Når skrivelængslen kalder
På januars sidste dag vågner jeg tidligt og står op. Fleur følger glad efter. Udenfor er mørket blåt, vinden hyler og skyerne sejler i hast over himlen. Der er koldt i køkkenet og jeg skynder mig at tænde op i brændeovnen. Snart hoster kaffemaskinen sig selv i gang, jeg smører mig en ostemad og forbereder... Continue Reading →
Næste formiddag gør Fleur og jeg noget nyt. Vi går en anden tur. I stedet for at gå ud i klitterne og ende på stranden, følger vi stien på bagsiden af huset og går ud mod landevejen. Her er Fleur i snor, jeg har stor respekt for både trafik og det dyreliv, der er i... Continue Reading →
”Hvad mon er sket med Uglen og Brokkekvinden?” siger jeg til Fleur, mens vi forbereder vores måltid i køkkenet. Lyset nærmer sig, havet hvisker stille. I brændeovnen buldrer ilden og kaffen er klar. Fleur har spist sin mad og sidder nu forventningsfuld og venter på en bid af osten. Jeg bagte boller sidst på eftermiddagen... Continue Reading →
Vi skilles foran klitterne, der fører op til huset. Et knus og hun tager de første skridt i nordlig retning. Niamh. Pludselig var hun dér, nu er hun næsten borte, en mørk prik på gråbrunt sand. Fleur løber i forvejen op til huset, hun ved, at man ikke kan holde fast i det, der er... Continue Reading →
”De første uger af januar er ikke meget anderledes end de sidste i december, men nu er julelysene forsvundet og mørket ånder frit. Energien er langsom.” Sådan skrev jeg i min rejsedagbog for præcis et år siden og på januars anden dag sidder jeg foran brændeovnen i køkkenet med Fleur ved mine fødder og læser... Continue Reading →
“Keep some room in your heart for the unimaginable” skrev Mary Oliver. Hun er min yndlingspoet og citatet har jeg haft i mit hjerte længe. Men jeg havde glemt det. Det lå et sted, trukket lidt tilbage fra dagslyset, forsvundet fra min sfære og opmærksomhed. Indtil jeg for ni dage siden besluttede mig for at skabe rum til magi og at holde det rum i 10 dage. Med næb, kløer og kærlighed på samme måde, som jeg også holder rummene på mine intuitive skrivekurser. Men kan man skabe rum til magi? Mit svar kan du læse her.
Det er en af de morgener, hvor noget er faldet i hak. Det mærkes som stille hvisken. Varmen er væk, kølig vestenvind blæser ind over havet. Jeg går på stranden inden morgenmaden, i modvind passerer jeg klitterne og står midt i blæsten. Skyer i gråhvide formationer flyver forbi og et par måger gør dem selskab.... Continue Reading →
Dagen før ”Stille nu” siger Willow May pludselig, da vi på majs fjerde dag sidder omkring spisebordet. Virginia har serveret frokost bestående af en nærende salat, brød og hjemmelavet hummus. Der er vand på kanden, hvor citronskiver og mynte svømmer omkring som havfruer. Stemningen er løssluppen og snakken går. Vi taler i munden på hinanden.... Continue Reading →
Fra sommer og ind i efteråret, jeg træder over tærsklen med lette skridt og ser mig ikke tilbage. ”Fri” siger jeg til himlen, som er lyseblå, ”jeg sætter jer fri.” De er som fugle, der opdager, at de har vinger. Døren til buret åbnes og de letter med flaksende lyd. På jorden står en kvinde... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor man ved. Hvor man står på en tærskel med et ben i hver lejr og må vælge side. Hvad vælger man? Her er det at høgen lander blandt mælkebøtter, blinker en enkelt gang med øjnene og siger: ”Men hjertet er kun ét sted.” Pludselig er valget ikke så... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 