Når skrivelængslen kalder
Så siger hun det, jeg ikke vil høre. Jeg vidste det i samme sekund, jeg så hende. Ansigt til ansigt med mit potentiale, bakker jeg flere skridt tilbage. Kan ikke tro det. Vil ikke tro det. ”Tør ikke tro det”, siger hun, ”men årshjulet er drejet og nu står du her igen. Foran kærlighedens hule.... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Nu husker jeg det. På gåturen i går langs hegnet med marker på den ene side og skoven på den anden, kom jeg til lysningen. En lavning, hvor solen trængte igennem. Her stod lyseblå bistader på rad og række. Stille vind i lavning og duft af noget end vinter. Det første strejf af forår. Jeg... Continue Reading →
”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →
Jeg bliver hentet af hunden ved hullet. Tid til at drage videre, en gåtur gennem mørket, en kærlig udforskning af det, der er broens landskab. Han taler i en munter tone, Cù, men der er bestemthed bag de lette ord. Det er ikke en invitation, jeg skal nøle med at tage imod, det er døråbning.... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
“God morgen” siger stemmen på sit tydelige sprog, det umiskendelige rhåååhhh. Sort fugl i mørk nat, jeg må gå efter lyden. Egentlig er det morgen, men på denne tid af året er mørket både langt og dybt. Endnu så tidligt, at dagen kun er en antydning af lys i horisonten. Jeg kan kun se det,... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
Er dette sjælens mørke nat? Jeg fragtes dybt ind i mørket og tristheden danser. ”Så dans med den” gumler Soen, ”det er hemmeligheden. Dans med tristheden, hold om den og mærk dens væsen.” Jeg danser hver morgen, jeg danser elementernes dans. Vender mig mod alle verdenshjørner og danser energien. Midt i mørket har jeg givet... Continue Reading →
Hvad nu hvis din sjæl kender vejen og ved, hvad der vil skænke dig sindsro og glæde i livet? Hvis livsfloden flyder en gylden sti i dit blod og det eneste, du skal mestre er tilliden til din egen kraft og formåen? Hvis du brænder de falmede facitlister til livet og rejsen, som andre har påduttet dig og lader din egen vej komme til syne som sprækken af dagslys efter en lang nat?
Skrivecoach Lene Frandsen 