Et skridt af gangen

Jeg tænker på, hvad Mosekonen fortalte. På de små skridt, vi tager i en ny og ukendt retning i pagt med vores intention og det, der bor i hjertet. ”Man kan ikke snyde hjertet, siger tranen som står på ét ben i søen, hendes spejlbillede er som en vandet mosaik af gråhvide fjer. ”Det er... Continue Reading →

Længslen lever

I tiden under Corona har jeg fået langt flere forespørgsler end normalt, men færre har faktisk booket. Jeg venter lige lidt, jeg skal lige være helt sikker. Dér har været mange følehorn ude, men de blev trukket til sig i gang. Som når man gerne vil i vandet, stikker tæerne i og mærker kulden. Det... Continue Reading →

Fyrtårn på sjælens kyst

Tre ord, hver eneste morgen, ledetråde af sjælestof. Lytte og skabe rum for uden det rum og den stilhed, der gør tankepause, kan du slet ikke modtage det, der er til dig. Har du tænkt på det? Du nikker, men det er ikke et mentalt anliggende og derfor må du være bevidst om at holde... Continue Reading →

Kan du høre stilheden synge?

Tusmørketid er ugletid. Og det er i vinterrummet, at du kan gøre dig lydhør overfor visdommens fortællinger. Den visdom, der kommer med alderen, tråde af levet liv. Uglen er nemlig også væverske, ser du. Hun betragter mig fra en af de øverste grene på den gamle bøg. Hele natten har hun sidder dér og ventet.... Continue Reading →

I vinterens favn

” When you make room for stories, stories make a room for you”. Den gamle bøg taler for første gang til mig, tavsheden brydes og vinden rusker op i grenene. Det har regnet i nat og de nedfaldne blade er gennemblødte og blanke i pytterne for træets fod. Et blad giver slip og svæver den... Continue Reading →

Tør jeg?

Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →

Tåge, regn og tærskler

”Lyt til regnen” sagde Natalie Goldbergs engelsklærer til sin klasse og slukkede lyset i klasselokalet. Udenfor silede regnen ned. Hans elever var forbløffede, for de skulle hverken skrive essays eller fortolke tekster. Det var heller ingen test. Han bad dem simpelthen om være stille og blot lytte til regnen, til lyden af de dråber, der... Continue Reading →

Historiemedicin for sjæl og hjerte

In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →

Med hjertet som kompas

For første gang i lang tid tænder jeg lysene i min skrivestue. Da jeg stryger tændstikken, mærker jeg hvor godt det gør. Intentionen bag. Jeg tænder lys og åbner mig selv for alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg møder op og begynder at skrive. Det første ord. Og så det næste. Kraften... Continue Reading →

Så jeg kan høre hende hviske

Jeg dypper pennen i det første morgengry. Landskabet ligger svøbt i dis, et gråt tæppe af dråber. Brigids lys brænder som kulisser mod det regnvåde landskab, ild og vand. Der er te i kruset og mine solhvervssten ligger som levende intentioner på bordet ved min side. Tillid. Forbindelse. De minder mig om den evige tilbagevenden til... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑