Vejen hjem

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig en slags vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig om mig som en brise. ”Du er på vej hjem.”

På vej hjem

På vej hjem. Jeg kommer uvilkårligt til at smile. Hun er aldrig i tvivl, hun nøler aldrig i forhold til det, hun har vished om. Hun lader det komme til udtryk som det naturligste i verden. Det opstår indefra som et dybt suk, siver gennem hver eneste celle og videre ud. Jeg hører det som en hvisken, et vindpust af lydløs visdom.

Energien i hendes ord er heller ikke til at tage fejl af, jeg kan mærke hende i hele kroppen. Følelserne, for hun taler ikke alene med en stille hviskende stemme, hun kontakter mig også via mine følelser og guider mig på vej. Men først nu tør jeg virkelig lytte og en ny form for nysgerrig kærlighed er opstået overfor mine egne følelser og fornemmelser, der tidligere mest var til besvær.

Klip en hæl og hug en tå

Hvor mange gange har jeg ikke ønsket mine store og til tider overvældende følelser langt væk ude af stand til at se, at jeg er blevet skænket det meste vidunderlige GPS system, hvad min sjæls rejse angår? Men jeg følte mig så forkert og anderledes, at jeg forsøgte at skubbe dem bort, følelserne og lade som om, at jeg var en anden. Klippe en hæl, hugge en tå.

Et nyt sprog, som slet ikke er så nyt endda

Nu stopper jeg op og mærker efter, ”hov der var den følelse jo igen.” Jeg ikke alene registrerer og accepter, jeg lytter også og indser, at jeg er ved at lære et helt nyt sprog. Et sprog, som i virkeligheden er urgammelt og som min sjæl altid har kendt.

Og egentlig er sproget ganske simpelt. Der er ikke så meget af tage fejl af, når blot man lærer at stole på sig selv og egne impulser. Jeg er f.eks. ikke længere i tvivl om hvad fysisk kvalme betyder, bare for at give et eksempel.

Hun kommenterer ikke mine erkendelser og opdagelser, hun er stille på en sødmefuld måde. Der er ikke mere at sige. Jeg går videre gennem de nedfaldne blade, der nu igen er våde og fulde af forfald. Før lå de så fint ovenpå sneen og isen, det var som om efteråret og vinteren var smeltet sammen og skabte nye billeder i landskabet.  Jeg fortabte mig i de billeder, mens de endnu var nærværende. De opslugte mig og fyldte mig med en forunderlig vished og ro. Nu har regnen skyllet dem væk, men roen er blevet tilbage.

Jeg holder fast i hende

Bedst som jeg er blevet vinter, skifter noget igen. Dansen fører mig videre, hvirvler mig rundt, jeg lærer nye trin og indser, at der ikke er noget at holde fast i. Men det er en sandhed med modifikationer, for jeg holder fast i hende og slipper ikke taget igen. Aldrig mere. Fandme nej og gudinde ske tak og lov. Først nu forstår jeg rigtig, hvad jeg egentlig mente, da jeg sidste år skrev ”Kom lad os danse”.

Nu danser vi. Det sker som det naturligste i hele verden og det føles som en drøm. Men jeg er vågen, jeg har aldrig været mere vågen og stien fører videre gennem våde blade og nedfalden frugt. Forrådnelse, fordærv og farvel. Så snart jeg giver slip, bliver der plads til at det nye kan opstå. Luk den ene dør og en anden dukker op i tågedisen. Når tid er.

Introvert, nu brænder tampen

Forleden dag skrev jeg nogle ord uden at have planlagt det eller have en intention om det, det flød bare gennem mig, ud af min pen og kom til syne på papiret. Ordene åbnede en ny dør på vid gab, en dør som længe har stået på klem og bevæget sig i vinden. Lukket sig. Åbnet sig. Knirket i hængslerne. Gjort opmærksom på sig selv. Kniirrrk. Kniiirk. Du er tæt på nu. Tættere på end du nogensinde har været før:

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog finde på at flygte fra det? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Mit lys, der altid har skinnet dybt i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er mit magiske rum. Det er min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

Du kan læse resten i indlægget: Jeg er blevet vinter

Ordene spiller som en sang for mit indre, en melodi og en rytme, som får min krop til at danse. Mine skridt bliver uvilkårligt lettere, nu hvor jeg tør sige og synge den højt. Min sang og min måde at synge den på.

Det er smertefuldt at lade som om

Himmel og hav, hvor har det dog været besværligt og smertefuldt at lade som om. De sidste masker må falde, jeg giver dem til vinden, regnen og det efterår, der for en stund var vinter, men nu tilbage igen. Jeg går med glidende skridt gennem de våde blade og hilser på krager, råger, måger og træer. Jeg stopper op og ser på himlen, jeg er bevidst om retningerne nu, øst, syd, vest og nord.

Jeg ser solen stå op og følger den gennem dagen mod vest, også når den er dækket af skyer. Jeg lytter til både regn og blæst og jeg siger uvilkårligt tak, for selvom jeg sætter stor pris på mørket og vinterens restitutionshuler, så elsker jeg også lyset og livet, der farves af pasteller i den tidlige morgenstund. Jeg bader i fuldmånelyset, når hun står op på himlen og jeg drikker af den visdom, hun skænker mig uden at begræde de nætter, hvor søvnen må vige for månedans.

Kom, lad os danse.

Kontrasterne. Lys, skygge og vejen mod vinter. Du er på vej hjem, siger hun og det ved jeg godt. Jeg er jo vinterbarn. Jeg får kuldegysning ved tanken, jeg har været borte alt for længe. Det land, jeg elsker og den flod, der flyder et sted dybt i mig, var forsvundet. Jeg troede, at jeg var blevet glemt, men sandheden er, at jeg var den, der glemte. Men nu husker jeg.

Den aktive deltagelse

At stå ved hver eneste følelse, tanke, impuls og at tage ansvar og tage del. Det er den aktive deltagelse, der gør forskellen. I livet og på skriverejsen. Men at stå ved noget betyder ikke at holde fast i det, stædigt som en martyr eller klynkende som et offer. Tanker, følelser, impulser og sensationer. De kommer og går. Som toge, der kører til perron og forsvinder igen efter en stund i stilstand. Et fløjt og så farvel. Forskellen er, at jeg nu er helt bevidst om, hvorvidt jeg hopper på toget eller ej.  Og her på det sidste er der mange toge, som jeg har ladet køre. Jeg står stadig på perronen i efterårsregnen, men jeg fryser ikke. Jeg har truffet et bevidst valg.

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker: Vi vågner op, lærer at nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft og TADA … derigennem finder vi vejen hjem.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Fra skriveblokering til skriveglæde

Jeg er så dybt taknemmelig for at få lov til at skrivecoache og guide de pragtfulde kvinder, som ofte møder op med hjerterne fulde af tvivl i forhold til deres egen formåen, men som efterhånden opdager, at der slet ingen grund er til at tvivle. Langsomt forvandles tvivl til tro og skriveblokering til skriveglæde. Fortællingens kraft er stor og magien er vitterligt til stede, hvis du ønsker at det skal være sådan.

Introvert og hvad så? Det er en faktisk en fordel på skriverejsen …

Forleden dag skete der noget i Vintercirklen, skrivecirklen, som er i fuld gang nu. Vi opdagede, at de fleste af os faktisk er introverte af natur og at vi ofte har længtes efter at hengive os til det, der nærer os og som giver os styrke og værdighed indefra. Jeg har taget min introverte natur til mig og det gør selvfølgelig også, at jeg i langt højere grad kan støtte andre kvinder i at gøre det samme. Sig ja til dig selv, sig ja til din vej og måde. Og det gøres så fint på skriverejsen og i skrivecirklerne, netop fordi at indre nærvær, fordybelse og ro i eget selskab virkelig gør en positiv forskel i forhold til at skabe skriverum og lade ordene finde vej.

Det er ofte i stilheden at vi kan høre sjælens sang.

Og en væsentlig del af ”det at skrive” fra sjæl og hjerte handler som bekendt om at lytte.

Du behøver på ingen måde at være introvert, men …

Selvfølgelig behøver du ikke at være introvert for at deltage i skrivecirkler eller på de intuitive skriveworkshops. Men det er ingen bagdel, tværtimod, hvis du er introvert og/eller du har brug for at hengive dig til dit indre rum for at finde næring og skabe harmoni og balance.

En dans mellem inde og ude

I skrivecirklerne skaber og holder jeg bevidst rummet således, at der er plads til dig, din proces og den indre næring. Skrivecirklerne er en dans mellem inde og ude med fokus på den indre proces. Og du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, du lærer og øver dig i at skrive på din måde.

* * *

Bedst som jeg troede, at det var blevet vinter, er efteråret tilbage. Men jeg er stadig vinter og jeg har det godt med den erkendelse. Broen og de skridt, hvor jeg stadig var i tvivl, er lagt bag mig. Nu føles det anderledes at betræde jorden og forsigtigt gå gennem regndisen uden egentlig at vide, hvor jeg er på vej hen.

”Men du ved du da”, hvisker hun og smyger sig som en brise om mig. ”Du er på vej hjem.”

Kærlig hilsen
Lene

---

Photo “Winter oak and full moon” © Marilyn Barbone, Dreamstime
Photo “Winter light” © Kellers, Dreamstime