Når skrivelængslen kalder
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
Jeg havde forladt sommerhuset og var trådt ud i sølvnatten. På bare fødder gik jeg gennem det dugvåde græs og snart stod jeg på stranden. Over mig hang hun som en himmellampe og oplyste landskabet. Jeg kunne tydeligt se kysten og de store stenformationer længere henne af stranden. Jungfrun lå badet i månelys, stoltere og... Continue Reading →
Lytter du til din intuition? Og hvis du lytter, hvis du virkelig hører din stille stemme og fornemmer, at din sandhed og din sjæls sang lyder lige dér, fra et dybt sted i dig selv, følger du så de råd og anvisninger, som du får?
Det er ikke så nemt endda, for de fleste af os er udstyret med en god portion skepsis og et rationelt sind, som er hurtig til at feje intuitive fornemmelser og indre signaler af bordet. Og samme sind er udstyret med højrøstede tanker, som er eminente til at skabe splid og tvivl, så snart et signal er modtaget.
Men hvad nu, hvis vi kan vælge at skrue op for vores intuition? Hvis vi øver os på at lytte og høre den indre stemme, de godgørende toner og kærlige anvisninger fra vores indre, så vi bliver bedre til at høre? Og hvis vi har en intention om også at følge de anvisninger vi får, når vi så har hørt dem og registreret, hvad de siger?
In many shamanic societies, if you came to a shaman or medicine person complaining of being disheartened, dispirited, or depressed, they would ask one of four questions. When did you stop dancing? When did you stop singing? When did you stop being enchanted by stories? When did you stop finding comfort in the sweet territory... Continue Reading →
Jeg har åbnet vinduet og kølig luft strømmer ind. Denne morgen har jeg en intention om at bevæge mig langsomt og mærke hvert øjeblik som et strejf af evighed. Men jeg må lukke vinduet igen, luften er for kold for bare fødder, det er snart strømpetid igen. Sommeren er forbi. Jeg er egentlig slet ikke... Continue Reading →
Jeg giver det til vinden Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alting kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere skal bruge. Lad det flyve... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være... Continue Reading →
Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at du partout skal skrive en bog eller udgive dine digte. Det handler om en din længsel efter dig selv, din sjæl og den visdom, som bølger dybt i dig. Den vise kvinde, du egentlig er, bag modstand, frygt og alt det, der står i vejen.... Continue Reading →
Det er Brigids dag. Imbolc. Kyndelmisse. Dagen, hvor vi fejrer lyset og blidt vækker det forår, som har slumret gennem vinteren. Forsigtigt, du skal ikke vågne helt, bare lidt. Misse med øjnene mod lyset, se, det er ikke særligt skarpt i dag. Strække dig lidt, mærke at du lever. At det snart er tid. Snart,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 