Når skrivelængslen kalder
Da jeg kommer tilbage, har jeg fået en ide. Jeg vil tale med Maize. Hendes plan for fremtiden ligner min, selvom hun vil bo i skoven og jeg ved vandet. Hun fortalte, at hun ville lade et hus bygge i skoven. Har hun fået tilladelse til det? Og af hvem? Opfyldt af spørgsmål banker jeg... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
Hvad vil det egentlig sige at skrive intuitivt? Er det det samme som at bruge sin intuition? Og hvorfor hører frygt, modstand og den indre censor med, når vi begiver os ud på en intuitiv skriverejse? Intuitiv skrivning. Er det det samme som at bruge sin intention? Mange formoder at intuitiv skrivning er det samme... Continue Reading →
Jeg beslutter mig for at blive ven med månen. Ikke at jeg ikke har beundret hendes rejse og de smukke fuldmånenætter. Men det har været den manglende søvn, jeg har haft fokus på og trætheden i dens kølvand. Irritation over at være vågen, når andre sov. Men uglen har lært mig at vende ulempe til... Continue Reading →
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Der var ingen modstand, jeg gik frivilligt ind i tågerummet. Efter dagevis med uro og forsøg på at få noget til at ske, efter hedebølge og en følelse af at blive brændt på bålet, kom tågen en skønne morgen og jeg var dér. Vågen. Tankerne blev ved med at servere den samme slunkne sandhed og... Continue Reading →
Senere fortæller hun mig om kunsten at holde fokus. Det er blevet aften og solen synger i vest, dug falder. Salaten af friske bøgeblade smagte vidunderligt sammen med det sidste brød og de bær, vi plukkede undervejs. Faola sørger for det hele og det går op for mig, at hun er den fødte leder. En... Continue Reading →
”Jeg mødte Grace i går” betror jeg ham, du ved, hende den vise kvinde fra skoven. På min fødselsdag dukkede hun op for at betro mig en hemmelighed.” Han nikker, stadig strategisk placeret i søens vintervand, indbegrebet af fokus og tålmodighed. Her er ingen sne, ej heller en dør, alligevel kom jeg uden besvær frem... Continue Reading →
Kom, lad mig tage dig med på en rejse fra efterår til vinter. Lad mig vise dig usynlige veje i skumringens skær. Hvor ulemper bliver til fordele og hvor du ikke længere klynger dig til et bestemt resultat. Du er klogere nu. Dine øjne vil vænne sig til mørket, du vil se og få øje... Continue Reading →
Visdom er den viden og vished, som bor i din sjæl. Det er ikke information, du samler i det ydre. Det kalder på dig af længslens vej og sjældent kan du tvinge det frem. Det findes ikke i computere og databaser. Så hvad vil du gøre for at tappe af den visdom, som bølger i... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 