Snart Samhain

The big question is whether you're going to say a hearthy "YES" to your adventure.- Joseph Campbell -  Tilbage til jorden Jeg mærker et strejf af taknemmelighed, en brise af lettelse i mit bryst, for jeg har brug for vinterens rum og mørket til at simre, sanke og restituere. Mens jeg går, bliver lyset mere markant... Continue Reading →

Det er hendes tid nu

“Let me rest in the unknown, until a clear path is shown” messer jeg, mens jeg vandrer med hunden i vinden. Morgenen er mørk, regntunge skyer fylder i horisonten, men af og til kommer små sprækker af lys til syne. ”Der er håb forude” siger hunden med ørerne i modvind, jeg nikker og vi fortsætter... Continue Reading →

Poesiens Træ

Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →

Oktoberkram

Velkommen Oktober, har jeg lyst til at skrive. For ser du, vi er gamle venner. I mange år, en måned af gangen, boede hun på mit pensionat, hvor kragerne er venner, og lærte mig om livet på denne tid af året. Efterår, bladene skifter farve og boltrer sig i rødbrune nuancer. Orange, som en flamme,... Continue Reading →

Guddommelig timing

The abundant Universe will provide “En streg i sandet” siger jeg til Each, som venter mig ved hovedvejen. Af den skal vi rejse et stykke tid, indtil nye stier vil føre os på afveje. ”Det er svært.” ”Ingen har påstået, at det er let” vrinsker Each, roligt står hun i det lyserøde morgenlys, mens solen... Continue Reading →

Den forkerte sang

Hun forvandler sig for øjnene af mig. Den store fugl bliver til en gammel kvinde med ordet i sin magt. Hun er bærer af en ældgammel visdom, som har lidt slem grusom overlast og er blevet misbrugt og trampet på. Dog bærer hun ikke nag. Hun er ikke ude for at finde skyldige. Den slags... Continue Reading →

I nat sover ingen

Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og... Continue Reading →

Uglen og fortællersken

Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →

På vej mod vinter

Dagen startede i mørke, som den gør om vinteren og det er kun lyst på en subtil og dæmpet måde. ”Husk altid at du er fortællerske” siger hun ”og at du er født til den rolle. Det bor i dit blod. Din vej er oplyst af lanternen, følg blot lyset og de brødkrummespor, der lægges... Continue Reading →

Kan du høre stilheden synge?

Tusmørketid er ugletid. Og det er i vinterrummet, at du kan gøre dig lydhør overfor visdommens fortællinger. Den visdom, der kommer med alderen, tråde af levet liv. Uglen er nemlig også væverske, ser du. Hun betragter mig fra en af de øverste grene på den gamle bøg. Hele natten har hun sidder dér og ventet.... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑