Når skrivelængslen kalder
Når vemod er forduftet og morgenen kommer med skarpt lys, vækkes et håb i mørket. Jeg har sovet længere end normalt og da jeg trækker gardinet fra, opdager jeg, at solen er kommet mig i forkøbet. Det samme er begivenhederne på pensionatet, for mens jeg sov, har Niamh forladt os og overladt undervisningen til en... Continue Reading →
Lyset er blot en rødlig sprække på himlen, da vi mødes til morgenmad i spisestuen på januars sidste dag. Det velkendte stik af vemod følger mig på vej ned af trappen, for inden dag og måned er omme, vil Niamh forsvinde som et spøgelse, man ikke helt ved om man så. Som Elva og jeg... Continue Reading →
Så er de her, de sidste dage af januar og det er mandag igen. Det, der skete og det, vi fik med os, ligger gemt i et skrin af forglemmelse. Jeg er taknemmelig over at min rejsedagbog rummer det, jeg ikke helt kan huske og at jeg ved at åbne den og læse mig ind,... Continue Reading →
”Kvækha!” hvisker Losgann fra løse linjer, men snart bliver hans hvisken både højere og mere dyb. Det bobler og så dukker han op på overfladen med et kækt udtryk i frøfjæset. Hans blik fanger mit og jeg ved at det er tid til at lytte. Udenfor kravler tågen over havelågen, lyset er dæmpet og gråt.... Continue Reading →
Der er morgener, som er anderledes end de andre. På overfladen ser de ens ud, mørket er markant. Endnu er det vinter og januar er blevet så begejstret for sin klædedragt af tunge skyer, at hun ikke vil tage den af igen. Jeg savner sol og lys nu, det er en længsel som har bidt... Continue Reading →
Fortællerskens Årshjul er et cyklisk skriveforløb for kvinder. Hjulet snurrer året rundt og du kan springe på, når det er tid for dig. Næste start er 1. februar ved Imbolc, som er et gunstigt tidspunkt for spæde men kraftfulde nye begyndelser.
Blå morgen med stjerner og månerester. Blå morgen med håb. Nu kan man mærke, at lyset er vokset og dagen er tiltaget med femogfyrre minutter. Især når himlen byder på morgenstykker med blå og skyerne spreder sig og giver plads til kulden. Jeg vågner inden det sker og ligger længe i håb om at falde... Continue Reading →
Jeg ser stjernen, da jeg træder ud af døren og kigger mod øst. Rester af natteblå hænger ved. Mellem skyerne har den fundet sig en sprække og den er det første, jeg ser. Stjernen. Jeg er hende som vandrer om morgenen og følges med dagens første lys. Min gåtur er en hellig gerning. Du ser... Continue Reading →
"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →
Jeg ser ham på morgenturen ud. Gennem snedriver når jeg frem til landsbyen og får øje på hans skikkelse i kastanjetræets grene. Nøgne nu, thi det er vinter. Åh vinter, du vækker poesien i mig, jeg kan mærke det synge og danse. Imbolc. Der er sket noget vildt og vidunderligt, så småt at man næsten... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 