Indråbstegn

Der er ordløse steder i sorgens land. Der er tidspunkter, hvor mørket er et fængsel. På de steder bor ingen fortællinger, det er et tomrum, hvor ordløshed er dronning.

Jeg befandt mig på et af de steder i går, så jeg trak mig tilbage til min læsestol og lod andres ord tage over. Jeg vælger med omhu, hvad jeg læser, helt bevidst om at jeg ønsker at blive inspireret og finde præcist lidt af det, jeg har brug for på min rejse. Læse om nogle, der bliver i stedet for at flygte. Læse om andre, der søger at forstå. Det subtile, usagte og alle de kraftfulde antydninger om, at der findes en anden vej. Den vej vil jeg finde. Eftersom det er min intention, lader jeg bøger komme til mig af synkronicitetens vej. Får jeg andre bøger serveret i den proces, får de en kærlig plads på ventehylden.

Senere kom dryp af inspiration, som jeg forsigtigt lagde i simregryden, små åbenbaringer af lys. Tomrummet er en del af den kreative proces og har vi en intention om at lytte, må vi lade tomrummet få sin plads. Vi må gå af vejen og blive så stille, som vi kan. Vi må vove at vente.

Sorgen kan være rå og ubarmhjertig, den knækker de sidste parader og ligger land øde. Jeg klarer det ikke denne gang, nåede jeg at tænke flere gange, men jeg har lært ikke at tro på alt, hvad jeg tænker.

Så skete det ud på eftermiddagen at jeg rejste mig fra min læsestol, fordi jeg hørte en hvisken i mit indre. En frænde havde noget at sige, et budskab var på vej. I skrivelysets skær tonede en skikkelse frem og mørket på broen skiftede farve et sted i midten.

”Sig mig, findes dér døre i mørket?” nåede jeg at spørge, inden hun landede og lod sig skrive gennem min pen.

”Og døren går op, når det er ugletid” sagde hun uden tøven, hun behøvede ikke yderligere præsentation. ”Du kender allerede brudstykker af mit budskab og du ved, at man kan vende en ubehagelig ulempe til en fordel. Den er den anden side af sandheden og den har du sans for.

”Nu er det altså bare rigtig svært at betragte sorgen som en fordel” snøftede jeg indigneret og havde dér ligget en sten på broen, ville jeg have sparket den gennem mørket. Som for at understrege min fortvivlelse. Et udråbstegn! På det tidspunkt i fortællingen lo uglen, som også kaldes Cailleach i visse kredse.

”Udråbstegn, ha! Næh, sæt du i stedet et indråbstegn, for det er præcist det, det er. Et råb, et tegn fra det indre. Du kæmper stadig med mørket og de dybe følelser af alt det, der bobler sig vej til overfladen på sjælens lange nat. Du kæmper. Fordi du har mistet dit sande instinkt for mørket og dets invitation, er det blevet en fangekælder, som du ønsker at flygte fra. Og det må jeg give dig, du har mange gode ideer til flugt. Den moderne verden bugner med flugtveje. Men det går bare ikke denne gang, for dér er noget du skal se og vide. Det vil modne dig og skænke dig visdom. Det er tid.”

”Right Owl!” Og her ville jeg så gerne sætte et indråbstegn, men jeg aner ikke, hvordan det ser ud. Det findes ikke på tastaturet og det har ikke skabt sig i min skrivebog. Endnu.

Uglen flyver igen og jeg går tilbage til min læsestol. Vågen i natten forstår jeg på en kompromisløs måde, at jeg er i gang med at redefinere mit liv. Sorgen er blot en begyndelse. Indråbstegn.

Fortællinger fra Sorgens Bro, 11. december 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)

” Let me rest in the unknown until a clear path is shown”

Tomrummet

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over.

Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, fordi det er et svært sted at være. Råt. Ubehageligt. Men tomrummet har en særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk. Vent på intuitiv timing.

Når naturen holder vejret

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro.

Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren.

Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.

Maskefald og sorgprocesser

Tomrummet er en del af sorgen, ligesom sorgen er en del af tomrummet. Det er sted, hvor vi tager afsked. Og selvom jeg lige nu sørger over mine to elskede hunde, som forlod os med kun fire måneders mellemrum, så er min sorg samtidig forbundet med noget dybere. De to hundepiger repræsenterer på mange måder mit gamle liv. Den overgang, fra da jeg i 2006 fik min sidste depression og til jeg i begyndelsen af 2010 vidste, at jeg måtte vælge en anden vej. For vejen havde allerede valgt mig. Jeg skulle bare skrive den og folde den ud.

Midnatstimen

Nu er jeg også i færd med at tage afsked med en del af mig selv, som er udtjent og forældet. En maske, der har gjort sit job og som nu må falde.

Midnatstimen kaldte man maskefald i gamle dage under de store maskerader. På det mørkeste punkt i natten kunne man ikke længere gemme sig under sin kunstige facade, men måtte stå frem som den, man er. Vi er mange, som har gået rundt og ladet som om. Jeg har blandt andet skjult min intuitive evner og min spiritualitet. Jeg har forsaget min egen dybde.

Nu vækkes noget dybt i mig og det vågner i mørket. Indråbstegn.

Kærlig hilsen
Lene

Lad din indre fortællerske guide dig på vej

Fortællersken og den intuitive skriverejse kan hjælpe dig med at folde din indre sandhed ud. Det sker gradvist og i processen.

Fortællerskens pen er et kraftfuldt redskab og samtidig lærer du at skrive intuitivt fra sjæl og hjerte. Du finder din skrivestemme og over tid finder du dig selv. Hende uden maske. Hende, som er smuk og elskelig præcis som hun er. Hun, som har sine helt egne fortællinger.

SKRIV INTUITIVT, SKRIV DIN SJÆL

På Skriveskolen for Fortællersker afholder jeg online skrivekurser for kvinder med fokus på intuitiv skrivning. Du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig.

Alle online skrivekurser er glidende. Der er ikke bestemt datoer eller tidspunkter, du skal skrive. Du skaber selv dit rum og den tid, hvor du skriver, så det passer ind i dit liv og livsrytme.

Husk at du ikke skriver til nogen udenfor dig selv, men at din intention er at tappe fra din indre kilde af visdom. Det, der bor i kroppen. Det, der synger i hjertet. Det potentiale, der er indkodet i din sjæl.

Følg blot din længsel, du behøver ikke at have særlig skriveerfaring for at være med.

Fortællersken I, Intuitiv Skrivning starter den 12. januar 2021
Ravnerabat ved tilmelding senest den 15. december

Fortællersken II, Eventyret, starter den 28. januar 2021
Ravnerabat ved tilmelding senest den 31. december

Klik på links og rejs videre til invitation og detaljer.