Din stemme, din styrke

Autumn_woman

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din vise kvinde og din fortællerske bor ikke i hovedet. Hun kommer naturligt til os, intuitivt, når vi skriver, men vi kan ikke tænke hende. Hun taler gennem os, ikke til os. Men ofte skal vi skrive os gennem støv og spindelvæv for at nå helt ind til stemmen, som er blevet dæmpet og hengemt, så vi kun fornemmer en stille hvisken. Vi skal skrive hende fri.

Nu bliver stemmen pludselig kraftigere og du oplever, hvor godt det gør at lade den lyde gennem dig. Du føler dig løftet, du mærker styrken i at give det stemme, som før blot var en summende længsel og et suk. Og det også her, at du genfinder din autentiske stemme, den skrivestemme, som nu kommer til udtryk på en måde, som er helt din egen.

Hvordan finder man ind til sin skrivestemme?

Hvordan finder man ind til sin skrivestemme? Hvordan kommer man igennem mure af frygt og modstand og alle undskyldningerne for ikke at gøre det? Skrive, selvom man har skrivelængsel. Lyst til at møde sig selv et nyt sted, hvor tonerne og melodien er anderledes godgørende.

Det kommer næppe som nogen overraskelse, når jeg nu fortæller dig, at du er nødt til at dedikere dig til at skrive og at du må trodse både frygt, modstand og indre censor for at komme ind i de dybere lag. Du hører hendes hvisken, du fornemmer tonerne af en anderledes godgørende sang, men indtil nu har det blot været som et dybt savn og en længsel. Efter noget, du ikke helt kan sætte ord på og som du samtidig har stor modstand mod at forfølge.

Bag den blå dør

I sidste uge skrev jeg lidt om, hvad der gemmer sig bag den blå dør. Og i går fortalte jeg kvinderne, som er på skriverejse i Høstcirklen, at vi nogle gange er nødt til at skrive os vej gennem den blå dør. For det er en af de søde hemmeligheder på skriverejsen. Uanset hvad det handler om, så skriver vi os på vej. Vi skriver det, der er. Vi skriver i livet.

Det kreative vildnis

En af ideerne med de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er at vi kommer ud af vores komfortzone og begiver os ud i det kreative vildnis for at tage imod fortællingerne. Det kræver mod især i starten, fordi vi er uvante med at forlade vores fængsel. Der er trygt, selvom vi ikke er lykkelige dér. For det er uvant for os at være lykkelige.

Vi må lære os selv at turde danse lidt i kaos og med frygten som følgesvend, indtil vi er kommet så langt ud eller så langt ind, at frygten ikke længere kan følge med. Her skriver vi ofte så hurtigt, at vi giver tankerne baghjul. Eller sagt på en anden måde, vi skriver os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Vi forlader det golde landskab, som tankerne ofte præsenterer os for og følger sjælens toner ind i noget, vi på ingen måde kan tænke os til.

Her dukker fortællingerne op til at føre os på vej og lyse som fyrtårne i den mørke nat. De bygger bro og åbner døre, som ikke fandtes før. Og de kan såmænd også være med til at åbne den blå dør, døren til det magiske rum.

Fortællingerne giver os stemme. Og jo mere, vi skriver og øver os, desto mere stemme og gennemslagskraft får vi. Vi opdager poesiens landskab, glæden ved leg og vi opdager, at vi har fået udvidet vores ordforråd. Vi har fundet vores stemme. Vores styrke.

Et nyt ordforråd

De fleste af os har udviklet et forholdsvis stort ordforråd til at beskrive vores sorg og smerte. Men på skriverejsen bliver vi udfordret og nærmest inviteret til at udvikle et ligeså fyldigt ordforråd, så vi kan tale til os selv og fortælle os selv og andre om de dybere følelser, beskrive naturen og oplevelser vi har i og med naturen, de små undere og magien, som møder os undervejs og glæden, der pludselig bobler fra den indre kilde. Vores sprog udvikler sig efterhånden som vi skriver og støder på gaver og skatte undervejs. For den indre rejse og skriverejsen er på ingen måde blot en rejse, hvor vi sætter ord på alt det svære, på sorgen og smerten, nej vi opfordres til at tage hele paletten af farver og følelser i ed og bruge alle farverne i vores sprog og fortællinger.

Snart opdager vi det. Vi er kreative af natur og at give vores kreativitet afløb og udtryk, gør os sundere og stærkere. Jeg har kvinder i forløb, som er kronisk syge og begrænset i flere henseender, men som på skriverejsen får øje på og erfaring med en ny form for styrke, som bygger nye broer og åbner døre og muligheder. De skriver det frem og de mærker det som en kilde af kraft og energi i sig selv. Det er det, ordene og fortællingerne kan. De er stærke. De er kraftfulde og de rummer en sælsom form for magisk healing. Jeg kalder det historiemedicin og den får du masser af i de skrivegruppeforløb og cirkler, som jeg tilbyder.

Nederst i blogindlægget kan du se en liste over kommende skrivegruppeforløb. Du er hjertelig velkommen.

Skriv dig ind i det magiske rum

Står du stadig på den anden side af døren til det magiske rum uden helt at turde åbne den, så prøv at skrive dig ind. Ja, du skriver dig simpelthen frem til døren og beskriver gennem ordene den rejse, du foretager. Du hilser tanker og følelser velkomne og skriver dem. Lad være med at dømme. Bare skriv og giv det, der rører sig, en stemme. Dine tanker, dine følelser og selve gerningen, det tidspunkt, hvor du stikker nøglen i døren og drejer den om. Åbner. Går ind. Og møder din indre fortællerske dér på den anden side. Skriv det. Skriv dig ind.

Tankerne kan ikke rumme din fortællerske

Jo mere du tænker, desto vanskeligere bliver dit skrivearbejde. Din fortællerske bor ikke i hovedet og tankerne kan simpelthen ikke rumme hende. Du er nødt til at skrive og lade hende komme til dig dansende mellem linjerne. Hun dukker op som din intuition, hun har en anderledes stemme og hun taler gennem dig. Når du skriver.

Snart efterårsjævndøgn, snart vinter

Snart er det efterårsjævndøgn. Dag og nat er i balance for en kort stund inden mørket vokser på rejsen mod Vintersolhverv. Efterjævndøgn er indgangen til vinteren. Dagene bliver kortere og koldere, solens kraft aftager. Det er tidspunkt på årshjulet, hvor vi inviteres til at favne og endda fejre alle aspekter af os selv og vores rejse. Vi forsoner os med vores modsætninger og accept af, at alting eksisterer side om side.

Efterår og snart vinter. Et tidspunkt, som kalder på det indre. Efterår og vinter er særdeles velegnet til indendørs sysler og skrivearbejde. Så er du ikke kommet i gang med at skrive endnu, selvom du længes og drømmer, er efterårsjævndøgn et perfekt tidspunkt at begynde på. Hengiv dig til efteråret og skab godgørende indendørs rum, hvor du åbner op for din indre fortællerske.

Som skabt til at trække energien hjem

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver vores allierede.

Vinteren er et godt tidspunkt at starte skriverejsen på. Det er mørkt og koldt udenfor og vi længes efter at hengive os til det indre. Vi har brug for hvile, restitution og brug for at give os selv lidt af det, vi længes efter. Her kommer din indre fortællerske gerne til stede og hjælper dig med at åbne op. I stearinlysets skær kan du skrive hende frem og lytte til hendes helt særlige fortællinger. Høre den stemme, du har savnet og mærke, hvor godt det gør, når hun skriver sig gennem dig og du opdager, at du er hende.

Skrivelængsel er sjældent en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen.

Skriveklubben

Nyhedsbrev og medlemskab af Skriveklubben

På fredag udsender jeg mit første nyhedsbrev i anledning af efterårsjævndøgn. Her får du bl.a. en ide til, hvordan du kan lave dit eget efterårsalter.

Hvis du endnu ikke har fået tilmeldt dig nyhedsbrevet, kan du gøre det i linket her.
Som modtager at mit nyhedsbrev bliver du automatisk medlem af Skriveklubben og modtager gratis skrivetips, skriveøvelser, ideer til dit energiarbejde i pagt med årshjulet, særinvitationer til skrivearrangementer og meget andet.

Min intention med nyhedsbrev og Skriveklubben er at give dig en masse gratis inspiration og ideer til, hvordan du kan starte din egen skriverejse og lade ord og fortællinger guide og løfte dig på den indre rejse. Jeg lover dig, det er en kraftfuld færd.

Fortællersken

Fortællersken er et online vinterskriveforløb og en cirkel for kvinder med skrivelængsel.

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde intensivt med dine skriverier gennem vinteren og i endnu højere grad en tidligere at give din indre vise kvinde ordet.

Du vil gerne vil bruge vinteren på at give din indre fortællerske ordet med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og komme styrket ud af vinteren.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige indgange til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Du har lyst til og mod på at lege og prøve nye skriveveje. Du ser det som et eventyr og ved, at du er nødt til at skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte for at få fat i de virkelig gode og transformerende fortællinger.

Se invitation og detaljer i linket her og bemærk, at du opnår ravnerabat (early rabat) ved tilmelding senest den 15. oktober. Forløbet starter den 20. november og varer 4 måneder. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Vintercirklen_2017

Alternativt kan du booke billet til skriverejsen i Vintercirklen, som er næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Også her vil du blive inviteret til at åbne døren til dit magiske rum på en skriverejse i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Lad din rejse gennem vinteren blive en ganske særlig fortælling.

Du finder invitation og detaljer i linket her og tilmelder du dig inden den 1. oktober, får du ravnerabat og sparer 199,- kr.

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Begge skriveforløb er for kvinder med skrivelyst og længsel. De foregår online og du skaber selv din tid og dit rum, så det passer ind i dit liv.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være.

Fortællingerne giver os stemme og styrke. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Kærlig hilsen
Lene

Thumb nail photo © Monkey Business Images | Dreamstime

Den sidste sommerdag

MistyMorning

Bort alt hvad uro gør. Jeg hører ordene, en tone slår an, det er en svensk tekst, men jeg har aldrig rigtig hørt ordene før. Nu danser de ind i mit hoved ledsaget af en håndfuld tørrede enebær, som jeg lægger på det, der skal være mit efterårsalter.

Det er ifølge kalenderen den sidste sommerdag. I morgen træder efteråret ind på scenen og jeg ser hendes silhuet i det tidlige morgengry. Hun danser i disen og sidder med kragen på hegnspælen. Pudser sine fjer, spejder ind i haven for så at vende sig mod horisonten. Hun har ikke travlt, der er endnu mange timer til, at det bliver hendes tid. For endnu er det sommer. Den sidste sommerdag.

Det er diset, det regner, jeg har både tændt skrivelysene og åbnet vinduet. Jeg skriver i overgangen mellem sommer og efterår. Snart vil jeg med faste skridt gå over broen uden at se mig tilbage. Højtidligt synger jeg med på de ord, som spiller lystigt i mit hoved. Bort alt hvad uro gør. Det er kraftfulde ord, jeg mærker styrken og løftet. For jeg ønsker at leve mit liv nu, at gribe dagen og det liv, jeg har. Klar til efteråret og til at høste det, jeg såede, til at sylte og lave kompot af sommerens læring. Give slip på alt det, som uro gør. På den sidste sommerdag.

Der er nylavet kaffe i mit krus. Lysene er næsten brændt ned og nu skal der nye lys til, for mørket er tiltagende. Jeg mærker det om aftenen, når jeg går tur med hundene. Solen synker i vest og vi går de sidste skridt i tusmørke. Aftenturene hører sommeren til, snart skal der nye rytmer og rutiner til, som passer til årstiden og det efterår, der er mit at leve.

Jeg tænker rodfrugter. Bær. Modne æbler. Og jeg tænker på, hvordan efteråret og den kommende vinter er en kærlig invitation til igen at vende næsen hjem. Kikke lidt indad og falde til ro, når skumringen kommer. Jeg tænker på de skønne kvinder, der med skrivelængsel og sommerfugle i maven, fordi de endelig står ansigt med sig selv og at det, der gemmer sig i deres indre skattekammer, kommer til stede i skrivecirklerne og folder alt det ud, der har raslet og rumsteret. Jeg opfyldes af taknemmelighed, når jeg tænker på ordene, fortællingerne og de kraftfulde rejser ind i det magiske univers, hvor alting er tilsyneladende. På hvordan naturen hjælper og viser vej. Hvis vi blot møder op. Hvis vi lytter.

Den manglende forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden og den naturlige cyklus, der skaber indre uro, giver stress og en rastløs, ensom følelse. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt, et ord af gangen og skabe små øer af forbindelse i hverdagen. Forbindelse til den naturlige cyklus, der om vinteren i høj grad handler om at værdsætte mørket og den tid, der er som skabt til hi og langsomhed.

Vi trækker energien hjem.

Efteråret. En tid, hvor vi langsomt giver slip på alt det, som giver uro og skaber splid i vores indre. Måske er det tid til at skrive nye veje og skabe landkort, som passer langt bedre til dem, vi er.

På skriverejsen

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

Compass

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende.

Den sidste sommerdag. Jeg gør klar til nye lys i stagen, jeg lægger enebær på mit alter. Bort alt hvad uro gør. Snart er det tid til at gå over broen og byde efteråret op til dans. Et skridt, et ord af gangen.

Bort alt hvad uro gør. På den sidste sommerdag.

Naturen og den naturlige cyklus

Naturen, dens cyklus og årshjulet spiller en stor rolle i alle de skriveforløb, jeg tilbyder. For selvom det selvfølgelig primært handler om at skabe godgørende indendørs skriverum, kan intet erstatte ture ud i naturen og den forbindelse, vi må ud for at opleve og hengive os til. Du vil opleve, at jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som handler om at skærpe forbindelsen og som inviterer til intuitive ture ud for at sanke og høste lidt af det, der senere vil finde vej ind i fortællingen.

Både frisk luft og bevægelse gør underværker for krop og sjæl og har også en positiv effekt på dine skriverier. Det styrker dig i dit liv og i din skriveproces.

Har du lyst til at sætte ord på?

Hvis du har lyst til at sætte ord på din skrivelængsel og tage med på skriverejse ind i efteråret og vinterens univers, så kan jeg glæde dig med at programmet er klar. Du finder det herunder, klik videre til invitation og detaljer på de forløb, som umiddelbart taler til dig og kom, hvis du kan mærke at det er tid. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og det er aldrig for sent at fatte penne.

Alle forløb er for kvinder med skrivelyst og længsel uanset skriftlige forudsætninger.

Kom, skriv og sæt din indre fortællerske fri.

På skriverejse gennem efterår og vinter

Måske er det i dag, at du tager en beslutning og det allerførste skridt. Planlægger en bid af dit efterår og vinter og med en intention i hjertet siger ja til det, der bobler i din sjæl. Bag skrivelængslen og dørvogterens hængelås.

Nedenfor finder du efterårets og vinterens program for mine skrivecirkelforløb og skriveworkshops. Hjertelig velkommen.

Gudindecirklen_efterår

Gudindecirklen

Start den 8. september

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

Efterårsholdet starter den 8. september og der er stadig et par ledige pladser.

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop

Intuitiv skriveworkshop i anledning af Samhain – Mørkets Gave
Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

Skriveworkshoppen finder sted den 31. oktober kl. 10 i Skrivehuset v. Ringsted.
Der er i skrivende stund 3 ledige pladser.

Vintercirklen_2017

Vintercirklen

Start den 9. november

Vinteren og den mørke tid er som skabt til at trække energien hjem. Det er tid til fordybelse og til at nære det indre. Naturen har helt sin egen måde at vise os, at det er tid til at sætte tempoet ned og det kan vi blandt andet gøre ved at skabe rum til vinterord og skriverier. I stedet for at begræde den mørke tid, hengiver vi os til den og lukker op for vinterens visdom og den gave, der gemmer sig i mørket. Vinteren bliver vores allierede.

Vintercirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet finder sted for 3. gang og er altid et tilløbsstykke.

Jeg kan derfor anbefale, at du reserverer din plads i god tid, hvis du vil være med. Vintercirklen er næste skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Fortællersken

Fortællersken – et vinterforløb for sjæl og hjerte

Start den 20. november

Fortællersken er et vinterskriveforløb for kvinder med skrivelængsel. Det er for dig, som ønsker at gå lidt mere i dybden med dine skriverier og som måske tidligere har været med i en af mine skrivecirkler og oplevet glæden og styrken ved at hengive sig til årshjulet og den naturlige cyklus.

Det er dog ikke et krav, at du tidligere har deltaget i et skrivegruppeforløb. Nye ansigter og hjerter er også velkomne.

I Fortællersken skal vi arbejde og lege med forskellige åbninger til fortællingens kraft. Du vil blive introduceret for nye og anderledes tilgange til det at skrive og du vil også blive ansporet til at gå lidt længere og lidt dybere med det, der folder sig ud.

Fortællersken er for dig, som ønsker at arbejde intensivt med dine skriverier gennem vinteren og ind i foråret og som i endnu højere grad end tidligere ønsker at give din indre vise kvinde ordet. Uglen og The Cailleach spiller en stor rolle i dette forløb.

Fortællersken er for dig, som gerne vil bruge den kommende vinter på at folde din skrivelængsel ud med fokus på vinterens fortællinger og mørkets visdom og gaver.

Der er plads til 8-12 kvinder i denne skrivecirkel. Et intensivt vinterskriveforløb for sjæl og hjerte.

Det er den sidste sommerdag. Jeg strøer enebær på mit alter og slukker skrivelysene. Jeg kommer tilbage i morgen, hvisker jeg og i morgen er det efterår.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne

Dørvogteren
Historiemedicin for sjæl og hjerte
Med hjertet som kompas
Vejen til den vise kvinde
En skønne dag

 

Historiemedicin for sjæl og hjerte

Historiemedicin

In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory of silence?
– Gabrielle Roth –

Når vi mister kontakten til vores sjæl

Når vi undlader at danse, lege, at skrive, skabe og blive fortryllet af historier eller når vi undgår stilhedens gave, så mister vi kontakten til vores sjæl. Det kan føles som en indre tørke, mismod eller depression. Vi er skabt til at skabe og den bedste medicin mod mismod, depression og livssorg er netop at hengive sig til en kreativ syssel og i øvrigt at danse, synge og bevæge sig.

Og har du skrivelængsel er det åbenlyst. Det er igennem ordene, dine egne ord, at din sjæl ønsker at komme til udtryk.

Du skaber din egen vej ved at se indad og lytte til din sjæl

Og det er her, at ordene og skriverejsen kan hjælpe dig. Gennem dine skriverier, om det er dagbog, morgensider, fortællinger eller en kombination, du dedikerer dig til, kan du lære dig selv at skabe forankring og finde fodfæste i det, der er dit liv. Du kan skrive dig til klarhed, du kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Her bliver skriverejsen en kraftfuld affære, for du rummer så meget mere end det, der buldrer og brager i tanker og sind.

Det fine ved skriverejsen er, at du kan tage den med dig overalt. Og hvis du vælger at brug ord, skriverier og fortællinger som en støtte og glæde på din spirituelle vej og i din praksis, kan ordene hjælpe dig med at se klarere. Efterhånden som du skriver og øver dig på at lytte, vil du opdage, at din sjæl gerne vil skrive visdomsord til dig, men at det kan være nok så svært at få ørenlyd, når tankerne råber og gamle historier vælter ind på din kyst. Igen og igen.

Gode, kærlige og styrkende ord

Når du skriver og har en intention om at skabe forbindelse til både sjæl og Kilde, vil du snart opdage, at din sjæl er fuld af gode og kærlige ord. Den gnist af guddommelighed, du kan skrive dig ind i her, har en kærlig og opmuntrende stemme og en energi, du kan læne dig ind i og tappe af. En energi, som strømmer dybt i dig selv. Personligt forestiller jeg mig, at det er min livsflod, som strømmer dér, en rislende kilde af visdom og kærlig energi, som jeg kan sætte mig ved. Her kan jeg lytte til min livssang, lytte og sætte ord på det, min sjæl synger om.

Sjælen er stille og vis

Sjælen er stille og sjælen er vis. Mens tankerne er heftige, hurtige og ofte overaktive, mens de har travlt med at dømme, bedømme og fortælle os alle de gamle historier om fejl og mangler, er sjælen blid, stille og afventende. Stemmen er som en dyb hvisken, der let kan blive overdøvet af den moderne verdens larm og støj og det er en kunst at tune ind og blive lydhør overfor det, der bølger under overfladen. Også det kan vi øve os på på skriverejsen.

“We need to remain in rhytm with our inner clay voice and longing. Yet this voice is no longer audible in the modern world.”

Sådan siger John O’Donohue det så fint i “Anam Cara” og det er essensen af skriverejsen og de forløb, jeg tilbyder. Det er en måde, hvorpå du bevidst kan møde op og via ordene og den proces, du med dit fremmøde sætter i gang, kan skabe rum og komme i sync med din livssang og den flod, som flyder dybt i dig.

Fordi du nu lytter

Fordi du nu lytter og fordi du forankrer dig i nuet, det skabende øjeblik og via skriveafsæt og øvelser skrive fra og arbejder med den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Uanset om du skriver sommer, efterår, vinter eller forår.  Du kommer til stede, du har en intention om at lytte, du følger din skrivelængsel og du skriver fra det sted, hvor længslen bor. Et ord af gangen.

Historiemedicin

Skriverejsen kan have mange spor afhængig af, hvad din intention er. Men jeg kan love dig for, at den er en stærk måde at skabe forbindelse og klarhed på. Og hvis du vælger at invitere fortællingens kraft med på din rejse, vil du opleve den godgørende eliksir i historiemedicin og opleve de ældgamle, helende egenskaber.

Telling = healing, siger man. Og historier kan være som medicin.

De har en sådan styrke og kræver ikke, at vi gør noget særligt eller er noget særligt. De inviterer os til at lytte. Og vi kan have stor glæde af at lytte til andres historier og fortællinger, men der sker noget særligt, når vi selv tager pennen i hånden og lader kreativitet og fortællerkraft virke gennem os.

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de helende egenskaber i fortællingen på samme måde som kroppen genkender et manglende vitamin.

Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde dine svar

Ingen ved bedre end du. Selvom du føler dig forvirret eller fortabt, du er måske faret vild og kan hverken se skoven for bare træer eller lysningen i skoven, bærer du selv svarene et sted dybt i dig.

Fortællingens kraft kan hjælpe dig med at finde svarene og bringe dem op til overfladen. På en nænsom måde, der passer nøjagtigt til dig, baner de vej og hjælper dig til at huske alt det, du har glemt. De er med til at bygge bro fra din forvirring og følelse af forladthed til nye veje og stier, som åbner op for din sjæls visdom og vej. Broer, som ikke fandtes før, men som via fortællingens kraft og de eksempler, fortællingen bringer på banen, bliver bygget ord for ord.

Fyrtårn

Fortællingens kraft kan lindre og vise vej. Det er ikke uden grund, at jeg beskriver fortællinger som fyrtårne, for de kan vitterligt vise os vej via deres budskab. De sørger for, at vores skib ikke støder på grund. En dyb visdom bevæger sig som en slags mellem linjerne og når vi først skriver, aktiveres vores indre fortæller af netop det, vi har brug for at høre og vide. Lige nu. Andres fortællinger kan skabe genklang, men intet er mere lindrende og healende end selv at holde pennen og i det skabende øjeblik tage imod den visdom, der bor i egen sjæl.

Kreativitet og skriveglæde i Gudindecirklen

I Gudindecirklen skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft. I forløbet bliver du hjulpet godt på vej af skriveafsæt og øvelser, men du vil snart opdage, at fortællingerne tager nøjagtig den drejning, du har brug for.

Gudindecirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Der er stadig ledige pladser

Jeg kan glæde dig med, at der stadig er ledige pladser, så hvis du vil med på efterårs skriverejse i Gudindecirklen, så læs endelig videre og lad din nysgerrighed lede dig på vej. Du er hjertelig velkommen.

Hvad nu hvis du …

Hvad nu, hvis du også kunne bruge dine ord og skriverier som del af din spirituelle praksis og skrive dig til klarhed? Hvad nu, hvis du også kunne lære at lytte til din sjæls stemme gennem de ord og fortællinger, der dukker op, når du skriver dig på vej?

Jeg kan forsikre dig om, at du sagtens kan. Hvis du altså møder op og skriver.

Processen kører i to spor

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs i et stykke tid, bemærker de det snart.  Skriveprocessen kører i to spor.

Der er selve opgaverne og de fortællinger, som opstår, når vi møder op og skriver OG så er der vores helt personlige proces, det, vi fortæller os selv i rejsedagbogen.

Tråde og forbindelser mellem livet og fortællingerne

Nogle gange krydses de spor og det hele flyder sammen, andre gange er det som en parallel vandring og skrivning. Men efterhånden opdager kvinderne noget, som jeg for længst har opdaget på min egen skriverejse. Der opstår tråde og forbindelser mellem det liv, vi lever og de fortællinger, vi skriver og tager imod. Fortællingerne er ikke bare. Og det er vanvittigt kraftfuldt at betragte sig selv i processen og lade hverdagen vandre ind og ud af det magiske rum. Efterhånden opdager vi nemlig, at en form for transformation finder sted. Vi øver os, vi bliver bevidst mere lyttende og vi opdager også, hvor godt det gør at hengive sig i stedet for at kæmpe imod.

Vi får vished om at den er nøglen til vores livsdans og kvindelige visdom: Den stille stemme. Sjælens sang.

Vi skriver i livet

Det er vigtigt at huske på én ting, hvis du har fået lyst til at begive dig på skriverejse. Vi skriver i livet. Og vi skriver det, som er. Og det er her, at nøglen til forandring ligger, fordi vi i kærlig accept af det liv, vi lever og de begrænsninger, vi måske har, kan skabe nye åbninger og veje, som ikke fandtes før. Og vi kan ikke tænke os til det; vi er nødt til at møde op og skrive.

I Gudindecirklen skaber du selv din tid og dit rum, så det passer ind i dit liv. Du skal ikke rydde kalenderen for at være med, der er ikke bestemte dage eller tidspunkter, hvor du skal kunne deltage, men jeg vil naturligvis opfordre dig kærligt til at skabe en vis form for disciplin og finde en rytme og rutine, som passer til dig og som gør dig godt.

Du vil opdage, at disciplin baner vej for magi.

Alt har en fortælling

Og du vil opdage, at det, som står i vejen, er vejen og at du kan skrive dig igennem. Alt kan skrives, der er en fortælling i hver eneste forhindring og den fordamper efterhånden, når den skrives, beskrives og får sin helt egen fortælling at ånde ud i. Du vækkes, du vågner og du opdager, at du virkelig er hende. Den stemme, som hvisker og kalder via længslen. Din sjæl. Din indre vise kvinde, om du vil. Hun skriver sig gennem dig.

Du opdager også, hvordan kreativiteten gør dig godt, for skriveprocessen er også en kreativ udfoldelse og handler ikke om retstavning, grammatik eller dom. Ikke på skriverejsen. Skriverejsen er helliget formålet og den intention, du møder op med, ført på vej af længslen af dit bryst.

Et magiske univers af fortællinger

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft med øget kreativitet og skriveglæde til følge. Du får masser af inspiration og næring til din skriveproces. Jeg er med som skrivecoach og rejseleder i det magiske univers af fortællinger og du vil opleve, at du også bliver løftet og støttet i den cirkel af kvinder, som er med på rejsen.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen, holder jeg et skriverum, hvor du kan danse frit og prøve dig frem. Der er ikke noget rigtigt eller forkert. I stedet for at lære at skrive på en bestemt måde, lærer du at skrive på din egen måde og efterhånden vil du opleve, at du skriver mere frit og ubesværet. Det er lov at øve sig og din indre fortællerske skal have lov til at lege og eksperimentere. I Gudindecirklen lærer du dig selv at kende i samspil med den kreative proces, ebbe og flod, opture og nedture.

For når vi lærer at holde øje med og betragte os selv i processen, sker der noget. Vi bliver bevidste om kreativitetens ebbe og flod, naturens rytmer og vores egen dans og deltagelse. Vi opdager, at vi er en del af et større billede, uanset hvor alene og ensomt vandrende, vi til tider kan føle os.

På skriverejse ind i efteråret

Naturen og den naturlige cyklus spiller en stor rolle i Gudindecirklen og du vil opleve, at flere skriveafsæt og øvelser inviterer til ture ud. Her får du mulighed for at forankre dig i efteråret, du bliver via ord og skriverier opmærksom på flere af de skønne detaljer, som rummer kimen til din livsglæde og du får direkte erfaring med den kreative proces i alle dens facetter.

Kom, skriv og fold din indre fortællerske ud

Er du nysgerrig? Har du fået lyst til at være med? Så kom og fold din indre fortællerske ud i et skriveforløb for sjæl og hjerte. Og husk at skrivelængsel ingen alder har. Det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

gudindecirklen

Vil du med på skriverejse? Gudindecirklen starter den 8. september

I Gudindecirklen får du rig mulighed for at folde din indre fortællerske ud med øget skriveglæde til følge. Du opdager fortællingens kraft og intentionens magi. Du vil se, at ordene virkelig er din tryllestav, når du skriver dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen. Gudindecirklen er for kvinder i alle aldre.

Gudindecirklen er et forløb dedikeret til de kvindelige fortællinger. I forløbet får du mulighed for at møde dig selv som fortællerske og jeg lover dig, du vil blive glædelig overrasket. Du får inspiration til, hvordan du kan gribe dit skrivende forehavende an og via din intention skaber du rum og baner vej for, at fortællingens kraft kan berige og beruse dig.

Invitation til Gudindecirklen finder du i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Du er hjertelig velkommen så længe pladser haves.

Giv dig selv en dosis historiemedicin for sjæl og hjerte.

Kærlig hilsen
Lene

Thumb nail photo “Hand, magic potion, ancient books” © Maya Kruchankova, Dreamstime

Ravnesøen

Misty Morning Lake

Hun træder frem og misser med øjnene mod lyset. Som om hun først nu rigtigt ser og opdager omgivelser og landskaber i sig selv. Hun spejler sig i søen for at se. Hende. Kvinden. Den, hun er. En slags kvindelig Bard og underviser på skriverejsen, dus med de fugle, andre kalder for sorte. For hende er intet sort eller hvidt ej heller fuglene. Alting er i farver og i de skønneste nuancer, en mangfoldighed af vilde blomster på en sommereng. Og alting er tilsyneladende. Det har hun vished om. Fortællersken.

Den vished får Ravnen til at le sin gennemtrængende latter, sit rrrrååå, rrråa, rå og de hilser hjerteligt på hinanden. Årvågne og nysgerrige, det er de begge, vågne, ja jeg er vågnet igen, tænker hun og trækker vejret dybt og inderligt. Indånder den dugfriske morgenluft og forsvinder i et øjeblik.

Now you see me, now you don’t.

Lyset danser i morgendisen, daggryets skrøbelige pasteller skifter kulør og himlen rødmer. Hun tager et par skridt på bare fødder og træder helt ned i søen. Sandbundens konturer og vandets isnende kølighed flyder som en ring om hendes ankler.

”Jeg døber dig”, hører hun en stemme sige og om det er ravnen eller hendes egen stemme, er hun ikke helt sikker på. Hun kigger op, ser himlen, skyerne der trækker fra vest mod øst og hun folder hænderne som i bøn. Namaste.

Jeg døber dig fortællerske

”Jeg døber dig Fortællerske”, ”men det er ikke bare et navn og det ved du. Ikke endnu en titel eller tomme bogstaver på et visitkort. Det er en gave og en forpligtelse, du har overfor dig selv. For kun i den rolle og med den erkendelse i hjertet er du i sandhed lykkelig og i pagt med dig selv. Din sjæl. ”

Vandet er koldt, isnende, men hun fryser ikke. Svøbt i de ord, hun fik og det, hun fornemmer, mærker hun en indre glød langt mere godgørende end noget andet, hun kan tænke sig til. Hun træder op af søen og tilbage i det dugvåde græs på engen. Daggryet pulveriseres og forandrer sig, mens hun betragter. De røde farver trækkes ud som en harmonika og i samme sekund lyder det første fuglefløjt. Og så det næste. Fuglene er vågne og dagen er ny.

”Og jeg er vågen, ler hun, mens Ravnen skratter lystigt som en morgenradio. ”Jeg er vågen og det er sommer. Nu.”

For træt til at skrive eller træt, fordi du ikke skriver og gør det, din sjæl synger om?

I dag er det Ravnen, forleden var det Høgen. Og det var det i øvrigt også for et par uger siden, da jeg skrev ”Fortællingen som Forsvandt”. Det huskede jeg pludselig i går, da jeg på besynderlig vis befandt mig på selvsamme sted, et sted fuld af mat træthed og en stemme, der for alt i verden ville overtale mig til ikke at skrive.

“Du er for træt”, sagde stemmen, “du presser dig selv unødigt. Lad hellere være.”

Og jeg var træt, det kunne jeg ikke argumentere imod, men da Høgen dukkede op og mindede mig om lidt af det, der så i dag foldede sig ud i Fortællingen om Ravnesøen, vidste jeg det. Fra et nyt sted.

Når humøret synker på sjælens barometer

Jeg bliver træt, mat og mister min glød, når jeg ikke skriver. Når jeg ikke skaber rum til fortællersken, den del af mig, der synes så essentiel for mit velbefindende og min lykke, bliver jeg som en skygge af min sjæl. Energien forsvinder og humøret synker flere grader på det, der er min sjæls barometer. For det gør mig uendelig godt at skrive, ikke mindst når jeg er mat på den gejstforladte måde. Jeg elsker at læse og lytte til andres historier og fortællinger, men jeg har brug for min egen historiemedicin og det, der strømmer igennem mig, når jeg igen forbinder mig. Skaber rum. Møder op. Og viser mig tillidsfuld.

Fuld af tillid til fortællingens kraft og det, der er til mig, når jeg ikke længere kæmper som en gal for at få noget til at ske. Når jeg ikke havner i clinch og brydekamp med tanker og forstand og bliver filtret ind i alle de gamle forestillinger om, hvordan det forholder sig. Gør jeg det, stivner jeg og blokeres som en gammel vandslange, nogen har slået knude på. Vandet kan ikke løbe igennem, ikke strømme, rense og forny mig.

Jeg husker igen, hvad uglen sagde til mig i ”Uglen og Sommerens Fortællinger”. En ægte fortællerske diskuterer ikke med forstanden:

”Du ved, men du ved ikke. Du ser, men hvad er det egentlig, du ser? Er det tankernes billede af, hvordan verden forholder sig eller er du kommet så langt på din rejse, at du har erkendt, at en ægte fortællerske slet ikke diskuterer med forstanden? Alle diskussioner opstår af tanker, de finder sted i sindet og fortællersken tænker ikke. Hun betragter og skriver det, hun ser. Hun lytter og skriver det, hun hører. Siger det højt, så både sjæl, hjerte og stædighed kan høre det.

Eventyret danser mellem linjerne … og nu er det sommer

Nuvel, jeg er kommet tilbage til det sted, hvor jeg stod før og erkendte, at det forholder sig sådan. Cirklen er sluttet. Jeg kan ikke leve og ånde frit, hvis jeg ikke tager min indre fortællerske til mig. I lyst, nød og al slags vejr.

”De urgamle fortællinger lever endnu, eventyret danser mellem linjerne og ingenting er, som det ser ud. Tag din kraft og styrke tilbage og gør dig ikke mindre, end du er. Du får brug for den. Din indre kærlighedsstyrke. Lad kreativiteten risle gennem dig og giv dig selv af det, du har brug for og som styrker og gør dig godt. Og lad historiemedicinen være din daglige vitaminpille”
Citat Uglen – 

Sommer og en magisk cardigan

I dag er det sommer. I hvert fald ifølge kalenderen og tanken tiltaler mig. Om jeg selv helt er blevet sommer endnu, vil tiden vise, men jeg har en intention i hjertet, som jeg nu forsigtigt tager på en som florlet trøje. En cardigan af magi. Jeg lukker øjnene og forestiller mig, hvordan trøjen på en og samme tid kan holde mig både kølig og lun alt efter vind og vejr. Og hvordan den gennem sommeren vil minde mig om, hvem jeg er og hvad der gør mig godt. Fortællerske. Kvinde. Vågen. Nu.

Fortællerske på Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Læs mere om skriverejsen her.

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

Og jeg hjælper dig også med at genfinde din skriveglæde. Du er nemlig skabt til at skabe og som kvinde er det essentielt, at du bruger din iboende kreativitet og skaberkraft. Det er sundt, livgivende og forløsende. Det kan gøres på mange måder og områder i vores liv, men har du skrivelængsel er det ganske sikkert, fordi Skriverejsen på den ene eller anden måde kalder på dig. Der er ord i din jord.

På skriverejsen øver vi os på at lytte og skrive det, vi hører.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Forårscirklen er forbi, Sommercirklen er startet. Fortællersker kommer og går, væver sig ind i hinanden og fortællingerne som edderkopper i et magisk spind. For som kvinder og fortællersker er vi også væversker. Slut med araknofobi.

Women are spinners and weavers; we are the ones who spin the thread and weave them into meaning and pattern. Like silkworms, we create those threads out of our own substance, pulling the strong, fine fibres out of our own hearts and wombs. It’s time to make some new threads, time to strengthen the frayed wild edges of our own being and then weave ourselves back into the fabric of our culture. Once we know the patterns for weaving the world; we can piece them together again. Women can heal the Wasteland. We can remake the world. This is what women do. This is our work.
– Sharon Blackie –

Læs mere om VÆVERSKEN her.

Det starter med det første ord

Forårscirklen har været en fantastisk skrivefærd gennem våren med en flok skønne kvinder, som virkelig tog deres indre fortællerske til sig og fandt hjem. Til et nyt sted i sig selv. Til et sted, hvor det gør godt at være, men som vi skal kontinuerligt må huske os selv på, nære og ære. Uanset hvad vores fortællinger handler om og hvordan de folder sig ud. Processen er nøglen.

Og hvordan gør du så det? Ved at møde op og skrive. Det starter med det første ord.

”Med mig tager jeg først og fremmest erkendelsen af, at jeg er fortællerske. Og lige så vigtigt: at jeg har fundet modet til at sige det højt! Tro på og udleve det, jeg inderst inde har vidst lige siden, jeg lærte at tale, læse og skrive. Jeg er fortællerske!”
– Citat “en af kvinder i Forårscirklen” – en vaskægte fortællerske

Du er fortællerske

Mærker du en dyb længsel, der gerne vil manifestere sig via sproget? Noget, der gerne vil fortælles og sættes fri? Har du lyst til at genfinde din skriveglæde, huske det gode, du glemte undervejs og lade kreativitet gennem skrivning blive en del af dit liv? Lære at skrive fra sjæl og hjerte og nyde processen med din intuition og dit hjerte som kompas?

Skrivelængsel er ofte et kald fra sjælen

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

There is no greater agony than bearing an untold story inside you”
– Mary Angelou –

Kom, skriv og giv din indre fortællersken ordet

Næste intuitive skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel finder sted tirsdag den 31. oktober i anledning af Samhain.

En skriveworkshop i mørkets, uglens og den vise kvindes, heksens (the Cailleach), tegn.

Invitation og detaljer om denne særlige skrivedag for sjælen følger snarest.

Du er som altid velkommen til at forhåndsreservere din plads, for dér er kun plads til 6 kvinder omkring bordet på denne særlige skrivedag. Det gør du ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

HØSTCIRKLEN

Næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet er HØSTCIRKLEN, som starter den 7. august samme dag, som de lyse nætter ender. Du finder invitationen herunder og hvis du kan mærke, at det er ved at være tid til at sætte ord på det, der gemmer sig bag din skrivelængsel og give din fortællerske ordet, er du hjertelig velkommen.

RAVNERABAT! 

Tilmelder du dig inden den 7. juli, en måned før start, får du ravnerabat og sparer 199 kr. Rrrrååå rrrrå rå. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Ha’ en fortryllende sommer.

Kærlig hilsen
Lene

Hoestcirklen

Høstcirklen, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Høstcirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.

Tilmelder du dig inden den 7. juli, opnår du ravnerabat (early bird) og sparer 199 kr.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com.

We do not become storytellers
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.
– Clarissa Pinola Estés –

Women writing

Alle fotos er enten mine egne eller købt på Dreamstime.
“Misty Morning” thumbnail foto af Marek Chalupinik (c) – thank you for the beautiful image

Et helt særligt sted

Summer_journey

Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os.

Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os, gør os modtagelige og med vores intention i hjertet begiver os på skrivevej, sker det, nogle gange ganske pludseligt, at ordene bare flyder igennem os. Og de fortællinger, som opstår og til tider nærmest flyder igennem os, bringer os alle mulige former for læring.

Læring og næring

Mange af de fortællinger, som dukker op på skriverejsen og i processen, kan fint gå under betegnelsen ”teaching stories, fortællinger som underviser os. De er fulde af både læring og næring og de viser os undere.

Det, vi har brug for at høre, mærke og komme i kontakt med

Det er ikke noget vi anstrenger os for at få til at ske. Det sker bare. Og netop de fortællinger bringer os på magisk vis det, vi har brug for at høre eller som vi har brug for at komme i kontakt med. Kvinderne i skrivecirkelforløbene, lige nu Gudindecirklen og Forårscirklen, opdager da også snart, at de fortællinger som er skrevet af os, gennem os og til os selv, samtidig er historiemedicin for de andre kvinder i cirklen.

Historiemedicinen virker!

Deling er heling. Historiemedicinen virker begge veje og i skrivecirklen er vi, når alt går op i en højere enhed og det gør det heldigvis tit, både fortællersker, healere og modtagere.

Kvinder og cirkler

“When women circle, something magical happens. Beyond the obvious social fulfillment is a space that touches the centre of our deepest vulnerability and our greatest power. When combined with structure, mutual respect, trust, and ritual, a women’s circle becomes a space where tentative voices are urged into authority, where dreams are articulated for the first time, where tears mark a rite of passage.

What makes a circle special?

Being known beyond the roles that define us, speaking our dreams into existence, mourning what’s been lost, a container for promises, recognition that we are valued, time for honoring our innate connection to the cycles of the earth, the moment of recognition when we hear our own truth spoken by another, a space to call our own.”

– Kristen Roderick –

De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og. Vi er med det hele og vi skriver det, der er. Men når vi gør det, når vi møder op i al sårbarhed og lader sorgen, smerten, skammen eller vreden rulle gennem os, gennem pen, krop og sjæl og videre ud på papir eller skærm, så sker der noget. Vi får renset lidt, grædt de tårer, der skal grædes og sagt det svære højt. Vi deler og det heler.

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.”
– Sue Monk Kidd –

Vi har også undertrykt vores glæde og rene begejstring!

Og det er på ingen måde kun det svære og tunge, som vi har haft svært ved at dele og sige højt. Vi har også haft svære ved at rumme og eje de glade og mere vilde følelser og impulser, begejstringen ikke mindst.

Vi har undertrykt vores spontane glæde af frygt for at såre andre, vi er blevet vant til at danse på landminer, har gjort os mindre end vi er og gemt os bag masker og facader. Af frygt for at fejle, være for meget eller gøre andre vrede eller kede af det. Af frygt for at ikke at være elsket, hvis vi folder os helt ud. Af frygt.

Hende, der bare er og giver udtryk for sin sjæl

På skriverejsen og i skrivecirklerne lærer vi efterhånden at tage den undertrykte del af os selv tilbage.

Hende, der bare må danse, synge og  give udtryk for sin sjæl. Fordi hun kan og fordi det er ved at løbe over. Hun kan ikke længere skjule det eller skjule sig. Hun må give udtryk for sig selv, sine følelser, sin sensualitet og seksualitet og kaste det bort, som før begrænsede hende. Det sker gradvist i processen og delvist gennem fortællingens kraft, hvis hun altså er fortællerske og det er de fleste kvinder faktisk, tro det eller ej. Hun bor bag skrivelængslen, din indre fortællerske.

Hun dypper pennen i sin egen sandhed

Hun får øje på detaljerne, fortællingerne bag det tilsyneladende og efterhånden får hun også tillid til fortællingens kraft og sin egen kraft som fortællerske. Hun dypper pennen i sin egen sandhed, det vilde, det stærke, det glade og det sørgelige. Hendes fortællinger rummer alle toner og farver. Hendes fortællinger er både abstrakte, symbolske, eventyrlige og helt nede på jorden kvindelige.

Hendes fortællinger rummer hende og lærer hende at stå ved sig selv. Og de viser ofte hvordan.

Og glem ikke skriveglæden! 

“Jeg elsker vist at skrive”, udtaler mange af kvinderne, mens de er på skriverejse og lader fortællingens kraft, historiemedicin og kreativitet risle gennem sig.

Et helt særligt sted

I de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er vi med det hele. Og vi lærer hinanden at kende udenfor den kontekst og uden de roller og masker, som vi ellers færdes i og med. Der opstår et vakuum af kreativ frihed og et sted, hvor den dybeste sårbarhed rummer den største styrke.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger handler om alt mellem himmel og jord, som Kristen Roderick så fint udtrykker det i citatet herunder. De handler om at være kvinde.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Vores fortællinger heler og minder os om vores sjæls sandhed

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Vi kommer hjem gennem det, der står i vejen

Vi kommer hjem og det gør vi gennem alt det, der står i vejen. Og på skriverejsen sker det, når vi følger vores skrivelængsel, møder op og skriver.

Vi skriver i livet

Jeg har sagt det før og jeg vil gentage det igen og igen. Vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er, uanset hvad det handler om.

Når vi møder op og skriver, uanset om vi er alene på skriverejse eller for en tid er med i et skrivecirkelforløb, er omstændighederne i vores liv ikke til hindring for, at vi kan være med og skrive. Tværtimod. Vi dypper pennen i det, der er og er med det, der er.

Livet kommer i vejen, javist. Men det, der står i vejen, er som bekendt vejen.

Når skrivning er terapeutisk

Her er skrivningen også terapeutisk, fordi vi giver os selv lov at sætte ord på og sige det, som det er. Uden omsvøb. Det svære, sørgelige, det uforståelige og uvirkelige.

Begiv dig af sted med nysgerrighed og undren

Kære ven, skønne kvinde, skriv i livet og lad fortællingerne overraske dig undervejs. Og det gør de altid, fortællingerne.  Tag ikke noget for givet, men begiv dig af sted med nysgerrighed og undren.

Alt er tilsyneladende og hvis du virkelig ønsker, at det skal være sådan, så får du hjælp fra alle mulige og umulige steder – også gennem fortællingens kraft.

Hjælperne og den mystiske kraft

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Læs mere i: Den mystiske kraft

Vi spejler os i hinandens fortællinger

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skabe rum og virke som skrivemor og guide i skrivebjergene i skrivecirklerne, ikke mindst både Gudindecirklen og Forårscirklen, som sker lige nu. Her har kvinderne virkelig taget budskabet ”heling er deling” til sig, de skriver i tillid og de er fantastiske til at løfte, støtte og give hinanden et par gode ord med på vejen. De spejler sig i hinandens fortællinger og det er som om der opstår en fælles rød tråd gennem forløbene, uanset hvad det handler om. De er med til at gøre skrivecirklerne til et helt særligt sted. Kvinderne, der kommer og er med.

Og du er naturligvis nødt til at møde op og skrive. Gør du det ikke, sker der ikke noget. Din aktive deltagelse er en forudsætning. 

Du kan læse mere om Skriverejsen i linket her.

Skrivelængsel? Giv din indre fortællerske ordet, hun har gaver med til dig

Har du skrivelængsel og lyst til at gå et skridt videre? Give din indre fortællerske ordet og øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og folde det ud, som gemmer sig bag den summende længsel? Så kom med i et skrivecirkelforløb (online) eller på intuitiv skriveworkshop her i min skrivestue.

Nedenfor finder du en liste og kort beskrivelse af høstens og efterårets skriveaktiviteter her i mit univers.

Alle er for kvinder med skrivelængsel i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

HØST OG EFTERÅR 2017 i Skrivehuset

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 7. august

Høstcirklen starter helt symbolsk den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

Invitation til HØSTCIRKLEN finder du i linket her.

gudindecirklen

GUDINDECIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 8. september
Væk din indre fortællerske, den vise kvinde og Gudinden i dig selv
Efterårsholdet starter den 8. september 2017

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og ud fra devisen: Alle kvinder har en indre fortællerske, som blot venter på at blive vækket og skrevet frem. Du kan også kalde hende Tornerose, for måske har hun sovet i 100 år, men det er aldrig for sent at vågne og fatte pennen. Skrivelængslen kalder og den har gaver med til dig. Hvis du altså møder op og skriver.

Invitation til Gudindecirklen finder du i linket her.
Du opnår ravnerabat ved tilmelding senest den 8. august og sparer DKK 100,-

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop – Samhain og mørkets gave
Tirsdag den 31. oktober kl. 10 i Skrivehuset v. Ringsted

Efterårets eneste intuitive skriveworkshop finder sted i min skrivestue. Der er plads til 6 kvinder omkring bordet og 2 pladser er allerede booket.

Mørkets gave

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

Uglen og the cailleach, den vise kvinde, spiller en stor rolle på denne skrivedag for sjælen.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Samhain og støtter dig på din indre rejse fra efterår til vinter.

Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke den vinter, som snart er en realitet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og kvindekraft.

Du finder invitation til Samhain skriveworkshoppen i linket her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er i skrivende stund 4 pladser tilbage på denne helt særlige skrivedag.

 

Kærlig hilsen
Lene

Teaching stories is a term used to describe narratives that have been deliberately created as vehicles for the transmission of wisdom. Whilst it is a term that has been used in a number of religious and other traditions, Shah’s use of it was in the context of Sufi teaching and learning, within which this body of material has been described as the “most valuable of the treasures in the human heritage”.[1] The range of teaching stories is enormous, including anecdotes, accounts of meetings between teachers and pupils, biographies, mythsfairy talesfables and jokes. Such stories frequently have a long life beyond the initial teaching situation and (sometimes in deteriorated form) have contributed vastly to the world’s store of folklore and literature.
– Wikipedia –


Billederne i indlægget er alle indkøbt på Dreamstime.com (c)

eller skabt af den skønne kunstner Lucy Campbell, som du kan besøge via linket her.
Thank you Lucy for creating such beautiful and inspiring artwork.

Timian og tomrummet

Herbs

”Sommerens fortællinger og energiarbejde er undervurderet”, siger hun og smiler underfundigt. Og ofte lægger vi for store byrder på sommerens skuldre.”

Vi er mig og hende. Timian og jeg. Og hvem Timian er, er jeg ikke helt sikker på, men hun har rumsteret i mit indre i de forgangne dage. Hun hvisker til mig, kildrer mig i næseborene med sin duft og minder mig om at stoppe op og få øje på de underskønne detaljer, jeg har tendens til at overse i tomrummet.

Tomrum, så er du dér igen

Tomrummet. Tilstanden mellem to faser, lige dér hvor den ene fase er slut, men hvor den anden ikke helt er startet endnu. Hyrdetimen, timen mellem nat og dag. Det tidspunkt på året, hvor vinteren egentlig er slut, men hvor foråret ikke har taget over. Og alle de andre overgange mellem årstider og livsfaser. Tidspunktet, hvor vi mennesker kan blive noget så utålmodige og rastløse og har stor lyst til at kaste os ud i næste fase, selvom det slet ikke er meningen. Tomrummet har nemlig sin særlige gave og er en del af det, der findes i alt. Et mellemrum. Intermezzo. Ingen svar. Intet hastværk.

Har du nogensinde oplevet, at naturen holder vejret? Det er som om alting pludselig står stille. Der er ingen vind, ingen lyde, alt ånder fred. Hvis man stiller sig ud og trækker vejret dybt ned i maven og lader sig gribe af energien, falder man ind i en blød stilhed. Tankerne forstummer, kroppen falder til ro. Tør man blive stående uden at følge pludselige impulser til at bevæge sig videre, handle eller gøre noget, bliver man grebet af noget andet. Et slags tomrum. Det er som at sidde på en bro i fuldstændig harmoni med omgivelserne og blot dvæle ved synet af den flod, som flyder under broen. Stilhed. Væren.

Der er ingenting andet at gøre end at hengive sig og vide, at det tidspunkt, hvor man sammen med naturen tager det næste skridt og træder over grænsen til næste fase, vil komme. Det kommer, når tid er. Ikke før og ikke siden.

Standby. Sit down. Walk slowly. Breathe.

Som sædvanlig har jeg altid indledningsvis svært ved at blive. Jeg skal først opdage, at nogen har sat forestillingen på standby og at det virkelig ikke kan nytte noget, at jeg tumler videre og tror, at jeg skal gøre og udrette en hel masse. Og denne gang er noget anderledes, tomrummet er dybere, længere og mere mørkt. Midt i foråret. Og vejret har ikke bidraget med særlig meget opmuntring, hvis det altså er sol, blidhed og varme, man længes efter. I stedet har vi fået sne, slud, frost og vældige vinde blæser. Energien er urolig. Rastløs og ruskende, selvom budskabet er det samme.

Find ro i dig selv og vent. Lad hjertet vente.

Så dukkede Timian op

Timian har åbenbart besluttet sig for at muntre mig lidt op. Hun har hvisket sine vers og fortællinger i mine ører, mens jeg vandrede i vintertøj med hundene. I april. Forsøgte at kvinde mig op til at møde både det indre og ydre uvejr med åbent hjerte og pande, mens energi og lyst har ligget på et meget lille sted. Jeg har hørt hendes stemme som en tone for mit indre, en sang så subtil, at den kun kunne mærkes. Et fingerkys fra sjælen, endnu ikke formgivet og gjort til en egentlig sang, men som en kraftfuld og voksende energi, der ikke giver op. Timian.”

Hun rækker mig en lille seddel, som er fint foldet sammen. Jeg tager imod med et voldsomt stik af nysgerrighed. Nu sker der endelig noget. Nu får jeg en besked. Eller et svar!

Tæt på Beltain og alligevel ikke forår?

“Havde du det ikke på samme måde sidste år”, spørger hun. “Lige før Beltain og forårets kulmination?”

”Måske” svarer jeg og folder forsigtigt sedlen ud. ”Jeg kan simpelthen ikke huske det, Timian. Jeg kunne selvfølgelig konsultere mine rejsedagbøger og morgensider, men faktisk kan jeg ikke mindes, at jeg har oplevet et tomrum så dybt og udfordrende så langt inde i foråret og så tæt på Beltain.”

Læs også gerne: Kvinde, kend dit tomrum

Jeg har ikke et svar! 

Fortællingens pointe er ikke, at jeg har et svar. Det har jeg ikke. Måske kommer svaret til mig en skønne dag, måske ikke. Pointen er, at jeg ikke har nogen anelse om, hvad der egentlig foregår lige nu, men at jeg kan mærke det dybt i min sjæl og i mit væsen. Noget sker. Og det handler på ingen måde kun om mig,  selvom jeg har min egen fortælling, der er nogle helt særlige energier i spil. Planeter i retrograd. Frost på vinmarkerne i Frankrig. Krig, ufred og uhyggelige mænd og kvinder, som kommer til magten på grund af frygt. Facader krakelerer.

Det hænder, det sner, i april. Og der er mange svar, men ingen af dem gør mig sikker. Jeg kan have mine formodninger om, hvad det kan skyldes og jeg kan søge i øst, vest, syd og nord og få forskellige svar alt efter, hvem jeg spørger.

Så jeg giver det til vinden. Lader gå og lader flyve. 

Jeg forankrer mig via min pen og mit hjerte. Jeg spørger hende. Den vise kvinde, min indre fortællerske. Og her var det så, at Timian dukkede op og vækkede noget i mig. Skrev sig selv gennem min pen og landede på papiret. Det uformgivede fik ord.

“Kvinde, har du helt glemt de fortællinger, som gerne vil skrives gennem dig? Har du glemt at tage dine vitaminer, din daglige dosis historiemedicin?” Jeg hoster, det har jeg vist. Så lytter jeg. Endelig.

”Vores liv er en evig omskiftelig cirkel ganske som naturens årstider” ler hun og peger så på sedlen. Det er ikke kun mig, som har en utålmodig nerve. Jeg ser på hende, smiler og nikker. Og så siger hun noget, som jeg egentlig godt har mærket, men som jeg har fornægtet og forsøgt at snige mig udenom. Det gør de nemlig altid, fortællingerne, serverer sandheden på en særlig måde.

En symbolsk vinter

”Du har oplevet en symbolsk vinter. Og det er jo i sandhed både skræmmende og forvirrende, når man tror, at det er forår. Og at man selv er blevet forår. Men du har mærket stagnation og følt dig delvist blokeret. Handlingslammet. Du har haft svært ved at gøre det for dig selv, som du ved, er godt for dig. I flugt fra både stilhed og tomrum har du har tvivlet. Tvivlen indfangede dig og i tomrummets ekko har de gamle historier set deres snit til at tage over. Som en elv er de bruset ind over dig og især i nattetimerne har de vokset sig stærke. De har holdt dig tilbage.

Længselsfuldt har du spejdet mod horisonten og kigget efter en åbning. Men du har ikke set den endnu. Hvorfor, spørger du og bilder straks dig selv ind, at du må have overset åbningen og vejen ud. Af tomrummet. Men svaret på dit spørgsmål er simpelt:

Du har ikke gjort noget galt

Du har ikke overset en åbning, for den har ikke været der. Du har ikke gjort noget galt. Den er på vej, men det er ikke endnu. Så tør du blive? Sidde her sammen med mig og drikke te som to morgenfruer? Dufte, sanse, smage, lytte og være. Der er ikke noget, du kan eller skal gøre lige nu. Du vil vide, når det er tid.”

”Åh, jeg havde sådan brug for et skud historiemedicin” udbryder jeg og mærker, hvor godt det gør at sætte ord på og give Timian de vinger, hun rent faktisk har. Smukke, velduftende Timian. Hun er mit yndlingskrydderi. Og hun er levende som jeg.

Jeg fisker, men fanger ikke noget

”Du siger altså, at en ny cyklus er undervejs og snart vil begynde? Ved Beltain?” fisker jeg.

Men jeg fanger ikke noget, Timian ler bare og peger igen på sedlen.

”Skal du slet ikke se, hvad der står?”

Jeg nikker og læser ordene for mig selv. Øjeblikkelig opfyldes jeg af lettelse og en sten falder som et budskab fra mit hjerte. En følelse af nyt håb opfylder mig og den indre energi skifter til en ny frekvens. Taknemmelig lader jeg mig falde tilbage i tomrummet og jeg slår mig ikke, da jeg rammer gulvet. Jeg vågner bare lidt.

Tillid skaber forbindelse og historiemedicin gør underværker

Tillid skaber forbindelse. Og når vi møder op og skriver, udviser vi også tillid. Vi ærer vores intention, vi viser at vi er villige til at se forbi frygt, modstand og de evindelige undskyldninger for, hvorfor vi ikke kan skrive og så dypper vi pennen i det, der er. Vi skriver i livet. Og historiemedicinen virker altid, som en af kvinderne i Forårscirklen forleden dag begejstret proklamerede.

Også hun havde været ude af sig selv, men gennem fortællingens kraft kom hun hjem.

Historiemedicinen indeholder mange komponenter, men en af de vigtigste er naturligvis kreativitet. Kreativiteten hjælper os med at være levende og leve fuldt ud på alle niveauer. Den er godgørende, og det er den uanset hvilken form, den tager. Men har du skrivelængsel, kunne det altså godt være, at du skulle møde op og fatte pennen. Og det er aldrig for sent. Hun venter på dig. Din vise kvinde, den indre fortællerske.

Historiemedicin for sjælen

Historiemedicin er ligeså gammelt som fortællingerne selv. Alle de gamle kulturer og traditioner anvendte historiefortælling som en måde at transformere og heale på. Fortællingens kraft er stor. Og den rummer en god portion healing.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen på samme måde som kroppen genkender et manglende vitamin.

Og vi må huske at vi er skabende væsener. Vi er væversker!

Creativity is pleasing to women on a very deep level whatever form it might take. Whether it is the feel of clay in our hands, the colours that work on us when we knit or sew, the meaning that we find in the words that we write or the energizing feel of movement as we dace and the music moves through our bodies.
– Sharon Blackie –

Læs mere i VÆVERSKEN.

Introvert med skrivelængsel?

Har du fået lyst til at give dig selv et skud historiemedicin og har du, måske som introvert, brug for at finde indre næring og fordybelse i en ellers udadvendt tid, så kom med i online skrivegruppeforløbet SOMMERCIRKLEN, som starter den 17. maj.

Sommercirklen

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Og måske er SOMMERCIRKLEN især noget for dig, hvis du som jeg er …

Introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?

DU OPNÅR EARLY BIRD RABAT, hvis du tilmelder dig inden den 1. maj

Giv dig selv og din skrivelængsel en sommergave og kom med i Sommercirklen, et online skrivegruppeforløb fuld af skriveglæde, læring og fordybelse. Lige nu får du 190,- kr. i rabat, hvis du tilmelder dig inden den 1. maj. 

Du får med andre ord hele forløbet (3 måneder) for kun DKK 900,- inklusive moms. Sådan skulle det bare være i år, for sommerens fortællinger og energiarbejde er virkelig undervurderet!

Læs invitation og detaljer til SOMMERCIRKLEN her eller klik på linksne undervejs.

Boost kreativitet, intuition og din indre fortællerske

Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Og er du introvert og har du brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid, kan Sommercirklen være med til at skabe harmoni mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Hvis du vil være med i SOMMERCIRKLEN, tilmelder du dig på skrivehuset@gmail.com.

Der er ikke faste dage og tidspunkter, hvor du skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, så det passer ind i dit liv og din sommer.

Som Timian indledningsvis fortalte, er sommerens fortællinger og energiarbejdet i den forbindelse ofte undervurderet.

Du skulle bare vide …

women-writing

Skriverejsen
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Du har sikkert opdaget det, hvis du følger lidt med her i mit skriveunivers. Jeg har dedikeret mit virke til en anden slags skrivning end den, vi normalt støder på og er bekendt med. Jeg kalder det skriverejsen.

Det er ikke en produktorienteret rejse som sådan, med mindre du da vælger at se på dig selv som produktet. For skriverejsen handler allermest om dig og din indre proces. Den handler om, at du har en indre, veludviklet fortællerske, som kalder på dig via din skrivelængsel med en invitation til at kigge indenfor og folde det ud, som gemmer sig bag længslen. Der er nemlig mange gaver at hente.

Bag skrivelængslen. Bag mure af modstand og frygt for at fejle. Bag alt det, der står i vejen. Der finder du hende. Din vise kvinde.

woman-forest

Din vise kvinde

Din vise kvinde er hende, som begynder at vågne, når du møder op og skriver hende. Det er din indre stemme, en kraftfuld stemme, som blot er blevet temmelig hæs og rusten af at være blevet gemt og glemt så længe. Det er din sjæls stemme, din kvindekraft, som ulmer og som gerne vil skrives og fortælles. Hun har noget på hjerte og du er hende.

Hende, som lytter indad og lader sin stille stemme komme til orde.
Hende, som gennem tillid, øvelse og gentagelse åbner op og tager imod.
Som bevidst skærper sin intuition og følger sit hjerte af den vej, som er hendes at gå.
Hende, som efterhånden lærer sig selv at stå frem og midt i sårbarhedens frodige muld siger det højt, som hendes sjæl synger om. Hun siger det højt. Hun fortæller det. Men det gør hun ikke ved at lægge frygt, modstand og indre censor bag sig. Hun gør det ved at favne det hele og skrive det.

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still, today, the voices of women are quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The Wise Woman is remaking the world.”
– Sharon Blackie –

Læs mere i VEJEN TIL DEN VISE KVINDE

Skriverejsen handler også om glæden ved at skrive. Det gør godt at få åbnet op og lade kreativiteten risle igennem sig. Til det skaber jeg skriveafsæt og øvelser, som du kan arbejde og skrive ud fra på din måde. De er forankret i årstiden og naturen spiller en stor rolle. Ja, i skrivecirklerne inviterer jeg sågar til ture ud, hvor du arbejder med naturen og din intuition i forhold til skriverierne. Du vil opleve, at vi kontinuerligt arbejder med den energi og kraft, som er til stede på de forskellige årstider. Vi forbinder os til det, vi allerede er en del af.

Når vi gør det, skriver vi i nuet. Vi er forbundet og det er bl.a. her, at fortællingerne kan nå os. Når vi er mødt op og har gjort os modtagelige. Vi lærer årstiden og de forskellige tidspunkter på årshjulet og i processen bedre at kende og det gør vi via egne ord. Når vi skriver. Det findes alt sammen bag tunge tanker og den modstand, som simpelthen bare hører med.

Alt kan skrives

Du opdager efterhånden, at alt kan skrives og selv skriveblokering er ikke længere en undskyldning for ikke at skrive. Der er en fortælling bag alt det, vi møder på vores vej og når vi gennem ordene og fortællingens kraft kaster lys på det og folder ud, begynder der virkelig at ske noget. Men selvfølgelig skriver vi ikke hele tiden, vi øver os også på at sanke. Meditere. Sidde og være i stilhed og lade inspirationen finde os.

Læs også gerne: Ulven og den trygge skriveblokering

Brug dine skriverier som spirituel praksis

Du opdager også, at du kan bruge dine personlige skriverier som en kraftfuld spirituel praksis, som efterhånden kan være med til at befri dig for alle de gamle, udslidte historier. Historier, som tynger dig og holder dig fast på et sted, du for længst er vokset fra. Du skriver dig videre og du forbavses, forundres og fortrylles til stadighed. Når du altså møder op og skriver.

Du oplever, at skrivning er terapeutisk, især når livet er svært og du opdager, at du får uvurderlig hjælp til at bygge bro og skabe nye åbninger gennem fortællingens kraft.

Og er du med i en skrivecirkel vil du opleve, at de andre kvinder lytter, løfter og støtter dig. Det gør de i henhold til reglerne for Den Hellige Cirkel, som så fint er formuleret af Julia Cameron. Den Hellige Cirkel er en del af alle skrivecirkler og intuitive skriveworkshops.

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og underviser hjælper jeg dig hjertens gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme, den indre stemme. Det gør jeg bl.a. ved at skabe de rum, som jeg tilbyder i skrivecirklerne og på de intuitive skriveworkshops.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, som åbner op og styrker dig i din proces og på din skriverejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu.

Rumpasser i det magiske rum

Jeg viger ikke fra min intention og den forpligtelse, jeg har som rumpasser i det rum, hvor vi barsler med hjertets fortællinger. Jeg træder ikke ud af min rolle og agerer dommer eller bøddel, jeg overrasker dig ikke med pludselig indfald fra min veludviklede korrekturmoster. Du kan ikke overtale mig til at agere indre censor, så du får ret i dine fejlagtige antagelser om, at du ikke er værdig og at du ikke kan skrive.

Jeg er skrivemor og din guide i skrivebjergene. De rum, jeg holder, er kærlige, rummelige og magiske rum, hvor fortællinger kan lade, berige, berøre og forvandle os.

Også i tomrummet.

Kærlig hilsen
Lene
Sommercirklen starter

Den mystiske kraft

Reading in the woods

Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt.

Senere er jeg ude og handle, jeg er i forskellige forretninger og kommer bl.a. hjem med et valnøddebrød. Jeg spiser ikke så meget brød mere, om morgenen står den på havregrød med bær og andre gode sager, men i dag havde jeg lyst til brød og sådan blev det. En god kop kaffe og en ostemad med peberfrugt. Jeg er sulten, det mærker jeg først, da jeg spiser brødet. Tænderne løber i vand og kaffen smager forbavsende godt.

Forårssolens skarpe lys glider gennem vinduet og bader min bog og min sjæl i lys og varme. Jeg er træt i dag og solen fortæller mig på sin måde, at det er tid til bare at være. Vinden rusker i træerne, jeg kan høre den som en urolig undertone krydret med fuglesang og krageskrig.

Sjæledag

I dag holder jeg sjæledag, fortæller jeg højtidligt mig selv, det har jeg brug for. Det er midt i marts og vi rejser mod forårsjævndøgn. Træerne har store forstadier til knopper nu, landskabet grønnes for hver dag, der går og vinteren er for alvor begyndt at trække sig.

Jeg drikker resten af kaffen. Brødet har jeg for længst spist. Vinden hyler og tuder derude, her er ikke så stille i dag, uroen snurrer i luften. Jeg har svært ved at samle tankerne og tolker det som et tegn på, at jeg virkelig har brug for den sjæledag, jeg lovede mig selv fra morgenstunden. Sjæledage skal gribes, når der er brug for dem, de kan ikke planlægges på forhånd. Gør man det, og tro mig, jeg har prøvet, bliver det hurtigt et mentalt anliggende, hvor man forsøger at planlægge dagen og fundere over, hvad man egentlig har brug for.

Sjæledage må gribes og ikke begribes. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig, at det skulle være sådan, men noget i mig har lyst til at skrive. Bare skrive, fordi jeg kan og fordi jeg efterhånden har så travlt med at simre og forberede, at jeg sjældent giver plads til det spontane udtryk. Det er en konstatering og da den lander blødt mellem kaffe og ostemad, bliver jeg uvilkårligt trist. For poeten i mig har brug for det spontane udtryk, at skrive og fortælle fordi hun kan. På samme måde som fuglen, der synger, fordi den har en sang. Og jeg har en sang. En dyb og inderlig tone af vished, en længsel og en drøm.

Jeg vil smelte sammen med hende

Jeg vil smelte helt sammen med hende, lover jeg mig selv. Min indre vise kvinde. Hende, som ravnen fortalte mig om i går og som er bærer af en mystisk kraft.

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Og jeg kan høre hende hviske. Bortset fra, at hun nærmest råber i dag. Så vild som den vind, der nu blæser og hiver i mit hår. Senere vil jeg gå ud og blive ét med vinden. Lytte til dens toner, høre dens sang. For min sjæl har også en sang om vinden, en længsel efter at blive blæst bagover af den mægtige kraft og blive renset helt ind i sjælen. På vej mod forårsjævndøgn og det, nogle kalder naturens balancepunkt. Jeg funderer lidt over det og tænker på, hvad jeg kan balancere i mig selv og hvordan.

Kælderen og krukkerne

Din aktive deltagelse er essentiel, sagde Ravnen også ved sit besøg i går og det er jeg helt med på. En forudsætning for at mærke kraften er at møde op og skabe forbindelse. På samme måde som det er en forudsætning, når vi ønsker at skrive os frem til det, der er vores dybe sandhed. Når vi har en intention om at dyppe pennen dybt i egen krop og sjæl og folde de fortællinger ud, som alt for længe har været skjult i den mørke viktualiekælder.

Jeg forestiller mig et rum, hvor jeg bliver mødt af fugtig kulde. Et mørkt rum. Men jeg tænder et stearinlys og lader det lyse for mig, mens jeg forsigtigt træder ind. Skæret fra stearinlyset rammer alle de mange krukker, der står sirligt placeret på hylderne omgivet af støv og urgammel fortid.

Nogen har skrevet på glassene. Krukkerne. Med sirlig håndskrift som er næsten ulæselig efter de mange år i kælderen. Jeg misser med øjnene, går helt tæt på og lader stearinlysets skær oplyse bogstaverne.

Ild. Vand. Luft. Jord.
Nord. Syd. Øst. Vest.
Forår. Sommer. Efterår. Vinter.
Dans. Sang. Fortællinger.
Stilhed. Havduft. Bølgesprøjt.
Eventyr. Frihed. Kærlighed.
Grøn. Visdom. Medfølelse.
Mørke. Lys. Vind. Regn.
Sol. Skyer. Træer. Blomster.
Urter.
Forbindelse.

Der er mange krukker og jeg lader forsigtigt min pegefinger glide hen over dem, tegner spor i støvet, mens jeg mærker deres budskab helt ind i hjertet. Jeg behøver ikke at åbne dem for at vide det. Dér er min længsel.  Min drøm.

Jeg ønsker mig jo egentlig et langt mere enkelt liv, udbryder jeg og bliver helt forskrækket over lyden af min egen stemme.  Enkelt liv, liv liv iv gentager ekkoet.

Du må deltage aktivt

”Du kan altid vende tilbage til kælderen og hive krukkerne frem i lyset” siger hun, Ravnen og kommer igen flyvende ind fra det sted, hvor hun befandt sig lige før. ”For det er muligvis essensen af livet og det, du er en del af, som du har savnet. Det er blandt andet det, jeg mener med at du er nødt til at deltage aktivt. Hver dag. Hver eneste morgen er en invitation til dans. Men alt for ofte lader du dit flygtige humør afgøre, om du har lyst til at danse igen og du fortæller dig selv, at du er nødt til at være inspireret først. Glem det. Gå helt ind i cirklen og hengiv dig til dansen, lad dig falde og lad den gribe dig.

Jeg nikker bare og opdager, at jeg ikke længere befinder mig i den kulsorte viktualiekælder. Ravnen er her heller ikke, selvom hun var her lige før.

Kvinderne i Forårscirklen

Kvinderne i Forårscirklen er gode til det. De lader sig gribe. Og indtil videre er det de fineste og sårbareste fortællinger, der har set dagens lys i skrivecirklens fælles rum. For de deler med hinanden, kvinderne og er vidner til de ord, fortællinger og det liv, som de hver især er bærere af. De dypper pennen dybt i det forår, som nu er ved at manifestere sig og de sætter på alt det, der rører sig. Uanset hvad det handler om.

Det er der noget fint og kraftfuldt i. Det handler om at finde ord for det, der ellers var ordløst og som vi troede kun skete for os.  De følelser, vi holder for os selv og som vi måske skammer os over. Det er nok bare mig, siger vi og tier, men det er bare ikke. Det er ikke kun dig. Det er os. Og det er det, vi ofte oplever i skrivecirklerne, når vi skriver og deler vores fortællinger. Der synes at være en rød tråd og den inspiration, som vi finder undervejs og deler med hinanden, skaber nye fortællinger. Nye åbninger, indsigter og berøring. Vi opdager, at vi ikke er alene. Men vi har ofte lyst til at være alene, for de fleste af kvinderne er introverte ligesom jeg og det er også et tema i fortællingerne. “Hele mit liv har jeg levet, som om jeg var ekstrovert”, indrømmede en af kvinderne, “og det har været meget opslidende.”

Hjælpere

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

“We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.”

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Og så bliver den os skænket. Historiemedicinen. I fine doser, som passer nøjagtigt til os.

Ravnen klikker med næbbet og klukker i det fjerne. Kaffekoppen er tom. I dag holder jeg sjæledag, sagde jeg til mig selv og så skrev jeg. Fordi jeg elsker at skrive. Og fordi jeg ved, at der er en kæmpe forløsning i at sætte ord på og lade sig gribe af en fortælling, hvad end den måtte handle om.

Jeg skriver min vej

Ofte har jeg skrevet hovedpiner og ubehag væk. Jeg har skrevet mig ud af kattepiner og tanketunge dilemmaer. Jeg har fundet nye vej og åbninger, fordi en hjælper pludselig trådte ind i fortællingen og på sin særlige måde viste mig vej. Jeg har sat ord på og en del af skriverejsen har været en slags terapeutisk rejse, hvor jeg lettede mit hjerte og sagde alt det, som jeg ikke turde sig før. Jeg har skrevet mig til klarhed og jeg har skrevet mig frem til det liv, jeg lever i dag.

Fordi jeg ganske tidligt på skriverejsen formulerede en intention, der hed: Jeg ønsker at følge mit hjerte.

Vi skriver i livet og vi skriver om livet. Men det viser sig snart, at livet er så meget mere, end vi gik og troede. Og at vi, hvis vi vækker vores indre fortællerske og giver hende ordet, kan komme med på en rejse ind i alt det, som holdt os tilbage og efterhånden få kontakt til hende, du ved. Den vise kvinde. Hende som ved og som er bærer af den mystiske kraft.

I dag holder jeg sjæledag. I dag skriver jeg bare.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Reading in the forest” © Kevin Carden, Dreamstime

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN er et forløb og en skrivegruppe for dig og din skrivelængsel.

Høstcirklen starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft.

I forløbet, som strækker sig fra august til begyndelsen af november, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og give din fortællerske ordet.

Invitation og detaljer om HØSTCIRKLEN finder du i linket her. Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com

Hjertelig velkommen.

Din aktive deltagelse

Book and candle

Jeg sætter mig forsigtigt midt i disen og placerer min kaffekop. I dag tænder jeg nyt lys og siger farvel til Brigids stage for denne gang. Det hvide, det røde og det grønne lys er brændt ud og Imbolc er for længst passeret. Jeg placerer det nye lys, en cremet sag med små krystaller, midt på bakken omgivet af mine solhvervssten, symbolerne for tillid og forbindelse. Og det er netop det, jeg ønsker mig af dagen i dag. At genskabe den forbindelse, der er så essentiel.

Der er mange måder at gøre det på. Selv åbner jeg døren til stilheden, den knirker lydløst og da jeg træder indenfor, flyder disen ud som et mælkehvidt tæppe af fugt og tidligt forår. Vi nærmer os forårsjævndøgn, som for mig er det egentlige tidspunkt for forårets kommen. Her balancerer naturen energien og vi opfordres til at søge samme balance i os selv. Det ved jeg, men først må jeg have genskabt forbindelsen.

Min aktive deltagelse er en forudsætning

Min aktive deltagelse er en forudsætning. Min intention og at jeg faktisk møder op, gør forskellen. Det sker ikke af sig selv. Og ofte må jeg kravle over mure af modstand, jeg må adressere frygten og se min skygge i øjnene.

Det sker på skriverejsen som i livet, der er ingen forskel. Men på skriverejsen kan jeg invitere fortællingerne til at hjælpe mig, jeg kan påkalde mig hjælpere og endda bruge de gamle myter og symboler som støtte på min vej. Fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Derfor er de så kraftfulde, vores sjæl genkender dem og deres helende egenskaber, længe inden vi måske opdager det mentalt. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, en dyb resonans eller et strejf af berøring.

Jeg kan lære at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe min intention og min fornemmelse for de subtile toner, der altid spiller bag den høje musik i en fortravlet verden.

Fremmøde og historiemedicin

Det er blandt andet derfor, jeg er så begejstret for fortællingens kraft og den historiemedicin, den tilbyder. Og det er så fint at opleve, hvordan de fleste af kvinderne i skrivecirklerne finder ud af, at de gennem deres fremmøde og de små ritualer, der er med til at skabe forbindelse, kan få en direkte erfaring med både den kreative proces og etablere deres helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Det gøres så fint ved at forankre sig i både årstid og den naturlige cyklus, men som udgangspunkt er vi nødt til at have tillid til processen. Vi er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. Vi må lære at lytte og skabe en oase omkring vores proces og skriverier, så vi kan høre og samtidig må vi have vished om, at vi ikke kan tænke os til det. Vi kan have formodninger, men når vi med vores intention begiver os på vej og lader ordene være vores transportmiddel, må vi også være parate til at lade os overraske. Fortællingerne tager ofte den drejning, der er nødvendig for at vi kan se. De åbner vores øjne og vores hjerter og det er ofte her vi oplever, at historien skriver sig selv. Det kan meget vel blive lidt anderledes end vi havde tænkt os, men som regel det gør godt. Her mærker vi kreativitetens kilde strømme gennem os, vi lytter til dens rislen og mærker dens kraft.

Det sker bare. Og vi må turde lade det ske.

Jeg sætter mig forsigtigt i disen og lytter. Stirrer lidt ind i flammen på mit nye skrivelys og mærker forårets stille trine i græsset udenfor. Træerne står ubevægelige i deres stille dans, mens et par måger flyver henover marken og huset.

Besøg af Ravnen

”Har du mon brug for min assistance i dag” spørger hun og kommer til stede. Jeg har inviteret hende med mit fremmøde og med min intention. I dag vil jeg simre lidt videre med Gudindecirklen, det skrivegruppeforløb, som jeg starter op den 7. april og som er dedikeret ti at vække din indre fortællerske.

Gudindecirklen Forårsholdet er færdige med deres skriverejse nu. Efterårsholdet Gudindecirklen starter den 8. september og der er stadig ledige pladser.

Jeg er i simrefasen

”Jeg har altid brug for din assistance” udbryder jeg og mærker et suk af lettelse bølge i min krop. ”Men jeg er lidt usikker på, hvordan du kan hjælpe mig i dag. Jeg er nemlig i simrefasen og har egentlig bare tænkt mig at gå lidt med alt det, der rumsterer. Lade det opstå indefra og blive til ideer, jeg kan manifestere i Gudindecirklen. Velkomstbrevet er næsten klar og denne gang har jeg en skinnende klar intention om, at delingen i cirklen er essentiel af altafgørende. ”

Hun klikker med næbbet og tygger lidt på det, jeg har sagt. Rrrrråååå, siger hun så og ser på mig. ”Klooung.”

”Og det betyder?” Jeg føler mig tryg ved hendes lyde og hendes selskab, selvom jeg ikke altid forstår hendes sprog. Men jeg vil gerne lære det, så jeg lytter. Lukker øjnene og forsøger at huske, for jeg har efterhånden vished om, at vi selv er bærere af den visdom, som fuglene kommer med. De bringer den til os for at vække steder i os selv, som har slumret. Sovet.

En urgammel visdom

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, svarer hun prompte, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Jeg nikker. Jeg kan godt mærke det. Det er ikke bare foråret, der er ved at ske, mens jeg skriver og simrer med indholdet af Gudindecirklen og de skriveafsæt og øvelser, som vi skal lege og arbejde med. Det er noget andet. Noget i mig og i de kvinder, som jeg har fornøjelsen af at møde på skriverejsen. Jeg lytter og ser det mellem linjerne i de fortællinger, som kvinderne deler i skrivecirklerne. Der er en rød tråd og der er en dyb og forunderlig rytme, som bliver tydeligere og tydeligere. Og det var også det, som kvinden i Vintercirklen mente, da hun beskrev det således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen.”

Du må opleve den selv

”Kan du mon sige noget mere om den mystiske kraft, vi alle er bærere af” spørger jeg hende. Det får hende til at le. Højt. Ravnen.

Du kan også skrive dig ind i det

“Jeg vil meget hellere invitere dig til at opleve den selv” svarer hun og klikker igen med næbbet. Du er selv inde på det, når du siger, at din aktive deltagelse er essentiel. Den er en forudsætning for at mærke kraften. Og når du møder op og forbinder dig, når du via din intention bevæger dig på vej og lader ordene være dit transportmiddel, så kan du faktisk skrive dig ind i det. Og det ved du jo, for det er netop det, som skriverejsen har været for dig. En måde at vågne på. Gradvist og via fortællingens kraft. En kraftfuld affære, ikke sandt?”

Den evige gentagelse. Rytmen. Cirklen. Den cyklus, vi alle er en del af og som vi bevidst kan vælge at hengive os til. Det sker ikke af sig selv, for vi lever i en lineær verden. Det meste af vores liv har vi forsøgt at passe ind og få succes i en verden, som ikke passer til os og vores sande natur. Vi har mistet vores kraft og vores forbindelse til den mystiske kraft, som Ravnen taler om. Den kraft, der er som tidevandet og som bølger i sælsomme rytmer.

Det er her, fortællingerne kan hjælpe os. Det er blandt andet det, jeg skaber rum for og i netop Gudindecirklen skal vi arbejde helt bevidst med at få liv i den indre fortællerske, som rummer så meget visdom. Vi må bejle lidt til hende og vi må vise os villige. For hun har slumret længe og hvem ved, måske er hun blevet lidt træt af kontinuerligt at hviske og kalde på os via længslen.

Direkte erfaring med kreativitetens ebbe og flod

Det er i den direkte erfaring med kreativitetens ebbe og flod, at vi mærker kraften dybt i os selv. Her får vi nemlig lov at opleve, at rejsen på ingen måde er lineær og vi heller ikke er det. Vi mærker, hvordan det hele bevæger sig i cirkler, vi lytter og hører de subtile toner af en rislende kilde, som på et tidspunkt springer ud som flod og senere bliver til et vandfald. Vi følger flodens vej til havet og vi er med hende i hvert eneste trin på rejsen.

Jeg sætter mig dybt i disen og lader den rulle ind over mig. Ravnen bliver utydelig og på et tidspunkt ser jeg hende lette og sætte kurs mod vest. Jeg forsøger ikke at holde på hende, men lader hende flyve, velvidende at hun kommer igen, når tid er. Skrivelyset brænder, flammen er rank. Når jeg stirrer længe nok ind i den orange ild, kan jeg fornemme et væsen af ren energi stirre tilbage på mig.

Skriv, så kommer hun til stede

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Din aktive deltagelse er en forudsætning

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om. Stemmen bag længslen, den hvisken, du mærker i dit skød og i dit hjerte. Skrivelængslen.

Men du er nødt til at møde op og skrive hende. Din aktive deltagelse er en forudsætning.

At møde sig selv

Måske tænker du, at du ikke har noget at skrive om. At du ikke lever et liv, som er i overensstemmelse med din sande natur, men du har opgivet, fordi det vil kræve for meget af dig at ændre din kurs. Du har kastet håndklædet i ringet og måske ubevidst valgt at tro på de historier, der siger at du ikke er værdig og at du ikke kan.

Det passer ikke. Men i modsætning til, hvad dine tanker fortæller dig, så er beslutningen om at møde op og tage din skrivelængsel alvorligt ikke et drastisk skridt, som vil kræve at du laver dit liv om. Det eneste, du er nødt til at gøre er at erkende, at din aktive deltagelse er essentiel. Du kan have en intention om at lytte til den hvisken og rumsteren, som du mærker dybt i dig. Du kan give den ord og vinger. Lade fortællingens kraft hjælpe og støtte dig på din skriverejse og simpelthen dedikere dig til et rum, du giver dig selv og hvor du langsomt folder det ud, der bor bag den pirrende længsel.

Mange af kvinderne, som vælger at tage på skriverejse i skrivecirklerne, gør det med en intention om at lytte til sig selv. At møde sig selv og måske undervejs skrive nye historier, som passer langt bedre til den kvinde, de er og som gør godt. De ønsker at smage historiemedicinen, som er både bitter og sød, den rummer alle smagsnuancer og lindrer der, hvor det gør ondt. Den viser dig vej, den skubber ikke til dig eller kræver dig. Den er glad, når du møder op. Når du deltager. Den viser dig dansetrinene og I øver jer sammen.

Vi skriver i livet

Og som altid vil jeg sige til dig, der overvejer at tage på skriverejse: Vi skriver i livet. Vi lægger ikke livet bag os og flygter fra det, som er. Det er nok en af de vigtigste lektioner på skriverejsen. Det er en illusion at tro, at det at skrive er noget løsrevet fra det liv, vi lever. Tværtimod. I vores fremmøde udviser vi tillid, for der sker virkelig ikke noget, før vi møder op og skriver. Vi skaber rum til at skrive og være med os selv. Vi skriver det, der er og lader det forvandle sig i processen, så processen kan forvandle os.

Og vemodet, melankolien, lys og mørke har et budskab til os Vi lærer at acceptere sårbarheden og betragte den som grobund for forvandling. Vi lærer os selv at kende gennem årstiderne skiften og den rytme, den dans, som også vi er indbudt til at danse. Med alt hvad det indebærer. Vi tager det med til skrivebordet, smerten, sorgen, hverdagen, glæder og frustrationer. Vi tager det med og dypper pennen i det. Vi åbner døren til det magiske rum, vi går ind, men vi inviterer livet med indenfor. Og her smelter det sammen. Livet og magien. Vi skriver ikke udenfor livet, vi skriver i livet. Og det er aldrig for sent at møde op og fatte pennen.

”I hope you will go out and let stories, that is life, happen to you and that you will work with these stories. Water them with your blood and tears and your laughter until they bloom, until you yourself burst into bloom.”
– Clarissa Pinkola Estés –

Simrebogen er som en stor gryde

Ravnen er fløjet, disen bølger over marken. Skrivelyset blafrer og simrebogen ligger ved min side. Her skriver jeg lidt af det, som rumsterer og som jeg ønsker skal blive en del af skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Jeg lader mig berige af citater og jeg noterer mig pludselig indfald og ideer, der dukker op. Det er som en kæmpemæssig simregryde, der står på lavet blus og hvor jeg kan tilføje ingredienser efterhånden som de dukker op.

Woman and raven

Troldkvinden i os alle

Et smil glider over mine læber, jeg føler mig lidt som en vis gammel kvinde med en helt særlig gryde af potent eliksir. Og måske er der virkelig en troldkvinde i os alle, som blot venter på at få lov at boltre sig? I hvert fald trives jeg ualmindelig godt ved tanken om, at alt det, jeg putter i gryden og som nu simrer i gryden på lavt blus, efterhånden vil blive til en kraftfuld og endda magisk eliksir, som jeg også kan dele ud af i Gudindecirklen. Jeg hvisker min intention og folder mine hænder for at understrege, at jeg mener det af hele mit hjerte.

Vil du være med i Gudindecirklen?

Hvis du har fået lyst til at være med i Gudindecirklen, så starter der et nyt hold op den 8. september. Gudindecirklen er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel, dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv som både kvinde og fortællerske. Du kan med fordel bruge forløbet, som varer 3 måneder, som en del af din personlige proces og få indsigt i både fortællingens kraft og hvad der egentlig gemmer sig bag skrivelængslen.

gudindecirklen

Invitationen og detaljer finder du her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Hoestcirklen

Høstcirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. Vi starter den 7. august samme dag, som de lyse nætter ender. Der er stadig ledige pladser. Du finder invitation og detaljer i linket her. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne:

Så jeg kan høre hende hviske
Vejen til den vise kvinde
Når Tornerose vågner

Photo “Burning candle on black magic book” © Samiramay, Dreamstime
Billedet af kvinden og ravnen er lånt hos Sharon Blackie, Mythsmakings

Når Tornerose vågner

tree-soul

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Det hvide, det røde og det grønne.

Den sidste dag i februar, tidspunktet for Imbolc er for længst passeret og i det lille vildnis i haven herude boltrer erantis og vintergæk sig. Et gult tæppe med hvide stænk. Lyset er dristigt i horisonten, solen bryder igennem skyerne kun for at forsvinde igen for en stund. Stilheden er stor og i morgen er det marts. Langsomt rejser vi mod forårsjævndøgn, balancetidspunktet i naturen. Også det skal vi skrive om og arbejde med gennem ord og fortællinger i Forårscirklen.

Vintercirklen lakker mod enden. Jeg smiler ved tanken om de kvinder, som nu har været på skriverejse gennem vinteren og som i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen har forankret sig i det, der er vinterens gave. Via fortællingens kraft har de rejst gennem månederne og opdaget nye sider af både sig selv og det, der før bare var en lang, mørk vinter. De har fået vinterens gave. Fortællinger er opstået og har fundet vej og mange af dem er blevet delt i det fælles rum.  Og den deling er der noget ganske magisk i, når vi altså gør det i et kærligt og støttende rum, som i skrivecirklerne.

At dele er at helbrede

”Det er påvist videnskabeligt, at shamaner, som opfordrer deres klienter til at opføre deres drømmearbejde offentligt i form af digte, sang og dans, har en effektivitet på 80% i deres helbredelse. ”

Sådan skriver Barbara Tedlock i sin bog ”Kvinden i Shamanens Krop” og min erfaring siger mig, at det samme gælder for skrivearbejdet. Der er en forunderlig helbredelse i det at gøre sit livs fortælling og alt det mellem linjerne til noget deleligt på den ene eller anden måde. Gennem fortællingens kraft eller gennem digte og selvfølgelig sang og dans. For som Karen Hering siger det:

”Telling our stories, putting our experiences into words and poetic narratives is more than an act of artistic expression; it can be the transformation and the healing work of survival.”

Sårbarheden er essentiel

Delingen er også en vigtig del af skrivecirklerne for de, som finder modet og sårbarheden i at turde. At sige det højt og lade det fortælle. Og det kommer efterhånden, modet, når vi lærer at sårbarheden hører med. Den er essentiel.

Når Tornerose vækkes af en pen

En af kvinderne i Vintercirklen udtrykker sin oplevelse med skrivearbejdet og rejsen i ord og stemninger gennem vinteren således:

”Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En pen, som skrev sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Alle fortællinger har sat spotlight på noget, der har bidraget til forvandling af mig. Som har bragt mig frem til det billede og den sandhed, som er mig lige nu.”

Skriverejsen forvandler

Jeg blev også vækket af en pen, da jeg i tidernes morgen startede på min egen skriverejse. Og skriverejsen forvandler. Ord for ord. Hvis vi altså møder op og skriver. Din aktive deltagelse er en forudsætning. Og når vi finder modet til at ”sige det højt”, når vi deler, så får healingen og transformationen en ekstra dimension. Vi smider et lag, en maske og vi står frem. Det gør os mere sårbare, javist, men det er i den sårbarhed at styrken vokser. Her slår vi rødder og får et større underjordisk netværk, så vi kan skinne mere udadtil. Blive hele. Som de kvinder, vi egentlig er, bag det hele. Den vise kvinde og hende, som ved.

Når det er tid

For når den tid kommer, hvor det gør mere ondt at lade sit lys stå under en skæppe end at lade det skinne og brænde frit, er det tid. Og det er virkelig en nærmest fysisk smerte, vi mærker. Sjælen ved, at det er tid, at vi ikke længere passer ind i vores gamle roller. De ellers så bekvemme masker må krakelere. Vi kan ikke længere hugge en hæl og klippe en tå, gå på konstant kompromis med vores eget hjerte og gemme os bag alle de gamle historier, som definerede os. Vi er nødt til at møde op og skrive nye historier. Gennem frygt, modstand og det, vi kalder skriveblokering. Den trygge skriveblokering, som vi gemte os bag. Nu gør det ondt at gemme sig.  For det er tid.

“And the day came when the risk to remain tight in a bud was more painful than the risk it took to blossom.”
– Anaïs Nin-

Det gør godt at blive bevidnet

Tornerose blev vækket af et kys, men jeg blev vækket af en pen. En fyldepen, som fyldte mig med ord om de sandheder, der er mine at forkynde bag et tæppe af det tilsyneladende. Og det er blandt andet det, som Skriverejsen kan hjælpe dig med. Du bliver vækket af dine egne ord og skriverier. De fortællinger, der udspringer af din rejse og dit liv, den vej du har valgt eller den vej, som valgte dig, er dine at skrive og fortælle. Ingen andre kan gøre det. Men det gør godt at blive bevidnet undervejs. Det gør godt at være i skrivecirkel med andre kvinder på samme slags rejse, som lytter, løfter, støtter og siger tak. Det gør godt, for det healer og forvandler.

Hvad sjælen egentlig længes efter

En af kvinderne i Solhvervscirklen skrev om, hvor godt det har gjort for hende at opdage, hvad det egentlig er hun har lyst til at gøre med sit skrivearbejde og den lyst og det behov deler hun med mange af os.

”I virkeligheden længes jeg mest af alt efter at dele og være sammen med andre i kærligheden til kunsten, til det levende udtryk og historierne. Det lå som en ordløs længsel, en konstant søgen efter ”det ægte”, ”det levende” og det ”magiske”. Og nu opdager jeg langsomt, at der faktisk findes andre i verden, der også har det sådan. Der også bare vil dele og udtrykke sig uden at det handler om at måle, veje og sammenligne sig.”

Når vi skriver i det magiske rum

Det er lige netop det. Vi har hverken lyst til eller brug for ris, ros eller konstruktiv kritisk, når vi skriver i det magiske rum. Når vi hengiver os til det, som sjælen egentlig bare vil: Udtrykke sig gennem det ægte, det levende og det magiske. De fleste af os ønsker egentlig bare at få lov til at danse. For det er nemlig dansen, det handler om. Udtrykket. Vi er kreative væsener, vi er kvinder, som er skabt til at skabe. Men i en meget tidlig alder lærte vi om bedømmelse, kritik og om at passe ind i kasser, rum og rammer, hvor vi skulle forsøge at leve op til noget bestemt på en bestemt måde. Vi fik kritik og vi fik karakterer. Vi kunne dumpe.

Mange af de sår, som vi fik dengang, bløder stadigvæk, andre er blevet til ar. Og vi husker det. Og hvis vi husker det som sandheden og en historie, der ikke kan skrives om og blive anderledes, går vi i stykker i vores kreative udfoldelse. Så gør det godt at have en skriveblokering at gemme sig bag. For vi tør simpelthen ikke give udtryk for os selv og vores sandhed. Vi tør ikke skabe os, for vi fik jo at vide, at vi ikke måtte være for meget. Så blev vi for lidt. Alt for lidt. Vi skrumpede.

Når kortet ikke stemmer overens med landskabet

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Når Tornerose vågner

”When Sleepy Beauty (Tornerose) wakes up, she is almost fifty years old”, siger Maxime Kumin. Og så er vi tilbage ved Tornerose, som kan vækkes på mange måder. Kys er godt, men pennen er mindst ligeså god. Især hvis du har skrivelyst og længsel. En pen, som skriver sig gennem eventyr, mareridt, sorg, glæde og aha-oplevelser. Og inviterer du fortællingens kraft med på din skriverejse, så bliver magien så meget større, for fortællinger kan noget ganske særligt. De lindrer, de healer og når du først er kommet i gang, vil du også opdage det. Du har en indre fortællerske med sin helt egen stemme, som har ventet på at få ordet. Kun du kan give hende det. Ordet.

Lyt til hendes sang, hun har gaver med til dig.

Fortællingens gave

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Fortællingen er som en guide, der viser os det næste skridt

Historier og fortællinger forklarer ikke på en direkte måde, de viser per eksempel. Når vi får serveret eller selv skriver (!) den rigtige historie på det rigtige tidspunkt er fortællingen som en guide, der viser os det næste skridt. Nogle gange er forholdet mellem historiens indhold og vores liv helt åbenlys, andre gange er det ubevidst. Sindet er ikke altid i stand til at se forbindelsen, men sjælen genkender de healende egenskaber i fortællingen. Under alle omstændigheder vil fortællingen eller historien bane vej til sjælen og folde sit healende potentiale ud. Det er ikke altid noget, vi kan sætte en finger på, men vi kan mærke det ved en forunderlig genklang, et strejf af berøring og en dyb forståelse af, at her er noget vigtigt på spil. For os.

”The story itself becomes a vessel that holds us up, that sustains us and allows us to order our jumbled experiences into meaning.”
– Sue Monk Kidd –

Når vi deler og siger det højt

Skriverejsen og fortællingerne får en ekstra dimension, når vi i skrivecirkel med andre kvinder vover os frem og deler med hinanden. I kærlige, rummelige og støttende rum, hvor vi deler og lytter til hinanden. Ofte runger rummet af dyb genklang, for vi opdager at vi på mange måder deler de samme smertelige fortællinger. Og at glæden og længslen er den samme. Vi mødes for en stund i det magiske rum, vi læser, lytter og er vidner til hinandens skriverejse og udvikling skabt af ord og fortællinger. Der er healing i det rum.

Vi er kreative kvinder

Vi er kreative kvinder. Vi er skabt til at skabe og dele vores fortællinger, de sjove, de glædelige, de svære og de sørgelige. Engang sad vi omkring bålet og fortalte hinanden om det, vi havde oplevet, vi gav vores erfaringer videre og satte ord på det liv, vi havde levet. Vi lyttede til vinden, til træerne og til den dansende, orange ild, der knitrede i bålet i vores midte. Vi var vores egen ild og vi var en cirkel. I samhørighed. Vi valgte at mødes for at dele, berige, løfte og støtte. Vi lyttede til de kloge ældre kvinder og vi hvilede os i deres visdom.

Det er tid til at tage den glæde og healing tilbage, der er i at dele vores historier og fortællinger. At skrive uden nødvendigvis at skulle gøre ordene til en bogmæssig bestseller eller det, der ligner. At skrive og fortælle uden at blive dømt eller bedømt.

Skriverejsen starter med det første ord

Skriverejsen starter med det første ord og det er aldrig for sent at fatte pennen. Hvor gammel Tornerose egentlig er, når hun vækkes af enten kys eller pen, betyder i sidste ende ikke så meget. Hovedsagen er, at hun vågner og begynder at tage alt det tilbage, som hun glemte undervejs.

På rejsen møder hun ganske ofte sin indre pige og på et tidspunkt smelter de sammen. Det magiske rum åbner altså også op for legen, glæden ved at skrive og udtrykke sig og bare at skrive, fordi vi kan.  Vi synger og vi danser med ord og stemninger og til sidst bliver vi vores egen dans. Tornerose sov i 100 år, men uanset hvor længe du har sovet og vandret omkring med skrivelængsel og en udefinerbar smerte i dit bryst, så er det aldrig for sent at vågne og skrive nye historier.

Det er aldrig for sent at vække Tornerose og genfinde skriveglæden.

Lad sangen synge dig

skriverejsen skaber du din egen vej og måde ved lytte til din sjæl. Du danser med livets mysterium og du øver dig. Øver dig, indtil du gør det til en slags sang, som i sidste ende synger dig.

Din vise kvinde dukker op mellem linjerne, du hører nye toner og lyde, som din sjæl kender. Det føles godt, det giver dig både lindring og kuldegysning. Du bringes frem til det, der er din indre sandhed og du forvandles. Ord for ord, lidt efter lidt.

Jeg har fundet en ny skrivetone”, siger en af kvinderne, som deltog i Vintercirklen.

Tornerose er vågnet

Det tomme papir, de første ord, den sidste dag i februar. Jeg har tændt Brigids lys og flyttet den store støbejernstage fra vinduet hen på skrivebordet. Nu synger de tre lys en næsten lydløs sang om det forår, som er undervejs. Min egen skriverejse fortsætter, for jeg har for længst indset, at skriverejsen er min vej og måde. The path of writing. Jeg vidste bare ikke, at den ville ende med at skrive mig. Skriverejsen.

Tornerose er vågnet. Hun strækker sin krop og misser med øjnene mod lyset. En stemme dybt i hende hvisker noget, som får hende til at synge. Først forsigtigt, stille, men snart lyder hendes røst som en storm, der er undervejs og som vil forvandle landskabet:

“My ultimate authority is the divine voice of my own soul.”

Og snart er det forår.

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her

Tak Bitten, for ordene om Tornerose og pennen. De vækkede noget i mig ❤

Thumbnail Photo “Tree Soul” © Circlephoto, Dreamstime


gudindecirklen

Nyt skrivegruppeforløb med start den 7. april 2017
Væk din indre fortællerske og Gudinden i dig selv

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og ud fra devisen: Alle kvinder har en indre fortællerske, som blot venter på at blive vækket og skrevet frem. Du kan også kalde hende Tornerose, for måske har hun sovet i 100 år, men det er aldrig for sent at vågne og fatte pennen. Skrivelængslen kalder og den har gaver med til dig. Hvis du altså møder op og skriver.

Du finder invitation til Gudindecirklen og flere detaljer i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Der er plads til 15 kvinder i denne skrivecirkel og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Så vi husker

footprints-snow

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab. Sne. Midvinter. Langsomt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket.

Halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn

Ved Imbolc er vi halvvejs mellem Vintersolhverv og Forårsjævndøgn. Og selvom tidspunktet ifølge kalenderen nu er passeret, skyller bølger af det, der var og blev os skænket, stadig op på stranden. Jeg samler det op og betragter det, der som glitrende muslingeskaller ligger køligt i min hånd. Rører, berører, jeg dufter til lyden af visdom og drikker af teen. Jasmin. Skænket fra en grøn kande, der til forveksling ligner Aladdins lampe.

te-med-jasmin

Teen, der får mig til at huske

Og der er noget fortryllende over ritualet, farven og duften fra den blide te. Den får mig til at huske. Noget, som ligger på tungen og som er ved lige ved at være klar. Til at blive skrevet, til at blive sagt. Der er en fortælling i den te. I røgen, som stiger til vejrs og danner cirkler. En fortælling i det kølige skær fra sneen og de grå skyer, lyset, som virkelig er blevet skarpere og mere markant. Dagene vokser nu. Rejsen går mod Forårsjævndøgn.

Story is the songline of a person’s life.
We need to sing it and we need to hear the singing.
Story told, story heard, story written, story read
create the web of life in words.
– Christina Baldwin –

I anledning af Imbolc

Og den dag kom, da jeg skulle holde intuitive skriveworkshop i anledning af Imbolc. Du har sandsynligvis læst lidt om forberedelserne, hvis du følger med på bloggen her og hvordan jeg skrev mig ind i programmet. Lyttede til ravn, lyttede til vinden og fulgte de subtile spor i sneen mod det, der var til os.

Hvid, rød og grøn

Skriveøvelserne opstod, jeg fik programmet gjort klar og begyndte så at sætte rummet. Brigids lys, et hvidt, et rødt og et grønt. Hvidt for sneen, rødt for solen, livets blod og jorden som langsomt vågner fra sin vinterdvale. Og grøn for den kåbe, som Brigid bærer og for de spirer, der nu rumsterer under jorden, under sneen og allerede har manifesteret sig som vintergæk og erantis, selvom de er dækket af sne lige nu. Blomsterløg. Hyacinter. Krokus. Og masser af små fyrfadslys i cirkler til fejring af Imbolc.

Sneen faldt. Jeg lod den falde.

Og dagen oprandt. Det er stadig vinter, havde jeg sagt og det skal jeg da lige lov for, at det var. Det sneede og efterhånden blev vejene dækket. Men jeg stod op og vidste, at den intuitive skriveworkshop ville blive gennemført, for det havde jeg jo for længst set og fået fortalt. Måske husker du ravnen tilbage i efteråret og fortællingen om, hvordan det sjældent betaler sig at hugge en hæl og klippe en tå? Det gjorde jeg ikke i onsdags, jeg gik ikke i dialog med bekymringen. Tværtimod følte jeg mig ganske rolig. Sneen faldt. Jeg lod den falde. Jeg gjorde rummet klar,  gjorde mig selv klar og da det var tid, begyndte kvinderne at ankomme. Gennem sneen fandt de vej fra vest, nord, øst og syd og snart sad vi i min skrivestue i skæret fra stearinlys og til lyd af stille sne. Vi var klar til en skrivedag for sjælen, en skriveworkshop i anledning af Imbolc.

Vi fejrer lysets tilbagevenden

Imbolc er en ildfestival, vi fejrer lysets tilbagevenden og at dagene nu for alvor bliver længere. Imbolc betyder egentlig ”in the belly” (i maven) og det er meget sigende, for det er de subtile spirer, vi mærker i tidsrummet omkring Imbolc. Potentialet. Undfangelsen er sket, maven begynder at vokse. Det er ikke endnu, det er stadig vinter, men noget er undervejs. Vi kommer med vinteren i os, vi er stadig vinter, men vi er også bærere af det forår, som skal komme. Trætte, vinterslidte, frysende måske, men ikke desto mindre. Imbolc er en sang om forårets kommen, en fejring af de små spirer, alt det, som er undervejs men endnu ikke formgivet.

Det magiske rum i skrivestuen

Vi skrev, foldede ud, lyttede til os selv og hinanden uden at dømme. Intens lytning uden andre formål end at høre og fornemme. Det er essentielt på de intuitive skriveworkshop og i de rum, jeg skaber. Vi er hverken dommere eller bødler. Vi leder ikke efter ting at kritisere, rose eller rise. Vi lytter. Vi er med det, der er og vi tager imod. Det giver en helt anden grundtone og når den først er slået an og rummet er sat i tillid, kærlighed og med de hensigter, vi hver især bærer i hjertet, kan fortællinger lande, berige og berøre os.

Mens sneen faldt og lysene blafrede skrev kvinderne sig ind i energien omkring Imbolc, de skrev om februar og skabte døre og åbninger, som ikke fandtes før. De læste højt og de lyttede til hinanden og alt det, der efterhånden fyldte rummet som en dyb og forunderlig vished. De skrev, fordi det ikke kan være anderledes, når vi først er mødt op og åbningen er skabt.

Vi husker gennem poesi og fortællingens kraft

Gennem et af skriveafsættene hilste de også på den keltiske gudinde Brigid, hende med lysene, det hvide, det røde og det grønne. Hun er den keltiske gudinde for poesi, smedekunst (ild) og healing. Imbolc er hendes tidspunkt og det er ofte hende, man fejrer og gerne gennem sang, poesi og fortællinger. Hendes sprog er poetisk, og i de keltiske lande så man poesi som kanaliseret, nedarvet hukommelse. Vi husker gennem poesi. Og engang var poesi ligeså hellig og værdsat som aspekter af clairvoyance, vision og spådomsevne. Engang.

Vi huskede

Og måske var det i virkeligheden det, vi gjorde i onsdags? Vi huskede. Vi huskede, hvem vi egentlig er, vi mærkede os selv og hinanden som skrivende, fortællende kvinder i et helt nyt lys. Fortællinger landede, de byggede bro og skabte nye åbninger.

If women don’t tell our stories and utter our truths in order to chart ways into sacred feminine, who will?
It is stories women need.
Stories give us hope, a little guidance and a lot of bravery.”
-Sue Monk Kidd-

Vi skriver i livet, processen er nøglen

Jamen, jeg er jo slet ikke skriveblokeret, sagde en af kvinderne, som egentlig havde troet, at hun var det. Jeg skriver jo. Jeg danser. Og det skal jeg da lige love for, at hun gjorde. Vi dansede alle sammen og vi var med det, der var. For vi skriver i livet, det er meget vigtigt at huske på. Uanset hvad det handler om og hvad, der står i vejen, så er det altid vejen. Skrivningen er vores transportmiddel på rejsen, ordene er vores tryllestav, men vi lægger ikke livet bag os. Vi skriver i livet. Vi går på skrivende opdagelse i det, der er. Os selv, tidspunktet, årstiden, energien og vi skriverejser som udgangspunkt med nysgerrighed, undren og kærlighed til os selv, hinanden og processen. Processen er nøglen.

Sårbar og kraftfuld historiemedicin

Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der kommer det, der skal. Latter, tårer og alle mulige og umulige følelser. Frygt. Modstand. Og selvom det er et sårbart anliggende, så møder vi det og skriver os igennem. Så godt, vi nu kan. Vi skriver det, beskriver det og giver det ord at ånde igennem. Samtidig lader vi kreativiteten risle igennem os og måske uden at være bevidste om det, giver vi os selv en lille dosis historiemedicin. Lidt har altid ret. Mere kommer senere. For vi begynder at huske.

Lykke, som deltog på skriveworkshoppen i onsdag har givet sin oplevelse følgende ord med på vejen:

Imbolc, midvinter, var overskriften. Og lige netop i dag, med næsten 2 timers køretid hver vej til Ringsted, sneede det. Selvfølgelig. Men intentionen var sat og alle deltagere, også de to fra Jylland nåede rettidigt frem så vi kunne gå i gang med de opgaver som Lene havde glædet sig til at byde os på.

Sikke en god oplevelse. I min hensigtserklæring for dagen havde jeg bl.a. skrevet at jeg “i dag vil sætte kursen for nye berigende, frugtbare og kærlige eventyr for mig og andre i året og årene der kommer”. Igennem dagens opgaver med skriveafsæt og fortællinger kan jeg nu levende se for mig hvordan. Det er som om mit sjælespejl er blevet pudset i dag, så det lyser helt klart. Nu vil jeg med bevidsthedens klare lys være i stand til at manifestere de næste skridt på mit livs rejse.

Bedst af alt var det at mødes i cirklen af fortællende, levende og oprigtige kvinder og dele det vi hver især havde på hjerte.

Igennem de skrevne ord, som vi læste op og delte med hinanden oplevede jeg også den store gave at kunne lytte uden dom og hvilken nydelse det var !

Intentionen var sat. Vi skulle bare møde op som dem vi var og skrive. Det gjorde vi og det bliver vi alle sammen ved med, er jeg sikker på.

At få lejlighed dele mit helt eget udtryk, og egne fortællinger, at blive lyttet til og bevidnet på så sårbare dele af mig var en uvurderlig oplevelse, som jeg for altid vil gemme og tage med mig videre i livet.

Tak for i dag Lene og tak til alle kvinder der formår at skabe rum for at vi kan dele livets fortællinger med hinanden.  Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.
– Lykke Pia Jespersen –

Lunken te og tid

Tidspunktet for Imbolc er ved at være passeret, men jeg dvæler lidt ved Brigids lys, mens sneen falder. Drikker af teen i det grønne krus med kruseduller, cirkler og snoninger, som minder mig om, hvem jeg er. Teen er lunken nu, men den gør stadig godt. Smag af jasmin, og en duft af kærlighed. Til ord og fortællinger og til det arbejde, jeg har dedikeret resten af mit liv til. Taknemmelighed. For at få lov til at skabe og holde magiske rum, hvor kvinder kan mødes, skrive, læse højt og folde ud. Det, der banker som et hjerte bag skrivelængslen og som aldrig lader os i fred, før vi møder op og skrivelytter. Så vi husker. Så vi ved.

There is a creative spirit in you desiring to be free
and you may well get out of its way
for it will give you no peace until you do”
– Mary Caroline Richards –

Er der ord i dag? Er der en fortælling, et budskab, noget mellem linjerne? Jeg ved det ikke, men jeg sætter mig, tænder skrivelyset og lysene i Brigids stage i vinduet. Det hvide, det røde og det grønne. De to hyacinter, som var stille medvirkende på skriveworkshoppen i onsdags, er nu sprunget ud. Blålilla nuancer som kontrast til det hvide landskab derude. Sne. Midvinter. Forsigtigt rejser vi videre fra tidspunktet ved Imbolc, følger rytmen, dansen og resten af vejen gennem vinter mod forår.

Jeg skænker te, en gylden, blød og helt vidunderlig jasminte, som jeg fik af en ven. Hvilken gave, røgen stiger til vejrs, duften baner sig vej til mine næsebor og jeg smiler uvilkårligt. To harer løber forbi gennem sneen udenfor hegnet. Træerne bevæger sig lydløst i vinden, landskabet er stille. Det er stadig vinter, men noget er sket. Det er sket før og det vil ske igen.

intuitiv-skriveworkshop2017

Vil du med på intuitiv skriveworkshop?

Den næste intuitive skriveworkshop finder sted lørdag den 29. april kl. 10. Her forankrer vi os i tidspunktet for Beltain, det tidspunkt, hvor foråret brister og maj står i fuld flor. Sommeren er på vej. Invitationen opstår i løbet af den kommende tid, den er ikke helt klar endnu, men hvis du vil med på denne særlige skrivedag, er du hjertelig velkommen til at reservere din plads allerede nu. Der er nemlig kun 6 pladser i min skrivestue, en perfekt cirkel på netop denne type skrivedag.

Skriv til mig skrivehuset@gmail.com, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Du kan læse lidt mere om de intuitive skriveworkshops her, som fremover alle vil være forankret i et særligt tidspunkt på årshjulet.

Forårscirklen – vi starter den 1. marts

forarscirklen

Men du behøver ikke at vente helt til slutningen af april, hvis du kan mærke skrivelængslen kalde.

Skrivelængslen. Den har været dér så længe, du kan huske og den bliver ikke mindre med årene. Tværtimod. Noget rasler og rumsterer dybt i dig og vil gerne udtrykkes, foldes ud og sættes fri.

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, der bølger dybt i dig. Men det er også en længsel efter hengivelse til din iboende kreativitet og skaberkraft, at huske alt det, du glemte og tage det igen, som du mistede undervejs. En visdom og en vej, som du kan skrive og som bliver til, mens du gør det; skriver og hengiver dig til processen.

– Lene Frandsen –

Forårscirklen starter den 1. marts

Online Skrivegruppeforløbet Forårscirklen starter den 1. marts og varer i 3 måneder. Start eller genstart din skriveproces fra et nyt sted og udnyt forårets spirende energi til at åbne op for din skrivelængsel. Et skriveforløb fuld af læring, inspiration og skrivende fordybelse, hvor du skriver dig helt ind i foråret og i din egen kerne.

Du lærer at skabe rum, at formulere din intention og forankre dig i årstiden og den naturlige cyklus. Det giver blandt andet større indre ro og glæde og kan også lindre stress og angst.

I de 3 måneder, forløbet varer, vil du gennem ord og skriverier forankre dig i forårets energi. Skriveøvelser og afsæt tager udgangspunkt i hver måneds kvalitet og vil give dig en god fornemmelse af den kreative proces.

Du lærer forårets måneder og dig selv at kende på en ny måde gennem ord, stemninger og den proces, der sættes i gang, når du møder op og siger ja til den skrivelængsel, der ofte er et kald fra sjælen.

Ingen andre end du

Ingen andre end du kan skrive den vej og på den måde, der er din. Du har helt dine egne fortællinger og måde at skrive dem på. Og det allerbedste skriveråd er altid at møde op og skrive.

For kvinder med skrivelyst og længsel. Så vi husker. Så vi ved.

Alle skriveforløb og skrivecirkler er for kvinder med skrivelyst og længsel. Og som Lykke beskriver det i sin anmeldelse af den intuitive skriveworkshop i onsdags:

Fortællingens kraft og magi kan meget mere end man kan forestille sig.

Kærlig hilsen
Lene