Så vi husker

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab. Sne. Midvinter. Langsomt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket.

Halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn

Ved Imbolc er vi halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Og selvom tidspunktet ifølge kalenderen nu er passeret, skyller bølger af det, der var og blev os skænket, stadig op på stranden. Jeg samler det op og betragter det, der som glitrende muslingeskaller ligger køligt i min hånd. Rører, berører, jeg dufter til lyden af visdom og drikker af teen. Jasmin. Skænket fra en grøn kande, der til forveksling ligner Aladdins lampe.

Teen, der får mig til at huske

Og der er noget fortryllende over ritualet, farven og duften fra den blide te. Den får mig til at huske. Noget, som ligger på tungen og som er ved lige ved at være klar. Til at blive skrevet, til at blive sagt. Der er en fortælling i den te. I røgen, som stiger til vejrs og danner cirkler. En fortælling i det kølige skær fra sneen og de grå skyer, lyset, som virkelig er blevet skarpere og mere markant. Dagene vokser nu. Rejsen går mod Forårsjævndøgn.

Story is the songline of a person’s life.
We need to sing it and we need to hear the singing.
Story told, story heard, story written, story read
create the web of life in words.
– Christina Baldwin –

I anledning af Imbolc

Og den dag kom, da jeg skulle holde intuitive skriveworkshop i anledning af Imbolc. Du har sandsynligvis læst lidt om forberedelserne, hvis du følger med på bloggen her og hvordan jeg skrev mig ind i programmet. Lyttede til ravn, lyttede til vinden og fulgte de subtile spor i sneen mod det, der var til os.

Hvid, rød og grøn

Skriveøvelserne opstod, jeg fik programmet gjort klar og begyndte så at sætte rummet. Brigids lys, et hvidt, et rødt og et grønt. Hvidt for sneen, rødt for solen, livets blod og jorden som langsomt vågner fra sin vinterdvale. Og grøn for den kåbe, som Brigid bærer og for de spirer, der nu rumsterer under jorden, under sneen og allerede har manifesteret sig som vintergæk og erantis, selvom de er dækket af sne lige nu. Blomsterløg. Hyacinter. Krokus. Og masser af små fyrfadslys i cirkler til fejring af Imbolc.

Sneen faldt. Jeg lod den falde.

Og dagen oprandt. Det er stadig vinter, havde jeg sagt og det skal jeg da lige lov for, at det var. Det sneede og efterhånden blev vejene dækket. Men jeg stod op og vidste, at den intuitive skriveworkshop ville blive gennemført, for det havde jeg jo for længst set og fået fortalt. Måske husker du ravnen tilbage i efteråret og fortællingen om, hvordan det sjældent betaler sig at hugge en hæl og klippe en tå? Det gjorde jeg ikke i onsdags, jeg gik ikke i dialog med bekymringen. Tværtimod følte jeg mig ganske rolig. Sneen faldt. Jeg lod den falde. Jeg gjorde rummet klar, gjorde mig selv klar og da det var tid, begyndte kvinderne at ankomme. Gennem sneen fandt de vej fra vest, nord, øst og syd og snart sad vi i min skrivestue i skæret fra stearinlys og til lyd af stille sne. Vi var klar til en skrivedag for sjælen, en skriveworkshop i anledning af Imbolc.

Vi fejrer lysets tilbagevenden

Imbolc er en ildfestival, vi fejrer lysets tilbagevenden og at dagene nu for alvor bliver længere. Imbolc betyder egentlig ”in the belly” (i maven) og det er meget sigende, for det er de subtile spirer, vi mærker i tidsrummet omkring Imbolc. Potentialet. Undfangelsen er sket, maven begynder at vokse. Det er ikke endnu, det er stadig vinter, men noget er undervejs. Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som skal komme. Trætte, vinterslidte, frysende måske, men ikke desto mindre. Imbolc er en sang om forårets kommen, en fejring af de små spirer, alt det, som er undervejs men endnu ikke formgivet.

Det magiske rum i skrivestuen

Vi skrev, foldede ud, lyttede til os selv og hinanden uden at dømme. Intens lytning uden andre formål end at høre og fornemme. Det er essentielt på de intuitive skriveworkshop og i de rum, jeg skaber. Vi er hverken dommere eller bødler. Vi leder ikke efter ting at kritisere, rose eller rise. Vi lytter. Vi er med det, der er og vi tager imod. Det giver en helt anden grundtone og når den først er slået an og rummet er sat i tillid, kærlighed og med de hensigter, vi hver især bærer i hjertet, kan fortællinger lande, berige og berøre os.

Mens sneen faldt og lysene blafrede skrev kvinderne sig ind i energien omkring Imbolc, de skrev om februar og skabte døre og åbninger, som ikke fandtes før. De læste højt og de lyttede til hinanden og alt det, der efterhånden fyldte rummet som en dyb og forunderlig vished. De skrev, fordi det ikke kan være anderledes, når vi først er mødt op og åbningen er skabt.

Vi husker gennem poesi og fortællingens kraft

Gennem et af skriveafsættene hilste de også på den keltiske gudinde Brigid, hende med lysene, det hvide, det røde og det grønne. Hun er den keltiske gudinde for poesi, smedekunst (ild) og healing. Imbolc er hendes tidspunkt og det er ofte hende, man fejrer og gerne gennem sang, poesi og fortællinger. Hendes sprog er poetisk, og i de keltiske lande så man poesi som kanaliseret, nedarvet hukommelse. Vi husker gennem poesi. Og engang var poesi ligeså hellig og værdsat som aspekter af clairvoyance, vision og spådomsevne. Engang.

Vi huskede

Og måske var det i virkeligheden det, vi gjorde i onsdags? Vi huskede. Vi huskede, hvem vi egentlig er, vi mærkede os selv og hinanden som skrivende, fortællende kvinder i et helt nyt lys. Fortællinger landede, de byggede bro og skabte nye åbninger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need.
Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Vi skriver i livet, processen er nøglen

Jamen, jeg er jo slet ikke skriveblokeret, sagde en af kvinderne, som egentlig havde troet, at hun var det. Jeg skriver jo. Jeg danser. Og det skal jeg da lige love for, at hun gjorde. Vi dansede alle sammen og vi var med det, der var. For vi skriver i livet, det er meget vigtigt at huske på. Uanset hvad det handler om og hvad, der står i vejen, så er det altid vejen. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, ordene er vores tryllestav, men vi lægger ikke livet bag os. Vi skriver i livet. Vi går på skrivende opdagelse i det, der er. Os selv, tidspunktet, årstiden, energien og vi skriverejser som udgangspunkt med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Processen er nøglen.

Sårbar og kraftfuld historiemedicin

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der kommer det, der skal. Latter, tårer og alle mulige og umulige følelser. Frygt. Modstand. Og selvom det er et sårbart anliggende, så møder vi det og skriver os igennem. Så godt, vi nu kan. Vi skriver det, beskriver det og giver det ord at ånde igennem. Samtidig lader vi kreativiteten risle igennem os og måske uden at være bevidste om det, giver vi os selv en lille dosis historiemedicin. Lidt har altid ret. Mere kommer senere. For vi begynder at huske.

Lykke, som deltog på skriveworkshoppen i onsdag har givet sin oplevelse følgende ord med på vejen:

Imbolc, midvinter, var overskriften. Og lige netop i dag, med næsten 2 timers køretid hver vej til Ringsted, sneede det. Selvfølgelig. Men intentionen var sat og alle deltagere, også de to fra Jylland nåede rettidigt frem så vi kunne gå i gang med de opgaver som Lene havde glædet sig til at byde os på.

Sikke en god oplevelse. I min hensigtserklæring for dagen havde jeg bl.a. skrevet at jeg “i dag vil sætte kursen for nye berigende, frugtbare og kærlige eventyr for mig og andre i året og årene der kommer”. Igennem dagens opgaver med skriveafsæt og fortællinger kan jeg nu levende se for mig hvordan. Det er som om mit sjælespejl er blevet pudset i dag, så det lyser helt klart. Nu vil jeg med bevidsthedens klare lys være i stand til at manifestere de næste skridt på mit livs rejse.

Bedst af alt var det at mødes i cirklen af fortællende, levende og oprigtige kvinder og dele det vi hver især havde på hjerte.

Igennem de skrevne ord, som vi læste op og delte med hinanden oplevede jeg også den store gave at kunne lytte uden dom og hvilken nydelse det var !

Intentionen var sat. Vi skulle bare møde op som dem vi var og skrive. Det gjorde vi og det bliver vi alle sammen ved med, er jeg sikker på.

At få lejlighed dele mit helt eget udtryk, og egne fortællinger, at blive lyttet til og bevidnet på så sårbare dele af mig var en uvurderlig oplevelse, som jeg for altid vil gemme og tage med mig videre i livet.

Tak for i dag Lene og tak til alle kvinder der formår at skabe rum for at vi kan dele livets fortællinger med hinanden. Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.
– Lykke Pia Jespersen –

Lunken te og tid

Tidspunktet for Imbolc er ved at være passeret, men jeg dvæler lidt ved Brigids lys, mens sneen falder. Drikker af teen i det grønne krus med kruseduller, cirkler og snoninger, som minder mig om, hvem jeg er. Teen er lunken nu, men den gør stadig godt. Smag af jasmin, og en duft af kærlighed. Til ord og fortællinger og til det arbejde, jeg har dedikeret resten af mit liv til. Taknemmelighed. For at få lov til at skabe og holde magiske rum, hvor kvinder kan mødes, skrive, læse højt og folde ud. Det, der banker som et hjerte bag skrivelængslen og som aldrig lader os i fred, før vi møder op og skrivelytter. Så vi husker. Så vi ved.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do”
– Mary Caroline Richards –

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab derude. Sne. Midvinter. Forsigtigt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Vil du med på intuitiv skriveworkshop?

Den næste intuitive skriveworkshop finder sted lørdag den 29. april kl. 10. Her forankrer vi os i tidspunktet for Beltain, det tidspunkt, hvor foråret brister og maj står i fuld flor. Sommeren er på vej. Invitationen opstår i løbet af den kommende tid, den er ikke helt klar endnu, men hvis du vil med på denne særlige skrivedag, er du hjertelig velkommen til at reservere din plads allerede nu. Der er nemlig kun 6 pladser i min skrivestue, en perfekt cirkel på netop denne type skrivedag.

Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du kan læse lidt mere om de intuitive skriveworkshops her, som fremover alle vil være forankret i et særligt tidspunkt på årshjulet.

Forårscirklen – vi starter den 1. marts

Men du behøver ikke at vente helt til slutningen af april, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde.

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

– Lene Frandsen –

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du lærer at skabe rum, at formulere din intention og forankre dig i årstiden og den naturlige cyklus. Det giver blandt andet større indre ro og glæde og kan også lindre stress og angst.

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Så vi husker. Så vi ved.

Alle skriveforløb og skrivecirkler er for kvinder med skrivelyst og længsel. Og som Lykke beskriver det i sin anmeldelse af den intuitive skriveworkshop i onsdags:

Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.

Kærlig hilsen
Lene

Den stille stemme

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen. Sådan kan det synes og alligevel finder en bevægelse sted. Noget sker, selvom vi ikke kan se det, for kraften arbejder under jorden og dybt i os.

Snart møder vinteren foråret for første gang og en ny tid begynder.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. End ikke uglen, som ellers har hilst mig på morgenturen med hundene, har jeg hørt. I dag. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Den stille stemme, sjælens sang

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.

Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Din stille stemme, sjælens sang.

Processen i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de ofte det, jeg kort beskrev ovenfor. Især hvis de også, som jeg varmt anbefaler, kontinuerligt skriver rejsedag i skriveforløbet. Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Ordene er vores tryllestav

Vi opdager, at vores ord har magt, de er kraftfulde og forandringsskabende på et subtilt plan. Et plan, som arbejder i os hele tiden, når vi kontinuerligt møder op og skriver. En proces, som er sat i gang af intentionen, vi formulerede ved forløbets start og som hele tiden arbejder og udvikler sig af det, vi skriver og folder ud.

Årstidernes særlige energi

For mit eget vedkommende startede det for snart længe siden. Jeg mødte op, jeg havde en intention om at følge mit hjerte og jeg vidste at det for mig handlede om at skrive.

Jeg husker morgener med tomt papir, kaffe i koppen og intention i hjertet. Jeg husker rammer og tidsbegrænsning, eftersom jeg skulle møde på arbejde klokken 8, men mit fremmøde og intentionen rykkede rummet og skabte plads for ord og fortællinger. De fandt vej, fordi jeg havde skabt rum.

Jeg husker, hvordan jeg blot satte mig ned og skrev det, der var og hvor ofte det var træerne i haven eller en fugl i træet, som blev mit afsæt. Jeg skrev på tid, for snart var jeg nødt til at forlade huset og køre på arbejde, men jeg gjorde det og snart gik det op for mig, at der var noget, som skrev mig.

Det var her månederne dukkede op og inviterede sig selv ind på mit pensionat. De øste af deres visdom, det strømmede igennem mig på den korte tid, jeg havde til rådighed. De viste vej, noget skrev mig og det univers, jeg nu bevidst og i tillid hengiver mig til. Jeg forankrede mig, jeg kom til stede og lærte årstiderne rytme og cyklus at kende både i det ydre og dybt i mig selv. Jeg begyndte at mærke min forbundethed og fik vished om, at jeg gennem tillid, fremmøde og en vis disciplin kunne vælge at skabe den forbindelse, som ofte kan blive lidt væk i den moderne verden.

Den stille stemme, sjælens sang.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Lad mysteriet og længslen være din drivkraft

Bevæg dig via ordene med nysgerrighed og undren. Stil spørgsmål, som du ikke umiddelbart forventer svar på. Lad være med at besvare eller lad det blive en mental spekulation, bevæg dig blot videre og lad spørgsmålene lede dig, lev dem og lad selve mysteriet være din drivkraft sammen med længslen i dit bryst.

Be patient with all that is unsolved in your heart and try to love the questions themselves. Do not now seek the answers which cannot be given because you would not be able to live them and the point is to live everything. Live the questions now. Perhaps you will then gradually, without noticing it, live along some distant day into the answer.
– Rainer Maria Rilke – Letters to a Young Poet

Alt det, du afviste i dig selv og forsøgte at skjule, er nøglen til din frihed

Der er så meget, jeg kunne fortælle dig om skriverejsen, om spørgsmålene, mysteriet og om hengivelsen til den længslen, der banker i dit bryst. Alt det, du afviste som forkert i dig selv og forsøgte at skjule, fordi du skammede dig over at være forkert. Anderledes. Det er nøglen til din frihed. For det er ikke forkert, det er din sjæls pas. Men det er din opgave at lytte og at skrive det frem. Kun du kan gøre det, ingen andre end du.

Har du skrivelængsel, kan du bevidst vælge at følge den længsel ved at møde op og skrive. Gøre skrivetiden til et frirum, hvor du lytter til dig selv og giver det til papiret. Om det er i en slags dagbog, på morgensiderne eller i en særlig sjælebog, du har dedikeret til formålet. Det betyder mindre, det vigtigste er at du møder op og skriver.

Hvad og hvordan

Hvad og hvordan vil vise sig undervejs. Lad være med at fortælle dig selv, at du mangler teknikker eller værktøjer for at begynde at skrive. Prøv at have tillid til, at det, du lige nu føler at du savner, vil møde dig undervejs, når du møder op og skriver. Forbind dig, gør dig modtagelig og lav gerne via din hensigtserklæring en slags kontrakt med Kilden eller din skrivemuse, hvordan det nu synes rigtigt for dig.

Techniques are directionless without grounding to and connecting to Source, they are a style without substance.
-Loren Cruden –

Din aktive deltagelse

De fleste veje, værktøjer og svar på dine spørgsmål opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er virkelig altafgørende.

Der findes aldrig et bedre tidspunkt end nu

Har du lyst og mærker du længsel efter at skrive og folde nu, så findes der aldrig et bedre tidspunkt end nu. Start dér, hvor du er. For vi skriver i livet og måske husker du, at jeg lidt tidligere i dette blogindlæg skrev noget om at lade hverdagen danse ind og ud af det magiske rum? Du kan vælge at invitere fortællingerne ind i dit skriverum, men uanset hvad, så mød blot op som en åben og ganske tom bog og inviter det, som er til dig til at lande, støtte og løfte dig. Undervejs og i processen. For det er en proces og det starter med det første ord.

What is meant for you is always meant to find you.
– Lalleshwari –

Det er snart Imbolc

Det er Imbolc i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår.

Et perfekt tidspunkt at begynde på ny

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et perfekt tidspunkt at begynde på ny.

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Det første spirende forår, lyset, som kommer tilbage og kraften, som nu ikke alene arbejder under jorden, men også viser sine første spirer i det fri. For mig skaber det dyb resonans at følge den energi og jordens cyklus. Præcist som månederne lærte mig det for snart mange år siden, da jeg påbegyndte min egen skriverejse.

Men mest af alt mindede de mig om alt, noget i mig godt vidste, men som havde været skjult og utilgængeligt i årevis. De hjalp mig med at huske og de viste mig, hvordan jeg skulle forbinde mig. Min sjæl kaldte via skrivelængslen. Måske forholder det sig på samme måde for dig?

Hvorfor ikke starte nu?

Hvorfor ikke starte nu? For har du skrivelængsel, er det ikke noget, som bare forsvinder. Den bliver ikke mindre med årene, tværtimod, den vokser og trænger sig på. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og kun du kan gøre det. Desuden gør det godt at forankre sig i nuet og lade kreativiteten strømme. Åbne op for alt det, der har sat i sig i krop og sind og sætte ord på.

”Take your broken heart, make it into art.” Et klik med næbbet og et melodisk “klooung.”

Så er hun dér pludselig igen, Ravnen min. Som slet ikke er min, jeg er snarere hendes, hvis vi da overhovedet skal tale om det. Og det skal vi ikke, hvis man spørger Ravnen, hun har ikke tid til dens slags. I øvrigt synes hun at have temmelig travlt i dag, for ikke så snart er hun landet og har ytret sig, før hun igen letter og forsvinder i disen.

Men hun kommer tilbage, når jeg mindst af alt venter det. Det har jeg vished om og tillid til.

Det er aldrig for sent

Loren Cruden, som både inspirerer og underviser mig, siger som følger:

Knowing the truth of change, you can choose a path of positive participation. There is no need to be fettered by mental conditioning. Just because you believed something or responded in certain ways in the past does not necessitate your continuing to do so. Now is now, the opportunity for change is always present.

Nu er nu. Mulighed for forandring er altid til stede. Du kan altid stoppe op, gå i en ny retning og med en kraftfuld intention i hjertet beslutte dig for at komme hjem. Et skridt, et ord af gangen. Det er aldrig for sent.

Du kan skrive din forvandling

Den forandring kan man skrive sig ind i. Ja, du kan skrive din forvandling, ord for ord, skridt for skridt. Det er bl.a. det, jeg underviser i og som jeg giver videre til kvinderne i skrivecirklerne. Via fortællingens kraft, som bygger bro og skaber nye åbninger og ved intentionens kraft og hjælp, hvor vi lærer at formulere en kraftfuld hensigt og bevidst anvender ordenes energi som både tryllestav og transportmiddel, skriver vi os ind i dybere lag af os selv, som vi ikke kan tænke os til.

Vi praktiserer historiemedicin og vi deler medicinen med hinanden.

Ingen andre end du

Hvis du virkelig vil skrive, hvis du vil danse med ord og stemninger, er du er nødt til at møde op og deltage aktivt i skrivedansen. Ingen andre end du kan holde den pen, som skal anvendes til at skrive dine fortællinger.

Det er en proces, hengiv dig til processen

Det er en proces og forvandlingen sker ikke fra den ene dag til den anden. Men den sker. Og det, der især sker, er at vi pludselig vågner op og får øje på gaven ved at skrive og skabe vores egen vej og måde, uanset om det handler om at turde nyde den kreative proces og åbne op for ren skriveglæde og skaberkraft eller om det vitterligt handler om bevidst at hengive sig til sin hjemvej. Vejen hjem. Gennem ordene, gennem skriverejsen og ved at lytte til den skrivelængsel, der kalder og rumsterer. Og ofte smelter det sammen, så begge dele sker. To spor mødes og bliver til ét.

Og snart er det Imbolc

Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. Et hvidt lys strømmer ud og det hvide papir inviterer mig længere ind. Det starter med det første ord og så det næste. Et skridt af gangen, ingen hastværk her hvor januar nærmer sig tidspunktet for Imbolc og jeg gør det samme. Forandringen er subtil, det sker ikke med pomp og pragt, det er en dans på stedet, lidt frem og tilbage igen.

I dag er vinteren en diset affære, jeg kan knapt se træerne i skellet og fuglene er forsvundet. Troede jeg. Indtil ravnen dukkede op og jeg skrev mig helt ind i den dis, som før var et fjernt og ugennemsigtigt land. En blådiset dag i januar. Og snart Imbolc.

Det er aldrig for sent
at begynde
at lytte og at skrive
til den stille stemme
og sjælens sang.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Misty Landscape” © Snehitdesign, Dreamstime

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017, jeg afholder 4 af slagsne, som alle er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet. Du finder information og datoer ved at klikke på billedet ovenfor.

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen nedenfor. Vi starter den 1. marts. Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen.

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel.

Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft og du kan være med uanset alder og forudsætninger. Skriveglæde har ingen alder, det er aldrig for sent at starte nu.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Ravn i mosen

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc. Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Te med jasmin i lysegrøn kop

Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog.

Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe med havremælk. Og jeg har også skiftet farve, energien er mindre end i går. Udenfor sniger disen sig langs hegnet i horisonten, smyger sig over marken og dækker delvist træerne i skellet.

Januar er stille og eftertænksom i dag. Både hun og jeg er temmelig disede.
Hvordan var nu lige det var, det dér med tomrummet?

At huske og vende tilbage

Jeg må anstrenge mig for at huske, hvad jeg skrev om sidste år ved samme tid, alt det, jeg godt ved og som bølger dybt i mig. For det hænder at jeg bliver strejfet af et utålmodighedshagl og glemmer, hvad jeg har lært af naturen gennem de sidste mange år. Det hænder, at jeg glemmer hvem jeg er. Det er som om noget i mig trækker i den anden retning, en følelse af rastløs energi og et dybt suk over trætheden og den samtidig manglende energi. Et paradoks, et tomrum midt i det, der er vinterens gave. Januar.

Jeg er kommet for at huske. Tomrummet. Ventesangen.

Så sad hun dér, Januar

Hun ser på mig over brillens kant, stryger forsigtigt en hårtot væk fra øjnene, så hun bedre kan se mig. Hendes læber bevæger sig og former noget, der kunne minde om et smil. Alligevel er udtrykket i hendes øjne ganske alvorligt. Jeg ser på hende, fastholder hendes blik, de stålgrå øjne, en farve af intens væren. Fuldstændig forankret i nuet, hvilende i sig selv og med både overblik og overskud til endnu engang at fortælle mig det, jeg har hørt så mange gange før og som jeg efterhånden har vished om. Alligevel sker det, at jeg glemmer.

Den aktive deltagelse er en forudsætning

Hun er her til at minde mig om det. Når jeg altså spørger, når jeg konsulterer hende og møder op. Den aktive deltagelse er en forudsætning. Det ved jeg med sikkerhed nu.

”Te med jasmin i lysegrøn kop”. Hun smiler nu, et suk glider over hendes læber, mens hun smager på ordene som om hun selv drak af den gode te. Jeg er vild med jasmin. Så kigger hun ned på bunken af papir, som ligger på bordet foran hende. Hun fisker et ark ud, som hun højtideligt holder op foran mine øjne, så jeg kan se. Eller det vil sige; jeg kan faktisk ikke se det, for jeg er langsynet nu og hun er for tæt på.

”Læs højt for mig, Januar” beder jeg med indsmigrende stemme og hun nikker. Det vil hun gerne.

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå når tid er og uden særlig anstrengelse.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen.

Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal.

Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen.

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne”, sagde han til mig. Jeg sad lidt og stirrede ud af vinduet, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Lige dér blev jeg januar.”

Hun er færdig med at læse nu, ordene stopper brat og jeg rystes ud af det lytterum, jeg befandt mig i. Ønsker at hun ville blive ved at læse og lade mine egne ord fortælle mig, hvad jeg egentligt god ved. Så jeg kan huske. Så jeg kan vende tilbage til det sted, hvor tillid og accept smyger sig om mig som en blød kåbe.

”Godt så Januar” siger jeg og bryder den stilhed, der har lagt sig som et tæppe mellem os. ”Jeg husker det.”

Træd helt ind i cirklen

”Gør du?” Igen ser hun på mig over brillekanten. ”For jeg kan mærke, at du stadig står udenfor. Kigger ind, danser lidt rundt i periferien, men du er nødt til at komme helt ind. Ind i cirklen, ind i varmen og ind i det sted i dig selv, hvor du er dybt forankret i både din egen kerne og det, der er naturens tilstand lige nu. Intet hastværk. Det er tid til igen at blive januar. Lytte. Høre den smukke komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.”

Med de selvsamme ord, som jeg skrev sidste år, rejser hun sig fra bordet og forlader skrivestuen. Men hun er her endnu. Hendes væsen danser i disen og vibrerer som et møl omkring flammen på mit skrivelys. Januar.

Te med jasmin i lysegrøn kop. Alt er præcist som det skal være.

Skrivelyst og længsel?

Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc den 8. februar.

Vi er midt i januar og dybt i vinteren. Men der sker snart noget, tomrummet løfter sine tykke vægge for en subtil og spirende energi i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår

Lytte og lade komme

Spirerne i os selv

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv bemærket det i min egen proces gennem flere år og nu er jeg klar til både at fejre og åbne min skrivestue for en intuitiv skriveworkshop først i februar.

En helt særlig skrivedag for sjælen

Kom og vær med til at fejre på en særlig skrivedag for sjælen. Den 8. februar kl. 10 finder årets første intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel sted. Skriveafsæt og øvelser tager udspring i tidspunktet omkring Imbolc og skrivedagen er samtidig en fejring af både kreativitet, skriveglæde, skaberkraft og lyset, naturligvis.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops. Deltagelse kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og længsel.

Der er endnu 2 pladser tilbage omkring bordet i min skrivestue. Hvis den ene er din, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Invitation og detaljer finder du i linket her.

Forårscirklen er det næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel. Vi starter skriverejsen den 1. marts og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet du befinder dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et forløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Jeg taler ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Kald det, hvad du vil og lad det runge, skabe genklang og skænke dig den forankring, du længes efter.

Vi skriver i livet

Selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed?

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

FORÅRSCIRKLEN starter den 1.marts og forløbet varer 3 måneder. Du reserverer din plads på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Invitation til Forårscirklen og flere detaljer finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Life is sacred.
You are alive, you are a sacred being.
Connect with that sacredness.
Look for it in every beating Heart, in every form life touches.
Be alive in the sacred and let the sacred live through you.
– Loren Cruden –

Så kan hun lære det

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen. Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

”Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth. Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

Ugletid

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed. Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

December og skriveglæden

Vi lever

Hver eneste dag oplever vi ting, som gør noget ved os. Der er tanker, følelser og forskellige situationer og udfordringer, som sætter os på prøve og får os til at mærke, at vi lever. At skrive fra de steder, hvor de store følelser bor, kan være en stor hjælp til at mærke, hvad der rører sig og til at acceptere, at det er som det er.

Vi skriver fra et dybere sted

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis. Det er en måde at være med det, der er på, uden at ønske det anderledes. Vi kæmper ikke med det, vi skriver det og skriver os måske igennem. Vi sidder med os selv, som vi sidder med tanker og følelser i meditation og vi lytter til os selv uden at dømme. Vi mærker og vi er.

Vi giver os selv lov til at skrive det, der bevæger sig i os og berører os. Vi kan stille spørgsmål og sende dem ud, vi kan forbinde os til både sjæl og Kilde og vi kan fortælle os selv om alt det, der føles så smertefuldt og tilsyneladende meningsløst. Eller det der glæder os, fylder os med begejstring og giver os lyst til at danse.

Jeg har lært at lytte

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:

“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.”

December, min ven

Vi kommet til December, min måned, for jeg er nemlig barn af December. Både hun og jeg er døtre af Jupiter og så snart jeg skriver det, kan jeg mærke eventyret og magien pulsere i mine årer. Jeg bliver opstemt og får lyst til at trylle. Jeg synes, at der er noget magisk ved den sidste del af den mørke tid, lige inden året vender og vi igen går mod lyset. Det er lidt den magi i mørket og hverdagen, som jeg via skriveafsæt og øvelser nu har givet videre til kvinderne i skrivegruppeforløbet Vintercirklen.

Magien er hel

Jeg elsker eventyr, livets mysterium og alt det, der findes bag det tilsyneladende. Så lad os tage på en magisk rejse gennem December og den sidste del af mørket, indtil vi ved Vintersolhverv sammen rejser gennem årets længste nat og herefter igen vågner op og har vished om, at det hele nu vender.

Magien er hel

Og husk at magien er hel. Det handler ikke om udelukkende at skrive underskønne og poetiske eventyr om glæde, lys og lykke, men om at favne mørket og lade kontrasterne få liv og komme til orde. Lad dansen være både og.

Hvis du mærker melankoli, vemod eller har andre tunge følelser i december, så skriv fra det sted. Det er så vigtigt: Vi skriver i livet, vi skriver fra det sted, hvor vi er ikke hvor vi (eller andre) ønsker at vi skal være. Også i december.

Skriv i livet.

Processen og den naturlige cyklus

I skrivecirklerne, som jeg tilbyder året rundt, hylder vi processen og den naturlige cyklus. Du lærer ikke at skrive på en bestemt måde, men på din særlige måde. Alle har en forfatter- eller fortællerstemme, nogle gange skal den bare lokkes frem, trænes lidt og finde sit leje.

Naturen, årstiderne og årshjulet

Naturen, årstiderne og årshjulet er en vigtig del af skrivecirklerne. I forløbet lærer du mere om den givne årstid, du skriver dig ind i energierne og går via skriveøvelser og afsæt på opdagelse i din egen indre visdom.

At forankre sig i årstiden og den naturlige cyklus giver større indre ro og glæde og det gør vi så fint via skrivningen og fortællingens kraft.

Næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN. Vi starter den 6. januar 2017 og der er stadig ledige pladser.

Skrivecirklerne foregår online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Min intention er blandt andet, at skrivecirklerne sætter en varig skriveproces sættes i gang, som ikke er afhængig af andre omstændigheder end den evige skrivelængsel og lyst til at folde ud. Glæden ved bare at skrive.

Skriveglæde er målet

Skriveglæde er formålet. Skriveglæde er målet. Dansen. For når du først lærer at danse den dans og følge den skiftende rytme, er der intet, som kan stoppe dig. Du skriver, du danser og du er med det hele.

Kom lad os danse.

Velkommen December

Hvad nu hvis vi tilsatte en dosis magi og dryssede lidt tryllestøv ud over livet og det, vi kalder hverdagen. Hvad nu, hvis vi kunne vende tilbage til det sted i os selv, hvor vi var nysgerrige, åbne og modtagelige for både fortryllelse, magi og eventyr? Og hvad nu hvis vi skrev om det, levede det og blev det?

Life is not a problem to be solved, but a mystery to be lived.

Giv slip på ønsket om perfekthed

Og som jeg har skrevet til de skønne og vise kvinder, der nu er på skriverejse gennem vinteren i Vintercirklen, ”giv slip på ønsket om perfekthed her i december”. Måske skulle vi blive bedre til at slippe alle de mange ambitioner om ”perfekthed” og forventning til os selv, andre og December og simpelthen bare give os tid til at nyde decembers rejse gennem mørket mod vintersolhverv, jul og nytår, som i gammel tid faktisk var én og samme fejring?

Lad december blive et hyggeligt og magisk sted at være, hvor vi trækker vejret dybt, giver os tid til hinanden, til nærvær og ikke mindst til den magi, der faktisk findes i og omkring os. Lys i mørket. December er virkelig ikke en motorvej i fart mod den måske søde juletid og alt, hvad det indebærer. Tværtimod er der et andet budskab, en helt anden fortælling bag det tilsyneladende.

Sæt farten ned, giv slip. Kom, lad os danse.

Keep a little room in your heart for the unimaginable.
– Mary Oliver –

Kærlig hilsen
Lene

Skrivelyst og -længsel?

Næste skrivecirkel er SOLHVERVSCIRKLEN med start den 6. januar. Klik på billedet og se invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel er en helt særlig skriveworkshop i anledning af Imbolc og den finder sted onsdag den 8. februar kl. 10 her i Skrivehuset v. Ringsted. Klik på billedet nedenfor og se invitation og detaljer. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com – der er i skrivende stund 4 ledige pladser.

Læs også RAVNEN OG SKRIVEWORKSHOPPEN – en fortælling om, hvordan det sjældent betaler sig at klippe en hæl og hugge en tå for at passe ind.

Jeg er blevet vinter

Det er den smukkeste vintermorgen. Jeg vågnede forholdsvist tidligt, det var kun lige ved at blive lyst. Rimtågen lå over landskabet. Jeg nød hvert skridt med lyset ind i morgenen og jeg så solopgangen stående på marken med fødderne plantet i sne og frost. Magiske øjeblikke og en overvældende taknemmelighed opfyldte mig.

”Poet. Du er født poet og dit hjerte er fuld af poesi.”

Kragerne fløj hen over hovedet på mig. Sorte skygger i den disede frostmorgen. Deres budskab ramte mig som dråber af is. Og jeg vidste i samme sekund at det nok er essensen af den måde, jeg er i livet på. Sådan har det altid været, men jeg har skubbet det væk, fordi jeg følte mig forkert. Som poet i en verden, hvor alle hastede forbi det, der fik mit hjerte til at smile. Nu stod jeg i naturens hjerte og lod kragerne fortælle mig det endnu engang.

Denne morgen minder mig om længslen efter hengivelsen til det, der for mig er selveste gaven ved livet.

De ord og sætninger, som er blevet mig skænket gennem de senere år, på min rejse, den vej, der ligeså stille vælger mig, guider og blidt fører mig, når jeg slipper modstand og kontrol, dukker nu op igen og jeg forstår dem på en ny måde. Der skal gives mere plads til både min skytte og min poet. Sider af mig selv, som er vigtige og som giver mig livsglæde, styrke og resonans. Balance. Harmoni. Jeg har det med at skubbe dem lidt til side.

Lad mig aldrig glemme hverken poesi eller eventyr igen.
Lad mig danse i livets mysterium. Leve det. Være det.
Og skrive om det.

Mørket, vinteren

Denne morgen er fin, sprød og stille. Nu ved jeg, hvorfor jeg er vinterbarn. Det er ingen tilfældighed, at jeg er født i december og i mørket. Mørket, som jeg har lært at sætte stor pris på og som nu folder sig endnu mere ud. Gaven i mørket og i vinteren vokser for hver dag, der går, efterhånden som min bevidsthed kan opfange det. Det dæmrer.

Min introverte natur

Jeg har taget min introverte natur til mig. Nu lytter jeg langt om længe til de sange, der næsten lydløst og alligevel som en forunderlig grundtone spiller for mit indre. Dér, tæt på min livsflod, i mørket og vinteren. Frosne dage og floder, som fryser til is men flyder alligevel. Hvordan kunne jeg dog flygte fra det? Og hvorfor? Jeg flygtede fra mig selv, jeg var bange for mit lys. Det lys, der altid har skinnet i mørket. Dualitetens dans og de fine kontraster. Den sidste uges tid er vinteren virkelig gået op for mig, jeg er trådt ind i et rum, som jeg husker fra min tidligere barndom. Dét er en del af mit magiske rum, min glæde.

Jeg havde på fornemmelsen, at det skulle blive i vinteren at jeg ville finde tilbage i de fodspor, jeg uden at tøve dansede i som ganske lille pige. Inden livet kom i vejen. Men nu indser jeg, at det ikke var mit liv, der kom i vejen, det var de andres liv. Deres måde at være i livet på og deres ivrighed efter at lære mig noget, som helt grundlæggende var forkert. For mig.

“Whereever I am,
the world comes after me.
It offers me its busyness.
It does not believe
that I don’t want it. …
Now I understand
why the old poets of China
went so far and high
into the mountains,
then crept into the pale mist.”
– Mary Oliver –

Pigen som blev væk

Jeg rækker ud og omfavner hende, pigen som blev væk. For selvom det var sidste år, at jeg råbte ”fandme nej” og den voksne kvinde og indre pige smeltede sammen i mig, så har det taget en del måneder for dem at lære at arbejde sammen. Og de øver sig endnu, de øver sig hver dag. De har opdaget magien ved disciplin og gentagelsen.

”Lege sammen” smiler hun og jeg ved ikke, hvem af dem, det er. ”Danse sammen.”

Kom, lad os danse.

Der er så meget, som går op for mig i disse øjeblikke, mens solen glider fra øst mod syd og morgenen tager form. Himlen er blå, træerne næsten nøgne og det, der kunne have været sent efterår, er nu blevet vinter.

Og jeg er blevet vinter. Jeg er gået over broen, jeg har taget de sidste skridt og lagt noget bag mig, som jeg ikke vil savne. I den kommende periode vil mit fokus være at slutte fred med fortiden og i al taknemmelig heale de steder, hvor det virkelig gjorde ondt. Det har været mørkt. Det har været meget mørkt. Men havde det ikke været så mørkt, så havde jeg aldrig set lyset. Nu går jeg i tillid og taknemmelighed frivilligt ind i mørket igen, jeg træder uden modstand ind i vinterens rum og hengiver mig med glæde.

Tillid

”Tillid” siger han og flyver ind fra øst. Jeg misser med øjnene mod solen og smiler stort ved synet af hans velkendte skikkelse. Ørnen. Min ven.

”Du sagde til mig, at tillid var årets overskrift” siger jeg prompte og nyder lyden af min egen stemme. Den har en rolig tone, en kærlig note af overgivelse og taknemmelighed.

”Du vidste det godt” nikker han bare og ler højt. Åh, hvor jeg dog elsker hans latter. ”Du havde bare brug for nogen at spejle dig i.”

”Og hvem skulle have troet at den nogen ville blive en ørn?” Jeg fniser og drikker forsigtigt af den gode kaffe. ”En fugl. Og jeg som havde fuglefobi.”

”Ja, man skal opleve meget, før vingerne falder af”.

Jeg tror sørme, at ørnen er en smule vinterkåd i dag, en anelse pjattet. Mit smil fylder nu hele ansigtet, fra øre til øre. Det gør helt ondt, så uvant er det for mig at smile så bredt. Alt i mig har lyst til at fnise.

”Jeg vælger at omskrive dine vise ord, for jeg ved at det er tilladt i historiefortællerens univers. Energien skal være helt rigtig, når den flyder fra mine læber og videre ud Og de skal lyde, ordene altså:”

”Man skal opleve meget, før man får vinger.”

Det får ham bare til at le endnu mere og endnu højere.

”Man skal opleve meget, før man opdager, at man har vinger. Og at man har haft det hele tiden.”

Han blinker til mig, letter og forsvinder mellem træerne. Nu kan jeg se ham og følge hele vejen, for grenene har kun få blade tilbage.

Det er blevet vinter. Jeg er blevet vinter.

Har du skrivelængsel?

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og igen lade kreativiteten blive en del af dit liv? Øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Du er hjertelig velkommen i SOLHVERVSCIRKLEN. Invitationen er ude nu, du finder den i linket her.

Dér, hvor vi er

Årets cyklus. Vintersolhverv. På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Og selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Tango i mørket

Jeg kommer til at holde mere og mere af november, efterhånden som jeg læser ord og fortællinger fra deltagerne i Vintercirklen. Hun er præcist, som hun skal være, November. Hendes tilsyneladende benhårde væsen er i virkeligheden den største kærlighedsgave, for uden den evne, hun har til at skære igennem og gå dybt, uden sin evne til at danse videre trods nostalgi og en impuls til ”at blive hvor man er”, kunne hun ikke vise os vejen og måden. Hun er sin egen dans. November.

Nogle gange er jeg nødt til at blive November for at forstå hende. Og i samme øjeblik som jeg træder ind i hendes sfære og forvandles af novemberenergien, oplever jeg et suk af lettelse over at få lov at låne hendes evner. Så er det pludselig ikke så svært længere. Så danser jeg bare.

Tillid

Jeg er vild med kontrasterne, dybderne og den naturlige måde, hvorpå hun med selvsikre skridt bevæger sig videre. Time for time, dag for dag. Selvom selvsikker er nok ikke er det rigtige ord, for hun går i tillid. Det er den tillid, jeg så gerne vil mestre. Jeg har øvet mig hele året siden Vintersolhverv, hvor jeg fik ordet ”tillid” som årsoverskrift. Nu har jeg en klar fornemmelse af, at tillid er meget mere end en overskrift. Det er blevet en leveregel. Mit mantra. Tillid.

Nu viser November mig hvordan uden at prædike og forsøge at få mig over på sin side. Der er ingen manipulation. Hun går videre, uanset om jeg vælger at følge med eller ej. Hun er sin cyklus og rytme. Hun danser i disen på tidlige morgener. Hun falder med snefnug, skinner med lyset og bliver mørk og fløjsdyster i skumringen, hvor jeg sidder i mit vindue og kigger ud. Jeg mediterer mig ind i November og jeg mærker hendes åndedrag i mit. Hun står tydeligt frem i skumringen, hvor andre linjer udviskes og går i sort. Tydelig i sit budskab og i sin undervisning.

Hun tegner ikke engle i den nyfaldne sne, hun er en engel og jeg kan dufte hendes fodspor i den blå time. Jeg kan høre hendes stemme, hendes klare hvisken og jeg bliver november. Forening af liv og død. Broen til vinter, skumringstimen, hvor væggen mellem verdener er tynd. Hun danser. Frem og tilbage. Hun er sin dans. November.

Tør du?

Det er tid til at slippe de sidste blade, de sidste forbehold. Hun sætter min tillid på prøve. Tør du? Tage næste skridt? Tør du? Give slip og stå nøgen tilbage? Tør du? Gå den vej, som er din og som kalder dig på dig fra mørke steder, som du undgik før? Tør du? Leve din drøm ud, helt derud, hvor der ingen vej er tilbage? Tør du? Kende din drøm i dybden og folde det ud, der har ventet tålmodigt på dig? Tør du?

Jeg nikker og løfter blikket, jeg har for længst besluttet mig for at turde. Og efterhånden er jeg kommet til at holde ualmindelig meget af November. Hendes væsen, hendes energi og hendes unostalgiske farvel til det, der var. Dybderne. Nuancerne. De rolige møder i skumringstimen, hvor jeg tuner ind og bevidst vælger at forbinde mig til hendes energi. Et valg. Mit valg. November.

“Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.”
– Jeff Brown –

Den anden side af sandheden

Det bliver tydeligt i november. Pludselig forstår jeg det, gaven, den paradoksale gave af vished, der opstår i selvsamme øjeblik, jeg citerer Jeff Brown. Først i mørket kan jeg se. Og det har været i mørket, dybt i november, at jeg virkelig har lært mig selv at kende og fået øje på de gaver, som før blot var små støvkorn i kælderskakten. Det er det syn, hun skænker mig. Et slags nattesyn, der ligesom fuldmånen viser mig den anden side af sandheden.

Tango med November

Når november kommer, går jeg i tillid til, at hun vil skænke mig gaver, som jeg ikke kan få øje på ved højlys dag og i sommerens soldans. Nu er trinene anderledes, tonerne mere dybe, dystre og dragende. Og noget i mig kender de trin, en tango med mørket i mig selv og alt det, der endnu ligger uudfoldet og afventede som et pirrende potentiale. Det føles som en længsel, der også er krydret med frygt. Frygt for det uvisse. Mørket. Men mørket er slet ikke mørkt, når man hengiver sig til det og går i tillid. Lærer sig selv at danse de trin og følger rytmerne, der spiller i skumringstimen. Tango i mørket, tango med November.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg kan mærke at hun smiler. Hun skriver sig gennem mig. Eller også lader jeg mig skrive gennem hende, for i sidste ende betyder det ikke så meget, hvem der gør hvad.

Det er dansen, det handler om. Selve dansen.

Jeg fik en forespørgsel om Solhvervscirklen, som er den næste skrivecirkel. Vi starter den 6. januar og invitation følger i næste uge.

Kvinden, som forespurgte, var tilfældigvis faldet over min hjemmeside, men hun pointerede at det næppe var en tilfældighed. Hun følte sig draget af sin skrivelængsel og nysgerrighed. Kvinden ønskede at vide, hvor meget tid hun mon skulle bruge og afsætte ved eventuelt at medvirke i Solhvervscirklen, som varer 3 måneder. For egentlig havde hun slet ikke tid, fortalte hun i samme åndedrag. Jeg svarede:

Det er et spørgsmål om at give tid

Det afhænger naturligvis helt af din egen dedikation til forløbet og processen og jeg kan ikke sige, hvor meget tid du kommer til at bruge. Men egentlig er det slet ikke et spørgsmål om tid, det er et spørgsmål om at have skrivelængsel og skabe rum og plads til at folde det ud, der ligger bag den længsel. Det er en individuel vej, men samtidig er vi sammen i cirklen til at løfte og støtte hinanden, vi deler af både skriverier og proces. En dans mellem dit indre skriverum og det ydre. Det er et spørgsmål om at give sig tid.

Vi skriver os ind

Min fornemmeste opgave som skrivecoach og underviser i forløbet er at skabe, klargøre og holde det rum, hvor vi mødes og slutter cirkel. Vi arbejder med både intentionens og fortællingens kraft. Jeg byder på månedlige afsæt og skriveøvelser i form af månedsbrevene og Solhvervscirklen er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv, det nye år og rejsen gennem vinteren mod forår. Måned for måned. Det vil afsæt og øvelser bære præg af. Jeg giver feedback i cirklen på Facebook, det samme gør de andre deltagere, men det er ikke tekstmæssig feedback. Vi henholder os til reglerne i Julia Camerons ”Den Hellige Cirkel”.

I cirklen øver os på at lytte og sige tak. Jeg lægger min korrekturmoster og redaktør langt væk i skrivecirklerne, her mødes vi for at øve os, lære at skabe rum, arbejde med vores intention og lade fortællingens kraft støtte og løfte os på vores vej. Vi genfinder skriveglæden og lærer både os selv og den givne årstid bedre at kende. Vi lærer at ære os selv og den kreative proces. Opture, nedture, alt det der står i vejen. Det hele hører med. Vi skriver os ind.

Dedikation, rum og kærlighed

For at deltage i en skrivecirkel, møde op og sige ja til den rumsterende skrivelængsel er ikke et spørgsmål om tid, selvom vi så gerne vil fortælle os selv, at det forholder sig sådan. Det er et spørgsmål om dedikation og om at skabe rum og give plads. Og enten er der aldrig tid eller også er der altid tid. Vi skriver nemlig ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Fordelen ved netop skrivecirklerne, som er online forløb, er, at du selv skaber det rum, som passer til dig, dit liv og din hverdag. Ulempen er, at det kræver selvdisciplin og en intention om virkelig at møde op og sige ja. Igen og igen.

Og det er hele hemmeligheden bag at skrive. Dedikationen. Disciplinen. Gentagelsen. Igen og igen. Magien møder os undervejs. Det samme gør inspirationen.

Ingen andre end du

Jeg er helt enig med Loren Cruden, når hun siger som følger:

”Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance”

Skrivemor og guide i bjergene

Du kan se på mig som en slags skrivemor, som en af mine tidligere skriverejsende døbte mig, eller måske som en guide i bjergene, der uden at blande sig unødigt viser hvilke stier, der fungerer bedst og som hjælper dig med at finde skrivevej gennem fortællingens kraft.

Jeg tror på historiemedicinen. Den er ligeså gammel som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor og den rummer en god portion healing.

Hensigt, transportmiddel og tryllestav

I skrivecirklerne lærer du at navigere via din hensigtserklæring, din hjertelige intention med at deltage i skrivecirklen. Du skaber rum og lader ordene føre dig på vej, for du vil snart opdage, at ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav. Du får en fornemmelse af energien bag ordene og hvis du er modig nok, møder du op og skriver dig gennem de døråbninger, jeg tilbyder i skrivecirklerne.

Skriveafsæt og øvelser, som er forankret i årstiden, årshjulet og som hylder den kreative proces, er nemlig som døråbninger ind og/eller ud til alt det, vi ikke kan tænke os til.

I skrivecirklerne skriver vi os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.

Skal jeg aflevere og bedømmes?

Nej, du skal ikke aflevere øvelser og opgaver! Ingen kigger dig over skulderen og er parat med pen og morderiske røde strenger. Der er ingen dommer eller censor i skrivecirklerne og det er der en god grund til. Vi skal helt væk fra præstation og konkurrence (ego) og ind i ren overgivelse til det, der er (sjæl). For som Mary Oliver har sagt:

It’s not a competition, it’s a doorway.

Døren til dit skrive- og sjælerum

Solhvervscirklen (og de andre skrivecirkler og forløb) er ikke skrivekonkurrencer, det er en døråbning. Døren til dit eget skriverum og sjælerum. Læg alle ambitioner om at skrive noget smukt, enestående og fantastisk væk og gå ind i dit skriverum helt åben og modtagelig. Alt kan ske og det er helt som det skal være. Der kommer det, der skal komme. Mød det med åbenhed, nysgerrighed og kærlighed.

Hvad mon der er af fortællinger og visdom til mig i vinteren, der kommer?
Hvad mon der gerne vil skrives og fortælles gennem mig?
Hvad mon der vil ske, når jeg hengiver mig til vinteren, mørket og nærer mig selv og min sjæl?

Jeg glæder mig til skriverejsen med deltagerne i Vintercirklen, som nu er i fuld gang. Og jeg glæder mig over den store interesse for Solhvervscirklen, som starter op den 6. januar. Invitation følger i løbet af næste uge, men selvfølgelig kan du forhåndstilmelde dig allerede nu, som flere har gjort det. Det gør du ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Nogle gange ved man bare, at det er tid.

Kærlig hilsen
Lene

Den 6. januar starter Solhvervscirklen, som er forankret i tidspunktet omkring vintersolhverv og rejsen med lyset mod forår. I Solhvervscirklen skriver vi os gennem vintermånederne i det nye år helt frem til det første spæde forår.

Solhvervscirklen erstatter den tidligere Nytårscirkel og er et online skrivegruppeforløb.

Varighed: 3 måneder
(januar, februar, marts)
Pris DKK 1090,-
Deltagere: Kvinder med skrivelyst og længsel

Invitation følger i løbet af november, men
hvis du vil sikre dig en plads allerede nu, er du meget velkommen til at forhåndstilmelde dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

“Standing in the circle
Beneath the web of light
Dancing in the moonlight
On a cold new year’s night
And it seemed we were lifted
Flown across the years
Power-circle shifted
By power-circle seers”
– Brian Boothby –

Alkymi ved skrivebordet

Stille morgen, dæmpet lys og en dampende varm kop te. Tid til at tune ind, tid til at lytte til det, der rører sig i mig lige nu. Papiret lytter, jeg lytter og noget, som er større end jeg lytter med. Jeg lytter og skriver det, jeg hører.

Udenfor ånder alt fred, vinden er stille, næsten lydløs, selvom det begynder at rasle i bladene. Lyset skifter og bliver en smule skarpere i horisonten mod øst. Det er stadig efterår, men ganske snart tager vinteren over.

Jeg kan høre hende ånde i kulissen, jeg kan mærke hendes skridt i undergrunden:
Snart. Samhain. Vinter. Snart.

Simregryden

Det simrer i den store gryde, hvor jeg har lagt ord, tanker, følelser og impulser i. Det, som ikke er formgivet endnu, men som er undervejs. Det simrer, pulserer og dufter, men det er ikke helt klar endnu, det blogindlæg, som jeg har intention om at skrive; om min nylige efterårstur til Sverige, glenterne og gæstebogen. De følelser, der opstod, da jeg læste i gæstebogen, alt det, der rørte og berørte mig.

Men måske var gæstebogen blot et led i min egen indre proces, som fik mig til at indse livets forgængelighed. De eksistentielle tanker, som veninder i overgangsalderen har fortalt om og som jeg ikke havde erfaret endnu, dukkede op lige dér. Så jeg lå i mørket, mens vinden dansede og grenene bankede på vinduet og mærkede, hvordan tiden flød igennem mig. Der var tårer, der var sorg, men det var ikke sørgeligt. Det var noget andet, noget nyt, anderledes og blødt i formen.

Gæstebog, glenter og det bløde mørke

En bro i disen, en vej ind i noget andet. Overgangsalder og efterår. Måske står jeg stadig et sted på broen, halvt dækket af disen og begravet i visne, nedfaldne blade. Fugten kærtegner min kind, en tåre slippes og smelter sammen med omgivelserne. Noget er undervejs. Jeg er undervejs. Det, der skal skrives og formuleres om gæstebog, glenter og det bløde mørke, er ikke helt klar endnu. Det kommer, når det er klar og når jeg er klar.

Vi skriver i livet

Men det betyder ikke at jeg ikke kan skrive. Mens simregryden af ord og stemninger står på komfuret og på helt lavt blus gør sig selv færdig og klar til at blive modtaget, sætter jeg mig ved skrivebordet og skriver lidt af alt det andet, som rumsterer. For det er sådan, det er på skriverejsen. Vi skriver i livet og dypper pennen i det, dér er.

Alkymi

Sødme. Sorg. Dit liv og mit liv. Omstændighederne. Rammerne. De små øjeblikke af ”noget andet” Det smelter sammen, det er alkymi. For vi skriver i livet, vi skriver ikke udenfor livet.

Det er nok en af de vigtigste lektioner på skriverejsen. Vi skriver i livet. Det er en illusion at tro, at det at skrive er noget separat og løsrevet fra det liv, vi lever. Tværtimod. Vi skriver i livet, vi møder op og viser, at vi er villige, at vi siger ja og at vi har hørt og mærket skrivelængslen. I vores fremmøde udviser vi tillid og vi er klar over, at der ikke sker noget, før vi møder op og rent faktisk skriver. Så simpelt, så svært. Og når vi skriver, danser vi med det hele.

Vi skaber rum til at skrive og være med os selv og ordene på trods og i overensstemmelse med. Vi skriver det, der er og lader det forvandle sig i processen, så processen kan forvandle os.

Vemod, melankoli og mørke

Vemodet, melankolien og det tiltagende mørke har et budskab til os. Hver især. Vi lærer at acceptere sårbarheden og betragte den som grobund for forvandling. Vi lærer os selv at kende som efterår med alt, hvad det indebærer. Når du fortæller processen, så fortæller processen dig og forvandlingen, forandringen, sker næsten helt af sig selv.

Alkymi ved skrivebordet

Vi tager det med til skrivebordet, smerten, sorgen, hverdagen, glæder og frustrationer. Vi tager det med og vi dypper pennen i det, også når vi har åbent døren til det magiske rum og er gået ind. Det smelter sammen. Livet og magien. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Det er alkymi ved skrivebordet.

Vi sidder med os selv

Som en af kvinderne, der deltog i Vintercirklen sidste år udtrykte det i sin evaluering:
“Jeg har lært at lytte til hver eneste måned og til mig selv.”

Fortællinger og din livssang

Undervejs oplever vi måske, at der dukker fortællinger op for at støtte os og guide os på vores vej. Det er ikke altid noget, vi bevidst søger, men fortællingerne har det med at skrive sig selv. De bygger bro, de bærer over og de fortæller det, der er, uden at dømme. Selv har jeg vished om, at netop den slags fortællinger stammer fra sjælen. De har en særlig klang, de kræver ingen anstrengelser. De flyder og risler som små kilder, floder eller bruser som vandfald og de overrasker os gang på gang med deres dybe indsigt og helt særlige tone. En melodi vi på sælsom vis allerede kender.

Det er ofte i den slags fortællinger, at vi hører vores egen livssang.

Skriv din sjæl – lad efteråret, vinteren og den mørke tid støtte dig

Har du skrivelængsel? Er det din tid nu? Efteråret og den mørke del af året er som skabt til at trække energien hjem igen. Giv dig selv lov til at være langsom, skab små intime rum til dig selv, tænd stearinlys og måske røgelse, sæt noget blid musik på, der synger til din sjæl og skriv så. Lad være med på forhånd at have ambitioner om, hvad og hvordan du vil skrive, sæt dig i stedet for roligt ned og lyt til det, der gerne vil skrives gennem dig.

Lad ordene transportere dig og rejs så indad for at møde de ord, historier og fortællinger, som allerede bor i dig eller som gerne vil skrives gennem dig. Hvis du ikke umiddelbart kan mærke noget eller du føler, du er for meget oppe i hovedet, så stil i stedet spørgsmål til de tomme sider og den skrivelængsel, der forsigtigt kalder på dig dybt indefra. Hvad mon der gerne vil skrives gennem mig?

Inviter Kilden og tag imod

Giv tid og lad svarene komme til dig. Inviter dem på samme måde, som du kan invitere Kilden og kærligheden. Gør dig åben og stil dig undrende overfor det, du mærker og fornemmer uden at ville det anderledes. Og når du hører noget, fornemmer noget, så begynd at skrive det. Forestil dig, at du tager imod. Du er nærmest som en skrivende diktafon, der blot skriver det, du hører.

Aftensiderne kan hjælpe dig med at finde ro

Prøv eventuelt aftensiderne, hvis du vil finde ro og fordøje det, som dagen bragte. Lad ordene vise vej og læg det fra dig, du ikke længere kan bruge til noget. Det er som om vi gennem aftensiderne rydder op i dagen, der gik og skiller os af med det, der ellers ville have sat sig som uro og stress og noget, der måske kunne have gjort, at vi har svært ved at falde i søvn. Vi bliver færdige med dagen og vi gør os klar til at gå ind i aftenen på en roligere og mere fredfyldt måde. Efterfølgende har vi måske lyst til at sidde lidt i meditation. Men under alle omstændigheder giver aftensiderne ro og samtidig holder de os til os skriveilden. De minder os om, at vi er skrivende mennesker, som gennem ordene kan finde klarhed, retning og døre, som ikke fandtes før.

Når vi skriver, skaber vi åbninger. Vi skriver vores vej og opdager, at vejen skriver os.

Skumringstimen og livsfloden – skriv dig ind

Selv bruger jeg skumringstimen, den magiske bro mellem dag og nat, til at sætte mig med det, der er. Jeg søger roen, møder stilheden og skriver aftensider og/eller mediterer. Det er en godgørende måde at forlade dagen og sige tak på. Det er som om det er lettere at genskabe forbindelse til sjælen på netop det tidspunkt, hvis man altså skulle være faret lidt vild i løbet af dagen. Jeg skriver mig ind og forestiller mig, at jeg vender tilbage til livsfloden, der bruser i min sjæl.

”Forestil dig, at din livsflod rummer alt det, du har brug for. Den løber som en åre dybt i dig og den fører dig af sjælens vej, hvis du blot sætter dig ved den, lytter til den og flyder med den gennem landskab og årstider. Det er her, du finder ro og det er her, du forbinder dig. Hør vandets rislen, den lindrende lyd af livets dråber, der flyder som en evig strøm mod havet. Selvom der kan være stærke strømme, vandfald og underlige aflejringer og små kilder, der fører i alle mulige og umulige retninger, så er der en hovedåre, som du trygt kan stole på. Den kalder altid på dig med hviskende stemme. Lyt til flodens sange og fortællinger og genfortæl dem til dit hjerte, når du bliver i tvivl. Det er her, din egen livssang findes. Vend tilbage igen og igen og glem ikke, hvor floden er. Den løber dybt i dig selv.”

Citat Ørnen – fra min egen skriverejse, september 2015.

En vinterrejse i ord og stemninger

I disse dage arbejder jeg videre med velkomstbrev, skriveafsæt og øvelser til skrivegruppeforløbet Vintercirklen, som starter den 1. november. Jeg skaber rum. Jeg gør klar. Det er anden gang, jeg skal holde rum for Vintercirklen og netop den skrivecirkel har en helt særlig plads i mit hjerte. Jeg har nemlig vished om, at vinteren og mørket har helt særlige gaver med til os, når vi møder op, gør os modtagelige og via vores intention begiver os ud på vinterrejsen i ord og stemninger.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset alder, lad blot din skrivelængsel føre dig på vej.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens og mørkets gave. I Vintercirklen forankrer vi os i vinterens energi og finder samtidig ro og fordybelse gennem ordene. Skrivecirklen har bl.a. til hensigt at åbne op for skrivelængsel og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme.

En vintergave til din sjæl

Vintercirklen er forankret i naturens visdom, vinteren og årshjulet, måned for måned. Skriveøvelser og afsæt vil tage udgangspunkt i hver måneds kvalitet og ved at skrive dig ind i både måned, vinter og din egen kerne, vil du mærke større glæde, accept og forståelse for vinteren og dens gaver. Du lærer vinteren og dig selv at kende på en ny måde gennem din egne ord og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja.

Du finder invitationen til Vintercirklen her. Hvis du kan mærke, at du skal være med, så tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com. Vi starter om en uge, den 1. november og de fleste pladser er nu booket, MEN mon ikke, der også er en plads til dig, hvis du kan mærke at det skal være sådan?

Kærlig hilsen
Lene

Fik du læst “Mørkets gave”?

Mørket er mit hvilested og jeg har nu vished om, at det er i mørket at forvandlingen sker. Vinteren kræver os og tvinger os ind i os selv, skubber os blidt ind i mørket og lukker døren bag sig, men den gør det af ren og skær kærlighed. En nøgle bliver drejet om og vi er fanget. Tror vi. Vi dør lidt. Men man skal dø for at genopstå og det er hele vinterens visdom i sin essens.

Vinteren inviterer os til indre indsigt og til genfødsel. Mørket er en gave. I Mørkets gave fortæller jeg mere om mørke, melankoli og om, hvorfor en depression også kan være et kald fra sjælen. Du får også et par ideer til, hvordan du kan holde mørkning og så fortæller jeg mere om, hvordan de gamle keltere fejrede mørket og så det som en vidunderlig og berigende del af året.

Snart. Samhain.Vinter. Snart.

Lene Frandsen

Skrivecoach & underviser / Skriverejsen

Tag Archives: Vinter

Så vi husker

Den stille stemme

Ravn i mosen

Te med jasmin i lysegrøn kop

Så kan hun lære det

Ugletid

December og skriveglæden

Jeg er blevet vinter

Tango i mørket

Alkymi ved skrivebordet