Det første ord

Så blev det Midsommer. Jeg vil benytte lejligheden til at ønske dig en skøn sommertid med masser af rum og plads til det, der gør dig godt.  For som jeg skrev det i ”I skyggen af Egetræet” er det en gave og glæde, hvis vi formår at navigere gennem sommeren og få det bedste med os uden at blive drænede. Når vi ikke lægger for store byrder på sommerens skuldre.

Når lyset er skarpt og dagen lang

Selskabelighed. Stemmer. Mennesker, som træder ind og ud af vores hus og over vores grænser. Fordi de ikke ved bedre og fordi vi giver dem lov, hvis vi ikke selv trækker grænsen og slukker for støjen for en stund. Husker at nære os selv og det indre, der kan synes så skrøbeligt i højsommerens bagende sol. Så let at overse og glemme i det skarpe lys.

Easy does it.

Valmuer

At danse gennem sommeren

Det kan sagtens lade sig gøre at skabe plads til både sociale aktiviteter, fest, farver og solskinsleg og samtidig nære det indre. Jeg har øvet mig i mange år og nu kan jeg dansen. Sådan da. Der skal jo også være plads til tilsyneladende fejltrin, vi skal øve os og prøve os frem. Og denne sommer bliver garanteret anderledes end dem, der kom før. Bedst er det at åbne arme og hjerte og tage imod. Sommeren.

Tid til at sanke og lytte til sjælens kompas

Sommer. Tid til at sanke og måske endda lade det være en slags sjælens sommer. En sommer, hvor du øver dig på at lytte indad samtidig med, at du færdes i det ydre og begynder at indse, at de impulser, de toner og den længsel, du mærker dybt i din sjæl, på ingen måde er en tilfældighed eller noget, du skal nedtone eller skamme dig over. Tværtimod.

Det må gerne komme ud i lyset og blive sagt højt. Det vil gerne fortælles på en sommer, hvor du skærper din intuition og tuner ind på sjælen kompas.

Stemmen, musikken, din livssang. Dér i en solstråle, i skyggen af egetræet eller i solens rejse tilbage til havets skød. Sommerfuglen, der lander på din hånd, når du bliver stille. Måske er det ordløst, subtilt og uhåndgribeligt lige nu og det er helt, som det skal være. Men bevæg dig gerne ind i sommeren med en hjertelig intention om, at du ønsker at skrive mere og sætte ord på noget af alt det, der kalder, rumsterer og bevæger dig og du skal se løjer. Her starter din skriverejse. Så enkelt er det. Det starter med det første ord.

Din hjertelige intention

Med din intention, din hensigtserklæring, skaber du et rum, et vakuum og det er første skridt til at gøre dig modtagelig og skabe landingsplads for ord og fortællinger.

Skriv udenfor_sommercirklen

SKRIV DIN EGEN SOMMERBOG, sådan gør du

Du har købt en vidunderlig notesbog, som taler til dig. Det kan du mærke, du får lyst til at skrive i den. Og du har en god pen eller to eller tre.

Skriv en hensigtserklæring med din sommerbog (min hensigt med at skrive er …) og lad din hjertelige intention bære og løfte dig i dit forehavende. Brug ord, som har en god energi for dig, mærk efter og leg gerne lidt med det. Du kan mærke det, når din hensigtserklæring er klar. Den løfter, støtter og beriger dig. Du får lyst til at møde op og folde din skrivelængsel ud, når du læser den.

Din hensigtserklæring trækker en hellig cirkel omkring din intention og intentionens kraft er magisk.

Læs mere om hengivelse til skriveprocessen i Skrivelængslens 7 bud.

Indstil dig på en modtagelig kanal og lyt

Forestil dig, at du, når du gør klar til at gå ind i dit indre skriverum, dit magiske rum, det sted, du har skabt til dig selv og dine skriverier, indstiller dig på en modtagelig kanal. Du er som en gammel transistorradio, som man kan dreje på. Du indstiller dig og gør dig åben og modtagelig.

Og så lytter du. Prøv at blive stille. Sind og tanker vil meget gerne vide ”hvad og hvordan” og hvis du bliver oppe i hovedet, så skaber det ofte modstand og forvirring. Det er i hovedet, at vi bliver i tvivl. Hjertet tvivler aldrig. Så forlad hovedet for en stund. Lad sind, tanker og indre censor være som de nu er og forestil dig, at du kravler dybere ind i sjælen, ind i stilheden og åbner den knagende dør til dit skriverum. Her lukker du døren bag dig. Her er rart at være, du tænder dit indre lys, du giver plads og sætter dig med din pen og notesbog.

Din indre censor – gratis e-bog til dig

Har du en skrap indre censor? Fortvivl ikke, det er blot et tegn på, at der virkelig er noget på spil og at du har noget på hjerte. Bestil gerne min gratis e-bog om Din Indre Censor som også indeholder skriveafsæt og øvelser, hvor du lærer din indre censor, sabotøren, at kende, for hvad den egentlig er. Lad aldrig din indre censor få det sidste ord, giv det hellere til fortællersken.

Du bestiller e-bogen ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Somme, pause, sankning – hold lidt fri fra den elektroniske verden

Sluk lidt for alt elektronisk udstyr og giv dig selv en kærkommen pause fra den verden. Din sommerbog kan med fordel være en, du skriver i hånden og holder lidt fri fra den elektroniske verden og alle de mange forstyrrelser.

Sommerbogen vil støtte og holde dig i din proces. For det er en proces. Når du sætter den i gang med dit fremmøde, indgår du en hellig pagt med dig selv og Kilden og lader tingene ske i den rækkefølge, de nu kommer til dig. Du skal ikke til eksamen og ingen vil kræve af dig, at du kan forklare eller gøre rede for det, du skriver. Det er dine ord, din tid og dine sommersider. En gave til dig selv.

Og hvis du stivner midt i skriverierne? Så kunne jeg godt finde på at give dig følgende råd, der er formuleret så fint af Hilary Mantel her:

If you get stuck, get away from your desk. Take a walk, take a bath, go to sleep, make a pie, draw, listen to ­music, meditate, exercise; whatever you do, don’t just stick there scowling at the problem. But don’t make telephone calls or go to a party; if you do, other people’s words will pour in where your lost words should be. Open a gap for them, create a space. Be patient.
– Hilary Mantel –

Skab rum, ro og forbindelse

Det er ofte den manglede forbindelse til jorden, den naturlige cyklus og egen sjæl, der skaber indre uro og giver stress og rastløshed. Men vi kan vælge at forbinde os, et skridt af gangen, og skabe små hellige øer af forbindelse i hverdagen. Vi kan gøre det ved at komme mere ud i naturen, frisk luft og bevægelse gør underværker, men vi kan så også gøre det ved at skrive. Især hvis vi har skrivelængsel.

Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk? Eller måske helt lade fluerne være og i stedet for hengive dig til den naturlige cyklus, sommeren og dens særlige energi samtidig med, at du skriver og sætter skrivelængslen fri. Du kan sagtens skrive udenfor, for du skriver jo i hånden, din særlige sommernotesbog kan du tage med dig overalt. I sommerhus, på ferie eller med ud i naturen.

Rejsedagbog gennem sommeren

Lad dig fragte gennem ordene og den helt særlige energi, der er til stede i sommermånederne. Betragt bogen som din rejsedagbog og beskriv alt det, du mærker, observerer og oplever på din vej og i dit indre. Mød gerne op hver eneste dag og skriv lidt eller meget. Prøv dig frem. Om morgenen, midt på dagen, aftenen eller midt i de lyse sommernætter. Skriv.

Skriv din sommer, skriv dig selv, din sjæl og giv din indre fortællerske ordet.

Lad vejen skrive dig

Det kræver alt for meget energi at tilsidesætte sin sjæls stemme. Mød op, skriv og skab helt din egen skriverejse ved kontinuerligt at skrive og hengive dig til processen. Lad vejen blive til, mens du skriver og lad vejen skrive dig.

Giv din indre fortællerske ordet og lad hende føre dig på vej. Hun har gaver med, du skulle bare vide, men det kræver din dedikation og disciplin i forhold til at møde op og skrive. Skriverejsen starter med det første ord.

Har du skrivelængsel og lyst til at gå et skridt videre? Give din indre fortællerske ordet og øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og folde det ud, som gemmer sig bag den summende længsel? Så kom med i et skrivecirkelforløb (online) eller på intuitiv skriveworkshop her i min skrivestue.

Nedenfor finder du en liste og kort beskrivelse af høstens og efterårets skriveaktiviteter her i mit univers.

Alle er for kvinder med skrivelængsel i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

HØST OG EFTERÅR 2017 i Skrivehuset

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 7. august

Høstcirklen starter helt symbolsk den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

Invitation til HØSTCIRKLEN finder du i linket her.
Du opnår ravnerabat ved tilmelding senest den 7. juli og sparer DKK 199,-

gudindecirklen

GUDINDECIRKLEN (online skrivegruppeforløb) – start den 8. september
Væk din indre fortællerske, den vise kvinde og Gudinden i dig selv
Efterårsholdet starter den 8. september 2017

Gudindecirklen er et online skriveforløb til dig og din skrivelængsel. Forløbet er dedikeret til at vække din indre fortællerske og åbne op for din kreativitet og skriveglæde.

Forløbet er for dig, som ønsker at arbejde bevidst med at skrive din indre vise kvinde frem og gennem fortællingens kraft at styrke dig selv både som kvinde og fortællerske.

I Gudindecirklen arbejder og leger vi med fortællingens kraft og ud fra devisen: Alle kvinder har en indre fortællerske, som blot venter på at blive vækket og skrevet frem. Du kan også kalde hende Tornerose, for måske har hun sovet i 100 år, men det er aldrig for sent at vågne og fatte pennen. Skrivelængslen kalder og den har gaver med til dig. Hvis du altså møder op og skriver.

Invitation til Gudindecirklen finder du i linket her.
Du opnår ravnerabat ved tilmelding senest den 8. august og sparer DKK 100,-

Samhain - Intuitiv Skriveworkshop (1)

Intuitiv skriveworkshop – Samhain og mørkets gave
Tirsdag den 31. oktober kl. 10 i Skrivehuset v. Ringsted

Efterårets eneste intuitive skriveworkshop finder sted i min skrivestue. Der er plads til 6 kvinder omkring bordet og 2 pladser er allerede booket.

Mørkets gave

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Samhain og det tiltagende mørke på en skrivedag for sjælen. Du bliver gjort klar til vinter og lærer mere om mørkets gave via dine egne ord og fortællinger, som vil flyde fra de skriveafsæt og øvelser, jeg byder på.

Uglen og the cailleach, den vise kvinde, spiller en stor rolle på denne skrivedag for sjælen.

Den intuitive skriveworkshop hylder energien omkring Samhain og støtter dig på din indre rejse fra efterår til vinter.

Vi dypper pennen i den særlige kreative og intuitive energi, der er til rådighed på netop dette tidspunkt og vi skriver fra de steder, hvor vi kan mærke den vinter, som snart er en realitet. Skrivedagen er også en fejring af både kreativitet, skriveglæde og kvindekraft.

Du finder invitation til Samhain skriveworkshoppen i linket her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Der er i skrivende stund 4 pladser tilbage på denne helt særlige skrivedag.

FORTÆLLINGENS KRAFT

I alle skriveforløb arbejder vi med fortællinger og intentionens kraft.

Fortællinger er som broer og deres kraft går gennem tid og rum. De åbner de steder i os, som før var lukkede. De hjælper os med at finde tilbage til vores vej, hjælper os til at huske og forbinder os med vores sjæl og dybeste ønsker for det liv, vi ønsker at leve.

Ha’ en fortryllende sommer.

Og husk, skriverejsen starter med det første ord.

Kærlig hilsen
Lene

Læs mere om SKRIVEREJSEN her

Kvinder_Skriverejsen

Tillid skaber forbindelse

Connected

En af hemmelighederne ved skriverejsen er medvirken. Din aktive deltagelse. På samme måde som vi ikke kan danse, hvis vi ikke møder op og begynder at bevæge os, kan vi ikke skrive, hvis vi ikke tager pennen i hånden eller sætter fingrene på tastaturet og begynder at skrive.

Fortællingens kraft er en energi, en slags ånd

Fortællingens kraft er, som jeg oplever det, en energi, en slags ånd på samme måde som intentionens kraft er det, og det essentielle er at skabe forbindelse til både fortællingens kraft og Kilden. Igen og igen.

Det gør vi ikke ved at tilegne os nogle særlige værktøjer eller specifikke teknikker på forhånd. Der findes ikke en universalnøgle til at låse døren til det magiske rum op.

Vi åbner døren ved vores fremmøde, dedikation og disciplin

Vi åbner døren ved vores fremmøde, vores dedikation og disciplin, for kun i det direkte møde med kreativiteten kan vi gøre vores erfaringer. Kun i det direkte møde med kreativiteten, energien og fortællingens kraft kan vi danse.

Faktisk kan for mange konkrete værktøjer, teknikker og ”sådan gør du” inden vi begynder at skrive blive en slags mur, der står mellem os og den direkte skriveoplevelse, mødet med kreativiteten og fortællingens kraft. Fleksibilitet, nysgerrighed og den kontinuerlige tilbagevenden er grundtrin. Resten skal nok komme, når du begynder at skrivedanse. Gør det på din måde, find din egen vej, men gør det. Skriv.

DU ER NØGLEN

At skrive sig ind, at sy eller skriveskabe en magiske fortællerkåbe, at få en fornemmelse af rummet, både det fysiske og det psykiske, ånden og energien, det er en del af hemmeligheden ved fortællingens kraft og den forbindelse, vi skaber, ved at sige JA og faktisk møde op.

Det er DEN OPLEVELSE; den direkte erfaring med skrivningen, kreativiteten, processen og danser, som gør hele forskellen.

I Gudindecirklen, online skrivegruppeforløbet, som starter den 7. september (efterårsholdet) skal vi bl.a. skriveskabe den  magiske fortællerkåbe og designe det magiske rum gennem ord og fortællinger. Klik her for at se invitationen til Gudindecirklen. 

Sådan kommer du tilbage i det magiske rum

Når vi ikke går helt ind i rummet, når vi står udenfor og måske stadig har lukket døren, så vi end ikke kan høre musikken spille, så danser vi ikke. Så er vi stadig mentalt fokuseret, i hovedet.

At gå HELT IND i rummet og deltage i dansen og invitere fortællingens kraft op til dans, det gør forskellen.  Igen og igen. Det er en evig tilbagevenden til det sted i os selv, hvor vi kan lade det ske.

Den dans er svær at tænke sig til. Vi må blot have tillid til, at dansen er dér og at vi kan danse. Disciplin skaber magi og tillid forbindelse.

Tillid skaber forbindelse

Tillid er et nøgleord. En tilstand af åbenhed, som viser, at vi er villige. Det skaber en særlig energi i os, som gør det lettere for ord og fortællinger at strømme igennem os. For er vi egentlig ikke bare den vandslange, som ordene strømmer igennem?

Joyce Carol Oates siger det som følger:

Jeg har aldrig forstået, hvorfor folk gør et stort nummer ud af mig som forfatter. Jeg er jo bare den haveslange, vandet fosser igennem.

På et tidspunkt bliver vi dansen. Så smelter det hele sammen og vi bliver ét med det, vi skriver eller det, som skrives gennem os.

Accept af den kreative proces kringleveje

Det kræver øvelse og en del af processen er at opleve, at det ikke altid strømmer helt så let som andre gange og at acceptere det uden at kaste håndklædet i ringen og lade være med at skrive. Der kan være mange grunde til, at vandet ikke strømmer, MEN som oftest er det os selv, der træder på vandslangen og står i vejen.

Andre gange er det, der skal skrives og fortælles ikke klar endnu. Det er i simregryden.

Grounding og forbindelse til Kilden

Det essentielle på skriverejsen er kontinuerligt at skabe rum og give plads til at fortællingerne kan lande. At du indstiller dig på en modtagelig kanal. Resten dukker op undervejs. Vejen bliver til, mens du skriver, værktøjer og teknikker vil dukke op og nye døre vil åbne sig, mens du skriverejser og lader ordene føre dig på vej.

Det er også i den proces, at du finder din egen skrive- eller fortællerstemme.

Loren Cruden siger så fint:

“Techniques are directionless without grounding and connecting to Source,
they are a style without subtance.”

De fleste værktøjer og løsninger opstår organisk og undervejs

De fleste veje, værktøjer og løsninger opstår organisk undervejs og i processen. Du får præcist det, du skal bruge, hvis du altså møder op og begynder at skrive. Hvis du lader dig bremse af tilsyneladende manglende værktøjer, redskaber, inspiration, tid m.m., befinder du dig stadig i frygtens lejr og i din komfortzone.

Når du først skriver, danser og bliver bekendt og måske endda tryg ved kreativitetens dans, ebbe, flod og skiftende rytme, så får du vished om, at alt det, du behøver og trænger til undervejs, vil møde dig og falde ”ned i din turban”.

Det er den tillid, ja endda den vished, der er med til at skabe forbindelse til kreativitet og fortællingens kraft.

Tillid skaber forbindelse.

Kærlig hilsen
Lene

Hoestcirklen

Kom, skriv og giv din indre fortællerske ordet. I Høstcirklen.

Høstcirklen, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen. I Høstcirklen viser jeg dig hvordan. Du lærer om både fortællingens og intentionens kraft og finder ud, hvordan tillid vitterligt skaber forbindelse.

Tilmelder du dig inden den 7. juli, opnår du ravnerabat (early bird) og sparer 199 kr. Flere har allerede gjort det og cirklen er ved at fyldes.

Vil du være med? Skrive fra sjæl og hjerte og sætte din indre fortællerske fri, skabe kontakt til Kilde og kreativitet og lade fortællingens kraft virke gennem dig?

Så tilmelder du dig ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Husk ravnerabatten, som udløses, hvis du tilmelder dig inden den 7. juli.

Fik du læst?
Ravnesøen
Bare vi vågner
Væversken
Vejen til den vise kvinde

Women writing

We do not become storytellers
We came as carriers of the stories that we and our ancestors actually lived. We are.
Some of us are still catching up to what we are.
– Clarissa Pinola Estés –

Fortællingen som forsvandt

Joy Wild 3

Kære ven, der skete noget underligt forleden dag. Og jeg beklager, hvis du klikkede forgæves videre til et blogindlæg og en fortælling, som ikke fandtes længere. Mystiske ting skete lige dér. For ser du, det ser ud til, at jeg skrev en slags farlig fortælling. Forbudt. I hvert fald fik jeg af Facebook at vide, at min sponsering af blogindlægget ikke kunne godkendes. Jeg prøvede at tilrette 3 gange, men det gjorde ingen forskel. Jeg havde blot citeret de første afsnit af fortællingen. Men der var stødende ord eller bemærkninger i den. Noget usandt og usandsynligt. Sagde de.

Men noget egentlig svar på, hvorfor jeg ikke kunne godkendes, fik jeg aldrig.

Måske bryder folkene på Facebook sig ikke om fortællinger fra sjæl og hjerte? Om fugle, kvinder og tilsyneladende fiktion. Måske skal det hele helst være i “sådan gør du” form og skæres på en bestemt måde for at gå igennem. Men ser du, de fortællinger, der kommer til mig, vil ikke finde sig i få klippet hæle og hugget tæer for at passe ind. Og det vil jeg heller ikke. Længere. Der var engang, men nu er det slut!

Læs også Ravnen og skriveworkshoppen

Fortællingen landede på et tørt sted

Nuvel. Selv var jeg glad for fortællingen. Den landede på et tørt sted. Jeg havde brug for at høre det, fortællingen fortalte mig og den kom flydende, da jeg endelig satte mig til at skrive. Hvorfor fortællingen om Høgen Hannah og mine efterfølgende refleksioner er farlig, kan jeg kun gætte mig til. Men her har du den igen. Den forbudte fortælling, som gjorde mig så godt.

Tilmeld dig min blog og del gerne på Facebook, hvis du kan lide det, jeg skriver og deler

Og hvis du ikke har tilmeldt dig min blog, så gør det gerne nu. Jeg lover dig, at jeg ikke sletter flere blogindlæg eller fortællinger, fordi nogen stiller sig i vejen med armene over kors og udtaler: Hertil og ikke længere. For vi skal længere ind og folde det ud, der alt for længe har været usagt og forstummet. På skriverejsen.

Dette indlæg sponserer jeg ikke så på Facebook, men jeg lægger det ud og håber så inderligt, at det når dem, som vil have glæde af at læse. Dig, min ven.

I kærlighed
Lene

* * *

For træt til at skrive

Du siger, at du er for træt til at skrive. Hun ser på mig gennem støvede, nærmest lysegrønne øjne. Men har du overvejet, om du er træt, fordi du ikke skriver? Fordi du lige nu befinder dig udenfor din egen cirkel, dit magiske skriverum, det sted, hvor du boltrer dig i ord og fortællinger? Har du tænkt på, om trætheden skyldes, at du ikke gør det, din sjæl synger om og som dit hjerte beder dig om? Har du overvejet det?

Jeg slår øjnene ned, kigger væk og ryster lidt på hovedet. Nej, sådan kan det umuligt forholde sig! Energien er forsvundet. Den er væk. Tilbage er kun et tordenvejr af tunge tanker, som forplumrer ethvert forsøg på hengivelse til noget, der var engang.

”Du glemmer din indre poet. Fortællersken. Hende, som bare elsker at skrive og gør det af hele sit hjerte. Som åbner op, så det kan strømme igennem hende. Og som ved, at man ofte skal skrive sig varm og skrive sig ind. Gennem mure af modstand, over fliser af frygt og med en indre sabotør i hælene, som kun har et punkt på sin dagsorden: At stoppe dig i dit forehavende.”

Mit suk er dybere end Gran Canyon. Kan det virkelig forholde sig sådan? At jeg er faldet i endnu en snedig fælde sat op af min indre censor, gjort af modstand, frygt og uendelige tanketråde, som forgrener sig langt tilbage og folder et væld af gamle historier ud? Historier, som på ingen måde booster hverken skriveglæde eller eventyrlyst, hvis du forstår, hvad jeg mener?

Det dæmrer, nu mærker jeg noget, en gnist, et snert af det, jeg elsker så højt. Jeg kan fornemme nogle dansetrin dybt i mig og langsomt stiger noget til vejrs, en sang, en stemme, der bliver lidt tydeligere, for hvert ord, jeg skriver. Nu tøver jeg ikke længere, jeg løfter blikket og ser på hende, dybt ind i det støvede lysegrønne, som pludselig forvandles.

Hun ser anderledes ud nu. Et smil breder sig på hendes læber, blikket bliver mildt og en tåre glider ud af øjenkrogen og ruller langsomt ned af ansigtet. Kinden er våd. En dråbe og så en til. Men det er ikke hende, der græder, der er mig. Og hvor gør de dog godt. De tårer! Noget hårdt bliver blødere, lidt mere mildt og selvom jeg skriver langsommere nu, gør jeg det stadigvæk. Skriver. Og på en stille måde går det op for mig, at hun har ret. Høgen. Hannah.

Ja, hun er høg i dag. Og hun har ikke noget imod at fortælle mig sit navn, hun hedder Hannah. Noget så fint, dog ikke så usædvanligt. Men burde høge ikke have kraftfulde navne, noget med kant? Et gennemborende navn, som det blik, der nu betragter mig og ser gennem alt, hvad jeg forsøger at skjule?

”Du har ret, Hannah” siger jeg og får kuldegysning, da jeg langsomt udtaler ordene. ”Jeg var røget i en snedig fælde, som egentlig ikke er så snedig endda. Jeg kender den jo godt og derfor gør det mig ekstra ked af det. At jeg ikke så det. Opdagede det. Før det var for sent.

”For sent? Visse vasse og hov”. Hun løfter en vinge som for at understrege, at jeg er for hård ved mig selv.

Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive

”Du gjorde det jo. Du hoppede af frygtens hjul og begyndte at skrive. Du mærkede pludselig, hvad det handlede om og da du skrev de første ord, åbnede du en dør. Du udviste tillid til det, du mærkede, du trådte et skridt ind i modstandens fængsel og ud på den anden side. Gennem ordene og dit fremmøde.

Og lige dér gav du mig mulighed for at komme til stede og tale med dig. Det var ikke muligt før. Du var lukket. Så jeg måtte vente og det gør jeg gerne. Men synes du ikke, at det er langt sjovere, når vi kan mødes tête-a-tête og samtale, mens du skriver?

”Sjovere? Jo bestemt. Og langt mere godgørende. Men sig mig engang, Hannah, hvorfor er du høg i dag?”

Hun ryster på hovedet og blinker med øjnene. For første gang, det har jeg ikke set hende gøre før. Blinke. Jeg blinker også og endnu en tåre sættes fri. Det, der før var et fængsel, er nu et åbent hul, hvor lyset strømmer ind.

There is a crack in everything, that’s where the light comes ind
– Leonard Cohen –

Jeg er høg, når det passer mig

”Jeg er høg, når det passer mig.” Hun ler bare og kunne hun gøre det, ville hun sikkert trække på skuldrene. ”Men hør nu her. Jeg er kommet for at give dig det perspektiv på din situation, som du tilsyneladende mangler lige nu. Fordi du har en blind vinkel. Du vandrede tilsyneladende magtesløs rundt i den fælde, du havde skabt til dig selv. Og det er ingen bebrejdelse, tværtimod, sindet er snedig og kan en masse gode tricks, når det gælder. Du har uden tvivl opdaget det, hvordan dit sind eller dit ego, hvis du vil, kan efterligne sjælens stemme og langsomt infiltrere sig i det, der ellers var en sjælelig melodi. ”

”Du har lært at lytte, du kender sjælens stemme og du er efterhånden vant til at høre de ord, som din sjæls stemme gerne bruger. Men hvad så når ego pludselig bruger de samme ord, vendinger, ja endda det samme sprog? ”

Jeg ryster på hovedet og føler mig forfærdelig træt. Det er ikke altid så let endda at erkende, at man er faldet i fælden igen. Indrømme det for sig selv, rejse sig og gå videre.

Bliv bedre til at fejle, siger Pema Chödrön. Er jeg mon blevet bedre til det nu?

Du glemte en vigtig ting, du glemte at mærke efter!

”Du glemte en vigtig ting; at mærke efter. For gjorde ordene og de fortællinger, du hørte, dig godt? Styrkede de dig, fik du ny energi, blev du berørt, kysset af dug og kærtegnet af milde vinde? Nej, vel!? Du blev udmattet! Og pludselig kunne du ikke længere finde hoved og hale på hverken ego, sjæl eller dig selv.

”Nu overdriver du vist” udbryder jeg og ler. Lettet.

Giv dig selv

”Det er på tide at give dig selv. Igen. Det, du trænger til. Som menneske, som sjæl og som kvinde. Uanset hvad ego, frygt, modstand og andre måtte mene om den sag. Du må slukke for noget af alt det, som forstyrrer dig og gør dig forvirret. Vælge de fortællinger, der gør dit hjerte godt og får din sjæl til at synge. Skrive og tegne det landkort, der passer til din sjæls rute. Og her spiller fortællersken en stor rolle. Poeten. Eventyreren.”

”Men det smerter mig” siger jeg med spæd stemme, ”at jeg gang på gang kan falde i den samme fælde og ende på et så goldt sted i mig selv. Ufrugtbar midt i maj. Et sted med mental træthed, udmattelse og en fortælling om, at det kræver drastiske skridt og store ændringer i mit liv at komme ud af kattepinen. Jeg har haft tanker om at emigrere til Sydfrankrig. Lade mig skille. Kaste alt, hvad jeg har skabt på gulvet, lukke døren og smække den bag mig. Give slip og lade mig falde. Dybt. Dybere. Død.”

Kvinder og fugle imellem

”Netop. Igen er det ego, som er på spil. Så snart du mærker en snert af ubalance, en sorg, en smerte, så er frygt og ego klar til at blæse det op og gøre det til en dramatisk scene. Og eftersom du selv har sans for drama, skal der ikke så meget til, vel? Hvis vi nu skal være ærlige, og det skal vi jo, kvinder og fugle imellem. Og så med fire planeter i retrograd, stagnation, tomrum og tunge tanker på din rejse gennem april. En passage i dit liv, et tomrum, som blev længere end forventet og som du stadig mærker efterdønningerne af.

Det er som om, det ikke rigtig er blevet forår endnu.

Læs mere i Timian og Tomrummet.

Jeg hoster og høgen ler. Hannah fniser og ser pludselig helt alvorligt ud. Hun sætter vist tingene lidt på spidsen og det virker. Jeg ser det, gennemskuer mig selv og ler så med. Åh, den godgørende latter.

”Jeg kommer tilbage om et par dage” siger Hannah og flyver gennem det åbne vindue og væk fra min synsvinkel. Solen skinner gennem regntunge skyer, morgenens dug er næsten væk og solen glider frem bag en sky. Lyset ændrer sig fra minut til minut. Det er grønt nu, landskabet, frodigt og afventende. Jeg spejler mig og ser en kvinde. Grøn, frodig og afventende. Med regn i håret og tårer på kinden.

Snart sommer

Det er faktisk snart sommer. Selvom man ikke skulle tro det. Maj, Du Milde, har vist en ny side af sig selv. Og jeg faldt i en fælde. Fejlede. Igen. Kom på afveje og glemte vejen tilbage. Kom ud af mig selv og huskede ikke, hvordan jeg skulle komme hjem. Men jeg fandt en lysning i skoven, da jeg mødte høgen i min fortælling. Hende, som kalder sig Hannah. Endelig så jeg det, jeg forstod at min kattepine ville trække ud, indtil jeg fandt tilbage til det, jeg er kommet for. Som fortællerske. Som kvinde. På skriverejse.

Det gør mig godt at skrive

Skrive. Det gør mig godt.  Og det er på ingen måde nok for mig at skrive morgensider og notere små ting i mine notesbøger. Jeg er nødt til at give mig selv lov til at være fortællerske. Jeg er afhængig af historiemedicin, det er min vitaminindsprøjtning og en af de allerstørste glæder i livet. Men man skal huske at tage sin egen medicin og det glemte jeg.

Jeg skriver mig ind

Jeg skriver mig ind. Jeg sætter ord på, jeg lader fortællersken få det, der er min kæreste eje. Min skriveglæde. Det er som at trække vejret, dybt, langsomt, gennem ordene, gennem sætninger og det, der opstår undervejs. Jeg lytter til hende og skriver det, hun siger. Sætter ord på de digte, som bølger i mig på samme måde, som rapsmarkerne bølger i maj. Uanset vejret.

Jeg kan virkelig ikke tænke mig til det!

At skrive forankrer mig, åbner mig og sætter mig i forbindelse med alt det, som mit sind ofte vil gøre alt for at forplumre. Jeg er nødt til at skrive. Jeg kan ikke tænke mig til det. Det, der gerne vil skrives og skabes gennem mig. Bag mure af modstand, frygt og selvskabte fængsler. Bag alt det, der står i vejen.

Når gamle historier kommer op til overfladen

De gamle historier. De har rumsteret på det seneste. Er kommet op til overfladen og har skummet i mit indre ocean. Og det sker fra tid til anden. Det ved jeg. Af erfaring. En del af helingen handler om at lade komme, op, skylle igennem og lade passere.

Og hvem ved, måske slipper vi aldrig af med de gamle historier? Måske skal vi bare lade dem skumme og vente lidt til uvejret driver over? For guderne skal vide, at jeg fik et søkort i hånden, som jeg slet ikke kunne forlige mig med. Jeg blev trist, træt og mistede min indre retningssans. For en stund.

Jeg er skyllet ind på en ny kyst

Nu har jeg smidt det forkullede søkort over bord og er skyllet ind på en ny kyst. Her falder regnen over markerne, vinden hvisker i trækronerne og alt ser forbavsende frodigt og grønt ud. Jeg træder ud i det våde græs, går langsomt rundt i haven og betragter. Høgen er væk, men hendes fortælling og hendes ord kærtegner mig blidt. Gør mig blød. Gør mig stille.

Poeten i mig vækkes, der er kaffe i en gul kop og regnen siler.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det:

“Kortet stemmer ikke overens med landskabet.”

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Til inspiration, læs også gerne
Et helt særligt sted
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft
Skriverejsen

Kærlig hilsen
Lene

SOMMERCIRKLEN
er et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel
Der er endnu et par pladser tilbage.
Vi starter den 17. maj, så du kan sagtens nå at komme med.
Giv dig selv, skriv din sjæl og din sommer.
Et skrivecirkelforløb for kvinder med skrivelyst og længsel.
I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN her.
Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com senest på mandag den 15. maj.

Du er velkommen.

Thumbnail photo © Christasvengel | Dreamstime.com

Et helt særligt sted

Summer_journey

Man kan skrive på mange måder, men på Skriverejsen har vi ofte en intention om at skrive fra sjæl og hjerte og lytte til det, der gerne vil skrives gennem os.

Når vi ikke er helt så udfarende og forsøger at opfinde historier og lader det blive et mentalt anliggende, men når vi åbner os, gør os modtagelige og med vores intention i hjertet begiver os på skrivevej, sker det, nogle gange ganske pludseligt, at ordene bare flyder igennem os. Og de fortællinger, som opstår og til tider nærmest flyder igennem os, bringer os alle mulige former for læring.

Læring og næring

Mange af de fortællinger, som dukker op på skriverejsen og i processen, kan fint gå under betegnelsen ”teaching stories, fortællinger som underviser os. De er fulde af både læring og næring og de viser os undere.

Det, vi har brug for at høre, mærke og komme i kontakt med

Det er ikke noget vi anstrenger os for at få til at ske. Det sker bare. Og netop de fortællinger bringer os på magisk vis det, vi har brug for at høre eller som vi har brug for at komme i kontakt med. Kvinderne i skrivecirkelforløbene, lige nu Gudindecirklen og Forårscirklen, opdager da også snart, at de fortællinger som er skrevet af os, gennem os og til os selv, samtidig er historiemedicin for de andre kvinder i cirklen.

Historiemedicinen virker!

Deling er heling. Historiemedicinen virker begge veje og i skrivecirklen er vi, når alt går op i en højere enhed og det gør det heldigvis tit, både fortællersker, healere og modtagere.

Kvinder og cirkler

“When women circle, something magical happens. Beyond the obvious social fulfillment is a space that touches the centre of our deepest vulnerability and our greatest power. When combined with structure, mutual respect, trust, and ritual, a women’s circle becomes a space where tentative voices are urged into authority, where dreams are articulated for the first time, where tears mark a rite of passage.

What makes a circle special?

Being known beyond the roles that define us, speaking our dreams into existence, mourning what’s been lost, a container for promises, recognition that we are valued, time for honoring our innate connection to the cycles of the earth, the moment of recognition when we hear our own truth spoken by another, a space to call our own.”

– Kristen Roderick –

De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og. Vi er med det hele og vi skriver det, der er. Men når vi gør det, når vi møder op i al sårbarhed og lader sorgen, smerten, skammen eller vreden rulle gennem os, gennem pen, krop og sjæl og videre ud på papir eller skærm, så sker der noget. Vi får renset lidt, grædt de tårer, der skal grædes og sagt det svære højt. Vi deler og det heler.

”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.”
– Sue Monk Kidd –

Vi har også undertrykt vores glæde og rene begejstring!

Og det er på ingen måde kun det svære og tunge, som vi har haft svært ved at dele og sige højt. Vi har også haft svære ved at rumme og eje de glade og mere vilde følelser og impulser, begejstringen ikke mindst.

Vi har undertrykt vores spontane glæde af frygt for at såre andre, vi er blevet vant til at danse på landminer, har gjort os mindre end vi er og gemt os bag masker og facader. Af frygt for at fejle, være for meget eller gøre andre vrede eller kede af det. Af frygt for at ikke at være elsket, hvis vi folder os helt ud. Af frygt.

Hende, der bare er og giver udtryk for sin sjæl

På skriverejsen og i skrivecirklerne lærer vi efterhånden at tage den undertrykte del af os selv tilbage.

Hende, der bare må danse, synge og  give udtryk for sin sjæl. Fordi hun kan og fordi det er ved at løbe over. Hun kan ikke længere skjule det eller skjule sig. Hun må give udtryk for sig selv, sine følelser, sin sensualitet og seksualitet og kaste det bort, som før begrænsede hende. Det sker gradvist i processen og delvist gennem fortællingens kraft, hvis hun altså er fortællerske og det er de fleste kvinder faktisk, tro det eller ej. Hun bor bag skrivelængslen, din indre fortællerske.

Hun dypper pennen i sin egen sandhed

Hun får øje på detaljerne, fortællingerne bag det tilsyneladende og efterhånden får hun også tillid til fortællingens kraft og sin egen kraft som fortællerske. Hun dypper pennen i sin egen sandhed, det vilde, det stærke, det glade og det sørgelige. Hendes fortællinger rummer alle toner og farver. Hendes fortællinger er både abstrakte, symbolske, eventyrlige og helt nede på jorden kvindelige.

Hendes fortællinger rummer hende og lærer hende at stå ved sig selv. Og de viser ofte hvordan.

Og glem ikke skriveglæden! 

“Jeg elsker vist at skrive”, udtaler mange af kvinderne, mens de er på skriverejse og lader fortællingens kraft, historiemedicin og kreativitet risle gennem sig.

Et helt særligt sted

I de skrivecirkelforløb, jeg tilbyder, er vi med det hele. Og vi lærer hinanden at kende udenfor den kontekst og uden de roller og masker, som vi ellers færdes i og med. Der opstår et vakuum af kreativ frihed og et sted, hvor den dybeste sårbarhed rummer den største styrke.

De kvindelige fortællinger

De kvindelige fortællinger handler om alt mellem himmel og jord, som Kristen Roderick så fint udtrykker det i citatet herunder. De handler om at være kvinde.

First menstruation, coming of age, committing to a life partner, becoming a mother, losing a loved one, facing a serious illness, moving to a new home, entering midlife, becoming an elder… Living inside these experiences are stories of love, loss, fear, and courage – moving us from one phase of life into the next.

We are the wisdom of these stories – often told in hushed whispers in coffee shops, across the kitchen table, or in the bathroom at work. As we give them the credence they deserve, they are no longer stolen moments in hidden doorways, but valued for what they really are – keys to our locked wisdom, guiding us through the many transitions of our lives. Our stories stitch us back together, remind us that our Truth is always our greatest strength, and bring us closer to the women we’ve longed to be – found at last.
– Kristen Roderick – 

Vores fortællinger heler og minder os om vores sjæls sandhed

Bedre og mere tydeligt kan det næppe siges. Vores fortællinger syr os sammen igen, de healer, sætter plaster på, kysser sårbare steder, gør sår til ar og minder os om, at vores sandhed altid er vores største styrke  Fortællingerne bringer os tættere på at blive de kvinder, vi har længtes efter at være.  De minder os om det, der er sandt for os, det, der gør os godt og det, vi er skabt til at være. Fortællingerne hjælper os med at finde hjem.

Vi kommer hjem gennem det, der står i vejen

Vi kommer hjem og det gør vi gennem alt det, der står i vejen. Og på skriverejsen sker det, når vi følger vores skrivelængsel, møder op og skriver.

Vi skriver i livet

Jeg har sagt det før og jeg vil gentage det igen og igen. Vi skriver i livet. Vi dypper pennen i det, der er, uanset hvad det handler om.

Når vi møder op og skriver, uanset om vi er alene på skriverejse eller for en tid er med i et skrivecirkelforløb, er omstændighederne i vores liv ikke til hindring for, at vi kan være med og skrive. Tværtimod. Vi dypper pennen i det, der er og er med det, der er.

Livet kommer i vejen, javist. Men det, der står i vejen, er som bekendt vejen.

Når skrivning er terapeutisk

Her er skrivningen også terapeutisk, fordi vi giver os selv lov at sætte ord på og sige det, som det er. Uden omsvøb. Det svære, sørgelige, det uforståelige og uvirkelige.

Begiv dig af sted med nysgerrighed og undren

Kære ven, skønne kvinde, skriv i livet og lad fortællingerne overraske dig undervejs. Og det gør de altid, fortællingerne.  Tag ikke noget for givet, men begiv dig af sted med nysgerrighed og undren.

Alt er tilsyneladende og hvis du virkelig ønsker, at det skal være sådan, så får du hjælp fra alle mulige og umulige steder – også gennem fortællingens kraft.

Hjælperne og den mystiske kraft

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Læs mere i: Den mystiske kraft

Vi spejler os i hinandens fortællinger

Jeg er dybt taknemmelig for at få lov til at skabe rum og virke som skrivemor og guide i skrivebjergene i skrivecirklerne, ikke mindst både Gudindecirklen og Forårscirklen, som sker lige nu. Her har kvinderne virkelig taget budskabet ”heling er deling” til sig, de skriver i tillid og de er fantastiske til at løfte, støtte og give hinanden et par gode ord med på vejen. De spejler sig i hinandens fortællinger og det er som om der opstår en fælles rød tråd gennem forløbene, uanset hvad det handler om. De er med til at gøre skrivecirklerne til et helt særligt sted. Kvinderne, der kommer og er med.

Og du er naturligvis nødt til at møde op og skrive. Gør du det ikke, sker der ikke noget. Din aktive deltagelse er en forudsætning. 

Du kan læse mere om Skriverejsen i linket her.

Vil du med i en skrivecirkel og sætte din indre fortællerske fri? Så læs med videre..

Ravnerabat Sommercirklen

SOMMERCIRKLEN – i pagt med årstiden og i kærlighed til processen

Har du skrivelængsel og lyst til at være med i en skrivecirkel, er næste skrivecirkelforløb SOMMERCIRKLEN, som starter den 17. maj og varer i 3 måneder.

Du kan være med i skrivecirkelforløbet uanset hvad din intention er. Alle skrivecirklerne er for kvinder med skrivelyst og længsel uanset alder. Det er aldrig for sent at møde op og lytte til det, der rumsterer bag længslen.

Men måske kan du skrive under på et eller flere udsagn, hvis du vælger at komme med i Sommercirklen:

  • Du er introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?
  • Du ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Sommercirklen kan være med til at skabe harmoni mellem det indre og det ydre.
  • Du ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.
  • Du ønsker at få kontakt til din indre fortællerske, kald hende din vise kvinde eller simpelthen bare din sjæls stemme og skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte.
  • Du ønsker at få direkte erfaring med den kreative skriveproces og lære mere om dig selv i processen.
  • Du vil gerne lære at skabe rum, så gode fortællinger kan lande og berige dig i kærlighed til processen og i pagt med årshjulet.
  • Du ønsker at starte eller genstarte din skriveproces fra et nyt sted og blive mere flydende i dine skriverier.
  • Du vil gerne være en del af en skrivecirkel som hylder processen og skriver om det. Et helt særligt sted, hvor du kan være og skrive uden at blive dømt og bedømt, men hvor du kan folde din indre fortællerske ud i præcist det tempo, som det passer til dig, din sommer og din sjæls rejse.

raven_imbolc

Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com. Du kan tilmelde dig, så længe pladser haves, dog senest den 28. maj for at få fuldt udbytte af forløbet.
Du finder invitation til SOMMERCIRKLEN og detaljer her.

I skrivende stund er dér 6 pladser tilbage i SOMMERCIRKLEN. Er den ene din?

Til yderligere inspiration; fik du læst?

Uglen og sommerens fortællinger
Timian og Tomrummet
Væversken
Din aktive deltagelse
Vejen til den vise kvinde
Den mystiske kraft

Kærlig hilsen
Lene

Gratis eBøger til dig

Har du i øvrigt fået en kopi af min gratis eBog “Din indre censor”? Hvis ikke, er du hjertelig velkommen til at rekvirere den ved at skrive til mig på skrivehuset@gmail.com.

Beskrivelse af mine eBøger finder du her.

Summer_journey

Teaching stories is a term used to describe narratives that have been deliberately created as vehicles for the transmission of wisdom. Whilst it is a term that has been used in a number of religious and other traditions, Shah’s use of it was in the context of Sufi teaching and learning, within which this body of material has been described as the “most valuable of the treasures in the human heritage”.[1] The range of teaching stories is enormous, including anecdotes, accounts of meetings between teachers and pupils, biographies, mythsfairy talesfables and jokes. Such stories frequently have a long life beyond the initial teaching situation and (sometimes in deteriorated form) have contributed vastly to the world’s store of folklore and literature.
– Wikipedia –


Billederne i indlægget er alle indkøbt på Dreamstime.com (c)

eller skabt af den skønne kunstner Lucy Campbell, som du kan besøge via linket her.
Thank you Lucy for creating such beautiful and inspiring artwork.

En bevægelse, et kys

Solopgang

En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. “Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ.” Det påstår jeg heller ikke, men jeg har sat mig for at lære hende at kende. Kan det lade sig gøre?

Væversken

I dag tænder jeg ikke skrivelyset, for solen vælter gavmildt sine stråler gennem vinduet og åbner et spor af lys hen over skrivebordet. Jeg kan mærke varmen på min ene arm. Udenfor vinduet får jeg øje på endnu en edderkop, en væverske. Som jeg er hun i gang med at spinde tråde og trække streger. Et fint spindelvæv af dugdråber som perler i den tidlige morgenstund. Jeg dvæler, for det har hun lært mig at gøre, “gå langsomt og du vil få det hele med”, hvisker hun, mens hun arbejder videre. Jeg husker hendes ord om at betræde dagens som et dansegulv og om at blive den dans. Kun sådan kan vi mærke rytmen og fornemme dansens henførende toner. Det gøres ikke ved at stå udenfor og se ind. Nej, siger hun, følg længslen og lad den være dit kald mod alt det, du ikke kan tænke dig til. En bevægelse. Et kys.

Silketråde af historiemedicin

En skønne dag er nu. Morgenen åbner sine døre og lyset vælter ud. En fugl flyver forbi, det er Ravnen, hendes blåsorte vinger dækker for et øjeblik min udsigt og jeg ser ind i evigheden. I hendes vingeslag svæver de urgamle fortællinger og hvis jeg vil, kan jeg strække mig på tå og gribe en af trådene. Fine silketråde af historiemedicin. Skrive videre på det, der engang var sandheden, men som blev bortcensureret og gemt væk. Latter. Ravnelatter. Hun ser på mig og ler med glimt i de sorte øjne. En bevægelse. Et kys.

Skriverejsen sætter spor, fortæller kvinderne på skriverejse i Forårscirklen. I det fælles rum danser fortællingerne, vi skriver i livet og opdager, at det er dér, eventyret bor og lever. I bedste velgående. Men vi er nødt til at bringe fortællersken på banen, hende som ved. Hun kender sin kraft, hun er en del af dansen, en stemme, som vi ikke længere kan overhøre. Hun er svaret på vores spørgsmål og indbegrebet af vores længsel. En bevægelse. Et kys.

Der opstår ord om langsomhed, nærvær og opmærksomheden skærpes. Og se, det er vigtigt, at vi træner os i at være opmærksomme og opdage de detaljer og tråde, som ellers ville blive overset. De er vigtige spor. Når du skriver, er du som edderkoppen i hegnet, du er en væverske. Du spinder dine tråde af ord og fortællinger og finder nye måder at bevæge dig på. Du kommer tilbage til et sted, hvor du var før, du oplever deja-vu og ser alligevel, at alt er nyt. Du er ny. For også du er blevet forår og her starter rejsen igen.

Træerne har fede knopper nu, påskelinjerne danser i vinden. Også vinden har fortællinger med, lyt og du kan høre. Gå helt tæt på, gå ind og lad dig gribe. Du skal ikke begribe. Nej, dans og lad foråret opstå dybt i dig selv, mærk hvordan det hele spirer og gror. Jeg smiler, hun er der endnu, Ravnen, siddende på en af grene i æbletræet. Hun gynger frem og tilbage og nynner en sang. Jeg åbner vinduet, så jeg bedre kan høre. Den lyder bekendt, sangen, noget i mig bevæger sig og nynner med. Så står jeg dér i det åbne vinduet og bliver en del af morgenen og den sang, som både Ravnen og jeg kender. En bevægelse. Et kys.

Måske tænker du, at det er anderledes, men det er virkelig, når vi skriver i livet at vi får fat i silketrådene. Det er ikke udenfor os selv, men et sted dybt derinde. Gennem modstand, frygt og gamle historier. Det er, når vi opdager, at eventyret bor i hverdagen og at glæden ofte i starten har en ganske særlig ledsager, at vi mærker noget vågne. Vi er blevet opmærksomme og nu mærker vi det. En bevægelse. Et kys.

En af kvinderne i Forårscirklen spurgte sig selv og kunne samtidig svare:

”Kan det lade sig gøre? At være sørgmodig og glad på samme tid. Ja det kan det. Det sker somme tider, når hjertet ikke kan følge med i forandringernes fodspor.”

I forandringens spor følges vi med det hele. Og som væversken bruger vi det materiale, vi har til rådighed, til at skrive og skabe nye historier. Men det betyder ikke, at vi med ét bliver af med alt det gamle. At give slip er også en proces og det er her, at vi opdager, at glæden følges med sorgen. Mens kontrasterne danser mellem linjerne får vi øje på os selv og alle følelserne og i accept erkender vi, at også det er en proces. At give slip. Det kan vi skrive os ind i, vi kan væve og spinde og finde nye detaljer dér, hvor vi allerede havde været. Gentagelsen er gavmild og åbner nye døre. Disciplin skaber magi. Det er, når vi øver os og kontinuerligt skriver, at både sandheder og eventyr dukker op mellem linjerne. Vi får øje på os selv i forandringens lys og det er her, at vi oplever dualitetens dans.

Mellem linjerne

Og hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og hende, som ved. Du behøver ikke længere spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads, giv hende rum og ha en intention om, at du vil lytte til hende og følge hendes råd. Hun kalder via din længsel og hun navigerer dig via din intuition.

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Hun giver os altid gerne et skud godgørende historiemedicin, vores indre fortællerske. Den vise kvinde. Og som en af kvinderne i Forårscirklen netop konstaterede her til morgen:

Historiemedicinen virker altid!

I pagt med årshjulet og i kærlighed til processen

Som skrivemor, guide i skrivebjergene og som underviser hjælper jeg dig gerne med at finde ind til hende. Din vise kvinde. Din fortællerstemme. Og det gør jeg blandt andet ved at skabe rum. Jeg kalder det Skriverejsen.

I pagt med årstiderne og årshjulet lærer du at forankre dig, du bevæger dig via din intention og du giver dig selv lov til at folde ud via fortællingens kraft. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser som åbner op og styrker dig i din proces. Skriveafsæt, som er forbundet med årstiden og den energi, der er til rådighed på det givne tidspunkt. Skriveøvelser, som hjælper dig med at rejse gennem ordene, møde op, åbne op, skrive og sætte fri.  Og som støtter dig på din indre rejse uanset hvad det handler om for dig. Lige nu. Du vil opleve, at naturen spiller en stor og vigtig rolle i alle skriveforløb. På den ene eller anden måde.

Lad dit hjertes fortællinger danse

Til det skaber jeg rum. Til de fortællinger åbner jeg min skrivestue og laver onlineforløb, så du kan øve dig og gennem ordene danse med det, der er. Uden dom og bedømmelse. De første kreative spirer skal leve, vokse og gro, ingen får lov til at rykke op dem med rod før tid.

PÅ SKRIVEREJSE GENNEM FORÅRET OG SOMMEREN

Sommercirklen

Sommercirklen – et online skrivegruppeforløb til dig og din skrivelængsel

Næste skrivecirkel i pagt med årstid og årshjulet er Sommercirklen, som starter den 19. maj. Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Måske er du endda introvert og har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Lad Sommercirklen blive en del af din sommer. Invitationen finder du i linket her, tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

Giv dig selv en skrivedag for sjælen – kom med på intuitiv skriveworkshop lørdag den 29. april kl. 10 – der er stadig ledige pladser! 

Beltain – Intuitiv Skriveworkshop

I slutningen af april og ved månedsskiftet er det Beltain. I den anledning afholder jeg lørdag den 29. april en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel, en skrivedag for sjælen.

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30
Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet.

* * *

I dag tænder jeg ikke skrivelyset, for solen vælter gavmildt sine stråler gennem vinduet og åbner et spor af lys hen over skrivebordet. Jeg kan mærke varmen på min ene arm. Udenfor vinduet får jeg øje på endnu en edderkop, en væverske. Som jeg er hun i gang med at spinde tråde og trække streger. Et fint spindelvæv af dugdråber som perler i den tidlige morgenstund. Jeg dvæler, for det har hun lært mig at gøre, “gå langsomt og du vil få det hele med”, hvisker hun, mens hun arbejder videre.

Jeg husker hendes ord om at betræde dagen som et dansegulv og om at blive den dans. Kun sådan kan vi mærke rytmen og fornemme dansens henførende toner. Det gøres ikke ved at stå udenfor og se ind. “Nej”, siger hun, “følg længslen og lad den være dit kald mod alt det, du ikke kan tænke dig til. En bevægelse. Et kys.”

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne

Væversken
Den mystiske kraft
Vejen til den vise kvinde

Photo “Lonely Tree at Sunrise © Mihails Jershovs, Dreamstime
Photo “Web” © Denis Kopersako, Dreamstime

Væversken

wewishforwings_lucycampbell

Stille glider solen op på himlen, det fine tæppe af frost smelter og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. “Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne”, siger hun, “for de er selve livet. Lad være med at vente på en skønne dag. I dag er en skøn dag.”

Edderkoppen

Det er sandt. I hegnet sidder edderkoppen og spinder sine tråde, et fint spindelvæv, hvor dugdråberne lyser som perler i dagens første sol. Landskabet er svøbt i frost og mens den smelter, synger fuglene. De synger, fordi de har en sang. Og jeg har en sang, det har du også. En sang, som blot venter på at blive sunget. Tøv ikke, men giv dig selv lov til at dvæle, at skærpe din opmærksomhed overfor livets smukke detaljer. Når du skriver, er du som edderkoppen i hegnet derude. Du er en væverske. Du spinder dine tråde af ord og væver finde fortællinger gjort af morgendug. Væverske. Du væver din ord og fortællinger ind i det større billede, tråder som vokser og skaber nyt.

Jeg lytter til fuglenes sang og drikker af kaffen, som jeg netop har lavet. Duften danser, røgen stiger til vejrs. Morgenen folder sig ud som en blomst, der har sovet gennem natten, lyset kalder. Himlen åbner sig og edderkoppen fortsætter sit arbejde. Væversken.

En skønne dag er nu

Lad være med at vente på en skønne dag, betræd dette nu som et dansegulv. Bevæg dig, lad dig bevæge og bliv en del af dansen. Vær ikke bænkevarmer i dit eget liv, vær en væverske. Vov at væve dine tråde og lav det fineste tæppe af ord og fortællinger. Kreativiteten griber om sig, jeg er i gang med at strikke en bluse i alpaka uld. At jeg ikke kan strikke eller i hvert fald, at jeg aldrig bliver færdig med mit strikkearbejde, er også bare en gammel historie, som jeg selv gerne fortalte. Nu føles det dumt at sige det. I stedet har jeg givet historien til ilden, jeg strikker og gør min bluse færdig.

Women are spinners and weavers; we are the ones who spin the thread and weave them into meaning and pattern. Like silkworms, we create those threads out of our own substance, pulling the strong, fine fibres out of our own hearts and wombs. It’s time to make some new threads, time to strengthen the frayed wild edges of our own being and then weave ourselves back into the fabric of our culture. Once we know the patterns for weaving the world; we can piece them together again. Women can heal the Wasteland. We can remake the world. This is what women do. This is our work.
– Sharon Blackie –

Vi er væversker

Det er sådan, det er. Vi er væversker. Og tag ikke fejl af skriverejsen, for det er her, vi for alvor finder ud af, hvor langt og hvor dybt, vores tråde rækker. Ord og fortællinger er ikke bare, det er fortællingens kraft, der som edderkoppen i hegnet hjælper med at forbinde trådene og skabe nye åbninger. Jeg skriver mig til klarhed, men jeg skriver mig også ind til alt det, jeg ikke kan tænke mig til. Jeg trevler det gamle strikketøj op og bruger trådene til at skabe nye historier, som ikke alene tjener mig, men som også er til gavn for det større hele. Som Sharon Blackie skriver det, vi kan væve os selv tilbage til de steder, hvor vi har styrke og kraft til at forandre. For det er også det vi gør, når vi er kreative og skabende. Vi forandrer. Vi er skrivende silkeorme og når vi dypper pennen, gør vi det i livet. Detaljerne. Det starter med os selv.

Lad være at vente på en skønne dag, skriv nu. Start dér, hvor du er og væv dig et tæppe af ord og fortællinger af det liv, du lever. Få øje på detaljerne, farverne, smag og dufte. Og gør som hun siger, den vise kvinde eller Ravnen, for det var vist hende. Hun har mange former, mange navne. Betræd nuet som et dansegulv og bliv en del af dansen. Din aktive deltagelse er altafgørende.

Kreativiteten hjælper os

Kreativiteten hjælper os med at være levende og leve fuldt ud på alle niveauer. Den er godgørende, og det er den uanset hvilken form, den tager. Det skriver Sharon Blackie så fint om i sin bog ”If Women Rose Rooted”

Creativity is pleasing to women on a very deep level whatever form it might take. Whether it is the feel of clay in our hands, the colours that work on us when we knit or sew, the meaning that we find in the words that we write or the energizing feel of movement as we dace and the music moves through our bodies.

Kvinderne i skrivecirklerne

Når kvinderne i skrivecirklerne har været undervejs et stykke tid, opdager de noget. Ordene, vi skriver og skriverejsen i sig selv skaber dybe tråde til det liv, vi lever og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er fra dig til dig. Fra et sted dybt i dig selv, fra din sjæl og dit hjerte. Og ofte er det også her, at den vise kvinde kommer på banen. Hendes rolle er blandt andet som fortællerske og hun kan nogle anderledes historier om, hvordan det egentlig forholder sig. Hun ved, hvad du har brug for i dit liv og hun siger det. Men eftersom hun er fortællerske, gør hun det gennem historier og fortællinger.

Fortællingerne tager ofte den drejning, der er nødvendig for at vi kan se. De åbner vores øjne og vores hjerter og det er ofte her vi oplever, at historien skriver sig selv. Det kan meget vel blive lidt anderledes end vi havde tænkt os, men som regel det gør godt. Her mærker vi kreativitetens kilde strømme gennem os, vi lytter til dens rislen og mærker dens kraft.

En mystisk kraft

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen til mig forleden dag, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Ravnen er også væverske. En flyvende væverske, som er med til at kaste lys på sandheden og som rækker mig helt særlige tråde, jeg kan spinde videre på. Hun er min hjælper. Læs mere i Den Mystiske Kraft.

Nye tråde

Jeg oplever det gang på gang gennem de kvinder, som deltager i skrivecirklerne og lader deres stemmer og fortællinger høre. Efterhånden vokser deres røst, det er som om de kommer mere til stede i sig selv og bliver opmærksomme på, hvad der gør godt og hvad det er på tide at give slip på. De ser, hvilke tråde, der kan føre dem videre og de strikker gennem ord og fortællinger deres helt egen fortællerkåbe.

Det er forår

Vi er væversker. Vi er edderkoppen i hegnet i den tidlige morgenstund, hvis spindelvæv træder frem i solens første lys. Dugvåde perler lyser op og kalder på et sted dybt i mig. Højtideligt stiller jeg op og siger tak til Øst og den dag, der nu er i gang.

Forårets element er luft, retningen er øst, tidspunktet på dagen er daggry. Alt er nyt, her foldes dansegulvet ud og det er nu op til os, om vi vil deltage i dansen. Inspiration og nye begyndelser, jeg lytter til tonerne fra undergrunden og tager de første dansetrin.

Hellig kraft og historiemedicin

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Og så bliver den os skænket. Historiemedicinen. I fine doser, som passer nøjagtigt til os.

Væversken ser på mig fra sin plads i hegnet. Hendes fine tråde danner et net så spinkelt og så stærk på samme tid. Solen glider højere op på himlen og fuglene minder mig om, at jeg har en sang.

Du har en sang, du er væverske

En sang. En sang, som blot venter på at blive sunget. Tøv ikke, men giv dig selv lov til at dvæle, at skærpe din opmærksomhed overfor livets smukke detaljer. Når du skriver, er du som edderkoppen i hegnet derude. Du er en væverske. Du spinder dine tråde af ord og væver fortællinger gjort af morgendug. Væverske. Du væver din ord og fortællinger ind i det større billede, tråder som vokser og gør nyt.

Jeg lytter til fuglenes sang og drikker af kaffen, som jeg netop har lavet. Duften danser, røgen stiger til vejrs. Morgenen folder sig ud som en blomst, der har sovet gennem natten, lyset kalder. Himlen åbner sig og edderkoppen fortsætter sit arbejde.

Væversken.

Kærlig hilsen
Lene

Sæt din indre fortællerske fri

Hvis du har fået lyst til at arbejde helt bevidst med ord og skriverier og lade skriverejsen blive en del af dit liv, så er du velkommen i et af de skriveforløb, jeg afholder.

Sommercirklen

Næste skrivecirkelforløb forankret i årshjulet og den naturlige cyklus er Sommercirklen, som starter den 17. maj.

Og måske er SOMMERCIRKLEN især noget for dig, hvis du som jeg er …

Introvert? Du elsker sommeren og de udadvendte aktiviteter men har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre, selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid? Plejer du at lægge lidt for store byrder på sommerens skuldre og ender du ofte med at være drænet, fordi du glemte dig selv og dine behov til fordel for ”alt det sociale” og lyset, som vælter frem og kræver dig?

Så giv dig selv og din skrivelængsel en sommergave og kom med i Sommercirklen, et online skrivegruppeforløb fuld af skriveglæde, læring og fordybelse. 

Sommercirklen starter den 17. maj og varer i 3 måneder.

Sommercirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som varer 3 måneder, lærer du at bruge dine egne sommerfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortællerske fri.

Forankret i sommeren og den lyse energi

Sommercirklen er for dig, som ønsker at forankre dig i sommerens lyse energi og samtidig finde ro gennem ordene. Måske er du endda introvert og har brug for alenetid til at nære dig selv og det indre også selvom det er sommer, årets mest udadvendte tid. Sommercirklen kan være med til at give dig en god balance mellem det indre og ydre. Samtidig vækkes din indre fortællerske via skriveafsæt og øvelser.

Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne. I Sommercirklen vækker vi blidt fortællingerne og lader dem danse gennem sommeren. Vi arbejder bevidst med den energi, der er til rådighed i sommermånederne og folder sommerens fortællinger ud.

Lad Sommercirklen blive en del af din sommer. Invitationen finder du i linket her, tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com.

Lad væversken arbejde, sæt din indre fortællerske fri.

At fejre jordens årlige cyklus er at deltage i en urgammel tradition, som er overdraget til os gennem tiden og fra før kelterne. De gamle keltiske festivaler falder på otte tidspunkter af året og er måder, hvorpå vi kan forbinde os til naturen og opleve den måde, det skaber resonans i os selv at være en del af den naturlige verden.
– Glennie Kindred –

Det smukke billede, som pryder blogindlægget her “We wish for Wings” er malet af Lucy Campbell. Klik på navnet for komme videre til hendes hjemmeside. Du finder Lucy på Facebook her

Intet har mere end det at skrive, hjulpet mig med at finde hjem. Jeg er nu et år efter i fuld gang med at fylde “den tomme plads” ud. Jeg kan virkelig anbefale dig at deltage i en af de aktiviteter Skrivehuset og Lene Frandsen tilbyder, hvis du gerne vil hjælpes i gang.
– Lykke Pia Jespersen – 

Visdom og vasketøj

vasketøj

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

At blive ældre

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet forår.

Mosens fortællinger

Jeg nød turen ud med hundene. Som de, der vandrer, bliver vi efterhånden en del af landskabet. Jeg tror, at mosen kender mig nu, jeg går helt ned og lytter til dens fortællinger. Jeg føler mig ydmyg og hørt, da jeg mærker ømheden fra det brudte land, vildnisset mellem markerne. Klemt inde af civilisationen med stadig med de samme urgamle fortællinger. Stædigt bliver hun siddende og lader mosen omgive sig. Venter. Og ser mig komme. Kvinden som går tur med sin hund og som drages af det sted, efterhånden som hun lærer det at kende. De krogede træer, vejrbidte stammer og grene, der rækker mod himlen og tager imod. I al slags vejr. I dag er vejret mildt, foråret svæver som en fugl gennem luften, jeg kan høre dets vingeslag og mærke glæden i mit hjerte.

Hjemme i haven ser jeg vasketøjet flagre på tørresnoren, synet gør mig godt. Og også vasketøjet har sin rolle hvad fortællingerne angår, for det er en del af det liv, vi lever. Det levede liv. Det er fra de steder, at vi skriver, vi forbinder os via de daglige gøremål og rutiner og bevæger os ud derfra. Ind og ud. Vores trin bevæger sig med tidevandet, det er en særlig rytme. En ganske særlig rytme.

Hun dukker op, mens jeg hænger tøjet på snoren, hun hvisker med vinden og hvirvler op i mit hår. Lytter du nu, jeg nikker, vi kommunikerer uden ord. Duften af renhed slår ned som en sommerfugl, jeg falder i staver og dvæler ved det arbejde, jeg udfører. Klemmer. Vasketøj. Visdom. Der er en sammenhæng, som jeg ikke helt kan sætte fingrene på, men som jeg står der i vinden sidst på eftermiddagen, er jeg ikke i tvivl.

Dagen er blevet ældre. Jeg er blevet ældre. Ordene fra før hvirvles op af vinden og danser mellem lagnerne på tørresnoren.  Og pludselig kommer jeg i tanke om det, jeg sagde til Ravnen ved Forårsjævndøgn forleden dag. Højtidligt, som et løfte, der kom fra et sted dybt i mig:

”Jeg vil give mere plads til min indre heks”

 Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikkede anerkendende og klikkede kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg gled over hendes ansigt som en skygge for solen.

Jeg lader hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. Hun synger til mig gennem vinden og jeg kan mærke hende, mens jeg står foran tørresnorene i baghaven. For jeg er blevet ældre og i modsætning til, hvad vores moderne samfund ofte fortæller os, er det ikke en sygdom. Menopause. Det er en afslutning og en ny begyndelse. Sharon Blackie beskriver det således:

As the Heroine moves on through her life and through whatever new Journeys may come, the time will come to work on becoming Elder. The word ‘elder’, of course, can mean many things. The Elder may be fierce, eccentric, wild; she may be the Trickster energy that sets about disrupting the status quo. She may also represent the deep, restful dark: the slow sinking back into the quietness within that is arguably one of the greatest gifts of extreme old age. To a woman of the Celtic nations, to become elder is above all to become Cailleach: to represent the integrity and health of the wild places and creatures of this world. To become Elder is to become strong – strong as the white old bones of the earth, strong enough to endure the long, lonely vigil to the end of the world. To become Elder is to hold the power, stay the course. Above all, to become Elder os to become the bean feasa, the Wise Woman: the one who knows the secrets and speaks the language of the land, who speaks with the moral authority of the Otherwold, who weaves the dreaming of the world.

Lad visdommen finde vej gennem kreativitet

At blive den vise kvinde. Hende som ved. I stedet for at fornægte visdommen, der som vinden tørrer vasketøjet, kan vi vælge at lade den manifestere sig gennem os. Skrive, male og fortælle. På den ene eller anden måde. Kreativiteten er vigtig. Den er en del af, hvem vi er og hvad vi er skabt til at gøre. Skabe os.

Hun brænder i mig

For hver hedetur brændes noget væk, det tænker jeg på, når jeg pludselig flammer op. Det er ilden i mig, det er hende, som ved at hun er nødt til at give slip på meget af det gamle, som definerede hende før. Gamle roller, forventninger. Mønstre, som hun har gentaget i uendelighed, men som hun er nødt til at lægge bag os nu. Jeg giver det til ilden, siger jeg til mig selv og mærker hende brænde i mig.

”That heart still thunders, that fire still burns.
It burns from the inside out, hot flush after hot flush, year after year,
burning away all that we no longer need.”

Jeg giver det til ilden. Til vandet. Til vinden. Og til jorden. Et dybt åndedrag, jeg indsnuser foråret og mærker en ny livskraft og energi vokse i mig.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Den mystiske kraft

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Åh, at vågne med foråret, at hænge vasketøj ud på tørresnoren i haven og lade vinden blæse det tørt. Vågne og opdage, at man er blevet ældre. Men i stedet for at begræde det, vil jeg fejre det. Måske har du lyst til at fejre med mig?

Visdom, vasketøj og fortællinger

Hun findes i os alle, den vise kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og hun er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og svaret på vores spørgsmål. Hun bliver mere tydelig ved menopause, for nu er hendes tid kommet.

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Jeg lytter til træernes fortællinger, når jeg går ud i cirklen i baghaven og lægger en hånd på stammen af modertræet. Det er jordens fortællinger, jeg hører. Det er den sang, der synges i cirklen og som toner ud over landskabet. Regnen, vinden, solen. De kender dem alle sammen. De fortællinger, som hører landet til jorden.

Jeg vasker tøj i dag, for lykken er at hænge vasketøj ud i vinden efter en lang vinter. Nu hænger det derude og flagrer i sol og forårsvind. En flok krager lander på græsset. Duggen er for længst væk, dagen er blevet ældre. Det samme er jeg. Jeg sætter mig i det åbne vindue og lytter til kragernes skrig.

Vi har passeret Forårsjævndøgn

Jeg har åbnet vinduet i min skrivestue. Foråret flyder ind i et lys, som er både blødt og skarpt på samme tid. Forsigtigt dypper jeg pennen i det øjeblik, der åbner mit hjerte og med et suk lader modstanden gå. Vi har passeret Forårsjævndøgn. Lyset boltrer sig dristigt som bølger over landskabet, et grønt hav af potentiale. De første skud af alt det, som gemte sig i den mørke vintermuld, kan ses nu. Nu mærker vi det. Nu ved vi.

Jorden hvisker, det er som en konstant summen af liv og opvågning. Det, der var frost og lå som et hvidt lagen over landskabet, da vi stod op i morges, er nu blevet til perler i græsset, små diamanter af dug. Spredt for mine fødder vokser fortællingerne op, båret af vinden og af fuglene.

Vi har passeret Forårsjævndøgn. Jeg er blevet ældre.

Kærlig hilsen
Lene

gudindecirklen

Giv din indre fortællerske ordet. Kom med i Gudindecirklen.

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Der er endnu 4 pladser tilbage. Er den ene din? Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

BELTAIN– INTUITIV SKRIVEWORKSHOP i livskraftens tegn
for kvinder med skrivelængsel

Beltain finder sted på det tidspunkt på året, hvor foråret kulminerer og er på sit højdepunkt. Her er jordens energier yderst aktive og det er et gunstigt tidspunkt for manifestationer og frugtbarhed. Under Beltain er livskraften potent og stærk og vi kan med fordel forbinde os og bruge energien til vores egen udfoldelse.

Det er et godt tidspunkt for kreative projekter, som har simret og været undervejs gennem vinteren og det tidlige forår. Og uden at gøre noget særligt, kan vi sandsynligvis mærke det dybt i os selv. Det er tid til at springe ud og leve i lyset. Det er tid til at danse.

Kom på intuitiv skriveworkshop og fejr Beltain og livskraften på en skrivedag for sjælen

Lørdag den 29. april 2017
kl. 10:00-16:30

Skrivehuset v. Ringsted

Der er plads til 6 kvinder omkring bordet i min skrivestue og pladserne gives efter først-til-mølle princippet. Du finder invitationen her eller ved at klikke på billedet ovenfor.

Ved Forårsjævndøgn

Connected

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Måske skal de videre nordpå, måske bliver de her i området. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er det op til mig.

Foråret tager over

Dag og nat er lige lange nu. Nu vokser lyset stødt og foråret tager over. Jeg tøver lidt og ser på hende, stirrer ind i hendes øjne og fortaber mig i den fine energi og roen, som hun udstråler. Hun ser både ung og gammel ud på samme tid og jeg kommer i tanke om, at jeg drømte om hende i nat. Hun vendte sig rundt, drejede omkring sig selv og jorden, så jeg tydeligt kunne se hende. Og det er sandt, hun har to sider, en ung og en gammel. Og det er afskeden med den gamle, vi skal bevæge os ind i nu, for hendes tid er ved at være ovre for denne gang. Nu er det forårets energi, det gælder, det nye og potentialet.

”Men jeg har altid min vise kvinde med mig” smiler hun. Hun er bag det hele, som en dyb grundtone og et indre kompas. Det er hende, jeg lytter til, når jeg skal træffe store beslutninger eller finde vej. Det hende jeg hviler i, for nu ved jeg det. Jeg er hende.

Hun er landskabet

Hun er urgammel, hun er landskabet under dine fødder, hun er bjergene og dalene. Hun er vejen ned til vandet og stenene på den vej. Hun er visdom, viden og indbegrebet af det mysterium, der bølger i dit bryst. Hun er bølgerne. Hun er tidevandet og månes sølvlys over havet. Hun er mørket, den del, der rummer og holder dig. Hun vokser med alderen og hendes visdom er den jord, du betræder. Hun er jorden. Og du er hende.

Men hun er også en ung kvinde af liv og potentiale. Hun er bærer af foråret og datter af sommeren og den lyse tid.”

Reading in the woods

Nye fortællinger venter

Hun holder en smukt formet sten i sine hænder, et æg så sort og glat som natten og jeg ser, at det er den sten, som blev mig skænket af ravnen for et par måneder siden. ”Ser du det nu?” spørger hun og jeg nikker. Det har været undervejs længe, foråret og allerede ved Imbolc mærkede vi de små spirer. Vi fejrede, vi tændte Brigids lys og skrev os ind i de fortællinger, der hørte det tidspunkt til. Nu er vi er nået frem til Forårsjævndøgn og nye fortællinger venter.

Hun rækker mig stenen og jeg tager højtidligt i mod. Overfladen er blank, kold og glat. Og dog, først nu opdager jeg et særligt mønster i den ene side. Det ligner små spiraler, cirkler, kruseduller. Der er intet lineær eller forudsigeligt over den sten. Den er min solhvervssten og den symbolser forbindelse.

Forårsjævndøgn. Forsigtigt lægger jeg stenen ned på bordet og tænker over, hvordan jeg kan afbalancere mit liv lige nu. I dag. Skabe harmoni og give plads til de spirer, der har rørt på sig siden Imbolc. Det, der endnu ikke var formgivet, er nu klar til at se dagens lys og få en mere konkret form. Ideer, som har simret. Jeg bladrer i den blåsimrebog med guldkanten og læser de ord, som jeg har skrevet. Alt det, der har boblet og som er blevet krydret med tid og kærlighed. Bogstaver, ord, små sætninger og citater.

Vi skaber forbindelse med vores tillid

Din aktive deltagelse er en forudsætning, sagde Ravnen i sidste uge og slog syvtommersøm gennem påstanden om, at vi skal være inspirerede på forhånd eller befinde os i en bestemt tilstand for at kunne skrive. Forbindelse er noget vi skaber med vores tillid og med vores fremmød og vi kan således ikke forudsige, hvad der faktisk vil ske, når vi er begyndt at skrive. Men vi har tillid til ordene og til, at vores fremmøde er med til at skabe forbindelse.

Det er den tillid, jeg er mødt op med i dag og som gør, at mine fingre stadig bevæger sig over tastaturet. Nysgerrig og med undren lader jeg ordene føre mig på vej, jeg rejser gennem sætninger og stemninger og finder nye veje, som ikke fandtes før. Inspirationen møder mig undervejs og det samme gør fortællingerne. Samt de hjælpere, som vi altid kan påkalde os eller som dukker op mellem linjerne, når vi mindst af alt venter det.

Det skrev jeg lidt om i sidste uge. Du kan læse mere i blogindlægget om ”Den Mystiske Kraft”.

Det er ved vores fremmøde, at vi skaber forbindelse. Og det gøres ikke ved at vente på inspirationen, men ved at have tillid til, at inspirationen vil møde os undervejs.

Inspiration exists, but it must find you working.
– Picasso –

“Du vil gerne have fortællingen, kan jeg fornemme?”

”Jeg troede, at du var fløjet. At du havde begivet dig videre og ladt mig i stikken?” Jeg ler kort og ser på hende. Denne gang sidder hun foran mig i skikkelse af ravn, de blåsorte fjer skinner i det sparsomme dagslys.

”Du tror så meget” svarer hun og ler med. Latteren får et kort øjeblik solen til at kigge frem bag skyerne. I et kort sekund er det sommer.

It was one of those March days
when the sun shines hot and the wind blows cold:
when it is summer in the light, and winter in the shade.”
– Charles Dickens –

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen

Ved Forårsjævndøgn fejrer vi opvågningen, balancen, nyt liv og ifølge den gamle tradition også årets første egentlige forårsdag. Herfra bliver dagene længere end nætterne og så begynder det for alvor at tage fart i naturen.

Her er det oplagt at arbejde med balancen i os selv. Balancen mellem lyset og mørket og det, vi giver energi til.

Tænk lidt over, hvad du har brug for i dit liv lige nu. Måske er det tid til at sætte lidt handling på noget af det, som har ”ligget under jorden” og udviklet sig gennem vinteren?

Det, du vander, vokser

Det du har fokus på vokser. Så hvis du har lyst, kan du gennem ordene arbejde lidt med energierne og din egen balance omkring forårsjævndøgn. Tænk lidt over, hvad du ønsker at give din energi til og vid, at det vil vokse. Det, du vander og gøder, vokser. Og du kan bestemt også vande og gøde gennem ordene og med ord. Selvom dine tanker fortæller dig noget andet og kredser omkring gamle mønstre og begrænsninger, kan du skrive dig fri af det. Sid også gerne lidt i meditation og lad dig guide af din indre stemme i forhold til det, du har brug for at have fokus på nu.

Hvad er der med den balance?

Jeg stejler lidt ved ordet balance, fordi jeg ikke rigtig forstår det. Måske fordi jeg opfatter balance som noget statisk, en tilstand, man skal opnå og fastholde. Det får hende til at ryste kraftigt på hovedet.

”Sådan er det på ingen måde. Tænk harmoni. Tænk dans. Tænk helhed. Og prøv så helt bevidst at give mere tid og fokus på det, du ønsker skal vokse nu og springe helt ud ved tidspunktet for Beltain i slutningen af april.

Forårsjævndøgn, en dans

Forårsjævndøgn. Jeg smager på ordet, mens skrivelyset blafrer. Jeg skyller ned med kaffe og lukker øjnene for at fornemme hende dybt i mig. Jeg ser bjerge og dale og jeg mærker de små pust af forår, en klar og skarp luft af et slags subtilt gennembrud dybt i mig selv. Jeg mærker havet, bølgerne og tidevandet, livets ebbe og flod. Jeg fornemmer gentagelsen og cirklerne, den evige rytme og det, som Ravnen kalder en dans. Den dans, vi kun kan danse, hvis vi møder op og begynder at bevæge os. Lader os bevæge.

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser.

Min indre heks

”Jeg vil give mere plads til min indre heks” siger jeg pludselig og forskrækkes let ved lyden af min egen stemme. Den heks, som har været undertrykt og gemt bort i det meste af mit liv. Jeg tænker på alle de bøger, jeg i en ganske tidlig alder læste om hekse, som blev brændt på bålet og husker både min fascination og min angst. Jeg brændte mig, for noget i mig huskede og vidste.

Heksen er hende, som ved

”Åh ja, for også du er en healer. En helbreder. Ravnen nikker anerkendende og klikker kækt med næbbet. ”Kvindelige helbredere var engang kendt som hekse, for det engelske ord ”witch” stammer fra det oldengelske ”witan” som betød ”at vide” eller at ”være vis”. Vise kvinder havde en særlig evne til at afsløre sandheden og se bag det tilsyneladende. Og det var naturligvis ikke så populært” tilføjer hun og et skær af sorg glider over hendes ansigt som en skygge for solen. Hun tripper lidt på stedet og ryster det af sig.

Forårsjævndøgn. Jeg ønsker at lade hende vokse i mig som foråret vokser i naturen. At lytte endnu mere til min intuition og den indre stemme og give hende plads. Stole på hendes visdom og på det, hun fortæller mig. Båret af instinkter og en dyb forankring i både årstid og årshjul. Mulden. Magien. Mysteriet.

Det er regnens og solens tidspunkt, dansen mellem ild og vand. Forårsstorme, høje bølger, vildskab og kaos. Efterfulgt af solbeskinnede dage, hvor det virkelig er sommer i solen. Og hver eneste dag vokser lyset og skaber grobund og plads for alt det, der skal komme. Det, som vi er en del af. Dansen. Livets dans. Og kun ved at danse og blive en aktiv deltager kan vi forbinde os til den dans.

Gudindecirklen

Den 7. april starter online skrivegruppeforløbet Gudindecirklen. Her skal vi arbejde og lege med fortællingens kraft og give plads til vores indre fortællerske. I kraft med at foråret tiltager i styrke, vil vi lade hende vokse gennem vores fremmøde og den evige gentagelse. Ordene. Skrivearbejdet. Du vil høre hendes stemme, du vil mærke hendes kraft og du vil opdage, at den kommer fra et sted dybt i dig selv.

Du kan øve dig på at lytte og blive bedre til at høre. Skærpe din intention og din fornemmelse for de subtile toner bag det hele. Et strejf af berøring, en dyb resonans, genklang og en dans, som din krop allerede kender.

Men du er nødt til at træde helt ind i den cirkel, hvor dansen danses og få direkte erfaring med trinene. I Gudindecirklen lærer du at skabe en oase omkring din proces og dine skriverier, du øver dig på at lytte og skrive det, du hører.

Jeg byder på månedlige skriveafsæt og øvelser, der som døråbninger fører dig på vej. Du lærer at skabe landingsplads for ord og fortællinger og du vil opdage, at du faktisk kan skrive dig ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte. Gennem de 3 måneder, som forløbet varer, får du direkte erfaring med og tillid til den kreative proces. Hvis du altså møder op og skriver, vil du få en god fornemmelse af, hvordan du kan skabe din helt egen og særlige kontakt til Kilden.

Og du behøver ikke at vide på forhånd. Mød op i tillid til, at alt det, du har brug for og som er dit at skrive og fortælle, vil møde dig undevejs. Og som Clarissa Pinkola Estés siger det:

“The teller never knows how it will all come out and that’s at least half the moist magic of story. Story set the innner life in motion.”

Forårsjævndøgn er et godt tidspunkt for nye begyndelser og hvis du synes, at det er på tide, at din indre fortællerske støves af og kommer på banen, er du velkommen i Gudindecirklen. Men tøv ikke for længe, der er nemlig kun 4 pladser tilbage. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Forårsjævndøgn, hvisker hun og tænder skrivelyset. På bordet ved min side står den lysegrønne kop, kaffen er nylavet og dampende varm. Tøvende sætter jeg mig på stolen og lader blikket glide ud over landskabet. Her er stille i dag, naturen holder vejret. Et par gæs spankulerer forbi udenfor hegnet, de gør pause på marken og tager den med ro. Det er gråvejr, græsset er vådt af gårsdagens regn. En gråkrage pirker i jorden og æder sig mæt i regnorme. En anden flyver forbi med en stor gren i næbbet, det er igen tid til redebygning.

”Forårsjævndøgn”, hvisker hun og så siger hun ikke mere. Nu er resten op til mig.

Glædeligt Forårsjævndøgn.

Kærlig hilsen
Lene

Til inspiration, læs også gerne:

Den mystiske kraft
Din aktive deltagelse
Så jeg kan høre hende hviske
Vejen til den vise kvinde

Connected

Den mystiske kraft

Reading in the woods

Solen glider gennem vinduet og rammer den plads, hvor jeg plejer at sidde. Der er gjort klar, det er meningen at jeg skal sætte mig dér og slikke solstrålerne i mig. Du trænger til dem, hører jeg hende hviske, sæt dig nu og lad det gøre dig godt.

Senere er jeg ude og handle, jeg er i forskellige forretninger og kommer bl.a. hjem med et valnøddebrød. Jeg spiser ikke så meget brød mere, om morgenen står den på havregrød med bær og andre gode sager, men i dag havde jeg lyst til brød og sådan blev det. En god kop kaffe og en ostemad med peberfrugt. Jeg er sulten, det mærker jeg først, da jeg spiser brødet. Tænderne løber i vand og kaffen smager forbavsende godt.

Forårssolens skarpe lys glider gennem vinduet og bader min bog og min sjæl i lys og varme. Jeg er træt i dag og solen fortæller mig på sin måde, at det er tid til bare at være. Vinden rusker i træerne, jeg kan høre den som en urolig undertone krydret med fuglesang og krageskrig.

Sjæledag

I dag holder jeg sjæledag, fortæller jeg højtidligt mig selv, det har jeg brug for. Det er midt i marts og vi rejser mod forårsjævndøgn. Træerne har store forstadier til knopper nu, landskabet grønnes for hver dag, der går og vinteren er for alvor begyndt at trække sig.

Jeg drikker resten af kaffen. Brødet har jeg for længst spist. Vinden hyler og tuder derude, her er ikke så stille i dag, uroen snurrer i luften. Jeg har svært ved at samle tankerne og tolker det som et tegn på, at jeg virkelig har brug for den sjæledag, jeg lovede mig selv fra morgenstunden. Sjæledage skal gribes, når der er brug for dem, de kan ikke planlægges på forhånd. Gør man det, og tro mig, jeg har prøvet, bliver det hurtigt et mentalt anliggende, hvor man forsøger at planlægge dagen og fundere over, hvad man egentlig har brug for.

Sjæledage må gribes og ikke begribes. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig, at det skulle være sådan, men noget i mig har lyst til at skrive. Bare skrive, fordi jeg kan og fordi jeg efterhånden har så travlt med at simre og forberede, at jeg sjældent giver plads til det spontane udtryk. Det er en konstatering og da den lander blødt mellem kaffe og ostemad, bliver jeg uvilkårligt trist. For poeten i mig har brug for det spontane udtryk, at skrive og fortælle fordi hun kan. På samme måde som fuglen, der synger, fordi den har en sang. Og jeg har en sang. En dyb og inderlig tone af vished, en længsel og en drøm.

Jeg vil smelte sammen med hende

Jeg vil smelte helt sammen med hende, lover jeg mig selv. Min indre vise kvinde. Hende, som ravnen fortalte mig om i går og som er bærer af en mystisk kraft.

”Alle kvinder er bærere af en mystisk kraft, sagde Ravnen, en urgammel visdom som altid hvisker. Når I bliver stille nok, kan I høre stemmen hviske, men I mærker den også på andre måder. Den er som et rytmisk flow, der er forbundet med jorden. En guddommelig kraft som stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle, så mystisk og dragende som månens lys og skinnende som solen. En hellig kraft som har været indestængt og begrænset i århundrede, men som er klar til vågne igen.”

Og jeg kan høre hende hviske. Bortset fra, at hun nærmest råber i dag. Så vild som den vind, der nu blæser og hiver i mit hår. Senere vil jeg gå ud og blive ét med vinden. Lytte til dens toner, høre dens sang. For min sjæl har også en sang om vinden, en længsel efter at blive blæst bagover af den mægtige kraft og blive renset helt ind i sjælen. På vej mod forårsjævndøgn og det, nogle kalder naturens balancepunkt. Jeg funderer lidt over det og tænker på, hvad jeg kan balancere i mig selv og hvordan.

Kælderen og krukkerne

Din aktive deltagelse er essentiel, sagde Ravnen også ved sit besøg i går og det er jeg helt med på. En forudsætning for at mærke kraften er at møde op og skabe forbindelse. På samme måde som det er en forudsætning, når vi ønsker at skrive os frem til det, der er vores dybe sandhed. Når vi har en intention om at dyppe pennen dybt i egen krop og sjæl og folde de fortællinger ud, som alt for længe har været skjult i den mørke viktualiekælder.

Jeg forestiller mig et rum, hvor jeg bliver mødt af fugtig kulde. Et mørkt rum. Men jeg tænder et stearinlys og lader det lyse for mig, mens jeg forsigtigt træder ind. Skæret fra stearinlyset rammer alle de mange krukker, der står sirligt placeret på hylderne omgivet af støv og urgammel fortid.

Nogen har skrevet på glassene. Krukkerne. Med sirlig håndskrift som er næsten ulæselig efter de mange år i kælderen. Jeg misser med øjnene, går helt tæt på og lader stearinlysets skær oplyse bogstaverne.

Ild. Vand. Luft. Jord.
Nord. Syd. Øst. Vest.
Forår. Sommer. Efterår. Vinter.
Dans. Sang. Fortællinger.
Stilhed. Havduft. Bølgesprøjt.
Eventyr. Frihed. Kærlighed.
Grøn. Visdom. Medfølelse.
Mørke. Lys. Vind. Regn.
Sol. Skyer. Træer. Blomster.
Urter.
Forbindelse.

Der er mange krukker og jeg lader forsigtigt min pegefinger glide hen over dem, tegner spor i støvet, mens jeg mærker deres budskab helt ind i hjertet. Jeg behøver ikke at åbne dem for at vide det. Dér er min længsel.  Min drøm.

Jeg ønsker mig jo egentlig et langt mere enkelt liv, udbryder jeg og bliver helt forskrækket over lyden af min egen stemme.  Enkelt liv, liv liv iv gentager ekkoet.

Du må deltage aktivt

”Du kan altid vende tilbage til kælderen og hive krukkerne frem i lyset” siger hun, Ravnen og kommer igen flyvende ind fra det sted, hvor hun befandt sig lige før. ”For det er muligvis essensen af livet og det, du er en del af, som du har savnet. Det er blandt andet det, jeg mener med at du er nødt til at deltage aktivt. Hver dag. Hver eneste morgen er en invitation til dans. Men alt for ofte lader du dit flygtige humør afgøre, om du har lyst til at danse igen og du fortæller dig selv, at du er nødt til at være inspireret først. Glem det. Gå helt ind i cirklen og hengiv dig til dansen, lad dig falde og lad den gribe dig.

Jeg nikker bare og opdager, at jeg ikke længere befinder mig i den kulsorte viktualiekælder. Ravnen er her heller ikke, selvom hun var her lige før.

Kvinderne i Forårscirklen

Kvinderne i Forårscirklen er gode til det. De lader sig gribe. Og indtil videre er det de fineste og sårbareste fortællinger, der har set dagens lys i skrivecirklens fælles rum. For de deler med hinanden, kvinderne og er vidner til de ord, fortællinger og det liv, som de hver især er bærere af. De dypper pennen dybt i det forår, som nu er ved at manifestere sig og de sætter på alt det, der rører sig. Uanset hvad det handler om.

Det er der noget fint og kraftfuldt i. Det handler om at finde ord for det, der ellers var ordløst og som vi troede kun skete for os.  De følelser, vi holder for os selv og som vi måske skammer os over. Det er nok bare mig, siger vi og tier, men det er bare ikke. Det er ikke kun dig. Det er os. Og det er det, vi ofte oplever i skrivecirklerne, når vi skriver og deler vores fortællinger. Der synes at være en rød tråd og den inspiration, som vi finder undervejs og deler med hinanden, skaber nye fortællinger. Nye åbninger, indsigter og berøring. Vi opdager, at vi ikke er alene. Men vi har ofte lyst til at være alene, for de fleste af kvinderne er introverte ligesom jeg og det er også et tema i fortællingerne. “Hele mit liv har jeg levet, som om jeg var ekstrovert”, indrømmede en af kvinderne, “og det har været meget opslidende.”

Hjælpere

Ofte bliver der inviteret hjælpere ind i fortællingerne. Og det er her, at fortællingens kraft virkelig viser sin styrke. Ganske ofte er det dyr, som træder i karakter, men det er også gudinder og energier, som vi opdager, at vi kan påkalde os og forbinde os til. Det sker ofte helt af sig selv, når vi hengiver os til skriverejsen og begiver os på vej. Så dukker de op. Hjælperne.

Sharon Blackie skriver om hjælperne i sin bog ”If Women Rose Rooted”:

“We all need allies to help us on our journey. Our European folk and fairy tales are full of them and many come in human form. There are human allies for sure, but for women especially so many of our allies in the old stories are animals.

In Celtic mythology there is an especially close affinity between animal and women. Women are not just helped by animals; they are accompanied by them and often take on their form. This is the real importance of animal allies in our native traditions; that by understanding what it is to become an animal, we participate in an ancient form of knowledge, a knowledge of the body and the senses rather than merely of the intellect. Animals are teachers and more often than not, it is women who mediate their teachings.”

Hvor kommer de fra?

Hvor kommer de fra, hjælperne, som vi påkalder os gennem fortællingens kraft og som træder frem og viser os vej? Nogle af os har været på trommerejse, vi har mødt vores kraftdyr og ved, at vi kan søge hjælp og visdom gennem vores hjælpere her, vi bliver undervist, men det samme kan ske i fortællingerne, som vi skriver. De fleste af kvinderne i skrivecirklerne oplever, at det bare sker af sig selv. Så måske forholder det sig på samme måde som med min tur i viktualiekælderen? Når vi skriver så får vi pludselig øje på alt det, vi har skubbet væk, gemt og glemt og gennem ord og fortællinger åbner krukkerne sig igen. Vi dufter, vi sanser og vi mærker.  Vi vågner.

Den mystiske kraft

Måske er det den mystiske kraft, som vi gennem skriverejsen skaber forbindelse til og som gennem ord og fortællinger gør os opmærksom på, hvem vi er og hvad vi savner i vores liv for at blive hele og levende kvinder? De skønne fortællinger, som ikke forklarer, men som viser os vej ved hjælp af de væsener, dyr eller mennesker, som på forunderlig vis dukker op undervejs. Det rytmiske flow, forbindelsen til jorden. Den guddommelige kraft så stærk som bølgerne, så mægtig som bjergene, så vild som den mest ufremkommelige jungle og så mystisk og dragende som månelyset. Så skinnende som solen. Den sol, som før badede min skriveplads i lys og varme og inviterede mig til at tage plads. En hellig kraft, som har været indestængt i århundrede, men som er klar til at vågne og som gerne vækkes på skriverejsen og via fortællingens kraft.

Og så bliver den os skænket. Historiemedicinen. I fine doser, som passer nøjagtigt til os.

Ravnen klikker med næbbet og klukker i det fjerne. Kaffekoppen er tom. I dag holder jeg sjæledag, sagde jeg til mig selv og så skrev jeg. Fordi jeg elsker at skrive. Og fordi jeg ved, at der er en kæmpe forløsning i at sætte ord på og lade sig gribe af en fortælling, hvad end den måtte handle om.

Jeg skriver min vej

Ofte har jeg skrevet hovedpiner og ubehag væk. Jeg har skrevet mig ud af kattepiner og tanketunge dilemmaer. Jeg har fundet nye vej og åbninger, fordi en hjælper pludselig trådte ind i fortællingen og på sin særlige måde viste mig vej. Jeg har sat ord på og en del af skriverejsen har været en slags terapeutisk rejse, hvor jeg lettede mit hjerte og sagde alt det, som jeg ikke turde sig før. Jeg har skrevet mig til klarhed og jeg har skrevet mig frem til det liv, jeg lever i dag.

Fordi jeg ganske tidligt på skriverejsen formulerede en intention, der hed: Jeg ønsker at følge mit hjerte.

Vi skriver i livet og vi skriver om livet. Men det viser sig snart, at livet er så meget mere, end vi gik og troede. Og at vi, hvis vi vækker vores indre fortællerske og giver hende ordet, kan komme med på en rejse ind i alt det, som holdt os tilbage og efterhånden få kontakt til hende, du ved. Den vise kvinde. Hende som ved og som er bærer af den mystiske kraft.

I dag holder jeg sjæledag. I dag skriver jeg bare.

Kærlig hilsen
Lene

Photo “Reading in the forest” © Kevin Carden, Dreamstime

gudindecirklen-starter

Skrivelyst og længsel? Den 7. april starter skrivegruppeforløbet Gudindecirklen og der er stadig et par ledige pladser. Det er et online forløb, så du kan være med uanset hvor i landet eller udlandet, du befinder dig. Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com.

Beltain Intuitiv Skriveworkshop

Skrivedag for sjælen? Den 29. april afholder jeg igen intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel her i min skrivestue. Der er plads til 6 kvinder omkring bordet. Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet ovenfor. Tilmelding sker til skrivehuset@gmail.com

Vejen til den vise kvinde

woman-forest

“The wild woman carries the bundles for healing, she carries everything a woman needs to be and know. She carries the medicine for all things. She carries the stories and words and songs and signs and symbols. She is both the vehicle and the destination”.
– Clarissa Pinkola Estés – 

Hun findes i os alle, den vilde kvinde, hende som ved. Hun er en del af den kvindelige sjæl og jeg er enig med Clarissa Pinkola Estés, når hun siger, at den vilde kvinde er essentiel for en kvindes mentale og sjælelige sundhed. Hun er indbegrebet af vores længsel og hun er svaret på vores spørgsmål.

Skrivelængsel og fortællinger

Hun kommer også til os gennem ord, historier og fortællinger. Hun kalder på os via den skrivelængsel, vi mærker og hun beder os ikke om at skrive bogmæssige bestsellers eller at få vores digte udgivet. Hun beder os om at lytte. Hun har fortællinger med til os og gennem de fortællinger hjælper hun os med at huske, hvad vi egentlig er gjort af og hvor vi i virkeligheden hører hjemme.

Vi kan vække hende til live og give hende plads, når vi møder op og tager vores skrivelængsel alvorligt. Vi kan formulere en intention om, at vi skaber rum og skriver for at lytte til hendes stemme og helt særlige fortællinger. Vi kan tage på skriverejse, en indre pilgrimsfærd gennem ord og stemninger, netop for at give plads til alt det, der bobler og rumsterer i os, et sted, hvor vi endelig får sat ord på og hvor vi først og fremmest lytter til det, vores sjæl synger om.

Fordi vi har skrivelængsel. Fordi noget vil skrives og fortælles gennem os.

Den vilde kvinde. Den vise kvinde. Tornerose, som vågner efter at have sovet i 100 år. Hun kalder og det gør hun også via din skrivelængsel.

Fortællingerne

Fortællingerne er en rød tråd på min egen skriverejse. Det blev bare sådan, selvom det ikke var en bevidst intention, da jeg i sin tid begav mig af sted. Men min indre fortællerske så snart sit snit til at snige sig ind mellem linjerne og efterhånden som jeg skrev, kom jeg dybere og fik efterhånden kontakt til alt det, der havde ligget hengemt i mig selv. Jeg fulgte længslen, jeg mødte op og jeg skrev.

Og fortællingerne dumpede ned i min turban og ud på papiret.

Jeg lærte mig selv at lytte og hun lærte mig at høre de subtile toner, lyden af min egen sjæls sang. Jeg blev snart klar over, at det ofte kun var i stilhed og i selskab med mig selv, at jeg virkelig kunne høre hendes stemme. I mit skriverum og i naturen, som snart kom til at spille en essentiel rolle på min rejse.

Naturen hjalp mig med at skabe forbindelse, at åbne op og at lytte til alt det, der nu er blevet en del af min vej. Den naturlige cyklus, årshjulet og alt det, der danser mellem linjerne. Det subtile, uformgivede, alt det, der er undervejs. Fortællingerne, fuglene, månederne og meget af det, som jeg også underviser i og giver videre til kvinderne i skrivecirkler og skriveforløb. Historiemedicin. Ord for sjæl og hjerte.

En ensom pilgrimsfærd

En del af skriverejsen er en ensom pilgrimsfærd og det kræver sin kvinde at skabe et kærligt rum, hvor man befinder sig en fisk i vandet eller et træ i jorden. Forbundet. Alene.  For det er tiden alene og ofte i stilhed, som vækker sjælen og som giver os den ro, restitution og fornyelse, som vi har brug for.

I øvrigt er mange af de skriverejsende, som jeg har i forløb, introverte ligesom jeg selv. Og selvom det på ingen måde er et krav, er det faktisk en stor fordel, at du befinder dig godt i eget selskab og ikke har travlt med at komme ”ud og væk”, når du skriver og begynder at få kontakt med dybe steder i dig selv. Steder, hvor din livsflod flyder og hvor du kan høre og lytte til sjælens sang.

Samtidig giver sjæletiden og tiden alene dig det, du har brug for i dit liv som introvert. Egentid, hvor du kan nære dig selv og tanke op. Alenetid, hvor du også sanker, for det er en del af både den kreative proces og din egen rejse. Dit skriverum kan blive dit fristed. Så følger du både din skrivelængsel, du lytter og sætter ord på det, som rumsterer, men du giver samtidig dig selv et sted, hvor du kan nære dig selv og din introverte natur. For det kan være en svær balance at finde tid til sig selv og lytte til sjælens sang i den moderne verden.

John O’Donohue skriver som følger om ensomhed eller alenehed, solitude i sin vidunderlige bog “Anam Cara”:

“Solitude people, they learn to whisper awake the deep well of love within. This is not a question of forcing yourself to love yourself, it is more a question of exercising reserve, of inviting the wellspring of love that is, after all, your deepest nature to flow through your life. When this happens, the ground that has been hardened within you grows soft again.

When you cease to fear your solitude, a new creativity awakens in you. Your forgotten or neglected wealth begins to reveal itself. You come home to yourself and learn to rest within.”

Selvvalgt alenehed for ja, jeg er introvert! 

For mig er skriverejsen blevet en hengivelse til både min introverte natur og til den dybe længsel efter noget andet og noget mere, som altid har fyldt mig med både eventyrlyst og vemod i lige store dele. Skriverejsen har åbnet døre og skabt de rum, der var essentielle for mig og som gav mig en dyb forståelse af gaven ved selvvalgt ensomhed eller alenehed, som jeg også kalder det.

Nu siger jeg nej til for meget og for hyppig social aktivitet. For jeg har en anden aftale og den har jeg med mig selv. Jeg har lært mig selv at overholde egenaftaler på samme måde, som jeg afholder aftaler med venner og familie. Det betyder alt for mig, at jeg giver og nærer mig selv på den måde, der gør mig godt og som er helt naturligt for mig, for kun sådan kan jeg være i verden på en velafbalanceret måde og give af det, jeg har.

Min indre vise kvinde bor i aleneheden. Hun næres af de rum, jeg skaber til mig selv og hun vokser sig stærkere, når jeg forbinder mig via det, som nærer mig. Når jeg vandrer i naturen, sidder i stilhed og ofte i meditation og ikke mindst når jeg skriver. Hun dukkede endelig op, da jeg holdt op med at kæmpe mod min natur og den kvinde, jeg egentlig er og hengav mig til det, der skulle vise sig at være min dans. Hun er blevet min dans. Og jeg er blevet hende.

Jeg flygter ikke længere fra mig selv og min introverte natur, jeg forestiller mig ikke længere og bilder hverken mig selv eller andre ind, at jeg er en anden, end den jeg er. Jeg har brug for alenetid og jeg har brug for meget af den. Så jeg kan høre og mærke min sjæl.

Læs også: Den stille stemme

I stilhed. Alene.

Jeg forbinder mig via ordene på skriverejsen og jeg forbinder mig i naturen og med naturens hjælp. I stilhed. Alene. Rummet er både et indre rum og et ydre rum, ofte i min egen skrivestue eller ude i naturen. I naturen finder jeg den ro og det nærvær, som min sjæl længsel efter. Jeg mærker forbundethed, jeg lytter til træer, fugle og bevæger mig på kanten mellem verdenerne. Jeg får jordforbindelse og jeg kommer hjem.

Når det ikke kan udsættes længere

Og så er det jo sådan, at de kvinder som kommer til mig og melder sig til en skrivecirkel eller et andet slags skriveforløb, ofte har det på samme måde som jeg. Også de er som oftest introverte, også de har skrivelængsel og en dyb lyst og drift efter at hengive sig til sin egen sjæls sang gennem den skrivelængsel, de mærker. De hører hende kalde, den vise kvinde. De kommer med en dybfølt intention om endelig at møde op og lytte, for tiden er kommet og det kan ikke længere udsættes. Der er fortællinger, som skal høres, fortælles og måske deles.

Vi aflærer og skriver et nyt landkort

På skriverejsen er en stor del af læringen at aflære meget af det, vi lærte og fik påskrevet i en tidlig alder. For ofte er det de tillærte tanker eller måder at være i livet, der skaber uro, smerte og endda sygdom. Fordi de ikke stemmer overens med det, som sjælen synger om. Eller som den norske forfatterinde Kristin Flood så rigtigt siger det: Kortet stemmer ikke overens med landskabet.

oldmap

At skrive et nyt landkort

Vores opgave er nu at skrive et nyt landkort, som passer perfekt til vores sjæl og det, vi egentlig er kommet her for. Ord for ord. Og som det er med pilgrimsfærd og den slags rejser, så må vi skrive os igennem mange slags landskaber og forhindringer endda. Bjerge, dale, åbent landskab og moser. Gennem skove, hvor vi farer vild og tror os fortabt, men hvor vi pludselig opdager lysningen i skoven. Alt er tilsyneladende, intet er som det ser ud til at være og da slet ikke, som vi engang fik at vide, at det var.

Vi må udfordre vores egne tanker, som blot gentager de gamle historier og overbevisninger, vi må lære forhindringer og blokeringer at kende, for hvad de egentlig er. Men når vi opdager, at vi faktisk kan skrive os igennem, give det svære ord og stemme, så begynder der at ske noget. Det, der stod i vejen, viser sig at være vejen. Vi skriver os igennem.

Læs mere i “Når Tornerose Vågner”

Det er søndag eftermiddag, mens jeg skriver dette. Jeg drikker te og læser i gamle notesbøger, der stammer fra min skriverejse for et par år tilbage. Udenfor trommer regnen mod ruden, landskabet ligger svøbt i dråber bag et næsten gennemsigtigt gråt gardin og træerne danser stille i vinden. De ser stadig nøgne og sårbare ud, træerne, men det er kun tilsyneladende. Jeg var ude hos dem i går og kom så tæt på, at jeg kunne se de store forstadier til knopper på grenene. Så jeg kunne lytte til træernes fortællinger og det endnu uformgivede, som er undervejs.

For deres fødder står et vildnis af vintergæk og erantis, et fint tæppe af hvidt, gult og grønt. For går man helt ind mellem træerne og bøjer sig ned, så man er i kontakt med jordbunden, kan man se dem. De små grønne spirer, som nu kigger op fra jorden. Det er blevet marts og vi befinder os i grænselandet mellem vinter og forår.

Inden længe er det forårsjævndøgn.

Rejsedagbøger

Jeg vender tilbage til mine notesbøger, jeg læser mine egne ord og indser endnu engang vigtigheden i at holde øje med sig selv i processen. Jeg kalder dem mine rejsedagbøger, de efterhånden mange håndskrevne notesbøger i min samling. De er essensen af min indre pilgrimrejse og samtidig en løbende manifestation af den forandring og forvandling, der er sket. De er spækket med små citater og ting, som inspirerer mig undervejs og som har synes vigtigt for min rejse og min udvikling.

Og de er fulde af små fortællinger, som jeg selv har skrevet og som alene er opstået, fordi jeg mødte op og skrev. Igen og igen. Fordi jeg lærte mig selv at lytte. Til hende.

Hun lærer mig at danse

Jeg ser hende, jeg hører hende, jeg lytter og læser hendes fortællinger. De fortællinger, som hun lader skrive gennem mig. Og efterhånden mærker jeg hende i både krop, sjæl og knogler. Der er ikke længere nogen adskillelse. Måske glemte jeg hende på et tidspunkt, men hun glemte aldrig mig. Nu er hun vågnet, hun er blevet en temmelig tydelig del af mig selv og hun hverken vil, kan eller skal ignoreres. Kød, blod, liv og sjæl. Hun lærer mig at danse, hun viser mig trinene og efterhånden bliver det lettere og lettere at følge dem. At danse, bare at danse.

Hun lærer mig at sige ”nej fandme nej”, når jeg igen er lige ved at ”klippe en hæl og hugge en tå”, men hun viser mig, hvordan man gør det fra et kærligt sted. Hun er blevet en uvurderlig del af min skriverejse, hun er min fortælling og jeg er hendes. Hun er min sjæl og min længsel. My awen alone. På skriverejsen.

”We may have forgotten her names, we may not answer when she calls us, but in our bones we know her, we yearn toward her; we know she belongs to us og we to her.
– Clarissa Pinkola Estés-

Vejen til den vise kvinde

Vejen til den vise kvinde går ofte gennem selvvalgt alenehed eller ensomhed. Det er en rejse, et indre pilgrimsfærd, som vi må foretage alene. Derfor er det en styrke og en gave at være introvert, hvis skriverejsen er den vej, vi vælger. Eller den vej, som vælger os, for ofte er det skrivelængslens kald, der gør at vi endelig møder op og sætter ord på.

Så skaber vi vejen og vi skriver hende frem. Den vise kvinde.

Det, der står i vejen

“When I dare to be powerful, to use my strength in the service of my vision, then it becomes less and less important whether I am afraid”, siger Audre Lorde. Frygt, modstand og alt det, der står i vejen, hører med. Den findes ikke uden, skriverejsen, men efterhånden lærer vi, at vi kan skrive os igennem. Hver eneste forhindring på vejen har sin helt egen fortælling og når vi lytter til den og lader den skrive sig gennem os,  fordamper den ofte som en regndråbe i solskinnet på den første forårsdag.

Vi skriver i livet. Og vi skriver vores vej. Vejen til den vise kvinde. Din indre fortællerske, din livsflod, din sjæl.

Kærlig
Lene

 

Men have their own story-making and myth-telling, but in the old Gaelic traditions, women were bards and poets too. Still today, the voices of women er quieter and our stories are less often heard. The Wise Woman is a woman who has reclaimed her stories and has found the voice with which to tell them. The wise woman is remaking the world.
– Sharon Blackie – 

Hoestcirklen

HØSTCIRKLEN, det næste online skrivegruppeforløb, starter helt symbolsk søndag den 7. august, samme dag som de lyse nætter ender. Her står porten til høsten åben, nætterne bliver længere, mørket vokser stødt, stille og gradvist i naturligt tempo.

Vi forankrer os i nuet, det skabende øjeblik, og langsomt vender vi næsen hjemad og indad. Vi rydder lidt op i vores indre, så vi kan modtage høsten. I Høstcirklen høster vi via ordene og fortællingens kraft og øver os i at skrive fra sjæl og hjerte.

For høsten og efteråret er ikke kun en forberedelse til den kommende vinter. Det er i høj grad også et tidspunkt, hvor vi fejrer og siger tak for alt det, vi fik med igennem foråret og sommeren. Det, der bar frugt og som vi spiser og nyder godt af lige nu samt det, som vi gemmer til vinterens forrådskammer.

Du finder invitation og detaljer om Høstcirklen i linket her eller ved at klikke på billedet ovenfor. Høstcirklen er næste online skrivegruppeforløb i pagt med årshjulet og i kærlighed til processen.

Kom, find din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.

Tilmelder du dig inden den 7. juli, opnår du early bird rabat og sparer 199 kr.

Tilmelding sker som altid til skrivehuset@gmail.com

PS. Der er ikke faste dage, du skal kunne deltage. Forløbet er glidende og du skaber selv dit rum og din tid, hvor du skriver, så det passer ind i dit liv.

Kærlig hilsen
Lene