Når skrivelængslen kalder
Når den gamle eg taler, bliver alle stille. Skoven lytter. Stemmen er dyb og dragende, men ikke alle kan høre. Mennesker vrimler ind og ud af skoven. De cykler, de løber, de taler højlydt og trasker over tæppet af nedfaldne grene og blade. Det havde jeg ikke set komme. Each hentede mig ved daggry og... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, jeg står ud af sengen, ruller persiennerne op og åbner vinduet. Straks stikker efteråret sin snude ind og en duft af frugt, fugt og forrådnelse følger efter. Daggry, skumring, mørket har svært ved at slippe nu. Men fra buskadset til højre for vinduet kan jeg høre ham synge. Jeg er ikke... Continue Reading →
Oktober. Jeg byder hende velkommen et sted sidst på natten, hun er ved at pakke ud. Regnen trommer mod ruden, jeg ligger vågen et stykke tid, inden søvnen igen fanger mig ind. ”Kan du huske, hvad du drømte?” spørger hun mig senere over morgenkaffen. Vi sidder i køkkenet. Det er stadig mørkt udenfor, på bordet... Continue Reading →
Da jeg skulle beslutte mig for, hvilket vinterskriveforløb, jeg ønsker at tilbyde i år, var det slet ikke svært. Vintersjæl kommer selvfølgelig igen. Vintersjæl er et skrivekursus til dig, som ønsker at skriverejse alene og forankre dig i årshjulets kraft og energi. Når det bliver vinter, når vi går ind i rodenergiens tid og har... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Jeg havde til hensigt at lave en slags julekalender til mig og til dig, som læser med. Men så skete det på decembers første dag, at min elskede hund døde. Pludselig befandt jeg mig på Sorgens Bro og det, der havde formet sig mentalt, krakkelerede. I stedet måtte jeg lade hjertet skrive. Jeg måtte dyppe... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
