Mirakelbogen

The Cave

Brevet og ordene om Mirakelbogen sendte jeg i går til modtagerne af mit Inspirationsbrev til Livet og Skriverejsen. Men jeg har lyst til at dele det her med dig også, så du med egne øjne kan se og med eget hjerte kan mærke, om det var noget for dig i fremtiden at modtage disse breve i din postkasse.

Hvis ja, kan du tilmelde dig inspirationsbrevet i linket her. Fremover vil inspirationsbrevene ikke figurere på bloggen.

Men i dag, den sidste dag i november. Da vil jeg gerne sige tak til dig, fordi du læser med og tak til November for at åbne en dør, jeg aldrig ville have turde åbne på egen hånd. Jeg vil blive glad, hvis du har lyst til at læse inspirationsbrevene fremover og hvis ikke kan du altid bare melde fra igen. Som med så mange andre ting i livet er det dit valg.

Min intention er at inspirere og give dig lyst og mod til at starte eller genstarte din helt egen skriverejse, for har du skrivelængsel er det næppe en kuriøs tilfældighed. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig. Din sjæl kalder gennem ordene.

Simrebog_magi

Mirakelbogen

Kære ven

November har taget mig med på en tur gennem mørket. Og på den vej, hun åbnede for mig, mødte jeg en kvinde. En kvinde med en intention i hjertet, som dér, midt i novembers tågede land, var endt i ubehagelig blindgyde, som hun ikke kunne komme ud af. Af en vej, som ikke førte nogen steder hen. Et sted, som henlå i mørke og hvor fugten drev ned af hendes kinder og lagde sig som en hinde i hendes hår. Det var koldt. Isnende koldt.

For enden af den vej, som ikke førte nogen steder hen, så hun skriften på væggen. Eller rettere sagt, hun så den mur, som havde rejst sig foran hende. Kvinden påstod, at hun ikke kunne læse ordene, eftersom hun var uforberedt og ikke havde fået sine læsebriller med. Men November i skikkelse af Cailleach læste dem højt for hende.

Hun frøs, kvinden, det var virkelig meget koldt. Eller rettere sagt, jeg frøs som jeg aldrig har frosset før. Og dette skal virkelig ikke skrives i 3. person ental. Thi den kvinde, jeg mødte, var mig selv og de dæmoner, jeg så og stod ansigt til ansigt med, var mine egne.

Mirakler

Hvad stod der mon? Hvad handlede den skrift om, som Cailleach læste højt for mig midt i blindgyden med den grimme mur? Ser du, det er jeg i færd med skrive mig ind i.  Og jeg har fået en Mirakelbog til formålet.

For sandheden er, at hun ikke behøvede at sige så meget, den gamle Cailleach. Hun så bare på mig og lagde en hånd på min skulder, mens hun stirrede direkte ind min sjæls mørke steder, alt det, jeg i så mange år har skjult og er flygtet fra. Lige indtil den dag i november, hvor jeg endte i blindgyden. Forleden dag.

Det hele er lidt nyt, men fortællingen her vil gerne skrives og deles, så det gør jeg i mit brev til dig. Mit håb er som altid, at jeg midt i min egen proces og på min indre rejse og skriverejse, kan inspirere dig og måske give dig lyst og mod til at gøre det samme. På din måde.

Mirakelbogen

Du kan jo starte med Mirakelbogen, hvis også du har lyst til at invitere mirakler i dit liv. Bare en ide. Tag den eller lad den den gå. Nuvel.

Cailleach citerede en vis Joseph Campbell og hviskede ord som tåge i novembermørket. Hendes krogede fingre lå som et løfte om min skuldre.

“The cave you fear to enter holds the treasure you seek, gentog jeg. “Er det alt, du vil sige til mig her, Cailleach? Er det ordene? Ja, for dem kender jeg udmærket godt, jeg har selv citeret Joseph Campbell for dem. Står der virkelig ikke noget mere dér på muren? Jeg var så sikker på, at jeg nu endelig var på rette vej, men ak. Jeg er endt i endnu en blindgyde.”

”The cave you fear to enter holds the treasure you seek.” Hun gentog sætningen, mens hun drejede hovedet fra side til side. Der var ikke flere. Ord. Hendes hånd lå stadig på min skulder og pludselig synes jeg, at hun var ubehageligt tæt på. Jeg ville træde et skridt tilbage, men så ramte jeg muren. Der var ingen steder at flygte hen.

Har det mon noget med min intention at gøre?

Pludselig forstod jeg noget, lige dér med ryggen mod muren og med Cailleachs krogede fingre på min skulder, hendes blik begravet i mit og indhyllet i tåge.

”Har det noget med min intention at gøre?” Den nye intention, som jeg for nylig formulerede?”

”Tampen brænder.” Hendes tandløse smil var forbavsende smukt og som en stjernehimmel over vores hoveder.

”Jeg ønsker at lære gennem kærlighed” hviskede jeg og mumlede min intention for mig selv. Jeg har fået nok af frygt og det skrev jeg om i mit brev forleden. Jeg fortalte dig om frygtens flod og hvordan jeg var blevet taget af strømmen uden at kunne gøre andet end at overgive mig og følge med. Ja, det har været et spændende efterår! Du må gerne smile. Det gør jeg.

November_red


Frygtens flod

Jeg så mig selv flyde omkring i en flod, strømmen havde taget mig og jeg kunne intet gøre, jeg måtte blot følge med. Også selvom det ikke var en god flod. Det var frygtens flod. Det var som om frygten så min løsrivelse fra kernen som et tegn til, at jeg var sårbar og ude af stand til at gøre det, jeg ellers gør for at forankre mig og koble mig til Kilden.  Jeg både stod på flodbredden og så mig selv blive revet med samtidig med, at jeg var i floden og mærkede frygtens greb om mit hjerte. Det klemte, det gjorde ondt, men jeg var ikke i stand til at stoppe den. Frygten. Floden. Jeg flød med og det i en vis fart. Direkte mod vandfaldet.

Tid til at vælge

Men så skete der noget. Det var som om nogen prikkede mig på skulderen og gjorde mig opmærksom på, at det var tid til at vælge. ”Vælge”, sagde jeg, ”hvad skal jeg vælge? Jeg har jo ikke noget valg, se bare der, hvor jeg er grebet af frygt og tanker om begrænsning og mangel. Se bare, hvor jeg kan stå og pege fingre af mig selv og konstatere, at jeg tilsyneladende ikke har lært en disse. Jeg troede, at jeg havde valgt kærligheden. Men det er frygten, som har tag i mig.”

Frygt eller kærlighed

”Det er tid til at vælge” sagde hun igen og det er ikke så svært. Du får to valgmuligheder. Frygt eller kærlighed. Og du skal tænke dig godt om og mærke efter, for i modsætning til, hvad du tror lige nu, har du faktisk lært en meget vigtig lektie. En lektie, som kan forandre alting for evigt. For dig. For verden. Fordi du nu har chancen for en gang for alle at skifte perspektiv. ”

Jeg nikkede og bed mig selv i underlæben. Hjertet hamrede i mit bryst. På himlen blev lyset skarpere, skyerne gled til side. To fugle fløj hen over hovedet på mig. Jeg tror, at det var krager.

”Frygt eller kærlighed” sagde hun og smilede. I det hun sagde det, rev en tåre sig løs og trillede ned af min kind. Jeg vidste instinktivt, at dette var et af de vigtigste tidspunkter i mit liv.

Jeg valgte kærligheden og jeg formulerede en intention

Jeg valgte kærligheden og jeg formulerede en intention. ”Jeg ønsker at lære gennem kærlighed.” Derfor kom det som noget af en grim overraskelse at ende i en fugtig blindgyde. På en kold og tåget novembernat i selskab med selveste Cailleach. Og en mur.

The cave you fear to enter holds the treasure you hold

Nu er jeg gået ind i hulen. Muren er som tågen for længst fordampet og det er blevet dag. Selvom lyset er sparsomt, javist, vi er jo i slutningen af november og på vej mod Vintersolhverv. Vi befinder os i årets mørkeste periode. Og jeg befinder mig i en hule.

I hulen fandt jeg Mirakelbogen

I hulen fandt jeg Mirakelbogen. Dér lå den, en fin notesbog af god kvalitet med tomme sider og linjer, som jeg bedst kan lide det. Og jeg vidste det, i samme sekund jeg så den. At det var en Mirakelbog og at den var min at skrive. Dér i den hule, jeg altid har frygtet at gå ind i.

Reading in the woods

Du er i færd med at gøde din sjæls jord

”Du er i færd med at gøde din sjæls jord” siger hun og dukker op igen. Cailleach. I hulen. Og jeg bliver glad for at se hende nu, det kan jeg godt afsløre, for jeg egentlig godt lide hende. Hun minder mig om min nu afdøde farmor, en sublim blanding af min farmor og Ravnen. Faktisk. Jeg sætter mig ned med Mirakelbogen i skødet, lader mine hænder hvile på bogens kølige overflade og lytter til Cailleachs ord.

”Alle de mørke, beskidte steder kan blive til fed gødning af din sjæls jord. Når du endelig slapper af og hengiver dig til den jord, bliver al den energi, som du før brugte for at holde dig ovenpå jorden som et slags sollys, der kan styrke din vækst. Ja, det er faktisk ret smart.”

Hun ler højt og ser på mig i hulens sparsomme lys. En kvinde med en bog i sit skød. En Mirakelbog. Jeg ler med.

”Favn nu de aspekter, som du har forsøgt at skjule eller lukke ude. De følelser tilhører dit sårede barn og de har brug for din kærlighed for at heale. Og det passer jo så fint med din intention ja, for selvfølgelig har det noget med den at gøre. Du ønsker at lære gennem kærlighed. Nuvel, nu har du chancen.

Det er også et mirakel.

Gød den ord, der før var gold og begrænset

Se på det, du før flygtede fra med kærlige øjne og gød den jord, der før var gold og begrænset. Sæt ord på, lad fortællinger opstå, der beskriver de sårede og skamfulde steder, ja, gør det på den måde, som falder dig så naturligt og som du altid har elsket. Vær den fortællerske, du er.

Spørg dine skamfulde og sorgfulde, vrede og skjulte følelser, hvad de har at lære dig og hvilke velsignelser, de nu bringer. Spørg dem, hvad de har brug for og lad dem få en gavnlig og gavmild plads i dit liv. I din muld.

Det er nu, du kan plante de frø og lade dem hvile i mørket gennem vinteren, vande, gøde og lade ske. Vi er i rodenergiens tid og det kan du også ære gennem dit skrivearbejde. Skriv lidt hver dag i Mirakelbogen og åbn dig for mirakler. Så skal du bare se.”

Nu sidder jeg alene i hulen med Mirakelbogen. Kysser forsigtig dens omslag og venter lidt. Jeg har ikke travlt. Men jeg får pludselig lyst til at skrive noget i den, det er som om jeg hører en stemme og husker et citat. Frans af Assisis kommer til syne for mit indre og en bog, som står på min bogreol på kontoret ovenpå. Ja, for hulen befinder sig naturligvis allerlængst nede og under det hus, jeg normalt beboer.

Jeg åbner forsigtigt bogen og ser, at der hænger en pen ved. Og nogen har allerede skrevet et par ord på den allerførste side som en slags indledning, en intention og et løfte.

”Mirakelbogen min.” Bagved er der tegnet et blåt hjerte. Jeg smiler og skynder mig videre til den første tomme side, hvor jeg skriver det citat, jeg nu ser danse for mine øjne.

”Fra den dag var frygten, arrogancen og ubehaget blevet Frans’ læremestre. Hver gang de dukkede op, genkendte han dem og vidste, at de pegede på en begrænsning … ”
– Kristin Flood i bogen ”I Frans af Assisis Fodspor, Jagten på en anden rigdom.”

Her slutter min fortælling for denne gang. Fortsættelsen er nu min at skrive og folde ud.

Og du har ret, hvis du antager, at jeg har en intention om at skrive mig ind for at hente de mirakler ud, som bor bag alt det, jeg hele mit liv har anstrengt mig for at holde nede.

Jeg dedikerer vinteren til mit skrivearbejde i Mirakelbogen

Et skrivearbejde, som kommer til at foregå i den vinter, vi nu er gået ind i. På vej mod Vintersolhverv og et tidspunkt på året, som jeg altid fejrer. I år vil jeg lave en helt særlig ceremoni i forhold til det, jeg nu skriver mig ind i via Mirakelbogen.

Det skal jeg nok fortælle dig om i et af mine kommende breve.

Nu er det rodenergiens tid

Nu er det rodenergiens tid. Og rødder går som bekendt dybt ned i jorden. Jeg er landet i hulen og gør nu klar til mirakler. Dybt i jorden, midt i mørket. Vinterens rum er perfekt til den slags skrivearbejde.

Måske har du også fået lyst til skabe helt din egen Mirakelbog? Og via den vej invitere mirakler og nye åbninger ind i dit liv? For har du som jeg skrivelyst og længsel, er skriverejsen måske også en kraftfuld måde for dig.

The Path of Writing

Du er altid hjertelig velkommen i en af mine online skrivecirkler, hvis du vil øve dig på at skrive fra sjæl og hjerte og har lyst til at invitere fortællingens kraft ind i dit liv.

Næste forløb er SOLHVERVSCIRKLEN og vi starter den 5. januar.
Og lige nu er der ravnerabat at hente!

Skatten findes i hulen

Og skatten findes i den hule, jeg før var så bange for at gå ind i. Det er jeg sikker på. Og nu sidder jeg her. Med Mirakelbogen i mit skød. I hulen, i vintermørket. Et nyt eventyr kan begynde.

Kærlig hilsen
Lene

”At få bedre jordforbindelse er virkelig et løbende arbejde. Der er helt sikkert nogen af os, især mange med anlæg for det kreative, der let kan fortabe sig i andre virkeligheder. Og spirituelle fællesskaber og selv yogahold kan undertiden være fyldt med folk, der længes efter at slippe for nuets trængsler og erstatte det med en euforisk tilstand af lyksalighed.

Men hvad nu, hvis det er ét og det samme? En falsk modsætning. Gud findes virkelig i detaljerne, alle de besværlige, jordiske detaljer.”

– Tosha Silver –

solhvervscirklen

Vil du med på skriverejse? Solhvervscirklen er næste forløb.

Næste online skrivecirkelforløb er SOLHVERVSCIRKLEN. Vi stævner ud den den 5. januar 2018.

For kvinder med skrivelyst og længsel i alle aldre. Boost din skriveglæde og sæt din indre fortællerske fri.

Lige nu er der ravnerabat at hente, hvis du altså tilmelder dig senest den 10. december. Rabatten gælder, så længe pladser haves og til og med den 10.12.

Jeg kan glæde dig med, at der stadig er ledige pladser.

Skriveøvelsen?

Den er til modtagere af mit inspirationsbrev. Og til dig måske?

Skriveøvelsen i inspirationsbrevet får du ikke her. Den er til modtagere af mit inspirationsbrev. Jeg glæder mig til at byde på nye skriveafsæt og pirre din skrivelængsel fremover. Og får du lyst til at dele dit skrivearbejde med afsættet med mig, er der rabat at hente på deltagergebyret på næste online skrivecirkel i pagt med årshjulet.

Du tilmelder dig inspirationsbrevet lige her.

“The cave you fear to enter holds the treasure you seek”
– Jospeh Campbell–

Kærlighedsbreve fra sjælen

Instagram media by lene_frandsen - I have a passion for bridges. And somehow I've always considered myself a go-between 💚

Hvad nu hvis vi alle har en glødende indre bejler, der skriver kærlighedsbreve til os hver eneste dag, som vi ofte ikke åbner? spørger Tosha Silver. De ord får mig til at smile og giver mig kuldegysning, for det var netop sådan, det var for mig. Først da jeg mødte op og tog min skrivelængsel alvorligt, kunne jeg åbne brevene fra sjælen og sætte ord på alt det, der boblede i mit indre. Da startede min egen skriverejse.

Kærlighedsbreve fra sjælen

Din sjæl vil gerne skrive kærlighedsbreve til dig, men du er nødt til at møde op og holde pennen.

Jeg savnede et rum, hvor skrivelængslen kunne danse

Jeg har skabt Høstcirklen (og de andre skrivecirkler) netop for at give dig og andre skrivende sjæle mulighed for at møde op og tage skrivelængslen alvorligt. Et sted, hvor der er tegnet en hellig cirkel omkring den intention, du bærer i hjertet og hvor du via månedlige skriveafsæt og små skriveopgaver får rig mulighed for at folde din skrivelængsel ud.

Skrivecirklerne er forankret i årstiderne og den energi, der er til rådighed på de forskellige tidspunkter. Det giver et helt andet indblik i den kreative proces. Samtidig forankrer det os i nuet med øget indre ro og glæde til følge, fordi vi bevidst arbejder med naturen og hengiver os til den naturlige cyklus. Stress og uro dulmes. Og Kilden er skam også inviteret, Kilden siger nemlig aldrig nej til en invitation fra hjertet.

Husk at invitere kilden.

Jeg har skabt de rum, jeg savnede

Da jeg i sin tid startede på min egen skriverejse, ledte jeg efter noget lignende, et sted hvor jeg kunne gå hen, skrive og være med min skrivelængsel netop på denne måde, men det fandtes ikke. Jeg var på forfatterkurser og i skrivegrupper, men det var ikke helt det, min sjæl sang om og længtes efter. Inspireret af spirituelle skriveworkshops og events i bl.a. USA og England, skaber jeg nu de rum, jeg selv savnede. Skrivecirklerne, de intuitive skriveworkshops og Skriv din Sjæl er resultatet og jeg finjusterer og udvikler hele tiden, kærligt og inspirerende hjulpet på vej af alle de skønner kvinder, som har gæstet både skriveworkshops og skrivecirkler og været i personlige forløb.

Jeg lærer hele tiden nyt og bliver så glædeligt overrasket over alt det, der opstår og finder vej til de magiske skriverum.

Skriverejsen sætter en indre forvandlingsproces i gang

Skriveøvelserne i cirklerne tager afsæt i hver enkelt årstid og giver dig mulighed for at dykke helt ind i den naturlige energi, cyklus og blive en bevidst del af den. Både gennem ordene, for nu møder du op, skriver og tager imod, og fordi du hurtigt vil opdage, at der sker noget magisk netop fordi du nu har dedikeret dig og formuleret en hjertelig intention, der er i overensstemmelse med det, din sjæl synger op.

Intentions kraft er stor

Ord, din intention og dit fremmøde er en magisk handling i sig selv. Skriverejsen skaber dybe tråde til dit liv og sætter en indre forvandlingsproces i gang. Det er ikke længere bare ord og skriverier. Det er fra dig til dig. Fra et sted dybt i dig selv, fra dit hjerte og din sjæl. Det har du mit ord på.

Tanker på rejsen

Forleden dag fik jeg en henvendelse fra en kvinde, som skriver sit liv og sin længsel. Hun folder ud på sin helt egen skriverejse og har lavet en blog til formålet. Bloggen hedder Min Spirituelle Rejse og her skriver Tina om små og store skridt sin spirituelle rejse, som vi alle er på, hvad end vi er bevidste eller ubevidste om det. Tina er i høj grad på skriverejse og skrev til mig, fordi hun gerne ville mig for, hvad skrivelængsel egentlig er et symptom på. De vakte nemlig dyb genklang hos hende; hun skriver således:

Skrivelængsel er et symptom og handler faktisk sjældent om, at vi partout skal skrive en bog eller give noget videre til offentligheden. Det handler om vores længsel efter os selv, vores sjæl og den visdom, der bølger dybt i os. Længsel efter at hengive os til vores kreativitet og skaberkraft og tage det igen, som vi har mistet undervejs. En visdom og en vej, som vi kan skrive og som bliver til, mens vi skriver og hengiver os til processen.

At jeg fra pålidelige clairvoyante kilder ved, at jeg en dag kommer til at udgive noget, betyder mindre end den store tilfredsstillelse, det er, at smelte mere og mere sammen med min sjæl undervejs.

Vi åbner brevene fra sjælen, når vi møder op og skriver

Det er også min erfaring. Tilfredsstillelse i at møde op og skrive det, som det er, er en befrielse i sig selv. For gennem vores fremmøde og ved at holde pennen i hånden, åbner vi faktisk de kærlighedsbreve, som vores sjæl hver eneste dag skriver til os. Vi åbner op, så vi kan tage imod de ord, der bobler indeni, de ord og de impulser, der giver os skrivelængsel og gør os underligt sultne på noget, vi ikke helt ved, hvad er. Men sjælen ved det godt. Og bruger du fortællingens kraft til at støtte dig på din rejse, vil du få så mange gaver, at du ikke drømmer om det. Dine egne ord og din helt egen måde, dybt fra din sjæl og din intuition. Det er da en god historie!

Og du kunne jo lave en blog ligesom Tinas og dele, alt det, der opstår på din skriverejse. Eller noget af det. Det var sådan, min egen skriverejse startede og det var den måde, min sjæl trængte igennem til mig. Via ordene og de fortællinger, der ligeså stille sivede ud mellem linjerne på Poetiske Paradokser, hvor jeg stadig lejlighedsvis skriver den dag i dag. Der er lidt stille i øjeblikke, fordi jeg i år skriver på en bog, ørnens fortælling, men jeg elsker mit skriverum, der er dedikeret til Megans forunderlige rejse.

Dit skrivende fremmøde breder sig som ringe i vandet

Men der er en sidegevinst, ja der er faktisk mange, for dit fremmøde breder sig som ringe i vandet og skaber nye åbninger på andre måder. Døre åbnes i dit liv og på din vej, åbninger som ikke fandtes før. Alene det at skrive, flydende, intuitivt og uden om hovedet og den evindelige modstand, frygt og indre censor, giver en sprudlende og umiddelbar glæde, der er nærmest umulig at beskrive, den skal opleves! Det gør godt, det bløder op, kreativiteten flyder igennem dig som en lysende kraft af noget, der minder forbavsende meget om kærlighed.

Du er skabt til at skabe og det gør ondt at lade være …

Du er skabt til at skabe. Også det vil din sjæl gerne fortælle dig om. Faktisk har den så mange gode og forløsende ord til dig, at den er nødt til at gøre sig store anstrengelser for faktisk at få dig til at tage imod. Skrivelængsel er bare en af de måder, sjælen prøver at få kontakt med dig på. Bliver du ved med at overhøre den, lægger du yderligere låg på og udskyder du mødet, bliver kroppen tung. Ubrugt kreativitet sætter sig som smerter, spændinger og endda sygdom.

Jeg har dedikeret mit liv til at skabe smukke rum

Men alt det ved du godt. Og jeg vil bare sige til dig at jeg er her, jeg har dedikeret mit liv og mit virke til at skabe smukke rum, hvor skrivelængslen får lov at blive til ord, sætninger og fortællinger, der danser over linjerne, glæder os og åbner hjerter. Rum, hvor der plads til det hele uden dom og forhastede konklusioner. Rum, hvor kreativiteten får lov til at spire, hvor vi kan øve os, prøve forskellige måder og metoder, finde vores egen vej, egne ord og åbne op for alt det, der gerne vil fortælles. Det er så magisk. Det gør så godt.

HØSTCIRKLEN er et af de rum

Høstcirklen er et af de rum. Og jeg kan afsløre for dig, at jeg efter afholdelse af nu fire skrivecirkler har finjusteret forløbet, så du får endnu mere ud af din dedikation og dit fremmøde:

Større fokus på hensigtserklæringen, din magiske intention
Der er endnu mere fokus på hensigtserklæringen, din hjertelige intention, som er med til at skabe både dit indre skriverum og indstille dig på at modtage men som selvfølgelig også giver energi til det fælles rum. Jeg viser dig hvordan.

Lille pris, stort udbytte
Prisen er stadig ekstremt favorabel. For kun DKK 995,-. kan du i 3 måneder bogstaveligt talt få alt det, du skrivemæssigt drømmer fordi, fordi du her starter eller genstarter din skriveproces fra et helt nyt sted.  Når forløbet er ovre, kan du vælge at gå videre i en ny skrivecirkel eller du kan fortsætte på din skriverejse på egen hånd. Nu er du i gang, nu ved du hvordan, for du har fået en direkte skriveoplevelse og du har fået gode ord, sparring, inspiration og masser af kærlighed med på vejen. Der er nemlig altid en utrolig fin stemning og opbakning fra de andre i skrivecirklerne. De er jo på akkurat samme rejse som dig.

Din egen skrivecoach og rejsevejleder
Undervejs har du selvfølgelig mulighed for at konsultere mig, skrivecoachen, som selv skriver sin vej og har gjort det i mange år. Lad mig øse af det, jeg har lært og som virker. Spis af den buffet, der har hjulpet mig på min skrivevej, smag på retterne og tag det, du kan bruge.

DIN INVITATION til HØSTCIRKLEN finder du her. Fra august til og med oktober.
Alle detaljerne finder du i invitationslinket.

Kom og vær med i Høstcirklen

Skriv til mig på skrivehuset@gmail.com og tilmeld dig HØSTCIRKLEN, hvis du kan mærke, at det skal være sådan. Og er du i tvivl, som gør det, jeg altid selv gør, hvis jeg ikke umiddelbart kan mærke et entydigt svar. Jeg møder op og spørger mit hjerte og/eller min sjæl.

Er du i tvivl? Spørg din sjæl

Start med opvarmningsøvelsen, som du finder her. Tøm hovedet for tunge tanker og overfladevand. Det tager 5 minutter og herefter er du klar til at skrive fra et dybere sted i dig selv.

Stil dit spørgsmål? Kære sjæl eller hjerte, skal jeg være med i Høstcirklen? Eller hvad du nu vil spørge om. Stil dit stopur og skriv så flydende og intuitivt som muligt. Hånden på hjertet, hvad er det egentlig min skrivelængsel handler om? Og hvorfor er det så svært for mig at tage imod det, jeg ønsker mig allermest? Mine egne ord, min egen stemme, min indre rådgivning og kærlighed?

Ja til sjæl, skriveglæde og HØSTCIRKEL?

Skriv og du får svar. Og er svaret et JA til sjæl, skriveglæde og Høstcirklen, så ved du nu hvor du skal skrive dig hen. Skrivehuset@gmail.com.

Kærlig hilsen
Lene

da30b-12934985_545116755672715_1616367928_n

Vær dit eget forår

Siden Vintersolhverv i slutningen af december har jeg skrevet 151 sider på min bog i sporlægningsfasen og det er kun april. Det kunne være fristende allerede nu at gå tilbage og læse, redigere og klippe en masse fra. Men jeg har tegnet en kontrakt med mig selv og Kilden, en hensigtserklæring, jeg har givet mig selv helt og fuldstændigt til sporlægningsfasen og jeg har sagt ja til den struktur, der er en cirkel. Fra Vintersolhverv til Vintersolhverv.

Vi er ude i kreativt kaos, vi er på eventyr

Min indre korrekturmoster er på tæerne lige nu, jeg kan mærke hende og høre hendes fingre tromme mod bordet. Utålmodig, rastløs og lidt bange. For vi er ude i noget, der tilsyneladende ligner kaos lige nu. Jeg skriver det, der kommer og ærlig talt, det er faktisk ret meget. Bortset fra marts, selvfølgelig, hvor jeg følte mig temmelig drænet og ordknap.

3 faser i bogskrivningsfasen

  1. Sporlægningsfasen
  2. Detektivfasen
  3. Redaktørfasen

Som jeg ser det, er dér 3 stadier i bogskrivningsfasen og endnu er jeg kun i sporlægningsfasen. Jeg skal nok fortælle dig om de andre faser på et senere tidspunkt, men det er så vigtigt, at vi er bevidste om, i hvilken fase vi befinder os og hvilken rolle, vi spiller dér. Nej, her er det ikke det et spørgsmål om at multitaske og agere blæksprutte. Det er et spørgsmål om at spille rollen fuldt og helt og hengive sig af hele sit hjerte.

Slow flow

I sporlægningsfasen hengiver vi os til den kreative fase, vi møder op og tager imod. Vi giver slip, lader kommer og skriver det, der viser sig. Den indre dommer er lagt på is. Det er samme er i øvrigt også detektiven og redaktøren, de har deres storhedstid på et andet tidspunkt. Ikke nu. Slet ikke nu. Ord og ideer skal ikke rykkes op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Vi spænder kun ben for os selv og det, der ønsker at blive skrevet gennem os, hvis vi afsiger forhastede domme eller bliver utålmodige og forsøger at fremskynde udviklingen på unaturlig vis. Langt mere godgørende er det at følge det subtile slow flow.

Det er kun lige blevet forår. Giv slip og lad komme.

Samtale med ørnen, en lille fortælling

Jeg har forsøgt at hente nogle svar i forhold til, hvad det egentlig er for en slags bog, jeg er i færd med at skrive. Er det en skrivebog? Eller en bog om årets energi og cyklus og min egen forankring, måned for måned. En bog om kvinde, der blev ørn? Eller en ørn, der så sit snit til at opsøge en kvinde, da hun en junidag ved Sommersolhverv for et par år siden var på trommerejse på et shamanistisk grundkursus, der talte til hendes inderste?

Hensigtserklæringen er min kontrakt med mig selv og Kilden

Svarene udebliver, ørnen smiler underfundigt og ser bare lige igennem mig. ”Svarene kommer, når de er klar, lige nu er du i sporlægningsfasen. Du møder op, du skriver og tager imod. Du har formuleret din hensigtserklæring, du har sat den indre kurs. Husk din intention. Du dømmer ikke, du lader ikke din veludviklede korrekturmoster komme til, selvom det virkelig er svært for dig. Du gør det! Du holder vores aftale for du har vished om, at dette er den eneste måde for dig. Lad gå og lad komme. Giv slip og se, hvad der sker. Husk på at du inderst inde er en vaskægte eventyrerske.”

Når sindet ikke længere griber efter et svar, åbnes et rum.
Bag frygt og modstand findes nye veje og andre sange.
Træf aldrig en beslutning baseret på frygt.
Lad hjertet vise vej.
Også når du skriver og skaber. Ikke mindst når du skriver og skaber.

”Jamen, et helt år?” Jeg protesterer nu lidt, jeg er nødt til at give udtryk for min uro. ”Måske vi lige skulle lave en slags synopsis?”

Nu ler han højt. ”Synopsis? Ja, den er god med dig. Du er i sporlægningsfasen, min kæreste ven. Du møder op og tager imod, du er i eventyrets allerførste fase. Og du forankrer dig, du skriver ikke august i april. Det kan man nemlig ikke, det findes ikke. Lige nu. Lige her. På denne solbeskinnede aprilformiddag, hvor dit indre skrivelys brænder og svarerne slet ikke er født endnu. Tør du blive? Holde ved? Eller flygter du endnu engang fra det, der kalder på dig og som du har danset omkring meget længe? Han ser på mig og et lille smil finder vej til ørnenæbbet.

Ørne, ånder og alt det, der ikke helt kan forklares

”Hvordan vil du egentlig forklare det med ørne og ånder, når du gør din bog klar til udgivelse?” Det er han åbenbart spændt på at høre, et drilsk smil danser i den ene øjenkrog.

”Det aner jeg da ikke!” Min stemme lyder en smule forpint. ”Det der jo det, jeg mener. Hvad pokker skal jeg skal sige til alle … de vantro?” Jeg vælger ikke ordet, ordet vælger mig. Og eftersom jeg er i sporlægningsfasen og ikke retter og dømmer, lader jeg det stå. Vantro. Jeg mener det ikke så slemt. Måske skulle jeg hellere bruge ordet uvidende? Eller hvad kalder man …?

Det er frihed

”De vantro. Det rigtige ord er ligegyldigt lige nu, for egentlig er det bare stemmerne i dit eget hoved, du frygter. Dem skal du ikke bekymre dig om. Om så dér kun er dig selv og Kilden tilbage, når denne bog ser dagens lys, så skal du være tro mod det, der er din vej. Den kvinde, der nu dukker op fra disen, det lys, der nu sejler ud mellem skyernes sprækker, de fugle, der synger og fejrer forårets kommen trods vind og vejr. Alt det er dit. Alt det er dig. Og alligevel ejer du intet. Det er frihed. Og det er lige netop den frihed, dit hjerte egentlig ønsker sig, ikke sandt?”

Jeg sidder lidt og smager på hans ord. Skyller ned med kaffe og lader blikket glide ud gennem vinduet.

”Ved du hvad Ørn? Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvad mit hjerte egentlig ønsker sig, bortset fra kærlighed, men …

”Det er nok. Kærlighed!”

”Ja, selvfølgelig, men hør mig nu til ende. Jeg har fundet ud af noget, som hjælper og støtter mig. Hver eneste morgen møder jeg op og forankrer mig. Jeg ved nu, hvad det vil sige at gå og skrive i tillid og det øver jeg mig på. Jeg bruger ordets kraft og den tryllestav, jeg er blevet givet i vuggegave. Jeg går med det, min sjæl synger op og jeg er nu parat til at give slip på alt det og alle dem, som fornærmer min sjæl. Når min intuition siger “nej tak” så er det de ord, jeg udtaler. “Nej tak”.

”Du har lært ikke at drikke andres gift, selv når den bliver tilbudt med kærlighed”. Han nikker tilfreds.

Der er meget at give slip på

”Jep. Jeg har besluttet mig for at give slip på alt det, som ikke gør mig godt og som tjener mit formål. Det er den stikling, jeg har sat ned i forårets muld, det er det skrøbelige skud, jeg nu vander og gøder og som jeg vil gøre alt for vokser sig stort og stærkt, så det kan blomstre til sommer og vokse i mig forevigt.

Jeg gav min styrke væk, men alt er tilgivet

Jeg beskytter min stikling. Og derfor kan det ikke nytte noget, at jeg drikker andres gift og vander min stikling med det. Det har jeg gjort så mange gange før og hvad skete dér. Den døde inden den fik grokraft og styrke, den visnede i puppestadiet og jeg stod tilbage med bristede illusioner. Tænkte, at det var mig, der var noget galt med. Jeg gav min styrke fra mig, jeg vidste ikke bedre og jeg har kun mig selv at takke for det. Men alt er tilgivet. Nu ved jeg bedre og derfor er min intention at beskytte det, der vokser i kærlighedens muld. Det, der er mit bidrag til denne skrantede klode. Jeg ved at der findes en anden vej og en anden måde. Når vi altså husker at beskytte de smukke stiklinger, værner om dem, vander, gøder og passer dem, så de vokse sig store og brede sig som ringe i vandet. Eller som brændenælder i baghaven!

Lyset vælter ind af vinduet i samme sekund, jeg skriver de ord. Et smil kysser mine læber.

“Jeg behøver vist ikke at forklare det i detaljer nu, vel Ørn? Det er for tidligt. Det er kun lige blevet forår”

”Ja for pokker” ler han og latteren runger i universet. “Det er kun lige blevet forår.”


Kære ven

Ovenstående er et lille uddrag fra den bog, jeg skriver på. En stikling. Men det er en af de seje stiklinger, der ikke er sådan til at bide skeer med, så den kan godt tåle at blive delt allerede nu.

Værn om dine stiklinger, vand dem ikke med andres gift

Kære ven, du som læser dette, også du må huske på, at det kun lige er blevet forår. Værn om de stiklinger, du har sat i jorden og vand og gød med det, der gør dig godt. Kun du kan beskytte det, der endnu er for skrøbeligt og nyt til at stå på egne ben.

Gå med det, du kan mærke gør dig godt, følg glæden og de subtile veje, der åbner sig for dig, mens du går. Eller sidder. Drik af solens godgørende stråler, når de er dér og lad vinden blæse alt det bort, der ikke længere tjener dig. Lad regnen vaske resterne af det væk, der endnu tynger og gå så ind i foråret som om alt er nyt. Brug naturen til at hjælpe dig på vej og lyt. Lyt til det, der nu synger i kor og langsomt vokser sig større. I dig og omkring dig. Vær dit eget forår.

Hvis du vil have folks accept,
bliver du deres fange.
– Lao Zi –

SOMMERCIRKLEN

Har du fået lyst til, som jeg selv gør det, at lade ord og fortællinger støtte dig på din rejse, er du hjertelig velkommen i Sommercirklen. Du kan læse invitationen i linket her, men som supplement vil jeg nedenfor skitsere reglerne for dig, som gælder alle hellige, kreative cirkler. Hellig som i noget, vi værner om og passer på.

Og det er ikke mig, der har opfundet reglerne, men da jeg læste dem, sang min sjæl fornøjet som en flyvemoden solsort. De smukke regler er selvfølgelig også gældende for Sommercirklen og de andre skrivecirkler, jeg i årets løb og cyklus tilbyder dig og din skrivelængsel.

Kærlig hilsen
Lene

DEN HELLIGE CIRKEL

Den hellige cirkel bygger på respekt og tillid. Billedet på den er en have. Hver plante har sit navn og sin plads. Der findes ikke en blomst, som overflødiggør en anden. Hver blomst har sin enestående og uerstattelige skønhed.

Lad os være nænsomme ved hinanden. Lad os ikke rykke hinandens ord og ideer op med rode, før de har haft mulighed for at blomstre. Lad os give tid til udviklingsprocessen, de sovende tanker, regelmæssigheden, dannelsen af frugt og at ny sæd sås. Lad os aldrig afsige forhastede domme eller være letsindige i vores trang til at fremme en unaturlig hurtig udvikling. Lad der altid være et sted, hvor kunstnerens tumling kan forsøge sig, vakle, mislykkes og forsøge igen.

Lad os huske på, at i naturens verden er der en mening med hvert eneste tab, man lider. Det samme gælder for os mennesker. Hvis man forstår at udnytte det, kan en kunstnerisk fiasko være den gødning, der nærer næste års kunstneriske succes. Husk, vi er med for at trække seje træk, for at modnes og høste, ikke for at få et hurtigt fix. Vi har et åndeligt fællesskab.

Regler for hellige cirkler

  • Kreativitet blomstrer, hvor man er tryg og føler sig accepteret.
  • Kreativitet styrkes blandt venner og isner blandt fjender.
  • Alle kreative tanker er børn, som fortjener vores beskyttelse.
  • For at få kunstnerisk succes, må man have haft kunstneriske fiaskoer.
  • At opfylde vor kunstneriske bestemmelse er en hellig pagt.
  • Når man modarbejder sin kreativitet, forbryder man sig mod en hellig pligt.
  • Kreativt modspil skal støtte det kunstneriske barn, aldrig gøre nar af det.
  • Kreativt modspil skal bygge på styrker, aldrig beskæftige sig med svagheder.
  • Succes kommer i bølger og er et udslag af gavmildhed.
  • Andres fremgang kan aldrig stå i vejen for ens egen fremgang.

Gud er kilden. Ingen menneskelig kraft kan lægge hindringer for eller skabe goder. Vi er alle bærere af en højere bevidsthed, som gør sig gældende gennem os. Vi er alle på lige fod forbundet med en åndelig kilde. Vi ved ikke altid, hvem iblandt os, der bedst kan vise vej. Vi er alle bestemt til at ære og tjene hinanden.

– Fra Julia Camerons skønne og berigende bog ”Kreativitet” –

Påskeliljer

 

 

Pigen der fortalte eventyr

cropped-2011-november-003_b.jpg

Der var engang en pige, som elskede at skrive og fortælle eventyr. Så snart hun kunne tale, kom der historier ud af hendes mund og et af de største øjeblikke i hendes barndom var, da hun lærte at skrive og kunne nedfælde alle de historier, der ligesom bare kom til hende.

Hun mødte op og så strømmede det bare igennem hende og ud på papiret. Det var næsten som magi. “Jeg er jo min egen magiker”, tænkte hun og var begejstret helt ind i sjælen. Når jeg bliver stor, vil jeg være forfatter og dele alle de gode historier med resten af verden, for livet er i sandhed et eventyr og verden er magisk.

Hun færdedes allerhelst i naturen, selvom hun dengang boede i byen, hun dansede med vinden og med de hunde, hun mødte på sin vej, dyreelsker som hun var. Hun levede og åndede for eventyr, magi og fortællingens kraft. Hun gjorde ikke noget særligt, hun anstrengte sig ikke, det kom bare og fossede gennem hende som vandet igennem en vandslange. Og det udløste spontant glæde og begejstring! I hvert fald hos hende selv og hendes farmor, som barndommen igennem støttede og løftede hende på de eventyrlige fortællingers vej.

Virkeligheden bankede på

Men virkeligheden kom og slukkede for eventyret. I mange år. Nogen fortalte hende, at der ikke findes eventyr, at livet ikke er særligt smukt og at man skal yde, før man kan nyde. De pegede på alt det, der ikke var som det skulle være og de fortalte hende, at hun var nødt til at vælge sig en helt anden slags karriere, hvis hun skulle blive til noget.

Efterhånden lagde hun forfatterdrømmen og skriveglæden på hylden og valgte en karriere, som lignede lidt. God til sprog, eminent til at formulere sig og endda på fremmedsprog!

Så hun valgte sprogene, den boglige vej, der på mange måder var anderledes end det, hendes hjerte sang om, men det smagte da lidt af fugl og nu var hendes forældre tilsyneladende glade! Det betød meget for hende, for som særlig VINDUNDERLIG SENSITIV gik alle stemninger helt ind under huden på hende og hun brød sig ikke om at såre og forskrække andre. Det gjorde hende ondt, når andre blev kede og vrede over, at hun skabte sig. Så hellere klippe en hæl, hugge en tå og lade som om.

Uden egentlig at ville det, valgte hun at tro på, hvad hun var blevet fortalt og efterhånden kunne hun godt fornemme det. Verden var da vist temmelig trist! Øv!

Vi bliver, hvad vi vælger at tro på!

Jo længere væk hun kom fra det, hun elskede og som hun tilsyneladende var skabt til, desto mere mellemfornøjet og ked af det blev hun. Ikke på overfladen, det var ikke noget andre lagde mærke til sådan lige med det samme, men det gnavede i hende et sted indeni. Det gjorde hende ked af det. Og da hun efterhånden slet ikke brugte sin kreativitet på den sprudlende og livgivende måde, der tidligere havde givet hende så meget glæde, blev hun decideret deprimeret. Hun fik flere depressioner og blev på mange måder en skygge af sig selv.

Og sådan skulle der gå mange år indtil den dag, hvor fortællingerne igen så deres snit til at dukke i hendes liv og mindede hende om alt det, hun havde glemt og gemt et sted på vejen. Her startede hendes skriverejse og vejen tilbage til alt det, der før havde skænket hende så stor glæde. Og mere kom til.

I shall be tellling this with a sigh
Somewhere ages and ages hence:
Two roads diverged in a Wood, and I –
I took the one less traveled by
And that has made all the difference
– Robert Frost –

soulportrait

Mit navn er Lene og af ord er jeg kommet

Jeg er sprogligt uddannet, har en BA i engelsk og tysk og har i mere en femogtyve år arbejdet med sprog, skriftlig kommunikation, salg, marketing og voksenuddannelse.

Der findes en anden vej … og en anden måde!

Men de senere år er jeg gået en anden vej. Og at jeg fandt modet til at gøre det, skyldes primært mine egne skriverier. På bloggen Poetiske Paradokser begyndte jeg på en rejse i ord og stemninger, der skulle vise sig at få afgørende betydning for de valg, jeg senere traf og til stadighed træffer. Jeg besluttede mig nemlig for at følge mit hjerte.

Min hjertelige intention

Hvad jeg ikke vidste dengang, var, at jeg faktisk havde formuleret en hjertelig intention, som skulle blive min indre kurs fremover. Jeg overgav efterhånden styringen til min sjæls kompas og det skulle af snoede veje bringe mig frem til Skrivehuset, hvor jeg bor og arbejder i dag.

Og skriverejsen fortsætter …

Fortællingens kraft

Mens jeg skrev og bloggede mig gennem dage og måneder, dukkede der små fortællinger op og de blev mere og mere påtrængende. De ville fortælle mig noget. De så simpelthen deres snit til at smutte ud mellem linjerne og det, jeg ellers havde tænkt mig at skrive om, og så præsenterede de en lidt anden slags sandhed og et andet sprog, end det, jeg havde været vant til i mit professionelle liv.

Månederne gav mig liv og lyst til at leve det

Poesien dukkede op, leg med ord og ordstillinger, ja hele historier dukkede op og blev til små føljetoner. Jeg gav månederne liv  Månederne gav mig liv og opdigtede et pensionat, hvor de kloge damer fra januar til december kunne bo og konversere med mig om livet og om det, der virkelig betød noget. Under overfladen. Månederne og deres cyklus, rejsen gennem året, blev en rød tråd på Poetiske Paradokser. Senere er fuglene kommet til. Blandt andet.

Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske

Ordene førte mig tilbage til min barndom og den store glæde jeg som barn og ung pige havde ved at skrive og skabe fortællinger. Jeg fik igen kontakt til min indre pige, den sensitive eventyrerske, der elsker alt det, andre tilsyneladende haster forbi. Hun har vished om at Gud bor i detaljen, det skrev og fortalte hun jo om allerede dengang!

Min skriveglæde kom tilbage

Min skriveglæde kom tilbage, men det var så sandelig ikke det eneste, der begyndte at komme tilbage til mig.

At følge sit hjerte og lytte til sjælen, intuitionen, den indre stemme

Det hele handlede om, som skrevet står … at følge sit hjerte. Og lige dér gik det for alvor op for mig, for det stod jo dér, sort på hvidt. Jeg havde selv skrevet det!

Jeg havde jo en helt anden drøm med mit liv, end det jeg gik og lavede til daglig.

Keevaogmig

Min historie

Og resten er historie, min historie, som jeg stadig skriver på. Nu følger jeg mit hjerte og gør det, min sjæl synger om. Jeg øver mig på at lytte ikke mindst til min egen intuition og jeg har efterhånden opdaget, at jo mindre jeg anstrenger mig, jo mere jeg giver slip, gør mig modtagelig og lader komme, desto mere af det gode lander dér i min turban og på mit livspapir.

Det er der ikke noget nyt i, det er noget urgammelt, men virkelig at praktisere det og føre det helt ud i livet, det er blevet min hensigt og mit mål. Let go and let God!

Det er blandt andet det jeg underviser i.

You best teach what you most want to learn

Jeg elsker at skrive, undervise og fortælle historier og så ved jeg ikke noget bedre end at dele og øse af det, der hjælper og inspirerer mig på min egen rejse.

Jeg underviser i at skrive fra sjæl og hjerte.

I processen har jeg taget et coachingcertifikat, jeg har uddannet mig til mindfulness practitioner og instruktør (hvilket i praksis nu betyder, at jeg nu har en daglig meditationspraksis, dyrker yoga og anvender de vidunderlige mindfulness principper i min undervisning og på min egen skriverejse). Jeg har også nuppet to moduler af en diplomuddannelse i ledelse; kommunikation og mindfulness. Det har til dels rustet mig til det skønne og vigtige arbejde, jeg i dag udfører som skrivecoach og underviser og som jeg elsker så højt. Men det meste kunne jeg i forvejen, jeg vidste det bare ikke før jeg endelig tog mod til og sprang ud i det.

greenheart

Ja, selvfølgelig er det et spirituelt anliggende!

Selvfølgelig er det også et spirituelt anliggende. Fra ego til sjæl, fra frygt til kærlighed. Også når vi skriver. Verden har hårdt brug for fortællere af de gode historier, dem, der stammer fra sjælen og fra kærligheden. Du kan kalde det, hvad du vil. Jeg kalder det sjælsfortællinger og jeg er en ivrig samler af gode historier.

The planet does not need more successful people. The planet desperately needs more peacemakers, healers, restorers, storytellers, and lovers of all kinds.
– Dalai Lama –

Ordmagi, tryllestave og intentionens kraft

Jeg tror på, at vi er vores egen magiker og at ordene er vores tryllestav. Det har jeg jo selv oplevet gang på gang! Og når vi bevidst begynder at bruge vores tryllestav og formulerer hjertelige hensigtserklæringer, når vi inviterer Kilden og bruger intentionens kraft, når vi møder op og øver os, igen og igen, så skaber vi virkelig rum til at de gode fortællinger kan lande, berige og forvandle os.

Og du behøver ikke at være spirituel som sådan, MEN én ting er sikkert. Du er nødt til at tro på det! Magien, fortællingerne og ordets kraft. Det, du tror på, tror på dig.

Fortællingerne blev mit fyrtårn

Fortællingerne er som fyrtårne. Det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv. De stammer fra sjælen.

Fortællingerne forvandler os

Og du kan tage mit ord for det. Fortællingerne forvandler os, efterhånden som vi møder op og skriver. Blidt og nænsomt bliver vi ledt på vej og gennem vores egne ord finder vi nye veje og måder. Vi skaber med vores ord. Ord er energi, de er informative, men de er også formative. Ordene former os og det er bl.a. derfor, at vi skal vælge vores ord med omhu!

Intentionens kraft

Min egen skriverejse startede ved en tilfældighed, som nok slet ikke var så tilfældig endda. Den åbning, jeg skabte og den hensigt, jeg formulerede i mit hjerte ved intentionens kraft, var så stærk og fundamental, at den langsomt men sikkert skabte en ny vej for mig, som ikke fandtes i forvejen. Eller gjorde den? For efterhånden er jeg kommet til følgende erkendelse, som så fint er formuleret af Tosha Silver i bogen “Helt Åben”:

Der er en plads som du skal opfylde og som ingen andre kan opfylde, noget som du skal gøre, som ingen andre kan gøre. Der er en guddommelig plan med et hvert menneske.

Det pudsige er, at mennesket altid får lige netop det, det ønsker sig, når det giver slip på sin personlige vilje og således giver det guddommelige, den uendelige Kilde mulighed for at arbejde igennem sig.

– Tosha Silver –

Giv slip på forestillingerne om hvordan, mød op og tag imod

Fortællinger er fyrtårne, vejvisere og når vi skriver fra sjælen, strømmer ordene nærmest igennem os som vandet i en vandslange. Vi er blot en kanal for det, der gerne vil fortælles gennem os. Om det er råd og visdom til os selv eller om det er gudegaver også til andre, det er underordnet. Når vi tør lade komme, når vi vælger at give slip, slappe af og tage imod, ændrer både indsigt og udsigt sig markant.

Du kan også lære at bruge fortællingens kraft og skrive fra sjælen

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Inviter fortællingerne ind i dit liv og husk også at indbyde Kilden

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Tag din kreativitet, skriveglæde og styrke tilbage. På en nænsom og sjælsom måde. På din helt egen måde.

Skrivelængsel er sjældent en tilfældighed!

Skrivelængsel er ikke en kuriøs tilfældighed. Det er ofte et kald fra sjælen. Noget vil gerne skrives og fortælles gennem dig og ingen andre end du kan gøre det. Du har helt dine egne fortællinger og din måde at fortælle dem på.

Læs mere om SKRIVEREJSEN i linket her.

Kærlig hilsen
Lene

 

Fortællinger og tryllestave

Anemoner ved søen

Det går mere og mere op for mig. De findes dér allerede. Historierne, fortællingerne, brudstykker af noget, der gerne vil skrives og fortælles. Og de kalder på os på subtile måder, bl.a. ved hjælp af en forunderlig skrivelængsel, en lyst til at skrive, som det vitterligt og helt paradoksalt kan være svært at sætte ord på.

Kærlighed fra Kilden

I nogle kulturer tror man på, at den levende puls i en historie faktisk udsøger visse mennesker gennem hvilke, historierne ønsker at lade sig fortælle eller blive skrevet. Og ved du hvad? Jo mere, jeg arbejder med skrivning og historiefortællinger fra sjælen, jo flere kvinder, jeg har i skriveforløb og i skrivecirkel, og jo flere workshops, jeg afholder, jo mindre bliver tvivlen. Det forholder sig faktisk sådan. Og som Harald, den gode krage fra min egen skriverejse, siger det:

Når du åbner op for kreativiteten og lader den strømme igennem dig, er den som kærlighed fra Kilden. Så bliver du Kilden. Måske finder du en gren eller en kvist og begynder at snitte i den. Fuldstændig opslugt af at lade dine hænder arbejde og uden at vide det eller forstå hvordan, vokser en lille træske ud af grenen og fra dine hænder. Det føles som magi, for egentlig gør du ikke noget. Særligt. Du gør dig i hvert fald ingen anstrengelser og slet ikke umage. Det sker bare. Det opstår i det øjeblik, hvor du slipper kontrollen og griber den impuls, du får. En smuk træske, som uden ord har sin helt egen historie. Og som blev fortalt i det øjeblik, du lod den komme til verden og snittede den med din kniv. Målløs sidder du tilbage og stirrer på den perfekte træske, der ligger så hjemvant i dine hænder. Du berører den blidt og mærker kærlighed.

Den uendelige kreativitet

Det ene kreative område fodrer det andet. Åbner op og skaber passage, så kreativitetens flod bedre kan strømme frit.  Om vi skriver, maler, strikker, laver mad eller på hvilket område, vi vælger at åbne op for vores kreativitet, det ene giver liv til det andet.

Magiske hjælpere på skriverejsen

At skrive fortællinger til at guide os på skriverejsen virker meget stærkt. Og faktisk føles det ofte, som om det i sidste ende er fortællingerne, der skaber os. Det er som om de ved, hvordan vi skal have ordene serveret og hvad der skal siges, beskrives og fortælles, så netop vi bliver berørt, forundret og til sidst forvandlet.

Jeg oplever, at der opstår de smukkeste og dybeste fortællinger på den enkeltes skriverejse, som den skriverejsende slet ikke havde set komme, da hun lagde ud på sin skrivende færd. Og det er styrken i skriverejsen og de personlige forløb, som jeg tilbyder. De er ikke på forhånd defineret, de udvikler sig efterhånden som du udvikler dig. Jeg sidder klar til at adressere det, der fylder for dig og skaber nye skriveøvelser og opgaver undervejs, som har til formål at virke som trædesten over de floder af frygt og modstand, du måske ellers var strandet ved. Du skriver dig vej gennem indre landskaber og møder ofte dig selv gennem forunderlige historier og fortællinger undervejs. Dine helt egne fortællinger.

Ordene er både dit transportmiddel og din tryllestav

Når vi begynder at skrive flydende og intuitivt og kommer ud af hovedet, sker altid noget, som vi ikke på forhånd kan forudse. Det vi længes efter at høre og fortælle os selv, flyder ud mellem linjerne. Længslen bor i mellemrummene.

Og vi kan simpelthen ikke tænke os til det. Vi er nødt til at åben op og gøre os modtagelige og have tillid til, at det hele vil folde sig ud, når vi først via ordene begiver os på vej. Ordene, som både er vores transportmiddel og tryllestav. Og det er ganske magisk, hvis vi vælger at det skal være sådan. Det eneste vi behøver, er at mærke længslen. Den er et tegn. Den er ikke en kuriøs tilfældighed og er ofte et blidt men insisterende kald fra sjælen.

Det du længes efter

Det du længes efter, længes også efter dig. Men du er nødt til at tage det første skridt, møde op og vise, at du er lydhør. Og det handler virkelig allermest om at lytte, når vi skriver fra hjerte og sjæl.

Fortællinger er som fyrtårne, de hjælper os med at huske

Fortællingerne er som fyrtårne. For det er let at glemme gode råd og fif til “sådan gør du”, men personlige fortællinger glemmer vi ikke så let. De står som lysende fyrtårne i selv den mørkeste nat og leder os på vej. De varmer os på kolde dage og vi husker deres budskab som en indre rislende kilde af visdom og genklang. Vi mærker dem, varmer os ved dem og kan endda genfortælle dem for os selv og andre på dage, hvor vi bliver i tvivl. De står stærkt, for de kommer fra et sted dybt i os selv.

Vi har brug for indre fyrtårne til at vise vej

Brug fortællingens kraft og skab dit helt eget fyrtårn af lys, glæde og indre mod. Brug fortællingerne, når du ønsker at huske det du har glemt eller når du igen farer vild. For mennesker farer vild og vi har brug for indre fyrtårne som dem, fortællingerne kan rejse for os.

Hvorfor ikke invitere fortællingerne i dit liv, hvis du alligevel går rundt med en dyb skrivelængsel? Luk modstandens tunge port op og tag imod den levende puls fra de historier, der ønsker at lade sig skrive gennem dig.

Læser du disse ord, er du sandsynligvis en af de mange kvinder (eller mænd) som mærker en dyb og forunderlig skrivelængsel. Jeg håber selvfølgelig, at du allerede skriver og gør noget med din længsel, men er du ikke rigtig kommet i gang endnu, så fortvivl ikke. Det er aldrig for sent. Det perfekte tidspunkt er altid nu. Og jeg vil hjertens gerne hjælpe dig i gang og på vej.

Kærlig hilsen
Lene


Den levende pulsSkrivedag for sjælen – Intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel

Apropos det perfekte tidspunkt. Torsdag den 2. juni og lørdag d. 11.juni kl. 10 holder jeg endnu et par intuitive skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. Det er en 1-dags workshop og du kan vælge mellem datoerne 2.6 eller 11.6. Der er stadig ledige pladser på begge workshops, så tøv ikke, hvis du kan mærke, at du skal være med.

De intuitive skriveworkshops er sjæledage. Det er en dag fuld af skrivende fordybelse, som giver næring og liv til skriveglæden. Du lærer at skabe rum som landingsplads for ord og fortællinger og opdager, hvordan du ved at formulere en hjertelig intention, en hensigtserklæring med dit fremmøde, kan åbne op og bane vej for, at netop det du søger, lander på det rette sted.

Vi sætter simpelthen den indre kurs på sjælekurs og skriver os ud af hovedet og ind i krop og sjæl. Og hensigtserklæringen er ganske magisk, for også her bruger vi ordene som vores tryllestav. Jeg viser dig hvordan.

Du er hjertelig velkommen. Du tilmelder dig ved at sende mig en e-mail på SKRIVEHUSET@GMAIL.COM

SOMMERCIRKLEN

Næste skrivecirkel er Sommercirklen. Invitationen er ude nu. Lad din skrivelængsel blomstre.

Den levende puls

Keep some room in your heart for the unimaginable.
– Mary Oliver

Når vinden danser

Smålandsk_skønhed

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér.

Et sted i Småland

Det var på den måde med stedet i Småland. Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Og naturligvis kan man sagtens nøjes med små ture ud, alle gode pauser gælder, men jeg kunne bare mærke, at jeg igen skulle over Øresundsbroen og tilbringe nogle dage udenfor dette lands lov og ret. Ud i de svenske skove, ved søer, et sted oppe i Sverige, hvor jeg så ofte før har følt mig hjemme i et træhus i skovbrynet.

Det kaldte, stedet. Jeg mærkede det instinktivt, da jeg så huset på Internettet. Det var muligt at leje det og det lå et sted i Småland, hvor jeg ikke havde været før. Tæt på en sø, lovede ordene og fortsatte med at beskrive omgivelserne, så jeg fornemmede hvert et græsstrå. Længslen sukkede som en flod, der løb mod havet. Kom, hviskede den og kyssede forsigtigt de steder, der trængte til ekstra meget kærlighed. Du er klar til at tage imod noget, der længe har været undervejs og der findes et sted, som er perfekt til det. Et sted, hvor du kan spejle dig i søens dyb og se den sandhed, der forsigtigt har formet sig og været på vej i månedsvis.

“Du er klar nu”, fortsatte stemmen, men det vidste jeg godt. Jeg kunne ikke udsætte det længere og modstanden smeltede som en istap i solskinnet, da jeg så billedet af huset. Et rødt træhus, en veranda, et stort hyldetræ i haven med grene, der forsigtigt banker på køkkenvinduet, når vinden danser. Tæt på søen, skoven og et sted i Småland, hvor jeg tilsyneladende aldrig havde været før. Men nu skulle jeg derop.

Det tavse tomrum

Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Nogle hændelser i sommer og de følelsesmæssige rutsjebaneture og den læring, der fulgte i kølvandet havde sat sine spor. Jeg var holdt op med at skrive, sad bare og stirrede formålsløst på skærmen og kunne hverken finde ord eller mening. Tid til tomrum, hørte jeg stemmen sige og det var jo det, jeg i trætheden havde overset.

Når hjertet venter

Jeg kender ellers udmærket de tidspunkter, hvor tomrummet omslutter sjæle på rejse, fordi der er indsigter og erkendelser, der skal bundfælde sig og fordi der er tidspunkter, hvor vi bare ikke ved. De venteværelser er en del af rejsen, vi er steget af et tog, som for længst er forsvundet i disen, men der er endnu ikke kørt et nyt tog til perron. Det er tåget, diset, der er hverken klarhed eller nogen form for retningsindikation. Det er her, hjertet venter, tålmodigt og i tillid til, at noget er undervejs, men at det endnu ikke er tid. Noget modes, gøres klart og putter sig i varmen dér i mørket. Der er dybe følelser, sorg, tristhed og en vis rastløshed. Men der er ingen form for handling, der kan løse eller fixe tilstanden, vi er strandet og det eneste vi kan gøre, er at sidde med det, der er. For det sted rummer sit helt eget budskab og er en del af rejsen og processen. Det dukker op igen og igen.

Det er rummet uden svar.

Jeg søgte stilheden og lyttede

Da jeg forstod, hvad det handlede om, forlod jeg ambitionen om at skrive noget smukt og indsigtsfuldt og satte mig til at vente dybt i mine egne følelser. Jeg sad med det, der var og faldt til ro i erkendelsen af, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg søgte stilheden, mediterede og lyttede til det, der kom til mig i små dryp. Og da tiden var inde, pakkede jeg min kuffert, bil og hunde og kørte over broen til det sted i Småland, jeg havde lejet for nogle dage og hvortil jeg følte mig kaldet.

Tårerne sprang frem i øjnene, da jeg krydsede grænsen til Sverige og fulgte lyset mod nord. Trætheden krakelerede og jeg lod tårerne flyde, samtidig med at jeg mærkede en ny form for energi komme til syne midt i tågen. Langs vejen stod de mange træer, skovene rakte ud mod mig i efterårsfarver, der var både sprøde og markante i det skarpe sollys. Orange, røde, gule og brune, “vi har med kreativiteten at gøre”, sang de og inviterede mig til at komme nærmere. “Det sted, i dig selv, hvor du giver slip og gør dig så modtagelig, at du tror du mister alt, men i virkeligheden får det hele.”

Det sted i dig selv
hvor du giver slip og gør dig så modtagelig
at du tror du mister alt
men i virkeligheden får det hele.

Huset bød mig velkommen hjem

Det var underligt, men da jeg havde fundet nøglen under den store krukke på terrassen og låste mig ind i det hus, jeg havde lejet i fem døgn, trådte jeg ind i mit eget hjem. Et sted, der var fremmed og hvor jeg aldrig havde været før, men som umiddelbart strakte sin arme ud og tog mig i sin favn. Det gamle træbord i køkkenet, slagbænken ved vinduet, puderne, de store vinduer ud mod haven og hyldetræet med grenene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser. Det blomstrede tapet i blåt og hvidt, striberne på stole og sofa, den store jernseng og de slidte trægulve med spor af dem, der kom før mig.

Der hang historier og fortællinger i hvert et spindelvæv, der duftede af røg og aske fra den store pejs og selvom jeg aldrig rigtig fik den til at virke, fordi røgen blev ved med at vælte ud i stuen, var det fint at den fandtes. Andre havde tændt ydre bål, men jeg lod ilden blusse fra et sted dybt i mig. Jeg fandt varmen på anden vis. Tusindvis af stearinlys, to varmeapparater, man kunne flytte rundt på og en stor trøje og tæppe.

Det var hyggeligt og det var et kærligt. Jeg havde truffet det rigtige valg, da jeg sagde ”ja” til huset i Småland. Og om aftenen sad jeg ved det hvide træbord og køkkenet og skrev i min notesbog i stearinlysenes skær. Der var ikke så mange ord, men dem der var, var milde og godgørende. Jeg skrev om at fare vild og komme hjem igen. Mens hyldetræets grene bankede forsigtigt på vinduet i mørket udenfor og vinden dansede.

Svar, der åbner nye døre

På efterårsferien i Småland og væk fra hverdagens rutiner kom nogle svar til mig, som havde været måneder undervejs. Jeg gav slip, slappede af, jeg havde trukket stikket ud og hengav mig til efterårets smukke forfald i huset ved søen. På gåture i skoven, i stilhed ved søbredden og via ord i en boghandel begyndte det pludselig at dryppe. Synkronicitet og svar i skøn forening. Først var jeg lidt skeptisk, men jo mere jeg overgav mig og svøbte mig i tillid til, at jeg blot skulle være og vandre, så ville det, der var til mig og som havde kaldt så indtrængende, komme mig i møde. Og det gjorde det. Jeg fik svar og indsigter, som jeg havde søgt, blandt andet via spørgsmål i min sjælebog i månederne op til turen. Roen bredte sig og jeg følte mig ligesom fredfyldt som den sø, jeg nu spejlede mig i. Svøbt i visheden om, at alt er, som det skal være og med fornyet tillid i hjertet, faldt det hele på plads dér i Småland.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper

Jeg havde stillet mig undrende og ydmyg overfor noget af det, der var hændt i den forgangne tid og som jeg mærkede havde lange tråde og spor tilbage til tidligere tiders oplevelser og erfaringer. Sjælens rejse er en forunderlig størrelse, men jeg tror på, at vi er her for at lære og har efterhånden lært mig selv at være ydmyg overfor den læring. Det sker, at jeg tager læringen på forskud, jeg tror jeg ved ”hvad” og ”hvorfor”, men senere går det op for mig, at det kun var brudstykker af sandheden. Der kommer mere, senere, når jeg er klar og når svarene er modne. Den slags svar kommer sjældent med det samme, men når de gør, kommer de ofte på en anden måde og i en anden slags indpakning, end vi måske havde forventet.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper, når det gælder sjælens indsigter.

Der er hjælp at få

Dér, midt i Smålands smukke efterår, gik det igen op for mig, at vi får al den hjælp, vi tør tage imod, men at det kræver en helt anden fremgangsmåde end den, vi er blevet lært og påskrevet. Jo mere ivrige, utålmodige og udfarende vi er i forhold til at høste vished og erkendelser, desto mere modstand lægger vi i virkeligheden for dagen. Det er først, når vi bliver stille nok, tålmodige nok og igen fylder vores hjerter med tillid og kærlighed til det, der er, at vi begynder at åbne os, så svarene kan nå os. Svar, som sjældent er endegyldige, men som kaster lys i mørke tunneler og åbner døre, der ikke fandtes før. Noget usynligt og uhåndgribeligt manifesterer sig pludselig som en indsigt af lys, en erkendelse, der opstår fra et dybt sted og kun på den måde, fra det sted, kan vi virkelig forstå.

Sjælebogen og livets mysterium

Det gik også op for mig, at sjælebogen er magisk, fordi jeg har en intention om, at det skal være sådan. Jeg stoler på den bog, på mig selv, Kilden og de ord, der kommer til mig, når jeg stiller mine spørgsmål og sætter mig for at lytte. Jeg skaber forbindelse, når jeg i tillid lytter til subtile toner, den indre dans af vished og musikken, der ikke kan spilles før jeg har stemt mit instrument og gjort mig blød og modtagelig. Når jeg stiller spørgsmålene, kommer der sjældent konkrete svar med det samme. Der kommer gerne kærlige ord, opmuntringer og trøst, men ofte bliver jeg fortalt, at jeg skal væbne mig med tålmodighed og gå i tillid til, at alt folder sig ud i skønneste orden, når det og jeg er klar. Det er en modningsproces, en helt naturlig udvikling og symbiose, som jeg ikke kan forcere eller skynde på. Der er ingen ”fem-hurtige-veje-til-evig-forandring” og der er ingen løfter om bestemte udfald eller resultater. Det er livets mysterium, skriver sjælen med snoet skrift og stemmen synger smukt om uvishedens magi.

Hengiv dig til det, vær dit eget mysterium og gå så i tillid til, at du får de svar du skal bruge, når tid er. Og tiden kommer.

Mange af svarene kom i Småland. Det havde jeg ikke ventet. Egentlig fulgte jeg bare en impuls og den længsel, der opstod, da jeg så huset på nettet og vidste, at jeg måtte derhen. Måske skal jeg bare sove i fem døgn, tænkte jeg eller drikke svensk kaffe med mælk, mens jeg sidder og stirrer ud på regnen, der falder over de svenske skove og drypper mønstre i søen, der under himlens mørke skyer er både sort og uigennemsigtig. Men jeg sov ikke længe, jeg stod op med lyset, gik tur med hundene, drak kaffe og fulgte sjælens stemme. Det regnede heller ikke, solen skinnede, vinden dansede og jeg kunne sagtens se kvinden i søen.

Jeg lod lysten være min GPS

Jeg lod lysten være min GPS og drev omkring på må og få, beundrede det vældige landskab, farverne og det forfald, der var endnu tydeligere dér længere nordpå. Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alt kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere kan bruge til noget, lad det flyve i vinden som de nedfaldne blade og gå i forrådnelse, så det kan opstå som noget nyt og anderledes et andet sted. Lad det være en del af min kreativitet. Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var og gør sig klar til det, der skal komme.

Men lad mig leve nu, lad mig danse lige her midt i løvfaldet og lad mig være det efterår, der gavmildt kaster om sig med blade gjort af fantastiske farver i rød, gul, orange og brunt. Lad mig danse.

Naturlig gavmildhed

Søen gav mig af sit. Det samme gjorde skoven, de store mosbegroede sten og lysninger, som kaldte med tusind tavse stemmer. Og da jeg endelig begav mig ind til byen for at vandre i gader og kigge på butikker, faldt jeg over en bog i en boghandel, som kaldte med ord, der var som skabt og skrevet til mig. Også dér kom der små svar og indsigter, der som puslespilsbrikker var med til at forme et større billede.

Tør du?

Og ørnen var dér skam også. To gange dukkede han op og uden at gøre særlig stads af sig, lod han små ord falde ned i mine åbne håndflader. Jeg fløj ikke med ham denne gang, men stod bare og tog imod med begge ben på jorden. Og dog. For lige dér forstod noget, jeg ikke helt havde forstået på den måde før.

Man kan skam sagtens flyve, selvom man vandrer på landjorden.

Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle

“Det er kærlighed”, råbte jeg til skoven, søen, himlen og de fugle, der fulgte mig på afstand.  Den ørn, de farver, den himmel. Alt det, I så gavmildt skænker mig uden at bede om noget til gengæld. Det er livet”, sang jeg, for nu bølgede energien i mig som en brusende elv og jeg dansede med ørnen fra landjorden på den efterhånden velkendte måde. De dansetrin, den sang og den frihed.

”Tør du leve din egen sande natur nu” spurgte han, inden han fløj over trækronerne og forsvandt for en stund.

Jeg nikkede. Tårer i øjnene, musik i kroppen og en dyb taknemmelighed over at være så elsket fik mig til at synke på knæ og sige en bøn af tak.

”Jeg tør ikke andet”, hviskede jeg og rejste mig forsigtigt, mens jeg børstede jord og bladrester af mine bukser. ”Men hvad kan jeg gøre til gengæld for alt det, I så gavmildt giver mig?”

Du kan sige tak, skreg ørnen

”Du kan sige tak” skreg ørnen og lo sin velkendte latter, så det rungede i de smålandske skove. ”Og så kan du gøre det. Leve din sande natur, danse med livet og lade det flyde igennem dig som luften mellem dine vinger. For det er frihedens kreativitet, der gør dig levende, smidig og glad.”

Noget er større end mig

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér. Om det handler om mig, stedet eller alkymien i mødet mellem os ved jeg ikke, men det skete i Småland i de dage. Og jeg har vished om, at det vil ske igen. Små glimt, stunder af dyb erkendelse og en uendelig gavmild kærlighed fra noget, der er større end mig.

Grene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser.

Fortællingen stammer fra min egen skriverejse, oktober 2015. Og fortsættelse følger.

Kærlig hilsen
Lene


Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver.

VINTERCIRKLEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel.

Vi starter den 1. november og skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året, forankret i naturen, årshjulet og den naturlige cyklus.

Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet herunder. Du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

Et kærligt valg

hjerteblad i regn

Blessed are the weird people:
Poets, misfits, writers, mystics, painters, troubadours.
For they teach us too see the world through different eyes.
– Jacob Nordby –

Er det egentlig ikke det, det handler om? At være i stand til at se verden med andre øjne, nye øjne, anderledes øjne? At få øje på noget af det, andre skynder sig forbi, noget af det, som måske i virkeligheden er selve glæden i livet? Detaljer, skønhed og skæve vinkler? Verden set gennem dine briller er en unik fortælling. En fortælling om alkymi. Og ingen andre end dig kan fortælle den historie på lige netop din måde.

Det gør godt at skrive

Det gør godt at skrive det. Det sjove, det smukke, det sørgelige og det svære. At skrive kan være en terapeutisk handling, men det er også et eventyr, som vi kan begive os ud på med kærlig nysgerrighed. For hvad findes der bag tankerne og det tilsyneladende? Hvem mon bor på bunden af den kreative brønd, bag frygt, modstand og begrænsninger, hvad findes der af skatte og hengemte hemmeligheder?

På dybt vand – lad dig gribe

Den kreative skriveproces er ikke spor anderledes end en hvilken som helst anden kreativ proces. Det er samme Kilde, vi trækker på og hengiver os til, om vi skriver, maler eller komponerer musik. Det er derfor den indre censor bliver bange. Den bliver skræmt, fordi vi bevæger os ud på dybt vand. Men det dybe vand er i virkeligheden dér, hvor det hele opstår. Det sted, hvor vi endelig slipper kontrollen, lader os fragte og hvor vi møder Kilden. Lige dér opstår magien. Så vi skal derud og nej, vi kan ikke bunde, men vi kan svømme. Samtidig bliver vi grebet af noget, der er større end os. Og vi skal ikke begribe det, vi skal lade os gribe af Kilden og kreativiteten.

Ved at skrive og lade det flyde opdager vi, at vi indeholder meget mere, end vi går og tror. Vi opdager ofte, at vi slet ikke er enige med vores tanker, og når vi skriver løs uden at tænke, helt intuitivt, nærmer vi os noget, der er større end os selv . Vi bliver ét med skabelsen af den historie eller fortælling, der ligesom bare flyder og skrives gennem os.

Skrivelængsel? Kom, lad os skrive sammen

Har du lyst til at træffe et kærligt valg for dig selv og din skrivelængsel, så kom og lad os skrive sammen. Kom, slut dig til skrivecirklen, du er ventet. Jeg afholder endnu 3 intuitive skriveworkshops her i efteråret som følger:

Lørdag d. 31. oktober kl. 10
Torsdag d. 12. november kl. 10
Lørdag den 28. november kl. 10

Der er flere ledige pladser på samtlige workshops og du skal være hjertelig velkommen. Det bliver en magisk, givende og kærlig skrivedag med fordybelse og nærvær. Vi tager imod fortællinger, læser højt og folder ud. En skrivedag, som sætter gang i din skriveproces eller genstarter den fra et nyt sted. Dit helt eget sted.

TheCircle

Læs mere her og tilmeld dig på skrivehuset@gmail.com.

En lille pause, et mellemrum, et kærligt valg

Selv har jeg truffet et kærligt valg, for jeg har brug for en lille pause. Et mellemrum, et suk, stilhed, natur og ingenting.

Jeg drager nu på efterårsferie i det svenske land og sanker inspiration til kommende skriverier. Men mest af alt vil jeg give slip, lade mig fragte gennem oktoberdagene og bare være. Jeg slukker for alt elektronisk udstyr og så går jeg ud i den svenske skov, rundt om den svenske sø og indånder det efterår, som jeg er en del af. Jeg spejler mig i søen og jeg tager en snak med træerne om den naturlige, kreative proces og jeg lytter.

Naturen er min kirke, min religion og det sted, hvor jeg bedst falder til ro og genopdager stilheden i mig selv. Den stilhed, der er så godgørende, kærlig og healende at intet andet kan erstatte den.

Men stilheden er også et bevidst valg. Et kærligt valg.

Kærlige efterårshilsener
Lene

Hvis jeg kan lære
At være
Med ingenting
Kan jeg være
Med alting

hjerteblad i regn

Sangen i hjertet

Keevaogmig

Hvad nu hvis jeg bakkede mig selv, op helt og aldeles?
Viftede tanker om “forkert” væk som fluer på en varm sommerdag
og troede fuldt, fast og kærligt på mine egne dybe impulser?

Hvis jeg ikke tvivlede på mig selv,
men i stedet og helt uden tøven gik med det, der føles sandt for mig?
Hvis jeg fyldte mig selv op med kærlighed og tilgivelse, når jeg gjorde noget,
der måske ikke helt var i overensstemmelse med mit hjertes intention
og elskede mig selv endnu mere, når jeg var træt og ked af det?

Hvis jeg holdt om mig selv og stolede på min intuition
og de dybe impulser, jeg altid har,
og ikke tvivlede på, at det var det bedste for mig.
Og vidste, at jeg ikke skylder nogen en forklaring.
At alting ikke altid hverken skal eller kan forklares.
Men har lov at være præcist som det er.

Hvad nu hvis jeg forstod, at jeg er nødt til at give mig selv
og fylde mig selv op med kærlighed dybt indefra
og må vælge at ignorere egoets kollektive masseskrig og de sidste nye tendenser,
fordi jeg dybt i mig har vished om,
hvordan jeg ønsker at leve mit liv
og hvad, der er sandt for mig.

Hvis jeg virkelig forstod, at jeg kun kan udføre mit arbejde og være tilstede
og nærværende fra et centreret og kærligt sted i mig selv og give derfra,
hvis jeg husker at fylde mig selv op og pleje mig selv fra selvsamme sted.
At jeg er nødt til at beskytte mig selv og stå inde for mig selv og den vej, jeg har valgt,
på samme måde som jeg ville beskytte og tage mig af et lille barn eller en hundehvalp.

Hvad nu hvis jeg bevidst valgte at følge min sjæls stille røst,
og havde en kærlig intention om hver eneste dag at lytte til den melodi,
der altid spiller næsten lydløst dybt i mig.
Hvis jeg altid valgte at høre og danse til den sang, der bor i mit bryst.
Sangen i mit hjerte.

Og hvad hvis du gjorde det samme?
Ville vi så ikke opdage, at vi faktisk sang og dansede til samme slags musik?
Sangen i hjertet.

* * *

Lidt tanker ved Midsommer, sanket ved bålet i går aftes.

Kærlig hilsen
Lene

Keevaogmig

Kvinden der holdt skriveworkshops

kande

Jeg kunne ligesom mærke det. Og jeg forestillede mig, hvordan jeg drog af sted til det sted i Danmark, hvor hun holdt sine magiske skriveworkshops. Hvor hun skabte et helt særligt rum af åbenhed, rummelighed og kærlighed i forhold til det at skrive og tage imod historier og fortællinger. Hvor hun lærte os at være åbne og modtagelige og fortalte os, at det at skrive var som at tage på et indre pilgrimsfærd med ordene som transportmiddel. Og hun ledte os på vej med skriveøvelser og opgaver, som havde til hensigt at fungere som trædestene, der så skulle fragte os videre på vores skrivende færd. Hver for sig og alligevel sammen.

Og hun fortalte os om kvindelig intuition og skrivelængsel.

For hun havde forstået at kvinder med kvinder med skrivelængsel bar rundt på en helt særlig gave. Og at det ikke nødvendigvis og faktisk sjældent betød, at de derfor partout skulle skrive en roman eller udgive deres digte i bogform af den grund. Men at længslen ofte afslørende noget helt andet, som kvinden bare havde glemt. Fordi hun ikke længere lyttede, fordi hun havde glemt at bruge sin intuition og sine helt særlige evner. Og måske slet ikke vidste, at hun gik rundt og bar på det, hun ønskede sig allermest i livet. Sin egen sjæl.

Der var en helt særlig stemning i hendes spisestue. Dér i et hus midt på landet åbnede hun sine døre for en lille kreds af kvinder, vel vidende at fysisk nærvær, ro og fordybelse er særlige sjældenheder i vores travle verden. Derfor tilbød hun heller ikke online workshops, som man kunne koble sig af og på efter forgodtbefindende og hvor man kunne blive forstyrret eller bilde sig selv ind, at man alligevel ikke havde tid til at møde op. Eller endnu værre. At man faktisk slet ikke kunne skrive! Nej, man tog en dag ud af kalenderen og dedikerede den til skriverier fra hjerte og sjæl sammen med en andre kvinder, der havde gjort det samme. Bare en lille sluttet cirkel hver gang, ikke for mange. Og man tilbragte dagen med at skrive og læse højt for hinanden af det, der dukkede op og ønskede at blive skrevet og fortalt på netop den dag i netop den cirkel af kvinder.

For hun vidste også, at kvinder op gennem tiderne har haft en helt særlig tradition for at fortælle hinanden historier og give deres visdom videre gennem fortællinger. Og at der er en særlig, kærlig magi i at turde hengive sig og bare lytte uden at bryde ind og give gode råd, ros eller ris med på vejen. Bare lytte så dybt og inderligt, som man overhovedet kan og få en oplevelse uden at skulle gøre andet end være nærværende. Og sige tak.

Jeg kunne ligesom se hende. Forestillede mig, hvordan hun tog imod og guidede på vej uden at blande sig unødigt. Åbnede sit hjem og sin stue og skabte en rum, hvor historier og fortællinger kunne finde vej. Båret af vinden, fragtet gennem luften, dalende ned fra himlen eller opstået et sted mellem træerne derude. Overleveret af en fugl, en frø eller et andet slags væsen, måske, men skrevet og skabt i det øjeblik, hvor kvinderne i stuen mødte op og begyndte at skrive.

Hun vidste noget om kreativitet og om, hvordan kontrol og forestillinger om hvordan kan ødelægge skriveglæden. Hun kendte også til den indre censor og gamle historier om, at vi ikke kan skrive med mindre vi kender tusind regler og i øvrigt har lært at mestre dem. Ja, i det hele taget tilbød hun i sin spisestue et andet perspektiv på det at skrive. Hun tilbød en dag fuld af skriveglæde, fordybelse, intimitet og nærvær og havde i øvrigt inviteret Kilden med til bords. Fordi hun tilfældigvis havde opdaget, at Kilden aldrig siger nej til en hjertelig invitation fra en kvinde med skrivelængsel. Og da slet ikke fra flere af slagsne.

Jeg ledte i øst, vest, nord og syd. Søgte på nettet og i gamle telefonbøger. Hidkaldte ånder og spurgte i skovens dyb. Til sidst satte jeg mig i stilhed, meditere og ventede på, at svaret skulle komme. Hvor er hun, den kvinde? For jeg ønskede mig sådan at deltage på skriveworkshops i netop det regi, i netop hendes stue.

Og stilheden gav mig svaret. Lige dér i landet af kærligt ingenting gik det op for mig. At kvinden ikke var en særlig skabning udenfor mig selv, men at jeg var hende. Huset og spisestuen var lige dér, hvor jeg boede. Og det var op til mig at skabe det særlige rum af skrivende kvinder og endda invitere dem til at komme.

Så det gjorde jeg. Og det blev helt som min intuitive fornemmelse fortalte mig, at det vist skulle være. Her i foråret har jeg afholdt de første to skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. To forskellige lørdage, to forskellige cirkel af skrivende kvinder, men fælles for begge dage var en helt enestående oplevelse af nærvær, fantastiske og rørende fortællinger og modige kvinder, der kom, skrev og delte med hinanden. Øste af visdom og rummelighed. Overfor sig selv og hinanden.

Og sidder du tilbage med et hjerte fuld af skrivelængsel og en sjæl, der  måske gerne vil fortælle sig gennem ord, så fortvivl ikke. Kvinden findes og det er faktisk muligt at komme på skriveworkshop i hende spisestue.

Jeg holder en ny række skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel i sensommeren og efteråret 2015 og du skal være hjertelig velkommen. Datoer kommer snart, så hold øje.

Kærlig hilsen og god sommer

Lene

kande

 

Giv tid

 

Giv tid_solopgang

Som jeg ser det er det ikke manglende værktøjer til en intellektuel fremstilling af historier, der gør at vi ikke får skrevet. De fleste kan lære at arbejde med struktur og plots og få en god fornemmelse af, hvordan man teoretisk set kan bygge en god historie op. Men det er ikke sjældent noget i det ydre, teknikker, regler, kasser og teori, vi savner.

Vi savner os selv!

Vi savner at kunne give slip og tage imod. Vi savner det legende, udforskende, eventyret og modet til bare at gå på opdagelse i, hvad der måske kunne være. Vi længes efter mod til bare at sætte os ved Kilden og spørge: Hvad mon der er til mig af inspiration? Hvilke historier eller fortællinger mon kommer mig i møde, hvis jeg virkelig formår at give slip og lader komme?

Leg, lyst og undren

Og nu tænker du måske, at det handler om at anstrenge sig i forventning om, at noget bestemt vil ske. Men den forventningsfulde, utålmodige anstrengelse gavner faktisk sjældent den kreative proces. Det gør legen derimod, lysten, nysgerrigheden. Hvis vi kan, hjælper det os på alle måder at finde det legesyge, udforskende og undrende barn frem, når vi skriver og skaber. Og det kan være gavnligt at stille spørgsmål. Skriv dem gerne ned på papiret eller i dit dokument, men lad være med at forvente dig svar øjeblikkeligt. Forestil dig i stedet, at du planter et lille frø i jorden, som først skal spire og gro. Du ved ikke hvornår, men på et tidspunkt dukker din blomst op som en solsikke på en sommerdag. Dit svar. Erkendelsen. Hvad du nu har brug for. Men du må give tid.

Den kreative, skabende proces er ikke en tur i overhalingsbanen på motorvejen. Glem alt om fart og præstationer. Prøv i stedet at have en intention om at ære processen, giv tid og stol på, at Kilden arbejder sammen med dig.

Min egen erfaring med den gode og til dels langsomme proces afholder mig fra at love dig hurtige og skudsikre resultater, hvis du indgår et skrivende samarbejde med mig. De færreste har brug for flere løfter om hurtige veje til varige forandringer. Derimod kan jeg af hele mit hjerte love dig, at jeg vil hjælpe dig med at sætte en god skriveproces i gang og at jeg støtter dig undervejs – med gode ord, opmuntringer, værktøjer og skriveøvelser der alle har til formål at åbne op og folde ud. For ofte handler manglende skriveglæde og eventyrlyst om, at vi blokerer i stedet for at åbne os. Vi blokerer for kreativitet og skriveglæde og dermed for det, der så gerne ville skrives gennem os.

Har du ikke tid? Eller bliver du lettere utryg ved tanken om at skulle overgive dig til en proces og en skriverejse, hvor du ikke er sikker på udfaldet? Tillykke, så er du nemlig ikke alene. Det er ofte undskyldninger om manglende tid eller frygt for ikke-at-vide, der afholder os fra at skrive. Den indre censor er faktisk temmelig skrap til at bruge TID og KONTROL som ammunition i sit kreativitetsødelæggende gevær. Manglende tid og behov for kontrol er også et udtryk for modstand, frygt og udsættelse af det, du drømmer om.

I skriveforløb hos mig, på skriverejsen, lærer du at SKABE tid. For naturligvis er du nødt til at møde op og dedikere dig til processen. Den kreative proces, skriveprocessen. Kun ved at skrive og blive ved lærer du dit kreative, skrivende selv at kende og finder ud af, hvordan DU bedst NAVIGERER. Og det er en af nøglerne til en god og vedvarende proces. At finde sin egen måde, sin stemme og sin måde at gøre det på.

Et skridt af gangen

Skriverejsen er ikke et quickfix. Jeg ville stikke dig blår i øjnene, hvis jeg påstod at Rom blev bygget på én dag. Vi tager sammen et skridt af gangen. Vi skriver os på vej, lærer at navigere, vi går på opdagelse og folder ud via skriveøvelser, opgaver og den gode udveksling, vi har sammen. For skriverejsen er en personlig rejse. Et pilgrimsfærd. Vi favner og forsøger ikke at springe over, hvor gærdet er lavets. Tro mig, jeg har prøvet. Det er ikke en fordel at forsøge at skyde genvej. Spørg i stedet dig selv hvad din skrivelængsel egentlig handler om? Og spørg så efterfølgende dig selv og her må du gerne forvente er ÆRLIGT svar – hvorfor tager jeg så ikke min skrivelængsel alvorligt? Hvad afholder mig fra at skrive?

Øvelse gør mester – kærlighed skaber mirakler

En musiker øver sig kontinuerligt på sit instrument og bliver langsomt bedre. På samme måde må du bevidst vælge at øve dig på dit instrument, skrivegerningen, og være indstillet på at turde lege lidt mere. Udforske lidt mere. Give lidt mere. Tid. Kærlighed. Tålmodighed. Tillid. Til dig selv og processen. For gør du det, så kan vi begynde at tale om mirakler.

Hvem siger, at det skal være nemt?
Hvem siger, at det skal gå hurtigt?
Hvem påstår, at man kan lære at spille på et instrument uden at møde op og øve sig?

Det hører du ikke fra mig. I stedet vil jeg med hjertet fuld af spirende forår sige til dig: Giv Tid. Og slutte af med at citere gode gamle B.S. Ingemann. Giver du tid, giver du kærlighed, til dig selv og skriveprocessen, så får du så mange mirakler igen, at du tror det er løgn …

Giv tid! giv tid! – den nynner glad
og ryster de små vinger, –
giv tid! og hver en kvist får blad,
giv tid! – hver blomst udspringer.

Giv tid! og livets træ bli’r grønt,
må frosten det end kue,
giv tid! og hvad du drømte skønt,
du skal i sandhed skue.

Giv tid! og åndens vinterblund
skal fly for herlig sommer,
giv tid, og bi på herrens stund,
– hans skønhedsrige kommer.

Kærlig hilsen og glædeligt forår
Lene

Giv tid_solopgang