Når skrivelængslen kalder
Så mødes vi igen. En såret kriger træder frem i morgenlysets blå og ser. Uden sårene ville hjertet forblive lukket. De sår, hun nu kan fylde med kærlig muld og plante de frø, der vil spire, når tid er. Men lige nu er det vinter. De første uger af januar kalder på indre nærvær og... Continue Reading →
Her er stille bortset fra vinden, som hyler i hus og trætoppe. Nedfaldne blade hvirvles op og nogle tager flugten. Men jeg flygter ikke, for dette tidspunkt på årshjulet er et sted, hvor farten sænkes og … ordene forstummer. ”Der er ikke altid ord” siger hun, Gåsemor, og lander for en stund på marken foran... Continue Reading →
"With the blessings of the Great Bear of the starry heavens and the deep fruitful earth, we call upon the powers of the North." - From Druid Ceremony - The power of the North, gentager jeg for mig selv og ved instinktivt, hvad det handler om. Han kommer med vinteren, hvor retningen er nord og... Continue Reading →
Det sker hele tiden nu. Kort og budskaber som indikerer en ny begyndelse. Forberedelser til det, der skal komme og healing af de gamle sår. På vej mod Vintersolhverv og på rejse gennem november. Tågede dage og uklar horisont. Men selvom mange forbander november og synes, at hun er uendelig lang og krævende, befinder jeg... Continue Reading →
Det er i vinterens mørke muld at det begynder igen. Med kraften fra dit solhvervsord og energien i din intention. De små frø, du forsigtigt lægger i jorden inden frosten og som du har tillid til vil spire og gro, når tid er. Men lige nu kalder mørket og den kommende dig vinter dig hjem.... Continue Reading →
Stearinlysene brænder og foran dem ligger de tre sten, jeg fandt på stranden i går. Tre søstre skænket af Vesterhavet. Jeg tænker på dem som Havsøstrene og de adlyder stiltiende, det er sandt. Vi er Havsøstrene. Så forstår jeg endelig, at magien kan indtræffe med forsinkelse og at min intention i går er sket fyldest.... Continue Reading →
Dagen startede i mørke, som den gør om vinteren og det er kun lyst på en subtil og dæmpet måde. ”Husk altid at du er fortællerske” siger hun ”og at du er født til den rolle. Det bor i dit blod. Din vej er oplyst af lanternen, følg blot lyset og de brødkrummespor, der lægges... Continue Reading →
Et strejf af vemod rammer mig, da jeg træder ind i cirklen foran den gamle bøg. I dag skal jeg tage imod det sidste blad, den sidste fortælling. Dér hænger det, bladet i morgensolen, der har fundet vej gennem et mønster af grene. Lyset er blødt og luften fugtig, efteråret er fremskredent og kulden mærkes... Continue Reading →
"Troede du, at livet ville være en lige landevej og alle dage ville blive ens? Forestillede du dig, at du skulle befinde dig i evigt flow og velvære og at du kunne undgå at komme ud af kurs og balance? Troede du, at sorgen ikke ville danse kinddans med glæden og at du ville komme... Continue Reading →
