Så vi husker

footprints-snow

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab. Sne. Midvinter. Langsomt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket.

Halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn

Ved Imbolc er vi halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Og selvom tidspunktet ifølge kalenderen nu er passeret, skyller bølger af det, der var og blev os skænket, stadig op på stranden. Jeg samler det op og betragter det, der som glitrende muslingeskaller ligger køligt i min hånd. Rører, berører, jeg dufter til lyden af visdom og drikker af teen. Jasmin. Skænket fra en grøn kande, der til forveksling ligner Aladdins lampe.

te-med-jasmin

Teen, der får mig til at huske

Og der er noget fortryllende over ritualet, farven og duften fra den blide te. Den får mig til at huske. Noget, som ligger på tungen og som er ved lige ved at være klar. Til at blive skrevet, til at blive sagt. Der er en fortælling i den te. I røgen, som stiger til vejrs og danner cirkler. En fortælling i det kølige skær fra sneen og de grå skyer, lyset, som virkelig er blevet skarpere og mere markant. Dagene vokser nu. Rejsen går mod Forårsjævndøgn.

Story is the songline of a person’s life.
We need to sing it and we need to hear the singing.
Story told, story heard, story written, story read
create the web of life in words.
– Christina Baldwin –

I anledning af Imbolc

Og den dag kom, da jeg skulle holde intuitive skriveworkshop i anledning af Imbolc. Du har sandsynligvis læst lidt om forberedelserne, hvis du følger med på bloggen her og hvordan jeg skrev mig ind i programmet. Lyttede til ravn, lyttede til vinden og fulgte de subtile spor i sneen mod det, der var til os.

Hvid, rød og grøn

Skriveøvelserne opstod, jeg fik programmet gjort klar og begyndte så at sætte rummet. Brigids lys, et hvidt, et rødt og et grønt. Hvidt for sneen, rødt for solen, livets blod og jorden som langsomt vågner fra sin vinterdvale. Og grøn for den kåbe, som Brigid bærer og for de spirer, der nu rumsterer under jorden, under sneen og allerede har manifesteret sig som vintergæk og erantis, selvom de er dækket af sne lige nu. Blomsterløg. Hyacinter. Krokus. Og masser af små fyrfadslys i cirkler til fejring af Imbolc.

Sneen faldt. Jeg lod den falde.

Og dagen oprandt. Det er stadig vinter, havde jeg sagt og det skal jeg da lige lov for, at det var. Det sneede og efterhånden blev vejene dækket. Men jeg stod op og vidste, at den intuitive skriveworkshop ville blive gennemført, for det havde jeg jo for længst set og fået fortalt. Måske husker du ravnen tilbage i efteråret og fortællingen om, hvordan det sjældent betaler sig at hugge en hæl og klippe en tå? Det gjorde jeg ikke i onsdags, jeg gik ikke i dialog med bekymringen. Tværtimod følte jeg mig ganske rolig. Sneen faldt. Jeg lod den falde. Jeg gjorde rummet klar,  gjorde mig selv klar og da det var tid, begyndte kvinderne at ankomme. Gennem sneen fandt de vej fra vest, nord, øst og syd og snart sad vi i min skrivestue i skæret fra stearinlys og til lyd af stille sne. Vi var klar til en skrivedag for sjælen, en skriveworkshop i anledning af Imbolc.

Vi fejrer lysets tilbagevenden

Imbolc er en ildfestival, vi fejrer lysets tilbagevenden og at dagene nu for alvor bliver længere. Imbolc betyder egentlig ”in the belly” (i maven) og det er meget sigende, for det er de subtile spirer, vi mærker i tidsrummet omkring Imbolc. Potentialet. Undfangelsen er sket, maven begynder at vokse. Det er ikke endnu, det er stadig vinter, men noget er undervejs. Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som skal komme. Trætte, vinterslidte, frysende måske, men ikke desto mindre. Imbolc er en sang om forårets kommen, en fejring af de små spirer, alt det, som er undervejs men endnu ikke formgivet.

Det magiske rum i skrivestuen

Vi skrev, foldede ud, lyttede til os selv og hinanden uden at dømme. Intens lytning uden andre formål end at høre og fornemme. Det er essentielt på de intuitive skriveworkshop og i de rum, jeg skaber. Vi er hverken dommere eller bødler. Vi leder ikke efter ting at kritisere, rose eller rise. Vi lytter. Vi er med det, der er og vi tager imod. Det giver en helt anden grundtone og når den først er slået an og rummet er sat i tillid, kærlighed og med de hensigter, vi hver især bærer i hjertet, kan fortællinger lande, berige og berøre os.

Mens sneen faldt og lysene blafrede skrev kvinderne sig ind i energien omkring Imbolc, de skrev om februar og skabte døre og åbninger, som ikke fandtes før. De læste højt og de lyttede til hinanden og alt det, der efterhånden fyldte rummet som en dyb og forunderlig vished. De skrev, fordi det ikke kan være anderledes, når vi først er mødt op og åbningen er skabt.

Vi husker gennem poesi og fortællingens kraft

Gennem et af skriveafsættene hilste de også på den keltiske gudinde Brigid, hende med lysene, det hvide, det røde og det grønne. Hun er den keltiske gudinde for poesi, smedekunst (ild) og healing. Imbolc er hendes tidspunkt og det er ofte hende, man fejrer og gerne gennem sang, poesi og fortællinger. Hendes sprog er poetisk, og i de keltiske lande så man poesi som kanaliseret, nedarvet hukommelse. Vi husker gennem poesi. Og engang var poesi ligeså hellig og værdsat som aspekter af clairvoyance, vision og spådomsevne. Engang.

Vi huskede

Og måske var det i virkeligheden det, vi gjorde i onsdags? Vi huskede. Vi huskede, hvem vi egentlig er, vi mærkede os selv og hinanden som skrivende, fortællende kvinder i et helt nyt lys. Fortællinger landede, de byggede bro og skabte nye åbninger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need.
Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Vi skriver i livet, processen er nøglen

Jamen, jeg er jo slet ikke skriveblokeret, sagde en af kvinderne, som egentlig havde troet, at hun var det. Jeg skriver jo. Jeg danser. Og det skal jeg da lige love for, at hun gjorde. Vi dansede alle sammen og vi var med det, der var. For vi skriver i livet, det er meget vigtigt at huske på. Uanset hvad det handler om og hvad, der står i vejen, så er det altid vejen. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, ordene er vores tryllestav, men vi lægger ikke livet bag os. Vi skriver i livet. Vi går på skrivende opdagelse i det, der er. Os selv, tidspunktet, årstiden, energien og vi skriverejser som udgangspunkt med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Processen er nøglen.

Sårbar og kraftfuld historiemedicin

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der kommer det, der skal. Latter, tårer og alle mulige og umulige følelser. Frygt. Modstand. Og selvom det er et sårbart anliggende, så møder vi det og skriver os igennem. Så godt, vi nu kan. Vi skriver det, beskriver det og giver det ord at ånde igennem. Samtidig lader vi kreativiteten risle igennem os og måske uden at være bevidste om det, giver vi os selv en lille dosis historiemedicin. Lidt har altid ret. Mere kommer senere. For vi begynder at huske.

Lykke, som deltog på skriveworkshoppen i onsdag har givet sin oplevelse følgende ord med på vejen:

Imbolc, midvinter, var overskriften. Og lige netop i dag, med næsten 2 timers køretid hver vej til Ringsted, sneede det. Selvfølgelig. Men intentionen var sat og alle deltagere, også de to fra Jylland nåede rettidigt frem så vi kunne gå i gang med de opgaver som Lene havde glædet sig til at byde os på.

Sikke en god oplevelse. I min hensigtserklæring for dagen havde jeg bl.a. skrevet at jeg “i dag vil sætte kursen for nye berigende, frugtbare og kærlige eventyr for mig og andre i året og årene der kommer”. Igennem dagens opgaver med skriveafsæt og fortællinger kan jeg nu levende se for mig hvordan. Det er som om mit sjælespejl er blevet pudset i dag, så det lyser helt klart. Nu vil jeg med bevidsthedens klare lys være i stand til at manifestere de næste skridt på mit livs rejse.

Bedst af alt var det at mødes i cirklen af fortællende, levende og oprigtige kvinder og dele det vi hver især havde på hjerte.

Igennem de skrevne ord, som vi læste op og delte med hinanden oplevede jeg også den store gave at kunne lytte uden dom og hvilken nydelse det var !

Intentionen var sat. Vi skulle bare møde op som dem vi var og skrive. Det gjorde vi og det bliver vi alle sammen ved med, er jeg sikker på.

At få lejlighed dele mit helt eget udtryk, og egne fortællinger, at blive lyttet til og bevidnet på så sårbare dele af mig var en uvurderlig oplevelse, som jeg for altid vil gemme og tage med mig videre i livet.

Tak for i dag Lene og tak til alle kvinder der formår at skabe rum for at vi kan dele livets fortællinger med hinanden.  Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.
– Lykke Pia Jespersen –

Lunken te og tid

Tidspunktet for Imbolc er ved at være passeret, men jeg dvæler lidt ved Brigids lys, mens sneen falder. Drikker af teen i det grønne krus med kruseduller, cirkler og snoninger, som minder mig om, hvem jeg er. Teen er lunken nu, men den gør stadig godt. Smag af jasmin, og en duft af kærlighed. Til ord og fortællinger og til det arbejde, jeg har dedikeret resten af mit liv til. Taknemmelighed. For at få lov til at skabe og holde magiske rum, hvor kvinder kan mødes, skrive, læse højt og folde ud. Det, der banker som et hjerte bag skrivelængslen og som aldrig lader os i fred, før vi møder op og skrivelytter. Så vi husker. Så vi ved.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do”
– Mary Caroline Richards –

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab derude. Sne. Midvinter. Forsigtigt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket. Det er sket før og det vil ske igen.

intuitiv-skriveworkshop2017

Vil du med på intuitiv skriveworkshop?

Den næste intuitive skriveworkshop finder sted lørdag den 29. april kl. 10. Her forankrer vi os i tidspunktet for Beltain, det tidspunkt, hvor foråret brister og maj står i fuld flor. Sommeren er på vej. Invitationen opstår i løbet af den kommende tid, den er ikke helt klar endnu, men hvis du vil med på denne særlige skrivedag, er du hjertelig velkommen til at reservere din plads allerede nu. Der er nemlig kun 6 pladser i min skrivestue, en perfekt cirkel på netop denne type skrivedag.

Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du kan læse lidt mere om de intuitive skriveworkshops her, som fremover alle vil være forankret i et særligt tidspunkt på årshjulet.

Forårscirklen – vi starter den 1. marts

forarscirklen

Men du behøver ikke at vente helt til slutningen af april, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde.

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

– Lene Frandsen –

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du lærer at skabe rum, at formulere din intention og forankre dig i årstiden og den naturlige cyklus. Det giver blandt andet større indre ro og glæde og kan også lindre stress og angst.

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Så vi husker. Så vi ved.

Alle skriveforløb og skrivecirkler er for kvinder med skrivelyst og længsel. Og som Lykke beskriver det i sin anmeldelse af den intuitive skriveworkshop i onsdags:

Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.

Kærlig hilsen
Lene

Disciplin skaber magi

“Skriv dig ind i det”, siger hun og skubber blidt til mig. “Du står stadig udenfor cirklen og farer vild i tankerne.” Det er sandt, jeg kan godt mærke det og ved det af erfaring. Alligevel falder jeg i den sædvanlige fælde. Det er som om det nærmest hører med.

Jeg træder ind og tænder mit skrivelys. Kaffen står på bordet, den er god og varm. Udenfor bølger disen og træerne står som forstenede i horisonten. Jeg kan ikke se fuglene endnu, men jeg ved, at de er der. Sorte krager i hobetal gæstede have og matrikel i går. Jeg hilste på dem, da jeg kom gående mod syd med solen i ansigtet ud på eftermiddagen. Vinden var bidende kold, men når jeg fandt små pletter med læ, kunne jeg mærke solen varmede.

Min aktive deltagelse er en forudsætning

Jeg er trådt ind i cirklen, jeg skriver og min intention i dag er at gøre klar til den intuitive skriveworkshop, som finder sted her i min skrivestue på onsdag i anledning af Imbolc. Det er først i næste uge, der er stadig dage og nætter til at lade komme, men jeg ved, at hun har ret, når hun siger at min aktive deltagelse er en forudsætning. Jeg er nødt til at træde helt ind i cirklen og lade det ske. For når jeg står udenfor cirklen og i tankerne forsøger at … Ravn flyver forbi! Jeg ser hende ud af øjenkrogen, hun svæver som en sort skygge ud af disen og kommer pludselig til stede på himlen derude. Gennem skydækket, disen, hun virker målrettet og flyver forbi uden at kigge ind. Det er tilsyneladende ikke meningen, at hun skal lande i dag, men hun viser sig i et kort øjeblik, så jeg ved. Jeg er ikke alene, men at træde ind i cirklen og medvirke er en forudsætning.

En god portion lytning

Min medvirken kan meget vel rumme en god portion lytning. Også det ved jeg af erfaring og øvelse gør vel mester. Jeg er nu i stand til at lytte gennem ordene og fornemme det, der danser mellem linjerne. Jeg har tillid og vished om, at det, der er til mig og den intuitive skriveworkshop på onsdag vil manifestere sig nu og i de kommende dage. Jeg er mødt op, jeg har tændt mit skrivelys og jeg sidder her. Mine fingre danser over tastaturet, det gør godt at rejse gennem ordene og bare lade komme.

“Er du dér?” spørger jeg og mærke svaret rumstere i mig. Det er hun.

“Hvad vil du gerne vide?”. Nu er det hendes tur til at spørge, hun minder mig om ånden i Aladdins lampe. Jeg gnider på lampen via ordene og spørgsmålene. Jeg kommer med min intention og jeg viser, at jeg er modtagelig og klar.

Min intention

“Jeg har en intention om at skrive mig ind i programmet for skriveworkshoppen på onsdag”, svarer jeg højtideligt. “Som du anbefalede. Jeg vil gerne de lave skriveafsæt og øvelser, som vi skal arbejde og lege med og få en simrende fornemmelse af, hvordan rummet ser ud. Hvordan energien er og hvad jeg kan gøre for at skabe den gode, kærlige energi som altid er i rummet, når jeg holder intuitiv skriveworkshop.”

“Prøv at læse lidt af det, du selv har skrevet om Imbolc” siger hun uden tøven. “Kig på de skriveafsæt og øvelser, du allerede har lavet, sæt dig ned og begynd at komponere. Musikken findes allerede, det ved du, så din komposition er en kærlig medvirken til det, der allerede er musik. Rummet findes allerede og de kvinder, som skulle komme, har meldt deres ankomst. Fuldt hus, det er dejligt. Det bliver en fin og magisk skriveworkshop på et vigtigt og kraftfuldt tidspunkt på året.”

I trænger til lyset, varmen og de små spirer af håb

“I trænger til det rum nu, også dig. I cirklen er alle lige. I trænger til lyset, varmen, fordybelsen og de små spirer af håb. I har brug for at lade kreativiteten virke gennem jer, at påkalde jer fortællingens kraft og tage vitale dråber af historiemedicin. Fortælle jer selv og hinanden. Rummet findes allerede. Tag et kig på det, du allerede har skrevet og lad dig lede på vej. Du har allerede det meste, det ved du egentlig godt, ikke? Smag på retten i simregryden, mon ikke den er ved at være klar nu?”

Imbolc

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes for første gang på tidspunktet for Imbolc. Vi er midtvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn.

Dette tidspunkt er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Og vi trænger til lyset og varmen, så vores frø kan spire, vokse og gro. Det er for tidligt at smide vinterkåben, javist, det er stadig vinter og Imbolc er ikke en invitation til forcering. Det, der skal ske, vil ske når tid er. Men det er invitation til at fejre lysets og solens kommen, det tidspunkt, hvor vi for første gang kan se og mærke de små spirer af nyt liv. Der er forårsbebudere som vintergæk og erantis i den frosne jord. Vi kan bl.a. forankre os og fejre dette tidspunkt på året ved at tænde lys og bringe blomsterknolde som krokus og hyacint ind i stuerne.

Husk at købe “blomsterknolde”, jeg kan ikke huske hvad de egentlig hedder. Jeg smiler lidt af mig selv. Jo nu ved jeg det, løg. Blomsterløg i små krukker.

Fyrfadslys, blomsterløg, måske en lille buket erantis. Der er masser ude i haven nu. Men jeg bryder mig ikke om at plukke hverken vintergæk eller erantis, det har jeg aldrig gjort. Synes det passer bedre, at de står i haven og den lille skovplet herude. De hører til i jorden, så jeg forkaster den ide.

Vi varmer os ved ilden

Bål. Jeg vil lave bål, så vi kan varme os ved bålet og tænke på det, vi ønsker skal spire og gro. Er der uønskede tanker, udtrådte historier og den slags, som vi ikke skal have med os videre, giver vi det til ilden. Vi siger det enten højt i cirklen rundt om bålstedet eller også har vi skrevet det på små lapper papir inden. Vi giver det til ilden. Men mest af alt varmer vi os lidt ved bålet, den ild, som Brigid også er beskytter af. Hun nikker. Det er en god plan.

Men skriveøvelserne, hvad skal de indeholde? De er forankret i tidspunktet for Imbolc, ingen tvivl om det. Gode afsæt, som frister og gør os nysgerrige, døråbninger til alt det, vi ikke kan tænke os til. Mærke energien, sanse og fornemme alt det, som ikke er formgivet endnu. Invitere fortællingens kraft ind i rummet, tage imod, skrive og lytte. Vi læser højt for hinanden i cirklen på de intuitive skriveworkshops, det er altid et skønt, rørende og magisk tidspunkt på workshoppen. Når vi læser højt for hinanden og lytter.

Lad spørgsmålet lede dig på vej

Hvad mon dér er af fortællinger og kvindelig visdom til os, når vi på onsdag møder op, danner cirkel og tager imod?

Og så opstod de bare, skriveafsæt og øvelser. Jeg havde lagt i kakkelovnen og ilden brændte lystigt i mig, mens ideer manifesterede sig og blev til et slags program for den intuitive skriveworkshop på onsdag.

Disciplin og magi

Det er lørdag og dagen er ligeså diset som i går. Dog føler jeg mig lidt friskere i dag, som om en levedygtig lille spire baner sig vej gennem mig. Dråber på vinduet, det har vist regnet lidt i nat, men vinden har lagt sig igen. Den har gjort sit arbejde for denne gang. Jeg husker, hvad den hviskede til mig tilbage i januar:

Try easier, you try too hard.

Morgenmad, morgentur ud i disen med hundene og morgensider ikke mindst. For morgensiderne er en essentiel del af min kreativitet og min skriverejse. Det er også en vigtig del af min spirituelle praksis og forankring.

Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes

Så snart vi negligerer eller forklejner det at skrive, det kontinuerlige fremmøde, disciplinen, skrivningen og gentagelsen, negligerer det os. Du får, hvad du giver. Dit skrivearbejde belønnes, tillid er en forudsætning. Jeg har for længst indset, at det er min vej og måde krydret med meditation, yoga og den evige bevægelse, turene ud. Naturen, min læremester og mit kirkerum. Mit fremmøde, min aktive deltagelse er en forudsætning og ved at skrive morgensider hver morgen, 3 sider som Julia Cameron anbefaler det, viser jeg mig villig.

En skrivende arkæolog

Jeg skriver mig ind til alt det, der ligger begravet under murbrokker af tunge tanker, følelser og gamle historier, jeg foretager en udgravning gennem ordrejsen og er således en slags skrivende arkæolog. Og det er ikke svært for mig, det har det aldrig været og det bliver lettere, jo mere jeg gør det. Det er så naturligt for mig som at trække vejret. Jeg trækker vejret gennem ordene og skriver mig gennem det, der står i vejen. For jeg har en intention i hjertet. Jeg har en intention.

Under murbrokkerne og dybt begravet min egen sårbare, frodige muld finder jeg de små frø og spirer af det, der er min sandhed. Frø og spirer, som jeg nu kan vande, gøde og værne om. De skal beskyttes, de er sarte, helt nye nu her ved tidspunktet for Imbolc. De er hellige og jeg passer godt på dem. For jeg er dem.

Har du skrivelængsel

Hvis du har skrivelængsel, kan du gøre det samme, min ven. Møde op og skrive det, der er dine fortællinger at skrive og tage imod. Gennem alt det, der står i vejen, kan du rejse via ordene og giv lyd til det, der er forsømt og gerne vil høres. Det hvisker, det kalder, det græder sagte i natten, men det er aldrig for sent at møde op og give det ord. Og du vil efterhånden opleve, at noget nyt og anderledes kommer til syne mellem linjerne, din stille stemme bliver tydeligere og intuitionen vokser. Du bliver opmærksom, lydhør og hver eneste gang, du møder op og skriver, øver du dig.

Disciplin skaber magi

Disciplin skaber magi. Den evige gentagelse. Gennem vinter, forår, sommer og høst. Dug, dis, lys og skygge. Mørke dage, tåge og vind af orkanstyrke. Sol, sommer og varme. Disciplin skaber magi.

Center yourself and maintain a deep, strong connection to Spirit
in whatever works for you.
Have a spiritual practice that you do every day.
Center. Create. Activate. Repeat.
– Joanna Powell Colbert –


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, men hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen herunder. Vi starter den 1. marts. Forårscirklen er et online skrivegruppeforløb og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.


forarscirklen-marts

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Magical Book” © Honourableandbold, Dreamstime
Photo “Prayer”  © Eti Swinford, Dreamstime

Lysfest og poesi

Det er Brigids dag. Imbolc. Kyndelmisse. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren.

Forsigtigt, du skal ikke vågne helt, bare lidt. Misse med øjnene mod lyset, se, det er ikke særligt skarpt i dag. Strække dig lidt, mærke at du lever. At det snart er tid. Snart, men det er ikke endnu og alligevel mærker du, at noget er sket, da du søvndrukken forlader dit vinterleje for en stund og trækker gardinet til side. En sprække, et lys og en himmel dækket af skyer. Dansende træer, hviskende vind og toner af lydløs vished om, at der virkelig er noget at fejre.

Vi tænder lys

Vi tænder lys. Fyrfadslys i de små keramikskåle fra Gotland, den blå og den grønne. Og skrivelyset, naturligvis, se skæret danser i stenenes overflade. Og kaffen i kruset, en duft af noget, som gør dig godt, en hvisken fra sjælen om, at man på Brigids dag selvfølgelig hengiver sig til ord og skriverier. Poesi. For du har jo skrivelængsel, ikke sandt? Åh jo, jeg havde andre planer, tankerne havde travlt med at planlægge og komplicere, men som jeg følger de små øjeblikke ind i dagen, sker det hele af sig selv. Det, der er til mig, finder vej.

Hun tænder lysene, laver kaffe og åbner det dokument, som skal være landingsplads for ordene. Uden tøven, hun har lært ikke at lytte til tankerne og i øvrigt er de blevet forbavsende stille nu. Hun følger den rytme, som hun nu er i stand til at høre, en sang så subtil, at man virkelig må have en intention om at være modtagelig og stille nok.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

En intention om at lytte

Hvad er der mon til mig af fortællinger på denne særlige dag? spørger jeg og skriver ordene, så hun kan se dem. Jeg nipper til kaffen og stirrer lidt ind i flammen fra skrivelyset. Svaret kommer, når jeg skriver, det ved jeg, så jeg lader mine fingre danse hen over tastaturet. Trækker vejret dybt, jeg er ankommet, men ser hun mig mon? Ved hun, at jeg er her? Og hvem er hun overhovedet? Jeg bliver mere stille, mine fingre holder pause og ordene venter. Lytte, bare sidde her og se lyset flakke, dagen er i gang og jeg er mødt op for at gøre netop det. Lytte, så jeg kan skrive. Lytte, så jeg kan høre, hvad min stille stemme siger og hvad der gemmer sig bag længslen.

Noget står i vejen

Når kvinderne i skrivecirklerne møder op og begynder at skrive, sker det ofte, at de støder på et velkendt dilemma:

Vi vil så gerne skrive noget bestemt på en bestemt måde, men når vi så sidder dér foran papiret eller skærmen, står noget ligesom i vejen. Tankerne siger måske, at det er fordi du ikke kan skrive, at du er ikke fortæller og ikke duer til at skrive historier. Skriv hellere noget fra det rigtige liv ELLER gør noget helt andet. Gå væk, ud, forsvind. Giv op.

Og sådan kan de blive ved, tankerne, for uanset hvordan monologen lyder, så er det en kamp som foregår i sindet og som er fedtet ind i forestillinger om, hvad vi kan og ikke kan. Gamle historier om begrænsninger. Og det indre censor elsker den slags!

Vi skriver i livet

Så gentager jeg mig selv og siger: Vi skriver i livet! Det handler ikke om at lægge det væk, som er. For livet kommer altid i vejen, uanset hvad det handler om. Og det, der står i vejen er vejen. Derfor skriver vi i livet og tager udgangspunkt i det, der er. Og vi kommer i vejen. Vi spænder ben for os selv og laver alle mulige krumspring. Det er helt normalt, men det er frygtindgydende, når vi virkelig får øje på det.

Sæt ord på

Og hvad gør man så? Man møder op igen med intention i hjertet og skriver det, der er. Giver ord til sorgen, frustrationen og skriver sig igennem den tåge af modstand, som har lagt sig over det indre landskab. Lytter til det, som gerne vil skrives, også det, der rummer sorg og frustration. Vi er med det hele og vi skriver det hele. Vi sætter ord på og sætter fri.

Vi skaber rum for hverdagspoesi

“Keep some room in your heart for the unimaginable”, siger Mary Oliver og jeg stemmer i. Skab lidt plads til dig selv, din skrivelængsel og lad der være et rum i dit liv, hvor du møder op og lytter til det, dit hjerte synger om. Skriv om det. Det, der rører sig. Giv det ord og vær gennem dit fremmøde, din lytning og det, du skriver, med til at skabe rum for at healing, lys og nye historier kan finde vej. Skriv det, du er ude af stand til at sige. Fortæl det til dig selv og papiret. Fortæl det til dit hjerte.

Poesien viser sig ofte i de ting, man ikke troede, var vigtige.
– M.C. Richards –

Og hvad er der så med den poesi

Engang for længe siden, i de keltiske lande, betragtede man poesi som kanaliseret, en slags nedarvet hukommelse. Poesi (og fortællinger i øvrigt) var ligeså helligt og værdifuldt som clairvoyance, vision og spådom var det. Og nu påstår jeg ikke, at poesi er en form for klarsyn eller spådom, men én ting vil jeg sige dig: Det gør så godt at give sjælen lov til at digte. Og digte betyder ikke nødvendigvis at finde på, selvom vi så gerne vil have, at det skal forholde sig sådan. At vi er de aktive, udfarende og dem, som med spidsede blyanter og albuer henter ind. Når jeg skriver og poesien flyder, så er det ikke en anstrengelse at få det til at ske. Tværtimod. Så snart jeg ifører mig den attitude, forsvinder følelsen af poesi som dug for solen.

Gør dig modtagelig for poesien

Poesi er noget, man lader komme og gør sig modtagelig for. En slags hukommelse fra sjæl og hjerte, jo her er jeg faktisk enig med de gamle keltere. Når vi skriver og lader komme, møder op og kontinuerligt har en intention om at blive mere opmærksomme og lydhøre, når vi ønsker at give den indre stemme tid og råderum, så begynder der at ske noget.

Den stille stemme bliver mere tydelig og med lidt øvelse, disciplin og tålmodighed bliver vi mere lydhøre og sensitive overfor det, der ikke råber så højt. Gennem ordene og det, vi sætter i gang med vores fremmøde. Og så begynder vi at huske.

february-light_imbolc

Vi fejrer lyset og vækker vores indre forår

Nu er det tidspunkt på året, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker vores indre forår. Vi betragter de små spirer, vi mærker dem og vander dem, men vi beder dem ikke om at vokse hurtigt og blive klar i en fart. Vi tænder lys for potentialet, gnisten og håbet, det, der gør os godt. De subtile forandringer, det, der er undervejs, men som endnu ikke er formgivet. Men vi kaster ikke vinterens kåbe af os, det er for tidligt, vi kommer bare til at fryse, for vinteren er på ingen måde forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og varme os ved ilden.

Kom ud og dans lidt i lyset

Vi er ikke afskrevet fra at tage del i alt det, der snart begynder at spire og vokse frem af jorden, vi er inviteret. Men det er en subtil invitation og noget, vi er nødt til at erfare og sige ja til fra et sted dybt i os. En invitation fra sjælen.

Vågn op, kom se, noget er sket, mens du sov. Kom ud og dans lidt i lyset.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do
– Mary Caroline Richards –


forarscirklen

Den kommende skrivecirkel, Forårscirklen, er dedikeret til det magiske tidspunkt på året, hvor alting vågner på ny. Det er forårets energi og lyset, som vi skriver os ind i, når vi den 1. marts begiver os ud på en skrivende rejse.

Her får du mulighed for at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og udnytte forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Når sjælen længes

For måske er det skrivelængslen, du mærker, når du stirrer ind i stearinlysets flamme og dagdrømmer lidt? Den har været dér, så længe du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rumsterer i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en del af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi til tider kan føle os.

For kvinder med skrivelyst og længsel

Du kan være med uanset hvad din intention er. Måske går du igennem en svær periode i dit liv og har brug for at sætte ord på, at skrive dig til klarhed, ro og retning. Fortællingens kraft vil hjælpe og støtte dig på din vej. Måske har du haft skrivelængsel i årevis, men finder aldrig rigtig tid eller rum til at møde op og tage den alvorligt. Eller også er du strandet i et skriveprojekt, du føler dig drænet for energi og ideer og har brug for ny inspiration. Du ønsker at starte din skriveproces fra et nyt sted.

Du kan også være med uanset alder og skrivende forudsætninger. Det er aldrig for sent at møde op og lytte til sin skrivelængsel. Du får masser af inspiration og ideer til, hvordan du kan komme i gang med at skrive og samtidig hengive dig til den naturlige cyklus med øget ro og glæde til følge.

Og eftersom Forårscirklen er et online forløb er det fuldstændig ligegyldigt, hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Er du kvinde og har du skrivelængsel, så er Forårscirklen ganske sikkert noget for dig.

Læs mere om FORÅRSCIRKLEN i linket her og kom, hvis du kan mærke at det kalder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Hvis du vil læse lidt mere om, hvad andre siger om at være med i en skrivecirkel eller andre skriveforløb her hos mig, så klikker du her.

Glædelig lysfest.

Kærlig hilsen
Lene

Fortsættelse følger

birch-trees_birk

Lyset glider stille frem på himlen, mens jeg sætter mig med morgensiderne. Det blæser og har blæst gennem natten, vinden vaskede bort, mens jeg sov. Nu er det tidlig morgen og som noget af det første checker jeg ind, åbner min skrivebog og lader ordene dryppe som dug fra træerne, mens lyset får øjne. Morgensiderne er min første forankring til det, der er mit univers og min måde at være i livet på. Jeg har for længst fået vished om, at skriverejsen er en kraftfuld og magiskabende vej, hvis man altså har skrivelængsel og disciplin nok til at møde op og tage imod. Uanset hvad det handler om.

For vi skriver jo i livet.

Den stille stemme

Når man lærer sig selv at kende i skriveprocessen og samtidig lærer processen at kende, den kreative proces med alle dens opture og nedture. Når man begynder at se en større sammenhæng og opdager, at man via ordene kan forbinde sig til den kraft, som allerede findes dybt i en selv og forstår, at hvis man virkelig lytter dybt og inderligt nok, så er der en anden stemme, som rummer sandheden om, hvem man egentlig er. Den stille stemme.

We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing.
Yet this voice is no longer audible in the modern world.
– John O’Donohue –

Læs mere i “Den Stille Stemme”

Din måde at være i livet på

”Det handler om din måde at være i livet på” siger Ravnen og smiler underfundigt, mens hun klikker med næbbet. Netop landet, fløjet gennem bølgende dis og båret af brisen fra øst. Træerne vugger og danser i dag, vinden er vågnet og på den allersidste dag i januar bliver der gjort rent. Vi lufter ud og skaber plads til det nye, som skal komme.

Jeg nikker som svar på Ravnens ord, jeg er helt enig med hende. Og jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet min vej og måde, selvom det har taget mange år og mange ord.

At møde frygten og at turde se

Gennem tåge og mørke, af snoede stier og kringlede veje har jeg mødt mig selv og min frygt gennem de ord og fortællinger, som dukkede op, mens jeg skrev. Frygten, skulle det vise vej, var et pejlemærke og noget, jeg var nødt til at stå ansigt til ansigt med. Jeg lærte at se på Frøken Frygt med nye øjne og et drys kærlig nysgerrighed, gradvist altså og efterhånden. Jeg nærmede mig hende og flygtede så igen, kun for at opdage, at hun ofte fulgte med og stillede sig på vejen foran mig med krydsede arme og et sørgmodigt blik.

”Hvornår ser du ?” hviskede hun, men jeg var bange for at se og kunne slet ikke finde ord til at svare hende.

Efterhånden kom modet

Men efterhånden kom modet. Og det var ikke den slags mod, man hører om i eventyrlige fortællinger om helte og heltinder, som bider tænderne sammen, hvæsser sværdet og kæmper til sidste bloddråbe. Det var et mod, som jeg fandt i den dybeste sårbarhed og et sted, hvor jeg aldrig havde drømt om, at der ville være styrke at finde. Jo da, Freud har sagt det og mange før og efter ham, men når erfaringen ikke er gjort med egen krop og sjæl, så tæller den ikke rigtig. Jeg skrev mig til mod og jeg gjorde det ved at lytte til både frygt, modstand og dyb sårbarhed. Jeg gav dem ord, jeg gav det hele ord og ordene gav mig.

Min indre pige

På et tidspunkt skrev jeg mig ind til et mørkt sted fuld af fugt og spindelvæv. En dør med en kæmpemæssig hængelås, afskallet maling og en hengemt lugt af svigt og savn. Forsigtigt åbnede jeg døren til mit magiske rum og lukkede min indre pige ud af det skab, hvor jeg alt for længe havde holdt hende fanget. Åh, jeg var så bange, for jeg var sikker på at hun ville hade mig for at være faret så meget vild. Og så længe. Det var et skæbnesvangert øjeblik, da jeg satte nøglen i den rustne hængelås og så hende i øjnene.

”Jeg forstår godt, hvis du hader mig og ikke vil kendes ved mig” fremstammede jeg og følte mig meget lille. Mindre end hende, pigen med de funklende blå øjne og det lyse hår.

Hun hadede mig ikke

Men hun hadede mig ikke. Tværtimod. Hun var bare glad for at blive lukket ud af skabet, sit mangeårige fangehul og igen få lov til at forkynde sin sandhed. Hun lærte mig at synge igen, at danse og at gøre det, som jeg altid har elsket. Skrive og fortælle historier. Og hun lærte mig at gøre det alene. Á Lene. Du behøver ikke andres tilladelse eller at søge andres rum og måder for at være den, du er kommet for at være. Gør det på din måde. Men gør det. Nu.

Keep it simple. Do it your way.

Uden hende er jeg intet

”Jeg svigter dig aldrig igen” sagde jeg højtideligt og det løfte har jeg holdt. For uden hende er jeg intet. Uden hende har jeg et stort hul i hjertet, som ingen andre kan fylde ud. Hun er mit hjerte. Hun er mit mod, min styrke og min sårbarhed. Hun er mit eventyr. Og jeg er hende.

Så det handler om måden, vi er i livet på, det har Ravnen ret i.

Nu er det Imbolc

”Og nu er det Imbolc” siger hun fornøjet, Ravnen og ser på mig funklende øjne. Et magisk tidspunkt.” Jeg nikker glad og kan mærke det langt ind i sjælen. Det er mit tidspunkt. Og Brigids tidspunkt.

Brigid og de gamle keltere

For de gamle keltere var Imbolc den tid på året, hvor nyt liv opstår. Træer og planter begynder at vokse, vinteren møder foråret for første gang. Man holdt ildfest eller lysfest for Brigid, Gudinden for poesi, smedekunst og healing. En af ideerne med lysfesten var at vække lysets ånd midt i den mørke vinter (midvinter).

Ved Imbolc eller på dagen for Candlemas eller Kyndelmisse, om du vil, den 2. februar, fejrer vi jordens genopvågning efterhånden som solens varme og lyset vender tilbage. Men perioden for Imbolc strækker sig helt frem til den 13. februar, hvis man skal tro gamle skrifter. Det har jeg valgt at gøre. Og uanset hvad, kan vi forankre os i den energi, som vi også er en del af og spørge os selv om potentialet, spirerne og det, vi ønsker, skal vokse i den nye cyklus.

Kald det, hvad du vil

For det, vi har fokus på, vil vokse. Vi mærker vores intention, hvad har vi lyst til at sætte i bevægelse og begynde? Her giver vi altså bevidst liv til vores intention om positiv forandring, især det, som blidt skubber os frem og forvandler os indefra. Det er et kraftfuldt tidspunkt at ændre gamle vaner på og skrive nye historier og fortællinger. Et skridt, et ord af gangen.

Find din egen vej og måde

I øvrigt kan du kalde tidspunktet, for hvad du vil. For mig er tidspunktet Imbolc, men for dig er det måske anderledes?

Find gerne din helt egen vej og energi i februar, som ankommer i morgen og brug de ord, som føles godgørende for dig. Du kan sætte dig helt fri af dogmer og andres forståelse og forankre dig i nuet, det skabende øjeblik og skrive dig ind i tidspunktet i naturen og i dig selv.

Gå ud, gå ind og skriv om det

Gå ud og se dig omkring, mærk luften og livet, der begynder at ulme igen. Hør solsorten, som nu øver sig på sin forårssang. Se erantis og vintergæk stikke hovederne frem i haverne rundt omkring og lyt til den sang, der blæser i vinden. Gå ud og forbind dig, gå ind og skriv om det. Som det nu passer dig. Prøv dig frem og find din egen vej og måde.  Din måde at skabe forbindelse på, din vej til kraften og din iboende kreativitet og glæde.

Du er bærer af din egen visdom, men du kan som jeg har gjort det vælge at invitere Brigid ind i din cirkel og lytte til hendes stemme i dig selv. Det, hun repræsenterer på dette tidspunkt af året, hvor vinter møder forår for første gang.

Begynd på ny

Imbolc finder sted i slutningen af januar og begyndelsen af februar. Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage.

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk nu. Det er et perfekt tidspunkt at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme. Et fint tidspunkt at begynde på ny.

Kunst, poesi og fortællinger

Imbolc er også et gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv mærket det gennem de senere år, hvor noget ligesom vågner i mig. Det er altid ved Imbolc, at jeg tager mit malergrej frem igen og supplerer ord og fortællinger med farver og billeder. Jeg føler mig antændt af inspiration, kreativitet og nyt liv.

Jeg har valgt at skabe rum for en intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc. Den 8. februar gæster 6 kvinder med skrivelængsel min skrivestue. Sammen skal vi via ord og fortællinger på opdagelsesrejse i Imbolc energien og hvem ved, måske vil både Ravnen og Brigid være til stede på denne dag også?

Ravnelatter

Det får hende til at le højt. Rullende og hjerteligt. Ravnen. Hun ler så tårerne triller og ser på mig gennem et vandfald af visdom.

”Hvad er dér?” hører jeg mig selv spørge.

Hun ved noget, jeg ikke ved. Det står klart, det bølger mellem os og danser mellem linjerne. Og nu, hvor jeg har lært hende lidt bedre at kende, ved jeg også, at hun ikke har tænkt sig at afsløre det for mig. Jeg vil selv opdage det, når tid er. Jeg kan stille spørgsmål og lade dem føre mig på vej, men svarene kommer ikke, før jeg er parat. Det er en modningsproces så forunderlig, at man bare må acceptere den og vælge at trække vejret dybt gennem dens tråde af magi.

Jeg glæder mig til skriveworkshoppen og til at fejre Imbolc sammen med de kvinder, som kommer. Alle pladser er optaget, det blev som det skulle være på den skriveworkshop, som jeg allerede så for mig og mærkede tilbage i efteråret. Du kan læse om tilblivelse i fortællingen om ”Ravnen og skriveworkshoppen”.

Brigid i os selv

Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som snart skal komme. Vi er lysets potentiale og det er det lys og vores skaberkraft, vi fejrer på skrivedagen og i forbindelse med Imbolc i øvrigt. Vi gør det via fortællingens kraft og ved at forankre os i fejringen af Brigid og lyset. Men det handler ikke så meget om at lære Brigid at kende via en slags intellektuel forståelse, selvom det er vanvittigt spændende at gå på opdagelse i gamle bøger og lære hende bedre at kende.

Der er et spind af historier og fortællinger om hendes væsen, der er delte meninger og mange slags fortolkninger. Opgaven er at lytte, lære, mærke efter og siden at gøre det til sit eget. Det som vækker genklang. For ét er Brigids historie og det, der var de gamle kelteres fejring, noget andet er, hvem eller hvad Brigid er i os selv.

Dansen i lyset, varmen fra ilden

Vi er her for at fejre. Lyset, potentialet og de små spirer af livskraft, som vi nu mærker. Vi er her ikke for at kaste vinterens kåbe af os, vi har stadig mørket i os og vinteren er ikke forbi, men vi er her for at danse lidt i lyset og mærket potentialet for den kommende tid. Have fokus på det, vi mærker er godt for os, det vi ønsker at tage med os videre på rejsen. Varme os ved lyset og ilden, den arneild, som Brigid også i følge sagnet er beskytter af.

Jeg vandrede med hende gennem skoven i weekenden, jeg lyttede, betragtede og forstod. Den slags forståelse, som snarere er en dyb indre vished end en mental forklaring på noget, som er nærmest uforklarligt. Og dog. For var det ikke netop det, som skoven lod mig vide, da jeg vandrede? Fornemmelsen af spirende lys og levekraft mellem træerne.

Var det ikke selve mysteriet, der åndede på mig og gav mig en følelse af indre eventyr og en livsgnist, som jeg aldrig i mit liv har oplevet så stærkt før?

Så længe det skaber genklang og resonans

Og er det i sidste ende ikke ligegyldigt, hvad vi kalder det? Så længe det skaber genklang og resonans og er med til at bane vej for den kraft og kreativitet, som vi alle bærere af på hver vores måde?

En hare løber over marken og følger lyset mod syd. Ravn smiler stadig smørret og letter så. Ordløs visdom får vinger. Hun er sin egen fortælling, Ravn og hun er til stor inspiration. Sådan er det bare. Sådan er jeg bare.

Og fortsættelse følger.

Blessed Imbolc. Glædelig Imbolc.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Birch tree at sunset” © Ying Feng Johansson, Dreamstime 


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts 2017 og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Invitation til Forårscirklen finder du i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund stadig ledige pladser og du er hjertelig velkommen.


intuitiv-skriveworkshop2017

Jeg har nu sat dato på de intuitive skriveworkshops i 2017. Alle skriveworkshops er forankret i årstiden og et særligt tidspunkt på årshjulet.

INTUITIV SKRIVEWORKSHOP FOR KVINDER MED SKRIVELÆNGSEL

Onsdag den 8. februar kl. 10
i anledning af Imbolc og i lysets tegn – invitationen finder du her.
Alle pladser er optaget.

Lørdag den 29. april kl. 10
i anledning af Beltain – detaljer følger

Fredag den 22. september kl. 10
i anledning af efterårsjævndøgn – detaljer følger

Lørdag den 28. oktober kl. 10
i anledning af Samhain og i mørkets tegn- detaljer følger

Alle pladser på skriveworkshoppen den 8. februar i anledning af Imbolc er nu optaget, så hvis du vil i gang med at skrive og folde ud i et af mine skriveforløb ganske snart, så tag et kig på invitationen til Forårscirklen ovenfor. Vi starter den 1. marts.

Og ellers mødes vi igen til intuitiv skriveworkshop sidst i april omkring Beltain. Du er hjertelig velkommen og kan forhåndsreservere din plads ved at skrive en e-mail til mig skrivehuset@gmail.com.

 

Ravn i mosen

winter-moors

Dybt i vinteren, januar er fremskreden og langsomt nærmer vi os tidspunktet for Imbolc.  Den seneste uge har jeg mærket en velkendt rastløs energi krydret med vished om, at det virkelig ikke er tid endnu. Jeg har læst mig ind i egne ord om, hvordan man bevidst kan vælge at gå helt ind i januar og i kærlig accept give slip på alle forestillinger om, at der findes en genvej til forår. For der er mange gaver at hente, hvis man ikke forcerer og forsøger at flygte fra det, der er vinterens formål og budskab.

Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå uden at jeg skal anstrenge mig.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen. Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal. Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt.

Fra “Ventesang og forårsdrømme” januar 2016

Har jeg så lært det?

Og så skulle man jo tro, at jeg var blevet bedre til det i år. Jeg læser mine egne ord og ryster træt på hovedet, det står jo dér, sort på hvidt. Og ydermere har jeg en dyb vished om, at det er sådan, det forholder sig. Som januar er jeg fuld af tålmodighed, opfyldt at ro og kærlig accept, jeg glæder mig over vinterens tomrum og tågede dage, hvor jeg selv er mindst lige så tåget. Min vej ligger hengemt i vintertyk dis og fuglene flyver forbi, mens de kaster små bemærkninger af sig, som godt kunne lyde lidt spottende, hvis man altså ikke lige trækker vejret dybt og lytter til det dybere budskab. Et strejf af noget andet. En drys vished.

Endnu et besøg af ravn

Hun kommer til stede, som hun har det for vane her i vinter. Ravnen. Pludselig er hun dér, ofte i luften over markvejen, når jeg om eftermiddagen går tur med hundene. Når jeg vandrer langs mosen, kan jeg høre hende i trætoppen og hvis jeg kigger godt efter, kan jeg se hende. I går var hun i selskab med en anden ravn, som jeg ikke har set før. Men ofte er hun alene og hun opsøger mig, når jeg endelig stikker næsen ud og genopdager, at frisk luft og bevægelse gør underværker.

Som imiterer Ingmar Bergmann

”Dæmoner kan ikke lide frisk luft” skræpper hun og imiterer Bergmann. Hun ligner ham til forveksling, når hun ser på mig. Jeg misser med øjnene mod lyset, mens jeg nikker, for jeg kender godt sætningen og jeg ved, at den er sand.

En tur i mosen og en anden fortælling

Det gjorde godt at forlade huset i går eftermiddag og følge det bratte strejf af sol, da skyerne pludselig gled til side på en ellers grå dag og badede landskabet i et skarpt og lovede januarlys. Ud af markvejen, langs skellet og ned i mosen. På et tidspunkt går det lidt op, man mærker det ikke, men pludselig står man på noget, der kunne minde om en bakketop og skuer ud over landskabet. Nøgne trætoppe, som omkranser mosen og et forholdsvis fladt midtsjællandsk landskab med marker og små arealer af pludselig skov. Dér på bakketoppen falder jeg som regel ind i et andet tempo, en dør åbner sig og jeg ser det, jeg ikke kunne se før. Landskabet og fuglene, som flyver over mit hoved, letter og lander fra træerne i mosen, fortæller mig en historie, som jeg ikke helt kunne høre før. Selvom jeg ved, at den findes. Og at den hele tiden er tilgængelig, hvis jeg altså bevidst træffer et valg om at invitere den ved at forbinde mig.

Ravnen sidder stadig foran mig, hun smiler underfundigt eller sådan ser det ud. Jeg drikker kaffe af en kop med prikker, tern og en solgul kant. En kop uden hank, perfekt til en god kaffe om formiddagen. Ikke for stor, ikke for lille. Kaffe med havremælk og to skrivelys i lotusstager. Jeg er anderledes rolig i dag, det kan jeg mærke, turen i mosen har sat sine spor. Jeg kaldte det min sanketur og det er sandt, jeg har virkelig sanket. I går var jeg træt og tom, i dag er noget igen anderledes.

Den kreative proces

”Den kreative proces” siger ravnen og kigger beundrende på sin blåsorte vinge. Den ligner en smuk handske, fjerene er som lange, slanke fingre. Jeg længes efter at gribe ud og holde hende i hånden. Der er noget fortryllende over hendes fremtoning og en længsel bobler i mig. Åh, at være som hun og vide alt det, hun tilsyneladende har vished om. Længslen blandes med taknemmelighed, jeg er glad for hun sidder her og gør denne fortælling mulig. Og i øvrigt hjælper mig med at huske. For det er sandt. Den kreative proces er på ingen måde lineær eller særlig forudsigelig. Alligevel er der noget, som hele tiden dæmrer, når jeg genopdager det, jeg godt vidste, men som jeg lige glemte og var nødt til at opdage igen.

Genopdagelsen. Gentagelsen. Den subtile disciplin, der åbner op for magien.

”Rrrrrååå” siger hun så og ler højt. Hun klikker med næbbet og betragter mig i et rum af underfundig forbundethed. Det gjorde godt at komme en tur i mosen i går. Det gjorde godt at stå på bakketoppen og se ud over landskabet, læse dets budskaber og høre fuglene stemme i. Det lindrede at trække vejret dybt og få forbindelse til alt det, jeg i virkeligheden længes efter, når jeg ihærdigt forsøger at forcere og få til at ske. I januar. Men jeg huskede og da jeg gik, ledte jeg ikke efter inspirationen. Jeg lod inspirationen finde mig.

writing-close-up

Morgensiderne hjælper også til at huske

Dybt i vinteren og ganske tæt på Imbolc. Da jeg skrev morgensider i går og gav mig selv lov til at sætte ord på den frustration og træthed, jeg pludselig mærkede og som gjorde mig gold og stædig, skete der noget allersidst på siderne. Jeg skriver 3 sider hver morgen, for morgensiderne er vitterligt magiske.

”Januar, lige nu er jeg bare træt” skrev jeg og følte mig som det tungeste væsen i verden. Så kom ordene og jeg kunne høre hendes syngende stemme dybt i mig, mild og kraftfuld på samme tid:

”Det er snart Imbolc, du må ud og få frisk luft og finde de små spirer, som nu kigger op af jorden. Har du egentlig set, om der er erantis i din cirkel udenfor hegnet? Har du været inde i cirklen, er du trådt ind og har du hilst på træet dit? Har du forbundet dig? I tillid?

Så slap siderne op og det var nok meget godt. For jeg sad tilbage med spørgsmål, som uden bebrejdelse og i kærlighed lod mig vide, at der vist var noget, jeg havde overset. Igen. Jeg rejse mig fra min egen tunghed og gik gennem en mur af modstand ud og tog overtøj og gummistøvler på. Langs hegnet, ind i det lille buskads bag haven og hen til den cirkel af træer, som jeg fandt sidste år. Close to home.

Og der var de, små erantis, gule bebuderne af livskraft og et tegn på, at vi virkelig nærmer os Imbolc. At noget sker, selvom vi ikke kan se det og at kraften arbejder stille under jorden. Jeg lyttede til træet, som ikke overraskende fortalte mig om tomrummet, ventesalen og alt det, jeg egentlig godt ved. Men det var godt at blive mindet om det og mærke træets dybe og rummelig accept. En sten faldt fra mit hjerte, jeg sagde tak og gik tilbage, hvor jeg kom fra.

Although you may think that your sacred purpose is way ahead of you on the path, it’s actually just sleeping inside of you. It will appear now and then, like a butterfly floating behind your eyes, rehearting you of what lives inside of you. You may not see it often, but it always has you in its sights.” – Jeff Brown –

Lad processen arbejde for dig

Ravn er fløjet nu, men jeg kan stadig mærke hendes glød. Hun er et af de klogeste væsener, jeg har mødt, selvom hun egentlig ikke gør meget stads af sig. Jeg elsker, når hun dukker op og pirker til min opfattelse og sætter mine overbevisninger på prøve. For mest af alt får hun mig til at huske. Hun prikker kærligt til mig og inviterer mig til at vende tilbage. Skabe forbindelse. I tillid.

Et lys breder sig på himlen udenfor, skyerne glider til side og dagen er lysere, end jeg havde regnet med. Hvilket minder mig om noget, jeg netop har skrevet til kvinderne, som lige nu er på skriverejse i Vintercirklen og Solhvervscirklen.

Giv slip og lad komme (det er lettere sagt end gjort, men hvis vi hengiver os til processen, bliver vi bedre til det undervejs)

“Når I skriver og arbejder med afsæt og skriveopgaver, jeres egen proces og i det hele taget, så prøv gerne at lade være med at tænke skrivestil og i tankerne at gå efter noget bestemt. Bare giv slip og lad komme, læg dommeren og bedømmeren lidt væk og vær blot nysgerrige efter, hvad der viser sig.

Lad processen arbejde, mød op og skriv, som du gør det her. Vi er ofte alt for hurtige til at drage konklusioner og her i skrivecirklerne er intentionen jo netop at skabe et frirum for ord og skriverier. Et sted, hvor vi kan prøve os frem. Uanset hvad resultatet bliver, for i virkeligheden er det allermest processen, vi lærer af. Vores fremmøde, vores skrivearbejde og alt det, der sker mellem linjerne.

Fokuser på processen

“Getting it right is not as important as paying attention to what and how you are learning” siger Loren Cruden og det er sagen i en nøddeskal.

Fokuser på processen og lad på forhånd være med at udelukke noget. Rejs i nysgerrighed og undren og lad ordene folde det ud, I ikke kan tænke jer til. Der er mange gaver at hente.”

og betragt dig selv i processen

Når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Det handler ikke om intellektuel forståelse, det er ikke en mental søgen efter mening, vi skriver fra et dybere sted og folder det ud, der rumsterer og som måske fylder os med frygt, skam, sorg, smerte eller glæde naturligvis.

Processen er nøglen til varig skriveglæde og selvudfoldelse via ord og fortællinger. Lytning er et andet nøgleord. Lyt til din skrivelængsel, den er ofte et kald fra sjælen.

Kærlig hilsen
Lene


forarscirklen

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig.

En visdom og en vej, du kan skrive dig ind i

Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

Invitation til skrivegruppeforløbet FORÅRSCIRKLEN er ude nu

Invitation til Forårscirklen er ude nu og jeg har åbnet for tilmeldinger. Forårscirklen er som de andre skrivecirkler et online skriveforløb, vi mødes ikke fysisk, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du finder invitationen til Forårscirklen ved at klikke på billedet ovenfor. Vi starter den 1. marts. Hvis du kan mærke, at du skal være med, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com.


Kom, skriv og fejr Imbolc på intuitiv skriveworkshop den 8. februar –
en skrivedag for sjæl og hjerte

Der er 2 pladser tilbage. Klik på billedet nedenfor for invitation og detaljer.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden. – Glennie Kindred –

Thumbnail Photo: “Winter sunrise” © Helen Hotson, Dreamstime
Øvrige fotos: © Lene Frandsen

Te med jasmin i lysegrøn kop

te-med-jasmin_sporlaegningsfasen

Te med jasmin i lysegrøn kop og skrivning af eBog om sporlægningsfasen, som i første omgang skal udleveres til en skøn og livsklog kvinde, som nu er klar til at skrive sin bog.

Sådan skrev jeg på Skrivehusets Facebookside i går, mens jeg hyggede mig med skrivning af eBogen. I dag er koppen turkis og indeholder kaffe med havremælk. Og jeg har også skiftet farve, energien er mindre end i går. Udenfor sniger disen sig langs hegnet i horisonten, smyger sig over marken og dækker delvist træerne i skellet.

Januar er stille og eftertænksom i dag. Både hun og jeg er temmelig disede.
Hvordan var nu lige det var, det dér med tomrummet?

At huske og vende tilbage

Jeg må anstrenge mig for at huske, hvad jeg skrev om sidste år ved samme tid, alt det, jeg godt ved og som bølger dybt i mig. For det hænder at jeg bliver strejfet af et utålmodighedshagl og glemmer, hvad jeg har lært af naturen gennem de sidste mange år. Det hænder, at jeg glemmer hvem jeg er. Det er som om noget i mig trækker i den anden retning, en følelse af rastløs energi og et dybt suk over trætheden og den samtidig manglende energi. Et paradoks, et tomrum midt i det, der er vinterens gave. Januar.

Jeg er kommet for at huske. Tomrummet. Ventesangen.

Så sad hun dér, Januar

Hun ser på mig over brillens kant, stryger forsigtigt en hårtot væk fra øjnene, så hun bedre kan se mig. Hendes læber bevæger sig og former noget, der kunne minde om et smil. Alligevel er udtrykket i hendes øjne ganske alvorligt. Jeg ser på hende, fastholder hendes blik, de stålgrå øjne, en farve af intens væren. Fuldstændig forankret i nuet, hvilende i sig selv og med både overblik og overskud til endnu engang at fortælle mig det, jeg har hørt så mange gange før og som jeg efterhånden har vished om. Alligevel sker det, at jeg glemmer.

Den aktive deltagelse er en forudsætning

Hun er her til at minde mig om det. Når jeg altså spørger, når jeg konsulterer hende og møder op. Den aktive deltagelse er en forudsætning. Det ved jeg med sikkerhed nu.

”Te med jasmin i lysegrøn kop”. Hun smiler nu, et suk glider over hendes læber, mens hun smager på ordene som om hun selv drak af den gode te. Jeg er vild med jasmin. Så kigger hun ned på bunken af papir, som ligger på bordet foran hende. Hun fisker et ark ud, som hun højtideligt holder op foran mine øjne, så jeg kan se. Eller det vil sige; jeg kan faktisk ikke se det, for jeg er langsynet nu og hun er for tæt på.

”Læs højt for mig, Januar” beder jeg med indsmigrende stemme og hun nikker. Det vil hun gerne.

wintergate

”Når jeg ikke længere står udenfor januar og drømmer om at være et helt andet sted, når jeg tillader mig selv at glide ind i energien og lade den omsvøbe og opsluge mig, så bliver jeg januar. Så bliver jeg dette tidspunkt på året, min egen vinter og min egen rejse mod lyset. Forår er ikke længere noget, jeg stræber efter at indfange, det er en udvikling, som jeg har fuld tillid til, at jeg vil gennemgå når tid er og uden særlig anstrengelse.

Mest af alt er det en hengivelse, en kærlighedserklæring til det, der er. Så begynder man at lære sig selv at kende som vinter, mærker, hvor meget man trænger til hvile, god nattesøvn og langsomme dag, hvor man ikke skynder på sig selv eller skælder ud, fordi energien ikke er som om sommeren. Man hengiver sig og man bliver en del af det hele. De mange dage med tåge og dårlig sigtbarhed er en del af rejsen.

Tomrummet er ikke noget, vi skal skynde os at fylde ud. Alle forsøg på at fylde ud og gøre anderledes er en flugt.

Som januar er jeg fuld af tålmodighed. Jeg er opfyldt af ro og sindighed, jeg har ikke travlt og jeg er indbegrebet af tillid til, at foråret vil komme, når det skal.

Januar er ikke en af de stationer, som lyntoget kører hastigt forbi. Det er en pilgrimsrute gennem vinteren, hvor hvert eneste skridt tæller. Hvert eneste knitrende skridt i sneen har sin berettigelse og der er intet at frygte, hvis man tager hvert eneste skridt. Så kommer tomrummet, de kolde ventesale, tågen og usigtbarheden, men det hører med til rejsen.

Ventesangen. Den er en hyldest til tomrummet og de tidspunkter, hvor man ikke ved og bare er. Det er et fint sted at være, påstod ørnen forleden, hvis man altså ikke modarbejder det. Forsøger at flygte, gøre bedre eller anderledes. Prøv bare at sidde lidt, selvom rastløsheden trommer i tindingerne”, sagde han til mig.  Jeg sad lidt og stirrede ud af vinduet, betragtede træernes fantastiske formationer i disen, sort mod hvidt, og lyttede til dråbernes rejse fra is til vand. En smuk komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.

Jeg hørte den. Lige dér blev jeg januar.”

Hun er færdig med at læse nu, ordene stopper brat og jeg rystes ud af det lytterum, jeg befandt mig i. Ønsker at hun ville blive ved at læse og lade mine egne ord fortælle mig, hvad jeg egentligt god ved. Så jeg kan huske. Så jeg kan vende tilbage til det sted, hvor tillid og accept smyger sig om mig som en blød kåbe.

”Godt så Januar” siger jeg og bryder den stilhed, der har lagt sig som et tæppe mellem os. ”Jeg husker det.”

Træd helt ind i cirklen

”Gør du?” Igen ser hun på mig over brillekanten. ”For jeg kan mærke, at du stadig står udenfor. Kigger ind, danser lidt rundt i periferien, men du er nødt til at komme helt ind. Ind i cirklen, ind i varmen og ind i det sted i dig selv, hvor du er dybt forankret i både din egen kerne og det, der er naturens tilstand lige nu. Intet hastværk. Det er tid til igen at blive januar. Lytte. Høre den smukke komposition, en vintermelodi så subtil, at man virkelig må lytte inderligt og være stille, hvis man vil høre den.”

Med de  selvsamme ord, som jeg skrev sidste år, rejser hun sig fra bordet og forlader skrivestuen. Men hun er her endnu. Hendes væsen danser i disen og vibrerer som et møl omkring flammen på mit skrivelys. Januar.

Te med jasmin i lysegrøn kop. Alt er præcist som det skal være.


Skrivelyst og længsel?

Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Imbolc den 8. februar.

Vi er midt i januar og dybt i vinteren. Men der sker snart noget, tomrummet løfter sine tykke vægge for en subtil og spirende energi i slutningen af januar og begyndelsen af februar.

Vinteren er på sit højdepunkt, men dagene bliver langsomt længere og de første tegn på forår er tydelige. Vintergæk, erantis og forstadier til knopper på træerne. Den aktive fase af livet begynder, når solens kraft kommer tilbage og det mærkes især på tidspunktet omkring Imbolc, som også er det første møde mellem vinter og forår

Lytte og lade komme

Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Vores intuitive, modtagelige energi er stærk omkring Imbolc. Det er et perfekt tidspunkt til at kaste lys på noget af det, som har overvintret i mørket og under jorden. Uden hastværk eller forcering, bare lytte, mærke og lade komme.

Spirerne i os selv

Ved Imbolc fejrer vi jordens genopvågning, potentialet og den spirende energi fra den nye årstid og spirerne i os selv. Inspirationen, livsgnisten og det første møde mellem vinter og forår, en kraft og magisk alkymi, som også findes i os selv og som vi bevidst kan vælge at forbinde os til.

Imbolc er også et særligt gunstigt tidspunkt for kunst, poesi og fortællinger. Jeg har selv bemærket det i min egen proces gennem flere år og nu er jeg klar til både at fejre og åbne min skrivestue for en intuitiv skriveworkshop først i februar.

En helt særlig skrivedag for sjælen

Kom og vær med til at fejre på en særlig skrivedag for sjælen. Den 8. februar kl. 10 finder årets første intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel sted. Skriveafsæt og øvelser tager udspring i tidspunktet omkring Imbolc og skrivedagen er samtidig en fejring af både kreativitet, skriveglæde, skaberkraft og lyset, naturligvis.

Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops. Deltagelse kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og længsel.

Der er endnu 2 pladser tilbage omkring bordet i min skrivestue. Hvis den ene er din, tilmelder du dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Invitation og detaljer finder du i linket her.


forarscirklen

Forårscirklen er det næste online skrivegruppeforløb for kvinder med skrivelængsel. Vi starter skriverejsen den 1. marts og du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet du befinder dig. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et forløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter om året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og årstiderne og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Årshjulet, den naturlige cyklus og skrivecirklerne

På samme måde som man bl.a. i shamanistisk praksis arbejder med den energi, der er i naturen alt efter årstid, har jeg valgt at gøre det samme i forhold til de skriveworkshops og aktiviteter, som jeg tilbyder.

Hver årstid og særlige tidspunkter på årshjulet inviterer til forskellige fokusområder i vores liv. Jeg taler ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Kald det, hvad du vil og lad det runge, skabe genklang og skænke dig den forankring, du længes efter.

Vi skriver i livet

Selvom det selvfølgelig altid handler om at skrive, når du kigger indenfor hos mig i Skrivehuset, så kan skrivningen ikke stå alene. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, men når vi møder op, så lægger vi ikke livet bag os eller skriver os væk fra det, der er. Tværtimod. Vi forankrer os i nuet og vi er med det, der er. Det er vores udgangspunkt, vi starter dér hvor vi er og ikke hvor vi ønsker at være. Vi skriver i livet.

Årstidens energi er også din energi

Derfor vælger jeg bevidst at bruge årstidens energi og den naturlige cyklus som afsæt til mange af de skriveøvelser, jeg byder på i skrivecirklerne. Du får mulighed for at hengive dig ikke alene til skriveprocessen, men også til din egen indre proces og du vil opdage, at det hele smelter sammen. Lad ordene, din intention og fortællingens kraft føre dig på vej. Jeg viser dig hvordan.

Skrivecirklerne er online skrivegruppeforløb, vi mødes ikke fysisk. Vi nærer det indre og vores egen proces, selvom vi naturligvis deler, løfter og støtter i cirklerne. Vi leger med ord og stemninger, men vi gør det hjemme fra vores egen skrivehule eller det, jeg kalder dit magiske, hellige skriverum. Vi ærer processen og vi gør det på en forholdsvis langsom og godgørende måde. Der er ingen deadlines eller blinkende lygter, ingen frister og det er aldrig for sent at være med. Skrivelængsel har ingen alder. Skriveglæde er for alle.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive. Værktøjer, redskaber og nye åbninger dukker op undervejs og i processen. Du mangler ikke noget for at gå i gang. Du har allerede alt, hvad du skal bruge.

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Og jeg er med som skrivecoach og underviser til at holde rummet og støtte, løfte og hjælpe dig på din skrivevej.

Når vi lærer at holde øje med os selv i processen, sker der noget

Jeg holder skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. I skrivecirklerne lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en de af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi måske kan føle os til tider.

Kreativitetens dans

Når vi danser med kreativiteten, Kilden og naturens ebbe og flod, når vi lærer energien at kende og kan mærke os selv i den energi, så begynder vi at kunne skrive frit. Ikke at vi altid kan eller skal skrive, sankning, pauser og stilhed er også en vigtig del af den kreative proces, men det er i accept af den skiftende rytme, de vekslende toner, dur og mol, at vi begynder at føle os hele, både som kvinder og som skabende væsener.

Fortællingens kraft

I alle skriveforløb arbejder og leger vi med fortællingens kraft. Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Levende fortællinger og kærlig energi

Og hvem ved, måske er fortællinger i virkeligheden levende ånder, som kommer til stede for at hjælpe os og bygge de broer, vi har brug for, så vi kan komme over kæmpemæssige voldgrave af frygt, modstand og tilbageholdenhed?

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie udsøger sig visse mennesker, gennem hvilken den ønsker at blive skrevet. Og min egen erfaring, både på egen skriverejse og i min rolle som skrivecoach og underviser, siger det samme. Det forholder sig faktisk sådan.

Fortællingerne er levende, de er energi og ofte er de gjort af sjælens sandhed og kærlighed. Det gør godt at møde op, lytte, skrive og tage imod. Det er historiemedicin for sjælen.

forarscirklen

FORÅRSCIRKLEN starter den 1.marts og forløbet varer 3 måneder. Du reserverer din plads på e-mail til skrivehuset@gmail.com.

Invitation til Forårscirklen og flere detaljer finder du her.

Kærlig hilsen
Lene

Life is sacred.
You are alive, you are a sacred being.
Connect with that sacredness.
Look for it in every beating Heart, in every form life touches.
Be alive in the sacred and let the sacred live through you.
– Loren Cruden –

Så kan hun lære det

old-stone-wall_winter

Skrøbelige januar, stærk i din sårbarhed. Mens jeg vandrer i de tynde lag af iskolde erkendelser, går det op for mig fra et dybere sted, at du virkelig mener det, du siger. Din fortælling er anderledes end det, jeg tidligere hørte, hvilket selvfølgelig skyldes, at jeg ikke rigtig lyttede til dig. Jeg mærkede bare ubehaget ved at føle mig sårbar og nærmest hudløs i dine første dage og uger, men jeg bed tænderne sammen og kæmpede mig gennem dine dage og nætter.

Jeg hørte ikke ord som langsomhed og dvale, jeg forstod ikke den tågede, dæmpede udsigt og jeg blev melankolsk og nærmest deprimeret over det alligevel skarpe lys, som ind i mellem gled frem fra skyerne og kastede vinterens projektør på det, der var mit liv. Dit landskab.

Nu er det anderledes. I skæret fra mit skrivelys og til lyden af vinden derude, glider jeg med skyerne over himlen og velkommer den træthed, jeg mærker og som fortæller mig, at du virkelig ved, hvad du taler om. Januar. Men selvfølgelig skulle jeg lige huske det og det fik jeg en smertelig lektion i forleden dag, da jeg om eftermiddagen gik tur med hundene på den knoldede, og skulle det vise sig, temmelig glatte mark herude.

Nytårets kontraster

Det var januars første uge, netop hjemkommet fra nytårsferien i Sverige havde jeg en temmelig stram dagsorden, som samtidig krævede fordybelse og forbundethed. Men det var for meget forlangt, jeg kunne mærke hvordan de hektiske tanker, som stod i skarp kontrast til den fine nytårsfejring i Sverige, nu buldrede løs og tog mig med på tur. Jeg gjorde det, jeg kvindede mig op, jeg overhørte små pip om træthed og om at gå langsomt ind i det, der var årets første dage.

Jeg fik gjort det, jeg skulle og samtidig fik jeg ryddet op efter julens efterladenskaber, social aktivitet og alt det, vi havde ladt bag os, da vi krydsede broen til Sverige og endnu engang rejste ind i det åbne landskab i Österlen, som jeg holder så meget af. Bakkerne, lyset, skoven bag huset. Vi var ved vandet og jeg gennemførte mit nytårsritual præcist som jeg kan mærke, at det skal være. Jeg gav det til havet. Jeg følte mig lettere. Jeg følte mig fri.

Lindrende, introverte dage

Det var blide, milde dage og en kærkommen restitution ovenpå julens sociale aktiviteter, som jeg nyder, men som samtidig trætter mig, fordi jeg sjældent har særlige stunder for mig selv, hvor jeg kan suge næring og bare være, introvert som jeg jo er. Men det er et bevidst valg, fordi jeg elsker samtidig at have min familie på besøg, lyden af trin på trappen og i gæsteværelset, stemmer gennem stuerne. Jul skal der til, men så trænger jeg altså også til natur, åbent landskab, vandreture og masser af godgørende ro og stilhed. Små ord i notesbøgerne, glimt af alt det, der skal komme.

Dagene omkring nytår lindrede og gjorde mig godt, men afbrydelsen var brat. Da vi kørte over broen og vinden hev i bilen, mens lyset sejlede over Øresund og mågerne skreg, vidste jeg at det var sket. Det var blevet nytår og livet ventede. Det liv, som jeg har besluttet mig endelig skal leves i overensstemmelse med min egen dybe overbevisning, det, jeg tror på og det, som er godt for mig. Kun sådan kan jeg virkelig være den kvinde, jeg er kommet for at blive og give af det, der er min gave til denne verden. I dette liv. Nu.

Så kan hun lære det og det gjorde hun vist

Men altså. Jeg faldt. Dér på den isglatte knoldede mark. Vinden var bidende kold, solen skinnede og lyset var nærmest for skarpt. Selvom jeg allerede havde gået lidt, var jeg stadig oppe i hovedet og tanker om pligter og gøremål hvirvlede rundt og lavede trommesolo i mine tindinger. Den kolde vind stressede mig, drillede, men jeg hørte ikke dens ord. Jeg lyttede ikke, jeg var ikke stille nok, jeg gik bare, fast besluttet på lige at få hunden luftet og så komme ind og videre med alt det, jeg havde gang i.

Men så faldt jeg. Bang. Lige så lang jeg var ramlede jeg forover og slog begge knæ ned i jorden. Den frosne, knoldede og meget hårde jord. Slaget var lammende og smerten øjeblikkelig og intens. Det gjorde virkelig ondt. Nu handlede tankerne om, om jeg overhovedet kunne rejse mig og hvad der var sket, men snart kom jeg op og med vaklende skridt gik hunden og jeg tilbage til huset. Jeg kunne gå, men jeg var omtumlet og kvalm. Smerten var stor. Tilbage i huset fik jeg gjort skaderne op og satte mig straks i lænestolen med is på begge knæ og på venstre håndled, som var lettere forstuvet.

Og mens jeg sad dér og stadig holdt på tårerne, chokeret og forslået, forstod jeg det. Et vink med en vognstang. Så kan hun lære det, den kvinde, som godt ved og som oveni købet skriver og fortæller om det. Walking the talk … or not. She fell. Januar og den isglatte knoldede mark lagde mig ned, så jeg kunne forstå det. De kommende dage var jeg nødt til at færdes i ekstrem langsomhed, jeg var forslået og virkelig øm. Jeg sad fortsat med is på knæ og håndled og langsomt forsvandt hævelsen.  Langsomt.

Men læringen forsvandt ikke. Den står mig soleklar på en gråvejsdag i januar.

owl-in-the-night

Det er jo ugletid

Det ironiske ved fortællingen er, at jeg samme eftermiddag netop havde skrevet og udgivet blogindlægget Ugletid, som du kan læse her. Jeg citerer mig selv og ørnen:

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

raven_imbolc

En fortrolighed, der går gennem tid og rum

”Når hovmod står for fald” hører jeg hende skrige, hun ler højt og kommer bag på mig. Ravnen. Min nye veninde. Og måske er det en fornærmelse, at jeg kalder hende veninde, men jeg kan godt lide hendes ærlighed og jeg mærker en sælsom fortrolighed mellem os, som går gennem tid og rum. Og tro det eller ej, hun er bestemt ikke ukærlig, nærmest tværtimod. Hun får noget i mig til at smile, til at blive lettere og hun viser mig, at det indimellem godt kan være en gave at give sig selv lov til at være lidt fandenivoldsk. Hun minder mig om mit mantra, der opstod i efteråret 2015: Nej, fandme nej og som jeg stadig giver mig selv lov til at udtale, skrive og mærke, når jeg er i gang med at falde i gamle fælder, hvor jeg klipper en hæl og hugger en tå. Ravnen.

Kom, lad os danse.

”Var det hovmod” spørger jeg og husker i det samme gaven ved at stille spørgsmål, som man ikke umiddelbart forventer svar på. Hvis da overhovedet. For jeg ved godt, at Ravnen ikke giver sig af med at fabulere om den slags. Hun kaldte det hovmod. Så kan jeg tygge lidt på den.

Ravnen og skriveworkshoppen

Jeg vil hellere høre om skriveworkshoppen i forbindelse med Imbolc” siger hun og klikker med næbbet. ”Bliver den så til noget. Ja, for jeg vil jo gerne vide, om jeg skal forberede mig eller flyve et andet sted hen den 8. februar?” Hun ser indtrængende på mig og glimtet i hendes øjne får mig til at klukke af latter.

”Det ved du da udmærket, Ravn, ja! Selvfølgelig gør den det. Men der er stadig et par ledige pladser omkring bordet i min skrivestue, så hvis du vil være så elskværdig at flyve ud i verden og fortælle andre gode kvinder med skrivelængsel, at de er hjertelig velkomne. Det bliver en magisk skrivedag for sjælen, hvor vi fejrer Imbolc og lyset.

Kreativitet. Skaberkraft og skriveglæde. De kvindelige fortællinger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will? It is stories women need. Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.” -Sue Monk Kidd-

Og hun kan jo danse

Det får hende til at danse lidt på bordet, små trippende skridt og et rullende ”rrrrråååå”. Jeg ser forundret på hende, for det går op for mig, at hun ikke alene er musikalsk, hun kan også danse. Der er en særlig melodi i det, der for nogen kan lyde skingert. Først nu hører jeg det og fornemmer ligesom, at jeg bliver lukket ind af en tung port. En dør, som ikke fandtes før.

Ravn danser, næbbet klikker, jeg smiler og vugger lidt med.

”Say no more” siger hun og lyder igen til forveksling min gamle engelsklærerinde Frøken Leth.  Men her hører ligheden også op. Der er intet jomfrunalsk eller forsigtigt over Ravnen min. Og i øvrigt er hun ikke min. Jeg er vel snarere hendes. Hun letter og flyver videre ud i det vejr, der nu både rummer vind og tøsne.

Try easier

Jeg drikker den sidste slurk af min te, trækker vejret dybt og lover mig selv at rejse langsomt videre ind i januars energi, lyttende, opmærksom og langt mere stille. Det er jo ugletid.

“You try too hard”, hører jeg vinden synge. “Try easier.”

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Old Stone Wall” © Gabriella Gothberg, Dreamstime


imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Klik på billedet ovenfor og se invitationen til den intuitive skriveworkshop, som jeg afholder her i Skrivehuset den 8. februar kl. 10 i anledning af Imbolc.

Der er 2 ledige pladser. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.


FIK DU LÆST?
Ugletid
Ved Vintersolhverv
Laksen og intentionen
Ingen andre end du
Tabt bag en vogn

old-stone-wall_winter

Ugletid

owl-in-the-night

Jeg har nu lavet skriveafsæt og øvelser til kvinderne, som allerede er på skriverejse i Vintercirklen og til de kvinder, som i morgen begiver sig ud på skriverejsen i skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen.

Vi skriver os ind i januar, det nye år og den energi, der er til rådighed og vi lytter til de fortællinger, som svæver i vinterlandskabet og dybt i os selv. Vi lytter til det, der endnu ikke er formgivet og vi skriver fra de steder, hvor længslen bobler.

Vi har passeret Vintersolhverv og er ankommet til et nyt år og den allerførste måned. Januar. Det hele begynder igen. Lyset vokser for hver dag, der går og efterhånden kan vi se og mærke det. Dagene bliver igen længere, men i starten går det ganske langsomt.

At lade sig gribe af noget andet

For januar handler ikke om at forcere og skynde sig for at få ting til at ske. Og måske er energien ikke så stor endda? Vi hopper muligvis ind i det nye år med bulder og brag og gode intentioner, men når januar folder sit tæppe ud, sker det sjældent med stor ståhej.

Der følger en stilhed og et tavst tomrum efter nytårsfesten og hvis vi ikke skynder os videre og fylder tomrummet op med gøremål og slår os selv i hovedet, fordi vi stadig er vintertrætte og måske endda en smule drænede ovenpå julen og sociale aktiviteter, ja så kan vi lade os gribe af noget andet.

En stilhed. Noget subtilt og afventende, reflekterende og restituerende.

”Hvis du prøver at forcere noget på en vinterdag som denne, går du glip af dens fine energi.” Han ser på mig med sit gennemborende blik. ”Du er begyndt at læse landskaber, har jeg lagt mærke til, men så må du også lære at læse vinterens budskaber. De subtile penselstrøg af elskværdig skydække, mørke og sne, der dækker for det, der siden skal komme. Hvem er du, der vil forcere forårets kommen eller de små spirer, der nu forsigtigt rører på sig under jorden?

Jeg rystede på hovedet. Hvem er jeg? Det er et godt spørgsmål, som jeg har stillet mig selv utallige gange og allerede dengang jeg var en lille pige. ”Hvem er jeg” og ”Der må være noget mere” var sætninger, jeg ofte lod høre i mit eget hoved.

Men altid at søge, lede og forsøge at afdække kan være ganske krævende. Måske er det i virkeligheden nok, hvis vi viser, at vi er villige til at lære og tage imod? Hvis vi åbner os i modtagelighed overfor det, der er til os og som vi ikke behøver at suse af sted for at erobre. Tværtimod. Hvis vi er stille nok, tålmodige nok, så lander det foran os i præcist det øjeblik, hvor vi har brug for det. Ikke før, ikke siden.

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver –

Vinter og Venus

”Vinter, kulde og mørke. Korte dage, lange nætter. En del er frostklare og byder på stjernevæld. Og på himlen mod vest sidder Venus og betragter dig med en stjernes tålmodighed. Venter på, at du skal komme ud og se hende. Spejle dig i stjernesøen deroppe og huske, hvem du er.”

”Det er meget smukt, Ørn og jeg har skam set hende, Venus. Men jeg føler mig lidt fastfrossen. Kender du det? Det er som om jeg ligesom naturen er stivnet i sort og hvidt. Der sker ikke rigtig noget. ”

Giv tid, gør plads

”Aha” ler han og ser på mig, som om jeg har sluppet en vittighed. ”Dér har du fat i noget. Måske er det netop meningen, at der ikke skal ske noget. Hele tiden. Kan du ikke bare lade de små spire ligge under jorden og give dig selv lidt plads. Til hvilke. Sankning. Og til at smage på de guddommelige chiaboller, du bagte og som nu ligger til afkøling på bageristen i køkkenet.” Så gjorde han mine til at lette og forlade mit skrivebord. Han viste med al tydeligt, at det ikke er nødvendigt at sige mere.

At være stille sammen

”Du må gerne blive her lidt” sagde jeg med spæd stemme. Bare sidde her og være. Samtale er godt, men jeg ved ikke noget bedre end gode venner, man kan være stille sammen med. Trangen til konstant at sige noget og fylde mellemrummene ud, føles så unaturligt. Trættende. ”

Tomrummet

Åh, tænkte jeg i samme sekund, jeg havde sagt ordene. Det er jo derfor, det føles så svært. Tomrummet. Fordi jeg instinktivt vil forsøge at fylde det ud og ikke værdsætter dets intethed.  Fordi jeg ikke rigtig tør hengive mig til det, det opfordrer til. Stilhed. Ren væren.

Vi sad lidt sammen og nød den stilhed, der nu lagde sig som en dyne om os. Noget i mig faldt til ro. Og efter han igen var fløjet, spiste jeg en af de nybagte boller til en kop kaffe, mens jeg stirrede ud af vinduet på vinteren og det snehvide landskab. Bortset fra vindens sang åndede alt fred. Sneen er som en lyddæmper, der fjerner al unødig støj.

Det nye års dårlige samvittighed

Når vi træder ind i det nye år, går der ikke mange timer, før vi igen bliver bombarderet med nytårsoverskrifter som ”Kom i form”, ”tab julens kilo på rekordtid”, ”skal dette år være dit bedste år, er det nu du skal tage aktion og komme i gang og den efterhånden kendte klassiker ”sådan gør du”.

Vi når dårligt at ankomme til det nye års første station eller stige af toget, før den dårlige samvittighed griber os i kraven og fylder os med en slags skam og stress til følge.

I skarp kontrast til naturens budskab

For al den handlen og gøren står i skarp kontrast til vinteren og det tidspunkt på årshjulet, hvor vi befinder os lige nu. Som ørnen så rigtigt proklamerede, er de sneklædte vinterdage og de fleste af januars dage i øvrigt som skabt til stilhed og fordybelse.

“Hvis du forcerer noget på dage som disse”, sagde han, så går du glip af den helt særlige energi, der er.” Langsomheden svøber sit klæde over landskabet, træerne står fastfrosset i landskabet af sort og hvid. De frø, vi har plantet, ligger lunt og godt under den frosne jord og vil ikke spire før tid, ej heller selvom vi skynder på dem. De spirer, når tid er. Og det er sjældent tid til voldsom aktivitet i januars første uger. Julen og nytåret er overstået, vi har været sociale, aktive. Vi har måske spist og drukket lidt for meget, givet afkald på lidt af den egentid, sjæletid, som vi sætter så højt og ved, er vigtig for os. Vi har haft fokus på familie, venner og på at være glade og få det hele til at gå op i en højere enhed.

Tid til at blive stille

Og så pludselig er det hele ovre. De sidste raketter er skudt til vejrs og lysene er slukket. Så mærker vi den. Trætheden. Matheden. Og lysten til at gemme os lidt under dynen og bare være. Melankolien kommer sejlende og det er måske ikke så mærkeligt endda. For sjælen kalder på os med de følelser, der passer til budskabet. Når vi føler os trætte, matte og måske endda lidt depressive, er det ofte fordi det er tid til igen at blive stille, vende os indad og lytte dybt og inderligt til stilheden og sjælens stemme.

Det er en invitation til at forbinde os med den indre kilde og nære os selv gennem den stille, langsomme og mørkere tid af året. Vinteren.

owl-in-the-night

Ugletid, lyttetid

Og vintertid er også ugletid. Uglerne tuder hyppigere i vinternatten og hvem ved, hvilke fortællinger f.eks. natuglen kan bidrage med, hvis vi bevæger os ud en stille vinternat med klart vejr og lytter? Her er der størst chance for at høre uglen, som fra sidst i januar høres oftere og oftere.

”A wise old owl sat in an oak.
The more he saw, the less he spoke.
The less he spoke, the more he heard.
Why can’t we all be like that wise old bird?”
– Gammelt engelsk nursery rhyme –

Solens budskab

Jeg drages af tanken om ord og tastatur og finder vej til skrivebordet i mit arbejdsrum. Her flyder lys ind over de nøgle trætoppe og skyggen fra bordlampen strækker sig dovent. Det er snart tid til at gå ud, det ved jeg, men først vil jeg sørge for, at der også kommer lidt ord på papiret i dag. Det er en smuk vinterdag, en af dem, jeg ofte længes efter, når det er gråt, tåget og mørkt. I dag er himlen delvist blå og naturen kaster et gavmildt skær over det golde landskab.

Forandringen er konstant

Mens jeg sidder og skriver, dæmpes lyset lidt og da jeg retter blikket mod vinduet ser jeg, at det er ved at blive tåget. Forandringen er konstant. Det der før var klar himmel og gylden sol, er nu forandret og en mælkehvid tåge danser ind mellem træstammerne i haven.

Grib dagen, hører jeg en stemme hviske, ganske sagte og jeg ser mig omkring for at få øje på stemmens ejermand. Ørnen, kragen eller ravnen måske? Men jeg ser ingen. Ikke desto mindre har ordene tegnet et sælsomt mønster i mit indre og gjort mig lettere eftertænksom. Den sol, der før var klar og skarp, er nu blevet til et diset foretagende. Skyerne er gledet over himlen, det blå er væk og er erstattet af grå. Men på mange måder er lyset skarpere end før. Jeg går snart en tur, lover jeg mig selv og skriver videre. Ordene fra før står tatoveret i min sjæl og jeg kan ikke ignorere dem. Forstår du hvad der menes med det? Grib dagen? Har du virkelig forstået, hvad der egentlig ligger bag?

At gribe dagen

Jeg nikker og ryster på hovedet på samme tid. Måske har jeg mentalt forstået, hvad der menes, men at lade den slags være et mentalt anliggende gør ingen floder, ej heller bække små. Det er bare tankespind. At gribe dagen ville være at gå ud i det øjeblik, hvor solen i januar gavmildt skænker lys. Lade alt andet være. Søge lyset som træer, buske og planter gør det. Vende sit ansigt mod sydøst og bare gå.

Vi har så travlt med at skabe rutiner omkring vores daglige gøremål, men rutiner må aldrig binde os i en sådan grad, at vi bliver usmidige. Ikke desto mindre er det disciplinen, som kan holde os til ilden. Den evige tilbagevenden til det, vi ved, er godt for os og som skaber forbindelse. Også når vi har en intention om at møde op og lytte til den skrivelængsel, som ofte er et kald fra sjælen.

Tillid skaber forbindelse.

Nu er solen væk. Disen har svøbt sig omkring træer og dækket det solbeskinnede landskab, jeg før længtes efter at vandre i. Nu dæmpes længslen og stilheden i mig tager over.”

Ovenstående er et uredigeret uddrag fra min bog ”Fortælling ved Vintersolhverv”, hvor jeg nu er nået til detektivfasen. Det er tid til første gennemlæsning, gennemskrivning og arbejdet som detektiv med at finde den røde tråd. En ny skrivefase er begyndt. Og det passer jo så fint til årstiden og budskabet. Det er tid til at lytte og følge subtile ledetråde ind i den fortælling, der i uredigeret udgave fylder omkring 350 sider.

Må 2017 blive et magisk og ganske fortryllende år, hvor vi lytter mere og måske, som Oriah så fint siger det, giver lidt mere slip på kontrollen og lader livet, ordene og hjertets fortællinger finde os.

When we surrender, when we do not fight with life,
when it calls upon us, we are lifted
and the strength to do what needs to be done finds us.
– Oriah Mountain Dreamer –

Nedenfor kan du læse om den intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, som jeg afholder den 8. februar i anledning af Imbolc.

Skrivegruppeforløbet Solhvervscirklen starter i morgen, alle pladser er nu optaget, MEN Forårscirklen starter den 1. marts og her er du hjertelig velkommen. Invitation og detaljer følger i løbet af næste uge.

Kærlig hilsen
Lene

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom med på intuitiv skriveworkshop den 8. februar og vær med til at fejre Imbolc på en særlig skrivedag for sjælen.

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Imbolc og støtter dig på din indre rejse fra vinter til forår

Den intuitive skriveworkshop Imbolc hylder energien omkring Imbolc. Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke det forår som endnu ikke er formgivet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og skaberkraft.

Et skud historiemedicin på skrivedag for sjælen

Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en helt særlig kreativ skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft på samme måde som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på netop denne dag vil naturligvis være forankret i Imbolc. Du finder invitation og detaljer ved at klikke her eller på billedet ovenfor. Der er i skrivende stund 4 ledige pladser. Er den ene mon din?

raven_imbolc

Til inspiration læs også gerne: Ravnen og skriveworkshoppen – fortællingen om tilblivelsen af den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc

Photo “Owl by full moon” © Ricardo Reitmeier, Dreamstime
Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

Ravnen og skriveworkshoppen

raven_imbolc

Lyset er dristigere denne morgen, luften frisk og lovende. Måske er regnen færdig med sit rengøringsarbejde for denne gang? Fuldmånen er ikke længere fuld, men hun lyste godt tidligt i morges, så jeg fandt ud på toilettet uden min lommelygte. Jeg vågnede i ro efter en god nats søvn.

Jeg oplever endnu engang, at jeg trives godt i Novembers skød og i den kærlighed, som ikke lover mere end den kan holde. Hun er ærlig og går ikke på kompromis med det, hun tror på og har vished om. Det er den dans, hun danser og som hun indbyder mig til at følge på min egen måde. En forunderlig dans af kontraster fra det pastelfarvede morgenlys til skyerne, der både dækker himmel og sol og regnen, som vasker og renser. Sneen er helt væk nu. Det er hverken efterår eller vinter. Og alligevel er det begge dele.

Jeg gav slip

Der skete noget vidunderligt i går. Jeg gav slip på en aftale om skriveworkshop et sted ude af huset. Det havde været et fint møde på et smukt sted, der var på ingen måde noget galt med omgivelserne. Den dag, hvor jeg besøgte stedet, skinnede solen og landskabet lå badet i gyldent sensommerlys. Det var sensommer med kant, for egentlig burde det have været tydeligt efterår ifølge kalenderen. Men jeg er holdt op med at sætte min lid til alle de kasser og bokser, som vi mennesker forsøger at holde alting fast i. Jeg er begyndt at forstå den evige foranderlighed og alt det, der ikke lader sig forstå.

Nu hengiver jeg mig bevidst til livets mysterium og selvom man måske skulle tro det modsatte, gør det mig levende og glad. Nu, hvor jeg ikke længere tager noget for givet, men lytter og følger de subtile toner, der altid har spillet for mit indre og rislet i min livsflod, går jeg på jorden på en helt anden måde.

Stedet var fint, men noget skurede

Men altså. Det var sensommer i september og stedet er så fint. Ikke desto mindre var der noget i mig, som skurede og gjorde lidt vrøvl. Men jeg valgte at overhøre det, jeg lod mig hvirvle ind i noget, der kunne minde om fortryllelse. Stedet, ideen, en ny samarbejdspartner. “Vi trænger alle til luftforandring, det er tid til at prøve noget nyt.” Tankerne bankede den slags ord og sætninger som søm ind i mine tindinger. Bom bom bom. Det her skal jeg, selvfølgelig, jeg gør mig smidig og finder på noget, så min intuitive skriveworkshop kan passe ind i de her rammer. Her er så fint og lyset falder som fløjlsstråler gennem loftsvinduerne på lyse dage. Ejeren var et smukt menneske. Der var ikke noget at sætte en finger på. Og dog.

Så skete der ikke mere den dag. Jeg tog af sted og var tilfreds med mig selv. Sådan da. For der var stadig noget, som skurede. Der var noget i den samtale, jeg havde haft med ejeren af stedet og noget ved de emner, vi kort havde berørt. Jeg blev bl.a. udfordret i forhold til rummet. Det rum, som jeg kærligt holder og som jeg egentlig insisterer på ikke bliver for stort. Nu ved jeg godt hvorfor, men på det tidspunkt tilbage i september var der stadig usikkerhed i mine dansetrin. Frem, tilbage, hældrejning nu eller var det en tå?

Hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg kørte af sted mod lyset i horisonten, solen stod i syd og det var også en vej, jeg skulle. Solbriller, skarpe stråler og små sensationer af noget andet. En følelse af, at jeg var blevet testet. Adspurgt om noget, som jeg tidligere har haft lidt svært ved at eje. Men jeg havde svaret. Prompte. Jeg var egentlig ikke i tvivl, da jeg blev spurgt. Men hvem var det egentlig, som spurgte?

Jeg lader ideer til skriveworkshops og skrivecirkler opstå indefra

Der er gået et par måneder siden den dag og datoen for den kommende skriveworkshop har rumsteret i mit indre. Det er nemlig sådan, at jeg altid lader ideer til skriveworkshops, skrivecirkler og så videre opstå indefra. Jeg ser dem, inden de er manifesteret. Det er min måde, jeg ser dem, jeg mærker dem og efterhånden har jeg vished om, hvorvidt jeg har den rigtige energi til at lade dem komme til live. Ideerne opstår indefra og så arbejder de sig vej gennem mit system, men det er ikke en adgangsbillet at tænke sig til dem. Det skal kunne mærkes og det skal give dyb mening. Ingen andre end jeg kan svare på, om det nu også forholder sig sådan. Giver det dyb mening for mig, kan jeg mærke det? Kan jeg virkelig se det eller ønsker jeg bare, at jeg kunne?

Ønsketænkning

I går gik det op for mig, at stedet og datoen i marts, rummet og de rammer, den intuitive skriveworkshop skulle tilpasse sig ind i, var ønsketænkning. Det var igen det samme spørgsmål om at klippe en hæl og hugge tå. Og det har jeg gjort så mange i mit liv, at jeg slet ikke burde have hverken tæer eller hæle tilbage.

I går stod det mig pludselig klart , at jeg straks måtte give slip på den dato og den aftale. Jeg vidste det og uden at tøve skrev jeg en besked til ejeren af det smukke sted. Jeg fortalte uden at undskylde, at jeg simpelthen ikke kunne skrive mig ind i det rum eller få det til at give mening på nuværende tidspunkt. Jeg kunne ikke se det for mig. Ordene flød og de var smukke på papiret, for jeg kunne mærke dem i mit hjerte.

Jeg sagde fra. Jeg gav slip. Jeg var efterår, et træ med dybe rødder, som lod de sidste blade af forstillelse falde. Det føltes godt og i samme sekund jeg havde trykket på send og ladet e-mailen danse ud i cyberspace, faldt en kæmpe sten fra mit hjerte.

Noget i mig jublede. Jeg var fri.

Intuitiv skriveworkshop, Imbolc og Ravnen

Det skete umiddelbart efter. Den skriveworkshop, som jeg længe har vidst og mærket, at jeg ønskede at holde i forbindelse med Imbolc, blev pludselig manifesteret. Jeg mærkede ordene, jeg så den for mig og jeg så en fugl som symbol på tidspunktet og budskabet. Ravnen. Det var tydeligt. Først tog jeg imod ordene, de flød bare og indenfor kort stod var teksten og invitationen til skriveworkshoppen klar. En skriveworkshop, som jeg naturligvis afholder her i min egen skrivestue og som skal finde sted på tidspunktet for Imbolc tidligt i februar.

Da ordene stod dér, sort på hvidt, gik jeg på shoppingtur i Cyberspace efter det rette billede og jeg konsulterede min sædvanlig butik for stock photos, som passer ind i mit univers. Og snart dukkede hun op, Frøken Ravn, siddende på en gren i den tidlige morgenstund. Uden egentlig at vide det, tror jeg, at hun sidder dér på tidspunktet for Imbolc .

Der kommer dem, der skal

Samtidig mærkede jeg noget nyt. Jeg er ikke urolig for, om der nu også kommer deltagere nok. Jeg ved, at der kommer deltagere og at skriveworkshoppen bliver en realitet, hvis det er meningen, at det skal være sådan. Der kommer altid dem, der skal. Og hvis ikke …

Lad det, der ønsker at komme, komme.
Lad det, der ønsker at forsvinde, forsvinde.
Hvis det er mit, bliver det.
Hvis ikke, vil noget bedre erstatte det.
– Tosha Silver “Helt Åben” –

Imbolc – Intuitiv skriveworkshop den 8. februar kl. 10

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke umiddelbart kan se det, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop-dato

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Imbolc og den kreative energi på en skrivedag for sjælen

Jeg kan se og mærke den skriveworkshop allerede. Den har puslet og rumsteret i mine celler længe, jeg har ikke tænkt den, men mere mærket den og danset med den vished, der i subtile toner spillede for mit indre. Jeg har intention om at afholde en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel omkring Imbolc.

Ja, det er vinter og nej, jeg har ikke tidligere afholdt skriveworkshops om vinteren, fordi jeg har formodet, at ingen gad bevæge sig ud på landet på den tid af året. Nu ved jeg, at det på ingen måde er sandt. Hvis vi ønsker at forankre os i den særlige energi, der er på de forskellige tidspunkter af årshjulet, så møder vi op uanset om det er sommer eller vinter eller et sted derimellem. Og Imbolc finder altså sted i slutningen af januar og i begyndelsen af februar. Nuvel. Skriveworkshoppen er en realitet, jeg afholder den d. 8. februar 2017. Imbolc it is!

I går flød den som en rislende flod af ord og billeder ud på papiret og mens jeg skriver det, kan jeg allerede se stuen her for mig på den særlige vinterdag i februar, hvor jeg sammen med seks kvinder med skrivelængsel møder op og forankrer mig i energien. Det føles helt rigtig, jeg er tryg, rolig og meget lettet.

Fordi jeg gav slip på det, der ikke skulle være, gjorde jeg plads til det, der skal komme og som ærer intentionen i mit hjerte. Jeg glæder mig meget til at afholde skriveworkshoppen til februar med de kvinder, som kommer. Indtil videre er der 3 og det betyder, at workshoppen afholdes. Den er nu en realitet. Hold da op, hvor jeg glæder mig til at byde velkommen!

raven_imbolc

Ravnen

Fortællingen om den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc er dog ikke helt færdig endnu. For du husker jo, at jeg kunne se ravnen helt tydeligt, da jeg forestillede mig dagen, lyset og rummet og at jeg fandt det helt rigtige billede til at ledsage invitationen på min hjemmeside.

Da jeg lidt senere trådte ud i novemberlyset for at gå tur med min hund skete der noget, som blot gjorde mig endnu mere sikker i mit hjerte. Vi var kun nået få meter ned af markvejen, før hun pludselig kom til syne over hovedet på mig. Ravnen.

Det var lyden som fangede mig, hendes kaldende skrig. Først troede jeg, at det var en af kragerne, dem er der nemlig mange af herude, hvor kragerne er venner, men jeg tog fejl. Da jeg så op for at hilse på fuglen, som tydeligvis kaldte på mig, vidste jeg straks at det ikke var en krage men en ravn. Det rislede frydefuldt ned af ryggen på mig og kuldegysningen forvandledes snart til glødende taknemmelighed. Mit smil var ikke til at tage fejl af og jeg ved, at hun så og mærkede det. Smilet. Ravnen. Jeg sendte hende et fingerkys og sagde tak.

Right you are”, skreg hun

”Right you are” skreg hun, min nye ven og lød som min gamle engelsklærerinde Frøken Leth. Hun fløj fra øst mod vest, hen over træerne, der nu står næsten nøgne i novemberlyset. Hun forsvandt hen over hustaget på naboens gård, men egentlig er hun slet ikke forsvundet. Jeg er blevet skænket en ny ven og jeg er dybt taknemmelig. Jeg er overbevist om, at Frk. Ravn vil komme til stede på sin helt særlige måde, når jeg afholder intuitiv skriveworkshop i forbindelse med Imbolc den 8. februar.

imbolc-intuitiv-skriveworkshop

Du finder invitationen til den intuitive skriveworkshop i forbindelse med Imbolc her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Du er hjertelig velkommen, hvis du altså er en af de seks kvinder, som jeg allerede kan fornemme sidde omkring bordet i min skrivestue i vinterlyset på den særlige februardag.

Der er nu 3 pladser tilbage. Mon den ene er din?

Kærlig hilsen
Lene

In winter’s cold and sparkling snow,
The garden in my mind does grow.
I look outside to blinding white,
And see my tulips blooming bright.

And over there a sweet carnation,
Softly scents my imagination.
On this cold and freezing day,
The Russian sage does gently sway,

And miniature roses perfume the air,
I can see them blooming there.
Though days are short, my vision’s clear.
And through the snow, the buds appear.

In my mind, clematis climbs,
And morning glories do entwine.
Woodland phlox and scarlet pinks,
Replace the frost, if I just blink.
My inner eye sees past the snow.
And in my mind, my garden grows.

– Cynthia Adams, Winter Garden –

Photo “Raven” © Vadimtrunov, Dreamstime

Lad lyset vokse

VelkommenFebruar

Imbolc. Kyndelmisse. Lysfest. Uanset hvad vi vælger at kalde dette særlige tidspunkt på året, hvor det første møde mellem vinter og forår finder sted, så er det et tidspunkt at fejre. Selvom vi måske ikke kan se det sådan umiddelbart, er der alligevel ganske små tegn på, at noget sker. Det er stadig koldt, men dagene bliver langsomt længere. Der er tegn på, at jorden rører på sig. Dette tidspunkt på året er et ganske potent og magisk tidspunkt, som vi også kan udnytte i vores personlige proces og på skriverejsen naturligvis. Lad lyset vokse.

Energiarbejde

Dette tidspunkt på året er velegnet til energiarbejde. Med energiarbejde mener jeg, at du med fordel kan bruge disse første uger af februar til at arbejde med dig selv og på at højne din energi på de områder af dit liv, som du ønsker skal blomstre og gro. Du kan nu forsigtigt vælge at bevæge dig ind i lyset og skrive dig ind i den energi, der pulserer under jorden og som også er en del af dig. Gå ture og lad bare vinden ruske dig igennem. Forestil dig, at du giver slip på endnu mere af det, som ikke tjener dig og som du ikke skal have med dig videre. Du bliver nu lidt lettere. Du giver slip.

Tillid og langsomhed

Jeg fisker tilliden frem og stiller den ud i lyset. Det første februarlys, det voksende og vindombruste lys, så sart og alligevel så stærkt. Jeg spejler mig i det lys og fornemmer samme stærke skrøbelighed i mig selv. Tilliden svajer i vinden, jeg kan mærke, hvordan det rusker og hvor let det er at give op. Lige nu, hvor alting er så skrøbeligt og hvor det stadig er vinter, selvom vi kan mærke det pusler og vibrerer i undergrunden og i os selv. Håbet vokser, længslen, det er ikke for ingenting, at Imbolc er et potent poetisk og magisk tidspunkt. Kan du også mærke det?

Brug energien

Vi kan bruge ordene til at hjælpe og støtte os med energiarbejdet. Skriv dig ind i de områder, som du ønsker at have fokus på, når du rejser videre ind i foråret. Sæt ord på, dyp pennen dybt i dit hjerte og lad blot poesien flyde i malende sætninger og fraser. Du skal kunne mærke det. Helt ind i hjertet, i sjælen. Det er den energi, du bevidst skal skrive og arbejde med. Imbolc er et perfekt tidspunkt til energiarbejdet. Vi vågner op af vinterens hi, misser med øjnene mod lyset og selvom det stadig er vinter, viser vi os selv at vi er gjort af samme stof som det forår, der nu langsomt er på vej.

Langsomt er i øvrigt et nøgleord i processen. Det må jeg ofte huske mig selv på. Den naturlige cyklus er langsom og god, der er ingen overspring og nemme løsninger. Det handler om kontinuerligt og tillidsfuldt arbejde.

Forårscirklen

Hvis du har lyst til at bruge en bid af foråret og din spirende skrivelængsel på at blive en del af en skrivecirkel, der gennem ord og stemninger rejser sammen gennem foråret og folder ud, så kom og bliv en del af Forårscirklen. Vi starter i marts og begiver os ud på en skrivende rejse, der hylder det tidspunkt på året, hvor vi nu befinder os. Skrivecirklen er forankret i foråret, den tid på året hvor alting igen begynder at spire og gro. Som ude så inde. Lad din skrivelængsel blomstre.

Jeg ser frem til at byde velkommen i Forårscirklen og glæder mig til at udnytte og arbejde med den spirende energi, der er i foråret. Lyset vokser, dagene bliver længere og alting begynder at spire og gro. Også vi kan mærke noget lette, pludselig er det som om vi får vinger og håbet fødes på ny. Det er fra det sted, at vi kan skrive og folde ud. Nu er vinterens små frø blevet til grønne spirer og inspirationen kommer dansende. Afsæt og skriveopgaver tager udspring i alt det, der opstår i foråret og skrivecirklen støtter og udvikler os på vores rejse hver især.

Du kan læse mere om Forårscirklen i linket her. Der er stadig ledige pladser og du skal være hjertelig velkommen. Forårscirklen og de andre skrivecirkler er i øvrigt bygget op omkring respekt og tillid, således som Julia Cameron så fint formulerer det i ”Den Hellige Cirkel”. Den hellige cirkel vil jeg fortælle dig lidt mere om en af de kommende dage, for det er på ingen måde noget religiøst eller sektagtigt, der menes. Her betyder hellig “dyrebart”, noget vi værner om og passer på.

Håb på himlen

Det var en mørk og stormfuld morgen, men nu er lyset udenfor blevet lidt dristigere. Et strejf af sol kommer til syne som et smil på himlen. Blødt lys falder ind gennem vinduet og noget i mig smelter. Et lille stykke vinter dør. Foråret er tæt på nu, har jeg lyst til at skrive og jeg understøttes af et par krager og en solsort, som pirker i jorden under træerne i haven. De tripper rundt blandt gule erantis. Jeg bliver stående lidt og betragter dem, finder fred ved synet og glæder mig over den is, der nu smelter i hjertet. Tunge dråber drypper og et håb stiger op på himlen.

Glædelig Imbolc, glædelig Kyndelmisse. Og varmt velkommen i Forårscirklen, som bliver den sidste skrivecirkel inden sommer.

Kærlig hilsen
Lene


Anbefaling fra Lykke Pia Jespersen, som deltager i Vintercirklen:

Der er sket noget vidunderligt. Jeg har fået kontakt til min skriveglæde og dermed til en vigtig del af mig selv. Gennem skriveriet fandt jeg nemlig vejen tilbage til noget af det af mig, der var blevet væk. Noget af det der var blevet glemt. Jeg er slet ikke færdig. Jeg er kun lige begyndt. Men jeg er over de første spæde skridt og jeg har skrevet mig igennem en del af min modstand.

Jeg har længe talt med mig selv om at jeg ville skrive, men Skrivehusets Vintercirkel blev anledningen. Lenes skriveafsæt tilsammen med hendes egne inspirerende tekster, blev det der fik mig i gang med skriveriet. Øvelserne og erfaringerne herfra gav mig mere blod på tanden. Lenes kommentarer til os i Cirklen sammen med hendes løbende coaching af os, hjælper mig med at holde det ved lige. Så, hvis du ligesom jeg, inderst inde ved at skrivning det er dig, men alligevel ikke rigtigt får gjort noget ved det, så skulle du måske give dig selv en skrivegave. Jeg har i hvert fald aldrig været så skriveglad før.