Jeg mødte en pige

morgendis3

Da jeg vågnede ved vækkeurets energiske morgenmelodi, havde jeg stadig drømmen i mig og kun ét eneste ønske. Straks at falde i søvn igen og vende tilbage. Men jeg blev afbrudt og fik ikke resten med. Jeg nåede lige at tænke at jeg skulle skrive drømmen ned i den notatbog, jeg har dedikeret til formålet, men så blev jeg afbrudt af nogle forstyrrende tanker. De ramte mig som en bombe og pulveriserede drømmen og dens budskab til små fragtmenter af sorg og ingenting. Sørgmodig stod jeg op med et voldsomt savn i hjertet. Nogen i drømmen ville sige mig noget, men jeg havde ikke lyttet. Jeg var ikke i stand til at lytte.

* * *

Det var tåget. Dråber af dis havde svøbt sig om landskabet og trak i min sjæl.

Der stod en pige. Jeg så hende mellem træerne. Hun kaldte sagte og nynnede en melodi. En sang, mit hjerte kendte. Og jeg famlede mig vej gennem tågen for at nå hen til hende. Gennem træerne og over det gule tæppe af erantis, som dækkede skovbunden.

Kom ud af tågen. Kom ud af virkeligheden og gå ind i drømmen. Ræk mig din kolde hånd.

Jeg stirrede på en fugl, der pludselig dukkede op i trætoppene. En sort silhuet i disen. Og jeg holdt hendes hånd, mens hun trak mig gennem skoven. Vi løb, vi snublede og hun lo højt. Selv trak jeg forsigtigt på smilebåndet.

Jeg er dit indre barn, hviskede hun pludselig og stoppede brat op. Vi stod på en bro mellem fortid og fremtid. En hvid bro svøbt i dug og dis. Tusindvis af dråber havde lagt en smuk buket mellem os. Mit hår var vådt, jeg mærkede vandet forsegle mit ansigt, det dryppede fra øjne, træer og hjerte. Jeg holdt hendes hånd og vidste, at jeg aldrig ville give slip på hende igen. Mit hjerte var stort og blødt af ømhed overfor den pige, jeg havde forladt og forrådt. Alle hendes drømme. Alle hendes forestillinger om, hvordan verden ser ud, hvis hun bare fik lov til at fortælle sin version. Men jeg var nødt til at kvæle hende.

Hun lo højt og rystede på hovedet.

Du kvalte mig da ikke. Du gemte mig bare lidt væk. Eller rettere sagt, du gemte dig selv. Og jeg døde slet ikke, smilede hun og lod sin lille hånd hvile i min. Jeg har ventet. Ventet på at du skulle komme til dig selv. Vågne af virkeligheden og opdage, at den bare var en drøm. Et mareridt måske?

Hun fnisede og jeg genkendte den forløsende latter, der kan rive alt med sig, en vældig strøm af glæde og morskab. Det var min latter. Engang. Og jeg forstod pludselig, at der hverken fandtes fortid eller fremtid.

Men hvad skal vi så bruge broen til, udbrød jeg og rystede på hovedet.

Vi skal bruge den til vores genforening. Hun slap min hånd, bukkede sig ned og samlede nogle dråber op. Forsigtigt, hun gav sig god tid. Dråber er skrøbelige, sagde hun og smilede til mig gennem det lyse hår, men det husker du måske?

Jeg nikkede ivrigt. Jeg havde glemt, at man kan samle dråber op.

Der er så meget, du har glemt. Hun rejste sig og smilede igen. Men jeg vil hjælpe dig med at huske. Legen. Latteren. Glæden, der ikke behøver en grund. Eventyret, der ikke behøver din alvor.

Er vi i drømmen nu, udbrød jeg og stirrede ud over vandet, der løb gennem broen og rislede mig koldt ned af ryggen. Er vi tilbage?

Hun nikkede ivrigt og satte en fin kæde af dråber om min hals.

Vi er tilbage. Sammen. Og nu fortsætter, hvor vi slap …

* * *

Vi kan bruge skrivegerningen til at få kontakt med vores indre barn og det kreative eventyrland, vi måtte forlade for at træde ind i virkeligheden og “de voksnes rækker” (og hvem har overhovedet lyst til at gå i række?) 😉 For hvad nu hvis eventyret faktisk er virkeligheden og vores fornemmeste opgave i livet er at huske alt det dejlige, vi har glemt. At skabe, lege, danse … og bare være?

Kærlig hilsen
Lene

Skriveøvelse – kontakt til dit indre barn, ekspert i kreativitet og skaberglæde

Sæt dig ned med en pen og en notesbog eller tænd for computer og åbn et nyt dokument. Luk øjnene og træk vejret dybt, helt ned i maven. Hver gang du trækker vejret ind, trækker du ny energi, kreativitet og glæde til hver en celle i din krop. Og hver kan du puster ud, giver du slip på stress, jag og tunge tanker. Sid lidt og mærk, hvordan du fyldes af ro. Mærk kroppen og hvordan den føles nu.

Når du er klar begynder du at skrive. Sæt stopuret på 20 minutter og skriv helt intuitivt et brev til dit indre barn. Fortæl hende eller ham alt det, du husker og savner og lad det komme, der vil skrives. Måske husker du episoder eller sanselige oplevelser, som fragter dig tilbage til øjeblikke af glæde. Mærk dem, duft dem og skriv dem. Skriv alt det, der skrives vil. Også hvis der skulle dukke sorger eller følelser af tristhed op. Skriv det løs.

Du skal ikke stoppe op og tænke eller redigere. Bare skriv!

Kærlig hilsen
Lene

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s