, lad os danse.

Kontrasterne. Lys, skygge og vejen mod vinter. Du er på vej hjem, siger hun og det ved jeg godt. Jeg er jo vinterbarn. Jeg får kuldegysning ved tanken, jeg har været borte alt for længe. Det land, jeg elsker og den flod, der flyder et sted dybt i mig, var forsvundet. Jeg troede, at jeg var blevet glemt, men sandheden er, at jeg var den, der glemte. Men nu husker jeg.

Den aktive deltagelse

At stå ved hver eneste følelse, tanke, impuls og at tage ansvar og tage del. Det er den aktive deltagelse, der gør forskellen. I livet og på skriverejsen. Men at stå ved noget betyder ikke at holde fast i det, stædigt som en martyr eller klynkende som et offer. Tanker, følelser, impulser og sensationer. De kommer og går. Som toge, der kører til perron og forsvinder igen efter en stund i stilstand. Et fløjt og så farvel. Forskellen er, at jeg nu er helt bevidst om, hvorvidt jeg hopper på toget eller ej.  Og her på det sidste er der mange toge, som jeg har ladet køre. Jeg står stadig på perronen i efterårsregnen, men jeg fryser ikke. Jeg har truffet et bevidst valg.

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker: Vi vågner op, lærer at nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft og TADA … derigennem finder vi vejen hjem.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Fra skriveblokering til skriveglæde

Jeg er så dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde. Fortællingens kraft er stor og magien er vitterligt til stede, hvis du ønsker at det skal være sådan.

Introvert og hvad så? Det er en faktisk en fordel på skriverejsen …

Forleden dag skete der noget i Vintercirklen, skrivecirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi ofte har længtes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. Jeg har taget min introverte natur til mig og det gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Sig ja til dig selv, sig ja til din vej og måde. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget selskab virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden at vi kan høre sjælens sang.

Og en væsentlig del af ”det at skrive” fra sjæl og hjerte handler som bekendt om at lytte.

Du behøver på ingen måde at være introvert, men …

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

En dans mellem inde og ude

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem inde og ude med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

* * *

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og forsigtigt gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig som en brise om mig. ”Du er på vej hjem.”

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

SOLHVERVSCIRKLEN er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra januar til slutningen af marts, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

SOLHVERVSCIRKLEN er et online skriveforløb for kvinder forankret i energien omkring Vintersolhverv og rejsen gennem vinter mod forår. Forløbet starter den 6. januar 2017 og varer i tre måneder.

Hvis dit nytårsforsæt er at skrive fra sjæl og hjerte og møde op for at folde det ud, der lige nu bare rumsterer som en forunderlig længsel efter at skrive, er SOLHVERVSCIRKLEN ganske sikkert noget for dig.

Jeg har nu åbnet for tilmeldinger.Du finder invitation til SOLHVERVSCIRKLEN og detaljer i linket her.

So stand in the circle
Weave the web of light
Dance in the moonlight
Bring fire to the night
Release the past that made us
Release the fire within
Revel in the mystery
And embrace your sacred kin
– Brian Boothsby –

solhvervscirklen

Photo “Winter oak and full moon” © Marilyn Barbone, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime

 

Skriv i livet

love-letters-from-your-soul

Jeg skriver fra et kaffested i landet, hvor vinteren nu er en realitet. Det er morgen og jeg kan bare mærke, at jeg skal skrive. Den slags skrivning, der udspringer af ren lyst og en længsel efter bare at sidde og tage imod ord. Mere behøves der ikke. Det er en skrøne, at vi på forhånd skal vide, hvor ordene tager os hen eller at vi skal være inspirerede på forhånd. For mig sker det oftere og oftere, at jeg bare sætter mig og lader det komme, som jeg kan mærke rasler og rumsterer.

Det sker også, at jeg har en ide med at skrive, men at ideen udviskes og noget nyt opstår undervejs i processen. Det er også en af glæderne ved at skrive og skabe. Overraskelsen. Fortryllelsen.

I begin with an idea and then it becomes something else
– Picasso –

Kvinderne på skriverejse

Jeg tænker på de kvinder, jeg har i skriveforløb i øjeblikket. Vintercirklen startede for en uge siden og allerede nu deler kvinderne gavmildt af deres livshistorier og vinterfortællinger. Min intention er blandt andet, at skrivecirklerne sætter en varig skriveproces sættes i gang, som ikke er afhængig af andre omstændigheder end den evige skrivelængsel og lyst til at folde ud. Glæden ved bare at skrive.

Skriveglæde er formålet. Skriveglæde er målet. Dansen.

Ord, ro og retning

Mange kommer igen. Det oplever jeg ofte og det er også en af intentionerne med skrivecirklerne. Det er ikke dyrere at være med, end at du flere gange om året kan springe ind i en skrivecirkel og tilbringe tre måneder med at skrive fra sjæl og hjerte og dele dine ord og fortællinger i cirklen med andre skrivende kvinder.

En kvinde vendte tilbage og fortalte, at hun havde fundet ro fra stress og angst ved at skrive sig igennem vinteren. En anden havde fundet døren til sit magiske rum og oplever, at hun nu blot skal møde op og åbne den, træffe et bevidst valg og gå ind. Så kommer de. Ordene, inspirationen og alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne byder jeg på månedlige skriveopgaver og afsæt, der som oftest tager afsæt i måneden, energien og årshjulet. Kvinderne dypper med andre ord pennen i det, der er og får lejlighed til at skabe godgørende rum, både indre og ydre, hvor de hengiver sig fordybelse og rejsen i ord og stemninger. Samtidig har vi et hjerteligt skrivefællesskab, hvor vi deler, udveksler og løfter hinanden i processen.

Alle skrivecirkler og undervisningsforløb, jeg tilbyder, henholder sig til Julia Camerons regler for “Den Hellige Cirkel”.

Den røde tråd

Og hele tiden er fortællingerne den røde tråd. Hjertets fortællinger og sjælens vej, de subtile ledetråde, der fører os i den retning, vi ønsker at gå. Roen kommer, når vi sætter ord på og oplever, at vi selv har de svar, som vi før ledte febrilsk efter udenfor os selv.

Via hensigtserklæringen sætter vi nemlig den indre kurs på sjælekurs og intentionens kraft er stor. Det er som en ånd, der er fri, levende og som vi kan tiltrække og bruge som en slags hjælper og retningsgiver på vores rejse. Ordene er afgørende, den energi, de indeholder og når vi vælger vores ord med omhu og formulerer en hensigtserklæring, som støtter og løfter os, oplever vi en ny form for skrivende frihed og ofte en fantastisk synkronicitet i forhold til vores intention og det, vi er kommet for at høste. Intentionens kraft er stor.

Når livet kommer i vejen

Men hvordan finder man tid til at skabe rum til ord og skriverier i en travl hverdag? Og hvor kommer overskuddet fra? Det er gode og relevante spørgsmål. Svaret kan måske komme som en overraskelse, for vi finder ikke tiden, tiden finder os. Det er fuldt ud muligt at skabe små skriveoaser i en ellers travl hverdag og finde ro i sit indre skriverum også selvom man kun befinder sig i rummet i små intervaller i løbet af ugen. Så kommer energien. Den er dér ikke altid på forhånd, men der sker noget magisk i processen.

Træn din skrivemuskel

De fleste finder tid og plads til at træne fysisk, løbe, gå i fitness center eller dyrke yoga. Vi ved, at det er vigtigt at træne fysisk og holde vores kroppe aktive og friske. Men hvad med vores skrivemuskel? Hvorfor er det lige, at vi ikke kan finde tid til at træne den og samtidig følge vores sjæls dybe kald, der prikker til os via den skrivelængsel, vi mærker? Hvad er forskellen? Livet vil altid komme i vejen og derfor er noget af det første, jeg siger til mine kursister og skriverejsende følgende: Skriv i livet.

Skriv i livet

Vi fortæller ofte os selv, at vi har for travlt og at for mange ting hiver i os, til at vi kan dedikere til os det, hjertet og sjælen synger om. Men vi er nødt til at møde op og skabe rum og vide, at “alt det andet” stadig og altid vil være dér. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet.

Så det handler altså ikke om at rydde kalenderen og fuldstændig melde sig ud af familie og samfund, hvis vi vil skrive. Tværtimod. Det handler om en grundlæggende indstilling, der kan udtrykkes således: Jeg er forfatter. Og en forfatter skriver. Måske vil du påstå godt hjulpet af janteloven, at du ikke er forfatter, når du ikke har fået noget udgivet. Men hvor kommer den påstand så fra? På engelsk er ordet ”writer” definitionen på en, der skriver og sådan kan du også vælge at se på det. Jeg skriver ergo er jeg forfatter. Jeg er forfatter.

Man skal nemlig være, før man kan blive.

Din magiske fortællerkåbe

Tag titlen til dig. Smag på den. Tag den på som en frakke, en slags fortællerkåbe, som du laver og ifører dig, hver gang du sætter dig ned for at skrive. Vi klæder os på via ordene til at udføre det, vi er kommet for og det, der er vores hensigt. I historiefortællerens univers og i skrivecirklerne træder vi alle sammen ind i det magisk rum, som vi selv har skabt, vi tager vores fortællerkåber på og så skriver og rejser vi gennem ord og stemninger via de døråbninger, som skriveafsæt og øvelser vitterligt er.

It’s not a competition, it’s a doorway.
– Mary Oliver –

Skrivecirklerne tilbyder dig et rum, hvor du sammen med andre kvinder  med skrivelyst og -længsel kan øve dig på møde op, åbne dig og med nysgerrighed og kærlighed til processen sætte pennen på papiret og begynde at skrive.

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig

Jeg har skrevet og sagt det før og jeg kommer til at skrive og sige det mange gange fremover. Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen. Og lad være med at tro, at du kan tænke dig til, hvad der vil ske og hvad du vil skrive, hvis du altså skulle finde på at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt. Det kan du ikke. Skriverejsen er fuld af søde overraskelser og fortællingens kraft er stor.

winter-bridge

Fortællingens kraft bygger bro

Fortællingens Kraft. Hvor ofte har fortællingerne ikke hjulpet mig på min vej og åbnet døre, som jeg slet ikke vidste fandtes? Bygget bro over ellers ufremkommelige floder og skabt klarhed og retning i urolige tider? Uden jeg har gjort noget særligt for det, dukkede de op og lyste som fyrtårne på mørke nætter. Der sker nemlig noget, når vi dedikerer os, skaber rum og gennem vores hjertelige intention, møder op og siger ja til skrivelængslen. Og der sker ikke noget, før vi har vist, at vi er villige. Det er dig, der skal sige ja og invitere fortællingens kraft ind i dit liv. Åbne de døre, som for længe siden blev låst med kæmpemæssige hængelåse og træde ind i det rum, som en af kursisterne på den intuitive skriveworkshop kaldte for Det Magiske Legerum.

”Jeg havde slet ikke tænkt på fortællingernes betydning på denne måde” sagde en af kvinderne i Høstcirklen, da hun opleve en fantastisk kraft og styrke sive ud fra de ord, hun skrev. Vi ved ikke altid, hvor det kommer fra og måske er vi bange for at sige det højt, hvis vi da overhovedet kan finde ordene uden rent faktisk at skrive dem.

Anaïs Nin har sagt det således:

“The role of a writer is not to say what we can all say, but what we are unable to say.”

Noget skrives gennem os

Skriverejsen hjælper os med at sætte ord på. Ikke alene kan vi skrive os til klarhed, ro og retning, men vi oplever også gang på gang, at vi på sælsom vis pludselig er i stand til at formulere det, der før blot var en subtil og ordløs følelse. Det er som om noget skrives gennem os. Vi fører pennen, vi er mødt op og har dedikeret os, men ordene flyder som en kilde fra et sted dybt i os. En kilde som er i forbindelse med en uendelig brønd af visdom og sjælsom inspiration.

Jeg skriver fra et kaffested i landet, hvor vinteren nu er en realitet. Det er morgen og jeg kan bare mærke, at jeg skal skrive. Den slags skrivning, der udspringer af ren lyst og en længsel efter bare at sidde og tage imod ord.

At leve og at skrive om det

Og jeg har det altid betydeligt efter at jeg har skrevet. Jeg har skrevet hovedpiner væk og sat ord på følelser og frustrationer, der ellers havde taget bolig i kroppen.

Det er som om jeg bliver lettere, når jeg har sat ord på og hengivet mig til det, jeg er kommet for. At leve og at skrive om det. I livet.

Læs også gerne
Tag din skriveglæde tilbage

Kærlig hilsen
Lene


solhvervscirklen-januar

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Din hjertelige intention

I skrivecirklerne øver du dig på at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene, når du møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Egentlig invitation med lidt flere detaljer følger i uge 46. Du er hjertelig velkommen i Solhvervscirklen.


Billedet, indlæggets thumbnail, er købt hos Dreamstime.com

ID 20603995 © Sebastianjohn | Dreamstime.com

Skrivende nærvær

havet

Marts er ifølge kalenderen årets første forårsmåned. Lyset er vokset betydeligt og nogle dage er det nærmest forår. Vintergækker og erantis boltrer sig nu i fuldt flor og også andre små vækster er begyndt at kigge op fra jorden. Sanglærken er begyndt at synge, måske har du også hørt den på en tur ud? Der er ikke helt så stille i naturen længere. Fuglene lader deres stemmer høre, de er i bevægelse og store flokke af gæs krydser ofte luftrummet over Skrivehuset på vej nord til ynglepladserne. De slår sig ned på markerne og tanker op, inden deres tur videre nordpå.

I det hele taget er marts en måned, hvor det hele vågner igen. Der er dage, hvor det virkelig er forår, ja nærmest sommer i solen og så er der de dage, hvor det hele går i stå igen. Pludselig er det vinter igen, vinter i skyggen. Jeg elsker det lille Charles Dickens citat fra Great Expections, der fanger marts øjeblikket så perfekt:

“It was one of those March days,
when the sun shines hot and the wind blows cold,
when it’s summer in the light and winter in the shade.”

Det er ofte sådan, det er i marts. Forår i solen og vinter i skyggen. Vi færdes bogstavelig talt i grænselandet mellem to årstider.

Velkommen Marts

På trods af kalenderen og det faktum, at marts falder ind under kategorien ”forår” vågnede vi op til en mørk dag. Lyset tøvet, alting var stille derude og søvnen hang i cellerne, da jeg bevægede mig ned af trappen til morgenmaden. Jeg kunne ikke mærke nogen særlig forskel fra dagen i går. Den første dag i marts er nok ikke skabt til bratte reaktioner eller voldsomme udfald. Det er en glidende overgang, et subtilt skift og ikke noget, man nødvendigvis kan registrere fra første færd. Da vi senere gik morgentur med hundene var det en iskold og fugtig kulde, der mødte os og skyerne hang tungt på himlen.

”Jeg er både og” sagde Marts, da hun dukkede op lidt senere. Jeg sad i spisestuen og skrev og blev ærlig talt lidt forbavset over at se hende.

”Det er jeg også, Marts” sagde jeg og så på hende. ”Både og.” Hun lignede sig selv med udslået hår og røde kinder. Jeg kunne dufte foråret i hendes tøj, et strejf af en parfume så fin, at den ikke kan købes på flaske. Hun var klædt i et stort lysegrønt sjal, som hun nu tog af og slyngede hen over den nærmeste spisestuestol.

”Er der kaffe?” Uden at tøve satte hun sig på stolen foran mig og stak næsen lidt frem, så hun kunne få et glimt af det, jeg sad og skrev. Jeg rystede på hovedet.

”Ikke endnu, men jeg kan lave noget til os. Dejligt at du er kommet. Det er længe siden, du sidst boede på mit pensionat eller på gæsteværelset ovenpå.”

”Måske skulle du genåbne dit pensionat?” Hun så spørgende på mig og hendes faste blik lod mig vide, at hun synes det var en god ide. ”Vi var så vant til dukke op, når det blev vores tur. Der var altid redt op, luftet ud og gjort klar. Ved månedsskiftet mødte vi hinanden ved midnatstid og byttede plads. Uden stor ståhej tog en ny måned over. Et stille ritual, som gjorde os alle godt og gav os en følelse af at have særlig betydning. Og så skrev du om os. Fortalte om de fortryllende møder, vi havde og de fine samtaler, der gjorde os alle lidt klogere på både os selv og den årstid, vi befandt os i. Samtidig blev vi opmærksomme på vores egen værdi og den helt særlige rolle, vi spiller i årets cyklus. ”Et dybt suk nåede mine ører. Marts var i sit nostalgiske hjørne. Uvilkårligt kom jeg også til at sukke.

”Det var tider, Marts”.

”Det er det stadig.” Hun lo kort. ”Det er bare andre tider. Og jeg ved godt, at jeg ikke er inviteret og at du på et tidspunkt besluttede dig for at lukke dit pensionat, men ikke desto mindre har tænkt mig at flytte ind. Hvis det altså er OK med dig?” tilføjede hun og smilede skælmsk.

”Selvfølgelig min ven” udbrød jeg og følte mig helt ked af, at jeg på et tidspunkt opgav pensionatet. Men ideen med månederne, der flyttede ind og delte deres visdom med mig, lærte mig om årstiderne og de helt særlige energier, der er på de forskellige tidspunkter af året, er stadig en god ide. Det er faktisk en strålende ide. For det var, da jeg lærte månederne personligt at kende, da jeg forankrede mig i nuet og skrev om det, at jeg lærte mig selv bedre at kende. Dybe toner af genklang væltede ud mellem linjerne og åndedrættet faldt til ro. Det gjorde godt at forankre sig i nuet og i årstiden, forår, sommer, efterår og vinter. Der var altid fortællinger og visdom at hente. Jeg oplevede efterhånden, hvordan det hele hænger sammen og hvordan vi er forbundet. Det gav en ny form for ro og stille glæde.

Jeg fortalte Marts om skrivecirklerne og nu smilede hun stort. Det glædede hende, sagde hun, at jeg havde givet ideen videre, for at forankre sig i nuet og hengive sig til den naturlige cyklus er en af de bedste gaver, man kan give sig selv. Det dulmer stress og angst og både krop og sind falder til ro. Pludselig har man ikke længere så travlt, der er ikke noget man skal nå. Ingen kan skrive juni i januar. Hvert eneste måned og tid på året har helt sin egen rolle og der er altid en særlig energi og en visdom, man kan skrive sig ind i og vælge at hengive sig til. Vi er en del af del cyklus og den energi. I stedet for at flygte, bliver vi nu en del af det hele. Og vinteren er ikke længere noget, der bare skal overstås.

Der findes en anden sang, andre toner og et sted i os selv, hvor vinteren ikke er noget, der bare skal overstås, men er et helligt sted, hvor vi sanker, hviler og hengiver os.

”Men nu er det forår og min tid er kommet.” Marts rykkede rundt på sig selv i stolesædet og kastede hovedet tilbage, så det lange hår flagrede om hendes fintformede ansigt. De mandelbrune øjne flakkede lidt rundt, hun lagde mærke til detaljerne i rummet, det kunne jeg se, hæftede sig ved forandringer og det gamle bornholmerur, som ikke stod dér sidst hun var på besøg.

”At skrive detaljerne er også en måde at forankre sig i nuet på” sagde hun og gjorde lidt notater i den notesbog, hun altid har med sig. Men ved jo aldrig, hvad der dukker op vejen og vil skrives, vel?

”Du har ret” svarede jeg og smilede uvilkårligt. ”Du dukkede op. Og nu skal vi have kaffe.”

snowdrops

Detaljer og ord

At skrive detaljerne er også en måde at forankre sig i nuet på, sagde Marts og det er sandt. Jeg har kvinder i forløb, som finder ro fra stress og angst ved at skrive.

Start dér hvor du er. Begynd med at være opmærksom på det sted, hvor du sidder og de omgivelser, du er i. Start med dit eget åndedrag og bevæg dig så langsomt ud til det, der omgiver dig lige nu. Dvæl ved detaljerne, der er historier og fortællinger i hver eneste én. Skriv om stearinlyset, der brænder, gør det levende og mærk, hvad det har at sige. Fortæl om flammen, den indre og den ydre, skriv dig varm og følg den puls, du nu mærker i dit indre.

Lad dit blik glide ud i rummet, hvor du sidder. Betragt det, der er omkring dig og væk blidt din opmærksomhed. Giv dig selv en lille skriveopgave, hvor du i detaljer beskriver et af de objekter i stuen eller i dit skriverum, som fanger dig. Dvæl ved detaljerne, lad dem opslugte dig og skriv både det, du ser og det, du mærker. Hvis der pludselig dukker en tanke op, så skriv den. Måske kommer du i tanke om Moster Karen, som forærede dig den vase, du nu skriver om. En pudsig historie, en fortælling. Bare følg med tanken og skriv det, der dukker op.

Lad ordene være dit transportmiddel – og dit anker

Lad ordene være dit transportmiddel, lad dem føre dig på vej og når du mærker en særlig energi, så følg den. Nogle ord, sætninger eller de billeder, du maler med ordene, har en helt særlig energi for dig og det kan du mærke. Det er den følelse, du forfølger uden at holde krampagtigt fast. Bare lad dig flyde med ordene.

Gå på opdagelse gennem ordene, gå med undren og nysgerrighed og stil gerne spørgsmål undervejs. Vidste du, at der er meget poesi i livets små og store spørgsmål? Lad dem føre dig på vej, forsøg ikke at svare, men følg bare den indre strøm og gå med det, du kan mærke har energi og som optager dig.

Evnen til at glædes

Jeg læste et sted, at livskvalitet altid skal ses i lyset af evnen til at glædes. Når vi igen lærer at lade os fortrylle, når vi igen tør blive begejstrede og begynder at åbne øjnene og hjertet, så dukker de op alle vegne. Glæden. Forundringen. Magien. Og overraskelserne findes ofte i det små. I detaljerne.

En af kvinderne fra Vintercirklen, skrivegruppeforløbet, som snart er slut, har beskrevet sin oplevelse således:

At få lov til at være med i skrivecirklen og modtage kærlighed og øvelser, har for mig været en kærkommen gave til berigelse af mit indre liv og en styrkelse af mit nærvær lige nu og her! Om jeg har skrevet meget eller lidt, er for mig ikke så væsentligt! Jeg har følt et nærvær og et samvær, der har gjort mig rigtig godt. Et frirum og en nysgerrighed, til hvad I skriver, og hvad jeg skriver og væk fra min verden, der oftest er med fysisk- smerte og udmattelse. Jeg er blevet mere poetisk i min tankegang og min glæde over de små ting i livet.

Du kan med fordel træne din opmærksomhed og meget gerne gennem ordene. Skrivning kan hjælpe dig med at blive mere nærværende i dit liv med ro og glæde til følge.

Skriv i hånden

Hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden, når du ønsker at forankre dig gennem ordene og skrive for at opnå både ro, nærvær og glæde. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til. Vælg en skrivebog, som du umiddelbart får lyst til at skrive i og find en god pen.

Din forårsbog

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så sandelig også gøre det ved at skrive.

Hvad med at lave din egen forårsbog, en slags dagbog, hvor du skriver dit forår og det, der er? Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede lige nu, hvor alting vågner igen efter en lang og mørke vinter. Betragt bogen som din rejsedagbog gennem foråret og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej.

Lad det blive en træning af både din opmærksomhed og en måde at skabe bevidst nærvær på. Skab små oaser i hverdagen, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare sætter dig med dig selv og din forårsbog. Om morgenen, om aftenen, hvornår det nu passer ind. Skriv, det der ér og brug bevidst ordene til at skabe forbindelse på. Har du været ude og gå en tur i skoven, kan du eventuelt skrive om turen bagefter. Der er ingen regler, det eneste, du skal gøre er at møde op og begynde at skrive.

Og hvem ved, måske dukker Marts også op på din pensionat og glæder med sine fortællinger fra forårets første færd?

Jeg ønsker dig et fortryllende forår fuld af glæde og nærvær.

Kærlig hilsen
Lene


Lågen

HVIS DET ER SVÆRT AT KOMME I GANG MED AT SKRIVE

Skriverejsen er magisk. Ved at rejse gennem ordene og bl.a. bruge fortællinger som broer og hjælpere undervejs kan skabe magiske og varige forandringer i vores liv. Og ligeså vigtigt er, at vi ved at skrive, gerne dagligt, forankrer os i nuet og i det skabende øjeblik. Vi kommer til stede i vores liv, en form for bevidst nærvær med os selv og vi kan via ordene være i det ene øjeblik efter det andet. Vi lærer at nyde processen og ønsker os ikke et andet sted hen. Nuet er vores havn, her kaster vi anker.

Giv dig selv en forårsgave

Hvis du gerne vil i gang med at skrive, måske for at skabe en oase fuld af ro og nærvær i hverdagen, men synes at det er svært at komme i gang på egen hånd, tilbyder jeg lige nu en 2-timers intuitiv skrivecoaching session til dig og din skrivelængsel.

Vi mødes til en 2 timers coachingsession her i Skrivehuset ved Ringsted. Jeg byder på te eller kaffe og i min spisestue med udsigt til marker og himmel lægger vi de allerførste spor på din skriverejse. Til slut vil jeg invitere dig til en intuitiv skriveøvelse, så du får en god fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag din skrivelængsel og hvor meget guld, du egentlig rummer bag frygt og tunge tanker.

Du får inspiration og gode ideer med dig hjem til både dit skriverum og din skriveproces, ro og nærvær, og du vil efterfølgende modtage dit helt eget skriftlige materiale på baggrund af vores snak inklusive en meditation*.

Pris for 2 timers coaching, snak og skriftligt materiale kun
DKK 850,-

Forårsprisen er gældende i tidsrummet 1. marts til og med 30. juni 2016. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og book din tid allerede nu. Du kan også ringe på telefon 29 47 64 83. Samtale og coaching finder sted i tidsrummet 10-17 på hverdage eller i weekenden efter aftale.

At du får kontakt til din skriveglæde er min mission og mit ønske. Det er nemlig muligt gennem ordene og skriverierne at få kontakt til en del af os, som vi glemte på vejen. Den del, der elsker at skrive og skabe. Den del, der elsker at synge og danse. Den del, der er skabende, levende og som har tillid og tror på, at der findes en anden vej. En vej, hvor vi er vores egen magiker.

* Jeg er uddannet mindfulness practitioner og instruktør fra Mindfulness Akademiet. Endvidere har jeg to moduler af diplomuddannelsen indenfor Ledelse, Kommunikation og Mindfulness.

Skriverejsen

snowdrops

Jeg ved af erfaring at skriverejsen er magisk og at vi ved at rejse gennem ordene og bl.a. bruge fortællinger som broer og hjælpere undervejs kan skabe magiske og varige forandringer i vores liv. Og noget ligeså vigtigt er, at vi ved at skrive, gerne dagligt, forankrer os i nuet og i det skabende øjeblik. Vi kommer til stede i vores liv, en form for bevidst nærvær med os selv og vi kan via ordene være i det ene øjeblik efter det andet. Vi lærer at nyde processen og ønsker os ikke et andet sted hen.

Længslen er ingen tilfældighed

Vi starter dér, hvor vi er. Møder op og bliver efterhånden bedre til at åbne os og tage imod. Vi lærer os selv at kende på en ny og oftere kærlig måde, fordi vi nu tager vores kreativitet og skabertrang alvorligt. Vi gør noget med den, vi skriver. Længslen er ingen tilfældighed, den er et dybt og inderligt kald fra sjælen om at komme hjem. Hjem til os selv. Og det kan vi bl.a. gøre via ordene, fortællingerne og det, der dukker op, når vi skriver os på vej.

Alt det, vi glemte

Det gør godt at skrive på den måde og efterhånden får vi tillid til, at der er svar til os og hjælp at hente. På vejen møder vi alt det, vi havde glemt og ved fortsat at følge længslen, husker vi pludseligt det væsentlige. Alt det, vi havde glemt. Den lille pige, det indre barn og alle drømmene. Livsglæden. Dansen. Nuet. Vi skriver os ind bag de døre, som før var lukkede og bliver efterhånden også bedre til at lytte til den indre stemme, sjælen og vores intuition. Vi kan høre vores egen livssang strømme fra de steder, hvor vi nu befinder os på skriverejsen.

Ro fra stress og jag

Jeg har kvinder i forløb, som finder ro fra stress og angst ved at skrive. Det gør uendelig godt at sætte sig og lade det ene ord tage det andet. Via de skriveopgaver og afsæt, som jeg f.eks. byder på i skrivecirklerne, er det muligt at forankre sig i nuet og lade åndedrættet falde til ro. Ofte handler opgaverne om den årstid, vi befinder os i og det tidspunkt, hvor vi er lige nu. Vi bruger bevidst de energier, der er til stede og giver os selv både tid og ro til at skrive og folde ud. Vi lærer både os selv og årstiden bedre at kende og opdager, hvordan vi er forbundet.

Skriverejsen er en pilgrimsfærd

Skriverejsen er en anden måde at tage på pilgrimsfærd på. Men her handler det ikke om at søge fjerne kontinenter og andre egne, det handler om at rejse i dig selv. Gennem modstand, frygt og indre censor skriver du dig ind. Du flygter ikke længere, du søger ikke ud. Du er med dig selv, præcist som du er og efterhånden opdager du, at du er mere end nok. Du har hvad du skal bruge. Uanede ressourcer og ord, der smyger sig om dit hjerte og fortæller dig lige netop det, du trænger til at høre.

På mange måder er den kreative proces og skrivevejen en rejse, hvor vi bevidst anvender vores feminine energi, som vi lærer at bruge på en ny og nærende måde. Gennem ordene, skriverejsen og de fortællinger, der dukker op og hjælper os, kan vi igen lære at hvile i os selv. Genfinde vores livsglæde og skrive med en styrke og autencitet, der føles helt anderledes godgørende, end når vi skriver mentalt fra sindet. Efterhånden opdager vi nemlig, at ordene og skriverejsen skaber dybe tråde til vores liv og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er os. Fra et dybt sted i os selv, fra vores sjæl. Nu forstår vi pludselig længslens kald. Det sagte suk og lyden af kærlighed. Den indre rislen og følelsen af, at der hele tiden mangler noget. Nu husker vi det.

It doesn’t interest me what you do for a living.
I want to know what you ache for and if you dare to dream of meeting your heart’s desire.
– Oriah Mountain Dreamer –

Det er det, skriverejsen dybest set handler om. Det, dit hjerte længes efter. Den længsel, der har rumsteret, så længe du kan huske og som ikke bliver mindre med årene.

Det sætter sig i kroppen

Måske føler du dig tung. Måske fortæller tankerne dig, at det ikke nytter noget og at du hellere skal blive dér, hvor du er. Svøbt i en inderlig længsel, der som plastikfilm klynger sig til dig. Usynlig for andre, men som en fangedragt for dig. Ubrugt kreativitet og kvindelig magi. Skaberkraft og danseglæde. Forstummet og stivnet bag et usynligt slør.

’Det sætter sig i kroppen. Alt det, der ikke bliver skrevet. Eller sagt. Alt det, der ikke synges og danses. Det fortvivler, forstummer og går gennem en usynlig dør, hvorefter det træder hen over de knirkende gulvbrædder i kroppen og finder sig et sted. Der sætter det sig. Lægger sig. Og venter. Og bliver det ikke kaldt på, hentet ud, skrevet, sunget, danset eller malet, så begynder det at udvikle sig på egen hånd. Det bliver til smerte. Først en lille smerte, noget subtilt, en følelse af længsel, et suk. Men senere buldrer det. Højt. Smerte eller endda sygdom. Det er kreativiteten, der ikke bruges, leves og åndes. Den vender sit ellers så skønne ansigt indad og ligner til sidst et hengemt skelet. Raslende, pivende og vred. Den græder og skaber sig, som den nu kan under de dårlige betingelser. For hvem ønsker at blive smidt i en sort fangekælder og glemt?”

Hvis du vil skrive og folde længslen ud

Du er hjertelig velkommen i en af skrivecirklerne eller på de intuitive skriveworkshops, jeg afholder her i foråret og efteråret. Men du kan også sagtens skriverejse alene. Start dér, hvor du er og lad ordene føre dig på vej. Du kan eventuelt begynde at skrive morgensider eller finde en anden skrivemåde, hvorpå du kontinuerligt møder op og skaber forbindelse. Tillid er nøgleordet.

FORÅRSGAVE TIL DIN SKRIVELÆNGSEL

Og som noget nyt tilbyder jeg nu en intuitiv coachingsession for kvinder med skrivelængsel. En gave til dig, som gerne vil i gang med at skrive, men ikke helt ved, hvor du skal starte. Du har måske ikke lyst til at være i skrivecirkel med andre på nuværende tidspunkt, du vil gerne begynde for dig selv og gøre det helt på din egen måde. Men hvordan kommer du i gang?

Vi mødes til en 2 timers coachingsession her i Skrivehuset ved Ringsted og tager en god snak om dig og din længsel. Jeg byder på te eller kaffe og i min spisestue med udsigt til marker og himmel lægger vi de allerførste spor på din skriverejse. Til slut vil jeg invitere dig til en intuitiv skriveøvelse, så du får en god fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag din længsel. Du får inspiration og gode ideer med dig hjem og vil efterfølgende modtage dit helt eget skriftlige materiale på baggrund af vores snak inklusive en meditation.

Pris for 2 timers coaching, snak og skriftligt materiale kun
DKK 850,-

Forårsprisen er gældende i tidsrummet 1. marts til og med 30. juni 2016. Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og book din tid allerede nu. Du kan også ringe på telefon 29 47 64 83. Samtale og coaching finder sted i tidsrummet 10-17 på hverdage eller i weekenden efter aftale.

At du får kontakt til din skriveglæde er min mission og mit ønske. Det er nemlig muligt gennem ordene og skriverierne at få kontakt til en del af os, som vi glemte på vejen. Den del, der elsker at skrive og skabe. Den del, der elsker at synge og danse. Den del, der er skabende, levende og som har tillid og tror på, at der findes en anden vej.

Jeg ønsker dig en fortryllende skriverejse.

Kærlig hilsen
Lene

snowdrops


DET SKER (klik på links for yderligere info)

Forårscirklen – skrivegruppeforløb
Starter søndag d. 6. marts

Skriv din Sjæl
Starter torsdag d. 19. maj

Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel
Lørdag den 16. april kl. 10
Lørdag den 7. maj kl. 10
Lørdag den 11. juni kl. 10
Lørdag den 3. september kl. 10
Lørdag den 22. oktober kl. 10

Skrivelængsel – coaching
I tidsrummet 1. marts – 30. juni 2016 efter aftale

Sommerskole – mini-skriveretreat
August 2016- nærmere information følger snarest

cropped-2011-november-003_b.jpg

Vildfarelse

Nyebegyndelser

I dag var noget anderledes, måske var det lyset og den måde, det gavmildt spredte sine stråler på. Det startede med en lille sprække i øst, men så bredte det sig. Lyset. Som om et lille hjerte voksede sig større og gav slip på alt det, hun havde holdt tilbage. Kærligheden strømmede fra det sted, hvor hun før havde mærket en knyttet hånd holde så hårdt, at knoerne var helt hvide.

Landskabet vågnede og en ny dag var født. Alt det havde hun i sig. Nu opdagede hun, hvor godt det gjorde at sætte det fri og lade det strømme. Forbavset så hun, hvordan lyset vækkede hvert eneste græsstrå. Fuglene kom nærmere, årvågne og forårskåde, selvom det stadig kun var februar. Kragerne kommunikerede højlydt med hinanden, mens de fløj forbi, det lød som et skænderi, men hun vidste bedre. Det var bare deres måde.

Nu sad hun på sin himmelstol med hænderne i skødet og frydede sig. Synet gjorde hende mild og stadigvæk mærkede hun, hvordan kærligheden strømmede fra hendes hjerte. Det var som om en hengemt kilde var blevet åbnet. En skattekiste fuld af alt det, hun havde drømt om. Kan jeg nogensinde fortælle det til nogen, tænkte hun og viftede blidt tanken væk. Det var ikke det, det handlede om. Det var følelsen, den glæde hun mærkede ved at sætte fri. Tænk at alt det lys kom fra hende. Nu ved jeg, hvem jeg egentlig er, sagde hun til sig selv og mærkede pludselig, hvordan hun blev opfyldt. Det var nok. Der var intet mere at stræbe efter og den drøm, der altid havde synes så fjern forblev fjern. Den var ikke længere hendes drøm. For nogen vidste bedre og langsomt var hun blevet gjort klar til dette øjeblik.

”Det er snart forår” skreg en krage og vinkede med den ene vinge. Eller sådan så det i hvert fald ud. Hun smilede og nikkede, det var sandt. Det knagede i hende som is, der tør op. Den frosne skovsø begyndte at røre på sig og små kilder af levende vand rislede frem fra det, der før havde været en lukket beholder. Nu så hun, hvordan de gule erantis dansede på jorden under hende i deres grønne balletskørter. Hun hørte deres muntre stemmer og den sang, de alle nynnede. En sang, de kendte fra før. Og de kaldte på hende, det hørte hun nu, de kendte hende og bød hende velkommen.

”Kom og dans med os” sang de og hun tog dem på ordet. Forsigtigt steg hun ned fra sin himmelstol og plantede fødder i græsset. Øjeblikket blev hun omsluttet af Moder Jord og den cirkel af erantis, som dansede i hendes skød. Fødderne på jorden, hun stod et øjeblik og vaklede, mens hun missede med øjnene mod solen og alt det lys, der strømmede fra himlen. Hun betragtede sin stol dér i lyset og vidste, at hun altid kunne vende tilbage, når hun trængte til et hvil og samtidig ville se det store billede. Men nu var det tid til at danse!

”Vi fejrer forårets kommen” sang de små erantis, mens de hvirvlede rundt i de grønne skørter. Rundt og rundt, de grønne blade stod som vifter om ørene på dem. Også hun snurrede rundt og lod sig føre af den energi, hun nu mærkede. Det var en vidunderlig følelse. Hvornår var hun stoppet med at danse, hvorfor havde hun glemt, hvor godt det gør?

”Det meste af rejsen går ud på at huske” råbte en erantis stakåndet i farten. ”Du skal ikke slå dig selv i hovedet, fordi du glemte, du skal fejre, at du nu husker det. Endnu en brik falder på plads i det store puslespil. Og hvor er dit lys dog smukt. Når vi er færdige med at danse, skal du gå ned til den store skovsø og spejle dig i vandet. For det er sandt, isen er smeltet og vandet klukker nu ved tanken om, at foråret snart kommer. Februars sidste dage, vinterens farvel, der er al mulig grund til at fejre. Men vi fejrer ikke at vinteren snart er ovre. Vi takker vinteren for det, hun bragte os og lærte os. Jeg håber, at du fik hvilet og slappet af. At du lod mørket omslutte dig og at du badede i den ro, der opstår, når vi hengiver os i stedet for at stritte imod?”

Hun nikkede taknemmeligt og fulgte den lille erantis videre i dansen.

Da dansen var ovre, takkede hun flokken af erantis og begav sig ind i skoven for at besøge den store skovsø. Hun havde været dér mange gange før, så vejen var velkendt, men alligevel skete der noget, som fik hende til at vælge en forkert sti. Pludselig anede hun ikke, hvor hun var henne. Træerne var ukendte, ranke og helt tæt stod de og skyggede for lyset. Længere henne af stien kunne hun se granerne knejse og en løber af grannåle lå strøet ud for hendes fødder. ”Kom bare nærmere”, hørte hun en stemme sige, men hun vidste ikke, hvor den kom fra. Noget i hende var stivnet ved tanken om, at hun vist var faret til. Hvordan kunne det dog ske, hun skulle jo bare ned til skovsøen og spejle sig i vandet, som den søde erantis havde anbefalet hende. Den glæde, der før havde opfyldt hende, frøs nu til is og pludselig var det vinter igen. Mørket omsluttede hende.

”Kom bare nærmere”. Igen hørte hun stemmen og uden egentlig at ville det, lod hun sig føre dybere ind i skoven. Nu mærkede hun vinterens kolde ånde mod sin hud og skuttede sig uvilkårligt. Hvad skal der dog blive af mig, tænkte hun, men hendes ben førte hende videre. Frygten bankede i hendes årer.

Så så hun den. Lysningen midt i skoven. Pludselig åbnede granerne sig, bredte deres arme ud og pegede i retningen af det lys, der nu strømmede ud fra et sted i deres midte. Med et stort suk småløb hun de sidste meter indtil hun stod i lysningen og igen kunne se himlen, der stadigvæk var lyseblå. Midt i lysningen stod der en stor sten og hun var ikke et sekund i tvivl om, at hun skulle sætte sig på den. Og hun havde jo før talt med både træer og sten, så hvorfor var hun dog blevet så bange? Det var tanken om vildfarelse og om, at hun havde mistet kontrollen. Det var frygten, der havde grebet hende og fortalt hende, at hun var fortabt. En velkendt følelse, det måtte hun indrømme, men på det seneste havde den ikke været dér så ofte. Derfor føltes den endnu stærkere og frygtindgydende, da den dukkede op igen.

Hendes hjerte faldt til ro, da hun satte sig på den store sten. Et kort øjeblik lukkede hun øjnene og tvang sig selv til at trække vejret med dybe åndedrag. Og da hun igen åbnede øjnene, så hun ham foran sig. Han stod midt i en lysstråle og de brune vinger var blanke som overfladen på en kastanje. Hans blik var rettet mod hende og et smil spillede om hans læber. Et venligt smil. Og læber er måske så meget sagt, for ørne har ikke læber. De har næb. Men det var underordnet, for hun kunne se, at han smilede.

”Hvor er jeg dog glad for at se dig her” udbrød hun og måtte dy sig for ikke at rejse sig og give ham et ordentligt kram. ”Det havde jeg ikke ventet”.

”Nemlig” svarede han majestætisk. Han bevægede sig ikke, men lod blot blikket hvile i hendes. Det gav hende en følelse af ro, som bredte sig i hele kroppen og hun bemærkede end ikke den kulde, der strømmede fra stenen og op i hendes bagdel. I dag var kulden som varme.

”Så er jeg altså alligevel ikke faret vild?” Hun vidste godt, at hun var i færd med at skære det hele ud i pap, men hun var stadig lidt ør og forvirret. Frygten havde vist ikke helt sluppet sit greb.

”Nej, du har fundet vej.”

”Jamen, jeg skulle jo ned til skovsøen?”

”Du troede, at du skulle ned til skovsøen. Du kendte ikke til denne lysning og derfor ville du aldrig have fundet den, hvis du ikke var faret vild. Skovsøen var et påskud for at få dig ind i skoven. Vi lægger den slags spor ud, det har du nok efterhånden opdaget? Spor, som vi beder dig følge i tillid. Og straks begynder dine tanker at lægge rationelle planer, de søger det velkendte. Hvordan kan de andet? De kan kun føre dig af kendte veje og præsentere dig for mønstre, som du allerede har set før. Men det er ikke det, du ønsker dig i dit liv. Du ønsker at finde det, der er til dig, ikke sandt?

Hun nikkede. Selvfølgelig gjorde hun det.

”Så skovsøen var bare et påskud. Jeg skal altså ikke ned og spejle mig …”

”Hold nu op” afbrød han utålmodigt. ”Du behøver ikke at spejle dig i skovsøer for at vide, at du skinner. Det var dit lys, der førte mig på rette vej. Se, det vidste du ikke. Dit lys skinner, så jeg kan finde vej. Vi hjælper hinanden, men du bliver ved at negligere, hvem du er og hvad du gør, blot ved at være dig.

”Jeg er lidt forvirret” indrømmede hun. ”Men jeg er glad for at vi fandt hinanden her. Og lysningen.”

”Den tilsyneladende vildfarelse er en gave” fortsatte han og rykkede et skridt nærmere. Han smilede stadig. ”Det har vi vist også talt om før, men nu har du fået lektien igen. Tillad dig selv at fare vild og komme på afveje i forhold til de rationelle planer, du har lagt. Sjælens vej af fuld af snoede stier og underlige krumspring, der først senere giver mening. Når du får en ledetråd, et spor, så følg det, når du mærker at det kommer fra en ven. Du var ikke et sekund i tvivl, da Erantis opfordrede dig til at gå ned til skovsøen. Din intuition fortalte dig, at det skulle du gøre. Du fulgte dit hjerte, du mærkede glæden og som alle andre vantro ville du gerne se dit eget lys skinne. Så du gik. Ind i skoven og på vej, indtil du for vild. Men kun sådan kunne du finde lysningen i skoven og få det, der er til dig. Voila. Livets mysterium er dit at leve.”

Nu smilede hun også og smilet krakelerede til et bredt grin.

”Jeg er altså ikke vantro!”

”Det ved jeg da godt. Men du ved, hvad jeg mener. Du kan være forvisset om, at dit lys skinner, for kun sådan kan jeg finde dig. Lad bekymringerne hvile. Giv dem til vinden og gå så ud i verden og gør hver eneste dag til det eventyr, du drømmer om. Du har alt, hvad du skal bruge. Du er præcist den, du skal være. Det eneste, der mangler, er du selv begynder at tro på det og hviler i vished om, at det er nok. Læn dig helt ind i tilliden på samme måde, som du fulgte Erantis’ opfordring til at søge skovsøen. Gå med glæde. Du kan ikke gøre noget forkert og der er ingen vildfarelse, når det kommer til stykket. Hvert eneste skridt byder på læring. Men der er masser af hjælp at hente undervejs, du er ikke alene. Tillid er nøgleordet.”

Hun nikkede taknemmeligt og rejste sig fra stenen. Instinktivt vidste hun, at deres samtale var forbi og at ørnen få sekunder senere ville lette fra lysningen. Hun så ham forsvinde op mellem granerne og snart var han blot en smuk silhuette på den lyseblå forårshimmel. Jo, for det var skam blevet forår igen, det mærkede hun. Noget i hende rislede og rumsterede som det vand, der vågner op fra vinterens døs. Fra is til vand. Fra vinter til forår. Fra mørke til lys. Hun smilede og uden besvær fandt hun vejen tilbage til dér, hvor hun kom fra.

Men noget var forandret. Hun var forandret.

For midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.


Fortællingens Kraft

Fortællingen om vildfarelse dukkede op i morges, mellem linjerne, da jeg var i færd med at skrive noget helt andet. Den flød bare ud og fandt selv vej. På mange måder var det lige netop den fortælling, jeg havde brug for at høre og skrive, men jeg vidste det ikke på forhånd. Og sådan er det ofte med fortællinger. De dukker op, når vi mindst af alt venter det eller på andre måder, end vi havde forestillet os. Og det handler fortællingen netop også om. Alt det, vi ikke kan tænke os til, men som er dér til os og for os, hvis vi skriver i tillid. Jeg oplever det ofte; jeg kan simpelthen ikke tænke mig til det, der vil skrives. Det eneste, jeg skal gøre er at møde op, tage imod og give mig selv lov til at blive glædelig overrasket.

Fortællingen handler også om at blive sit eget forår. Mærke varmen og lyset igen og lade det skinne. Skrive fra det sted, hvor det hele igen begynder at spire og gro og gå på i eventyr i alt det tilsyneladende. For kunne det mon være, at det forholdt sig helt anderledes, end vi gik og forestillede os? Spørger vi tankerne, får vi ikke det rigtige svar. Vi er nødt til at spørge hjertet og det gør vi bl.a. i skrivecirklerne.

Forårscirklen

Hvis du har lyst, så kom og vær med i Forårscirklen, skrivegruppeforløbet, som jeg starter op den 6. marts. Der er stadig et par ledige pladser og du er hjertelig velkommen. Via månedlige skriveafsæt og opgaver får du rig lejlighed til at gå på opdagelse i alt det, der rører sig i dig og i naturen, når forårsmånederne folder sig ud. Du vil lære mere om fortællingens kraft og om, hvordan du kan skrive dig gennem frygt, modstand og den evigt plaprende indre censor i stedet for at blokere.

Du vil opdage, hvordan vi gennem ordene kan forankre os i nuet og årstiderne og lære os selv at kende med forøget ro og skriveglæde til følge. Uanset hvad vi tror på og hvad vi kalder de forskellige energifyldte tidspunkter på året, skriver vi fra de steder, hvor de påvirker os. Vi dypper pennen i den blå himmel, i skyerne og i vinterens mørke, når det er dér, vi er. Vi folder ud fra et sted dybt i os selv og mærker, hvordan vi er forbundet.

I Forårscirklen dypper vi pennen i det første spirende forår og skriver derfra. Læs mere om skrivecirklen og forløbet i linket her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com, hvis du har lyst til at være med. Læs også gerne mere om Den Hellige Cirkel, som Forårscirklen og de andre skrivecirkler er bygget op omkring. I cirklen er alle lige.

Kom, skriv og sæt fri.

Kærlig hilsen
Lene

 

 

Jeg hengiver mig med glæde

Kilden

Frihed er ikke det eneste, vi oplever, når vi skriver og skaber fra sjælen. Vi forankrer os samtidig i nuet, det skabende øjeblik og bliver ét med Alt, der er.

Vi bliver det, vi skriver – vores egen visdom

I det møde er vi ét med selve skabelsen og vil oftere og oftere opleve, at vi bliver det, vi skriver. Vi kommer helt ind i de landskaber, vi skriver os igennem, vi genopstår som træer, fugle eller fisk gennem ordene og uden egentlig at ville det, ender vi ofte med at skrive vores egen visdom. Det pibler frem mellem linjerne som små kilder, der før var spærrede eller udtørrede. Det er som om noget har gemt sig bag tunge tanker og puttet sig væk af skræk for at blive dømt.

Roser har torne

Selv en rose kan have givet dybe rifter i hjertet, for roser har torne. Vi bliver alt for hurtige afhængige af de roser og vi udsætter vores kreative skriveudfoldelser for mægtige rutsjebaneture, når det handler om konstant at skrive for at høste ros og anerkendelse og ikke fordi vi elsker at skrive, har lyst og ikke kan lade være.

Kreativitetens magi

Det gør så godt, når vi i øjeblikkets dans formår at glemme os selv og smelter sammen med noget større. Kald det Kilden, kærlighed eller hvad du vil; det er en del af kreativitetens magi og det er balsam for hjerte og sjæl.

Forget yourself. Disappear into everything you look at – a street, a glass of water, a cornfield. Everything you feel, become totally that feeling, burn all of yourself with it. Don’t worry, your ego will quickly become nervous and stop such ecstasy. But if you can catch that feeling or smell or sight the moment you are one with it, you probably have a great poem.

– Natalie Goldberg (Writing Down the Bones)

Vi forankrer os i nuet og er nærværende

Vi forankrer os i nuet. Vi er nærværende med os selv og gennem de ord, der nu strømmer ud på papiret, er vi ikke længere adskilt. Og eftersom vi nu ikke skriver med et bestemt mål for øje, men har hengivet os til processen, vores eget dybere formål, og er nysgerrige efter, hvad der mon sker, når vi giver lov og sætter fri, er vi som opdagelsesrejsende i vores eget skrivende landskab.

Det er ikke alt, vi skriver, der skal ses eller læses af andre end os selv, men efterhånden vil vi sandsynligvis opleve, at den visdom, der strømmer fra vores sjæl også vækker genklang og skaber længsel hos andre. Og kan vi dele uden at forvente ros, konstruktiv kritik eller anerkendelse og bare sætte fri ved at sige “fint hvis det også kan inspirere andre”, så vokser følelsen af både glæde og frihed. Læs mere i “Når vi skriver fra sjælen”.

Kilden

MANTRA
Jeg hengiver mig med glæde til skriveprocessen og følger min nysgerrighed
som en opdagelsesrejsende i mit eget indre landskab.
Jeg sætter mig ved Kilden, lytter og lader komme.
Jeg skriver min sjæls visdom til glæde og vejledning for mig selv.

Kærlig hilsen
Lene


Lyst til yderligere inspiration? Så læs med her …

Når vi skriver fra sjælen

Som katten vender jeg hjem
en fortælling om livsfloden, der i følge ørnen løber som en åre dybt i dig og fører dig af sjælens vej

Cirkeldans
en fortælling at danse med det, der er, og kontinuerligt at vende tilbage sin livsflod


bur

Skrivelængsel og lyst til nærvær og inspiration? Slut dig til skrivecirklen, kom, lad os skrive sammen!

Har du lyst til at træffe et kærligt valg for dig selv og din skrivelængsel, så kom og lad os skrive sammen. Kom, slut dig til skrivecirklen, du er ventet. Jeg afholder endnu 3 intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel her i efteråret:

Lørdag d. 31. oktober kl. 10
Torsdag d. 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Sted: Skrivehuset v. Ringsted.

Der er flere ledige pladser på samtlige workshops og du skal være hjertelig velkommen. Det bliver en magisk, givende og kærlig skrivedag med fordybelse og nærvær. Vi slutter cirkel, skriver, læser højt og folder vores indre fortæller ud på en anderledes godgørende måde. En skrivedag for sjælen, der sætter gang i din skriveproces eller genstarter den fra et nyt sted. Dit helt eget sted.

Læs mere her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet ❤

bur

Din hellige skrivecirkel

ord
Tid til eftertanke. De to lys på bordet brænder med rolig flamme. Alt ånder fred. Og hvis jeg går lidt dybere end de første flyvske tanker, kan jeg fornemme stilhedens land og dens endeløse kyster. Alt det, der ikke er og samtidig er alt. Stilheden hvisker uden lyd, forsigtigt svæver en melodi mellem linjerne. Jeg mærker den i fingrene. ”Giv slip”, synger stilheden, ”søg mig uden at kræve. Bare vær og alt det, du søger, vil finde dig.”

At være er ikke en passiv handling, det er en healende tilstand af overgivelse og tillid. Og vi kan lære at være med vores ord og skriverier på samme måde, som vi kan lære at være med vores liv og det, der er. Favne nuet og de øjeblikke, som er selve livet. At være er en slags nøgle. Både til livet og til skrivegerningen. Visheden om, at alting har sin tid. At vi ikke har travlt og at vi allerede er ankommet.

At skrive kan være den smukkeste kærlighedserklæring til det liv, vi har fået og alle detaljerne, som vi ofte overser, men som tilsammen udgør det liv. At skrive kan være en måde at stoppe op, at mærke efter og tage imod.

En hellig skrivecirkel

Du kan vælge at skabe dig en slags stilhedsoase omkring dine skriverier. Lade det blive et slags helligt ritual, hvor du tegner en cirkel omkring dig selv og din intention om at skrive. Lad det være et fast tidspunkt på døgnet eller i løbet af ugen, hvor du aktivt tilvælger skrivegerningen og går ind i din hellige cirkel.

Tænd nogle stearinlys og/eller røgelse og sæt eventuelt noget blid musik på, som synger til din sjæl. Sæt dig foran tastaturet eller med din pen og notesbog. Det vigtigste er faktisk at du møder op. Lad være med at have store forventninger til dine skriverier på forhånd. Gå ind i cirklen, dit hellige skriverum og sid så bare stille og lyt. Luk gerne øjnene lidt og lad roen brede sig i dit indre. Du er nu til stede i din hellige skrivecirkel, et rum fuld af stilhed, fred og ro. Og det er et rum, som du har skabt med den intention, du har i dit hjerte. Du kan eventuelt skrive aftensider og reflektere over dagen, der gik. Eller du kan kontakte din sjæl i sjælebogen og gennem spørgsmål og dyb lytning søge svar. Eller du kan også bare møde op med tomme sider og en intention om at se, om noget mon lander lige dér. Er der mon ord til mig i dag eller ej?

Dyb accept i det stille rum, din hellige skrivecirkel. Der er ikke noget, du skal nå, du lader komme. Stirrer ind i de danse flammer fra stearinlysene på bordet og lytter til den fortælling, der bor i den brændende ild. Dvæler ved måden den smeltede stearin laver sin egen flod af visdom.

Der er dage, hvor vi har brug for at lade op

Hvis vi ikke skriver noget, men blot sidder med os selv og stilheden, så lader vi op. Hvis vi tillader os at dvæle og bare være, så lader vi op. Og der er dage, hvor vi har brug for netop det. Der er dage med skabelse og dage, hvor kreativiteten holder fri. Selv Gud holdt fri og det skal vi også gøre. Vi skal unde os selv den gode restitution og have fuld tillid til, at det, som skal komme, kommer. Når vi er klar og det er klar. Intet hastværk.

Gå ind i din hellige skrivecirkel uanset hvad. Her kan du være, lade op eller skrive. Måske begge dele, for der er tidspunkter, hvor vi kan høste, mens vi sår. Vi ved det ikke på forhånd, men vi kan være forvisset om, at alting har sin tid og kommer til os, når det skal. Fuld accept. Fred. Og kærlighed til processen.

Både i mine skriveforløb og på mine kurser opfordrer jeg til at skabe et rum af ro og fordybelse omkring skrivningen. Og på den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel tegner vi sammen en hellig cirkel omkring vores lille gruppe og vores hjertelige intentioner. Vi fordyber os, vi giver tid og vi skænker hinanden rum og accept. Vi skaber vores egen ro. På samme måde kan du skabe dit eget hellige skriverum af fordybelse, tid og fuld accept. Øse af stilhedens gudsbenådede kande og drikke uden hastværk. Bare være. Sidde. Skrive. Tage imod ord, historier og fortællinger, når de kommer og lade op, når de ikke gør.

Kærlig hilsen
Leneord

Du er skabt til at skabe

kærlighed gennem vinduet

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Når du skriver, maler eller udfolder dig kreativt på andre måder, giver du samtidig kærlighedens energi lov til at strømme igennem dig. Det booster dit immunforsvar og gør dig både mere rolig og glad. Desuden forankrer du dig i det skabende øjeblik, nuet. Du er skabt til at skabe!

Slip kontrollen, mød op og skriv

En af hemmelighederne ved at skrive og skabe er at møde op. Og det lyder måske slet ikke som en hemmelighed, så simpelt er det. Sådan er det med mange af livets guldkorn. De er simple. Langt mere simple end vi tror.

Men vi er så vant til at udøve kontrol. Det er vores reb til tryghed. Vi tror, at hvis vi bare har kontrol, så kan vi forudsige begivenhedernes gang, holde fast på mennesker i vores liv, undgå ubehagelige overraskelser og måske komme lige netop derhen, hvor vi bliver lykkelige. Men sandheden er, at vi allerede er ankommet. Der findes ikke andet end dette nu, dette skinnende øjeblik af potentiale. Og hvis vi krampagtigt holder fast i forestillinger om hvordan, hvorfor og ikke er villige til at give slip på vores forestilling om verden, så forholder vi os lukkede for nye muligheder.

Giv slip på ballonerne

Når vi giver slip på vores forestillinger om ”hvordan”, åbner os og møder op, så sker som regel noget magisk. Kontrol synes at være en hindrig for kreativitet og frit flow. Den healende kreativitet er en følelse af kærlighed, der strømmer igennem os og som vi giver lov. Ved at give fri. Vi skal blot møde op og lade det flyde igennem os. Det er næsten som at få massage, bortset fra at vi i dette tilfælde selv skal føre pennen, lade fingrene danse på tastaturet eller holde om den pensel, der skal male det, der males vil.

Prøv at forestil dig din kontrol som en flok farverige balloner. Mens du holder fast i snorene i et forsøg på at forhindre at de flyver til vejrs, forsøger du at tænke dig til hvad du vil bruge ballonerne til. Hvordan skal du placere dem, så de bedst passer sammen? Og hvilke farver vil give den bedste effekt? Så kommer du i tanke om, at nogen engang lærte dig noget om farverne. Hvordan var det lige? Og før du ved af det, har du tøjret ballonerne til en stol, så du kan google farveskalaen eller finde den bog i reolen, der fortæller om ”hvordan”. Sådan gør du. Så hvordan gør du? Jo mere du læser, desto mere bliver du i tvivl og jo mere du forsøger at udtænke dit ”hvordan”, jo mere forsvinder lysten og den gnist, du mærkede, da du fik lyst til at skrive. Eller male. Og måske får du også lige i farten fortalt dig selv, at du slet ikke er særlig god til at skrive. Og du kommer i tanke om poeter og forfattere, som du beundrer, du sammenligner dig og så dør den sidste glæde. For du er ikke dem. Tanken om din dansklærer, der i et udbrud af raseri og med fråde om munden fortalte dig, at du ikke havde sans for ord og poesi, slukker den sidste gnist af kreativitet som vand, der hældes over et bål.

Og så er du strandet. Det føles tungt og svært, en sorg rejser sig som smerte i kroppen. Hovedet bliver tungt og alting ligger pludselig hen i mørke. Du fortæller dig selv, at det er typisk. At du ikke kan. At du ikke duer. At du ikke er værdig.

Og hvad så?

Forfra!

Hør her. Kreativiteten bryder sig ikke om kontrol. Den er flydende som kærlighed og den vil ikke sættes i bås. I det skabende øjeblik er vi nødt til at sætte den fri som en ballon eller en fugl, vi lukker ud af dens trange bur. Vi må stole på det, der kommer til os. Og i øvrigt svøbe os i både nysgerrighed og eventyrlyst. Hvad mon vil skrives gennem mig?

Prøv at forestille dig, at kreativitetens kraft er ren kærlighed, der gerne vil strømme igennem dig. Men for at kunne tage imod, må du slappe af og forholde dig åben. Naturligvis skal du møde op, men du skal ikke gøre noget særligt. Du skal tage pennen i din hånd (eller placere fingrene på tastaturet) og så skal du lytte. Forestil dig at noget vil skrives igennem dig. En gæst kommer på besøg. Og det eneste du skal gøre, er at åbne døren og lukke gæsten ind. Gæsten har et vigtigt budskab til dig. Måske endda et kærligt budskab? Du ved det ikke og det er selve eventyret. Åbn døren og tag imod. Skriv. Lad ordene falde som regndråber i din kreative ørken og lad dem vande din sjæl.

At turde give slip er noget af det vigtigste, jeg har lært i mit liv og jeg øver mig stadig. Hver eneste dag. At give slip er et af mindfulness principperne, men det er også et af skriveprincipperne. I modsætning til, hvad vi troede, fordi vi har lært at det forholder sig sådan.

Glem alt hvad du har lært og start forfra. Du er skabt til at skabe.

En lille historie

Mens jeg skrev dette indlæg, kom der en lille historie til mig. Det var ballonerne, der gjorde noget ved mig. Og pludselig dukkede ørnen op. Jeg tror ikke, at jeg har fortalt dig om ørnen, men det gør jeg så nu. Han ville skrives og det blev han så. Nyd historien, lad dig inspirere og hvis du har lyst, så skriv din egen historie om, hvordan det føles at give slip. Eller rettere sagt, spørg, lyt og skriv! 😉

Så kom der en ballon tilbage. Eller rettere sagt, der kom en fugl med en af mine balloner i næbbet. Jeg så op gennem tårer og fik øje på ørnen, som er mit kraftdyr. Han lærer mig om livet, gør min ørn. Og han er i øvrigt slet ikke min, han er alles, hvis man altså vil ham eller støder på ham på en trommerejse, som jeg gjorde det i sommer. Af nysgerrighed og fordi jeg elsker naturen og dens kraft, besluttede jeg mig for at deltage på et shamanistisk grundkursus. Det har jeg ikke fortrudt, for ellers havde jeg ikke mødt ham. Ørnen. Og hans budskab til mig var klart: Giv slip. Du behøver ikke gøre dig så store anstrengelser. Slip kontrollen og sæt dig ned med åbent hjerte og sind. Lad tingene komme til dig. De ting, der er til dig. Og når de kommer, så brug dem på kærlig vis og sæt dem herefter fri igen. Flow. Let it flow.

’Hvad vil du helst have’, siger han og svæver majestætisk over mit hoved. ’Vil du have din ballon eller vil du have dig selv?’

Jeg ryster på hovedet.

’Det kan du ikke mene. Skal jeg vælge mellem ballonen og mig selv?’ Jeg ler højt, ligeså skrattende og hjerteligt som ørnen selv kan gøre det. Jo, jeg har skam hørt ham bryde ud i latter, han er en humoristisk ørn og han tager ikke livet så alvorligt. Men jeg kan godt mærke, at han mener det her med ballonen.

’Det er min ballon’, udbryder jeg og mærker vreden som en knytnæve i maven. Jeg bliver lettere rød i hovedet, da jeg ser den smukke fugl og mine fine ballon over mit hoved, udenfor rækkevidde. ’Du har stjålet min ballon!’

Han ryster på hovedet, så ballonen sejler fra side til side. Den smukkeste blå ballon, der passer perfekt til himlen. Og min egen øjenfarve.

’Du må vælge. Vil du have din ballon eller vil du have dig selv. Hvad vælger du?’

Jeg ryster på hovedet og indser, at jeg er nødt til at lade ballonen gå. Jeg peger på den uden ord og ørnen giver slip. Åbner næbbet og lader gå. Den blå ballon siver opad i en søjle af lys og fjerner sig så langsomt fra det sted, hvor jeg nu har sat på en træstub. Slukøret, tomhændet og …

’Fri?’ Ørnen lander foran mig og betragter mig smilende. ’Du har givet slip på din ballon. Nu har du bare dig selv, dit hjerte og din kærlighed.’

Jeg ryster på hovedet. En ørn, der taler om kærlighed. Frihed. Og nye perspektiver. Samtidig ved jeg godt, at han har ret. Jeg hader at indrømme det, men jeg mærker faktisk en vis lettelse, som jeg sidder der og ser alle de fine balloner forsvinde i horisonten, den blå følger tøvende efter.

’Fra denne plads i nuets kerne er alting nyt. Træk vejret dybt, helt ned i maven. Træk følelsen af frihed ind. Åbn dit hjerte og tillad dig selv at mærke sårbarheden. Nu har du intet tilbage og derfor har du alt. Kontrollen var bare en illusion.’

Så flyver han, ørnen. Han kommer, når det passer ham. Jeg kan ikke kalde på ham og forlange, at han stiller op. Han kommer, når han kommer og når jeg mest af alt har brug for ham. Og hvordan kan jeg vide det, spørger du måske? Fordi jeg stoler på det. Jeg har tillid til, at han er kommet for at hjælpe mig i det omfang, jeg har brug for det. Og naturligvis kan jeg forsøge at kontakte ham via trommerejser og meditation, men det er ikke sikkert at han kommer. Han er en fri fugl og det accepterer jeg.

Al skabelse er et udtryk for kærlighed. Vi er skabt til at skabe!

Kærlig hilsen
Lene

På rejse i nysgerrighedens land

Nysgerrighed_Kalø

Det starter med en intention

Jeg har en intention. Fra nu af vil jeg lytte til sjælen og følge dens beskeder og budskaber. Jeg er overbevist om, at den vil lede mig på rette vej og hjem til mig selv.

Det var, hvad der langsomt begyndte at ske, da jeg for alvor begyndte at skrive igen. Nogen ledte mig på vej. Intuitivt og hver eneste morgen tog jeg på en ordmæssig rejse. Egentlig var det jo bare tænkt som blogging, alle andre var begyndt at blogge og naturligvis havde jeg også noget på hjerte. Det har vi skam alle sammen. Og det har aldrig faldet mig svært at skrive, tværtimod, det er svært at lade være. Men hvad jeg ikke var klar over, var, at der gemte sig et helt univers af glæde og visdom dybt et sted i mig.

Jeg blev så glad og forbavset. Hvor kom dog alt det skønne og befriende fra? Havde jeg et indre eventyr i mig, som bare ventede på at blive forløst? Og var det den manglende forløsning, der gjorde, at jeg ofte følte mig så tung, trist og lettere mellemfornøjet?

Rejsen tog mig forbi et par forfatterkurser, hvor vi lærte at skrive og arbejde intuitivt med ord og tekst. Der var specifikke opgaver, men de var ikke på forhånd definerede i kasser. Det handlede ikke om hvordan. Værktøjerne og øvelserne var mere subtile ledetråde, der skulle føre os ud over klippeafsatsen. Vi skrev ikke længere fra sindet og tankerne, vi blev kastet ud over vores egne begrænsninger og satte lidt efter lidt noget fri. Resultatet var både overraskende og befriende. Var det virkelig mig, der skrev sådan? Forundrede sad vi og stirrede på den tekst og de historier, der nærmest flød gennem os, når vi først havde givet slip og skrevet os fri. Fri fra tanker om hvordan, modstand og begrænsninger. Noget i os vidste jo godt hvordan. Og hvad!

Og ved du hvad? Det var ikke engang bare overraskelsen over alt det, der gemte sig indeni og gerne ville skrives, der var så frydefuld. Det var også selve skrivegerningen og den glæde, det var at sætte det fri. Det var som om tusindvis af glade vitaminer strømmede igennem os. Vi blev opstemte og modige. Det blev en slags leg, hvor vi glemte tid og sted … og bagefter følte vi os både lettere og gladere. Vi var høje. Glade. Og forbavsende rolige. Vi hvilede i os selv med smil på læberne. Vi havde netop været på skriveeventyr i os selv!

Det er tungt at bære rundt på historier, der gerne vil skrives. Det gør godt at sætte dem fri og give dem vinger.

Nysgerrighed

Hvordan skriver man sin sjæl, spørger du måske. Og det er et godt spørgsmål. Desværre findes der ingen endegyldige svar på den slags spørgsmål, for det kan være meget individuelt, MEN naturligvis har jeg en kuffert fuld af gode ideer. Og det er den kuffert, jeg gerne vil dele med dig. Lad os sammen åbne den, bruge værktøjerne og finde på nye i processen. Lad os se, hvad vi kan skrive os frem til. For det er selve hemmeligheden. Gerningen. Skrivningen. Det er på ingen måde noget, vi kan tænke os til og her holder alle intellektuelle formodninger op.

Vi skal på skriveeventyr i os selv. Vi skal udforske og sætte fri, vi skal glæde os og være så nysgerrige, at vi er ved at briste af fryd. For nysgerrigheden er en forudsætning for at kunne tage på denne rejse. Som børn er vi nysgerrige. Vi forundres over hver eneste detalje i den verden, som vi først kravler og senere går ind i. Vi går i tillid. Vi falder og vi rejser os igen. Og vi falder også i staver, vi betragter og forundres. Nysgerrige efter, hvad der gemmer sig rundt næste hjørne. Vi udforsker, vi undersøger og efterhånden beskriver vi også det, vi ser og mærker.

Lad barnets nysgerrighed følge dig på den intuitive skriverejse. Stil masser af spørgsmål, men lad være at svare med det samme. For vi søger ikke svarene i sind og tanker, vi spørger sjælen til råds. Og vi skriver svarene. De kommer, når de kommer og måske er de formuleret helt anderledes, end vi kunne forestille os.

Ofte er de formuleret sådan, at de vækker dyb og kærlig genklang i os selv.

Beginners Mind

I mindfulness møder vi nysgerrigheden i princippet ”beginners mind”. Her handler det om at møde verden med et åbent sind, uden forbehold, forestillinger eller antagelser. Vi betragter det, der er lige nu. Nuet i sin reneste form, ordene, som de triller ud på papiret. Vi formoder ofte, at vi ved besked, men det er løgn. Det er noget vores tanker bilder os ind. Fra frygens højborg i sindets hule får vi at vide, hvordan det hele forholder sig. Og denne forudindtagede indstilling til verden omkring os forhindrer os i at opleve ting og situationer, som de er.

Vi går i nysgerrighed og vi vælger at være åbne og modtagelige. Ingen fortid, ingen fremtid, kun nu. Det er et godt udgangspunkt for en spændende skriverejse. En kuffert fuld af værktøjer, javel, men det er ikke sikkert, at vi skal bruge dem alle sammen. Vi skal blot have nogle afsæt, så vi kan komme ud over tankernes begrænsninger og formodningernes grænseland. Vi skal ud under åben himmel, som Tøsedrengene synger i en gammel sang.

Hvad tænker du nu? Fortæller dit sind dig, at det da lyder meget godt, men at du ikke kan finde ud af det? At det er for underligt og kryptisk? Det er typisk sind og tanker, i egoets land vil vi gerne have kontrol. Og det har vi på ingen måde, når vi begiver os ud på denne skriverejse. Tværtimod. Vi slipper tøjlerne og lader noget andet og større komme til. Vi åbner os og tager imod.

Jeg håber, at din nysgerrighed er vakt. Og hvis du allerede nu har lyst til at prøve lidt af det, vi sammen skal lege med og udforske, så sæt dig med din notesbog og en pen eller foran skærmen. Blanke ark.

Skriveøvelse

Nu trækker du vejret dybt ned i maven. Luk gerne øjnene og mærk dit eget åndedræt. Helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du nysgerrighed og frisk, ren energi ind til alle celler i din krop. Og hver gang du puster ud, giver du slip på formodninger, modstand og tung energi. Du inhalerer glæde. Og du giver slip på frygt. Lige så stille, lyt til din egen vejrtrækning.

Nu er du klar

Sæt eventuelt et stopur på 20 minutter. Tyve minutters nysgerrighed og eventyr.

Sæt dig og begynd at skrive. Slip tankerne, bare skriv. Uden tøven og uden at tænke. Bare skriv. Lad det, der vil skrives komme til og bland dig udenom. Du skal ikke rette, du skal ikke dømme. Bare skriv. Og når du så opdager noget, der vækker din nysgerrighed, så giv det din fulde opmærksomhed. Stil spørgsmål. Betragt det. Og skriv.

Hvis du gennemfører øvelsen og har lyst til at dele dit nygerrighedseventyr med os andre, så skriv gerne lidt om din oplevelse i kommentarfeltet herunder.

Og husk, dette er kun den spænde begyndelse. Det starter med nysgerrighed. Det starter med en intention: Jeg ønsker at spørge min sjæl til råds. Og jeg vælger at gå i tillid og med nysgerrighed. Formuler meget gerne din egen! 😉

Kærlig hilsen Lene