Fortællersken – Når skrivelængslen kalder
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →
Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →
Jeg havde til hensigt at lave en slags julekalender til mig og til dig, som læser med. Men så skete det på decembers første dag, at min elskede hund døde. Pludselig befandt jeg mig på Sorgens Bro og det, der havde formet sig mentalt, krakkelerede. I stedet måtte jeg lade hjertet skrive. Jeg måtte dyppe... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
Husk at du ikke skriver til nogen udenfor dig selv, men at din intention er at tappe fra din indre kilde af visdom. Det, der bor i kroppen. Det, der synger i hjertet. Det potentiale, der er indkodet i din sjæl. Følg din længsel gennem tykt og tyndt og ind i de mørke, aflåste kamre.... Continue Reading →
“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej. Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →
Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →
Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har påduttet dig og lader din egen vej komme til syne som sprækken af dagslys efter en lang nat?
