Når vinden danser

Smålandsk_skønhed

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér.

Et sted i Småland

Det var på den måde med stedet i Småland. Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Og naturligvis kan man sagtens nøjes med små ture ud, alle gode pauser gælder, men jeg kunne bare mærke, at jeg igen skulle over Øresundsbroen og tilbringe nogle dage udenfor dette lands lov og ret. Ud i de svenske skove, ved søer, et sted oppe i Sverige, hvor jeg så ofte før har følt mig hjemme i et træhus i skovbrynet.

Det kaldte, stedet. Jeg mærkede det instinktivt, da jeg så huset på Internettet. Det var muligt at leje det og det lå et sted i Småland, hvor jeg ikke havde været før. Tæt på en sø, lovede ordene og fortsatte med at beskrive omgivelserne, så jeg fornemmede hvert et græsstrå. Længslen sukkede som en flod, der løb mod havet. Kom, hviskede den og kyssede forsigtigt de steder, der trængte til ekstra meget kærlighed. Du er klar til at tage imod noget, der længe har været undervejs og der findes et sted, som er perfekt til det. Et sted, hvor du kan spejle dig i søens dyb og se den sandhed, der forsigtigt har formet sig og været på vej i månedsvis.

“Du er klar nu”, fortsatte stemmen, men det vidste jeg godt. Jeg kunne ikke udsætte det længere og modstanden smeltede som en istap i solskinnet, da jeg så billedet af huset. Et rødt træhus, en veranda, et stort hyldetræ i haven med grene, der forsigtigt banker på køkkenvinduet, når vinden danser. Tæt på søen, skoven og et sted i Småland, hvor jeg tilsyneladende aldrig havde været før. Men nu skulle jeg derop.

Det tavse tomrum

Det var tid, jeg trængte til en pause, trætheden var markant. Nogle hændelser i sommer og de følelsesmæssige rutsjebaneture og den læring, der fulgte i kølvandet havde sat sine spor. Jeg var holdt op med at skrive, sad bare og stirrede formålsløst på skærmen og kunne hverken finde ord eller mening. Tid til tomrum, hørte jeg stemmen sige og det var jo det, jeg i trætheden havde overset.

Når hjertet venter

Jeg kender ellers udmærket de tidspunkter, hvor tomrummet omslutter sjæle på rejse, fordi der er indsigter og erkendelser, der skal bundfælde sig og fordi der er tidspunkter, hvor vi bare ikke ved. De venteværelser er en del af rejsen, vi er steget af et tog, som for længst er forsvundet i disen, men der er endnu ikke kørt et nyt tog til perron. Det er tåget, diset, der er hverken klarhed eller nogen form for retningsindikation. Det er her, hjertet venter, tålmodigt og i tillid til, at noget er undervejs, men at det endnu ikke er tid. Noget modes, gøres klart og putter sig i varmen dér i mørket. Der er dybe følelser, sorg, tristhed og en vis rastløshed. Men der er ingen form for handling, der kan løse eller fixe tilstanden, vi er strandet og det eneste vi kan gøre, er at sidde med det, der er. For det sted rummer sit helt eget budskab og er en del af rejsen og processen. Det dukker op igen og igen.

Det er rummet uden svar.

Jeg søgte stilheden og lyttede

Da jeg forstod, hvad det handlede om, forlod jeg ambitionen om at skrive noget smukt og indsigtsfuldt og satte mig til at vente dybt i mine egne følelser. Jeg sad med det, der var og faldt til ro i erkendelsen af, at der intet var, jeg kunne gøre. Jeg søgte stilheden, mediterede og lyttede til det, der kom til mig i små dryp. Og da tiden var inde, pakkede jeg min kuffert, bil og hunde og kørte over broen til det sted i Småland, jeg havde lejet for nogle dage og hvortil jeg følte mig kaldet.

Tårerne sprang frem i øjnene, da jeg krydsede grænsen til Sverige og fulgte lyset mod nord. Trætheden krakelerede og jeg lod tårerne flyde, samtidig med at jeg mærkede en ny form for energi komme til syne midt i tågen. Langs vejen stod de mange træer, skovene rakte ud mod mig i efterårsfarver, der var både sprøde og markante i det skarpe sollys. Orange, røde, gule og brune, “vi har med kreativiteten at gøre”, sang de og inviterede mig til at komme nærmere. “Det sted, i dig selv, hvor du giver slip og gør dig så modtagelig, at du tror du mister alt, men i virkeligheden får det hele.”

Det sted i dig selv
hvor du giver slip og gør dig så modtagelig
at du tror du mister alt
men i virkeligheden får det hele.

Huset bød mig velkommen hjem

Det var underligt, men da jeg havde fundet nøglen under den store krukke på terrassen og låste mig ind i det hus, jeg havde lejet i fem døgn, trådte jeg ind i mit eget hjem. Et sted, der var fremmed og hvor jeg aldrig havde været før, men som umiddelbart strakte sin arme ud og tog mig i sin favn. Det gamle træbord i køkkenet, slagbænken ved vinduet, puderne, de store vinduer ud mod haven og hyldetræet med grenene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser. Det blomstrede tapet i blåt og hvidt, striberne på stole og sofa, den store jernseng og de slidte trægulve med spor af dem, der kom før mig.

Der hang historier og fortællinger i hvert et spindelvæv, der duftede af røg og aske fra den store pejs og selvom jeg aldrig rigtig fik den til at virke, fordi røgen blev ved med at vælte ud i stuen, var det fint at den fandtes. Andre havde tændt ydre bål, men jeg lod ilden blusse fra et sted dybt i mig. Jeg fandt varmen på anden vis. Tusindvis af stearinlys, to varmeapparater, man kunne flytte rundt på og en stor trøje og tæppe.

Det var hyggeligt og det var et kærligt. Jeg havde truffet det rigtige valg, da jeg sagde ”ja” til huset i Småland. Og om aftenen sad jeg ved det hvide træbord og køkkenet og skrev i min notesbog i stearinlysenes skær. Der var ikke så mange ord, men dem der var, var milde og godgørende. Jeg skrev om at fare vild og komme hjem igen. Mens hyldetræets grene bankede forsigtigt på vinduet i mørket udenfor og vinden dansede.

Svar, der åbner nye døre

På efterårsferien i Småland og væk fra hverdagens rutiner kom nogle svar til mig, som havde været måneder undervejs. Jeg gav slip, slappede af, jeg havde trukket stikket ud og hengav mig til efterårets smukke forfald i huset ved søen. På gåture i skoven, i stilhed ved søbredden og via ord i en boghandel begyndte det pludselig at dryppe. Synkronicitet og svar i skøn forening. Først var jeg lidt skeptisk, men jo mere jeg overgav mig og svøbte mig i tillid til, at jeg blot skulle være og vandre, så ville det, der var til mig og som havde kaldt så indtrængende, komme mig i møde. Og det gjorde det. Jeg fik svar og indsigter, som jeg havde søgt, blandt andet via spørgsmål i min sjælebog i månederne op til turen. Roen bredte sig og jeg følte mig ligesom fredfyldt som den sø, jeg nu spejlede mig i. Svøbt i visheden om, at alt er, som det skal være og med fornyet tillid i hjertet, faldt det hele på plads dér i Småland.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper

Jeg havde stillet mig undrende og ydmyg overfor noget af det, der var hændt i den forgangne tid og som jeg mærkede havde lange tråde og spor tilbage til tidligere tiders oplevelser og erfaringer. Sjælens rejse er en forunderlig størrelse, men jeg tror på, at vi er her for at lære og har efterhånden lært mig selv at være ydmyg overfor den læring. Det sker, at jeg tager læringen på forskud, jeg tror jeg ved ”hvad” og ”hvorfor”, men senere går det op for mig, at det kun var brudstykker af sandheden. Der kommer mere, senere, når jeg er klar og når svarene er modne. Den slags svar kommer sjældent med det samme, men når de gør, kommer de ofte på en anden måde og i en anden slags indpakning, end vi måske havde forventet.

Naturen er en fantastisk fødselshjælper, når det gælder sjælens indsigter.

Der er hjælp at få

Dér, midt i Smålands smukke efterår, gik det igen op for mig, at vi får al den hjælp, vi tør tage imod, men at det kræver en helt anden fremgangsmåde end den, vi er blevet lært og påskrevet. Jo mere ivrige, utålmodige og udfarende vi er i forhold til at høste vished og erkendelser, desto mere modstand lægger vi i virkeligheden for dagen. Det er først, når vi bliver stille nok, tålmodige nok og igen fylder vores hjerter med tillid og kærlighed til det, der er, at vi begynder at åbne os, så svarene kan nå os. Svar, som sjældent er endegyldige, men som kaster lys i mørke tunneler og åbner døre, der ikke fandtes før. Noget usynligt og uhåndgribeligt manifesterer sig pludselig som en indsigt af lys, en erkendelse, der opstår fra et dybt sted og kun på den måde, fra det sted, kan vi virkelig forstå.

Sjælebogen og livets mysterium

Det gik også op for mig, at sjælebogen er magisk, fordi jeg har en intention om, at det skal være sådan. Jeg stoler på den bog, på mig selv, Kilden og de ord, der kommer til mig, når jeg stiller mine spørgsmål og sætter mig for at lytte. Jeg skaber forbindelse, når jeg i tillid lytter til subtile toner, den indre dans af vished og musikken, der ikke kan spilles før jeg har stemt mit instrument og gjort mig blød og modtagelig. Når jeg stiller spørgsmålene, kommer der sjældent konkrete svar med det samme. Der kommer gerne kærlige ord, opmuntringer og trøst, men ofte bliver jeg fortalt, at jeg skal væbne mig med tålmodighed og gå i tillid til, at alt folder sig ud i skønneste orden, når det og jeg er klar. Det er en modningsproces, en helt naturlig udvikling og symbiose, som jeg ikke kan forcere eller skynde på. Der er ingen ”fem-hurtige-veje-til-evig-forandring” og der er ingen løfter om bestemte udfald eller resultater. Det er livets mysterium, skriver sjælen med snoet skrift og stemmen synger smukt om uvishedens magi.

Hengiv dig til det, vær dit eget mysterium og gå så i tillid til, at du får de svar du skal bruge, når tid er. Og tiden kommer.

Mange af svarene kom i Småland. Det havde jeg ikke ventet. Egentlig fulgte jeg bare en impuls og den længsel, der opstod, da jeg så huset på nettet og vidste, at jeg måtte derhen. Måske skal jeg bare sove i fem døgn, tænkte jeg eller drikke svensk kaffe med mælk, mens jeg sidder og stirrer ud på regnen, der falder over de svenske skove og drypper mønstre i søen, der under himlens mørke skyer er både sort og uigennemsigtig. Men jeg sov ikke længe, jeg stod op med lyset, gik tur med hundene, drak kaffe og fulgte sjælens stemme. Det regnede heller ikke, solen skinnede, vinden dansede og jeg kunne sagtens se kvinden i søen.

Jeg lod lysten være min GPS

Jeg lod lysten være min GPS og drev omkring på må og få, beundrede det vældige landskab, farverne og det forfald, der var endnu tydeligere dér længere nordpå. Tag mig, hviskede jeg og vis mig de steder i mig selv, hvor jeg kan være og igen opleve, at alt kommer til mig. Det, jeg skal bruge, det, jeg trænger til og det, jeg længes efter. Og tag så alt det, jeg ikke længere kan bruge til noget, lad det flyve i vinden som de nedfaldne blade og gå i forrådnelse, så det kan opstå som noget nyt og anderledes et andet sted. Lad det være en del af min kreativitet. Fri mig for det, der tynger og lad mig stå nøgen tilbage som de træer, der uden modstand giver slip på blade og løv og befrier sig selv fra det, der var og gør sig klar til det, der skal komme.

Men lad mig leve nu, lad mig danse lige her midt i løvfaldet og lad mig være det efterår, der gavmildt kaster om sig med blade gjort af fantastiske farver i rød, gul, orange og brunt. Lad mig danse.

Naturlig gavmildhed

Søen gav mig af sit. Det samme gjorde skoven, de store mosbegroede sten og lysninger, som kaldte med tusind tavse stemmer. Og da jeg endelig begav mig ind til byen for at vandre i gader og kigge på butikker, faldt jeg over en bog i en boghandel, som kaldte med ord, der var som skabt og skrevet til mig. Også dér kom der små svar og indsigter, der som puslespilsbrikker var med til at forme et større billede.

Tør du?

Og ørnen var dér skam også. To gange dukkede han op og uden at gøre særlig stads af sig, lod han små ord falde ned i mine åbne håndflader. Jeg fløj ikke med ham denne gang, men stod bare og tog imod med begge ben på jorden. Og dog. For lige dér forstod noget, jeg ikke helt havde forstået på den måde før.

Man kan skam sagtens flyve, selvom man vandrer på landjorden.

Fly, when you touch the ground
Fly like an eagle

“Det er kærlighed”, råbte jeg til skoven, søen, himlen og de fugle, der fulgte mig på afstand.  Den ørn, de farver, den himmel. Alt det, I så gavmildt skænker mig uden at bede om noget til gengæld. Det er livet”, sang jeg, for nu bølgede energien i mig som en brusende elv og jeg dansede med ørnen fra landjorden på den efterhånden velkendte måde. De dansetrin, den sang og den frihed.

”Tør du leve din egen sande natur nu” spurgte han, inden han fløj over trækronerne og forsvandt for en stund.

Jeg nikkede. Tårer i øjnene, musik i kroppen og en dyb taknemmelighed over at være så elsket fik mig til at synke på knæ og sige en bøn af tak.

”Jeg tør ikke andet”, hviskede jeg og rejste mig forsigtigt, mens jeg børstede jord og bladrester af mine bukser. ”Men hvad kan jeg gøre til gengæld for alt det, I så gavmildt giver mig?”

Du kan sige tak, skreg ørnen

”Du kan sige tak” skreg ørnen og lo sin velkendte latter, så det rungede i de smålandske skove. ”Og så kan du gøre det. Leve din sande natur, danse med livet og lade det flyde igennem dig som luften mellem dine vinger. For det er frihedens kreativitet, der gør dig levende, smidig og glad.”

Noget er større end mig

Der er nogen steder, som kan det. Jeg ved ikke på forhånd hvor, men det sker, at jeg drages mod et sted uden at vide hvorfor og tager derhen. Nogle gange er det som om noget kalder og lokker, nysgerrigheden vækkes eller intuitionen siger mig simpelthen, at der er noget til mig. Lige dér. Om det handler om mig, stedet eller alkymien i mødet mellem os ved jeg ikke, men det skete i Småland i de dage. Og jeg har vished om, at det vil ske igen. Små glimt, stunder af dyb erkendelse og en uendelig gavmild kærlighed fra noget, der er større end mig.

Grene, der forsigtigt banker på vinduet, når vinden danser.

Fortællingen stammer fra min egen skriverejse, oktober 2015. Og fortsættelse følger.

Kærlig hilsen
Lene


Der findes en anden sang, andre toner og et sted, hvor vinteren ikke bare er noget, det skal overstås, men er et helligt sted i os selv, hvor vi sanker, hviler, hengiver os. Og skriver.

VINTERCIRKLEN er et online skrivegruppeforløb for kvinder i alle aldre med skrivelyst og længsel.

Vi starter den 1. november og skriver os gennem vinteren og den mørke tid på året, forankret i naturen, årshjulet og den naturlige cyklus.

Invitation og detaljer finder du ved at klikke på billedet herunder. Du tilmelder dig på e-mail til skrivehuset@gmail.com

vintercirklen-011116

7 thoughts on “Når vinden danser

  1. Pingback: Vintermagi for sjælen | Lene Frandsen

  2. Kære Lene

    Dette var et af dine indlæg som virkelig ramte min sjæl og tårerne trillede mens jeg læste:-))

    Kh Helle Den 11/10/2015 kl. 14.13 skrev Lene Frandsen:

    > >

    • Kære Helle

      Tak for dine ord. Dejligt at vide, at ordene nåede dig også, det var faktisk meget bevægende at skrive, for ordene kom efter en periode med både mørke og knaphed, hvad ord angik. Småland og hændelser fik “løst” op for det hele igen. Håber du har det godt 🙂

      KH
      Lene

  3. Pingback: Kom, lad os danse | Lene Frandsen @ Skrivehuset

  4. Pingback: Din sårbarhed er nøglen | Lene Frandsen

  5. Pingback: Stilhed og mørke | Lene Frandsen

  6. Pingback: Mørkets gave | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s