Bålpasseren

With offerings that feed the body and stories that sustain the soul, we return to the fire for a primal sense of belonging. Something about firelight welcomes us.
– Christina Baldwin –

Når du tænder dit skrivelys og træder ind i dit indre, magiske rum, sætter du dig ved ilden. Dit skrivelys symboliserer både den indre og den ydre ild og velkommer dig. Når du i stearinlysets skær åbner din skrivebog og tager pennen i hånden, når du skriver det første ord på den endnu tomme side, bevæger du dig i tillid til, at alt det, du ikke kan tænke dig til, vil møde dig undervejs og skænke dig gaver.

Når du lytter til din sjæls stemme, som kalder gennem skrivelængslen, og når du besvarer kaldet ved at møde op, tænde stearinlyset og skrive dig ind, forlader du for en stund den verden, du kom fra. Du træder nu ind i en verden, hvor din indre fortællerske har til huse og du kan bevidst vælge at give hende ordet og lade sig skrive gennem dig.

Det gør du indledningsvis via din intention. Intentionen sætter din indre kurs. Så skriv at du har en intention om at lytte til din sjæl og give din indre fortællerske ordet. Brug ord, som kærtegner dig og som du kan mærke løfter og styrker. Det skal føles godt, når du læser det højt for dig selv. Du får brug for din intention undervejs. På de dage og tidspunkter, hvor du vakler, siger du højt til dig selv: Jeg har en intention.

Hvorfor skrive?

Men hvorfor skrive? Hvorfor vælge at bruge ordene som transportmiddel og tryllestav? Hvorfor vælge at tage på skriverejse og gennem ord og fortællinger forankre sig ved Kilden og i sjælens land? Og hvad handler skrivelængslen egentlig om, hvis den ikke betyder, at du partout skal skrive en bog og have den udgivet? Kunne den mon handle om et kald fra sjælen, om, at du skal skrive dig selv?

Jeg har kvinder i skrivecirkelforløb, som undervejs har sat ord på drømmen. De har fundet mod til at skrive det, deres sjæl synger om og siden har de fundet mod til at føre drømmen ud i livet. Åbne en klinik for alternativ behandling. Starte en blog. Booke en rejse til et eksotisk rejsemål trods sygdom og begrænsninger, der før satte en stopper for den slags. Men ikke nu. Hvad skete der? Hun skrev styrken. Hun fandt den gennem ord og fortællinger. Hun fandt den i sig selv.

På skriverejsen

På skriverejsen skaber du din egen vej og måde ved at lytte til din sjæl. Du danser med livets mysterium og du øver dig. Øver dig, indtil du gør det til en slags sang, som i sidste ende synger dig. Du gør det via ordene, du skriver. For ordene er ikke alene informative, de er også formative. De former dig og sliber kanter, skaber åbninger og bygger bro. I dig. De forvandler dig i sidste ende og hvis du kontinuerligt giver din indre fortællerske ordet og lader hendes stemme skrive sig smukt gennem dig, mærker du, at der ingen adskillelse er. Du er hende og det er dit hjertes fortællinger, der nu flyder ud på papiret.

Din vise kvinde, din fortælleske, dukker op mellem linjerne, du hører nye toner og lyde, som din sjæl kender. Du mærker genklang, det føles godt og det giver dig både lindring og kuldegysning. Du bringes frem til det, der er din indre sandhed og du forvandles. Ord for ord, lidt efter lidt.

Jeg har fundet en ny skrivetone, sagde en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen sidste år. Mens en anden konstaterede:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Bålpasseren

Du har en intention. Du ønsker at lytte til din sjæls stemme og lade den være toneangivende for den måde, du er i livet på. Du ønsker at navigere fra hjertet og som fortællerske har du en intention om at give det stemme, som ellers kan have svært ved at få ørenlyd. Du ønsker at bruge din iboende kreativitet aktivt, at give udtryk for hvem du er inderst ind og sætte alt det fri, som har været gemt bag lås og slå. Du ønsker at skabe dig. Og skærpe din intuition, for du ved at din intuition står i direkte forbindelse med din sjæl.

Uden hastværk har du et ønske om at skrive dig ind. At holde liv i den flamme, der brænder i dig og være din egen bålpasser.

Slå aldrig dig selv i hovedet

Se på intentionen som dit bål. Du tænder bålet via de ord, du bruger, dine ord er det brænde, du lægger på bålet. Din opgave er nu at passe på bålet og sørge for, at det ikke går ud. Du er bålpasser af din egen indre ild og den intention, du bærer i hjertet. Du varmer dig ved ilden. Du mærker, hvor godgørende flammerne er. Og du sørger hele tiden for at vende tilbage til bålet, din intention og huske det, du skrev og formulerede. Slå aldrig dig selv i hovedet, når du glemmer det og kommer lidt for langt væk fra bålet, når du på kølige nætter opdager, at du har bevæget dig væk og måske endda er faret lidt vild. Når du fryser.

Det er helt normalt. Men selvom vildfarelsen altid er tilsyneladende og der er læring at hente i de skridt, der tog dig væk, er din opgave altid at vende tilbage til det sted i dig selv, hvor bålet brænder. Få liv i gløderne og mærke flammerne danse igen. Varme dig. Skrive. Og danse.

Din intention er et bål og du er bålpasser.

Du får brug for ilden og varmen gennem vinteren, hvis du vælger at lytte til sjælens kald. Så start allerførst med at formulere din intention. Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os. Når vi har formuleret hensigten, den hjertelige intention, sætter vi vores indre kurs på sjælekurs.

Den intention, du nu har formuleret og skrevet på et stykke papir og i din skrivebog, er dit bål. Din opgave er nu at passe det gennem vinteren, mens du skriverejser og inviterer din indre fortællerske op til dans. Du ærer din intention via dit fremmøde, det tidpunkt, hvor du træder ind i dit skriverum og tænder stearinlysene. Du mediterer måske lidt og åbner dig for det, der vil skrives gennem dig.

Inspirationen vil møde dig undervejs

Du skal vide en ting. Inspirationen kommer undervejs, så tro ikke på, at du skal være inspireret for at gå i gang. Sludder og vrøvl. Det er noget, som den indre censor meget gerne vil bilde os ind, for så sidder vi dér og venter forgæves på, at inspirationen skal fylde os inden vi skriver. Og vi får aldrig skrevet et ord. Så begynd. Start med det første ord og så det næste. Skriv det, der er og skriv i livet, skriv dig varm og skrive dig fri.

Vi er tæt på efterårsjævndøgn

I morgen er det efterårsjævndøgn, som er indgangen til vinter. Nu vokser mørket stødt og solens kraft aftager, dagene bliver kortere og koldere. Vi kaldes hjem, vinteren er en invitation til at hvile, restituere og trække energien hjem. Gøre det, der gør os godt.

Start skriverejsen nu

Er du opfyldt af skrivelængsel, er vinteren et perfekt tidspunkt at starte skriverejsen på. Det er nu, at du skal tænde dit bål og gå i gang. Beslutte dig for, at du har en intention i hjertet, som du vil ære og at også du har en vaskægte fortællerske gemt bag modstand, frygt og undskyldninger for, hvorfor du ikke kan komme i gang.

Køb dig selv en smuk skrivebog, som taler til dig og tænder din lyst til skrive. Og find en god pen, for hvis det overhovedet er muligt, vil jeg kærligt opfordre til, at du skriver i hånden. Det er selvfølgelig helt op til dig, men der er en særlig sjæleforbindelse i spil, når vi slukker for elektronikken og skriver i hånden. Og så giver det en skøn og lindrende indre ro, som de fleste af os trænger til.

Når du skriver din intention, din hensigtserklæring, først i bogen har du tændt dit bål. Du er nu bålpasser og du møder kontinuerligt op gennem vinteren og holder bålet i gang. Du varmer dig og du skriver de ord, der kommer. Du betragter dig selv i processen og sætter ord på det, der rumsterer. Det hele. Du har nemlig lagt dommeren væk og beskæftiger dig ikke med ”godt eller skidt”. Du har skabt et godgørende rum, et frirum, hvor du har lov til at øve dig.

Magien danser mellem linjerne, alt er tilsyneladende

Det kan være svært at forestille sig og endnu sværere bliver det, hvis vi forsøger at tænke os til det. Fortællersken bor i tankerne, hun kan ikke tænkes frem. Vi er nødt til at skrive os ind. Dyppe pennen i det, der synes så hverdagsagtigt og uforanderligt og via ordene begive os på vej. Måske sker der så det, som skete for mig forleden dag. Det kan du læse mere om i ”De hviskende ord”. Jeg stødte på Historierummet, som ifølge ravnen ligger dør om dør med det stille rum. Og pludselig dukkede en fortælling op og tog over, noget flød gennem mig og lod sig fortælle.

Magien danser mellem linjerne og bag det tilsyneladende. Vores opgave er at blive så opmærksomme, så vi kan se og mærke den. Og når vi skriver og øver os på at se detaljerne og beskrive dem, skærper vi automatisk vores opmærksomhed. Og vi får øje på noget essentielt. Det store i det små.

Styrken og glæden i de små ting

Vi er blevet så vant til drama og voldsomme historier, vi ser det på TV og hører det i nyhederne, at vi har glemt styrken i de små ting. Det, der kan synes så ubetydeligt og som vi haster forbi. Men når vi skriver, kommer det til syne mellem linjerne og får stemme gennem de fortællinger, der som broer hjælper os på vej. De åbner vores øjne og vores hjerter.

Det, som i sidste ende forandrer os og kærligt skubber os ind på hjertets vej, er sjældent et kæmpe drama eller gennembrud. Det er vores eget skrivearbejde og de detaljer, vi kastede lys på undervejs. Det er de små døre, vi åbnede med vores tårer og de mørke kældre, vi kravlede igennem. Latteren, som berusede os ved synet af morgenens første lys. Lyden af krageskrig og smagen af brombær. Kaffen, som vi drak ved bålet og flammerne som vi varmede os ved. Det er de ting, vi tager for givet og som kan synes ubetydelige, men som i virkeligheden er bærere af den største styrke. Via fortællingens kraft ser vi de små ting i et nyt lys og får mod til at fortsætte. Det, vi tog for givet. Det, vi hastede forbi. Nu ser vi det. Hverdagsmagi.

Vi skriver i livet

Det er derfor, vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er og vi skriver fra dér, hvor vi er. Det er med andre ord aldrig umuligt at skrive, uanset hvad det handler om. Hvis vi er faret vild og føler os trængt op i en krog, har vi mulighed for at sætte ord på og hvem ved, måske viser dér sig en fortælling lige dér, hvor vi troede at alt håb var ude.

Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.
– Tomas Tranströmer –

Vi skærper vores opmærksomhed

Når du tænder dit skrivelys og træder ind i din indre, magiske verden, sætter du dig ved ilden. Den ild, du har tændt via din intention. Dit skrivelys symboliserer både den indre og ydre ild og velkommer dig. Når du i stearinlysets skær åbner din skrivebog og tager pennen i hånden, når du skriver det første ord på den endnu tomme side, bevæger du dig i tillid til, at alt det, som du ikke kan tænke dig til, vil møde dig undervejs og skænke dig gaver.

Vi skærper vores opmærksomhed, når vi skriver. Og opmærksomheden rettes ikke kun mod de ydre detaljer og den skønhed, vi pludselig får øje på. Nej, vi får også øje på os selv og ser os selv i et nyt lys gennem flammernes skær. Vi lærer at betragte os selv i processen og skrive det, vi ser, hører og fornemmer uden at dømme.

”Maybe I was actually supposed to pay attention to my own life? Maybe paying attention to myself was my job, telling my story was my thing to claim and my life would be different, if I did.”
– Christina Baldwin –

Lad hende skrives gennem dig

Lad din skriverejse gennem vinteren begynde. Tænd bålet via din intention og begiv dig på vej. Skab rum og giv tid, så vil tiden give dig. Lyt til din sjæls kald og giv din indre fortællerske ordet. Hun ved, hvad du har brug for og hun har en helt særlig måde at fortælle dig det på. Lad hende skrives gennem dig.

Pas godt på dit bål.

Kærlig hilsen
Lene

Vil du med på skriverejse?

Måske synes du det er svært at komme i gang på egen hånd? Måske har du brug for lidt inspiration, en guide i skrivebjergene og en gruppe af ligesindede kvinder til at følge dig lidt på vej? Så kom med i Vintercirklen, som starter den 9. november. Der er stadig ledige pladser. Deling er heling og i skrivecirklerne løfter og støtter vi hinanden i processen.

I Vintercirklen bliver du inviteret til at formulere din intention og blive bålpasser. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som inspirerer og sætter dig i gang. De fleste skriveafsæt og øvelser er forankret i årshjulet og åbner op for vinterens gave og fortællinger. Du inviteres til bevidst at skærpe din intuition og til at tage naturen med på råd.

Vintercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra november til slutningen af februar, lærer du at bruge dine egne fortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. For kvinder med skrivelyst og længsel.

Du finder invitation og detaljer i linket her og tilmelder du dig inden den 1. oktober, opnår du ravnerabat og sparer DKK 199,- på deltagergebyret.

I morgen udsender jeg mit første nyhedsbrev i anledning af efterårsjævndøgn. Her fortæller jeg bl.a. om, hvordan du kan lave dit eget kraftfulde efterårsalter og skrive dig vej ind i det magiske rum.

Tilmeld dig mit nyhedsbrev og bliv automatisk medlem af Skriveklubben. Det er ganske gratis og uforpligtende. Du kan til enhver tid framelde dig igen.

Som medlem af Skriveklubben modtager du gratis skrivetips, inspiration til din skriverejse, skønne nyhedsbreve, VIP tilbud til særrangementer i din indbakke og meget mere.

Du får som en af de allerførste information om nye skrivekurser, skrivecirkler og intuitive skriveworkshops. Og lejlighedsvis får du som medlem af Skriveklubben rabat på din deltagelse.

Jeg byder på skriveafsæt og små øvelser, som er med til at sætte din skrivning i flow.

Du får ideer til, hvordan du kan forankre dig i den naturlige cyklus og bruge årshjulet som støtte på din indre rejse.

Hjertelig velkommen i Skriveklubben.

Du tilmelder dig ved at klikke på linket her.

Photos of fire
© Arturo Limon | Dreamstime.com
© Ivan Ekushenko | Dreamstime.com

Din stemme, din styrke

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde og din fortællerske bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt ind til stemmen, som er blevet dæmpet og hengemt, så vi kun fornemmer en stille hvisken. Vi skal skrive hende fri.

Nu bliver stemmen pludselig kraftigere og du oplever, hvor godt det gør at lade den lyde gennem dig. Du føler dig løftet, du mærker styrken i at give det stemme, som før blot var en summende længsel og et suk. Og det også her, at du genfinder din autentiske stemme, den skrivestemme, som nu kommer til udtryk på en måde, som er helt din egen.

Hvordan finder man ind til sin skrivestemme?

Hvordan finder man ind til sin skrivestemme? Hvordan kommer man igennem mure af frygt og modstand og alle undskyldningerne for ikke at gøre det? Skrive, selvom man har skrivelængsel. Lyst til at møde sig selv et nyt sted, hvor tonerne og melodien er anderledes godgørende.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, når jeg nu fortæller dig, at du er nødt til at dedikere dig til at skrive og at du må trodse både frygt, modstand og indre censor for at komme ind i de dybere lag. Du hører hendes hvisken, du fornemmer tonerne af en anderledes godgørende sang, men indtil nu har det blot været som et dybt savn og en længsel. Efter noget, du ikke helt kan sætte ord på og som du samtidig har stor modstand mod at forfølge.

Bag den blå dør

I sidste uge skrev jeg lidt om, hvad der gemmer sig bag den blå dør. Og i går fortalte jeg kvinderne, som er på skriverejse i Høstcirklen, at vi nogle gange er nødt til at skrive os vej gennem den blå dør. For det er en af de søde hemmeligheder på skriverejsen. Uanset hvad det handler om, så skriver vi os på vej. Vi skriver det, der er. Vi skriver i livet.

Det kreative vildnis

En af ideerne med de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er at vi kommer ud af vores komfortzone og begiver os ud i det kreative vildnis for at tage imod fortællingerne. Det kræver mod især i starten, fordi vi er uvante med at forlade vores fængsel. Der er trygt, selvom vi ikke er lykkelige dér. For det er uvant for os at være lykkelige.

Vi må lære os selv at turde danse lidt i kaos og med frygten som følgesvend, indtil vi er kommet så langt ud eller så langt ind, at frygten ikke længere kan følge med. Her skriver vi ofte så hurtigt, at vi giver tankerne baghjul. Eller sagt på en anden måde, vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Vi forlader det golde landskab, som tankerne ofte præsenterer os for og følger sjælens toner ind i noget, vi på ingen måde kan tænke os til.

Her dukker fortællingerne op til at føre os på vej og lyse som fyrtårne i den mørke nat. De bygger bro og åbner døre, som ikke fandtes før. Og de kan såmænd også være med til at åbne den blå dør, døren til det magiske rum.

Fortællingerne giver os stemme. Og jo mere, vi skriver og øver os, desto mere stemme og gennemslagskraft får vi. Vi opdager poesiens landskab, glæden ved leg og vi opdager, at vi har fået udvidet vores ordforråd. Vi har fundet vores stemme. Vores styrke.

Et nyt ordforråd

De fleste af os har udviklet et forholdsvis stort ordforråd til at beskrive vores sorg og smerte. Men på skriverejsen bliver vi udfordret og nærmest inviteret til at udvikle et ligeså fyldigt ordforråd, så vi kan tale til os selv og fortælle os selv og andre om de dybere følelser, beskrive naturen og oplevelser vi har i og med naturen, de små undere og magien, som møder os undervejs og glæden, der pludselig bobler fra den indre kilde. Vores sprog udvikler sig efterhånden som vi skriver og støder på gaver og skatte undervejs. For den indre rejse og skriverejsen er på ingen måde blot en rejse, hvor vi sætter ord på alt det svære, på sorgen og smerten, nej vi opfordres til at tage hele paletten af farver og følelser i ed og bruge alle farverne i vores sprog og fortællinger.

Snart opdager vi det. Vi er kreative af natur og at give vores kreativitet afløb og udtryk, gør os sundere og stærkere. Jeg har kvinder i forløb, som er kronisk syge og begrænset i flere henseender, men som på skriverejsen får øje på og erfaring med en ny form for styrke, som bygger nye broer og åbner døre og muligheder. De skriver det frem og de mærker det som en kilde af kraft og energi i sig selv. Det er det, ordene og fortællingerne kan. De er stærke. De er kraftfulde og de rummer en sælsom form for magisk healing. Jeg kalder det historiemedicin og den får du masser af i de skrivegruppeforløb og cirkler, som jeg tilbyder.

Nederst i blogindlægget kan du se en liste over kommende skrivegruppeforløb. Du er hjertelig velkommen.

Skriv dig ind i det magiske rum

Står du stadig på den anden side af døren til det magiske rum uden helt at turde åbne den, så prøv at skrive dig ind. Ja, du skriver dig simpelthen frem til døren og beskriver gennem ordene den rejse, du foretager. Du hilser tanker og følelser velkomne og skriver dem. Lad være med at dømme. Bare skriv og giv det, der rører sig, en stemme. Dine tanker, dine følelser og selve gerningen, det tidspunkt, hvor du stikker nøglen i døren og drejer den om. Åbner. Går ind. Og møder din indre fortællerske dér på den anden side. Skriv det. Skriv dig ind.

Tankerne kan ikke rumme din fortællerske

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din fortællerske bor ikke i hovedet og tankerne kan simpelthen ikke rumme hende. Du er nødt til at skrive og lade hende komme til dig dansende mellem linjerne. Hun dukker op som din intuition, hun har en anderledes stemme og hun taler gennem dig. Når du skriver.

Snart efterårsjævndøgn, snart vinter

Snart er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er i balance for en kort stund inden mørket vokser på rejsen mod Vintersolhverv. Efterjævndøgn er indgangen til vinteren. Dagene bliver kortere og koldere, solens kraft aftager. Det er tidspunkt på årshjulet, hvor vi inviteres til at favne og endda fejre alle aspekter af os selv og vores rejse. Vi forsoner os med vores modsætninger og accept af, at alting eksisterer side om side.

Efterår og snart vinter. Et tidspunkt, som kalder på det indre. Efterår og vinter er særdeles velegnet til indendørs sysler og skrivearbejde. Så er du ikke kommet i gang med at skrive endnu, selvom du længes og drømmer, er efterårsjævndøgn et perfekt tidspunkt at begynde på. Hengiv dig til efteråret og skab godgørende indendørs rum, hvor du åbner op for din indre fortællerske.

Som skabt til at trække energien hjem

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver vores allierede.

Vinteren er et godt tidspunkt at starte skriverejsen på. Det er mørkt og koldt udenfor og vi længes efter at hengive os til det indre. Vi har brug for hvile, restitution og brug for at give os selv lidt af det, vi længes efter. Her kommer din indre fortællerske gerne til stede og hjælper dig med at åbne op. I stearinlysets skær kan du skrive hende frem og lytte til hendes helt særlige fortællinger. Høre den stemme, du har savnet og mærke, hvor godt det gør, når hun skriver sig gennem dig og du opdager, at du er hende.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Nyhedsbrev og medlemskab af Skriveklubben

På fredag udsender jeg mit første nyhedsbrev i anledning af efterårsjævndøgn. Her får du bl.a. en ide til, hvordan du kan lave dit eget efterårsalter.

Hvis du endnu ikke har fået tilmeldt dig nyhedsbrevet, kan du gøre det i linket her.
Som modtager at mit nyhedsbrev bliver du automatisk medlem af Skriveklubben og modtager gratis skrivetips, skriveøvelser, ideer til dit energiarbejde i pagt med årshjulet, særinvitationer til skrivearrangementer og meget andet.

Min intention med nyhedsbrev og Skriveklubben er at give dig en masse gratis inspiration og ideer til, hvordan du kan starte din egen skriverejse og lade ord og fortællinger guide og løfte dig på den indre rejse. Jeg lover dig, det er en kraftfuld færd.

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde intensivt med dine skriverier gennem vinteren og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.

Du vil gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige indgange til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Du har lyst til og mod på at lege og prøve nye skriveveje. Du ser det som et eventyr og ved, at du er nødt til at skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte for at få fat i de virkelig gode og transformerende fortællinger.

Se invitation og detaljer i linket her og bemærk, at du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 15. oktober. Forløbet starter den 20. november og varer 4 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Alternativt kan du booke billet til skriverejsen i Vintercirklen, som er næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Også her vil du blive inviteret til at åbne døren til dit magiske rum på en skriverejse i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Lad din rejse gennem vinteren blive en ganske særlig fortælling.

Du finder invitation og detaljer i linket her og tilmelder du dig inden den 1. oktober, får du ravnerabat og sparer 199,- kr.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Begge skriveforløb er for kvinder med skrivelyst og længsel. De foregår online og du skaber selv din tid og dit rum, så det passer ind i dit liv.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick –

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være. De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være.

Fortællingerne giver os stemme og styrke. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Kærlig hilsen
Lene

Thumb nail photo © Monkey Business Images | Dreamstime

Pilgrimsfærd gennem vinteren

Jeg er i færd med at sende de første bekræftelser ud til Vintercirklen, næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet. Selvom der endnu er et par måneder til, at vi starter og det så småt er vinter, er det alligevel en godgørende ting at sætte kryds i kalenderen for det tidspunkt, hvor vinterskriverejsen starter. En rejse i det indre, et pilgrimsfærd gennem vinteren, hvor transportmidlet er ord og fortællinger. En cirkel af kvinder, som løfter og støtter hinanden i processen og som bevidner den udvikling, de hver især går igennem.

Den Hellige Cirkel

Det fælles skriverum holdes i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som Julia Cameron så fint har formuleret. Den Hellige Cirkel bygger på respekt og tillid. Vi rykker ikke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Vi giver tid og kærlighed til processen. Vi lægger dommeren lagt væk. Vi er vidner til hinandens skrivende udvikling og til den proces, som folder sig ud. Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret. Det rum holder jeg med næb, kløer og kærlighed.

Du kan se reglerne for Den Hellige Cirkel i linket her.

Væk med sammenligninger

I skrivecirklerne lærer vi ikke at sammenligne os, for vi opdager snart, at ikke to kvinder eller processer er ens. Hver kvinde har sit eget unikke udtryk og sin egen stemme og den eneste måde at finde det frem på, er at blive ved med at skrive og lade ord og kreativitet strømme. Sand frihed er, når vi er i stand til at give fuldt udtryk for vores kreativitet og her er vi nødt til at gøre plads til øvelse, fejltagelser og at lære at danse i processen.

Jeg ved det, det er svært, men andres fremgang kan aldrig stå i vejen for din succes. Du får intet ud af at kigge over på naboens græs og tænke, at det er meget grønnere og smukkere end dit. Hvis det virkelig er tilfældet, skyldes det kun én ting: Du har glemt at vande dit eget græs.

Don’t always be appraising yourself, wondering if you are better or worse than other writers. “I will not reason and compare” said Blake, “my business is to create.” Besides, you are like no other being created since the beginning of time, you are uncomparable.
– Brenda Ueland –

Din intuition og indre stemme

I skrivecirklerne lærer du at stole på dig selv og på din intuition. For på skriverejsen gør vi en dyd ud af at lytte og tune ind på den indre stemme og den hviskende kilde af kærlighed, som findes bag det tilsyneladende.

Fordybelse og indre næring

Vinteren er et godt tidspunkt til fordybelse og indre næring. Og det er da også om vinteren, at mange kvinder starter deres skriverejse for efterhånden at finde ud af, at vinteren er så meget mere, end de turde drømme om. Når først vi hengiver os og lader mørket omslutte os, kærtegne og skænke os hvile og restitution, begynder vi at sætte pris på den årstid, som vi tidligere forbandede. Jeg har haft flere kvinder på rejse i Vintercirklen, som ved slutningen af forløbet faktisk var kede af at skulle sige farvel til vinterens hule og godgørende rum. Stilheden. Mørket, der sænker sig i skumringen og skriverummet oplyst af stearinlys.

I Vintercirklen skriver vi os ind. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej og hjælper dig med at folde alt det ud, som bor i sjæl og hjerte. Vi skriver os ud af hovedet og lærer at møde op i tillid. For tillid skaber forbindelse.

Grounding og forbindelse til Kilden

Det essentielle på skriverejsen er kontinuerligt at skabe rum og give plads til at fortællingerne kan lande. At du indstiller dig på en modtagelig kanal. Resten kommer til dig undervejs. Vejen bliver til, mens du skriver, værktøjer og teknikker dukker op og nye døre åbner sig, mens du skriverejser og lader ordene føre dig på vej.

Det er også i den proces, at du finder din egen skrive- eller fortællerstemme. Loren Cruden siger det så fint:

Techniques are directionless without grounding and connection to Source,
they are a style without substance.”

Vintercirklen tilbyder dig et skriverum, hvor du kan danse og udfolde dig frit. Du lærer om den kreative proces og alle de forhindringer, vi støder på undervejs. Du lærer dig selv bedre at kende, du får øje på magi og skønhed bag det tilsyneladende og du får et helt særligt forhold til vinteren og mørkets gave.

I Vintercirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen. Vintercirklen er for kvinder i alle aldre uanset skrivende forudsætninger.

Vintercirklen er for kvinder med skrivelyst og længsel uanset alder og skrivende forudsætninger.

Giv dig selv en dosis historiemedicin i et vinterforløb for sjæl og hjerte. Du er hjertelig velkommen.

Tilmelder du dig inden den 1.oktober får du ravnerabat og sparer 199,- kr. Og vent ikke for længe, Vintercirklen er årets mest populære skrivecirkel og der er et begrænset antal pladser. Flere har allerede sikret sig deres plads på holdet.

Du finder invitation og detaljer til VINTERCIRKLEN i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Til inspiration, læs også gerne

Historiemedicin for sjæl og hjerte
Hverdagsmagi
De hviskende ord
Dørvogteren
Lev, dans, skriv

Kærlig hilsen
Lene

Thumb nail photo © Lucie Zrnova, Dreamtime

Skriv dig ind, efterår og vinter

Jeg har åbnet vinduet og kølig luft strømmer ind. Denne morgen har jeg en intention om at bevæge mig langsomt og mærke hvert øjeblik som et strejf af evighed. Men jeg må lukke vinduet igen, luften er for kold for bare fødder, det er snart strømpetid igen. Sommeren er forbi.

Jeg er egentlig slet ikke en sommerpige. Sommeren er alt for krævende og lyset for skarpt. Efteråret og vinteren er min tid. Det dæmpede lys i skumringen. Fortællingens kraft og intentionens magi. De stille stunder af indre ro, mens pennen former hjertets ord. Stearinlys og stjernehimmel. Noget åbner sig i den mørke tid af året, noget dybt og inderligt, som synes for skrøbeligt og fint til at udsætte for det skarpe sommerlys

Det er kraftfuldt at skrive sig ind

”Åh, de skulle bare vide, hvor kraftfuldt det er at skrive sig ind og bruge skriverejsen helt bevidst på den indre rejse. Ord som transportmiddel og tryllestav, ord som beriger og forløser. Det kan synes så ubetydeligt og vi flygter gerne fra det igen og igen. Men det er en flugt fra os selv. Fra vores kraft, lys og indre styrke.

Ørnen nikker, han ved. Han er igen landet på kanten af mit skrivebord.

”Men du skal nu ikke helt forkaste sommeren, bare fordi du igen røg i fælden.” Han ler ved tanken. ”Du lærte en masse nyttigt i år.”

”Åh ja, det gjorde jeg og jeg holder bestemt meget af sommeren. De grønne enge, bølgende marker, det tidspunkt, hvor tidsler, mælkebøtter og valmuer begynder at danse i den vilde del af min have. De lyse nætter, fuglesang og tidligere morgener med dug og skønhed i hjertet. Det er en fin tid, sommeren, men efterhånden forstår jeg, at jeg elsker efteråret og vinteren mere.

Efterår, vandets element

”Hver årstid sin kraft” svarer han og ser granskende på mig. ”Og nu er det efterår. Vandets element. Vest, solnedgang og tusmørke. En tid for at bevæge sig dybere indad og ind i det ubevidste, modtage, rense og give slip. Kilder, åer og vandløb. Flydende former. Farverne er blå, lilla og turkis.”

At dyppe pennen i efteråret

De skulle bare vide. Hvor kraftfuldt det er at dyppe pennen dybt i efteråret og de indre vandløb. At skrive fra de steder, hvor døren nu står åben, fordi dørvogteren er trådt til side og har fået en ny rolle. Hun er blevet guide i det indre skattekammer. Og som frøen fortalte forleden dag, kan vi med stor fordel invitere naturen og efterårets processer ind i vores eget liv og forankre os i den cyklus, som vi allerede er en del af.

Skridt for skridt, ord for ord, bevæger vi os ind i efteråret og langsomt giver vi slip på det, som ikke længere tjener os. Vi spejler os i træerne og lader blad efter blad visne for siden at falde. Flyve. Væk.

Lad naturen hjælpe dig

”Lad naturen hjælpe dig. Vælg bevidst at gå mere udenfor og lad dig inspirere. Tag din notesbog med dig, sæt dig i naturen, i skoven eller ved havet, og lyt. Åbn dig for det, som gerne vil nå dig. Det gør du ikke ved at presse og blive frustreret, når du ikke kan haste det frem. Det gør du ved at slippe. Slippe og åbne dig for de gaver, som er til dig. Det, der også kalder på dig via din skrivelængsel.

Der en skjult skønhed og kraft i naturen og når du åbner dig selv, føler du dig tæt på Gudinden, tæt på jorden og tæt på vandet. Se efter skønheden og magien bag det tilsyneladende. Skriv dig ind og giv din dørvogter fri.

Skriv dig ind, skriv din sjæl

At skrive sig ind. Det er det, vi gør på skriverejsen. Vi dypper pennen i det, der er og lader ordene føre os på vej. Via den intention, vi formulerer og ved bevidst at bruge ord, som har en stærk og god energi for os, skaber vi grobund for det, der skal komme og vi åbner os, så vi er i stand til at modtage.

Vi bliver lydhøre, vi bliver opmærksomme. Detaljer, som før blev overset, står frem i et nyt lys og vokser. Skønheden og magien findes bag det tilsyneladende. Det får vi nu øje på. Gennem egne ord og fortællingens kraft.

EFTERÅRETS OG VINTERENS SKRIVEPROGRAM 2017/17

Jeg har færdiggjort efterårets og vinterens skriveprogram. Kom, skriv og gør dit efterår og vinter til en ganske særlig fortælling.

Intuitiv skriveworkshop ved Samhain – mørkets gave

Jeg inviterer dig indenfor til intuitiv skriveworkshop her i min skrivestue i anledning af Samhain. Workshoppen finder sted den 31. oktober kl. 10 og det er den sidste intuitive skriveworkshop i år. Der er 3 pladser tilbage og har du tid, lyst og mulighed, så kan jeg varmt anbefale dig at komme til stede på denne særlige skrivedag for sjælen.

Vintercirklen og Fortællersken – online skrivegruppeforløb

Efteråret og vinteren byder også på to online skrivegruppeforløb. Traditionen tro starter Vintercirklen til november og er sædvanligvis et tilløbsstykke, så jeg kan anbefale dig at booke din plads på holdet inden længe, hvis du vil sikre dig en plads.

Fortællersken er et helt nyt vinterskriveforløb for kvinder med skrivelængsel. Det er for dig, som har lyst til at gå lidt mere i dybden med dine skriverier. Måske har du tidligere deltaget i en af mine skrivecirkler i pagt med årshjulet og fundet stor glæde og styrke i at folde dig ud som fortællerske? Du har oplevet styrken i skriverejsen og glæden ved at hengive sig til den naturlige cyklus.

Det er dog ikke et krav, at du tidligere har deltaget i en af mine skrivecirkler. Nye ansigter og hjerter er også velkomne.

Du finder hele programmet herunder med link til invitation og detaljer. Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com. Jeg glæder mig til høre dig.

Der er endnu et par ledige pladser i Gudindecirklen. Vi starter den 8. september.

Og skulle du have lyst til at komme i gang med at skrive MED DET SAMME, så kan jeg glæde dig med, at der er et par ledige pladser i Gudindecirklen som starter den 8. september. Du finder invitation og detaljer i linket her.

Samhain og Mørkets Gave – Intuitiv Skriveworkshop i Mørkets Tegn
for kvinder med skrivelængsel
Tirsdag den 31. oktober kl. 10 – Skrivehuset v. Ringsted

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

En skrivedag for sjæl og hjerte.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Ud fra månedlige skriveøvelser og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i egne omgivelser og skal ikke ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at komme et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet.

Du opdager vinterens gaver og kommer til stede. I nærvær med dig selv. At hengive sig til den naturlige cyklus giver ikke alene fornyet styrke, det dulmer uro og angst.

Find ro og skriveglæde gennem vinteren i Vintercirklen. Vi starter den 9. november.

Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom og råd. Hun kalder via din skrivelængsel og hun har gaver med til dig.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, en rejse, hvor vi hengiver os og lytter til det, vores sjæl synger om.

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Det er for dig, som har lyst til at gå lidt mere i dybden med dine skriverier. Måske har du tidligere deltaget i en af mine skrivecirkler i pagt med årshjulet og fundet stor glæde og styrke i at folde dig ud som fortællerske? Du har oplevet styrken i skriverejsen og glæden ved at hengive sig til den naturlige cyklus.

Det er dog ikke et krav, at du tidligere har deltaget i en af mine skrivecirkler. Nye ansigter og hjerter er også velkomne.

Anderledes tilgange til det at skrive

Fortællersken er for dig, som gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren. Vi starter den 20. november.

Hjertelig velkommen til efterårets og vinterens fortællinger her i Skrivehuset.

Kærlig hilsen
Lene

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og som underviser hjælper jeg dig gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme. Og det gør jeg blandt andet ved at skabe kreative og kærlige skriverum. Jeg kalder det Skriverejsen.

I pagt med årstiderne og i kærlighed til processen

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og du giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser som åbner op og styrker dig i din proces. Skriveafsæt, som er forbundet med årstiden og den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Skriveøvelser, som hjælper dig med at rejse gennem ordene, møde op, åbne op, skrive og sætte fri. Og som støtter dig på din indre rejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu. Du vil opleve, at naturen spiller en stor og vigtig rolle i alle skriveforløb. På den ene eller anden måde.

Lad dit hjertes fortællinger danse

Til det skaber jeg rum. Til de fortællinger åbner jeg min skrivestue og laver onlineforløb, så du kan øve dig og gennem ordene danse med det, der er. Uden dom og bedømmelse. De første kreative spirer skal leve, vokse og gro, ingen får lov til at rykke op dem med rod før tid.

Kreative, magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har i det kreative, magiske rum. Det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke duer til noget og at du ikke kan skrive.

Skrivemor, din guide i skrivebjergene

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os. Ord for ord.

Med næb, kløer og kærlighed

Jeg er dedikeret til en anden slags skrivning, som i høj grad også er et spirituelt anliggende. Jeg kalder det skriverejsen. Og der er brug for den slags rum. Verden har brug for de kvindelige fortællinger og stemmer, som så længe har været tavse eller alt for sjældent hørt. Vi har brug for at fortælle. Og lytte. Det har jeg dedikeret mit virke til og til det holder jeg rum. Med næb, kløer og kærlighed.

Så vi husker

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab. Sne. Midvinter. Langsomt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket.

Halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn

Ved Imbolc er vi halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Og selvom tidspunktet ifølge kalenderen nu er passeret, skyller bølger af det, der var og blev os skænket, stadig op på stranden. Jeg samler det op og betragter det, der som glitrende muslingeskaller ligger køligt i min hånd. Rører, berører, jeg dufter til lyden af visdom og drikker af teen. Jasmin. Skænket fra en grøn kande, der til forveksling ligner Aladdins lampe.

Teen, der får mig til at huske

Og der er noget fortryllende over ritualet, farven og duften fra den blide te. Den får mig til at huske. Noget, som ligger på tungen og som er ved lige ved at være klar. Til at blive skrevet, til at blive sagt. Der er en fortælling i den te. I røgen, som stiger til vejrs og danner cirkler. En fortælling i det kølige skær fra sneen og de grå skyer, lyset, som virkelig er blevet skarpere og mere markant. Dagene vokser nu. Rejsen går mod Forårsjævndøgn.

Story is the songline of a person’s life.
We need to sing it and we need to hear the singing.
Story told, story heard, story written, story read
create the web of life in words.
– Christina Baldwin –

I anledning af Imbolc

Og den dag kom, da jeg skulle holde intuitive skriveworkshop i anledning af Imbolc. Du har sandsynligvis læst lidt om forberedelserne, hvis du følger med på bloggen her og hvordan jeg skrev mig ind i programmet. Lyttede til ravn, lyttede til vinden og fulgte de subtile spor i sneen mod det, der var til os.

Hvid, rød og grøn

Skriveøvelserne opstod, jeg fik programmet gjort klar og begyndte så at sætte rummet. Brigids lys, et hvidt, et rødt og et grønt. Hvidt for sneen, rødt for solen, livets blod og jorden som langsomt vågner fra sin vinterdvale. Og grøn for den kåbe, som Brigid bærer og for de spirer, der nu rumsterer under jorden, under sneen og allerede har manifesteret sig som vintergæk og erantis, selvom de er dækket af sne lige nu. Blomsterløg. Hyacinter. Krokus. Og masser af små fyrfadslys i cirkler til fejring af Imbolc.

Sneen faldt. Jeg lod den falde.

Og dagen oprandt. Det er stadig vinter, havde jeg sagt og det skal jeg da lige lov for, at det var. Det sneede og efterhånden blev vejene dækket. Men jeg stod op og vidste, at den intuitive skriveworkshop ville blive gennemført, for det havde jeg jo for længst set og fået fortalt. Måske husker du ravnen tilbage i efteråret og fortællingen om, hvordan det sjældent betaler sig at hugge en hæl og klippe en tå? Det gjorde jeg ikke i onsdags, jeg gik ikke i dialog med bekymringen. Tværtimod følte jeg mig ganske rolig. Sneen faldt. Jeg lod den falde. Jeg gjorde rummet klar, gjorde mig selv klar og da det var tid, begyndte kvinderne at ankomme. Gennem sneen fandt de vej fra vest, nord, øst og syd og snart sad vi i min skrivestue i skæret fra stearinlys og til lyd af stille sne. Vi var klar til en skrivedag for sjælen, en skriveworkshop i anledning af Imbolc.

Vi fejrer lysets tilbagevenden

Imbolc er en ildfestival, vi fejrer lysets tilbagevenden og at dagene nu for alvor bliver længere. Imbolc betyder egentlig ”in the belly” (i maven) og det er meget sigende, for det er de subtile spirer, vi mærker i tidsrummet omkring Imbolc. Potentialet. Undfangelsen er sket, maven begynder at vokse. Det er ikke endnu, det er stadig vinter, men noget er undervejs. Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som skal komme. Trætte, vinterslidte, frysende måske, men ikke desto mindre. Imbolc er en sang om forårets kommen, en fejring af de små spirer, alt det, som er undervejs men endnu ikke formgivet.

Det magiske rum i skrivestuen

Vi skrev, foldede ud, lyttede til os selv og hinanden uden at dømme. Intens lytning uden andre formål end at høre og fornemme. Det er essentielt på de intuitive skriveworkshop og i de rum, jeg skaber. Vi er hverken dommere eller bødler. Vi leder ikke efter ting at kritisere, rose eller rise. Vi lytter. Vi er med det, der er og vi tager imod. Det giver en helt anden grundtone og når den først er slået an og rummet er sat i tillid, kærlighed og med de hensigter, vi hver især bærer i hjertet, kan fortællinger lande, berige og berøre os.

Mens sneen faldt og lysene blafrede skrev kvinderne sig ind i energien omkring Imbolc, de skrev om februar og skabte døre og åbninger, som ikke fandtes før. De læste højt og de lyttede til hinanden og alt det, der efterhånden fyldte rummet som en dyb og forunderlig vished. De skrev, fordi det ikke kan være anderledes, når vi først er mødt op og åbningen er skabt.

Vi husker gennem poesi og fortællingens kraft

Gennem et af skriveafsættene hilste de også på den keltiske gudinde Brigid, hende med lysene, det hvide, det røde og det grønne. Hun er den keltiske gudinde for poesi, smedekunst (ild) og healing. Imbolc er hendes tidspunkt og det er ofte hende, man fejrer og gerne gennem sang, poesi og fortællinger. Hendes sprog er poetisk, og i de keltiske lande så man poesi som kanaliseret, nedarvet hukommelse. Vi husker gennem poesi. Og engang var poesi ligeså hellig og værdsat som aspekter af clairvoyance, vision og spådomsevne. Engang.

Vi huskede

Og måske var det i virkeligheden det, vi gjorde i onsdags? Vi huskede. Vi huskede, hvem vi egentlig er, vi mærkede os selv og hinanden som skrivende, fortællende kvinder i et helt nyt lys. Fortællinger landede, de byggede bro og skabte nye åbninger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need.
Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Vi skriver i livet, processen er nøglen

Jamen, jeg er jo slet ikke skriveblokeret, sagde en af kvinderne, som egentlig havde troet, at hun var det. Jeg skriver jo. Jeg danser. Og det skal jeg da lige love for, at hun gjorde. Vi dansede alle sammen og vi var med det, der var. For vi skriver i livet, det er meget vigtigt at huske på. Uanset hvad det handler om og hvad, der står i vejen, så er det altid vejen. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, ordene er vores tryllestav, men vi lægger ikke livet bag os. Vi skriver i livet. Vi går på skrivende opdagelse i det, der er. Os selv, tidspunktet, årstiden, energien og vi skriverejser som udgangspunkt med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Processen er nøglen.

Sårbar og kraftfuld historiemedicin

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der kommer det, der skal. Latter, tårer og alle mulige og umulige følelser. Frygt. Modstand. Og selvom det er et sårbart anliggende, så møder vi det og skriver os igennem. Så godt, vi nu kan. Vi skriver det, beskriver det og giver det ord at ånde igennem. Samtidig lader vi kreativiteten risle igennem os og måske uden at være bevidste om det, giver vi os selv en lille dosis historiemedicin. Lidt har altid ret. Mere kommer senere. For vi begynder at huske.

Lykke, som deltog på skriveworkshoppen i onsdag har givet sin oplevelse følgende ord med på vejen:

Imbolc, midvinter, var overskriften. Og lige netop i dag, med næsten 2 timers køretid hver vej til Ringsted, sneede det. Selvfølgelig. Men intentionen var sat og alle deltagere, også de to fra Jylland nåede rettidigt frem så vi kunne gå i gang med de opgaver som Lene havde glædet sig til at byde os på.

Sikke en god oplevelse. I min hensigtserklæring for dagen havde jeg bl.a. skrevet at jeg “i dag vil sætte kursen for nye berigende, frugtbare og kærlige eventyr for mig og andre i året og årene der kommer”. Igennem dagens opgaver med skriveafsæt og fortællinger kan jeg nu levende se for mig hvordan. Det er som om mit sjælespejl er blevet pudset i dag, så det lyser helt klart. Nu vil jeg med bevidsthedens klare lys være i stand til at manifestere de næste skridt på mit livs rejse.

Bedst af alt var det at mødes i cirklen af fortællende, levende og oprigtige kvinder og dele det vi hver især havde på hjerte.

Igennem de skrevne ord, som vi læste op og delte med hinanden oplevede jeg også den store gave at kunne lytte uden dom og hvilken nydelse det var !

Intentionen var sat. Vi skulle bare møde op som dem vi var og skrive. Det gjorde vi og det bliver vi alle sammen ved med, er jeg sikker på.

At få lejlighed dele mit helt eget udtryk, og egne fortællinger, at blive lyttet til og bevidnet på så sårbare dele af mig var en uvurderlig oplevelse, som jeg for altid vil gemme og tage med mig videre i livet.

Tak for i dag Lene og tak til alle kvinder der formår at skabe rum for at vi kan dele livets fortællinger med hinanden. Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.
– Lykke Pia Jespersen –

Lunken te og tid

Tidspunktet for Imbolc er ved at være passeret, men jeg dvæler lidt ved Brigids lys, mens sneen falder. Drikker af teen i det grønne krus med kruseduller, cirkler og snoninger, som minder mig om, hvem jeg er. Teen er lunken nu, men den gør stadig godt. Smag af jasmin, og en duft af kærlighed. Til ord og fortællinger og til det arbejde, jeg har dedikeret resten af mit liv til. Taknemmelighed. For at få lov til at skabe og holde magiske rum, hvor kvinder kan mødes, skrive, læse højt og folde ud. Det, der banker som et hjerte bag skrivelængslen og som aldrig lader os i fred, før vi møder op og skrivelytter. Så vi husker. Så vi ved.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do”
– Mary Caroline Richards –

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab derude. Sne. Midvinter. Forsigtigt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Vil du med på intuitiv skriveworkshop?

Den næste intuitive skriveworkshop finder sted lørdag den 29. april kl. 10. Her forankrer vi os i tidspunktet for Beltain, det tidspunkt, hvor foråret brister og maj står i fuld flor. Sommeren er på vej. Invitationen opstår i løbet af den kommende tid, den er ikke helt klar endnu, men hvis du vil med på denne særlige skrivedag, er du hjertelig velkommen til at reservere din plads allerede nu. Der er nemlig kun 6 pladser i min skrivestue, en perfekt cirkel på netop denne type skrivedag.

Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du kan læse lidt mere om de intuitive skriveworkshops her, som fremover alle vil være forankret i et særligt tidspunkt på årshjulet.

Forårscirklen – vi starter den 1. marts

Men du behøver ikke at vente helt til slutningen af april, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde.

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

– Lene Frandsen –

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du lærer at skabe rum, at formulere din intention og forankre dig i årstiden og den naturlige cyklus. Det giver blandt andet større indre ro og glæde og kan også lindre stress og angst.

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Så vi husker. Så vi ved.

Alle skriveforløb og skrivecirkler er for kvinder med skrivelyst og længsel. Og som Lykke beskriver det i sin anmeldelse af den intuitive skriveworkshop i onsdags:

Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.

Kærlig hilsen
Lene

Den stille stemme

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen. Sådan kan det synes og alligevel finder en bevægelse sted. Noget sker, selvom vi ikke kan se det, for kraften arbejder under jorden og dybt i os.

Snart møder vinteren foråret for første gang og en ny tid begynder.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. End ikke uglen, som ellers har hilst mig på morgenturen med hundene, har jeg hørt. I dag. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Den stille stemme, sjælens sang

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.

Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Din stille stemme, sjælens sang.

Processen i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de ofte det, jeg kort beskrev ovenfor. Især hvis de også, som jeg varmt anbefaler, kontinuerligt skriver rejsedag i skriveforløbet. Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Ordene er vores tryllestav

Vi opdager, at vores ord har magt, de er kraftfulde og forandringsskabende på et subtilt plan. Et plan, som arbejder i os hele tiden, når vi kontinuerligt møder op og skriver. En proces, som er sat i gang af intentionen, vi formulerede ved forløbets start og som hele tiden arbejder og udvikler sig af det, vi skriver og folder ud.

Årstidernes særlige energi

For mit eget vedkommende startede det for snart længe siden. Jeg mødte op, jeg havde en intention om at følge mit hjerte og jeg vidste at det for mig handlede om at skrive.

Jeg husker morgener med tomt papir, kaffe i koppen og intention i hjertet. Jeg husker rammer og tidsbegrænsning, eftersom jeg skulle møde på arbejde klokken 8, men mit fremmøde og intentionen rykkede rummet og skabte plads for ord og fortællinger. De fandt vej, fordi jeg havde skabt rum.

Jeg husker, hvordan jeg blot satte mig ned og skrev det, der var og hvor ofte det var træerne i haven eller en fugl i træet, som blev mit afsæt. Jeg skrev på tid, for snart var jeg nødt til at forlade huset og køre på arbejde, men jeg gjorde det og snart gik det op for mig, at der var noget, som skrev mig.

Det var her månederne dukkede op og inviterede sig selv ind på mit pensionat. De øste af deres visdom, det strømmede igennem mig på den korte tid, jeg havde til rådighed. De viste vej, noget skrev mig og det univers, jeg nu bevidst og i tillid hengiver mig til. Jeg forankrede mig, jeg kom til stede og lærte årstiderne rytme og cyklus at kende både i det ydre og dybt i mig selv. Jeg begyndte at mærke min forbundethed og fik vished om, at jeg gennem tillid, fremmøde og en vis disciplin kunne vælge at skabe den forbindelse, som ofte kan blive lidt væk i den moderne verden.

Den stille stemme, sjælens sang.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Lad mysteriet og længslen være din drivkraft

Bevæg dig via ordene med nysgerrighed og undren. Stil spørgsmål, som du ikke umiddelbart forventer svar på. Lad være med at besvare eller lad det blive en mental spekulation, bevæg dig blot videre og lad spørgsmålene lede dig, lev dem og lad selve mysteriet være din drivkraft sammen med længslen i dit bryst.

Be patient with all that is unsolved in your heart and try to love the questions themselves. Do not now seek the answers which cannot be given because you would not be able to live them and the point is to live everything. Live the questions now. Perhaps you will then gradually, without noticing it, live along some distant day into the answer.
– Rainer Maria Rilke – Letters to a Young Poet

Alt det, du afviste i dig selv og forsøgte at skjule, er nøglen til din frihed

Der er så meget, jeg kunne fortælle dig om skriverejsen, om spørgsmålene, mysteriet og om hengivelsen til den længslen, der banker i dit bryst. Alt det, du afviste som forkert i dig selv og forsøgte at skjule, fordi du skammede dig over at være forkert. Anderledes. Det er nøglen til din frihed. For det er ikke forkert, det er din sjæls pas. Men det er din opgave at lytte og at skrive det frem. Kun du kan gøre det, ingen andre end du.

Har du skrivelængsel, kan du bevidst vælge at følge den længsel ved at møde op og skrive. Gøre skrivetiden til et frirum, hvor du lytter til dig selv og giver det til papiret. Om det er i en slags dagbog, på morgensiderne eller i en særlig sjælebog, du har dedikeret til formålet. Det betyder mindre, det vigtigste er at du møder op og skriver.

Hvad og hvordan

Hvad og hvordan vil vise sig undervejs. Lad være med at fortælle dig selv, at du mangler teknikker eller værktøjer for at begynde at skrive. Prøv at have tillid til, at det, du lige nu føler at du savner, vil møde dig undervejs, når du møder op og skriver. Forbind dig, gør dig modtagelig og lav gerne via din hensigtserklæring en slags kontrakt med Kilden eller din skrivemuse, hvordan det nu synes rigtigt for dig.

Techniques are directionless without grounding to and connecting to Source, they are a style without substance.
-Loren Cruden –

Din aktive deltagelse

De fleste veje, værktøjer og svar på dine spørgsmål opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er virkelig altafgørende.

Der findes aldrig et bedre tidspunkt end nu

Har du lyst og mærker du længsel efter at skrive og folde nu, så findes der aldrig et bedre tidspunkt end nu. Start dér, hvor du er. For vi skriver i livet og måske husker du, at jeg lidt tidligere i dette blogindlæg skrev noget om at lade hverdagen danse ind og ud af det magiske rum? Du kan vælge at invitere fortællingerne ind i dit skriverum, men uanset hvad, så mød blot op som en åben og ganske tom bog og inviter det, som er til dig til at lande, støtte og løfte dig. Undervejs og i processen. For det er en proces og det starter med det første ord.

What is meant for you is always meant to find you.
– Lalleshwari –

Det er snart Imbolc

Det er Imbolc i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår.

Et perfekt tidspunkt at begynde på ny

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et perfekt tidspunkt at begynde på ny.

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Det første spirende forår, lyset, som kommer tilbage og kraften, som nu ikke alene arbejder under jorden, men også viser sine første spirer i det fri. For mig skaber det dyb resonans at følge den energi og jordens cyklus. Præcist som månederne lærte mig det for snart mange år siden, da jeg påbegyndte min egen skriverejse.

Men mest af alt mindede de mig om alt, noget i mig godt vidste, men som havde været skjult og utilgængeligt i årevis. De hjalp mig med at huske og de viste mig, hvordan jeg skulle forbinde mig. Min sjæl kaldte via skrivelængslen. Måske forholder det sig på samme måde for dig?

Hvorfor ikke starte nu?

Hvorfor ikke starte nu? For har du skrivelængsel, er det ikke noget, som bare forsvinder. Den bliver ikke mindre med årene, tværtimod, den vokser og trænger sig på. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og kun du kan gøre det. Desuden gør det godt at forankre sig i nuet og lade kreativiteten strømme. Åbne op for alt det, der har sat i sig i krop og sind og sætte ord på.

”Take your broken heart, make it into art.” Et klik med næbbet og et melodisk “klooung.”

Så er hun dér pludselig igen, Ravnen min. Som slet ikke er min, jeg er snarere hendes, hvis vi da overhovedet skal tale om det. Og det skal vi ikke, hvis man spørger Ravnen, hun har ikke tid til dens slags. I øvrigt synes hun at have temmelig travlt i dag, for ikke så snart er hun landet og har ytret sig, før hun igen letter og forsvinder i disen.

Men hun kommer tilbage, når jeg mindst af alt venter det. Det har jeg vished om og tillid til.

Det er aldrig for sent

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen. Det er aldrig for sent.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Ingen andre end du

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker. To spor mødes og bliver til ét.

Og snart er det Imbolc

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc og jeg gør det samme. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. Troede jeg. Indtil ravnen dukkede op og jeg skrev mig helt ind i den dis, som før var et fjernt og ugennemsigtigt land. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

Det er aldrig for sent
at begynde
at lytte og at skrive
til den stille stemme
og sjælens sang.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Misty Landscape” © Snehitdesign, Dreamstime

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017, jeg afholder 4 af slagsne, som alle er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet. Du finder information og datoer ved at klikke på billedet ovenfor.

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen nedenfor. Vi starter den 1. marts. Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen.

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel.

Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft og du kan være med uanset alder og forudsætninger. Skriveglæde har ingen alder, det er aldrig for sent at starte nu.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Ravn i mosen

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc. Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Te med jasmin i lysegrøn kop

Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog.

Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe med havremælk. Og jeg har også skiftet farve, energien er mindre end i går. Udenfor sniger disen sig langs hegnet i horisonten, smyger sig over marken og dækker delvist træerne i skellet.

Januar er stille og eftertænksom i dag. Både hun og jeg er temmelig disede.
Hvordan var nu lige det var, det dér med tomrummet?

At huske og vende tilbage

Jeg må anstrenge mig for at huske, hvad jeg skrev om sidste år ved samme tid, alt det, jeg godt ved og som bølger dybt i mig. For det hænder at jeg bliver strejfet af et utålmodighedshagl og glemmer, hvad jeg har lært af naturen gennem de sidste mange år. Det hænder, at jeg glemmer hvem jeg er. Det er som om noget i mig trækker i den anden retning, en følelse af rastløs energi og et dybt suk over trætheden og den samtidig manglende energi. Et paradoks, et tomrum midt i det, der er vinterens gave. Januar.

Jeg er kommet for at huske. Tomrummet. Ventesangen.

Så sad hun dér, Januar

Hun ser på mig over brillens kant, stryger forsigtigt en hårtot væk fra øjnene, så hun bedre kan se mig. Hendes læber bevæger sig og former noget, der kunne minde om et smil. Alligevel er udtrykket i hendes øjne ganske alvorligt. Jeg ser på hende, fastholder hendes blik, de stålgrå øjne, en farve af intens væren. Fuldstændig forankret i nuet, hvilende i sig selv og med både overblik og overskud til endnu engang at fortælle mig det, jeg har hørt så mange gange før og som jeg efterhånden har vished om. Alligevel sker det, at jeg glemmer.

Den aktive deltagelse er en forudsætning

Hun er her til at minde mig om det. Når jeg altså spørger, når jeg konsulterer hende og møder op. Den aktive deltagelse er en forudsætning. Det ved jeg med sikkerhed nu.

”Te med jasmin i lysegrøn kop”. Hun smiler nu, et suk glider over hendes læber, mens hun smager på ordene som om hun selv drak af den gode te. Jeg er vild med jasmin. Så kigger hun ned på bunken af papir, som ligger på bordet foran hende. Hun fisker et ark ud, som hun højtideligt holder op foran mine øjne, så jeg kan se. Eller det vil sige; jeg kan faktisk ikke se det, for jeg er langsynet nu og hun er for tæt på.

”Læs højt for mig, Januar” beder jeg med indsmigrende stemme og hun nikker. Det vil hun gerne.

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå når tid er og uden særlig anstrengelse.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen.

Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal.

Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen.

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne”, sagde han til mig. Jeg sad lidt og stirrede ud af vinduet, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Lige dér blev jeg januar.”

Hun er færdig med at læse nu, ordene stopper brat og jeg rystes ud af det lytterum, jeg befandt mig i. Ønsker at hun ville blive ved at læse og lade mine egne ord fortælle mig, hvad jeg egentligt god ved. Så jeg kan huske. Så jeg kan vende tilbage til det sted, hvor tillid og accept smyger sig om mig som en blød kåbe.

”Godt så Januar” siger jeg og bryder den stilhed, der har lagt sig som et tæppe mellem os. ”Jeg husker det.”

Træd helt ind i cirklen

”Gør du?” Igen ser hun på mig over brillekanten. ”For jeg kan mærke, at du stadig står udenfor. Kigger ind, danser lidt rundt i periferien, men du er nødt til at komme helt ind. Ind i cirklen, ind i varmen og ind i det sted i dig selv, hvor du er dybt forankret i både din egen kerne og det, der er naturens tilstand lige nu. Intet hastværk. Det er tid til igen at blive januar. Lytte. Høre den smukke komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.”

Med de selvsamme ord, som jeg skrev sidste år, rejser hun sig fra bordet og forlader skrivestuen. Men hun er her endnu. Hendes væsen danser i disen og vibrerer som et møl omkring flammen på mit skrivelys. Januar.

Te med jasmin i lysegrøn kop. Alt er præcist som det skal være.

Skrivelyst og længsel?

Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc den 8. februar.

Vi er midt i januar og dybt i vinteren. Men der sker snart noget, tomrummet løfter sine tykke vægge for en subtil og spirende energi i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår

Lytte og lade komme

Spirerne i os selv

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv bemærket det i min egen proces gennem flere år og nu er jeg klar til både at fejre og åbne min skrivestue for en intuitiv skriveworkshop først i februar.

En helt særlig skrivedag for sjælen

Kom og vær med til at fejre på en særlig skrivedag for sjælen. Den 8. februar kl. 10 finder årets første intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel sted. Skriveafsæt og øvelser tager udspring i tidspunktet omkring Imbolc og skrivedagen er samtidig en fejring af både kreativitet, skriveglæde, skaberkraft og lyset, naturligvis.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops. Deltagelse kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og længsel.

Der er endnu 2 pladser tilbage omkring bordet i min skrivestue. Hvis den ene er din, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Invitation og detaljer finder du i linket her.

Forårscirklen er det næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel. Vi starter skriverejsen den 1. marts og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet du befinder dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et forløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Jeg taler ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Kald det, hvad du vil og lad det runge, skabe genklang og skænke dig den forankring, du længes efter.

Vi skriver i livet

Selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed?

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

FORÅRSCIRKLEN starter den 1.marts og forløbet varer 3 måneder. Du reserverer din plads på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Invitation til Forårscirklen og flere detaljer finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Life is sacred.
You are alive, you are a sacred being.
Connect with that sacredness.
Look for it in every beating Heart, in every form life touches.
Be alive in the sacred and let the sacred live through you.
– Loren Cruden –

Så kan hun lære det

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen. Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

”Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth. Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

Ugletid

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed. Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Lene Frandsen

Skrivecoach & underviser / Skriverejsen

Tag Archives: Vinter

Bålpasseren

Din stemme, din styrke

Pilgrimsfærd gennem vinteren

Skriv dig ind, efterår og vinter

Så vi husker

Den stille stemme

Ravn i mosen

Te med jasmin i lysegrøn kop

Så kan hun lære det

Ugletid