Tør jeg?

Hele morgenen har jeg har hørt hendes stemme hviske, hun vil have min opmærksomhed, men jeg har ting at gøre. Jeg beder hende om at vente og skubber hende blidt væk og udsætter hende. Jeg udsætter hende for ignorering og iklæder mig min travlhed. Fortæller mig selv, at jeg ikke har tid til den slags... Continue Reading →

Gåsen og den usynlige dør

En flok gæs flyver over mit hoved på morgenturen, deres V-formation kommer til syne i regndisen. Jeg ser, registrerer og fanger et subtilt budskab, som jeg ikke tolker. Jeg går videre. Da jeg er hjemme igen, tænder skrivelyset og trækker mit dyrekort, er det Gåsen, som træder frem. Jeg smiler uvilkårligt. Sådan er det ofte... Continue Reading →

Når noget er undervejs

Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →

Et træ i eventyrets muld

Jeg har skrevet morgensider så længe, jeg kan huske og de er blevet en fast del af mit morgenritual. Jeg tænder mine skrivelys, jeg trækker kort og så sætter jeg mig og skriver mig ind i dagen. De første spæde sprækker af lys, noget i mig slår tonen an og uanset om det er dur... Continue Reading →

Den gyldne pen

Det er tid nu. På tærsklen til forår rækker jeg dig en gylden pen, som passer perfekt til din hånd. Mærk dens glatte overflade, køligheden og måden, den lægger sig til rette i din håndflade på. Dine finger smyger sig om den, placerer sig og ved præcist, hvordan det skal være. Du behøver slet ikke... Continue Reading →

Blog på WordPress.com.

Up ↑