Nu er det atter vinter

Der er gået et år, siden Aimee tog af sted og jeg sidst på eftermiddagen tog det første skridt ud på Sorgens Bro. Min decemberrejse blev en overgang, hvor jeg ikke skyndte mig videre eller forsøgte at dulme min smerte. Mine to gamle hunde var begge draget videre med kun fire måneders mellemrum og den... Continue Reading →

Timen inden daggry

“Stol på magien” siger Maggi, den hvide ravn, som er kommet tilbage denne morgen. Mørket er tykt og ufremkommeligt, forsigtig tager jeg dagens skridt og gør holdt et sted på broen. Det svupper under sålerne på mine støvler, jeg står midt i en vandpyt og på rækværket ved min venstre side, har Maggi sat sig... Continue Reading →

En ven

Sorgen har ændret sig, maskerne er blevet løse som en trøje strikket på tykke pinde. Sorgen fremstår som et væsen gjort af lige dele accept og træthed. Jeg tager endnu et skridt på broen, mørket er sort og regnen falder. Regn som renser, rengør og vasker størknede tårer bort. Det første skridt ind i en... Continue Reading →

Lucia

”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →

Mørkets døre

I mørket og i sorgens tidevand er der døre. Det fortæller jeg mig selv, mens jeg står på broen og spejder ud i horisonten. Jeg kan sige det med sikkerhed, fordi jeg har set det. Og i modsætning til tidligere tror jeg nu på det, som jeg ser. Det i sig selv er en dør.... Continue Reading →

Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning. Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger... Continue Reading →

Dagslys i december

Jeg bliver hentet af hunden ved hullet. Tid til at drage videre, en gåtur gennem mørket, en kærlig udforskning af det, der er broens landskab. Han taler i en munter tone, Cù, men der er bestemthed bag de lette ord. Det er ikke en invitation, jeg skal nøle med at tage imod, det er døråbning.... Continue Reading →

Invitation fra sjælen

Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →

Bevidneren

Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →

Vov at skrive sorgens sang

“Du tror måske, at du kan undgå sorg og smerte” siger Gåsen, som højlydt er landet på broen foran mig, ”men det kan du ikke. Derimod kan du lade den ske gennem dig. Du kan synge, danse og skrive smerten. Du kan blive og lytte til sorgens sang.””Eftersom det er din fødselsdag i dag, får... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑