Mysteriet og øjeblikkets dans

Mystery

Da jeg vågnede tidligt i morges, lå jeg og lyttede til fuglenes sang. Jeg var stille indeni og kunne fornemme morgenens dans, der udspillede sig udenfor. Hvilken salig ro. Min første tanke var, hvor befriende det dog ville være at slippe det hele og bare levet livet fra øjeblik til øjeblik. Alt det, vi holder fast i, alt det vi prøver at få til at ske. Personligt er jeg så træt af at prøve at ”regne den ud” eller at høre på andre, som fortæller at de har regnet den ud. For jeg elsker i grunden alt det, der ikke kan udregnes, vejes eller måles.

Dybest set ønsker jeg at leve helt simpelt. Gå med dagen fra det første magiske morgengry og rejse gennem timerne mod aften. Nyde detaljerne og svøbe mig i langsomhed. Lade det komme, som vil komme og lade resten gå.

Life is not a thing to be managed,
it’s a mystery to be lived

Det er ofte livets mysterium, jeg savner, når alle de tilsyneladende svar serveres prompte og uden tvivl. Der er ikke plads til mysterier eller spørgsmål, som ikke besvares øjeblikkeligt, men som får lov til at smelte på tungen og udvikle sig langsomt. Svar, som kommer, når de skal og som lander blidt som sommerfuglen, når den ikke jages. Jeg elsker at skrive spørgsmålene i min sjælebog og ikke sige dem højt til andre end mit eget hjerte. Papiret holder spørgsmålene, passer på dem og lader dem arbejde i det stille. Jeg skal ikke gøre noget særligt, jeg har stillet spørgsmålet og givet slip. Og vupti, pludselig en dag lander noget, der både er et svar og et nyt spørgsmål.

Mysteriets dans slutter aldrig og spørgsmålet er simpelt: Vil du danse?

Sjælebogen kan du læse mere om i linket her.

Fortryllelse og trædestene

Åh, disse morgener inden resten af verden begynder at rumstere. Daggryet, hvor sjælen danser på bare fødder i dugvådt græs og tankerne er stille. Bare være og lade sig fortrylle af fuglenes hyldest til livet og den nye dag netop født af natten. Gå gennem øjeblikke som trædesten over en rislende flod, en kilde af kærlighed og tid. Uden hastværk, uden andet formål end at gå, leve og være.

Valborgsaften og Beltain

I aften er det Valborgsaften, men eftersom jeg er en keltisk sjæl, kender jeg dette tidspunkt på året som Beltain. I aften og i de kommende dage fejrer man i det keltiske årshjul Beltain, det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og på deres højeste og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og kraftfuld og vi kan med fordel forbinde os og drage nytte af energien til vores egen udfoldelse, kreative projekter og så videre. Uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kan du mærke det? Lysten til at leve, til at være ude og skabe forbindelse med alt det, der ikke kan vejes og måles? Den kraft og energi, som er i naturen lige nu er ganske magisk, det er en frugtbar periode, vi træder i ind. Snart vil maj eksplodere i overflod. I naturen manifesteres alt det, der har sovet og summet gennem vinteren og det tidlige forår. Alt det, der blev lagt i jorden og som fik lov til at ligge uberørt og afventende.

Intet i naturen tvivlede på at foråret ville komme, at fuglene igen ville synge, træerne få knopper, grønne blade og til sidst springe ud. Den venten, den tillid og de øjeblikke, hvor alting kulminerer, er for mig en del af livets mysterium og når jeg skriver det, får jeg kuldegysning. Vi taler meget om at kopiere og modellere andre, vi ønsker at vide, hvad andre gør for at få det hele til at virke. Løsningen. Måden. Sådan gør du, hvis du vil have succes. Jeg har forsøgt, men den slags gør mig både træt og ked af det. Det føles ikke som succes og det fornærmer min sjæl. Så jeg vælger at vende mig mod naturen og hengive mig til øjeblikkets dans og livet, som det udspiller sig i sin helt egen cyklus. Det giver mig glæde. Det skaber sindsro og lyst til at danse.

At lade livet komme

Lad livet komme. Åh, hvilken salig fornemmelse i krop og sjæl, når tøjlerne slippes og kontrollen lægges væk. Nu kan vi danse øjeblikkets dans. Endelig kan vi danse.

Glædelig Valborgsaften & Happy Beltain.

Kærlig hilsen
Lene


VEJEN TIL NATURENS KRAFT

Lisette Maria fra Hyldemors Have har netop skrevet et vidunderligt og brugbart indlæg på sin blog. Det er en introduktion til naturarbejde og varselstagning. Hvis du har lyst til at lære mere om naturens kræfter, energi og hvordan vi kan forbinde os til alt det, der er en del af os selv og vores egen magiske kraft, så læs endelig indlægget her.

SOMMERCIRKLEN – til dig og din skrivelængsel

Hvis du som jeg er en skrivende sjæl, der gerne via ord og fortællinger forbinder sig til egen sjæl og alt det, der pusler og rumsterer i mellemrummene, så kom gerne med i skriveforløbet Sommercirklen. Der er endnu ledige pladser. Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet, intuition og din sjæls visdom gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra maj til slutningen af august, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i naturen og sommerens energi

Brug sommeren til at støtte dig på din skrivevej. Som de andre skrivecirkler er Sommercirklen forankret i naturen og dens visdom og en del af skriveøvelserne vil invitere til små ture ud både for at sanke og samle inspiration, men også for bevidst at bruge naturen til at støtte os på vores vej.

Min hensigt er bl.a. at skabe et kreativt og kærligt sommerrum, hvor sjælens fortællinger kan finde afsæt og blomstre. Og eftersom jeg vil invitere til at du slukker for al elektronisk udstyr og i øvrigt skriver i hånden, kan du sagtens tage dine skriverier med udenfor og nyde sommeren under åben himmel, mens du skriver, sanker og forbinder dig til dit rislende reservoir af visdom og sjæleord.  Sommercirklen kan sagtens fungere som en del af din sommerferie, hvor du skærper din opmærksomhed overfor sommerens gave og bliver lydhør overfor alle de subtile gaver, sommeren bringer.

Invitation til Sommercirklen finder du her. Og du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com. Varmt velkommen.

valmue

 

Kom, lad os danse

Nydalakloster

Kære ven, der er gået et stykke tid, siden jeg vendte hjem fra min efterårsferie i Småland og skrev indlægget “Når vinden danser”. Sommeren og efteråret 2015 var alt andet end en dans på roser, selvom roserne skam blomstrede smukt i min have langt ind i oktober måned. Det var en sommer, hvor jeg på mange måder blevet rystet i min grundvold, men bedst som jeg troede, at jeg ville vælte og blive blæst omkuld af det stormvejr, der var opstået i mit indre, opdagede jeg, at jeg faktisk er som et træ med dybe og solide rødder. Og jeg, som elsker træer!

Lys, mørke og melankoli

Den lyse del af året kulminerede for mig ved fejring af sommersolhverv og lukker sig nu om mig igen som kalklåget om vinbjergsneglen. Lys mod mørke. Jeg har lovet mig selv at jeg, i endnu højere grad end tidligere, vil forsøge at gøre det, som naturen opfordrer os alle til nu; kontemplation, indre nærvær, restitution og hengivelse.

Hengivelse og melankoli

Dagene er korte nu og lyset er dæmpet. Selvom jeg nyder turene ud, ofte i selskab med mine elskede hundepiger, så er den tid, hvor jeg uden dårlig samvittighed eller modstand hengiver mig til trætheden og mørket, guld værd og en vigtig del af processen. Naturen har lært mig, at mørket og vinteren har en helt særlig kvalitet, som vi kan drage nytte og glæde af, hvis vi da ikke kæmper imod.

Melankolien hører med. Dans med den. Lad den være en del af de farver, der udgør din personlige palette.

En velsignelse i forklædning

Sommerens hændelser vil jeg ikke gå i detaljer med. Det, der skete, er ikke alene noget dybt personligt, det involverer også andre mennesker, hvis anonymitet jeg ærer og respekterer. Jeg vælger at se på dem som hjælpere, der på deres måde skubbede mig på rette vej. For det, der i sensommeren fremstod som en hård, ubarmhjertig og, synes jeg dengang, temmelig uretfærdig forbandelse, viste sig at være en velsignelse i forklædning. Selve læringen kom først i månederne efter og opstod midt i et indre mørke, der i lange perioder føltes som vildfarelse. Jeg for vild, sagde jeg, men efterhånden gik det op for mig, at jeg på ingen måde var faret vild. Tværtimod.

Tomrummet og sorgen fortalte historier

Tomrummet, de mørke gange og sorgen, som jeg til sidst valgte at sidde i og lytte til, fortalte mig nogle historier om mig selv, som jeg nu var moden til at høre. Historier, hvis arme rakte langt tilbage i tiden og som havde udspring helt tilbage i min barndom og uden tvivl også i tidligere liv.

Mørkevandring og styrkeprøve

Min mørkevandring viste sig at være en styrkeprøve. Den gav mig visheden om min egen kraft og formåen og selvom jeg oplevede både sorg og svaghed, hvor store og dybe følelser skulle væres med og bearbejdes, fandt jeg paradoksalt nok ind til ”mit sande jeg” gennem de oplevelser, sommeren bød på. Nogle lag blev skrællet af i de måneder og illusioner brast.

En slags sjælens mørke nat

Måske var det en slags ”sjælens mørke nat” jeg vandrede i gennem sommeren og efteråret? Under alle omstændigheder fik jeg gennem hændelsen og det, der skete efterfølgende, øje på mig selv og de mønstre, tanker og handlinger, som har formet og til dels bestemt udfoldelse af mit liv indtil nu, men som nu ikke længere tjener mig. Kærligt men bestemt blev jeg opfordret til at give slip. Min himmel var mørk, jeg mistede orienteringen, men jeg var ikke faret vild i ordets egentlige betydning. Eller var jeg? For på samme tid var jeg på rette vej.

Vildfarelse og lysninger

Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild

har Tomas Tranströmer så fint udtrykt det. Vildfarelse, ved jeg nu, er uden tvivl en vigtig del af den indre rejse, sjælens rejse, for uden at miste orienteringen for en stund finder vi  ikke netop den lysning, der er vores sted og hvor nye og vigtige erkendelser opstår.

Tillid til processen

I mørket, i det tidlige efterår, hvor krager, råger og ravne fløj ind over mit landskab, blev jeg kærlig opfordret til at have tillid til processen. Det handlede om at give slip, gradvist, langsomt på samme måde, som træerne slipper bladene i efteråret, men det handlede også om at turde være i mørket og i den tilsyneladende vildfarelse.

Skridt for skridt, ord for ord, fik jeg hele tiden serveret små flager af sandheden, men jeg var ikke klar til hele sandheden endnu. Ved efterårsjævndøgn var jeg endnu i proces og sorgen lå om mig som en tung dyne. Måske kunne jeg have sparket dynen af og rejst mig, men jeg var for udmattet og samtidig forstod jeg, at det ikke længere handlede om at flygte eller forcere. Det handlede om at blive og om at vente.

Vent, intet hastværk

”Vent”, hviskede stemmen dybt i mig og krager, råger og ravne stemte i. ”Vent, bliv i mørket, bliv i efteråret og læn dig op af træerne for at hente styrke og visdom. Bladene, der falmer og den proces, hvor vi giver slip. Langsomt, intet hastværk, ingen forcering. Det føles måske pinefuldt, men det er kun fordi du værger dig imod det uundgåelige. Prøv med accept, hengiv dig til det og lad det være en dans. Dans med alt det, der smerter og vid, at du på et tidspunkt kommer ud på den anden side en forvandlet kvinde.”

Ofte så jeg lyset på himlen, det kom og gik gennem efteråret, og jeg forstod, at jeg blot skulle hvile så godt jeg kunne og ikke forsøge at flygte, selvom det gjorde pokkers ondt. Sandheden er, at jeg heller ikke kunne flygte. Jeg var for træt, for udmattet, min søvn var dårlig og min kreativitet lå i dvale. Der var ikke så mange ord endda, men jeg skrev morgensider og jeg søgte råd og vejledning gennem de ord, jeg skrev i sjælebogen. Jeg fik både hjælp, svar og kærlig poesi med på vejen gennem ordene, der opstod i de måneder.

For der er altid fortællinger, der som fyrtårne kan skinne i mørket og lede os på vej. Vi skal blot møde op, gør os modtagelige og skrive dem.

Nej, fandme nej!

En søvnløs nat, hvor jeg var ved at drukne i min egen sorg, dukkede hun op som et væsen, der slog gnister fra et sted dybt i mig. Hun bandede. Ja, det gjorde hun, hendes stemme var høj og klar men uden skarphed eller anger: Nej, fandme nej! Og jeg mærkede, hvordan styrken og kraften ulmede fra et sted dybt i mig og noget genopstod dér i den mørke efterårsnat.

Hun var ikke bare en voksen kvinde med bagagen fuld af levet liv og ar på krop og sjæl. Hun var ikke bare en vis kvinde, der havde opdaget, at hun kunne se og at hendes særlige sensitivitet var en gave, som hun var blevet skænket for at bruge den til det, hun gør bedst og som hun holder allermest af. Hun var ikke bare en voksen dame med grå hår som fine striber i det lyse. Hun var også sit indre barn.

Pigen, kvinden og lynlåsen

Den lille pige og den voksne kvinde smeltede sammen dér i mørket før daggry. Det sitrede i min krop, tårerne strømmede og det var som om jeg kunne træde ud af sorgen lige dér. Kom, hviskede den lille pige, se der en lynlås midt i sorgen og den voksne kvinde nikkede smilende og trak forsigtigt i den. Lynlåsen. De åbnede i fællesskab sorgen for mig og jeg kunne træde ud. Et nyt daggry åbnede sig på nattehimlen og jeg spejlede mig i det spæde lys, der opstod lige dér. Først da var jeg i stand til at tilgive og give slip på noget, jeg havde holdt så krampagtigt fast i. Først da var jeg klar til virkelig at tilgive.

Og mest af alt handlede det om at tilgive mig selv.

Alkymi og kvindekraft

Dér kom styrken. Lige dér i mørket.  Alkymi og kvindekraft. Den lille pige med eventyr og rottehaler og den voksne kvinde med erfaring og levet liv gik hånd i hånd. De dansede, de rørte hinanden, tørrede tårer væk og flækkede så sammen i hjertelig latter. Det hele smeltede sammen. Det var ikke, som jeg tidligere havde formodet, bare et spørgsmål om at holde om min indre pige, favne hende og trøste hende. Det var et spørgsmål om at smelte sammen med hende. De to, den unge og den ældre, rakte ud og blev forenet. Der var tårer og der var latter dér i mørket og ”nej, fandme nej” blev til en forvandlingssang lige dér.

Forvandlingssangen

Senere hen omskrev jeg den, forvandlingssangen, så den blev lidt mere poetisk. Men det er stadig ordene jeg bruger, hvis jeg skulle blive i tvivl om min egen kraft og styrke. Nej, fandme nej! Og jeg er sikker på, at du, min ven, enten har fundet eller vil finde helt dine egne ord, med netop den energi og det eftertryk, der sætter dig fri.

For ord er magiske. De er kreative. Ord er ikke alene informative, de er også formative, for på sælsom og ganske magisk vis, bliver vi det, vi skriver. Ordene former os og netop derfor skal vi vælge vores ord med kærlighed og omhu. Hvis altså ikke ordene vælger os, som det skete i mit tilfælde. Men her er det energien og styrken bag, som jeg mærker og hæfter mig ved.

Min tid er kommet

Min tid er kommet. Jeg tager hånd om mig selv, jeg tager ansvar og jeg er både min indre pige med rottehaler og eventyr, magi og fortællinger, der opstår af ren og skær lyst og nysgerrighed, og den voksne, vise kvinde, som har oplevet lidt af hvert og har fået ar på krop og sjæl. Falder jeg tilbage i de gamle mønstre og giver jeg slip på den styrke, jeg nu har genvundet, og som gør mig stolt og glad midt i sorgen over, at det hele måske ikke blev så rosenrødt forsonende, som jeg havde håbet på? Nej, fandme nej!

Stærk på en stille måde

Udenfor slog regnen med ruden og sprækken af daggry var vokset. Jeg rejste mig fra sengen og mærkede de to væsener i mig blive til ét. Kærligheden var stor men taknemmeligheden endnu større, hvis man overhovedet kan adskille og gradbøje den slags. Det betyder ikke så meget. Det var sket, jeg var forvandlet. Stadig groggy, stadig træt, stadig sorgfyldt og mærket, men forandret og stærkere end nogensinde før på en meget stille måde. En styrke, der var så sårbar og skrøbelig som det første lys, der nu trængte igennem sprækken i himlen.

Crack of dawn, hviskede hun. Now you know the true meaning of the term “crack of dawn”.

En ny proces er sat i gang

Der er gået et stykke tid siden den nat. Og hvis du tror, at forvandlingen har ændret mig radikalt, tager du fejl. Forvandlingen, visheden og den indre styrke, jeg nu mærker fra et helt nyt sted, integreres langsomt som om en ny proces er sat i gang. Der er meget at fordøje og jeg har vished om, at det vil ske i helt sit eget tempo. Vinteren og mørket vil hjælpe mig her, det har jeg tillid til, for vinteren er perfekt til fordøjelse, restitution og kontemplation. Jeg føler mig sårbar og nøgen som træerne uden blade, men den følelse er en fordel, lover træerne til mig og kragerne stemmer i.

Kom, lad os danse

”Når tid er”, hvisker vinden og forvandler sig til storm. ”Der er meget at rense og blæse bort. Men kom, kom dans med det. Træd ud i det og se, at du faktisk er inde i det.  Det føles anderledes, når du ikke kæmper imod, men hengiver dig til, som er. ”

Snart er det vintersolhverv og lyset vender tilbage

Året er næsten gået og dybt i decembers favn er det vintersolhverv, solårets og naturens nytår, det vendepunkt, hvor lyset fødes af vintermørket på årets længste nat. Som ørnen svæver jeg over det landskab, som var og alt det, som jeg lærte og fik med mig. Jeg ser, jeg betragter og uden at ville det anderledes, hilser jeg både sorger og glæder velkommen som en del af det store billede. Det er ikke alt, jeg forstår, men jeg vælger at give slip på den evige søgen efter forståelse. I stedet hengiver jeg til livets mysterium, for det er i sidste ende det mysterium, der gør mig levende og fri. Det giver mig lyst til at gå på eventyr og livets eventyr er noget, som pigen i mig elsker. Jeg skriver om det og jeg lever det. Hver eneste dag i det, der også kunne kaldes et helt almindeligt liv. Men alting er tilsyneladende. Og som den gode Majbritte Ulrikkeholm så fint har sagt det: “Jeg vælger at tro på det, der giver mest eventyr til mit liv.”

(Teksten stammer fra 2015 og derfor er den lidt forud for sin tid. Der er et par måneder til vintersolhverv og indtil da skal vi rejse gennem resten af oktober, efteråret og ind i novembers tågedis. Og november er en ganske særlig måned, for her starter skrivegruppeforløbet VINTERCIRKLEN).

Der er fortællinger alle vegne

Lad os udforske, vende sten, samle rav og opdage, hvordan det hele ånder og lever. Der er fortællinger alle vegne, de findes i naturen og vi bærer dem i os, dybt i os selv. De vil gerne skrives, fortælles, deles og sættes fri. Og det, kære ven, er blandt andet min mission, mit formål og min glæde her i livet. At skabe rum og landingsplads til at kærlige og sjælelige fortællinger kan lande, løfte, fortrylle og forvandle os.

Vi er skabt til at skabe

Vi er jo skabt til at skabe, fortælle historier og dele dem med hinanden. Uden dom, uden bedømmelse og korrektur og helt uden konkurrence. Vi sætter fortællinger fri og vi sætter os selv fri. Ord for ord.

Skriveworkshops og skrivecirkler

De intuitive skriveworkshops forsætter i 2017 med et nyt program. Nye datoer følger snart og den første skriveworkshop vil finde sted omkring Imbolc i februar. Når vi har fordøjet, været og skrevet os gennem vinteren og igen har sanket styrke og lyst til at drage ud i verden med det, vi valgte at tage med os videre.

OG til det formål har jeg skabt VINTERCIRKLEN. Her skriver vi os gennem vinteren og den mørke tid forankret i vinteren, mørket, naturen, årshjulet og den cyklus, som vi alle er en del af. Kom gerne og vær med, der er stadig ledige pladser.

Der findes en anden sang, andre toner og et sted,
hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås,
men er et helligt sted i os selv,
hvor vi sanker, hviler, hengiver os.

Og skriver om det.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

En hyldest til vinteren og den mørke tid

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Tid til fordybelse og til at nære dig selv. Kom ned i tempo, læn dig ind i mørket og oplys dit skriverum med masser af stearinlys. Tid til te, indre nærvær og kontakt til den stille del af dig selv, den hviskende, sjælelige del, der bærer på så meget visdom.

Find indre ro og varme i vinteren gennem ord og skriverier.

Ud fra månedlige skriveopgaver og afsæt får du lejlighed til at dykke ned i din egen sjæls visdom og får gennem egne og andres ord vished om vinterens gave. Du skriver hjemme i dine egne omgivelser, du skal ikke begive dig ud i mørket, stormvejret eller gennem sneen for at nå et bestemt sted hen. Du er allerede ankommet. Ligesom de andre medlemmer af Vintercirklen sidder du hjemme hos dig selv i det rum, du har skabt til formålet og som gør dig godt.

Vintercirklen

VINTERCIRKLEN fandt sted første gang sidste år og blev hurtig fyldt. Det gør godt at hengive sig til vinteren, mørket og at skrive om det. Der er mange gave at hente gennem de ord og fortællinger som opstår og selve processen er et kapitel for sig med en god portion healing. VINTERCIRKLEN er fuld af historiemedicin og vitaminer til dit vinterhjerte.

Invitation og detaljer finder du i linket her eller ved at klikke på billedet herunder. Du kan tilmelde dig indtil den 15. november, hvis der stadig er ledige pladser, men hvorfor vente, hvis du kan mærke at du skal være med? En del har allerede sluttet sig til cirklen og jeg glæder mig meget til at byde velkommen.

Vintercirklen starter den 1. november og varer indtil udgangen af februar (4 måneder). Det koster DKK 1090,- at være med i hele forløbet. Flere detaljer finder du i invitationen.

Du tilmelder dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com. Du er ventet og du er velkommen.

Kom, lad os danse.

Kærlig hilsen
Lene

vintercirklen-011116

Processen og din egen skrivestemme

lysiskoven

Den bedste vej til at skrive unikt er at have tillid til din egen stemme og tillade den at trænge igennem.

Giv dine skriverier lov til at ånde

Lad ikke dine skriverier afhænge af, om nogen måske har lyst til at udgive dig eller ej. Lad dine skriverier stå alene, lad dem være din gave til dig selv og måske endda til verden. Lad dem trække vejret og have sit eget liv og lad ikke andre fortælle dig, hvad de er værd eller ej.

I just try to warn people who hope to get published that publication is not all it’s cracked up to be. But writing is!

Sådan siger Anne Lamott. Og mange andre forfattere giver hende ret. Lad ikke din skrivelængsel og skriveglæde blive bremset af tanken om udgivelse eller om, at du skal skrive på en bestemt måde på din blog og din hjemmeside. Helt paradoksalt kan tanken om udgivelsen af den bog, der måske ikke engang er skrevet endnu, kan være lige netop det, der gør, at du aldrig får bogen skrevet. Eller skrevet ret meget i det hele taget. Fokus på produkt og præstation kan være en tung bremseklods i forhold til at skrive med glæde og fra sjæl og hjerte.

Du behøver faktisk ikke at fokusere på produktet og lave glamourøse målsætninger. Og da slet ikke i starten af din skriveproces. Som regel folder det hele sig ud i perfekt og utænkelig perfektion, når du glemmer alt om netop perfektion og om at skulle præstere på en bestemt måde.

At ære processen

Lær i stedet dig selv at ære processen. At have tillid til processen og din egen sjæls stemme er ganske magisk, men det vil du opdage undervejs.

Forkast det, der fornærmer din sjæl

Hvis du ønsker at lære dit skrivende selv at kende, det, der findes bag tanker, begrænsninger og andres sikkert velmenende råd om ”Sådan-gør-Du”, så må du starte forfra og forkaste det, der fornærmer din sjæl. Hvis noget føles forkert og hvis det skurer som kridt mod dit hjertes tavle, jamen så er det da fordi det er forkert. For dig.

Tillad dig selv at lege

Lyt til dig selv, lyt dybt indad og begynd så at lege med det, du ønsker at formulere. Hvornår har du sidst tilladt dig selv at lege?

Du kan ikke tænke dig til det

Hvad med bare at begynde at skrive? For du kan ikke tænke dig til det. Du er nødt til at møde op og gøre det. Ordene undfanges i gerningsøjeblikket på samme måder, som babyer bliver til. Der kommer ikke børn ud af at tænke. Vi er nødt til at møde op og elske. På samme måde er vi nødt til at møde op og elske os selv nok til at gøre det, vi drømmer om. Og er det at skrive – så skriv! Glem alt om bøger på en bestemt måde og begrænsninger, regler, undtagelser, grammatik og retstavning. Og for Guds og din egen skyld: Glem alt om ”sådan gør du”. Bare skriv og se, hvad der sker. Tag på eventyr i dine ord, skriv så meget at du glemmer tid og sted.

Der findes en sand vej for dig

Der findes ikke en rigtig skrivemåde som gælder flertallet, hvis du spørger mig. Men der findes en godgørende måde og en sand vej for dig. Og det er den vej, den måde, du en dag vil støde på, hvis du møder op og skriver. Hvis du under dig selv barnets nysgerrighed og narrens undren. Hvis du lader være med at læse alle de forkromede artikler og velmenende råd, der handler om mål, resultater og hvad der vil ske, hvis du ikke partout følger bestemte regler.

Hvorfor?

Hvis du skal stille hv-spørgsmål til dit skrivende forehavende, så glem i første omgang alt om “hvad” og “hvordan”. Lad processen og Kilden om det. Spørg i stedet “hvorfor” og lad dit “hvorfor” være en del af din hjertelige intention med skriverejsen, din hensigtserklæring.

Lær dig selv at kende på ny

Lær dig selv at kende først, gå på opdagelse og forsøg at følge glæden, når du skriver. Prøv at lade dine egne følelser og impulser guide dig gennem skriverierne. Mærk efter, dybt i dig selv og når det føles godt eller du føler dig optændt af en særlig slags ild eller måske et stille suk af velvære, jamen så er du på sporet. Af din sjæls stemme. Af det, der er dit skrivested, din måde, din stemme.

Hjertelige intentioner

Jeg anbefaler dig at lave en hensigtserklæring fra hjertet. Det har ofte hjulpet mig på vej og jeg anvender altid hensigtserklæringen som anker i forbindelse med skrivecoaching, på de intuitive skriveworkshops og i de magiske skrivecirkler. Den indre puls i vores hjertebaserede intentioner er en af de mest kraftfulde gaver, vi kan give os selv hvad skrivegerningen angår. Intentionen vil både reflektere og ære vores visioner og hvis vi forbliver åbne overfor dets tilskyndelser, vil den føre os meget længere ind i noget, vi ikke havde troede var muligt og på måder, vi aldrig kunne have forestillet os.

Lad din intention eller hensigtserklæring sætte dig fri

Gør allerførst dig selv den tjeneste at formulere en hjertelig intention med dine skriverier, noget, der umiddelbart føles godt. Og lad gerne intentionen sætte dig fri fra dine tankers tyranni.

  • Jeg ønsker via mine ord, formuleringer og fortællinger at gå på opdagelse i …
  • Jeg har en intention om at sætte ord på mine indsigter, så de kan være til glæde for andre …
  • Jeg ønsker at skrive fra hjertet og med sjælen og sætter hermed mig selv fri fra alle på forhånd definerede regler og ”sådan gør du” …
  • Jeg ønsker at gå på opdagelse i min skrivelængsel og tage imod det, der kommer til mig, når jeg møder op og forholder mig åben og imødekommende.

Har du først formuleret en hjertelig intention, som føles godt i hjertet og ærer du den, hele vejen i processen, så skal du se, så ved noget i dig godt, hvor du skal hen. Du behøver ikke at vide det mentalt. Du skal blot lade dig lede på vej. Af din sjæls stemme, intuitionen, af Kilden og af det, der flyder gennem dig, når du endelig giver slip på kontrollen og sætter fri.

Når ”Sådan gør du” ikke tjener dig

Måske kender du alle reglerne og du mærker, hvordan de giver dig en vis skrivemæssig sikkerhed, men samtidig begrænser de dig og afholder dig fra at skrive frit og flydende? Du har fået at vide ”hvordan” og du har læst utallige nyhedsbreve, blogge og måske endda været på kursus i ”sådan gør du”. Du ved det hele, du mestrer det endda måske, men alligevel føles det forkert dybt i dig. Det gør dig ked af det, frustreret og det hæmmer dig i at folde dit sande selv ud. Dit sprog bliver stift og hakkende, det, du har lært, føles som en kæmpe kæp i skrivehjulet. Og det gør dig ikke glad, det gør dig snarere sorgfyldt og stresset.

Og du føler måske et stik af længsel og misundelse, når du læser noget, der er skrevet fra hjertet og som vækker dyb poetisk eller sjælemæssig genklang i dig? Nogen formulerer det, du føler? Nogen siger det, der blot er et subtilt suk af noget dybt i dig?

Start forfra

Er det sådan, det er? I så fald er det nok fordi du ikke har gjort dig selv den kæmpe sjæletjeneste at starte forfra. Tage på en ny slags rejse og forlade alt det, der ikke tjener dig.

Kære du, du er alt for værdifuld og særlig til blot at være en kopi. Hav tillid til din egen stemme. Du har sandsynligvis helt din egen måde og det er den, du skal ud ind og finde. Men lad være med at forestille dig det hele på forhånd. Gå i stedet på eventyr og lad det komme, der vil komme. Giv nysgerrighed, undren, tillid og kærlighed til processen.

Du kan. Du er værdig. Verden behøver din skrivestemme og dine fortællinger. På din måde. Og som Dalai Lama siger det:

The planet does not need more succesful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers and lovers all kinds.

Kærlig hilsen
Lene

Dalai Lama


Skrivelængsel?

Jeg tilbyder løbende skrivecirkler til dig og din skrivelængsel. Her bliver du en del af et skrivende netværk i cirkel med andre skrivende kvinder. Forløbet, cirklen, vil typisk være forankret i et givent emne eller i en årstid.

I forløbene vil du modtage skriveopgaver, afsæt og andet fra mig, som inspirerer og styrker dig i din skriveproces, ofte på månedsbasis. Du vil få en god fornemmelse af, hvordan du kan bruge dine egne fortællinger som kompas på den indre rejse og du vil samtidig dele og blive inspireret af de andre i skrivecirklen.

Et skrivecirkel-forløb vil typisk vare i 3-5 måneder

Forløbene foregår delvist online, men du modtager altid dine skriveopgaver og inspiration pr. e-mail og jeg vil opfordre til indre nærvær og fordybelse i din skriveproces og i dit eget skriverum. Du vil opleve at jeg ligefrem inviterer til skrivetid og nærvær, hvor du slukker for al elektronisk udstyr og bare er med dig selv, ord og skriverier. Forløbene er således en dans mellem inde og ude. Bevidst nærvær er en af nøglerne og du får skrevet fra sjæl og hjerte.

Jeg vil også typisk byde på små meditationer, mantras og mindfulnessøvelser, som hjælper dig med at være forankret i nuet og som kan medvirke til større indre ro. Desuden får du, når du er del af en skrivecirkel i Skrivehus-regi 100 kr. rabat på deltagelse i én af de intuitive skriveworkshops, som jeg løbende afholder her i Skrivehuset.

Vintercirklen
Skrivegruppeforløbet Vintercirklen er nu i gang og alle pladser i cirklen er optaget. Men fortvivl ikke, en ny skrivecirkel og et skrivegruppeforløb ser snart dagens lys og den cirkel kan du blive en del af.

Nytårscirklen
starter op til januar 2016. Nytårscirklen er forankret omkring det nye år, din skrivelængsel og et forsæt, der kunne lyde som følger: I 2016 har jeg til hensigt at tage min skrivelængsel alvorligt. Jeg møder op og dedikerer mig til at gå på skriverejse i, hvad der gemmer sig bag længslen.

Invitation og flere detaljer følger snart. Skriv gerne til mig på skrivehuset@gmail.com, hvis du vil på interesselisten.

bur

Start dér, hvor du er

dengrønnelåge

Du mærker skrivelængsel og kredser om den som katten om den varme grød. Men i stedet for at dedikere dig til at gå på skrivende opdagelse i den længsel, bliver den til en slags afhængighed af at fantasere. Og det er ofte her, du stopper og føler dig blokeret. Du strander i tankerne og det er et tungt sted at være.

I stedet for faktisk at skrive og forankre dig i nuet, dér hvor kreativiteten og magien danser, dagdrømmer du om, hvordan det kunne være eller burde være. Du læser det andre har skrevet og tror, at de er velsignet af en særlig kraft, der får dem til at spytte ord og skriverier ud som vand fra en vandslange, en kraft, der ikke er dig forundt. Men det er kun en forestilling, en ufrugtbar fantasi, som den indre censor er god til at vedligeholde. Det er tankespind og det er løgn.

Vi er alle velsignet af den kreative kraft og Kilden er i os alle.

Start dér, hvor du er

Start dér hvor du er. Begynd med at være opmærksom på det sted, hvor du sidder og de omgivelser, du er i. Start med dit eget åndedrag og bevæg dig så langsomt ud til det, der omgiver dig lige nu. Dvæl ved detaljerne, der er historier og fortællinger i hver eneste én. Skriv om stearinlyset, der brænder, gør det levende og mærk, hvad det har at sige. Fortæl om flammen, den indre og den ydre, skriv dig varm og følg den puls, du nu mærker i dit indre.

Følg energien og flyd med

Lad ordene være dit transportmiddel, lad dem føre dig på vej og når du mærker en særlig energi, så følg den vej. Nogle ord, sætninger eller de billeder, du maler med ordene, har en helt særlig energi for dig og det kan du mærke. Det er den følelse, du forfølger uden at holde krampagtigt fast. Bare lad dig flyde med ordene og lyt ikke til, hvad den indre censor siger.

Den indre censor vil altid være dér, så uanset hvad stemmen siger, registrer, accepter og skriv blot videre.

Gå på opdagelse og stil spørgsmål

Gå på opdagelse gennem ordene, gå med undren og nysgerrighed og stil gerne spørgsmål undervejs. Vidste du, at der er meget poesi i livets små og store spørgsmål? Lad dem føre dig på vej, forsøg ikke at svare, men følg bare den indre strøm og gå med det, du kan mærke har energi og som optager dig.

Evnen til at glædes

Jeg læste et sted, at livskvalitet altid skal ses i lyset af evnen til at glædes. Jeg nikkede, det er så sandt, som det er sagt og skrevet. Når vi igen lærer at lade os fortrylle, når vi igen tør blive begejstrede og begynder at åbne øjnene og hjertet, så dukker de op alle vegne. Glæden. Forundringen. Magien. Og overraskelserne findes ofte i det små. I detaljerne.

Træn din opmærksomhed

Prøv at træne din opmærksomhed og gør det gerne gennem ordene. Selvom den indre censor brokker sig, begiver du dig på vej og skriver det første ord. Lad blikket falde på en bog i reolen, gå over og hent den bog og slå op på en tilfældig side. Plant din finger helt instinktivt på en sætning og læs den højt for dig selv. Det er din sætning. Dit afsæt. Brug den sætning og skriv videre fra den. Flydende, intuitivt og uden at tænke. Sæt din stopur på 30 minutter eller hvor længe, du nu vil skrive og lad så det ene ord tage det andet.

Brug bevidst din opmærksomhed og lad den udvikle sig efterhånden. For et kreativt og skrivende liv er karakteriseret af den opmærksomhed. Opmærksomhed i nuet og det, der er. Lige dér hvor du befinder dig.

Lad ordene hjælpe dig, hvis du strander

Den indre censor huserer i tankerne, men nu er du på vej et andet sted hen. Gennem ordene, som også er dit transportmiddel, sejler du nu væk fra den kendte bred og ud på åbent vand i din skrivende jolle. Den indre censor og modstanden, som holder så meget af hinandens selskab, står tilbage på bredden og må erkende, at det ikke nyttede noget. Fuglen er fløjet eller i dit tilfælde, kvinden (eller manden selvfølgelig) er sejlet ud for at genopdage livets magi gennem ord og stemninger.

Prøv bevidst at bruge ordene som transportmiddel, hvis du strander.

Vi er alle velsignet af den kreative kraft og Kilden bor i os alle.

En verden af forundring og magi

Når du træner din opmærksomhed og igen tillader dig selv at dvæle detaljerne, vækkes en helt ny verden af forundring og magi. Og der er historier og fortællinger alle vegne, de venter bare på at vi skal få øje på dem. Dråberne, der trommer mod ruden, den sælsomme mosaik af vand og snavs, der bevæger som slanger i vinden. Vinden, lyden af storm og træerne, der nu får hjælp til at slippe de sidste blade. Den fine sølvengel, du købte på markedet i søndags, hjertet, hun holder i sine hænder og det rolige blik, der hviler i vished. Hvad hvisker hun til dig?

Skriv trætheden, fortæl modstanden

Start dér, hvor du er. Og hvis du eneste du mærker, er træthed og modstand, så skriv det. Fortæl dig selv og papiret om trætheden og modstanden og hvis du er nysgerrig nok, kan du jo spørge modstanden, hvad den egentlig handler om. Ja, skriv modstanden og skriv dig gennem den. Vis både modstand, frygt og indre censor at du sagtens kan skrive, selvom du mærker frygt. Frygten hører med, den er en del af den kreative dans, for når vi skriver og går på opdagelse, opstår der som regel en vidunderlig nødvendig form for kaos, i hvilket nye ideer, historier og fortællinger kan opstå.

Jeg inviterer frygten og modstanden med til bords

Hvordan slap jeg af med min indre censor, spørger du? Og modstanden? For ikke at tale om frygten, der kan være så lammende, at man ikke kan foretage sig noget som helst? Det gjorde jeg heller ikke. De er dér skam endnu, alle sammen. Men jeg inviterer dem nu med til bords, jeg taler med dem, skriver dem og skriver om dem. Det nytter ikke noget, de kan ikke stoppe mig, for jeg har truffet et bevidst valg og det er at skrive og skabe uanset hvad frygt, modstand og min indre censor, korrekturmosteren Susan, fortæller mig.

Og så starter jeg altid, dér hvor jeg er. Jeg starter med at skrive og så folder historien sig som regel ud. Nogle gange skal man begive sig lidt på vej, skrive sig varm og skrive sig derud, hvor fortællingen er. Man ved ikke på forhånd ”hvor” og ”hvordan”, men ser du, det er en del af eventyret. Nysgerrighed, undren og masser af eventyrlyst er gode ingredienser at putte i gryden eller tage med sig rygsækken, når man begiver sig på skrivende vej. Lysten til at lade sig overraske, fortrylle og forvandle.

Vi er alle velsignet af den kreative kraft og Kilden bor i os alle.

Husk også at invitere Kilden!

Endnu en vigtig ting. Jeg inviterer altid Kilden. Jeg åbner mig og gør mig modtagelig og så lukker jeg op, når Kilden banker på. Hvis tankerne er for dominerende og højrøstede, så sætter jeg mig ofte lidt i stilhed først. Mediterer. For stilhed er efter min erfaring den allervigtigste ingrediens, hvis vi ønsker at skrive og leve fra sjæl og hjerte.

Start dér, hvor du er. Start i dag. Nu. Start med det første ord og skriv dig på vej.

Vi er alle velsignet af den kreative kraft og Kilden bor i os alle.

Kærlig hilsen
Lene

dengrønnelåge


Skrivelængsel?

Jeg holder intuitive skriveworkshops og tilbyder personlige skriveforløb, intuitiv skrivecoaching, som jeg kalder Skriverejsen. Begge dele er med til at styrke dig som fortæller og forbinder dig gennem ord og fortællinger til din dybe visdom og din sjæl.

Og som noget nyt kan du nu også deltage i magiske og kærlige skrivecirkler, skrivegruppeforløb, hvor du i cirkel med andre skrivende kvinder er på skriverejse. Skrivecirklerne er ofte forankret i et bestemt emne eller en årstid

Vintercirklen er nu i gang, men der kommer nye skrivecirkler og skrivegruppeforløb i 2016.

Nytårscirklen

Jeg er så småt begyndt at planlægge et nytårsforløb, en skrivegruppe, som er forankret omkring det nye år og et forsæt, der kunne lyde som følger: I 2016 har jeg til hensigt at tage min skrivelængsel alvorligt. Jeg møder op og dedikerer mig til at gå på skriverejse i, hvad der gemmer sig bag den længsel.

Hvis det kildrer din skrivelængsel og vækker lyst og genklang, kan du komme på “interesselisten”, så kontakter jeg dig, når skrivecirklen og forløbet er en realitet. Invitation og detaljer følger i december. Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, så sætter jeg dig på listen.

bur

Ingen vej tilbage

cropped-2011-november-003_b.jpg

Kære Ven

Forleden dag delte jeg en lille historie med dig – en fortælling fra min egen skriverejse, som hedder “Uvedkommende ingen adgang”. Men der er faktisk en fortsættelse, for det er som regel – ligegyldigt om vi vælger at skrive den eller ej. Og der er løbet meget vand i åen siden sidste år i april, men det søde gys og følelsen, der kunne minde om frygt, ved tanken om det ukendte og uvisse består. For det er en del af rejsen, livet og skriverejsen. Det findes ikke uden!

Jeg lader historien tale for sig selv. Og ha’ så en god Bededag. Du kunne jo eventuelt benytte lejligheden til at bede om det, du virkelig ønsker dig. Dybt i hjertet. Det gjorde jeg og det har jeg fået. Men på en helt anden måde end jeg kunne forestille mig og faktisk meget bedre. Jeg tænkte for begrænset, Universet kan meget mere end vi måske tror! 😉

Kærlig hilsen
Lene Mindørmitlysmitliv

Jeg forlod historien, det hele blev ligesom for meget for mig, men jeg besluttede mig for at vende tilbage, når det var tid. Men tiden er. Og intentionen om at gøre noget i fremtiden kan udsættes på ubestemt tid. Det kan forblive en mulighed, som man skubber foran sig og aldrig gør mere ved. Ligesom at skrive den roman, man altid har drømt om. En dag gør jeg det. Men hvad nu hvis den dag aldrig kommer?

Nå, men hvis du vil høre sandheden, så blev jeg faktisk lidt skræmt. Bange. Den måde, mine fingre bare måtte sanse lågen på og det, der skete. Den frysende, sødmefyldte fornemmelse. Ubehag og dog begær. Jeg brændte mig, forstod at jeg havde gjort noget grænseoverskridende og ville spole filmen lidt tilbage. Fjerne mig fra lågen og det tidspunkt, hvor jeg åbnede øjnene og fik øje på den. Lågen. Bortset fra at jeg faktisk havde øjnene lukkede og også det skræmte mig. Det hele var som en drøm, en sælsom og sanselig drøm. Jeg stod der i det dugvåde morgengræs på bare fødder og mærkede hele livet strømme igennem mig. Fra top til tå, flydende og farverigt. Og lågen på sine gamle hængsler, den gule mur og det frodige buskads, der indkredsede det hele, det var en slags usynlig kulisse.

Tiden er nu, jeg er tilbage, det kan ikke udsættes. Man kan ikke bare sådan forlade en historie og tro, at man kan vende tilbage til netop det øjeblik, hvor man valgte at gå. Det kan ikke lade sig gøre. For når man vender tilbage og står der igen, når man har smidt strømper og sko og lukket sine øjne, fast besluttet på at genkalde sig det magiske øjeblik, hvor tiden stod stille og nogen åbnede den gamle smedejernslåge, så er man ikke længere den samme. Magien er forsvundet. Der står man og småfryser med øjnene fast sammenklemte, sitrende af forventning, opfyldt af utålmodighed og ingenting sker. Lågen er lukket.

Men tiden er nu, jeg har lært det og går helt hen til lågen. Det rammer mig som en pil, det øjeblik, et glimt, deja vu, kender du det, et helt nyt sted og alligevel nikker noget dybt i sjælen genkendende til øjeblikket. Lågen, duften af fugtigt forår, det dugvåde græs og fuglene, der synger i trætoppene. En solsort, jeg opdager den i samme sekund, den kigger forsigtigt på mig fra sin plads på den gule mur. Halvt skjult af grenene, der har store knopper og et fint lysegrønt skær, men jeg ser den alligevel. Hilser uden ord, man er vel høflig. Og solsorte skal man ikke kimse af, de har helt deres egen visdom. Måske vil den endda sige mig noget, sådan som den kigger? Blinker, løfter vingerne, vibrerer i samdans med muren, tripper og bliver så helt stille igen.

’Kan jeg mon åbne lågen igen, Hr solsort?’ hvisker jeg og sender spørgsmålstegnet af sted. Den rækker ud og griber det i sit vingefang, mit hvide spørgsmålstegn er nu indrammet af sorte fjer. Men den svarer ikke, den stirrer blot på mig, blinker og forsvinder så med et fløjt bag grenene. Med sig tog den mit spørgsmål og jeg fik ingen svar. Der er kun en ting at gøre og det er at gentage den magiske handling fra forleden.

Jeg kaldte mig selv den uvedkommende uden adgang. Men så rørte jeg lågen. Og jeg sagde noget, ordene kommer tilbage, man skal bare åbne sig og vente, så kommer de svævende.

’Du er smuk, fine låge’, siger jeg og gør mig umage med at udtale ordene. Mine fingre kærtegner de kolde jernstænger, jeg lader dem glide over krusedullerne. Køligheden forplanter sig, noget i mig gyser, men det er en sødmefyldt og nu velkendt fornemmelse. Denne gang trækker jeg mig ikke, mine fingre insisterer, forsigtigt, jeg holder vejret og kærtegnet bliver dybere. Jeg mærker de små ujævnheder i jernet og rejser gennem dem som en blind, der føler bogstaver. Pludselig sker det igen, lågen knirker faretruende. Tværstangen løsnes som af usynlige hænder, svæver gennem stænger og kruseduller og lander i gruset foran mine bare fødder.

Lågen er åben.

Denne gang tøver jeg ikke, jeg går ind. Først senere kommer jeg i tanke om, at jeg har efterladt mine sko og strømper udenfor, men da er det for sent at gå tilbage. Der kommer et tidspunkt i enhver kvindens historie, hvor hun må fortsætte med at gå, selvom hun allermest har lyst til at vende om, løbe skrigende tilbage, kaste sig i favnen på trygheden og aldrig mere forlade den velkendte havn. Men der er ingen vej tilbage.

Tidspunktet er nu. Mit tidspunkt. Og næste gang du møder mig i historien, står jeg et sted på den tilgroede sti på bare fødder og med et bankende hjerte fuldt af frygt og forhåbninger.

Er dette mon min sti, min vej?

Lene Frandsen, april 2014
Fra min egen skriverejse

At folde glæden ud

hundene og jeg_Mols

På skriverejsen, i de skrivecoachingforløb, jeg tilbyder og som er en helt personlig skriverejse for den enkelte, lærer du som skriverejsende blandt andet at folde det ud, der opstår undervejs.

Forestil dig, at du finder et stykke sammenkrøllet stof på din vej. Du ser det, samler det op og undrer dig. Så folder du forsigtigt stoffet ud og ikke alene ser og mærker du stoffet og dets kvalitet, registrerer mønster, farver og tekstur, du opdager også, at der var små skjulte skatte i stoffet. På samme måde som du foldede stoffet ud kan du folde ord ud og gå på opdagelse i, hvad de rummer af skjulte skatte til dig.

Ursula og Glæden

En kvinde på skriverejse gentager et ord eller et begreb mange gange og kredser rundt om det og den energi, som ordet indeholder for hende. Lad os kalde kvinden for Ursula.

Jeg vil gerne have mere glæde i mit liv, skriver Ursula. Hun fortæller gennem ordene om sin længsel efter at få mere tid og rum til glæde. Hun vil gerne være mere glad, så hun har lyst til virkelig at invitere glæden ind i sit liv. Ikke bare som en sjælden gæst, men som en slags subtil livsledsager, der skabes plads og rum til. Helt bevidst. Spørgsmålet er jo selvfølgelig, hvad der ligger gemt bag ordet af energi og hvad glæde egentlig betyder for netop Ursula.

På skriverejsen ville jeg sandsynligvis invitere Ursula til at folde ordet ud og gå på skrivende opdagelse i det ord, der rummer sådan en længsel og energi for hende. Hun folder så ordet glæde ud via skrivegerningen og finder ud af, hvad der bor i ordet “glæde” for hende. Hvad betyder det? Eller hvem bor i glæden?

At folde ord ud

At folde ordene ud via skrivegerningen er kraftfuldt og effektivt i forhold til at forstå og mærke, hvad der ligger af energi, potentiale, begrænsninger og skjult længsel for os.

Vi kan folde ordene ud på mange måder. En af måderne er at forvandle ordet eller begrebet til en person og simpelthen skabe en slags fortælling omkring ordet. Ja, vi går på opdagelse og gør det til en slags skrivende leg. Vi skaber en fortælling, men vi tænker ikke så meget over det på forhånd. Vi skriver intuitivt og lader komme. Indstiller os på, at være modtagelige og lyttende, for vi søger jo svar, beder om svar, og skal ikke selv opfinde dem i de øverste tankelag. De findes allerede et dybere sted og vil sandsynligvis være langt mere fyldestgørende og ærlige, end hvis vi forsøger at tænke os til svarene.

Fortællingerne hjælper os

At skabe fortællinger til at hjælpe os på skrivevejen og rejsen virker meget stærkt. Og faktisk føles det ofte, som om det i sidste ende er fortællingerne, der skaber os. Det er som om de ved, hvordan vi skal have ordene serveret og hvad der skal siges, beskrives og fortælles, så netop vi bliver berørt, forundret og til sidst forvandlet. Jeg oplever, at der opstår de smukkeste og dybeste fortællinger på den enkeltes skriverejse – noget, den skriverejsende slet ikke havde set komme, da hun lagde ud på sit skrivende færd. Og det er styrken i skriverejsen og forløbene, som jeg tilbyder. De er ikke på forhånd defineret, de udvikler sig efterhånden som du udvikler dig. Jeg sidder klar til at adressere det, der fylder for dig og skaber nye skriveøvelser og opgaver undervejs, som har til formål at virke som trædesten over de floder af frygt og modstand, du måske ellers var strandet ved. Du skriver dig vej gennem indre landskaber og møder ofte dig selv gennem forunderlige historier og fortællinger undervejs. Dine helt egne fortællinger.

Fortællinger som fyrtårne

Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys … og glæde. Når du ønsker at huske, det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os. Så hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel?

Mit påskeæg til dig – en skriveøvelse

Men et er Ursula. Noget andet er dig? Har du mon fået lyst til at prøve? Hvad er glæde for dig? Som et lille påskeæg til dig deler jeg hermed en skriveøvelse, hvor ordet “glæde” bliver forvandlet til en person, som du kan tage dig en god, dyb og skrivende snak med. Og du skaber selv forvandlingen.

* * *

Skriveøvelse – tag en snak med GLÆDE

Gå lidt på opdagelse i Glæde. Og jeg skriver det med stort, fordi du her skal forestille dig, at Glæde er en person, du kan besøge og tale med. En person, som højst sandsynligt er din ven og som kan hjælpe dig. Glæde har et vigtigt budskab til dig.

Forestil dig, at du tager din bil eller cykel og drager af sted for at besøge Glæde. Når du skriver, så lad være med at tænke for meget, bare lad det blive en strøm af ord, der ligesom bringer dig frem til destination, det sted, hvor Glæde bor.

  • Hvor bor Glæde, hvordan ser der ud, er det et hus, en lejlighed eller? Og hvordan er omgivelserne?
  • Du banker på og Glæde lukker op. Prøv at beskrive dette møde, dit indtryk af Glæde. Hvordan ser han eller hun ud, hvad mærker du?
  • Glæde byder dig indenfor i sit hjem. Hvordan ser der ud, hvordan dufter der, brug alle sanserne og mal med ordene, det du ser og oplever.
  • Mens du er på besøg, har du en god og givende samtale med Glæde Hvad fortæller han/hun dig?
  • Når du tager af sted igen, giver Glæde dig en helt speciel gave. Hvad er det for en gave?

Lad det gerne blive en lille historie, hvis du synes. Bliv så fortrolig og kendt med Glæde som du kan gennem dine egne ord.

* * *

Vigtigt – husk at lave opvarmningsøvelsen først!

Inden du laver skriveøvelsen og besøger Glæde, så lav endelig opvarmningsøvelsen. De fem minutter opvarmning gør underværker i forhold til at få lukket op til en dybere del af dig bag tanker og begrænsninger. Tankerne og begrænsningerne efterlader du på sin vis på papiret INDEN du begiver dig videre til den egentlige skriveøvelse og får skrevet dig lidt fri. Dit nye skriveudgangspunkt er således renere og støvsuget lidt for det værste tankegrums.

Så spring ikke over hvor gærdet er lavest. For det gærde er slet ikke, som det måske ser ud … Lav opvarmningsøvelsen!

Du finder opvarmningsøvelsen her.

Når tampen brænder er glæden nær

Jeg er spændt på, hvad du får skrevet dig frem til. For jo nærmere du kan komme det, der bor i glæden for dig, desto mere bevidst vil du blive om, at du får skabt rum og plads til netop det, der betyder noget for dig og bringer mere glæde ind i dit liv.

Jeg ønsker dig en fortryllende påske. Hyg dig med dit skrivende påskeæg og skab din egen glæde.

Kærlig hilsen
Lene

PS På billedet ser du mig og mine skønne hundepiger Keeva og Aimee på tur. For ture, naturen og mine hunde er noget af det, der giver mig allermest glæde. Og inspiration til fortællinger.

hundene og jeg_Mols

Jeg mødte en pige

morgendis3

Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af sorg og ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.

* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne og over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.

Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.

Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv. Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.

Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?

Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.

Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.

Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap …

* * *

Vi kan bruge skrivegerningen til at få kontakt med vores indre barn og det kreative eventyrland, vi måtte forlade for at træde ind i virkeligheden og “de voksnes rækker” (og hvem har overhovedet lyst til at gå i række?) 😉 For hvad nu hvis eventyret faktisk er virkeligheden og vores fornemmeste opgave i livet er at huske alt det dejlige, vi har glemt. At skabe, lege, danse … og bare være?

Kærlig hilsen
Lene

Skriveøvelse – kontakt til dit indre barn, ekspert i kreativitet og skaberglæde

Sæt dig ned med en pen og en notesbog eller tænd for computer og åbn et nyt dokument. Luk øjnene og træk vejret dybt, helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du ny energi, kreativitet og glæde til hver en celle i din krop. Og hver kan du puster ud, giver du slip på stress, jag og tunge tanker. Sid lidt og mærk, hvordan du fyldes af ro. Mærk kroppen og hvordan den føles nu.

Når du er klar begynder du at skrive. Sæt stopuret på 20 minutter og skriv helt intuitivt et brev til dit indre barn. Fortæl hende eller ham alt det, du husker og savner og lad det komme, der vil skrives. Måske husker du episoder eller sanselige oplevelser, som fragter dig tilbage til øjeblikke af glæde. Mærk dem, duft dem og skriv dem. Skriv alt det, der skrives vil. Også hvis der skulle dukke sorger eller følelser af tristhed op. Skriv det løs.

Du skal ikke stoppe op og tænke eller redigere. Bare skriv!

Kærlig hilsen
Lene

Usynlig kærlighed og en dans

Tågehus

You have to leave the city of your comfort and go into the wilderness of your intuition.
What you’ll discover will be wonderful. What you’ll discover is yourself
– Alan Alda –


Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære

Det gør godt at skrive det. Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære. At skrive kan være en terapeutisk handling, men det er også et eventyr, som vi kan begive os ud på med kærlig nysgerrighed. For hvad findes der bag tankerne og det tilsyneladende? Hvem mon bor på bunden af den kreative brønd, bag tanker og begrænsninger, hvad findes der af skatte og hengemte hemmeligheder?

Ved at skrive og lade det flyde opdager vi, at vi indeholder meget mere, end vi går og tror. Vi opdager måske, at vi slet ikke er enige med vores tanker, og når vi skriver løs uden at tænke, helt intuitivt, nærmer vi os noget større. Vi bliver ét med skabelsen af en historie, der ligesom bare flyder og skrives gennem os. Og ingen andre end os kan gøre det. For ingen har set, mærket og levet i vores krop og set livet og verden gennem vores øjne og med vores hjerte. Derfor er enhver historie unik og har sit eget liv og berettigelse.

Verden set gennem dine briller er en unik fortælling. En fortælling om alkymi. Og ingen andre end dig kan fortælle den historie på lige netop din måde.

Noget i os husker

Der sker noget, når vi møder op og skriver, når vi forlader vores tankemæssige komfortzone og bevæger os ud i intuitionens vildnis. Selvom vi mærker modstand, forlader vi de tilsyneladende trygge begrænsninger og tager først skridt ud i det ukendte. Det ukendte, som i virkeligheden er det kendte. Vi havde bare glemt det. Så jo mere vi skriver og bevæger os væk fra det sted, hvor modstanden tog kvælertag og fortalte os, at vi ikke turde, ikke havde lyst og ikke var gode nok eller værdige nok, desto mere vovede bliver vi. For noget i os husker. Vi frydes, vi mærker genklang.

Og trygheden? Den viser sig ofte at have været et slags fængsel – helt paradoksalt.

Pludselig begynder det at strømme og komme ud af os. Det føles næsten som magi, den måde ordene boltrer sig på. Sjove og eventyrlige vendinger, ord lader sig bruge på nye måder og små historier ser dagens lys. Uden at dømme lader vi det komme, vi giver troldene ben at gå på, men de går selv. De spadserer lige ud i lyset og fortæller os, at livet er meget mere end vi troede og at vi rummer og kan meget mere, end vi turde håbe på.

Usynlig kærlighed og en dans

Og det gør så godt. Det er magisk, det er som at blive opfyldt af usynlig kærlighed, når vi sidder dér og tager imod. Vi bliver berørte af alt det, der gemmer sig indeni os og vi bliver berørte … af os selv! Der opstår et slags kærlighedsforhold mellem os og vores historier. En bro.

En tåget skikkelse går langsomt over broen. Indtil vi opdager, at det ikke er skikkelsen, der er tåget. Det er os. Så vi tråder ud af vores egen dis og helt ind i historien. Vi mærker den, vi skriver den og vi er den.

Vi er ét med det, der skrives. Og jo mere vi overgiver os og slipper kontrollen, desto dristigere bliver både ord og historier. De vil gerne skrives. Og de kommer fra hengemte steder i kroppen, hvor de havde sat sig i skumring og skyggefulde afkroge, de træder ud i lyset, de misser med øjnene og ser, at de er det selv.

Lyset.

At skrive dine historier eller digte er en kærlighedserklæring til dig selv. Uanset hvad du har tænkt dig at gøre med dine skriverier sidenhen. Når du skriver, lader kommer og giver slip, giver du dig selv. Og ved du hvad, det kan også være rigtigt sjovt! Jeg sidder tit og smiler, ja jeg ler højt, når jeg får skrevet nogle komiske sætninger løs, der havde sat sig som en lettere hovedpine eller noget, der føltes som kvalme. Eller jeg mærker forløsningen ved at sætte ord på noget af det, der føltes tungt og svært.

Men mest af alt er intuitiv skrivning et eventyr. En dans med livet og med det, der er.

Kærlig hilsen
Lene

På rejse i nysgerrighedens land

Nysgerrighed_Kalø

Det starter med en intention

Jeg har en intention. Fra nu af vil jeg lytte til sjælen og følge dens beskeder og budskaber. Jeg er overbevist om, at den vil lede mig på rette vej og hjem til mig selv.

Det var, hvad der langsomt begyndte at ske, da jeg for alvor begyndte at skrive igen. Nogen ledte mig på vej. Intuitivt og hver eneste morgen tog jeg på en ordmæssig rejse. Egentlig var det jo bare tænkt som blogging, alle andre var begyndt at blogge og naturligvis havde jeg også noget på hjerte. Det har vi skam alle sammen. Og det har aldrig faldet mig svært at skrive, tværtimod, det er svært at lade være. Men hvad jeg ikke var klar over, var, at der gemte sig et helt univers af glæde og visdom dybt et sted i mig.

Jeg blev så glad og forbavset. Hvor kom dog alt det skønne og befriende fra? Havde jeg et indre eventyr i mig, som bare ventede på at blive forløst? Og var det den manglende forløsning, der gjorde, at jeg ofte følte mig så tung, trist og lettere mellemfornøjet?

Rejsen tog mig forbi et par forfatterkurser, hvor vi lærte at skrive og arbejde intuitivt med ord og tekst. Der var specifikke opgaver, men de var ikke på forhånd definerede i kasser. Det handlede ikke om hvordan. Værktøjerne og øvelserne var mere subtile ledetråde, der skulle føre os ud over klippeafsatsen. Vi skrev ikke længere fra sindet og tankerne, vi blev kastet ud over vores egne begrænsninger og satte lidt efter lidt noget fri. Resultatet var både overraskende og befriende. Var det virkelig mig, der skrev sådan? Forundrede sad vi og stirrede på den tekst og de historier, der nærmest flød gennem os, når vi først havde givet slip og skrevet os fri. Fri fra tanker om hvordan, modstand og begrænsninger. Noget i os vidste jo godt hvordan. Og hvad!

Og ved du hvad? Det var ikke engang bare overraskelsen over alt det, der gemte sig indeni og gerne ville skrives, der var så frydefuld. Det var også selve skrivegerningen og den glæde, det var at sætte det fri. Det var som om tusindvis af glade vitaminer strømmede igennem os. Vi blev opstemte og modige. Det blev en slags leg, hvor vi glemte tid og sted … og bagefter følte vi os både lettere og gladere. Vi var høje. Glade. Og forbavsende rolige. Vi hvilede i os selv med smil på læberne. Vi havde netop været på skriveeventyr i os selv!

Det er tungt at bære rundt på historier, der gerne vil skrives. Det gør godt at sætte dem fri og give dem vinger.

Nysgerrighed

Hvordan skriver man sin sjæl, spørger du måske. Og det er et godt spørgsmål. Desværre findes der ingen endegyldige svar på den slags spørgsmål, for det kan være meget individuelt, MEN naturligvis har jeg en kuffert fuld af gode ideer. Og det er den kuffert, jeg gerne vil dele med dig. Lad os sammen åbne den, bruge værktøjerne og finde på nye i processen. Lad os se, hvad vi kan skrive os frem til. For det er selve hemmeligheden. Gerningen. Skrivningen. Det er på ingen måde noget, vi kan tænke os til og her holder alle intellektuelle formodninger op.

Vi skal på skriveeventyr i os selv. Vi skal udforske og sætte fri, vi skal glæde os og være så nysgerrige, at vi er ved at briste af fryd. For nysgerrigheden er en forudsætning for at kunne tage på denne rejse. Som børn er vi nysgerrige. Vi forundres over hver eneste detalje i den verden, som vi først kravler og senere går ind i. Vi går i tillid. Vi falder og vi rejser os igen. Og vi falder også i staver, vi betragter og forundres. Nysgerrige efter, hvad der gemmer sig rundt næste hjørne. Vi udforsker, vi undersøger og efterhånden beskriver vi også det, vi ser og mærker.

Lad barnets nysgerrighed følge dig på den intuitive skriverejse. Stil masser af spørgsmål, men lad være at svare med det samme. For vi søger ikke svarene i sind og tanker, vi spørger sjælen til råds. Og vi skriver svarene. De kommer, når de kommer og måske er de formuleret helt anderledes, end vi kunne forestille os.

Ofte er de formuleret sådan, at de vækker dyb og kærlig genklang i os selv.

Beginners Mind

I mindfulness møder vi nysgerrigheden i princippet ”beginners mind”. Her handler det om at møde verden med et åbent sind, uden forbehold, forestillinger eller antagelser. Vi betragter det, der er lige nu. Nuet i sin reneste form, ordene, som de triller ud på papiret. Vi formoder ofte, at vi ved besked, men det er løgn. Det er noget vores tanker bilder os ind. Fra frygens højborg i sindets hule får vi at vide, hvordan det hele forholder sig. Og denne forudindtagede indstilling til verden omkring os forhindrer os i at opleve ting og situationer, som de er.

Vi går i nysgerrighed og vi vælger at være åbne og modtagelige. Ingen fortid, ingen fremtid, kun nu. Det er et godt udgangspunkt for en spændende skriverejse. En kuffert fuld af værktøjer, javel, men det er ikke sikkert, at vi skal bruge dem alle sammen. Vi skal blot have nogle afsæt, så vi kan komme ud over tankernes begrænsninger og formodningernes grænseland. Vi skal ud under åben himmel, som Tøsedrengene synger i en gammel sang.

Hvad tænker du nu? Fortæller dit sind dig, at det da lyder meget godt, men at du ikke kan finde ud af det? At det er for underligt og kryptisk? Det er typisk sind og tanker, i egoets land vil vi gerne have kontrol. Og det har vi på ingen måde, når vi begiver os ud på denne skriverejse. Tværtimod. Vi slipper tøjlerne og lader noget andet og større komme til. Vi åbner os og tager imod.

Jeg håber, at din nysgerrighed er vakt. Og hvis du allerede nu har lyst til at prøve lidt af det, vi sammen skal lege med og udforske, så sæt dig med din notesbog og en pen eller foran skærmen. Blanke ark.

Skriveøvelse

Nu trækker du vejret dybt ned i maven. Luk gerne øjnene og mærk dit eget åndedræt. Helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du nysgerrighed og frisk, ren energi ind til alle celler i din krop. Og hver gang du puster ud, giver du slip på formodninger, modstand og tung energi. Du inhalerer glæde. Og du giver slip på frygt. Lige så stille, lyt til din egen vejrtrækning.

Nu er du klar

Sæt eventuelt et stopur på 20 minutter. Tyve minutters nysgerrighed og eventyr.

Sæt dig og begynd at skrive. Slip tankerne, bare skriv. Uden tøven og uden at tænke. Bare skriv. Lad det, der vil skrives komme til og bland dig udenom. Du skal ikke rette, du skal ikke dømme. Bare skriv. Og når du så opdager noget, der vækker din nysgerrighed, så giv det din fulde opmærksomhed. Stil spørgsmål. Betragt det. Og skriv.

Hvis du gennemfører øvelsen og har lyst til at dele dit nygerrighedseventyr med os andre, så skriv gerne lidt om din oplevelse i kommentarfeltet herunder.

Og husk, dette er kun den spænde begyndelse. Det starter med nysgerrighed. Det starter med en intention: Jeg ønsker at spørge min sjæl til råds. Og jeg vælger at gå i tillid og med nysgerrighed. Formuler meget gerne din egen! 😉

Kærlig hilsen Lene

 

Solvitur ambulando

Ustadigt

Vi gik tur ud i eftermiddagen. Rapsmarkerne bølgede og sendte sin særlige duft i vores retning. Luften var tung og dyb efter regnen. Men vi gik fra den. Tungheden. Den klæbrige fornemmelse, der havde påvirket os det meste af dagen. Skridt efter skridt blev noget i os lettere og vi forlod tyngdepunktet i os selv og begav os på eventyr. I nuet. I duftene og skyerne, der sejlede som store skibe på himlen. Måske ville det give sig til at regne, men den tog vi med. Risikoen.

Pludselig begyndte hun at danse. Det var som om hun lettede lidt fra jorden, hun mindede mig om en af de små fugle, der med sitrende vinger bader i vandpytterne. Har du set dem? Jeg tror det er vipstjerter, men hvad forstår jeg mig på fugle? Jo, hun var en slags fugl i sin dans ned af vejen. Vandet sprøjtede fra pytterne og sendte små kaskader af vand i min retning. Og hun lo højt, hvinede som et barn og slog ud med både arme og ben. Væk var tungheden og tankerne om hvordan. Noget i hende vidste det. Instinktivt. Hun behøvede slet ikke at anstrenge sig, hun skulle bare fortsætte med at gå.

Senere talte vi om det. Hvad det var, vi havde gjort og hvad der skete med os. For der sker noget, når man rejser sig og forlader huset. Når man beslutter sig for at gå en tur og ikke nødvendigvis har nogen destination. Turen er målet. Formålet. Skridt for skridt forlader man den tilstand, man befandt sig i og det sted, hvor man sad fast. Man strækker ben, sind og sjæl. Strækker sig mod himlen, udvider sin egen horisont efterhånden som man bevæger sig fremad. Der er noget nærmest magisk i den handling. Gåturen.

’Jeg føler mig lettere’ sagde jeg og sukkede dybt.

’Jeg føler mig ny’ sagde hun og drak grådigt af et glas vand.

’Men hvad skete der? Jeg mener, vi gik jo bare en tur.’

Hun så på mig og kneb øjnene sammen. Maj i fuldt flor. Vildt hår og funklende øjne og vanddråber på overlæben.

’Solvitur ambulando’. Jeg anede ikke, at Maj kan latin. Der er i det hele taget meget, jeg ikke ved om hende.

’Som betyder?’

’Det løses ved at gå’, svarede hun og smilede. ’Og det er jo sandt. Jeg tror det alle tider har været sådan. Når jeg går, forstår jeg livets gåde. Et skridt af gangen, jeg behøver ikke at skynde mig. Noget sker, som om selve bevægelsen rummer sin egen magi. Jeg forføres af detaljer og noget i mig sagtner farten. Jeg kommer i berøring med noget dybt i mig selv, som på samme tid har forbindelse det store billede. Landskabet omkring mig, himlen, luften, fuglene. Og alt det, jeg forlod, formindskes og forsvinder. Det mister sin betydning. Man kan gå fra det og ind i noget andet. Komme tættere på sig selv og i berøring med kreativitetens levende puls.

Solvitur ambulando. Vi gik gennem rapsmarker og vandpytter. Vi gik under himlen og lyttede til fuglene. Vi hørte torden i det fjerne eller også var det et tog. Vi så træerne med knopper og blade og vi hørte vores egne skridt på vejen. Der var småsten formede som hjerter og der var forførende dufte af ny udsprungne blomster og vådt græs. Hver eneste detalje formede en slags usynlig grænse og opløste sig selv. Indbød til et studie i nærvær. Og vi kastede os ind i det eventyr der bor i en gåtur. Et skridt af gangen, det er hele mysteriet i al sin enkelthed.

Når vi sætter tempoet ned og bevæger os sindigt af sted, så vi følges med naturen omkring os, falder vi til ro i vores egne skridt. Et af gangen, tungheden forsvinder og noget nyt, let og luftigt kan komme til. Har du opdaget, hvordan ideerne ofte kommer flyvende, når man går og bevæger sig af sted? Svarene kommer, problemer forsvinder eller finder deres rette leje. Dæmoner kan ikke lide frisk luft, har Bergmann sagt, og det er sandt. Men det kan kreativiteten. For når vi går langsomt frem, bevæger vi os igennem vores mure af forsvar og undskyldninger og kommer efterhånden i berøring med noget spændstigt og levende, der riser igennem os. Kreativitetens kilde. Selve livet i al sin langsomhed. Detaljerne. Magien.

Solvitur ambulando. Det løses ved at gå. Gå en tur, næste gang du strander med dine skriverier eller andet i dit liv. Lad gåturene være en fast bestanddel af din dag og din program. Den friske luft og bevægelsen gør underværker for kreativitet og sjæleglæde.

Kærlig hilsen
Lene